Retningslinjer for udendørsarrangementer 1
1. Koordinationsudvalget. Stk. 1. Koordinationsudvalget for udendørsarrangementer i Aalborg Kommune er et permanent og åbent udvalg, der har til formål at fremme og koordinere initiativer af lokal eller ekstern karakter. Udvalget har indstillende kompetence vedr. tilladelser til udendørsarrangementer. Stk. 2. Koordinationsudvalget består af repræsentanter fra aktuelle arrangører, MUSAM's formand, 2 repræsentanter fra Teknisk Forvaltning samt 1 repræsentant fra Kulturforvaltningen. Kulturforvaltningens repræsentant er sekretær for udvalget. Stk. 3. Koordinationsudvalgets daglige ledelse og administration varetages af Kulturforvaltningen. Stk. 4. Koordinationsudvalget indkaldes til ordinære møder senest 2 uger efter den fastsatte ansøgningsfrist. Ekstraordinært møde i Koordinationsudvalget kan indkaldes på foranledning af den daglige ledelse. 2. Generelle retningslinjer: Stk. 1. Af hensyn til det fysiske miljø og det kulturelle miljøs muligheder for at få et rimeligt udbytte af arrangementerne kan der fastsættes et maksimum af arrangementer. Stk. 2. Koordinationsudvalget udarbejder indstilling efter følgende generelle retningslinjer: a. Der kan kun være flere arrangementer af kategori A eller B i samme weekend (forstået som torsdag, fredag, lørdag og søndag), hvis der er tale om samme arrangør, eller hvis det er koordineret med den arrangør, der først har modtaget tilladelse. b. Arrangører der tidligere har afholdt arrangementer på bestemte tidspunkter og steder, har en fortrinsret. c. Lokale arrangører har en fortrinsret. d. Den samlede arrangementsplan udarbejdes af sekretariatet og forelægges udvalget til godkendelse. e. Udvalget skal tilstræbe en geografisk spredning af arrangementerne, så intet område belastes unødigt. 3. Definition: Stk. 1. Arrangementer af underholdende karakter af enhver form, der foregår udendørs, er omfattet af forskriftens bestemmelser. Sportsarrangementer uden elektrisk forstærket musik er ikke omfattet. Stk. 2. Kategori A: Arrangementer med over 10.000 deltagere. Kategori B: Arrangementer med fra 3.000 til 10.000 deltagere. Kategori C: Arrangementer med indtil 3.000 deltagere. 4. Område. 2
Stk. 1. Tætbyområdet defineres som et område i Aalborg kommune, der omfattes af dele af Nørresundby, Aalborg, Hasseris, og Gug-området. Området er fysisk begrænset af østskellet til matr. nr. 7 fq, Lindholm By og sogn, Sydvestvej, Forbindelsesvejen, Motorvejen, Øster Uttrup Vej, Budumvej, Niels Bohrs Vej, Pontoppidanstræde, Bertil Olins Vej, Myrdalsstræde, Alfred Nobels Vej, Sdr. Trandersvej, Vissevej, Indkildevej / Ny Nibevej, Letvadvej, Bygaden, Tømrergyden, Vest- og sydskellet til bebyggelsen ved Blommevænget og Æblevangen, markvejen til Ferskenvej, Ferskensvejs vestligste del, Nørholmsvej, Vestskellet ved bebyggelsen langs Gravenstenvej, Mølholmsvej, Skydebanevej og vejen til Egholmsfærgen. Området er vist på bilag nr. 1. 5. Anvendelse. Stk. 1. Arealer til brug for arrangementer, dvs. områder i tætbyområdet som på grund af pladsforhold og tilkørselsmuligheder er egnet og aktuelle arrangørers foretrukne lokalitet, er Mølleparken, Skovdalen, Golfparken, Fjordmarken, Kildeparken, og arealerne ved GIGANTIUM samt pladserne i det centrale byområde. Stk. 2. Der kan maximalt afholdes 6 kategori A - arrangementer på årsbasis. Mølleparken må maksimalt anvendes 3 gange og kun til kategori A - arrangementer. I Kildeparken har 4. Julifesten udover Karneval i Aalborg fortrinsret. Arealerne må i øvrigt kun anvendes i et omfang, der fastsættes af Teknisk Forvaltning, Park og Natur og Teknisk Forvaltning, Teknik og Anlæg. Stk. 3. Karneval i Aalborg har fortrinsret. Andre arrangementer kan kun godkendes, hvis de er koordineret hermed. Stk. 4. Der kan forekomme større arrangementer i hele byområdet, der har fortrinsret for andre arrangementer. 6. Lydniveau. Stk. 1. Der skal ved arrangementer foretages lydmåling mindst 1 gang årligt, med mindre der forlanges andet i tilladelsen. Dokumentationen for lydmålinger skal altid udarbejdes af teknikere akkrediteret Miljøstyrelsens godkendelsesordning. Stk. 2. Udgifter til lydmåling skal afholdes af arrangøren. Stk. 3. Der kan af myndighederne foretages uvarslede kontrollerende lydmålinger. Såfremt en sådan måling viser, at retningslinjerne ikke er overholdt, skal udgiften betales af arrangøren. Stk. 4. Maksimalt lydniveau. a. Mølleparken, Skovdalen (Friluftsteatret) og Golfparken: Det maksimale lydniveau fastsættes til 103 db(a), målt ved lydtårnet på pladsen. b. Fjordmarken: Det maksimale lydniveau fastsættes til 95 db(a), målt 3 meter foran scenen på pladsen. 3
Stk. 4. De specielle grænseværdier kan fraviges i særlige tilfælde på baggrund af konkret ansøgning til Teknisk Forvaltning, Centrale Byområder. Stk. 5. Fyrværkeri i forbindelse med arrangementer kan kun godkendes efter særlig tilladelse fra Teknisk Forvaltning, Centrale Byområder. 7. Tidspunkt. Stk. 1. Lydprøver og indstilling af forstærkere må tidligst påbegyndes kl. 10.00 og skal på dage forud for arrangementet være afsluttet senest kl. 18.00. Stk. 2. Alle arrangementer skal være afsluttet senest kl. 24.00 - i Kildeparken dog senest kl. 22.00. Karneval i Aalborg er ikke underlagt denne regel og kan også afholde arrangement på Havnefronten indtil kl. 01.00. OBS!! 7.Stk. 2 er administrativt ændret og Stk. 3 indsat - Se Tillæg sidst i dokumentet. 8. Ansøgning om tilladelse. Stk. 1. Ansøgninger stiles til Koordinationsudvalget for Udendørsarrangementer, og fremsendes til Kulturforvaltningen. Ansøgninger skal indeholde oplysninger om dato, tidsrum, lokalitet, program, forventet tilskuertal og eventuelle særønsker ud over, hvad reglerne heri tillader. Stk. 2. Ansøgninger, der modtages hos Politi eller Teknisk Forvaltning videresendes forinden stillingtagen til Koordinationsudvalget til behandling. Stk. 3. Ansøgningsfrister: den 1. november i året før til hovedbehandlingen for A og B - arrangementer, og senest en måned før arrangementets afholdelse for C arrangementer. 9. Godkendelse. Stk. 1. Koordinationsudvalget foretager kategorisering og indstiller samlet på følgende tidspunkter: a. Den 1. januar efter hovedbehandlingen for kategori A og B - arrangementer. b. Kulturforvaltningen behandler løbende senere indkomne ansøgninger, herunder Kategori C arrangementer. Stk. 2. Indstillingerne sendes til Park og Natur / Teknik og Anlæg inden 8 dage efter koordinationsudvalgets behandling til reservering af arealerne. Stk. 3. Kulturforvaltningen træffer afgørelse om kommunens tilladelse, når arealerne er reserveret Stk. 4. Kulturforvaltningen videresender ansøgning med kopi af tilladelse til Politimesteren til endelig godkendelse og til Teknisk Forvaltning til orientering. Stk. 5. Tilladelsen omfatter ikke tilladelse til salg af øl og spiritus; ansøgning herom skal tilsendes Politimesteren efter de regler, der er fastsat af denne. 4
10. Klage og overtrædelser. Stk. 1. Klage kan forelægges Koordinationsudvalget og derigennem indgå i evaluering af praksis. Stk. 2. Arrangører som ikke overholder nærværende forskrift kan miste retten til arrangementer i det følgende år. Eventuel fortrinsret bortfalder samtidig. 11. Overordnet tilsyn. Stk. 1. Miljømyndigheden, p.t. Teknisk Forvaltning, Centrale Byområder, fører tilsyn med at bestemmelserne overholdes og afgør sager om klager og overtrædelser efter indstilling fra Koordinationsudvalget. 12. Ikrafttrædelsesbestemmelser. Nærværende forskrift træder i kraft ved vedtagelse i henholdsvis Skole- og Kulturudvalget og Teknisk Udvalg. Godkendt af Teknisk Udvalg Aalborg den 9. marts 2000 Godkendt af Skole- og Kulturudvalget Aalborg den 7. marts 2000 Ib Rasmussen rådmand Nils Bell rådmand Christian Bjerg direktør Erik Ravn direktør 5
Tillæg til Retningslinjer for udendørsarrangementer 7. Tidspunkt. Stk. 2. Alle arrangementer skal være afsluttet senest kl. 24.00 - i Kildeparken dog senest kl. 22.00. Karneval i Aalborg er ikke underlagt denne regel og kan også afholde arrangement på Havnefronten indtil kl. 01.00. Udgår og erstattes af følgende: Stk. 2. Alle arrangementer skal være afsluttet senest kl. 22.30 - bortset fra fredage/lørdage og i skolernes ferieperiode, hvor det generelt gældende seneste sluttidspunkt er kl. 24.00. Stk. 3. I Kildeparken er det generelle sluttidspunkt senest kl. 22.00. Skråens familiearrangementer på tirsdage i juli skal dog først slutte senest kl. 22.30, og Karneval i Aalborg senest kl. 24.00 i Kildeparken. Karneval i Aalborg kan også afholde arrangement på Havnefronten indtil kl. 01.00. Vedtaget administrativt på evalueringsmødet omkring udendørsarrangementer den 27. november 2002 og gældende indtil en generel revision af retningslinjerne. 6
Bilag 1. 7