Artikler. Skattemæssig markedsværdi af aktiver hvad vejer bevismæssigt tungest?

1794 Artikler 245 Skattemæssig markedsværdi af aktiver hvad vejer bevismæssigt tungest? Af advokat Hanne Søgaard Hansen (Plesner), senior manager Henrik Nielsen (PwC) og advokat Eduardo Vistisen (Vistisen skatteadvokater) Skatteministeriet har indgået forlig i to sager vedrørende markedsværdien af en række ejendomme. I forliget anerkendte Skatteministeriet, at et syn- og skøn havde større tyngde end værdiansættelse efter Finanstilsynets Vejledning. Skatteministeriet har indgået forlig i to sager ved Østre Landsret vedrørende markedsværdien af en række ejendomme. Forliget bidrager til afklaring af spørgsmålet om fastlæggelsen af markedsværdien af aktiver. Kort om de to sager De to sager vedrørte det samme pensionsselskab, der bl.a. investerede pensionsmidlerne i fast ejendom og skovejendomme, der var placeret i individuelle selskaber. Ved lov nr. 420 af 26/6 1998 indførtes med virkning fra 1/1 1998 i selskabsskattelovens 13 regler om begrænsning af livs- og skadesforsikringsselskabers fradrag for hensættelser over for de forsikrede, realrenteafgift og udbetalinger til de forsikrede. Ved lov nr. 429 af 26/6 1998 indførtes en realrenteafgift på 5 pct. af afkastet af aktier m.v. med virkning fra og med den 2/6 1998. Begge love indebar overgangsregler. Overgangsreglerne Ifølge overgangsreglen i 3, stk. 2, i lov nr. 420 af 26/6 1998 skulle selskaberne fastsætte ind- gangsværdien af aktier og fast ejendom ved opgørelsen af fremtidige aktie- og ejendomsavancer til fradragsbegrænsning til handelsværdien ved begyndelsen af indkomståret 1998, dvs. pr. 1/6 1998. Ifølge overgangsreglen i 6, stk. 11, i lov nr. 429 af 26/6 1998 skulle selskaberne fastsætte indgangsværdien for beregning af realrenteafgift af formueafkastet af afgiftspligtige værdipapirer til handelsværdien den 2/6 1998. Lovenes forarbejder indeholdt ikke bidrag til fortolkningen af begrebet handelsværdi. Retssagerne Sagerne vedrørte nærmere en udlejningsejendom og syv skovejendomme. Ejendommene var placeret i selvstændige unoterede anpartsselskaber, og de to sager vedrørte fastsættelsen af handelsværdien for de pågældende ejendomme den 1/1 1998 og den 2/6 1998. Værdifastsættelsen af ejendommene på de nævnte datoer dannede således grundlag for beregning af kursværdien af de unoterede ejendomsselskaber, som fremover skulle indgå i fradragsbegrænsningssystemet og realrenteafgiften. Alle ejendommene var værdiansat i årsrapporten for 1997 med værdien ultimo 1997 i henhold til Finanstilsynets vejledning nr. 1004 af 8/11 1995. Pensionsselskabet havde ved selvangivelsen/ afgiftsberegningen lagt en anden værdi til grund

1795 pr. 1/1 1998 og 2/6 1998 end værdien i årsrapporterne af de respektive ejendomme, da pensionsselskabet var af den opfattelse, at værdiansættelsen efter Finanstilsynets vejledning ikke afspejlede markedsværdien. SKAT havde modsætningsvist anvendt værdiansættelsen i henhold til årsrapporterne, der som nævnt var udarbejdet i medfør af Finanstilsynets vejledning, som indgangsværdi pr. 1/1 1998 i fradragsbegrænsningssystemet. SKAT havde for så vidt angår indgangsværdien pr. 2/6 1998 ved beregning af realrenteafgift af de hidtil afgiftsfrie værdipapirer taget udgangspunkt i metoderne beskrevet i (det senere vedtagne) TSS-cirkulære 2000-09 om værdiansættelse af aktier og anparter. Landsskatteretssagen I Landsskatteretten anførte pensionsselskaberne, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem kursværdien af unoterede aktier opgjort pr. 31/12 1997 efter Finanstilsynets retningslinjer og kursværdien ved et påtænkt salg i fri handel pr. 1/1 1998. Finanstilsynets retningslinjer er udtryk for en forsigtig vurdering, mens de skattemæssige indgangsværdier skal afspejle, hvad en uafhængig tredjemand ville betale for ejendommene. De skattemæssige indgangsværdier skulle således sikre, at de nye, strammere regler kun fik virkning for fremtidige avancer og ikke pålagdes værdier, der var optjent før skæringsdatoerne. En potentiel investor ville i en række tilfælde være villig til at betale en højere pris end værdien efter Finanstilsynets vejledning. Selskabsrevisionens grundlag for værdiansættelsen pr. 1/1 1998 var derfor efter klagers opfattelse forkert, idet Finanstilsynets vejledning medførte en forsigtig værdiansættelse i forhold til de skattemæssige værdier. I forbindelse med klagebehandlingen ved Landsskatteretten begærede klager foretaget et syn og skøn pr. 1/1 1998 for 1 beboelsesejendom og 7 skovejendomme og pensionsselskabet nedlagde påstand om, at værdierne skulle fastsættes i henhold til syns og skønsmandens værdiansættelse. Landsskatteretten afviste forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning for det udmeldte syn og skøn med den begrundelse, at man fandt syn og skøn unødvendigt. For så vidt angik udlejningsejendommen, var denne værdiansat til 116.249.000 kr. i henhold til Finanstilsynets vejledning. Syns- og skønsmanden havde fastsat handelsværdien til 125.000.000 kr. pr. 1/1 1998, hvilket pensionsselskabet nedlagde påstand om. Skovejendommene var i årsrapporten for 1997 også fastsat i henhold til Finanstilsynets vejledning, der for skovejendomme tager udgangspunkt i den oprindelige købspris. Ud af de syv skovejendomme var én af skovejendommene blevet solgt i efteråret 1998 til en liebhaver for 107.020.228,97 kr. (skovejendom 1). Syns- og skønsmanden havde pr. 1/1 1998 ansat handelsværdien for skovejendom 1 meget tæt på denne salgspris til 109.700.000 kr. Den oprindelige købspris var 63.053.005 kr., hvilket var anvendt i årsrapporten for 1997 samt af SKAT. Derudover var en anden af skovejendommene blevet købt meget billigt for et beløb på 22.122.686. kr. (skovejendom 2) ved et tvangssalg. Syns- og skønsmanden havde ansat handelsværdien af skovejendom 2 til 39.500.000 kr., hvilket pensionsselskabet havde nedlagt påstand om. For de fem resterende skovejendomme var de oprindelige købspriser og dermed værdiansættelsen i årsrapporterne meget lig syns- og skønsmandens værdiansættelse på nær én af ejendommene, der af syns- og skønsmanden var fastsat betydeligt lavere end den oprindelige købspris. Landsskatterettens kendelse Landsskatteretten gav SKAT medhold i begge sager. For så vidt angik indgangsværdien pr. 1/1 1998 udtalte Landsskatteretten følgende begrundelse: Den af selskabet opgjorte markedsværdi pr. den 31/12 1997 må således antages at være det bedste bud på handelsværdien og dermed indgangsværdien pr. den 1/1 1998, jf. regnskabsbekendtgørelsen for liv af 20/12 1995 43, samt Finanstilsynets vejledning nr. 1004 af 8/11 1995. Der er herved blandt andet henset til, at der ifølge regnskabsbekendtgørelsen og vejledningen ved

1796 markedsværdien af grunde og bygninger forstås: Den pris, hvortil de skønnes at kunne sælges på balancetidspunktet ved privat aftale mellem en salgsinteresseret ejer og en uafhængig køber, idet det forudsættes, at ejendommen er udbudt til offentligt salg, at handlen kan finde sted under normale markedsvilkår, og at der under hensyn til ejendommens karakter er normal tid til salgsforhandlinger. Landsskatteretten finder herefter, at selskabets værdiansættelse i årsregnskabet for 1997 må antages at afspejle handelsværdien af selskabets aktiver, jf. reglerne i regnskabsbekendtgørelsen for liv af 20/12 1995. Selskabsrevisionen har derfor været berettiget til at tilsidesætte selskabets indgangsværdier pr. 1/1 1998, idet indgangsværdierne ikke svarer til værdiansættelsen i det senest aflagte årsregnskab pr. 31/12 1997. Retten finder således ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Selskabsrevisionensopgørelser af selskabets fradragsbegrænsning for indkomstårene 1998 og 1999. Landsskatteretten satte således lighedstegn mellem de regnskabsmæssige værdier pr. 1/1 1998 og indgangsværdien i medfør af de nye fradragsbegrænsningsregler pr. 1/1 1998 og fortolkede dermed begrebet handelsværdi i overgangsreglen som den regnskabsmæssige handelsværdi. I realrenteafgiftssagen anførte Landsskatteretten, at SKATs værdiansættelse af handelsværdien pr. 2/6 1998 i realiteten var fastsat efter samme princip som i selskabsskattesagen, idet værdien pr. 2/6 1998 var reguleret for periodens resultat. Da begrebet handelsværdi måtte forstås på samme måde i de to sager, stadfæstede retten følgelig ansættelsen. Landsskatteretten var således enig med SKAT i, at forskellen mellem en værdi ansat pr. 31/12 1997 efter Finanstilsynets vejledning og en værdi ansat pr. 2/6 1998 efter principperne i det senere indførte værdiansættelsescirkulære TSSCIR-cirk 2000-9 i det foreliggende tilfælde var udtryk for indtjeningen i den mellemliggende periode. Såvel SKAT som Landsskatteretten undlod at underbygge dette synspunkt med henvisninger til konkrete tal for indtjeningen i de enkelte ejendomme/selskaber, ligesom man ikke på anden måde argumenterede for den anførte sammenhæng mellem de to værdiansættelsesprincipper. Angående det gennemførte syn og skøn konkluderede Landsskatteretten, at det ikke havde tilført sagen nye oplysninger eller havde haft betydning for sagens hovedspørgsmål. Omkostningerne til afholdelse af syns- og skønsforretningerne skulle derfor ikke dækkes fuldt ud. Dette kan undre, da syn- og skøn er normalt i sager vedrørende værdiansættelse, ligesom synog skønnet blev benyttet som målestok i forliget, gengivet nedenfor. Påstanden i retssagerne Ved Østre Landsret blev der i overensstemmelse med påstanden ved Landsskatteretten nedlagt påstand om, at værdiansættelserne af ejendommene skulle fastsættes i henhold til syns- og skønsmandens vurdering. Der blev dog i den ene af sagerne nedlagt påstand om, at det kun var udlejningsejendommen samt skovejendommene 1 og 2, der skulle ændres. Forliget Begge sager blev forligt med Skatteministeriet, således at Skatteministeriet anerkendte, at skovejendommene 1 og 2 blev værdiansat til synsog skønsmandens værdiansættelse både pr. 1. januar 1998 og pr. 2/6 1998, dog at skovejendom 1 pr. 2/6 1998 blev værdiansat til den faktisk opnåede salgspris. Der blev således ikke indgået forlig vedrørende udlejningsejendommen, hvor forskellen mellem syns- og skønsmandens værdifastsættelse og SKATs ansættelse var 7,5 pct. eller 8.751.000 kr. Der blev heller ikke indgået forlig vedrørende de fem resterende skovejendomme, hvor forskellen mellem syns- og skønsmandens værdifastsættelse og SKATs ansættelse var meget lille, og hvor syn- og skønnet faktisk ikke var i skatteyderens favør. Den juridiske baggrund Som nævnt vedrørte begge sager fastsættelsen af handelsværdien for de pågældende ejendomme på to givne datoer. Ved spørgsmål om værdiskøn er bevisbyrden fri, hvorfor det umiddelbare udgangspunkt i en

1797 strid mellem en skatteyder og SKAT vedrørende værdiansættelse beror på tyngden af de to parters respektive værdifastsættelse. I de to sager var værdiansættelsen af skatteyderen substantieret ved syn- og skøn samt konkrete salg, mens SKAT havde substantieret værdiansættelsen ved de foreliggende årsrapporter. Spørgsmålet var derfor, hvor meget vægt værdiansættelsen i årsrapporten havde i forhold til et syn- og skøn. Det antages normalt, at et syn- og skøn er et meget stærkt bevis i sager vedrørende værdiskøn. Det må da også antages, at et syn- og skøn vil føre til en mere præcis og specifik værdiansættelse af et aktiv, end hvad årsrapporten fremviser, dog afhængigt af værdiansættelsesmetoden i årsrapporten. På den anden side kunne Skatteministeriet argumentere for, at værdiansættelsen i årsrapporten var skatteyderens egne tal, dog fastsat efter Finanstilsynets vejledning. Skatteministeriet kunne derefter forsøge at tegne et billede af, at skatteyderen forsøgte at fragå sine egne tal, og at skatteyderens første værdiansættelse som anført i årsrapporterne måtte være den mest korrekte værdiansættelse. Der var imidlertid flere indikationer på, at værdiansættelsen i en årsrapport efter Finanstilsynets vejledning ikke behøvede at være udgangspunktet i forbindelse med de konkrete overgangsregler. På et møde den 24/9 1998 i Følgegruppe II vedrørende pensionsbeskatningsområdet udtalte Skatteministeriets repræsentant således: at skattemyndighederne ikke er bundet af Finanstilsynets værdiansættelse. Finanstilsynet har en anden kasket på og skal vurdere meget forsigtigt. For skattemyndighederne er det afgørende, hvad man kan få ved salg af ejendommen. Han henviste til, at skattemyndighederne ikke er bundet ved sin værdiansættelse, heller ikke andre myndigheders vurdering således har man i afskrivningsloven distanceret sig fra ejendomsvurderingen. Forsigtighedsprincippet fremgår af 122, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsvirksomhed: Posterne i årsregnskabet værdiansættes i overensstemmelse med følgende almindelige principper: 3) Værdiansættelsen skal i alle tilfælde ske under udvisning af behørig forsigtighed og især således: (vores understregning) Der var således flere forhold, der indikerede, at en værdiansættelse i en årsrapport ikke uden videre kunne lægges til grund som det bevismæssige udgangspunkt. Yderligere havde lovgiver i et lignende tilfælde set sig nødsaget til specifikt at lovgive om, hvilken værdiansættelse fast ejendom skulle opgøres til. I forbindelse med indførelsen af kompensationsordningen vedrørende fast ejendom i pensionsafkastbeskatningslovens 41, stk. 1, fremgik det således i den oprindelige lov nr. 1535 af 19/12 2007, at kompensationen udgjorde en andel af et beløb, der opgøres som 15% af markedsværdien af den faste ejendom pr 31/12 2005. (vores understregning) Ifølge bemærkningerne var værdien ultimo 2005 valgt af administrative og praktiske årsager, idet værdien på dette tidspunkt er kendt og opgjort i de pensionsafkastskattepligtiges regnskaber, dvs. årsrapporten for 2005. Ved lov nr. 221 af 8/4 2008 blev der indført et nyt stk. 11 i 41 med følgende ordlyd: Markedsværdien pr. 31/12 2005 er værdien pr 31/12 2005 som den er anført i den reviderede og generalforsamlingsgodkendte årsrapport for 2005. (vores understregning) I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det: Efter den gældende lovtekst skal kompensationsværdien opgøres som markedsværdien pr. 31/12 2005, hvilket ifølge bemærkningerne er den værdi, der er anført i den pensionsafkastskattepligtiges regnskaber, dvs. årsrapporten for 2005. For at undgå tvivl herom foreslås dette præciseret direkte i lovteksten. (vores understregning) Endvidere har Skatteministeren udtalt, at der ikke findes specielle skatteregler for værdiansættelsen

1798 af aktier og fast ejendom for de realrenteafgiftspligtige ved opgørelsen af friholdelsesbrøken, og han har bekræftet, at de realrenteafgiftspligtige derfor selv kan regulere værdien af deres aktiver i overensstemmelse med Finanstilsynets vejledning og derfor selv kan påvirke friholdelsesbrøken ( TfS 1991, 373 ). Der syntes således ikke at være så stor tyngde bag Finanstilsynets vejledning, at den skulle lægges til grund ved fastsættelsen af indgangsværdier til skærpende beskatning, uagtet at alle andre pensionsselskaber efter vores oplysninger er blevet holdt fast på, at aktiverne skulle værdiansættes i henhold til Finanstilsynets vejledning i forbindelse med overgangsreglerne pr. 1/1 1998 og 2/6 1998. Vurdering Det principielle spørgsmål i sagerne var, om handelsværdien skulle forstås som de regnskabsmæssige værdier, der var anvendt i årsrapporten efter Finanstilsynets retningslinjer, eller der skulle foretages et skøn over, hvad en uafhængig køber ville betale for ejendommene. Forliget afspejler, at der ikke automatisk kan sættes lighedstegn mellem de regnskabsmæssige værdier og de skattemæssige indgangsværdier, når det ved syn og skøn kan dokumenteres, at der er en væsentlig afvigelse mellem de to sæt værdier. Ved forliget lægges der således afgørende vægt på det foretagne syn og skøn samt den stedfundne handel, og det må gælde, at et syn- og skøn godt kan overtrumfe værdiansættelsen i en årsrapport. Såfremt der blot foreligger en uvæsentlig forskel mellem et syn- og skøn og SKATs værdiansættelse, er det dog særdeles tvivlsomt, om SKATs skøn kan tilsidesættes. I de konkrete sager blev der ikke indgået forlig vedrørende udlejningsejendommen, hvor forskellen mellem synsog skønsmandens værdifastsættelse og SKATs ansættelse var 7,5 pct. eller 8.751.000 kr. Beløbet var i absolutte tal betydeligt, men i relative procent beskedent. Man kan argumentere for, at dette bekræfter SKATs medvind i skattesager, men den manglende mulighed for at få tilsidesat SKATs skøn ved mindre afvigelser har dog det praktiske resultat, at man reducerer antallet af sager, hvor et syn- og skøn ikke vil føre til et væsentligt anderledes resultat end SKATs skøn.