THE SEALYHAM TERRIER

Dette materiale er efter tilladelse fra David Winsley oversat til dansk, ligesom der er indhentet tilladelse til gengivelse af de anvendte tegninger fra The Scandinavian Sealyham Society v/ Åsa Malmström. Endvidere har David Winsley givet tilladelse til brug af sine private billeder af hovedtrim, jfr. afsnittet om øjne. Oversat af Ghita Jensen. Korrekturlæst af Hanne Laine Jensen.... David Winsley har anvendt/udarbejdet materialet til brug ved UNITED SEALYHAM TERRIER JUDGES PANEL BREED SEMINAR THE SEALYHAM TERRIER 22 nd OCTOBER 2016 CH Davmar Northern Dancer Breed Record Holder 1

INDEX Oprindelsen og karakter/temperament Racestandard Billeder af Sealyham Terrier Synlige specifikke racedetaljer Sealyham Terrier gennem årene Hvordan vil du bedømme en Sealyham Terrier? 2

SEALYHAM TERRIERS OPRINDELSE OG KARAKTER/TEMPERAMENT For nogle hundrede års siden blev terriers brugt til at gå under jorden og til at arbejde sammen med støverne. Kaptajn Edwardes, en ivrig sportsmand, der boede på højborgen for Sealyham, der ligger mellem Haverfordwest og Fishguard i Sydwales, stabiliserede med sit opdræt den terriertype, der var ønsket til den slags arbejde. Én væsentlig forudsætning var mod. Man har læst, at hunde, der ikke besad det nødvendige mod, blev skudt. Hundene skulle være lavbenede og ikke for store, men stærkt bygget, idet de skulle være i stand til at gå under jorden efter ræv, grævling eller gnavere. Hundene var primært hvide, idet man sagde, at hunden ellers blev udsat for den risiko, at støverne fejlagtigt antog hunden for et skadedyr. Jeg betvivler, at det er årsagen til racens farve, idet enhver hund, der kommer op fra jorden næppe vil fremstå hvid og i øvrigt vil støverne genkende de terriers, der tilhørte deres flok. I opstarten på Sealyham tog racen sit navn efter oprindelsesstedet, så racen var noget blandet typemæssigt og kan udseendemæssigt ikke sammenlignes med den smarte lille hund, man ser i dag. Fra gamle optegnelser ved vi, at følgende racer indgik i racens tilblivelse; Welsh Corgi for størrelse, ryglængde og lavbenethed, Cheshire Terrier (nu uddød) som på en måde var en lille hvid Bull Terrier, for farven, vedholdenhed til formålet og jagtiver. Dandie Dinmont Terrier var anvendt for styrke i kæberne og lavbenethed, medens Fox Terrieren gav den dobbelte vejrbestandige pels og West Highland White Terrieren holdt højden nede og styrkede den hvide pelsfarve. Det er interessant at bemærke, at Corgien var den eneste ikke-terrier, der blev anvendt. De øvrige racer viste alle en stor forurolignende intensitet og jagtiver, hvilket var essensen i kaptajn Edwardes formål. Selv i dag viser nogle Sealyhams fysiske træk fra deres forfædre, dvs den ujævne overlinje fra Dandie Dinmont, den smalle front og benlængde fra Fox Terrier og den korte ryg fra West Highland White. Rigtigheden af hvorvidt de nævnte racer faktisk indgik i af skabelsen af Sealyham er et åbent spørgsmål. Den faktiske oprindelse synes at være af mindre betydning, så længe man husker, at Sealyham unægtelig var udviklet, som en sportslig hund med stort mod og at racen måtte være tilstrækkelig fleksibel og af en størrelse, der gjorde det muligt for racen at arbejde under jorden. Racen blev ofte brugt i udgravning af grævlingeboer, hvor forventningerne til racen var, at hunden gav hals og dermed gjorde graverne opmærksomme på, hvor grævlingen befandt sig. Sealyham-en skulle ikke dræbe grævlingen (faktisk tvivler jeg på om det ville være muligt, idet grævlingen er større end hunden) 3

men derimod forhindre grævlingen i at benytte andre udgange og afvente gravernes ankomst. Hullet var ikke bredt og en grævling arbejder meget hurtigt og derfor skulle Sealyham-en være ekstra hurtig, smidig og aktiv. Udgravning af grævling var fortidens sport, men racen (Sealyham) er ofte brugt i jagt på rotter og kaniner og en er ivrig og effektiv arbejder. Enhver race bør være i stand til at udføre sit oprindelige arbejde. Er racen ikke længere i stand hertil er selve grundlaget forsvundet. Jeg er sikker på, at den høje standard på racen kan vedligeholdes samtidig med, at der kan opdrættes hunde, der fortsat har sportsinstinktet i behold, således at vores hunde har muligheden for at bruge disse instinkter så ofte som muligt. Det vil være så ærgerligt, hvis denne race med dens kække, frygtløse karakter skulle forringes til blot at være en udstillingshund. Der er stadig de, der mener, at arbejde og udstilling ikke kan kombineres, men det bør være muligt at bevare et så korrekt temperament og stadig have en sund, aktiv hund af god type, der er tilstrækkelig tiltalende til også at kunne vinde i udstillingsringen. Racen blev anerkendt af The Kennel Club i 1910, hvilket år racen første gang kunne fremvises i Ladies Kennel Association Show. I krigsårene 1914-18 var opdrættet meget begrænset, men i 1920-erne steg Sealyham hurtigt i popularitet. Det var også i den periode racen havde ry for at have et meget usikkert temperament. Dette ry opstod formentlig fordi interessen for racen opstod så pludseligt og de der ønskede at få del i populariteten ikke havde tilstrækkeligt opmærksomhed rettet mod temperamentet. Efter slutningen af 2. Verdenskrig var det absolut ikke længere korrekt at tillægge Sealyham en tvivlsomt temperament, men ind i mellem hører man stadig denne kritik. I de 30 år jeg har opdrættet racen har jeg stadig til gode at eje en Sealyham med dårligt temperament. Racen er blevet stærkere og stærkere, men i skrivende stund har racen ligesom de fleste andre terrierracer mistet noget af sin popularitet. Racen er dog på udstillingslisten på mange Championship Shows. Konkurrencen er stor nok til at gøre udstilling interessant og en sejr værdig. En række Sealyham har vundet terriergruppen og har stået som Best In Show på udstillinger med deltagelse af samtlige grupper. Der er stabil forespørgsel på familiehunde af god kvalitet. Generelt er standarden meget høj og det moderne raceindivid er mere tiltalende for øjet og mere ensartet typemæssigt end forfædrene. Nutidens opdrættere står i dyb gæld til de tidligere opdrættere, der med deres hårde arbejde, entusiasme og viden, hjalp med at udvikle Sealyham, som vi kender racen i dag. Kaptajn Edwardes, der grundlagde racen, Lord Kensington og Mr. Fred Lewis, er de foregangsmænd, der står øverst på taknemlighedslisten, idet disse 3 stort set var ansvarlige for at præsentere Sealyham for offent- 4

ligheden forud for krigen i 1914-18. To avlshanner siges at have haft stor indflydelse på racen ved at have tilført den nødvendige/ønskede type. Disse 2 hunde var Huntsman og Peer Gynt. Selvom de havde den ønskede type, producere de også fejl, der dog ved intelligent opdræt stort set er udryddet i dag. Fra tid til anden ses dog stadig dårlige bid, Chippendale -fronter og blød pels. Mellem de 2 verdenskrige er der mange velkendte kenneler, der har efterladt deres aftryk til eftertiden. Mange af disse kenneler ansatte professionelle handlere, som udvalgte lovende unghunde, trænede og forberedte dem til udstillinger og ofte med stor succes. I disse mere velhavende dage var der et bredt udvalg af førsteklasses hunde, så måske var det lettere at opdrætte kvalitetshunde dengang end det er i dag, siden racen i dag er mindre populær og udvalget af avlshanner meget begrænset. I dag har kun få opdrættere økonomisk mulighed for at have mange hunde. En anden faktor er også nutidens altoverskyggende ønske om at vinde og tjene penge på hundene, hvilket var næsten utænkeligt tidligere. Hunde, der ikke opfyldte en opdrætters krav, blev aflivet, så racens standard løbende blev forbedret. SEALYHAM KARAKTER/TEMPERAMENT En Sealyham-hvalp er en af de smukkeste af alle racer. Ud fra et salgsmæssigt synspunkt kan det være en fordel, men medmindre det stærke og uafhængige temperament er erkendt, kan det attraktive blive en ulempe, hvis ejeren kun ser racen som en kælen familiehund. Racen er ekstrem intelligent og det er derfor væsentligt, at hunden trænes fornuftig fra en meget tidlig alder. Faktisk kan træningen ikke starte for tidlig. En hvalp vil forsøge at bestemme, men vil snart lære, at det ikke er tolereret og vil derfor respektere ejeren som chefen. Når hvalpen har lært lydighed, findes der ikke en mere dejlig følgesvend. Alle hvalpe har deres helt egne forskellige egenskaber, som er en del af deres charme, dog har de alle mange fælles karaktertræk. Sealyham er en meget hengiven race, der reagere positivt på kærlighed og har en Sealyham først kastet sin kærlighed på en person, bliver personen aldrig glemt. Racen er fuld af sjov og ballade, har en stor humoristisk sans og er i det hele taget en lille show off. Den elsker at glæde sin ejer og det meste træning kan foregå ved grund af forskellige tonelejer. Det er sjældent nødvendigt at afklapse hunden. Jeg er overbevidst om, at hunde, der behandles bestemt, 5

men venligt, er lykkeligere end de, der ikke får nogen træning. Det er ikke hundens skyld, hvis den er ulydig og en plage for omgivelserne. Skylden påhviler ejeren for ikke at have trænet hunden. På grund af racens aktive karakter, kan racen være aggressive overfor andre hunde, men igen kan træning gøre en del for at stoppe den tendens. Ved første antydning af aggressivitet vil et bestemt tonefald stoppe problemerne. Hvalpe burde have mulighed for at vokse op sammen med og omgås ældre hunde. Med en bestemt, men forstående ejer, er der intet der forhindrer at næsten alle hunde kan trives sammen. Undtagelsen findes ofte hos ældre hanhunde, som har været anvendt en del i opdræt, idet instinktet til at skulle være flokfører kan være for fremherskende. I sådanne situationer træffes avlshannen og hvalpene kun under observation alt andet vil være tåbeligt. Hunde, der kan leve livet frit sammen med andre hunde, må være gladere og i bedre kondition end hunde, der holdes isoleret. Fra den praktiske side er en Sealyham en handy størrelse, men ingen legetøjshund. Pelsen fælder ikke og efterlader derfor ikke hår over hele huset. Racen er meget sej og robust og vil trives både i land og by. Den er en modig vagthund med en dyb gøen, der virker fremragende afskrækkende på enhver ubuden gæst. Sealyham lider af få arvelige defekter og vil med en fornuftig håndtering sædvanligvis nå en høj alder. Racen er en vidunderlig følgesvend og har man først ejet en Sealyham bliver man en hengiven beundrer og skifter sjældent til anden race. Nancy H. Binley (1938) 6

STANDARD FOR SEALYHAM TERRIER Helhedsindtryk En hund med frie bevægelser, energisk, harmonisk og med betydelig substans i lille format. Dens omrids er rektangulært, ikke kvadratisk. Karaktertræk Robust, fuld af gå-på-mod og arbejdsduelig. Præcisering: Aktiv og fuld af gå-påmod, betydelig krop og knogler. Temperament Kvik og frygtløs, men med et venligt væsen. Hoved og skalle Svagt hvælvet skalle, der er bred mellem ørerne. Kindben ikke fremtrædende. Respektindgydende, firskåret kæbeparti, kraftfuldt og langt. Sort næse. Præcisering: Hoved af god længde med let stop og skalle og næseparti har samme længde. Stærkt næseparti. Skallen skal hverken være bred eller flad og bliver smallere mod øjnene. Hovedet bør ligne en brat afkråret kile set fra oven. Øjne Velplacerede, mørke og runde øjne af middelstørrelse. Mørke velpigmenterede øjenrander foretrækkes, men øjenrander uden pigment tolereres. Præcisering: Et mørkebrunt øje ikke sort. Formen mere oval end rundt. Det kan tage op til 3 år før pigmenteringen er færdigudviklet. Manglende pigmentering er ikke en fejl. Med korrekt hovedtrim bør øjnene ikke kunne ses hverken fra oven eller forfra. Store fremtrædende øjne er en fejl. 7

Set fra oven Set forfra Ører Middelstore, let rundet spidser og båret på siden af kinderne. Præcisering: Størrelse skal være i balance med hovedet. Store houndlignende ører givet et dødt udtryk. Den amerikanske type har mindre ører, hvilket kan føre til højere ansatte ører, ligesom en Fox Terrier. Bid Regelmæssige og stærke tænder. Hjørnetænderne, der er store i forhold til hundens størrelse, har god tilpasning mod hinanden i biddet. Stærke kæber med korrekt saksebid, dvs at de øverste fortænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne. Præcisering: Alt andet en et saksebid er en fejl. Tænderne skal være store. Små tænder og tænder er ikke sidder korrekt skal straffes. Der skal være et komplet tandsæt. 8

Hals Temmelig lang, tyk og muskuløs på velanlagte skuldre. Præcisering: En lang svanehals er ikke ønskeligt. Korte halse indikerer ofte en forkert skulderplacering eller en ringe frontbevægelse. Forpart Korte, stærke forben, der er så lige som muligt, når brystet samtidig skal gå ned mellem forbenene. Skulderbladets top skal ligge i en horisontal linje med albuen, der skal ligge tæt til brystkassen. Præcisering: Skuldertoppen og albuen ligger på linje. Albuen ligger tæt til brystkassen. Krop Medium længde, vandret og fleksibel med godt hvælvede ribben, Bred og dyb brystkasse, der går godt ned mellem forbenene. Præcisering: Tydelig rektangulær, men af middel længde, ikke kort og kvadratisk. Vandret ryglinje uden dyk. Lændepartiet er længere end hos West Highland White for at give plads til mere fleksibilitet. Dyb brystkasse med ribbensbuen, der masser af plads til hjerte og lunger. Bagpart Tydeligt kraftfuld i forhold til hundens størrelse. Dybe, muskuløse lår med velvinklede knæled. Velvinklede, stærke og parallelle haser. Præcisering: Svage muskler og lette knogler fører til en svag bagpart med buede ben eller kohasethed. Stejle knævinkler hæver bækkenpartiet, så overlinjen falder mod skuldrene. 9

Poter Runde kattepoter med tykke trædepuder. Poterne vender direkte fremad. Præcisering: Forpoterne bør være større end bagpoterne og poterne skal ikke kunne ses på grund af pelsen. Hale Tidligere kuperet. Kuperet: middel længde, tyk med afrundet spids. Ansat i fortsættelse af ryglinjen og båret opret. Der skal være tydeligt hund bag halen. Ukuperet: Middel halelængde for at give hunden balance. Tyk ved roden og bliver gradvis tyndere mod spidsen. Ideelt båret opret, men ikke overdreven ind over ryggen og uden krølle eller snoning. Bagparten skal gå bag haleansætningen. Præcisering: Haleansætningen skal være høj og båret opret. Lavt ansatte haler er uønskede. Bevægelse Frisk, kraftig og med masser af drive. Præcisering: Fri og flydende aktion. Pels: Lang, hård og ruhåret dækpels med vejrbeskyttende underuld. Præcisering: Pelskvaliteten skal være mere strid end hård og ruhåret, idet sidstnævnte fører til skør pels, der knækker. Bør ikke have overdrevet pels på hoved og ben. 10

Farve Enhver form for hvid, hvid med lemon, brun, blå eller grævlingefarvede aftegninger på hoved og ører. Meget sort og mange småpletter er uønskede. Præcisering: Sorte aftegninger er ikke en fejl og i U.K. anses kropsaftegninger heller ikke som fejl. Småpletter refererer til pelsen og ikke huden. Størrelse Højden bør ikke overstige 31 cm ved skulderen. Ideel vægt for hanner ca. 9 kg og for tæver ca. 8 kg. Det væsentlige er proportioner, balance, type og substans. Præcisering: Tæver forventes at være en anelse mindre end hannerne ca. 1 inch (ca. 2,5 cm) Størrelsesangivelsen er at betragte som en rettesnor, da der har været mange større Sealyham, som havde kvaliteten. Vægtangivelsen er også en rettesnor, men hunden skal have substans uden at være fed. Fejl Enhver afvigelse fra ovennævnte skal betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dets påvirkning af hundens sundhed og velbefindende. Bemærk Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. Copyright: The Kennel Club, Sept 2007 Clarification added by the Panel. 11