DET TALTE ORD GÆLDER! Værdier, kvalitet og omstilling Talepunkter til departementschef Henrik Nepper Christensens foredrag ved åbning af Nordisk Kongres for kirkegårde og krematorier 4. sep. 2013 Indledning Tak for opfordringen til at tale om Værdier, kvalitet og omstilling i forhold til kirkegårdene. Da begravelsesvæsenet kirkegårdene blev etableret, var Danmark et stort set monoreligiøst og monokulturelt samfund. Sådan har det også været i de andre nordiske lande. I dag har både Danmark og de andre nordiske lande fået langt stærkere indslag af kulturel og religiøs mangfoldighed. Det er især i løbet af de seneste årtier, der er sket en udvikling på dette område. Og det rejser nogle spørgsmål og udfordringer i forhold til begravelsesvæsen og kirkegårde. Hvis man skal forstå og diskutere disse spørgsmål og udfordringer, er det godt at tage udgangspunkt i nogle facts om begravelse og ligbrænding, om kirkegårde og de religiøse og kulturelle forhold. Facts om danske forhold Først nogle facts om den danske lovgivning. Den siger: Lig skal begraves eller brændes. Begravelse eller urnenedsættelse skal ske på en af folkekirkens kirkegårde eller på en anden begravelsesplads, der er godkendt af kirkeministeren. Dok. nr. 66003/13
Loven giver to alternativer til det: o Man kan få tilladelse til at nedsætte en urne på privat grund, der dog skal have en vis størrelse. Det sker kun i meget få tilfælde. o Asken kan blive spredt over havet, hvis den afdøde har ønsket det. Der er ingen statistik over antallet, men det drejer sig formentlig om ca. 2.000 om året. Og så nogle facts om kirkegårde og andre begravelsespladser i Danmark: Der er ca. 2.100 kirkegårde i Danmark. o De fleste kirkegårde ligger omkring de gamle landsbykirker, og det er menighedsrådene, der har ansvaret for dem. o I byerne er det almindeligt, at kirkegårdene ligger adskilt fra kirkerne. I byerne er en kirkegård ofte fælles for flere sogne, og det er så disse sognes menighedsråd, som i fællesskab har ansvar for dem. o I 11 af de største byer er det kommunen, som har ansvaret for driften af kirkegårdene. Men det er fortsat folkekirkelige kirkegårde. Ud over de folkekirkelige kirkegårde er der nogle få andre kirkegårde, som tilhører kristne frimenigheder eller frikirker. Der er desuden i Københavns området en muslimsk begravelsesplads, som tilhører en sammenslutning af muslimske menigheder. Ønske om forskellige religiøse og religiøst neutrale begravelsespladser Det forhold, at begravelse og urnenedsættelse kun må ske på en kirkegård eller en anden godkendt begravelsesplads, betyder for danskerne to ting. 2
Det betyder for det første, at alle, der dør i Danmark har ret til at blive begravet eller få deres urne nedsat på en folkekirkelig kirkegård, uanset om de har været medlemmer af folkekirken eller ej. Det kan man kalde en positiv konsekvens. Det betyder for det andet, at alle, der dør i Danmark, er henvist til at blive begravet eller få deres urne nedsat på en folkekirkelig kirkegård. Der er jo stort set ikke andre muligheder. For langt de fleste danskere er det ikke et problem, at begravelsen eller urnenedsættelsen skal ske på en kirkegård. 79 procent af alle, der bor i Danmark, er medlemmer af folkekirken. Blandt de ældre aldersgrupper er medlemsprocenten højere. Derfor kan man også se, at ca. 87 procent af alle, der dør i Danmark, ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse, hvor der medvirker en præst fra folkekirken. Men der er alligevel et stigende antal borgere i Danmark, som mener, det er et problem at være henvist til at blive begravet eller få urnen nedsat på en kirkegård. Antallet er steget i sammenhæng med udviklingen i retning af større religiøs og livssynsmæssig mangfoldighed. Der er især to grupper, som har givet udtryk for, at de har problemer med at blive begravet på en kristen kirkegård. Den ene gruppe er muslimer. Den anden gruppe er mennesker med et ateistisk eller humanistisk livssyn. 3
Der findes ikke noget officielt tal for, hvor mange af Danmarks indbyggere der har en muslimsk baggrund. Men det er formentlig op mod 250.000. Det svar til godt 4 procent af befolkningen. I adskillige år var de fleste muslimer i Danmark mennesker, der var kommet til landet som gæstearbejdere. Hvis de døde, mens de endnu var i Danmark, ønskede både de og deres familier, at de skulle begraves i hjemlandet. Men efterhånden som de oprindelige gæstearbejdere har fået børn og børnebørn i Danmark, har de i stigende tal ønsket at blive begravet i Danmark. Desuden er der kommet flygtninge med muslimsk baggrund, som har begrænsede muligheder for at blive begravet i deres hjemland. Det har betydet et gradvist øget behov for, at der er kirkegårde eller begravelsespladser, som kan imødekomme muslimers ønsker. F.eks. ønske om at blive begravet i en retning, der vender mod Mekka i stedet for den kristne tradition for at blive begravet med ansigtet vendt mod øst. Eller ønske om at blive begravet uden kiste. Eller ønske om at kunne blive begravet et sted, der ikke er kirkeligt indviet jord. De ønsker kan naturligvis imødekommes på den muslimske begravelsesplads, der i 2007 blev etableret i Københavns området af en række muslimske menigheder. Men før denne muslimske begravelsesplads blev etableret, var der dog også på nogle kirkegårde afdelinger, som var forbeholdt begravelse af muslimer. 4
Der har i mange, mange år været særlige afdelinger på nogle danske kirkegårde, som er forbeholdt begravelse af jøder eller katolikker. Disse afdelinger er blevet etableret i et tæt samarbejde med Det Mosaiske Trossamfund og Den katolske kirke. Man kan sige, at det er denne gamle danske tradition for at finde en fleksibel indretning af danske kirkegårde, der nu er blevet videreført i forhold til muslimerne i Danmark. Selv om der i dag er en selvstændig muslimsk begravelsesplads i Københavns området, er der flere kirkegårde rundt om i landet, som har anlagt særlige afdelinger eller afsnit for muslimer. Disse afdelinger er etableret på grundlag af en god dialog mellem muslimske menigheder og de menighedsråd eller kommuner, der har ansvaret for kirkegårdene. Den anden befolkningsgruppe i Danmark, som giver udtryk for, at de har problemer med at blive begravet på en kirkegård, er mennesker med et ateistisk eller humanistisk livssyn. De vil, mens de lever, gerne være fri for at have noget som helst med religion at gøre. Og de vil gerne have mulighed for at kunne blive begravet eller få urnen nedsat et sted, der ikke er indviet som kirkegård. Og et sted, hvor der ikke er religiøse symboler i nærheden af deres grav. Dansk lov har i næsten 100 år givet mulighed for, at en kommune kan anlægge en begravelsesplads, der ikke bliver indviet som kirkegård. For fem 5
år siden blev loven ændret, så der nu også i en skov kan anlægges en uindviet begravelsesplads, der kun kan bruges til urnebegravelse. Men muligheden for at anlægge begravelsespladser, der ikke bliver indviet som kirkegårde, er indtil nu ikke blevet brugt. Efter lovændringen for fem år siden har der i nogle få kommuner været overvejelser om at etablere uindviede skovbegravelsespladser. Men det er endnu ikke blevet realiseret. Der er imidlertid fortsat enkelte steder i Danmark, hvor kommuner overvejer, om de på en eller anden måde kan imødekomme ønsker om at kunne blive begravet eller få urnen nedsat et sted, der ikke er præget eller påvirket af nogen religion. Det er derfor sandsynligt, at vi i løbet af få år vil se sådanne afdelinger eller begravelsespladser enkelte steder i Danmark. Alt i alt må man derfor sige, at det i Danmark er lykkedes på en god måde at møde de udfordringer til kirkegårde og begravelsespladser, der er fulgt med udviklingen i retning af større religiøs mangfoldighed og en voksende gruppe af mennesker, der ønsker at være fri for forbindelse med religion. Udfordringer fra den kulturelle udvikling De største udfordringer i forbindelse med danske kirkegårde i dag og i de kommende år udspringer af den kulturelle udvikling og af den demografiske udvikling. 6
Den kulturelle udvikling har haft og vil fortsat have flere konsekvenser i forhold til kirkegårdene. En af de meget tydelige forandringer, som den kulturelle udvikling har medført, er: Flere og flere ønsker at blive kremeret i stedet for at blive begravet i kiste. o For 25 år siden var det som gennemsnit i hele Danmark omkring 65 procent af de døde, som blev brændt. I den vestlige del af Danmark var det kun godt 50 procent. o I dag er gennemsnittet i hele Danmark, at næsten 80 procent bliver kremeret. I den vestlige del af Danmark er kremeringsprocenten steget til ca. 70. Det har meget synlige konsekvenser på kirkegårdene, efterhånden som fredningstiden for de gamle kistegrave udløber. Der opstår store "huller" i rækkerne af gravsteder. Det giver betydelige udfordringer i forhold til, hvordan man kan ændre og tilpasse kirkegårdenes anlæg og udseende. En anden af de meget tydelige forandringer, som den kulturelle udvikling har medført er: Danskerne er blevet mere og mere individualiserede. Det gælder i livet, men det gælder også i forhold til døden. Det har bl.a. haft den konsekvens, at der er mere og mere individuelle ønsker eller krav til udformning og udsmykning af gravsteder, der altså i dag først og fremmest er urnegravsteder. Det giver udfordringer i forhold til fortsat at sikre et godt og værdigt helhedsindtryk af kirkegårdene. 7
Det har også haft den konsekvens, at flere og flere ønsker noget andet end et urnegravsted. Nogle ønsker som tidligere nævnt, at asken skal strøs over havet. Det har været tilladt i mange år. Men der er f.eks. også ønsker om, at urnen skal kunne sættes ned under et træ i skoven. Og loven giver nu mulighed for at etablere skovbegravelsespladser, så urnenedsættelse under et træ i skoven bliver formentlig mulig i løbet af få år. Nogle har helt andre ønsker. F.eks. at asken eller dele af den kan indarbejdes i et smykke. Eller at der kan ske noget helt andet mere eller mindre fantasifuldt med asken. Hvis der skal åbnes for nye og alternative muligheder for, hvad der kan ske med lig eller aske, kræver det ændring af den danske lovgivning. Der har ikke hidtil været stemning blandt politikerne for, at der skulle ske vidtgående ændringer. Og man kan heller ikke sige, at der er et bredt folkeligt krav om en liberalisering. Måske vil der på et tidspunkt komme ønsker om at få set nærmere på, om der skal ske en liberalisering. Men den nuværende lovgivning vil formentlig gælde en del år endnu. Udfordringer fra den demografiske udvikling Sideløbende med den kulturelle udvikling er der sket en demografisk udvikling, som rummer udfordringer for kirkegårdene. Det er især to faktorer i den demografiske udvikling, der har betydning i forhold til kirkegårdene. 8
Den ene faktor er: Det er efterhånden længe siden, at danskerne i generation efter generation blev boende i det samme sogn. Vi flytter meget oftere fra et sted til et andet. Derfor er det ikke længere sådan, at oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn bliver begravet på den samme kirkegård og måske endda i det samme gravsted. Derfor er det heller ikke længere sådan, at der altid bor en eller flere fra familien i nærheden af kirkegården, så de ofte kan besøge og passe gravstedet. Når der ikke længere bor nogen af familien i nærheden af kirkegården, er det nærliggende, at et gravsted kun bliver opretholdt i den periode, hvor det skal være fredet. Det vil for kistegravsteder normalt sige 20 år og for urnegravsteder normalt 10 år. Der er ikke så meget grund til at forlænge brugsretten, når familien alligevel stort set aldrig kommer på kirkegården. Når familien bor et andet sted, er det også nærliggende, at man betaler kirkegården for at passe gravstedet, så længe det eksisterer. Den anden demografiske faktor er, at der er sket en vandring fra land til by. Antallet af indbyggere i landsognene er faldet: Det betyder, at der er færre end tidligere, der dør og skal begraves eller have urnen nedsat på landsognenes kirkegårde. Det betyder også, at det er blevet relevant at diskutere, om man fortsat kan opretholde alle landsbykirkerne. Og hvis man diskuterer, om landsbykirken skal lukkes, er man typisk også nødt til at 9
diskutere, hvad der skal ske med den kirkegård, som ligger rundt om kirken. Det er en diskussion, der først nu er ved at begynde for alvor. Men den vil uden tvivl blive et væsentligt emne i de kommende år. Kirkegårdenes kulturelle værdier I den første paragraf i loven om den danske folkekirkes kirkebygninger og kirkegårde står der bl.a., at loven har til formål, "at sørge for, at der er tilstrækkelig plads til begravelser på folkekirkens kirkegårde, og at disse fungerer som værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser, og at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde". Den første del af formålet at sikre tilstrækkelig plads er der selvfølgelig ikke nogen problemer med at leve op til. Ændringen fra kistebegravelse til kremering har tværtimod betydet, at problemet i dag mange steder er, at der er alt, alt for meget plads på kirkegårdene. Det betyder helt klart også en udfordring til den næste del af formålet, nemlig det at sikre, at kirkegårdene fortsat er værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser. Det kræver betydelig kreativitet og en betydelig indsats fra kirkegårdenes ledere og medarbejdere og fra rådgivere som f.eks. landskabsarkitekter at 10
sikre, at kirkegårdene på trods af de store ændringer fortsat kan fremstå som værdige og vel vedligeholdte. Og hvad så med kirkegårdenes kulturværdier? Kirkegårdens kulturværdi har bl.a. været, at kirkegården på sin egen måde gav et billede af sognets og dets menneskers historie. Den værdi er blevet udtyndet meget betydeligt, fordi der ikke er den samme folkelige kontinuitet i sognet som tidligere. Kirkegårdene har også med deres forskelligartede anlæg og indretning og forskelligartede gravminder afspejlet den folkelige kultur på den egn eller det sted, hvor den enkelte kirkegård er. Det er også blevet udtyndet meget. Derfor er det relevant at overveje, hvordan vi bedst kan sikre, at i det mindste en del af kirkegårdenes kulturværdier bliver bevaret. Det er bl.a. blevet diskuteret i en arbejdsgruppe, som har haft til opgave at belyse de mange forhold, der må indgå i overvejelser om, hvorvidt man kan lukke en kirke eller ej. Arbejdsgruppen har foreslået, at der skal etableres et sagkyndigt udvalg, som skal udtale sig, før der eventuelt bliver truffet en beslutning om at nedlægge en kirkegård. 11
Udvalget skal efter forslaget også opstille en liste over danske kirkegårde af forskellige typer, der er så smukke eller særprægede, at de må anses for at være en umistelig del af den danske kulturarv. Der er udarbejdet et lovforslag om det. Det er for tiden til høring hos alle relevante myndigheder i Danmark, bl.a. menighedsrådene. Om alt går vel vil lovforslaget så blive fremsat i Folketinget i løbet af efteråret. Afslutning Udviklingen fra et stort set monokulturelt og monoreligiøst samfund til et fler eller multikulturelt og et fler eller multireligiøst samfund har betydet udfordringer til kirkegårdene. Menighedsrådene og kommunerne, der har ansvaret for kirkegårdene, har sammen med medarbejderne på kirkegårdene og rådgivere gjort en stor og dygtig indsats for at møde og besvare udfordringerne. Og det lover godt for fremtiden. For der venter uden tvivl nye udfordringer forude. 12