Reglement for Holstebro-Struer lystbådehavn Ordensregler for Holstebro-Struer Lystbådehavn Holstebro-Struer Lystbådehavn ejes af Holstebro og Struer Kommuner og administreres af Havnekontoret i Struer. Pladslejen fastsættes hvert år af Holstebro-Struer Havnebestyrelse. Pladslejen tillægges moms. Som reglement for Holstebro-Struer Lystbådehavn er gældende. "Standardreglement for overholdelse af orden m.m. i danske lystbådehavne" med følgende tilføjelser: Anviste pladser Havnen kan anvise gæstesejlere plads på udlejede ikke-optagne pladser Sejlads i havnen Affald, vand, el Ikrafttræden m. m. Regler for afvaskning af lystbåde, maskiner, m.v. på havnens arealer Generelle regler for Holstebro-Struer Lystbådehavn Regelsæt for Frihavnsordningen Bekendtgørelse om standardreglement
Anviste pladser 1. Både må kun anbringes på de anviste (tildelte) pladser og skal, når de ligger i havnen, være forsynet med tydeligt navn og hjemhavn. Båden skal være ansvarsforsikret. 2. Bådpladserne fordeles af Havnekontoret i den rækkefølge, som ansøgningerne er modtaget, dog således at bådejere bosat i Holstebro-Struer Kommuner har fortrinsret. Ansøgningen om bådplads indsendes til Havnekontoret på en fra Havnekontoret udleveret blanket og skal indeholde de oplysninger ansøgningsskemaet anmoder om. 3. Pladserne tildeles bådejerne til den på ansøgningen angivne båd og kan ikke videresælges eller videreudlejes, lige som pladsen ikke medfølger båden ved salg. Dog kan køberen disponere over pladsen sæsonen ud, såfremt sælgeren ikke selv ønsker at anvende pladsen. Der vil ikke blive refunderet pladsleje ved salg af båd. Såfremt en opsagt plads genudlejes vil pladslejen dog blive tilbagebetalt forholdsvis. 4. Salg af båd, ændring af bådens navn, adresseændring og lignende skal straks meddeles Havnekontoret. 5. Udlejning af pladser sker for en sæson ad gangen. Sæsonen regnes fra 1/4 til 15/11. Såfremt regningen for bådpladsen ikke er betalt indenfor den angivne tidsfrist, kan pladsen uden nærmere meddelelse blive tildelt anden ansøger. Dette fritager dog ikke pladslejeren for betalingspligt. Bådpladsen kan kun opsiges skriftligt til Havnekontoret. 6. Pladslejere må acceptere flytning til anden plads, såfremt praktiske eller æstetiske hensyn gør det nødvendigt. 7. Både, der placeres i havnen, skal være i forsvarlig stand og være forsynet med tilstrækkeligt kraftige og veldimensionerede pullerter og/eller klyds. Fald og liner m.m. skal under bådens ophold i havnen være sikret mod støjafgivelse. 8. Pladserne vil være forsynet med fortøjningsmuligheder (ringe eller lign.) og nummer. Skader og mangler bør snarest meddeles Havnekontoret. Pladslejerne køber ved Havnekontoret fri/optaget skilt, der senest ved bådens søsætning placeres ved den lejede plads. Skiltet medbringes af pladslejeren, når båden optages ved sæsonens slutning. Hvor båden er væk fra pladsen mere end 24 timer, skal "fri"-skiltet vises med angivelse af, hvornår båden er tilbage igen. Ekstra "fri/optaget"-skilte kan købes på Havnekontoret.
Havnen kan anvise gæstesejlere plads på udlejede ikke-optagne pladser 9. Både ved pælepladser skal som minimum være fortøjet med to fortrosser og to agtertrosser. Fortøjningerne skal være af god kvalitet og i god stand, og hvor der anvendes kunstfibertovværk til fortøjning, skal dette være min. 16 mm. Ved både under 7 meters længde og 2 tons egenvægt kan dog anvendes min. 12 mm. Hvor der anvendes naturfibre-tovværk (hamp, manila), skal dette have en tilsvarende styrke. Hvor der i forbindelse med fortøjninger anvendes kovse, ringe og lignende, skal disse have tilsvarende styrke. Fortøjningerne skal dog til enhver tid svare til bådens størrelse og have en brudstyrke pr. part (trosse), der som minimum modsvarer bådens vægt. Fortøjninger, der ikke er i overensstemmelse med ordensreglerne, kan udskiftes af havnen for pladslejerens regning. Pælefortøjninger skal sikres mod, ved højvande, at vandre oven ud af pælen. Hvor der til dette formål anvendes klamper, kroge eller lignende, skal disse anbringes på indersiden af pælen i pladsens længderetning. Pælefortøjningen skal anbringes minimum 50 cm fra pælens top. Når bådene sættes på land ved sæsonens slutning, skal fortøjningerne fjernes fra pladsen. Ligeledes skal måtter fjernes fra broerne. Der må ikke fortøjes i selve broerne eller disses bærende konstruktioner, f.eks. i glidepælene ved pontonbroerne. Der henstilles til lejerne, at bådene såvidt muligt er fjernet fra pladserne senest 15. november. Både, der ligger ved broerne efter 1. december, vil blive forhalet til en vinterplads på ejerens bekostning. Evt. skader opstået under nævnte forhaling og efter fortøjning er havnen uvedkommende. 10. Slæbejoller og lign. må kun anbringes ved bådene, såfremt dette kan ske uden gene for andre både. 11. For både, der ligger så tæt, at der - uanset fortøjningernes art - kan være risiko for, at bådene vil røre hinanden, har begge bådejere pligt til at anvende fendere. 12. Både må ikke ligge i Trafikhavnen (Østbassinet) eller ved oliekajen uden tilladelse fra Havnekontoret. 13. Bådejere skal til Havnekontoret angive telefonnummer, hvorfra ejeren kan tilkaldes.
Optagning og udsætning af både 14. Havnen kan udføre optagning og udsætning af både. Ønske om kranleje meddeles Havnekontoret, der angiver tid og sted, hvor arbejdet kan finde sted. Kranbetjening af godstrafik vil dog til enhver tid gå forud for betjening af lystbåde. Betaling af kranleje sker til havnen efter modtagelse af regning. Prisen for kranleje er den til enhver tid gældende krantakst med tillæg for evt. overtid. Krantaksten fastsættes af Havnestyrelsen. 15. Hvor optagning eller udsætning af båd finder sted, skal kajen umiddelbart derefter rengøres af bådejeren, d.v.s. bukke, vogne, støtter, maling m.m. skal fjernes. 16. Både og bådvogne, master og lign. må ikke placeres på havnens terræn. Både, bådvogne, master, udrustning m.m., der henstår/henligger på havnens terræn, vil umiddelbart blive fjernet for ejerens regning og risiko. 17. Vinteropbevaring af både må kun ske på de af Havnekontoret (og Struer Sejlklub) anviste pladser. Struer Sejlklub kan dog kun anvise plads på det af sejlklubben lejede areal. 18. Opstilling og opbevaring af både, grej m.m. på den/de af havnen anviste pladser sker for ejernes egen risiko. Der betales en af Havnestyrelsen fastlagt afgift. Sejlads i havnen 19. Under sejlads i havnens bassiner skal der vises hensyn over for andre både. Hastigheden må ikke overstige 3 knob. Lystbåde af enhver art har ubetinget vigepligt for godstrafik på havnen. Lystbådeejere bør være opmærksomme på, at lystbåde, der sejler i nærheden af dækmolerne, ofte er skjult for den øvrige trafik, hvorfor det henstilles til førere af lystbåde at være særligt opmærksomme ved sejlads i disse områder. Ved sejlads i havnebassinerne og i løbene dertil gælder iøvrigt "Særlige regler for sejlads i visse danske farvande".
Affald, vand, el 20. Affald må ikke kastes i havnen, men skal anbringes i de på havneområdet placerede affaldsbeholdere. Affald, der ikke kan være i affaldsbeholderne, skal fjernes fra havnen. Olie og anden flydende affald må ikke anbringes i affaldsbeholderne, og må heller ikke efterlades på havnen eller udtømmes i bassinerne. Udtømning af toilet må ikke ske i havnen. Der forefindes modtageordning for olie og toiletvand samt malerbøtter o.a. ved modtagestation (10) for affald. 21. De ved broerne anbragte ferskvandshaner og el stik er til lejernes frie afbenyttelse, men forbruget skal indskrænkes mest muligt. Vand og el er åben 1/4 til 15/11. Ikrafttræden m.m 22. Overtrædelse af de foranstående angivne regler samt af "Standard-reglementet" kan medføre bortvisning fra havnen. Hvor bådejere nægter at efterkomme bortvisning eller henstilling om flytning af båd, vil båden blive fjernet, evt. placeret på land, for bådejerens regning og risiko. Alle udgifter i forbindelse hermed, også forberedelser hertil, pålægges bådejeren. Bortvisning afgøres af Havnestyrelsens formand efter indstilling af Havnefogeden. Ved bortvisning vil evt. betalt pladsleje ikke blive refunderet. 23. Ordensreglerne er gældende for lystbådehavnen og dertil hørende landarealer, broer, parkeringspladser m.m. Lystbådehavnens areal afgrænses mod vest af vestre dækmole (vest for Lagunen), mod syd af Fjordvejen og mod øst af skibsværftet. Det til Lystbådehavnen hørende søområde er begrænset af Lyst- og Trafikhavnens ydermoler. Ordensreglerne er forsåvidt angår lystbåde tillige gældende for Fiskeri- og Trafikhavnen, hvis landarealer afgrænses mod vest af skibsværftet, mod syd af Fjordvejen og Havnegade, mod øst af slagteriet og kolonihaverne og mod nord af rensningsanlægget. Det til havnen hørende søområde afgrænses af Trafikhavnens ydermoler.
24. Ordensreglerne er gældende for såvel lystfartøjer med lejet plads i Holstebro-Struer Lystbådehavn som for lystfartøjer, der anløber Holstebro-Struer Havn for en kortere eller længere periode. 25. Ved ordet både og/eller lystbåde i dette reglement forstås fartøjer, uanset størrelse, der fortrinsvis anvendes til fritidssejlads, samt ikke registrerede fiskefartøjer og joller. For øvrige fartøjer er gældende "Standard reglementet". 26. Nærværende ordensregler trådte i kraft 15. april 2002. Regler for afvaskning af lystbåde, maskiner, m.v. på havnens arealer Afvaskning af lystbåde, maskiner m.v. i Holstebro-Struer Havn er hidtil sket uden hensyntagen til de miljømæssige konsekvenser. Kemikalier og olierester fra havnens maskiner samt tungmetaller fra lystbådenes bundmaling er via havnens regnvandsledninger endt i Limfjorden. Som den første havn i Danmark har Holstebro-Struer Trafikhavn i samarbejde med Lystbådehavnen etableret en miljøvenlig vaskeplads på adressen Olievej 10. (Ved den gamle krangarage). Vaskeanlægget består af en automatbetjent højtrykspuler, et sandfang, en olieudskiller samt et Split-O-Mat type VAI 1000 renseanlæg indbygget i en 20' skibscontainer. For at undgå forurening af havnearealerne og for at opnå den optimale udnyttelse af det nye renseanlæg skal al højtryksspuling og afvaskning af maskiner, lystbåde m.v. ske på den anlagte vaskeplads efter følgende regler: 1. Lystbåde, der transporteres eller opbevares på Holstebro-Struer Havns arealer må kun afvaskes og højtryksrenses på havnens miljøvaskeplads beliggende Olievej 10. 2. Senere afvaskning af dæk, opstående og fribord med sæbevand, som forberedelse til forårsklargøring af lystbåde, må udføres på vinteropbevaringspladserne. 3. Bundmaling må kun afvaskes på miljøvaskepladsen og eventuelt slibestøv skal opsamles og afleveres i de dertil opstillede beholdere. 4. Afvaskning og højtryksrensning af maskiner m.v. må kun ske på havnens miljøvaskeplads. 5. Pris for benyttelse af havnens højtryksrenser og miljøvaskeplads fastsættes hvert år af Holstebro-Struer Havnestyrelse. Prisen i 2002 er fastsat til 20,00 kr. pr. 4 minutter. Nærværende regulativ er vedtaget af Holstebro-Struer havnestyrelse, den 26. januar 1998 og er gyldigt herefter.
Generelle regler for Holstebro-Struer Lystbådehavn En bådplads i Lystbådehavnen er lejet indtil den opsiges skriftligt til Havnekontoret. Hvis du ikke ønsker plads i denne sæson, skal pladsen opsiges inden 1. april. Pladslejere, som ikke har opsagt pladsen skriftligt inden 1. april, får tilsendt betalingskort og har betalingspligt for hele sæsonen. Husk at give besked til Havnekontoret, hvis du sælger din båd, køber ny båd, bygger båden om eller giver den et nyt navn. Det er ligeledes vigtigt, at Havnekontoret holdes underrettet vedrørende adresseændringer og nye telefonnumre. Da der i de seneste år har bredt sig en vis slendrian med hensyn til brug af navneskilte, bådvogne, fri/optagetskilte og frihavnsmærkater, vil vi opfordre til, at "Ordensregler for Holstebro-Struer Lystbådehavn" gennemlæses omhyggeligt, lige før båden søsættes hvert år! Da mange både er af samme fabrikat og type, kan det være vanskeligt eller umuligt at skelne dem fra hinanden. Et tydeligt navn og angivelse af hjemhavn er et nødvendigt og fornuftigt forlangende. Forladte bådvogne uden skilt med navn, bådnavn og telefonnummer er blevet et stort problem. Når båden er sat i vandet, er bådvognen en mindre interessant ting. Den "glemmes" og bliver anbragt et tilfældigt sted på havnen. Vi har derfor indført følgende regler: Bådvogne skal være forsynet med ejerens navn og telefonnummer. Vognene må kun anbringes på havnens arealer efter aftale med Havnekontoret. Bådvogne, som ikke opfylder ovennævnte betingelser, vil blive fjernet uden ansvar for havnen. Holstebro-Struer Lystbådehavn er medlem af frihavnsordningen. Fri-havnsmærkater vil blive tilsendt pladslejere, når de modtages fra sekretariatet i Skive. Da frihavnsordningen stiller visse krav til brugerne, vil vi hermed opfordre til at læse siden: Regelsæt for Frihavnsordningen. Gæstesejlere Regler for betaling af gæstesejlerafgift er således: Medlemmer af frihavnsordningen ligger, bortset fra el- og miljøafgift på 25 kr. pr. døgn gratis i 3 døgn. Herefter betales der kr. 85,00 + 25 kr. i miljøafgift pr. døgn. Gæstesejlere, som ikke er medlemmer af frihavnsordningen, betaler kr. 85,00 + 25 kr. i miljøafgift pr. døgn fra ankomstdagen. Gæstesejlerafgift opkræves på gæstesejlerpladsen. Krankørsel Havnens kraner og mobilmateriel arbejder alle hverdage mellem kl. 7.00 og kl. 16.00, dog
kun til kl. 12.30 om fredagen. Gæstesejlere betaler kontant til Havnekontoret kr. 525,00 pr. løft/20 min. (Max. 6 tons). Regler ved søsætning Både til søsætning må ikke anbringes på kajer eller gader umiddelbart før udsætning!!! Ved aftale med Havnekontoret kan der dispenseres fra ovennævnte, hvis skibsanløb og arbejdet på Trafikhavnen tillader det. Både, der trods ovennævnte forbud anbringes på havnearealet, vil om nødvendigt blive fjernet uden ansvar for havnen. Når båden er søsat, skal den straks forhales til sin plads i Lystbådehavnen. Vi har travlt i Trafikhavnen! Husk derfor, at lystbåde kun må ligge ubemandet ved kajerne i Trafikhavnen efter aftale med Havnekontoret. Overtrædelse af dette forbud koster kr. 500,00 i bøde og kr. 300,00 ekstra, hvis båden må forhales for at give plads for et fragtskib. Bådvogne, stativer, malerbøtter og lignende grej skal straks efter udsætning fjernes fra kajerne. - og husk: Bådejere i restance kan ikke få plads i havnen! Regler ved optagning Både til optagning må ikke ligge ubemandet ved kajerne i Trafikhavnen uden Havnekontorets tilladelse. Overtrædelse af dette forbud koster kr. 500,00 i bøde og kr. 300,00 ekstra, hvis båden må forhales for at give plads for et fragtskib. Båd, mast og andet udstyr skal straks efter optagning fjernes fra kajerne. Vinteropbevaringsplads Havnens vinteropbevaringsplads er blevet indrettet med mulighed for udlejning af faste pladser. Pladserne betragtes som udlejet, indtil Havnekontoret modtager besked om opsigelse. Opsigelse af en vinterplads skal, af hensyn til pladstildeling, ske senest den 1. september. Hvis vinterpladsen ikke er opsagt den 1. september vil Havnekontoret opkræve pladsleje for den følgende vintersæson. Pladslejere må opbevare bådvogne og stativer, der er tydeligt mærket med navn, bådnavn og telefonnummer. Ikke mærket grej vil blive fjernet uden ansvar for havnen. Pladserne skal holdes rene og ryddelige.
Regelsæt for Frihavnsordningen 1. Fartøjer, der er med i ordningen, kan ligge afgiftsfrit som gæst i op til 3 døgn. For ophold her ud over betales den i havnen gældende normale havneafgift for gæster. 2. Alle havne, klubber, laug og øvrige sammenslutninger, uanset medlemskab af en hovedorganisation eller ej, kan tilsluttes Frihavnsordningen, og denne omfatter kun fartøjer, der har betalt pladsleje for fast havneplads i hjemhavnen. 3. Fartøjer, som er med i ordningen, skal føre FH-etiketten, som fornyes hvert år. FHetiketten skal placeres på et for havnemyndigheden let synligt sted. Kvittering for betalt pladsleje i hjemhavnen skal på forlangende kunne forevises den stedlige havnemyndighed. 4. FH-ordningen kan kun anvendes i forbindelse med ferie- eller tursejlads og må ikke benyttes som en "parkeringsordning". For at undgå misforståelser skal den stedlige havnemyndighed underrettes, hvis båden forlades i mere end et døgn. Havnemyndigheden afgør i så fald suverænt, om der skal betales gæsteafgift. 5. Overdrager en bådejer i en frihavn sin båd i sæsonens løb til en ejer i en ikke-frihavn, er den tidligere ejer forpligtet til at fjerne FH-etiketten senest ved overdragelsen. 6. De deltagende havne, klubber, laug og sammenslutninger har pligt til at informere alle deres pladslejere om reglerne for FH-ordningen og orientere om ordningens omfang ved at offentliggøre deltagerfortegnelsen og kortet. 7. Såfremt en deltagende sammenslutning erfarer, at en anden deltager i ordningen misbruger denne ved eksempelvis at udlevere FH-etiketten til andre end sammenslutningens medlemmer, underrettes Skive Søsports Havn omgående. Eksklusion af Frihavnsordningen vil i sådanne tilfælde finde sted. Intet i disse regler forhindrer nogen havn i at kræve "Standardreglement for overholdelse af orden m.v. i danske havne af 1931" med senere ændringer overholdt. Her tænkes særligt på 8, litra a om førerens pligt til ved anløb at foretage anmeldelse til havnemyndigheden.
Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne I medfør af 15 og 18, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne fastsættes efter bemyndigelse i helhold til 5, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1051 af 16. december 1999 om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne: 1. Det i bilag 1 anførte»standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne«gælder for lystbådehavne og mindre fiskerihavne. 2. De hidtil gældende, for de enkelte lystbådehavne og mindre fiskerihavne i medfør af 14, stk. 1, i lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. og 15, jf. 1, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne, fastsatte ordensreglementer forbliver i kraft, indtil nye reglementer måtte blive udfærdiget. Dog ophæves bestemmelser i et ordensreglement om, at havnen kan tilkendegive den pågældende, at overtrædelse af reglementet kan afgøres uden retslig forfølgning ved betaling af en bøde, og at denne tilfalder havnen. 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2002. Kystdirektoratet, den 15. april 2002 ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Bilag 1 Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne. For disse havne gælder, at den enkelte havn udarbejder et individuelt reglement med en beskrivelse af havnens land- og søområde og med angivelse af eventuelle særlige ordensregler, som ønskes for den pågældende havn. Det individuelle ordensreglement skal henvise til Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne. Det individuelle ordensreglement skal godkendes af Kystdirektoratet. 1. Generelle bestemmelser. 1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havnemyndigheden. 1.2 Overholdelse af orden indenfor havnens område påses af havnemyndigheden. 1.3 Politiet, det lokale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre myndigheder udfører opgaver indenfor havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbesteder efter behov.
1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform eller uniformskasket, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges. 2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m. 2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødvendighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil. 2.2 fartøjer, der tillades opankret udenfor havnens ydre værker, men inden for havnens søområde, skal føre forskriftsmæssige signaler (sort kugle eller ankerlanterne). 2.3 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fortøj, som ankrer indenfor havnens søområde, flytter, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko. 2.4 For sejladsen indenfor havnens område skal gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdige regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del. 2.5 Sejlads indenfor havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav hastighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget. 2.6 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved lastning/losning, reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser. 2.7 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndigheden. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist. 2.8 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko. 2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtiget til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads. 2.10 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både. 2.11 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affendret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel afdækning er passende fastgjort. 2.12 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest boldværker, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vide muligt passere over dækket på de inderste både.
2.13 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer. 2.14 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten. 2.15 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden forudgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornødne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdelse af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v. 2.16 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes pålæg herom ikke, kan havnemyndigheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for ejerens regning. Inden salget skal havnen så vidt mulige give ejeren besked. Provenuet fra et slag kan anvendes ril hel eller delvis dækning af havnens omkostninger. Såfremt en uafhængig vurderingsmand har erklæret, at fartøjet er værdiløst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet meddelelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelsen i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad. Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger. 2.17 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko. 3. Optagning, reparation, brændstof m.m. 3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden bolværker, ramper og lignende. 3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej. 3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden. 3.4 Fartøjer og bådvogne, der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko. 3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse. 3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj.
4. Forskellige miljø- og ordensbestemmelser. 4.1 Henkastelse af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Det henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstillet på havnearealet. 4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingsrester, fortynder, udtjente oliefiltre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere. 4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdesmiljøbestemmelser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensningsmiljø- eller iltsvindsproblem. 4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i havnen er forbudt. Det henvises til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter. 4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandt skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen mærket Spildolie eller Olieholdigt bundvand. 4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser. 4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted indenfor havnens område med havnemyndighedens forudgående tilladelse: a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog tillige politiets tilladelse. b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser. c) Fiskeri. d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af vandscootere og lignende. e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker. f) Placering af husbåde. g) Teltslagning og opstilning af campingvogne. 4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneområdet. 4.9 Ved parkering af campingvogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser. 4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges indenfor havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden.
5. Havneopsyn, ansvar og straffebetingelser. 5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet har pligt til straks at efterkomme havnemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område. Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmeler eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført. 5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for havnebestyrelsen/havneudvalget, men et påbud skal under alle omstændigheder efterkommes. 5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, persons- og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjsejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gæler skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen. 5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjer eller dettes besætning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden. 5.5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelser af pkt. 2.1-2.2, 2.5-2.7, 2.9-2.15, 2.17, 3.1, 3,5-3.6, 4.1-4.9 og 5.1, første afsnit, med bøde.