hvorfor er hunde så forskellige? simple genetiske justeringer adskiller en grand danois (til venstre) fra en griffon bruxellois (herover). Forskerne har fundet hemmeligheden bag den spektakulære variation i hundes størrelse og facon. Svaret kan være med til at løse gåden om genetiske sygdomme hos mennesker. 26 national geographic 4 /2012 story name here 27 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 26-27 28/03/12 11.07
Fransk bulldog 21 Australian shepherd 26 Blodhund 43 Pyrenæerhund 71 Sanktbernhardshund 45 Shar pei 50 Dobermannpinscher 14 Grosser schweizer sennenhund 88 Dandie dinmont terrier 164 Pomeranian 15 Alle hundene er fra Westminster Kennelklubs hundeudstilling 2011. efter racenavnet er Placeringen på Amerikansk Kennelklubs 2010-liste over de mest populære racer angivet. Dobermannpinscher 14 Welsh corgi pembroke 27 Welsh corgi cardigan 84 Irsk setter 77 Blodhund 43 korthåret hønsehund 16 Sussex spaniel 155 Mastiff 28 Dogue de Bordeaux 68 Puddel 9 Sort russisk terrier 135 Tibetansk mastiff 124 Grand danois 17 Engelsk springer spaniel 29 Afghansk mynde 86 Australsk terrier 123 Kinesisk hårløs 57 Rhodesian ridgeback 46 Chesapeake bay retriever 48 Yorkshire terrier 3 Moppe 24 Border collie 47 malinois 76 korthåret hønsehund 16 Labrador retriever 1 Australsk Terrier 123 ruhåret Gravhund 8 Chow chow 65 28 national geographic february 4 /2012 2012 Bland en hund 29 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 28-29 28/03/12 11.07
Mosaikken af hunderacer på de foregående sider repræsenterer sammen med den af - ghanske mynde Manny (til højre) og den engelske setter Razbery (herover) de bedste af de bedste: deltagere i Westminster Kennelklubs 135. årlige hundeudstilling i New York. 30 national geographic 4 /2012 story Bland name en hund here 31 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 30-31 28/03/12 11.08
AF EVAN RATLIFF. FOTO ROBERT CLARK Bichon frise KRØLLET + LANGHÅRET + SKÆG/FANER Airedaleterrier LANGHÅRET + KRØLLET KRØLLET + RUHÅRET + SKÆG/FANER Gen KRT71 KRØLLET PELS Pelsenes indehavere deltager i verdens mest eksklusive selskab for hunde, som finder sted hvert år aftenen før hundeudstillingen i Westminster Kennelklub. I morgen skal hunde af 173 racer konkurrere om titlen som USA s bedste ovre på den anden side af gaden i Madison Square Garden. Men lige nu har de firbenede travlt med at hilse på hinanden, mens deres ejere står i kø for at tjekke ind på arrangementets officielle indkvarteringssted. En bassethund kaster et sørgmodigt blik hen over en bagagevogn på en ivrig terrier. Et par muskuløse rhodesian ridgeback med matchende hundesnore af læder standser lige op for at hilse på en pjusket pyrenæisk hyrdehund. En tibetansk mastiff med poter så store som menneskehænder stikker snuden ned til en snøftende moppe. Det er en utrolig variation, man oplever i hotellets forhal et svimlende opbud af kropsstørrelser, øreformer, snudelængder og gøadfærd. Dels af praktiske, og dels af helt tilfældige årsager, er menneskets bedste ven blevet 32 national geographic 4 /2012 Bichon frisé, nr. 37 på listen over de mest populære racer. Det er en usædvanligt mild eftermiddag i februar i New York City, men alligevel myldrer det med pelse i Hotel Pennsylvanias forhal. udviklet kunstigt til at være det mest forskelligartede dyr på Jorden en imponerende bedrift, fordi de fleste af de 350-400 hunderacer, der findes, kun har eksisteret i et par 100 år. Opdrætterne har sat turbo på den normale evolution ved at kombinere træk fra forskellige hunde og forstærke dem ved at avle videre på det afkom, hvor de eftertragtede træk var mest markante. Tyske jægere i det 18. og 19. århundrede ville f.eks. gerne have en hund, der egnede sig til at fange grævlinger, og derfor krydsede de nogle jagthunde bassethunden fra Frankrig kunne være en af dem med terriere. Det blev til en ny variation over temaet hund med korte ben og en afrundet krop, der gjorde, at hunden kunne jage sit bytte ind i en hulegang. Resultatet var gravhunden, også kaldet grævlingehunden. Gravhundens eftergivende hud var et godt forsvar, der tålte bid fra skarpe tænder uden at få nævneværdige skader. Den lange og solide hale gjorde det muligt for jægerne at trække hunden ud af hulen med grævlingen i munden. Hundens pels bestemmes af disse tre gener. Otte andre gener styrer farven. LANGHÅRET Golden retriever Hundens pels Gen FGF5 Irsk vandspaniel LANG- HÅRET LANGHÅRET + SKÆG/FANER Bearded collie Gen RSPO2 RUHÅRET OG/ELLER SKÆG/FANER Særlige træk er langt skæg og buskede øjenbryn, der ses hos hunde med det muterede RSPO2- gen (orange). RUHÅRET + SKÆG/FANER Australsk terrier Mange hundrede gener spiller sammen for at skabe et fysisk træk hos mennesker og de fleste pattedyr. For træk hos hunde er det magiske tal som regel tre eller derunder. Hvilken type pels, en hund får, afhænger af de tre gener herover. Mutationer i disse gener giver en pels, der er lang, krøllet, strid eller en blanding. Hvis ingen af de tre gener er muteret, får hunden den korte, glatte pels, man ser hos f.eks. beagler og hos hundenes stamfader, ulven. Bland en hund 33 JOHN TOMANIO, NGM. HUNDETEGNINGER: DAN WILLIAMS KILDE: ADAM BOYKO, CORNELL UNIVERSITY NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 32-33 28/03/12 11.08
Forskerne har identificeret en enkelt genmutation, der er skyld i, at hunde som den kinesiske hårløse Sugar (til højre) ikke har nogen pels. Og krøllerne på den sorthårede puli Charlotte (herover), skyldes et samspil mellem tre gener. 34 national geographic 4 /2012 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 34-35 28/03/12 11.08
En basenji, der er en af de ældste hunderacer, kan ligesom sin stamfader ulven ikke gø. Opdrætterne tænkte naturligvis ikke på, at de også manipulerede med de gener, der bestemmer hundenes anatomi, når de frembragte nye, mærkelige hunde. Lige siden er forskerne gået ud fra, at der lå en tilsvarende mængde genetisk forskelligartethed bag hundenes fysiske forskelligartethed. Men der er for nylig blevet forsket intenst i hundegenomet, og det har ført til en overraskende konklusion: Den enorme variation inden for hundes kropsbygning, farve og størrelse styres i høj grad af forandringer i ganske få arveanlæg. Forskellen på gravhundens minikrop og rottweilerens maxikrop skyldes en variation i et enkelt gen. Og når gravhunden får små, korte ben der officielt kaldes dværgvækst eller chondrodysplasi og mynden får lange slanke ben, ligger der kun ét andet gen bag. Det samme gælder for alle racer og næsten samtlige fysiske træk. I et projekt ved navn Can- Map, der er et samarbejde mellem Cornell University, UCLA og den amerikanske sundhedsorganisation National Institutes of Health (NIH), har forskere samlet dna fra over 900 hunde fordelt på 80 racer samt fra vilde medlemmer af hundefamilien som ulve og prærieulve. Og de har kunnet konstatere, at kropsstørrelse, hårlængde, pelstype, snudeform, øreplacering, pelsfarve og andre træk, der tilsammen definerer en races udseende, styres af rundt regnet 50 genetiske variationer. Om ørerne hænger eller stritter, afgøres af et enkelt område i hundekromosom 10, eller CFA 10. Den foldede hud hos en shar pei kan føres hen til et andet område, HAS2. Hårkammen på en rhodesian ridgeback? Forandringer i CFA18. Med ganske få ændringer bliver gravhunden til en dobermann, i hvert fald udadtil. Der tegner sig et billede af, at variationen hos tamhunde ligger i ganske få arveanlæg, siger biolog Robert Wayne fra UCLA. Historier i medierne om anlægget for rødt hår, alkoholisme eller brystkræft kan give det fejlagtige indtryk, at de fleste træk styres af et enkelt eller nogle få gener. Men det er faktisk en afvigelse fra normen, at hundes ydre bestemmes af så få genetiske byggeklodser. I naturen er et fysisk træk eller en sygdom normalt resultatet af et komplekst samspil mellem mange gener, der hver bidrager med en brøkdel. Menneskers højde styres for eksempel af et samspil mellem ca. 200 arveanlæg. Så hvorfor er det anderledes hos hunde? Svaret ligger ifølge forskerne i deres usædvanlige evolutionshistorie. Hunde var de første dyr, der blev domesticeret. Det begyndte engang for 15.000-20.000 år siden, sandsynligvis da ulvene begyndte at søge føde der, hvor mennesker havde slået sig ned. Hundeeksperterne er uenige om, hvor meget menneskerne aktivt gjorde, men det endte i hvert fald med et forhold til fælles gavn, da vi begyndte at bruge dem som jagthunde, vagthunde og som selskab. De halvtamme hunde blev forskånet for at behøve at kæmpe for at overleve i naturen og trivedes, selv hvis de bar på skadelige, muterede arveanlæg, som f.eks. korte ben, der ville være blevet udryddet i mindre, vilde bestande. Mange 1000 år senere udnyttede hundeopdrætterne, at råmaterialet var så forskelligartet, da de begyndte at skabe de moderne racer. Familiebånd Ulveagtige Disse racer med rødder i Asien, Afrika og Mellemøsten ligger genetisk tættest på ulve. Det kan tyde på, at de er de ældste, domesticerede racer. Hyrdehunde Kendte hyrdehunderacer som Shetland sheepdog får selskab af racer, der ikke er kendt som hyrdehunde: mynde, moppe og borzoi. Det tyder på, at de racer enten har været brugt til at fremavle klassiske hyrdehunde, eller at de nedstammer fra dem. Jagthunde De fleste i denne gruppe er blevet udviklet inden for de seneste århundreder som jagthunde. Selv om det siges, at pharaoh hound og podenco ibicenco nedstammer fra hunde, man har set afbildet i egyptiske gravkamre, tyder deres placering her på, at de er nyskabelser, der er fremavlet til at ligne gamle racer. Mastiff-agtige Schæferhunden findes i denne kategori sammen med mastiff, bulldog og boxer, og det skyldes sandsynligvis, at den er fremavlet som militærhund og politihund. Analyser af dna fra 85 hunderacer har afsløret, at de kan inddeles i fire hovedkategorier efter genetiske lighedspunkter. Grupperingerne afslører, hvordan opdrættere har sat ældgamle stamfædre sammen på ny og skabt nye racer; nogle få har stadig mange ulvelignende gener. Grupperne er navngivet efter særlige kendetegn hos racerne, der dominerer i hver kategori, selvom ikke alle hunde har trækket. Længden på de farvede bjælker i hver races genetiske profil viser, hvor meget af hundens dna, der hører til i hver enkelt kategori. ULVEAGTIGE HYRDEHUNDE JAGTHUNDE MASTIFF-AGTIGE Shiba Chow chow Akita Alaskan malamute Basenji Shar pei Siberian husky Afghansk mynde Saluki Tibetansk terrier Lhasa apso Samojedhund Pekingeser Shih tzu Irsk ulvehund Sankt Bernardshund Greyhound Malinois Tervueren Borzoi Collie Shetland sheepdog Moppe Whippet Puddel Bichon frise Keeshond Manchester terrier Norsk elghund Kuvasz Grand Danois Welsh springer spaniel Komondor Dobermanpinscher Schnauzer Italiensk mynde Old English sheepdog Amerikansk vandspaniel Dværgschnauzer Australsk terrier Cocker spaniel Irsk setter West Highland white terrier Pointer Bassethund Cavalier King Charles spaniel Riesenschnauzer Pharaoh hound Golden retriever Beagle Blodhund Airedale terrier Cocker spaniel Amerikansk hårløs terrier Chesapeake Bay retriever Cairn terrier Cao de Agua Portugues Korthåret hønsehund Border collie Bedlington terrier Clumber spaniel Podenco Ibicenco Rhodesian ridgeback Gravhund Australian shepherd Chihuahua Kerry blue terrier Schipperke Irsk terrier Flat-coated retriever Soft-coated wheaten terrier Pomeranian Labrador retriever Dogo canario Rottweiler Bullmastiff Newfoundland Schæferhund Fransk bulldog Miniature bull terrier Bulldog Boxer Mastiff Berner sennenhund Grosser Schweizer sennenhund 36 national geographic 4 /2012 JOHN TOMANIO, LAWSON PARKER, NGM. Bland en hund 37 KILDE: HEIDI G. PARKER, NATIONAL HUMAN GENOME RESEARCH INSTITUTE, NATIONAL INSTITUTES OF HEALTH (NIH) NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 36-37 28/03/12 11.08
Oprindeligt blev de tibetanske mastiffer, som Midas fra Texas, opdrættet som vagthunde og kan veje næsten 70 kg. De er meget beskyttende over for deres ejere en adfærd, der, ligesom megen anden hundeadfærd, stadig er en genetisk gåde. 38 national geographic 4 /2012 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 38-39 28/03/12 11.08
Moppen Oakley (forrest) og sanktbernhardshunden Little Dude illustrerer de to racers forskellighed. Hvis menneskers højde varierede lige så meget, ville det mindste menneske være lidt over en halv meter højt, og det højeste ville måle ca. 9,5 m. 40 national geographic 4 /2012 Opdrætterne udvalgte de eftertragtede træk hos forskellige racer eller prøvede at fremskynde mutationer inden for samme race for at få den ønskede hund. De gik også efter at skabe noget nyt, for jo mere karakteristisk en slægt af hunde blev, jo større chancer var der for, at den kunne blive anerkendt som ny race. Den slags kunstig udvælgelse havde en tendens til at favorisere enkelte gener med stor gennemslagskraft, hvor trækkene viser sig hurtigere end ved grupper af gener med mindre gennemslagskraft. Det er lidt, ligesom når du indstiller din fjernbetjening til at styre både dit fjernsyn, stereoanlæg og kabel-tv, siger Carlos Bustamante fra Stanford University, der har været genetiker for CanMap. Man trykker på knappen, og så tænder den dem alle. Forskerne er først lige begyndt at forstå betydningen af den overraskende nye viden, som først og fremmest kan give en bedre forståelse af genetiske fejl hos mennesker. Man har allerede fået sat over 100 hundesygdomme i forbindelse med mutationer i bestemte gener, der i mange tilfælde har et sidestykke hos mennesker. Sygdommene kan skyldes en bred vifte af mutationer, som giver risiko for sygdom hos hunde såvel som mennesker. Men fordi hunde er blevet genetisk opdelt i racer, der er udviklet fra ganske få stamindivider, har hver race meget færre fejlbehæftede gener tit kun et enkelt eller to til grund for sygdommen. Da forskere fra Cornell University f.eks. studerede øjensygdommen retinitis pigmentosa, der langsomt medfører blindhed hos både mennesker og hunde, fandt de 20 forskellige gener hos hunde, der kunne udløse sygdommen. Men det var forskellige gener, der var skurken hos schnauzere og hos pudler, og det gav forskerne nogle fingerpeg om, hvor de skulle lede hos mennesker. Samtidig har man i en ny undersøgelse af en sjælden form for epilepsi hos gravhunde tilsyneladende fundet et unikt, genetisk træk, der også kan kaste nyt lys over sygdommen hos os mennesker. Kort sagt, mens hundeopdrætterne i 1800- tallet skabte hunde efter deres eget hoved, skabte de også genetisk isolerede bestande uden at vide, hvor nyttige de kunne blive for fremtidens videnskabsmænd. Der er særlig mange muligheder på kræftområdet. Visse kræfttyper opstår hos 60 % af bestemte hunderacer, men kun hos ét ud af 10.000 mennesker. Det er os, der forsker i genetikken, siger Elaine Ostrander, der studerer hundeevolution og hundesygdomme på National Human Genome Research Institute under NIH. Men det er opdrætterne, der har gjort alt feltarbejdet. Ét karaktertræk, som CanMap endnu ikke har kunnet analysere, er adfærd. Foreløbig er det kun lykkedes at identificere et enkelt muteret adfærdsgen: hundeudgaven af det gen, der hos mennesker er skyld i obsessiv-kompulsiv tilstand, og som kan få dobermannpinschere til 2000 2010 1 1 Labrador retriever 2 2 Schæferhund 3 3 Yorkshire terrier 4 5 6 7 8 Chihuahua 9 10 4 Beagle 5 Golden retriever 6 Bulldog 7 Boxer 8 Gravhund 9 Puddel 10 Shih tzu alfahunde De mest populære racer i 2000 og 2010 ifølge den amerikanske kennelklubs data. at sutte så voldsomt på deres pels, at den begynder at bløde. Mere almindelige karaktertræk som trofasthed, vedholdenhed eller instinkt for at genne dyr sammen skyldes givetvis også arveanlæg. Men de kan også være påvirket af faktorer, der kan strække sig fra hundens kost til, om der er børn i huset, og det gør det vanskeligt at vurdere deres betydning så præcist, at man kan studere dem. Men vi har nok lige så gode eller bedre chancer for at forstå adfærd hos hunde end hos andre dyr, siger Carlos Bustamante fra Stanford. For, som han påpeger, der er millioner af hundeelskere, der er mere end villige til at hjælpe med arbejdet i marken. j Bland en hund NGM 41 ART KILDE: den AMERIkanske KENNELkLUB NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 40-41 28/03/12 11.08
Hunderacer er skabt af mennesker. Landsbyhunden har skabt sig selv. Af Evan Ratliff hunden uden stamtavle I det meste af deres evolutionshistorie har alle hunde lignet de halvvilde landsbyhunde, der lever blandt batammariba-folket i Togo i Vestafrika. Labrador er måske nok den mest populære hunderace, men den hund, der er flest af, er slet ikke nogen race. Det er den halvvilde landsbyhund, der lever en kummerlig tilværelse i nærheden af menneskers bopladser. For et par år siden, da Adam Boyko var post doc-studerende på Cornell University, blev han interesseret i de omstrejfende landsbyhunde, som der kun er forsket lidt i. Selvom hunde blev domesticeret allerede for 15.000-20.000 år siden, kan de fleste racer kun føres et par 100 år tilbage. Måske kunne dna fra landsbyhunde kaste lys over den lange, tidlige historie, hvor hundene holdt til i nærheden af mennesker, men endnu ikke helt havde underkastet sig. Men hvordan skulle han skaffe dna-prøver? Tilfældet ville, at Adam Boykos bror Ryan netop var blevet gift, og han og hans kone Corin ville gerne på en billig bryllupsrejse ud over det sædvanlige. Så Adam der nu arbejder på veterinærmedicinsk institut på Cornell skaffede en bevilling og fik så Ryan og Corin til at bruge deres bryllupsrejse på at rejse rundt i Egypten, Uganda og Namibia. Her blev de gode venner med landsbyboere og lokale dyrlæger og indsamlede dna fra over 300 landsbyhunde. Da prøverne blev analyseret, viste det sig, at de fleste af landsbyhundene var lige så nært beslægtede med ulve som med tamhunde. Snarere end at være raceblandede gadekryds, der var blevet vilde igen, havde landsbyhundene overlevet i udkanten af bosættelser i årtusinder. Deres arvemasse afspejlede derfor det stadie, hvor hunden begyndte at blive tam, før kunstig udvælgelse og menneskestyret indavl tog over. Ret uventet var undersøgelsen også med til at sætte spørgsmålstegn ved den almindelige opfattelse af, hvor hundene først dukkede op. Ved hjælp af fossilfund havde man allerede fastslået, at overgangen fra ulv til hund skete et sted i Europa eller Asien, og en undersøgelse fra 2002 havde vist, at østasiatiske landsbyhunde var mere genetisk forskellige. Det tydede på, at ulvene var blevet domesticeret tidligst i Østasien. Men familien Boykos dna-indsamling i 2009 viste, at de afrikanske landsbyhunde var lige så forskelligartede som de østasiatiske. Nogle af dem havde også et genetisk træk til fælles med ulve fra Mellemøsten. Det underbygger en undersøgelse udført af Robert Wayne og Bridgett von Holdt på UCLA, der peger på, at hundenes vugge formentlig stod i Mellemøsten. Familien Boyko har planer om endnu en ekspedition til Afrika, og de vil også prøve at opklare et beslægtet mysterium: Hvorfor de indfødte hunde i Sydamerika er forsvundet. Man ved fra historiske optegnelser, at den oprindelige amerikanske befolkning havde hunde. Men tidligere kortlægninger af bestande i Nord- og Sydamerika nævner kun hunde med europæisk oprindelse. Hvordan kan man sende så mange hunde til den anden ende af verden, at de fuldstændig fortrænger de indfødte hunde? spørger Adam Boyko. Han tror, at der måske stadig findes landsbyhunde med oprindeligt dna i afsidesliggende egne af Sydamerika. Så i august 2011 drog de tre Boykoer ud i Perus jungle på jagt efter den forsvundne amerikanske hund. j n Støtte fra NG Arbejdet med at undersøge den oprindelige amerikanske hunds dna bliver delvist støttet af dit abonnement på National Geographic. ALIDA LATHAM, DANITA DELIMONT 43 NG_DK_04_5232_Build_A_Dog.indd 42-43 28/03/12 11.08