1c DA Fokus: Minimalisme/kortprosa, Helle Helle og Gregory Crewdson Gruppeopgave/paropgave: 1) Lav en kort beskrivelse af stemningen og virkemidlerne i de tre kunstfotografier af Gregory Crewdson 2) Sammenlign fotografierne med Helle Helles noveller/kortprosa-fortællinger (dem I læst indtil videre) kan I måske se nogen ligheder? 3) Vælg et af fotografierne og fortæl den historie, der gemmer sig i billedet. Benyt en helle-hellesk knap og minimalistisk stil 4) Læs jeres kortprosa-fortællling højt for en anden gruppe/makkerpar og vice-versa. Giv hinanden konstruktiv kritik (nævn en god ting og en ting, der kunne blive bedre) 5) Jeres kortprosa-fortællinger skal uploades under 1c-opgaver Lectio senest i timen på torsdag (det er en gruppeaflevering, så I kan tilføje andre til opgaven og skal derfor kun uploade et dokument) Gregory Crewdson: Untitled (Sunday Roast), fra serien Beneath the Roses, 2005
Gregory Crewdson: Untitled (The Debutante), fra serien Beneath the Roses, 2006
Gregory Crewdson: Untitled (Trailer Park), fra serien Beneath the Roses, 2007
Trailer park Hun sidder herude, som hun altid gør. Helt alene på gyngen, ingen at snakke med, intet at lave. En ven fra klassen var kommet forbi, som han plejer. Hun var blevet glad for at se ham, men det var ikke hende, han var der for. Hun kunne lide at sidde ved gyngen, lyden fra den slidte kæde imod metallet overdøvede lydene fra traileren. Det var altid det samme, men ikke altid den samme ven, der aflagde sit visit. Kommer du ikke her ind skat, siger moren, hendes hår var igen uglet, og hun så træt ud. Måske var der problemer med håndvasken, og det var derfor hun havde brug for vennernes hjælp, tænkte hun. Ja, det måtte være det Er i færdige? Hvor bliver han af? Hvor bliver han nu af? Det er den samme sætning hver fredag. Han stirrer altid ned i tallerkenen, som står på bordet med den samme gamle gule dug. Hun kigger på uret og tripper med foden. Det er den samme rutine, fredag efter fredag. Maden, som hun har knoklet med i køkkenet siden i eftermiddags, er for længst blevet kold og stearinlysene er brændt ud. Ida er allerede blevet puttet. Hun kunne ikke holde sig vågen længere. Stilheden kan mærkes i hver eneste lille støvet krog i huset, og bliver kun afbrudt af den samme slidte sætning: Hvor bliver han nu af? Han ved det jo godt, og han undrer sig over, om hun også ved det. Huset lugter stadig af den grønne maling, som hun har brugt til at male køkkenet med. Hun var så glad den dag. Han husker, at hun sang, mens hun malede. Var det mon på grund af den store buket røde roser, som far havde købt med hjem fra arbejde sidste mandag? I dag synger hun ikke. Blomsterne smed hun ud. Hun sagde, at de var visne. Hvor bliver han af? Kød Det er aften, og vi sidder ved middagsbordet. Lugten af brun sovs og kartofler hænger i luften som et tungt tæppe. Det er meningen, at vi skal spise, men det gør vi ikke. - Det ser godt ud, siger jeg som sædvanlig. Min mor kigger bare, men hun ser ingenting. Jeg er egentlig ikke sulten. Mia er gået. Det har jeg egentlig også lyst til, men hvad så med mor? Hun lukker øjnene. Bordet virker så stort nu. Vi burde spise. Det har været de længste minutter i mit liv. Mors ellers så glansfulde hår er mat og klæber til hendes kind. - Skal du ikke spise noget? Jeg kan mærke en tåre trille ned ad min kind. Min hånd søger hen mod kødet. Kød. Jeg får kvalme. Fars stol er tom.
Sunday Roast I dag burde være en glædesdag, hvor vi skulle have fejret vores lykke og den nye start på livet. Den store indvielsesmiddag skulle finde sted i spisestuen, og jeg har knoklet med maden hele eftermiddagen. Spildt arbejde. Jeg har dækket op til os nedenunder havde jeg sagt til børnene tidligere. Forstår du det ikke mor? Det hele løser sig ikke ved at være flyttet hertil havde Amanda svaret med ansigtet nede i puden. Lad os nu bare gå ned og spise og have en hyggelig aften svarede jeg med et strejf af håb i min stemme. På mange måder ligner Amanda sin far. Hun stopper ikke, før hun får sin vilje over for os forældre. Men for hendes bror er hun der altid, ligesom deres far er for mig. Æggeuret kimmede ude fra køkkenet, stegen var færdig. Jeg vidste nu, at jeg havde travlt. Stegen måtte bare ud. Som i efteråret forrige år, hvor jeg dummede mig. Forpulede moderne æggeur. Far blev så skuffet over maden, og jeg græd i timevis. Men i dag er det anderledes, og jeg har styr på det. Bordet var dækket op til os alle, og maden var på bordet. Perfekt. En kort stilhed fyldte spisestuen, indtil Tim brød tavsheden. Mor, hvorfor har du dækket op til fire? sagde han lavt. Hold nu op Tim. Andet ville da være fjollet. Spis nu forklarede jeg Amanda rørte slet ikke maden under hele middagen. Hun sad bare og kiggede på den fjerde tallerken. Pludselig var tavsheden for alvor forbi og råb og skrig fyldte rummet op. Hendes stol blev skubbet væk fra bordet, og hun rejste sig. Hvorfor alt det postyr? Tænkte jeg. Han er væk, mor, og han kommer aldrig tilbage! græd hun og forlod bordet. Tim havde også rykket sin stol væk fra bordet og lignede en, der var på vej i samme retning som sin søster. Men han blev siddende hos mig. I hvert fald lidt endnu. Sunday Roast Mor har været i gang med maden hele dagen, de skal spise en kæmpe middag. De skal have roastbeef til aften. Far kommer hjem fra arbejde, hele huset dufter af mad. Far kan dufte roastbeefen i hele huset, han liver med det samme lidt op efter en hård dag på jobbet. Jakken glider nemt ad armene på grund af det bløde silkefor, han stiller lakskoene i hjørnet og går ind i stuen med en tavs mine. Mor og søn sidder allerede klar ved bordet med den varme mad stående fremme. Far sætter sig ved stolen over for mor og siger ingenting, og der er ingen der rører maden. Det ser dejligt ud, skat, men hvem har du dækket op til siger far med en spørgende stemme og et løftet øjenbryn. Mor løfter hovedet og kigger far i øjnene med et fast blik Jeg havde håbet på, at du havde taget Jackie med hjem, så vi kunne lære hinanden bedre at kende
Afregning Jeg kigger ud af vinduet, han er ikke kommet endnu. Bare han snart kommer, det skal bare overstås. Han plejer aldrig at komme for sent. Han kommer altid til tiden, nogle gange før. Jeg kigger mig i spejlet. Jeg er nøgen. Jeg er ikke tilfreds, det er ikke sådan her jeg har lyst til at se mig selv. Hvorfor gør jeg det her? Jeg har jo prøvet det før, jeg har lært at adskille det fra mit andet liv, men hvorfor gør det stadig så ondt? Jeg kigger rundt og ligger mærke til selv de mindste detaljer, værelset er mørkt og dystert, loftet er ødelagt, der hænger spindelvæv i krogene, der lugter surt af mug, men sengen er redt. Det ikke det samme værelse som jeg plejer at få, og det ligner ikke det andet. Jeg kan høre bilen hviner, og jeg kan se hans bil gennem vinduet, jeg hader synet af den bil. Der går 1000 tanker gennem mit hoved. Jeg er klar. Jeg kan høre mit åndedragt. Pulsen stiger. Det er noget jeg skal. Det er en nødvendighed. Jeg kan høre hans fodtrin i gruset. Han banker 3 gange som vi har aftalt. Der går et sus igennem mig, da jeg går over mod døren. Jeg står et øjeblik med hånden på dørhåndtaget, før jeg åbner døren og siger hej på den mest sexede måde jeg kan. Aftensmadens ugentlige situation Moren siger "Spis nu din mad" Sønnen siger "Hvorfor kan dig og far ikke bare snakke sammen?" Moren synker dybt og ser ned på maden. "Jeg går bare op mit værelse" siger sønnen. "Nej, du skal have noget at spise, du skal ikke gå sulten i seng. Og dette skal slet ikke gå ud over dig, det her. Det er mellem far og mig" Moren rakker ud efter hans tallerken og øser maden op, i hurtige bevægelser, imens tager sønnen sin mobil op og bliver med et ukoncentreret. Hun stiller tallerkenen foran ham, og begynder at snakke, han registrerer ikke noget, indtil hans mobil bliver taget ud hånden på ham. "Spis nu din mad, imens går jeg op og snakker med far omkring det" "Jeg gider ikke være mellemmand i jeres skænderi, I må selv få styr på det her" siger han og rejser sig op med en så hurtig bevægelse at stolen vælter tilbage. Han rejser den op, fordi han ved godt at det var hans skyld, at den væltede. Tager sin mad med sig og går. Moren sidder tilbage med et fortabt blik. Hun begynder langsomt at græde. "Jeg gider ikke mere, jeg kan simpelthen ikke mere" siger hun lavt.
Hvert år Familien Jensen sad som sædvandelig ved spisebordet en torsdag aften. Hr. Jensen var lige kommet hjem fra arbejde og havde stadig lidt sved på panden. Fru Jensen stod i køkkenet og tilberedte aftensmaden sammen med sønnen. Stegeosen fra frikadellerne formede en stor røgsky i det lille køkken. Moderen åbnede det ellers gamle vindue med rustne skruer, så stegeosen kunnen sive ud. Du har puttet alt for meget løg i frikadellerne, sagde faren med en skinger stemme. Moren kiggede dybt ind i faderens øjne og rystede på hovedet, uden farens opmærksomhed var rettet imod hende. Moren begynder at dække bord med hjælp fra sønnen. Hun ligger bestikket perfekt ved siden af tallerkenen og placerer glasset lige ovenover tallerkenen. Sønnen stiller det mere uforsigtigt, og moderen retter på ham. Maden er nu færdig, og moren og faren var trætte efter en lang arbejdsdag. Der er pænt dækket op med det fine stel, med den dyre dug, som de lige havde erhvervet sig. De begynder at bede bordbøn, det er faderen som står for prædiken. Moderen kigger fortvivlet hen på ham, mens han takker Gud for maden. Ironisk nok havde moren puttet lidt ekstra løg i, fordi hun mente at der var behov for det, selvom hun godt vidste, det ville gøre manden mere sur. Da de er færdige med bordbøn og begynder at spise, udbryder faren, Forbandede kvindemenneske, kan du nu heller ikke finde ud af at lave mad. Efter det er sagt, tager faderen sin pung, jakke og bilnøgle og drøner ud af hoveddøren, mens han bander uforståeligt. Tilbage sidder moderen og sønnen.