DAVID G. BENNER. At åbne sig for Gud. Lectio divina som ramme for et liv i bøn

Transkript

1 DAVID G. BENNER At åbne sig for Gud Lectio divina som ramme for et liv i bøn 5

2 Indhold Introduktion: Forvandlende åbenhed over for Gud 7 1. Mere end du kan forestille dig Forberedelse til det guddommelige møde Lectio divina og fire klassiske veje Bøn som opmærksomhed Bøn som undren Bøn som gensvar Bøn som væren Livet som bøn, bøn som liv Forvandlende bøn 151 En tak til Noter 165 6

3 Introduktion Forvandlende åbenhed over for Gud PRØV AT forestille dig, hvor meget anderledes dit liv ville blive, hvis du hvert eneste øjeblik var åben for Gud. Tænk på, hvor meget din oplevelse af dig selv, af andre og af verden omkring dig ville ændre sig, hvis du til stadighed var afstemt efter Guds kærlige nærvær og tillod livet fra Gud at flyde ind i dig med hvert åndedrag. Sådan et liv ville i sig selv være bøn, for bøn er ikke kun de ord, vi formulerer, når vi taler til Gud bøn er at åbne sit selv for Gud. De fleste af os lever et eller andet sted imellem de to yderpunkter: at være fuldstændig lukket for Gud og være fuldstændig åben for ham. Det er derfor, jeg ikke bare taler om åbenhed, men om at åbne sig. Åbenhed er nemlig ikke kun en tilstand, men en retning en bevægelse hen imod fuld åbenhed. Selv hvis vi længes efter at opleve et dybt fællesskab, en dyb enhed med Gud, er vi alligevel ofte ambivalente på grund af den sårbarhed, som overgivelsen til ham indebærer. Vi er tøvende i vores åbenhed ofte tager vi et forsigtigt skridt hen imod den og trækker os så hurtigt tilbage igen. Forskellige forhindringer tilstopper de kanaler i os, som vi længes efter at åbne helt for Gud, og bloke- 7

4 rer vores evne til at modtage livet fra Gud i hele dets fylde. Disse forhindringer kan tage mange former psykologiske (for eksempel vores frygt og ulægte sår), teologiske (for eksempel vores forvrængede billeder af Gud) og åndelige (for eksempel at vi stædigt holder fast ved en åndelig praksis, der ikke længere er frugtbar for os). Det er den slags blokeringer for åbenheden, Gud længes efter at fjerne, så vi kan blive mere og mere åbne for ham og modtage alt det, han gerne vil give os. Det er derfor, bøn har potentiale til at være så forvandlende. Ikke alene kan Gud gennem bøn berøre verden. Først og fremmest kan han gennem bønnen berøre og forandre os. Vi bliver hele mennesker, når vi lærer at leve i åbenhed over for Gud. Og når vi påvirkes af det Guds liv, der til stadighed flyder ind i os, berører Gud verden. Muligheden for forvandling er noget helt centralt i den kristne tro. Tænk på løftet om at blive født på ny eller hvis nu dette udtryk lyder for gammeldags eller ikke lige bliver brugt i din åndelige tradition på omvendelse eller åndelig vækkelse. De radikale ændringer, der synes at ligge i disse begreber, kan måske gøre os mismodige, når vi oplever de meget begrænsede fremskridt, som vores åndelige selvforbedringsprojekter resulterer i. Men udtrykkene minder os om, at kristendommen er bygget på håbet om, at i Kristus vil alting blive nyt. Forvandling er noget helt grundlæggende for spiritualitet. I modsætning til religiøsitet, der blot kan bestå af trosopfattelser og en trospraksis, indebærer spiritualiteten en rejse. Det er meget mere end identitet det er at vandre ad en vej. Dette er specielt tydeligt i den kristne spiritualitet, hvor de første efterfølgere af Jesus blev kaldt for Vejen. Og bøn har været helt afgørende for Vejen, siden de første disciple spurgte Jesus, hvordan de skulle bede. Bøn ville ikke fortjene betegnelsen spirituel eller åndelig praksis, hvis ikke den spillede en central rolle i denne dybe, indre forvand- 8

5 ling. Måske har du aldrig betragtet bøn på den måde det havde jeg heller ikke i rigtig mange år. Jeg var godt tilfreds med at tænke på bøn som en åndelig tjeneste, men havde aldrig set på den som det middel, Gud bruger for at gøre sit forvandlende arbejde i mig. Det har ikke alene forandret mit syn på bøn det har givet mig en anden forståelse af Guds rolle og min egen rolle i hele processen. Hvis du har lagt mærke til undertitlen på denne bog, undrer du dig måske over, hvad den gamle klosterpraksis lectio divina har at gøre med denne bønnens forvandlende dimension. Alt, hvad der kommer til os fra et kloster, opfatter du måske som fascinerende, men alligevel temmelig irrelevant for mennesker, der lever et travlt liv i det enogtyvende århundrede. Men det kunne ikke være mere forkert. For som jeg vil komme ind på senere, blev denne gamle bønspraksis netop udviklet til et forvandlende formål. Den blev forstået som en måde at åbne sig selv for Gud på, så man blev berørt, vækket, vejledt, opbygget og helbredt. Eller udtrykt på en anden måde: Det er en måde at åbne sig selv for Gud på, så vi kan blive født på ny, igen og igen, i en række af omvendelser, der tilsammen udgør denne gennemgribende forvandlende proces. Det er præcis den gave, som lectio divina giver os: En måde at forstå og praktisere bøn på, der er meget forskellig fra, hvordan de fleste af os forstår og praktiserer den, fordi den fører os til at åbne os selv for Gud, så Gud kan bede i os og gennem os. Vær derfor forberedt på, at du får både dit syn på bøn og din bønspraksis forandret. Hvis du ikke ønsker at lade dette ske, så læg hellere bogen væk, for så spilder du din tid. Så er bogen nemlig ikke noget for dig. Men hvis du søger en dybere åbenhed over for Gud og længes efter, at han skal få lov til at udføre sit guddommelige projekt med at gøre alting nyt i dig og i verden så læs bare videre. Hvis du har det sådan, er du årsagen til, 9

6 at jeg skrev denne bog. Jeg skrev den for at hjælpe dig til at se, at bøn er meget mere, end du nogensinde har forestillet dig hvordan noget, du måske aldrig har betragtet som bøn, faktisk er måder at åbne sig for Gud på. Jeg skrev den for at hjælpe dig til at bevæge dig fra bøn som noget, du gør eller værre: føler, du burde gøre til bøn som en måde at leve dit liv på. Jeg skrev den med den bøn i hjertet, at du og jeg ikke bare må være mennesker, der beder, men mennesker, hvis liv er bøn. 10

7 1. Mere end du kan forestille dig HVIS VI skal være ærlige, må de fleste af os indrømme, at bøn ofte mere er en pligt end noget, der kommer spontant, fordi vi har lyst til at bede. Jeg tror, at en del af forklaringen er, at bøn ofte bliver beskrevet som en åndelig disciplin eller en god vane. Gode vaner har vi brug for, når det gælder ting, vi ikke gør naturligt, men føler vi burde gøre, fordi det er godt for os. Som du nok har lagt mærke til, har de fleste børn ikke brug for at få at vide, at de skal lege. Men for voksne kan det være nødvendigt at gøre leg til en god vane, som måske endda viser sig at være gavnlig for helbredet! Som vi skal se, er bønnen sjælens naturlige sprog. Der er noget alvorligt galt, når det føles som noget, vi burde gøre. Men det virkelige problem og den egentlige misforståelse er, at vi tænker på bøn som noget, vi gør. I stedet skal vi forstå bøn som noget, Gud gør i os. Vores andel af bønnen handler meget mere om samtykke åbenhed end om aktiv handling. Denne åbenhed er, som vi skal se, dybest set, at vi siger ja til Guds invitation til et kærligt møde med ham. Bøn er så meget mere, end vi nogen sinde ville kunne forestil- 11

8 le os, fordi Gud er så langt større, end vores forstand kan rumme og endda vores fantasi. Det er derfor, apostlen Paulus bad til den Gud, som formår at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20). Og det er derfor, Jesus i bjergprædikenen opfordrer os til at se på markens blomster i deres utrolige skønhed, når vi bekymrer os for vores daglige fornødenheder (Matt 6,25-34). Hans pointe er, at når selv ikke Salomon i al sin pragt var klædt som disse vilde blomster, og når Gud klæder markens græs så må vi stole på, at Guds omsorg for os vil være endnu mere ufatteligt overstrømmende. Bøn er blandt andet at sige noget til Gud enten inden i dig selv eller højt, hvad enten det så er ønsker eller forbøn, som du selv formulerer, eller det er bønner, der er skrevet af andre. Men det er meget mere end det. Det kan også være at læse et afsnit i Bibelen og lytte efter et personligt ord fra Gud til dig, bevæge dig meditativt gennem begivenhederne omkring korset, tænde et lys i kirken eller i dit hjem, lade musik drage din egen ånd mod Guds Ånd, bekræfte din tro ved at læse eller recitere trosbekendelsen, se tilbage på din dag og lægge mærke til, hvor og hvordan Gud har været til stede i den, meditere over Bibelen og overveje dens betydning for dit liv, lade perler glide gennem hænderne som en ramme for meditation, lade din sult gennem en fasteperiode drage din opmærksomhed mod Gud, overveje, hvor velsignet du er, og svare med taknemlighed, gentage et mantra (f.eks. Kom, Herre Jesus eller Min Gud er mit alt ), der flytter bønnen fra bevidstheden til det ubevidste og fra hjernen til hjertet, 1 12

9 fejre nadveren (eukaristien), gå en lang tur, mens du gentager Jesus-bønnen ( Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder ), bekende dine synder og bede om tilgivelse, dufte til røgelse under liturgien og lade din ånd blive draget mod Gud, gå en kontemplativ tur, der flytter dig fra selvoptagethed til bevidsthed om Gud, gøre korsets tegn eller bøje dig for et alter eller et krucifiks, sidde i stilhed og lade dit hjerte blive draget mod Gud gennem en stille gentagelse af et af dine yndlingsnavne for Gud, læse liturgiske eller andre skrevne bønner, sige Fadervor meditativt, være opmærksom på dit åndedræt ånde Gud ind ved hver indånding og give Gud til verden ved hver udånding, lade sind og ånd vende sig mod Gud, mens du hører kirkeklokker eller ser på et tændt lys eller andre af den uendelige række ting, der kan drage din opmærksomhed tilbage til Gud, synge eller grunde over ordene i en yndlingssalme eller -sang, meditere foran en ikon eller et bibelsk kunstværk, lade dit hjerte udtrykke taknemlighed over en solnedgang, en storm, en blomst eller et træ. Noget af dette forekommer måske fremmed for dig, måske så langt væk fra din åndelige tryghedszone, at du spekulerer over, om det virkelig kan kaldes kristen bøn. Men alt sammen har det været meget berigende for kristne på tværs af kirkeskel op gennem århundrederne det er kristne former for bøn, som har meget at lære det menneske, der ønsker at være opmærksom på Gud og lydhør over for ham. Dog er det meget vigtigt at være klar over, at intet af alt dette automatisk er bøn. På samme måde som ord og tanker rettet 13

10 mod Gud heller ikke automatisk er bøn. Men alle disse ting ja, faktisk hele livet kan blive bøn, når de gives til Gud i tro og åbenhed. Det er den underliggende hjertets rettethed, der gør noget til bøn. Uden et hjerte, der er åbent for Gud i tro, kan det måske se ud som bøn eller lyde som bøn, men det er alligevel ikke ægte kristen bøn. Ægte bøn begynder altid i hjertet og følges af, at vi åbner vores selv, mens vi vender os til Gud i tro. De måder, som Gud kan kommunikere med os på, er uendeligt mere kreative og forskellige, end vi kan forestille os. Derfor er de måder, vi kan kommunikere med Gud på, tilsvarende mere mangfoldige og rige, end de fleste af os oplever. Vækst i bøn er at lære at åbne mere og mere af sit selv for Gud. BØN SOM SAMTALE Men hvad er bøn? Jeg kan huske, at jeg som barn fik det svar, at bøn er en samtale med Gud. For at opmuntre mig til at praktisere en sådan samtale med Gud, gav mine forældre mig min første bog om bøn til min tretten års fødselsdag. Den hed Bøn: at tale med Gud, og i den læste jeg, at bøn kan være noget så enkelt som at tale, inden i mig selv eller højt, til Gud præcis som jeg gjorde til andre mennesker. 2 Det var en ret virkningsfuld lærdom. Det blev grundlaget for en praksis, der har tjent mig rigtig godt siden da, nemlig jævnligt at tale med Gud i løbet af min dag. Tit er det en hurtig bøn for en, jeg møder eller kommer i tanke om, og som jeg beder Gud om at velsigne. Det kan også være i form af nogle ord til tak, når jeg bliver opmærksom på, hvor velsignet jeg er som lige nu, hvor jeg takkede Gud for mine forældre, som gav mig bogen om bøn, og for dens forfatter, som lærte mig så meget. Nogle gange er det kun et enkelt ord: Hjælp! Uanset længden eller indholdet af samtalebønnen har den lært mig noget vigtigt: At min relation til Gud bliver styrket, når jeg 14

11 taler med ham gennem dagen, fordi det minder mig om, at jeg er i kontakt med Gud, og at han er med mig, uanset hvor jeg er, og hvad jeg er i gang med. Jeg må dog erkende, at der gik rigtig lang tid, før jeg for alvor begyndte at opleve kontakten med Gud som samtale. I årtier var mine bønner ikke andet end monolog. Det var kun mig, der talte, og jeg aldrig så meget som overvejede, at Gud måske gjorde andet end bare at lytte. Problemet lå ikke i, at jeg havde en forkert forståelse af bøn, men at jeg ikke tog den fulde konsekvens af min forståelse. Hvis jeg for alvor havde troet, at bøn var samtale, ville jeg ikke have været nær så uforskammet, som jeg var. Jeg ville have talt mindre og lyttet mere. Den gode nyhed er, at Gud altid rækker ud imod os og åbenbarer sin kærlighed for os og han er stadigvæk lige så meget Åbenbaring, som han er Kærlighed. Samtalebønnen begynder altid hos Gud, den begynder ikke hos os. Bøn er vores svar på Guds invitation til at møde ham. Samtalebønnen er allerede begyndt, fordi Gud allerede har rakt ud rakt ud for at søge vores opmærksomhed og respons. Indtil vi lærer at forholde os til den Gud, der allerede er nærværende og kommunikerende, vil vores bønner aldrig blive mere end et produkt af vores egne tanker og vores egen vilje. Men bøn har potentiale til at blive meget mere end det. Den kan blive vores ånds svar på Guds Ånd, når vi åbner hele vores væsen for den Gud, der bor i vores inderste og længes efter at møde os der. Problemet i at forstå bøn som samtale er, at bøn er meget mere end kommunikation. Reducerer vi den til samtale, gør vi den til en simpel mental aktivitet ord og tanker som et produkt af den venstre hjernehalvdel. Bøn har med forstanden at gøre, men er ikke begrænset til den. Gud vil gerne engagere mere af os end vores hjerne, nemlig hele vores væsen. Den fantastiske sandhed er, at jeg kan bede til Gud uden at tale til Gud, og 15

12 uden overhovedet bevidst at tænke på Gud. Hvis ikke det var sådan, hvordan kunne vi så nogensinde håbe på at opnå det ideal af uophørlig bøn, som vi opfordres til i Bibelen? (1 Thess 5,17; Ef 6,18). Vi kan selvfølgelig ikke tænke på Gud hele tiden. Vi kan heller ikke tale til Gud hele tiden. Men bøn kan blive en lige så grundlæggende bestanddel af vores daglige liv som det at trække vejret. Den kan blive en integreret del af livet, i stedet for kun at være en religiøs praksis eller en åndelig disciplin. BØN SOM FÆLLESSKAB Et bedre udgangspunkt for en dækkende forståelse af bønnens spændvidde er at betragte den som fællesskab med Gud. Fællesskab indebærer også samtale, men er meget bredere. Fordi fællesskab også indbefatter forening, ikke kun nærhed og kontakt, rummer det mere intimitet end blot samtale. Vi er, som Paulus minder os om, i Kristus, ligesom Kristus er i os. Den sprogbrug afspejler den sammenblanding, der er en del af ægte fællesskab. Det bliver ikke meget mere intimt end dette en intimitet, der er baseret på den virkelighed, at der eksisterer en mystisk forening med Kristus, allerede nu, ikke bare som et håb engang ude i fremtiden. Vores erfarede kendskab til denne virkelighed kan være nok så begrænset. Men foreningen er virkelig nok, også her og nu. Og det fællesskab, vi kan opleve i bønnen, er også virkeligt så virkeligt, at det mere end noget andet, jeg kender til, har kraften til at forvandle os fuldstændigt. Den gode nyhed er, at vi for at være i bøn ikke behøver at tale til Gud og ikke engang tænke på ham. Vi kan simpelthen være sammen med Gud. Det er fællesskabets natur. Det er ikke afhængigt af en konstant kommunikation. Tænk på et menneske, du elsker og oplever et dybt fællesskab med. Ord er utvivlsomt en del af jeres samvær, men prøv at lægge mærke til, hvordan de også kan 16

13 forsvinde, når I glider ind i en oplevelse af bare at være sammen i et nærvær uden ord. Det samme kan ske i bønnen. Det er kærligheden, der gør dette muligt, og det er kærligheden, der gør bønnens fællesskab så berigende og forvandlende. Fællesskabet med Gud er svaret på hjertets dybeste længsler, fordi Gud er kærlighed. Bøn er en relation. Det er en dialog, der er baseret på et dybtgående personligt møde. Og fordi Gud er kærlighed, kan Gud kun blive mødt helt og fuldt i kærlighed. AT VÆRE I KÆRLIGHEDEN Vi kan derfor sige, at bøn er at være i kærligheden. 3 Det kan forstås på to måder, som begge er sande, og som hver for sig peger hen på den anden for at få sin fulde betydning. I den første forståelse af udtrykket kan vi sige, at bøn er at elske Gud. Som Johannes af Korset skriver: Fordi Gud er kærlighed, kan han kun erkendes i og gennem kærlighed. Fællesskab med Gud fører derfor naturligt til en stadig dybere erkendelse af Guds kærlighed til os, og som svar på den af vores kærlighed til Gud. Men når vi taler om bøn som at være i kærligheden, minder det os også om, at det er i bønnen, vi bliver bevidst om vores væren i Gud. Bøn er ikke, hvad vi gør. Det er en tilstand. Eller mere præcist: Det er at hvile i den virkelighed, at vi er i Gud. Det er vores grundlæggende identitet. Det er den skjulte, men dybeste sandhed om vores eksistens. Vores væsen har ikke nogen mening adskilt fra relationen til Guds væsen. Den eneste mulighed for at blive den, jeg dybest set er, hviler i det evige JEG ER. På grund af dette JEG ER kan også jeg være. Fordi det evige JEG ER er kærlighed, kan jeg erfare fællesskab med Gud i kærlighed. Det er det, der gør det muligt for mig at blive fuldt og helt menneske, for fuldt og helt at blive den, jeg er i Kristus. Og at blive 17

14 dét har i høj grad med bøn at gøre ikke som noget, jeg præsterer, men som en måde at være i kærligheden på, at være i Gud på. Det er derfor, Teresa af Avila siger, at det vigtige i bøn ikke er at tænke meget, men at elske meget. 4 Hovedet er slet ikke et dårligt sted at begynde bønnens rejse. Men hvis bønnen bliver der alt for længe og ikke lidt efter lidt synker ned i hjertet, vil den uundgåeligt blive frustreret og ufrugtbar. Når vi tillader bønnen at sive fra hjernen ned i vores dybder, vil det give Gud adgang til disse dybder. Da og kun da kan bøn spontant vokse frem som Guds virke i os. Og når den gør dét, bliver bønnen den strøm af levende vand, der vælder frem fra vores inderste. Den bliver ligesom at aflytte Guds kærlige samtale med sig selv, mens den samtale passerer gennem os. Vores relation til Gud begynder ikke nødvendigvis i kærlighed, men den vil aldrig blive markant dybere, før vi får et personligt møde med Kærligheden. Jo mere vores væsen bliver rodfæstet i Guds kærlighed, jo mere begynder bønnen at flyde fra vores hjerter, ikke kun vores hjerner. Det er derfor, det var Paulus bøn, at vi måtte kende bredden og længden og højden og dybden i Guds kærlighed og fyldes med den, til hele Guds fylde nås (Ef 3,14-19). Kristen bøn er et personligt møde i kærlighed, med Kærligheden. Det er et hjertets fællesskab med kilden til al kærlighed, med kilden til hele vores eksistens. Måske har du hørt historien om en mand, som jeg her vil kalde Juan. Hver dag når mørket var ved at falde på, gik Juan ind i en lille kirke på vej hjem fra arbejde med sin sikkerhedshjelm i hånden, ofte snavset eller i hvert fald støvet, og selvfølgelig træt. Så sad han stille bagerst i kirken i fem-ti minutter, inden han rejste sig for at gå hjem. Kirkens præst så ham gøre dette dag efter dag, måned efter måned, og en dag gik han hen og sagde til ham, at han var glad for, at han brugte kirken på den måde. Juan takkede præsten for, at kirken altid var åben, så han kunne komme 18

15 ind, og fortalte ham, at det var et meget vigtigt tidspunkt på dagen for ham. Præsten spurgte ham, på hvilken måde det var vigtigt. Juan svarede, at det var hans tid sammen med Jesus. Han fortsatte: Jeg kommer bare ind, sætter mig ned og siger: Jesus, det er Juan. Og hvad sker der så? spurgte præsten. Tja, svarede han, så siger Jesus: Juan, det er Jesus, og vi er lykkelige for bare at kunne tilbringe lidt tid sammen. Det er ikke sikkert, at Juan var klar over det, men han havde fundet ind til det helt centrale i bønnen. Han elskede Gud og elskede at bruge tid sammen med ham. Bøn er ikke bare en præsentation af ønsker selv om det at komme til Gud med alt, hvad man har på hjerte, er en både helt legal og vigtig del af bønnen. Det er heller ikke bare en metode til at lette sin samvittighed. Dybest set er bøn at være sammen med sin Elskede. Det er relation. Det er at sige ja til Guds invitation til stævnemøde. Det er således mere et gensvar end en aktiv handling. Det er at åbne sig for Guds virke i sit hjerte, i det inderste af sin eksistens. REJSEN IND I KÆRLIGHEDEN I takt med at vores kærlighedsrejse med Gud udvikler sig, gør bønnen det samme. Det er uundgåeligt, fordi bønnen er omdrejningspunktet for vores relation til Gud. Bøn er Guds virke i os. Vores andel er blot at tillade den guddommelige kærlighed at forvandle vores hjerter, så vores kærlighed til Gud vil være et gensvar på hans kærlighed til os, ikke et resultat af vores anstrengelser. Vejen til et liv i bøn forstået som et personligt møde med Gud er at lade bønnen blive Guds ansvar. Vi kan lige så lidt producere et ægte kærlighedsmøde, som vi kan forvandle vores stenhjer- 19

16 ter til kærlighedshjerter. I disse anliggender kan vi ikke gøre andet end at vende vores ansigt mod Gud og modtage den kærlighed, som vores sjæle så desperat længes efter. Den kristne åndelige rejse er et svar på Guds invitation til et personligt kærlighedsmøde. Bøn er både vores svar og stedet for mødet. Vækst i bøn er vækst i kærlighedens relation til Gud. Thomas Green sammenligner faserne i denne vækst med faserne i udviklingen i et romantisk forhold. 5 Den første fase i bøn, mener han, er bejleriet at man lærer Gud at kende. Da det ikke er muligt virkeligt at elske det, vi ikke kender, må et kærlighedsforhold begynde med, at man lærer den elskede at kende. Når det gælder Gud, må begyndelsen være meditation over Bibelen. Det kunne også bestå i, at vi bruger vores fantasi til at møde Jesus i begivenhederne i hans liv på jorden og ser os selv, med vores egen konkrete personlige historie, som en del af disse begivenheder. I denne fase er bønnens mål at lære den Gud at kende, som gør kur til os. Den anden fase i bønnen er hvedebrødsdagene. Her oplever vi en overgang fra kendskab til erfaring, fra at kende med hovedet til at kende med hjertet. Meditation begynder lidt efter lidt at kræve mindre anstrengelse. Vores forhåbninger begynder at blive virkeliggjort, og erfaringer med Gud kommer mere frit og naturligt, uden at vi skal kæmpe os til dem. Vi oplever glæden ved bare at være sammen med Gud ligesom gode venner glæder sig over at være sammen. De planlægger ikke deres samtale og analyserer ikke deres venskab. De tænker ikke engang så meget på hinanden, når de er sammen. De er bare glade for at være sammen, uanset hvad der foregår. Det er Juan og Jesus. Efter hvedebrødsdagene kommer den tredje fase, som Thomas Green kalder bevægelsen fra synlig kærlighed til sand kærlighed. Det svarer til det daglige liv i et ægteskab. Og ligesom man i ægteskabet både oplever et stadig dybere venskab, men også 20

17 tørre, rutineprægede perioder og i det mindste lejlighedsvise konflikter, sådan vil også bønnens rejse uundgåeligt indeholde både opmuntring og fortvivlelse. Hvis ikke du kender til fortvivlelse i bønnen, så har du endnu ikke bedt særligt længe! Jeg har selv oplevet lange perioder, hvor jeg følte, at mine bønner kun rumsterede rundt i mit hoved, men ikke nåede frem til Gud. Men som vi skal se, har også fortvivlelsen et guddommeligt formål. For her, i disse tørkeperioder i bønnen, kan vi lære at drikke levende vand fra dybe kilder på måder, der ikke er afhængige af vores følelser. Det er i disse mørke nætter, at vores sjæl kan lære at orientere sig ud fra troen, i stedet for det synlige. MERE END DU KAN FORESTILLE DIG Bøn er meget mere, end du nogensinde kan forestille dig, fordi Gud er så meget større, end vi kan rumme. Vi er omgivet af guder, der er alt for små til at kunne klare opgaven at adressere vores dybeste længsler, for slet ikke at tale om verdens mest presserende problemer. Vores barndoms Gud vil aldrig være tilstrækkelig til disse opgaver. Den måde, vi lærte at forstå Gud og relatere til ham på i hjem, kirke og samfund, er ofte alvorligt begrænset, og nogle gange foruroligende forkert. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi er åbne over for, at vores syn på Gud udvider sig og udvikler sig. Det syn på Gud, der tæller i den forbindelse, er ikke det officielle syn, du måske bekender dig til, hvis du forsøger at holde dig inden for rammerne af den ortodokse lære. Det afgørende er det syn, som er kernen i din erfaring af Gud, og som ligger til grund for din oplevelse af livet. Dette vil normalt være din barndoms Gud. Denne Gud er, på godt og ondt, ofte forbløffende hårdfør selv i mødet med senere undervisning, der overbeviser dig om, hvor meget denne Gud adskiller sig fra den Gud, 21

18 man møder i Jesus. Jeg tænker blandt andet på de mange mennesker, jeg kender, som lever under en enorm byrde af skyld, der har forbindelse med den strenge, straffende Gud, de mødte i deres barndom. Ingen steder føler de sig i sikkerhed for den lurende tilstedeværelse af den Gud, der er skabt i forældrenes eller religiøse autoriteters billede. Endnu mere almindelig er måske det store antal mennesker mænd og kvinder der har svært ved at relatere til en Gud, der forekommer så entydigt maskulin. I begge tilfælde vil bønnen blive stærkt præget af disse billeder af Gud, der er rudimenter af undervisning og erfaringer i barndommen og ikke formet af den virkelige Gud, der inviterer os ind i kærlighedens fællesskab. Jeg har talt om Guds kærlighed og har derfor allerede været inde på betydningen af, at vores syn på Gud er baseret på nåden. Jeg vil sige mere om dette senere, men vil her kort kommentere en enkelt dimension af vores gudsbillede, som i høj grad kan begrænse vores erfaring af Gud, nemlig Guds køn. Mit anliggende er ikke at bidrage til en teologisk debat, men i pagt med bogens sigte at gøre opmærksom på, hvordan vores måde at bede på følger af vores syn på Gud. Jeg har længe været optaget af den kendsgerning, at Gud tilsyneladende entydigt er maskulin ikke fordi jeg har haft et dårligt forhold til min far, men snarere fordi jeg har haft et godt forhold til både min far og min mor. Min barndom viste mig hen til en Gud, der var en kilde til både det mandlige og det kvindelige, og som blev afspejlet af begge. Alligevel relaterede jeg til Gud som en mand, fordi titlen Fader gjorde det vanskeligt at forestille sig andet. Og Jesus var jo mand selv om han er et stykke fra mandlige stereotyper i både det første og det enogtyvende århundrede. Det resulterede i nogle intellektuelle overvejelser om, hvordan en kønsbestemt Gud kunne være kilde til både mænd og kvinder, men meget vigtigere: det holdt de dele af mig, der 22

19 relaterede bedst til kvinder, ude af min bøn og mit møde med Gud. Hvor begejstret blev jeg ikke, da jeg opdagede, at den ældste kristne tradition forbandt Helligånden med de feminine elementer i guddommen. Det var meget mere end en teologisk nyhed for mig. Det begyndte straks at få indflydelse på mine erfaringer i bønnen. Efterhånden som årene er gået, har jeg lært at bringe mere af mig selv til den Gud, som er meget mere end enten det mandlige eller det kvindelige, men rummer begge dele. Nogle gange beder jeg til Guds Ånd, som jeg betragter og relaterer til som feminin. Men når jeg beder til Faderen eller Jesus, er begge i min forestilling maskuline. Jeg tror ikke, at Helligånden er kvinde, og jeg tror ikke, at Gud Fader er mand. Gud er hævet over køn, samtidig med at han er kilden til både det maskuline og det feminine. Men i takt med at min måde at tænke på Gud og relatere til ham på har udvidet sig, er mine erfaringer i bønnen blevet meget bredere, end jeg kunne have forestillet mig. Jeg tror ikke, at mine tanker om Gud, eller nogens tanker om Gud, fuldstændigt indfanger eller forklarer det Ultimative Mysterium. Det er derfor, jeg understreger, at pointen her ikke er teologisk, men sigter på det åndelige liv. Og pointen er, at Gud er meget mere, end vi kan rumme, så vi må omgås vores forestillinger om ham med forsigtighed og ydmyghed, så vores erfaringer i bønnen ikke bliver begrænset af dem. GØR DET PERSONLIGT Men nok om mine erfaringer med bøn, lad os vende os mod dine. Måske er dine bønner mere pligt end hengivelse, mere en sag for hovedet end for hjertet. Måske kender du 23

20 intet eller kun lidt til det hellige kærlighedsforhold, jeg har beskrevet. Bliv ikke mismodig, hvis det er tilfældet, men lige så vigtigt: stil dig heller ikke tilfreds med det. Husk, at bøn mere er et spørgsmål om åbenhed end om aktiv handling. Stol på, at dit bønsfællesskab med Gud er blevet til på Guds initiativ, ikke dit. Din andel af det er blot at gøre plads til Gud, vende dig til Gud med opmærksomhed og åbenhed. Tænk ikke på det som en pligt. Hør det som en invitation til et rigt og ægte liv, som en invitation til det kærlighedens møde, som bønnen er. Stil dig ikke tilfreds med mindre end at kende Gud i kærlighed. Det begynder med at lære dybderne i Guds kærlighed til dig at kende. Vi har alle sammen brug for regelmæssigt at vende tilbage til denne lærdom. Faktisk kan vi aldrig få nok af den. Alt andet, der kræves af dig i livet din kærlighed til Gud, dig selv og andre alt sammen udspringer det af dit personlige kendskab til Guds overstrømmende kærlighed til dig. Brug nogle få minutter, nu eller senere, mens du i bøn reflekterer over det, der er blevet præsenteret for dig i dette kapitel. 1. Hvordan vil du beskrive din kommunikation med Gud? Er samtalebøn korte bønner i løbet af dagen en del af den? Hvis ikke, overvej om det vil være muligt for dig at styrke din relation til Gud på den måde. Hvordan indgår Guds kommunikation til dig i jeres dialog? Hvordan kunne din oplevelse af bønnen ændre sig, hvis der blev mere plads til at lytte til Gud? Er der hindringer, der gør det vanskeligt at finde den tilstrækkelige ro og stilhed? 24