Labrador retriever Udvælgelse, pasning, træning og aktivering

Transkript

1

2

3 Brigitte Rauth-Widmann Labrador retriever Udvælgelse, pasning, træning og aktivering Fagkonsulent: Elisabeth Johansen Atelier

4 Indhold Historie og væsen 4 Labrador retrieverens forfædre 5 Sådan er labrador retrieveren 8 God i alle situationer 12 EKSTRA Væsen og behov 18 Vores labrador flytter ind 20 En af de mest populære hunde 21 En beslutning for livet 22 Vælg den rigtige opdrætter 26 Det grundlæggende udstyr 31 Af sted til det nye hjem 33 De første dage 35 Stueren 36 EKSTRA Fra hvalp til hund 38 Sund kost 40 Hvad skal hunden have at spise? 41 Færdigfoder 43 Hjemmelavet foder 44 Hvordan hunden skal fodres? 46 EKSTRA Sundt for labradoren 47 Overvægt 48 Bordskikke 49 Velplejet fra hoved til hale 50 Pelsen 51 Neglene 53 Øjnene 54 Ørerne 54 Tænderne 54

5 3 Sundhedsguide 56 Infektionssygdomme 57 Hudparasitter 60 Mave-tarm-sygdomme 62 Indvoldsorme 64 Hvordan man giver førstehjælp 65 Hunhundens løbetid 66 Arvelige sygdomme 68 Epilepsi 74 Ændringer af hud og pels 74 Alternativ behandling 75 Det er ikke svært at opdrage 76 Konsekvens lige fra begyndelsen 77 Erfaringer med omverdenen 78 Positiv forstærkning 80 Alene hjemme 81 Rangorden 82 Trygt samvær 84 Lille abc i hundetræning 86 EKSTRA Kommandoer 89 Træne 92 En god partner i fritiden 96 Et energibundt på fire poter 97 Med i bilen 99 Gå tur 100 Svømme 104 Apportering for begyndere 105 Grundtræning og sport 110 Dummytræning 112 EKSTRA Sådan dirigerer du din hund 116 Hundeudstillinger 120 Med ud at rejse 121 Information 122 Nyttige adresser 123 Register 124 Racestandard 128

6 Historie og væsen

7 Labrador retrieverens forfædre 5 Med labradorens gode jagtegenskaber, som den har nedarvet fra sin races oprindelse, har den alt, hvad der skal til for at være en ideel familiehund. Den er tæt knyttet til mennesker, er meget tilpasningsdygtig, tålmodig, rolig og pålidelig. Samtidig er den temperamentsfuld, livlig og elsker at lege, bevæge sig og løse opgaver. Labrador retrieverens forfædre Som det gælder for de fleste hunderacer er der også kommet en lang række teorier om retrieverens oprindelse, og det er svært at vurdere, om de passer eller ej. Men én ting er sikkert, og det er, at en af dens forfædres vugge stod i Newfoundland. For omtrent 500 år siden sejlede fiskere fra den sydengelske by Devon til Newfoundland for at fiske ud for halvøen Avalon ved St. John. De havde nogle svømmeglade hunde med om bord, som skulle hoppe i det iskolde vand og apportere de fangede fisk, der røg ud af nettet. Hundene var sandsynligvis også proviant i nødsituationer. Disse hunde, der temmelig sikkert stammede fra Europa, var muligvis også i familie med Sankt Hubertus-hunden, der kommer fra Frankrig. Man mener også, at den franske Barbet-hund og den portugisiske hunderace Cao de Castro Laboreiro har sat stort præg på labrador-avlen. Robust og fuld af handlekraft, meget omgængelig over for artsfæller sådan er labrador retrieveren, hvis den er ideelt opdrættet.

8 6 Historie og væsen En hund til jagt I starten af det 16. århundrede begyndte fiskerne fra Devon at anlægge de første huse langs Newfoundlands kyst, og ud over at fiske gik de nu også på fuglejagt. Så de havde brug for en hund, der ikke alene skulle være meget god til at apportere, men også skulle have udprægede anlæg for jagt, f.eks. bytte-, støver- og spordrift. Mændene fra Devon kunne ikke finde nogen hjemmeavlede hunde på fastlandet og havde allerede nogle fremragende firbenede hjælpere i deres begejstrede apporterings-hunde fra England. Derfor brugte de disse hunde til avl. Det var Saint-John s-hundenes fødsel, alle retrieveres fælles forfædre. Saint-John s-hunden Denne hund havde nogle vigtige kendetegn, som man stadig kan finde hos vores retrievere. Saint-John s-hunden havde f.eks. et harmonisk og venligt væsen og var en fantastisk sporhund med et usædvanlig godt næsearbejde. Newfoundlænder-hunden var desuden en fortræffelig og meget udholdende svømmer med tyk, kort og vandtæt pels. Og så var det kun en mellemstor hund, som fiskerne nemt kunne tage med i deres små både. Selv om der allerede var en livlig varehandel mellem Newfoundland og Storbritannien, kom Saint-John shundene først ca. 250 år senere med handelsskibene til England (Poole) og Skotland (Greenock). Nogle af dem blev jagthunde hos landadelen, der især gerne ville udnytte deres udprægede evner til at apportere og deres fremragende sporsans. Jagtbetjente tog også nogle af hundene til sig, ikke mindst på grund af hundenes harmoniske væsen. Fra Saint-John s-hund til Labrador Saint-John s-hundene, der kom til den britiske halvø indtil midten af det nittende århundrede, var avlsbasis for alle de retriever-racer, som blev udviklet dér. Herefter ankom næsten ingen En labrador synes også, at det er en fornøjelse at arbejde i det kolde element, for den bliver beskyttet af sin tykke, vandtætte pels.

9 Labrador retrieverens forfædre 7 En af labrador retrieverens oprindelige jagtopgaver var at apportere skudt fuglevildt. Intet bytte går dens næse forbi, da den har en utrolig høj koncentration af lugtesans-celler (280 millioner). Saint-John s-hunde på grund af handelsrestriktioner og en lov, der forbød at tage hunde med til Storbritannien uden licens og karantæne. I modsætning til fiskerne og jægerne fra St. John s avlede de rige engelske storgodsejere, som havde fået mange af disse hunde fra Newfoundland, hverken hundene for pengenes skyld eller for selv at overleve, men mere af tidsfordriv. På deres enorme godser havde de ikke alene masser af tid til at gå på jagt, de havde også finansielle midler nok til forsøgsvis at krydse helt forskellige hunderacer. Anerkendelse af race I dag går man ud fra, at de Saint-John s- hunde, som man holdt i aristokratiets kenneler (især de engelske og skotske adelsfamilier Malmesbury, Buccleuch og Home), blev renavlet uden tidligere krydsning med andre hunderacer, og at labrador-racen hermed blev grundlagt. I begyndelsen havde hundene navne som Engelsk Retriever, Lille Saint- John s-hund og Lille Newfoundlænder i modsætning til de større forfædre til den newfoundlænder, vi kender i dag. Det var først med vedtagelsen af en racestandard for denne hunderace, at betegnelsen Labrador Retriever slog igennem. Den engelske Kennel Club anerkendte officielt denne racestandard for labrador retrieveren i 1903.