DANMARKS RADIO TV-Underholdningsafdelingen TV-Byen 2860 Søborg Tlf. 01 67 12 33 MATADOR efter idé af Lise Nørgaard 11. episode I KLEMME Manuskript: Jens Louis Petersen 1936 Instruktør: Erik Balling
E 1 Algade. Udenfor Varnæs hus. Ulrik står og arbejder med sin cykel. På alle eger på baghjulet anbringer han papskiver, fastgjort med klemmer. E 2 Regitze ser interesseret til. ULRIK: Det bliver en Harley Davidson. REGITZE: Åhrr la vær det er bare en snoldet Sleipner. Ulrik på knæ, ved sit værk. ULRIK: Bare vent til du hører den. REGITZE: Der er alt for mange du ka ikke engang træde den. ULRIK: Nå, det kan jeg ikke. Ulrik svinger sig op på cyklen. Træder (Infernalsk larm bliver til en hel masse knækkelyde Pap og klemmer springer af) E 3 Maude kommer ud ad porten, fulgt af Elisabeth. Maude tager sig til ørerne. MAUDE: Vil du så holde op. ELISABETH: Herregud drengen skal jo bruge sine kræfter. MAUDE: Hvad har han gymnastiktimerne til. E 4 Ulrik ligger på knæ og syner skaderne. MAUDE: Stil den cykel ind i gården hvad ligner det Ulrik at larme her på gaden, som om der ikke var spektakel nok.. E 5 Udgår. E 6 Børnene samler under Maudes moderlige øje cyklen og sig selv sammen og går ind gennem porten. Maude henvender sig til Elisabeth. MAUDE: Den dreng bliver mere og mere vild går du så med Elisabeth? ELISABETH: Nej, jeg skal den anden vej. MAUDE: Konsulinden sagde, du var velkommen. ELISABETH: Det er pænt af konsulinden, at hun vil frelse min sjæl. MAUDE: Åh, Elisabeth.. ELISABETH: Men stille stunder og samdeling og bekendelse for åbent tæppe det er ikke noget for mig. MAUDE. Nu lyder du som Hans Christian. ELISABETH: Det tjener Hans Christian til ære at han ikke hopper på sådan noget pjat. MAUDE: Kalder du Oxfordbevægelsen for pjat? ELISABETH: Ja.. Elisabeth vinker og går den anden vej. Vender sig og siger venligt. ELISABETH: Det kan du godt hilse og sige fra mig. E 7 Skjold Hansens stue. FRU SKJOLD HANSEN: Kommer du så med, Viggo.? SKJOLD HANSEN: Nej jeg er døbt, konfirmeret og betaler kirkeskat og dermed basta.
FRU SKJOLD HANSEN: Konsulen er altid til stede. SKJOLD HANSEN: Ham om det jeg skal ikke nyde noget af jeres ordgyderier. FRU SKJOLD HANSEN: Samdelingen du skulle prøve Viggo alt det, der gnaver og nager, det stryger ud af dig Gud er selv til stede. IBEN: Hvornår er Gud blevet medlem af sykredsen? FRU SKJOLD HANSEN: (spidst til Iben) DU burde i hvert fald gå med der er nok et og andet du også går og ruger over. IBEN: Ih ja og det kunne I li at få at vide hva? Iben går ud af stuen, grinende. SKJOLD HANSEN: I stedet for at missionere herhjemme, hvorfor prøver I så ikke at få byrådssekretærens kone ind i kredsen.? FRU SKJOLD HANSEN: Den lille fru Lund hun går jo aldrig ud uden sin mand. SKJOLD HANSEN: Måske kan i også få ham med hvem ved. FRU SKJOLD HANSEN: Hvorfor er du så interesseret i at de skal blive changed - når du selv.? E 8 Skjold Hansen rejser sig, ser på konen. SKJOLD HANSEN: De trænger mere til det, hvis du skal køres derhen, til din sjæls frelse så er det nu. E 9 Jernbanerestauranten. Grisehandleren, Fede og Kvik. Røde kommer ind, fulgt af Herbert og nogle kammerater fra banen. Boldt står ved skranken. Fede spiser, Grisehandleren med øl. RØDE: Det blev en dreng på otte pund. Røde banker sig på brystet. Dasker til Herbert. RØDE: Herbert er mit vidne det smukkeste barn Korsbæk har set. GRISEHANDLEREN: Det er efter moren.. RØDE: Det er min omgang, Boldt jeg føler endda trang til også at byde Dem det hele overstået på syv timer. E 10 Røde, Herbert og kammeraterne sætter sig. Boldt slæber bajere til. GRISEHANDLEREN: Og faderen ser ud til at befinde sig godt. RØDE: Det var sgu osse strengt for Herbert og mig vi måtte sidde ude på trappestenen, men jordemoderen huserede i hele huset. GRISEHANDLEREN: Der er da ellers en udmærket entre. RØDE: I entreen der står den store ekvipage, Herbert har købt fordi han er blevet sindssyg. GRISEHANDLEREN: Nu er I altså fire i lejligheden. RØDE: Fem Agnes mor er kommet for at pleje hende. GRISEHANDLEREN: I ka da ikke ordne verdensrevolutionen i de omgivelser.
HERBERT: Naj jeg tager nok til Norge nu.. RØDE: Hva gør du? HERBERT: En af kammeraterne der, har tilbudt mig en hytte. RØDE: Vi finder ud af det, Herbert du kan ikke sådan forsvinde. Jeg kan sgu sove ude i den første klasses vogn, der står ude på rangersporet, indtil vi finder på noget. E 11 Grisehandleren funderer lidt. GRISEHANDLEREN: Jeg sidder og tænker på vil I med hjem og ha aftensmad.? FEDE: Min kone venter ellers med kåldolmere. GRISEHANDLEREN: Det var ikke dig Det var de to styrvoltere der. RØDE: Ja tak, svigermor har jo nok at gøre med Agnes og den lille. GRISEHANDLEREN: Så se at få søbet færdig. HERBERT: Hvad siker Deres frue, kan De? GRISEHANDLEREN: Katrine hun har altid mad til to til. E 12 Varnæs dagligstue. Spilleaften. Om bordet er forsamlet, siddende i denne orden (efter uret) VARNÆS, ELISABETH, OBERSTEN, MAUDE OG DR. HANSEN. Whisky til herrerne, vand til damerne. Man er vildt optaget af dette års nye spillesensation MATADOR. Aftenens spil er i sin første fase. Spillepladen er anbragt midt på bordet, hver spiller sidder med sine penge og kort. Spørg lykken kortene ligger i en stabel midt på pladen. Varnæs røgter foruden sin deltagelse i spillet, hvervet som bank. Han har i spilleæsken anbragt skøder, huse og penge. Han har selv lige slået, flytter sin brik hen til et nyt felt. VARNÆS: Prøv lykken. Elisabeth tager det øverste kort i bunken og siger. ELISABETH: Deres hund har overfaldet mælkedrengen. Betal nye bukser med 10 kr. DR. HANSEN: Jah, man kommer ud for sand dramatik i Matador. VARNÆS: De ti kroner er mælkedrengen vel undt. E 13 Han lægger pengene i bankens kasse. OBERSTEN: Husk nu at holde Deres egne penge klar af bankens. Selskabet morer sig. VARNÆS: (i komisk fortvivlelse) Må man da aldrig slappe a?! E 14 Og så er det Elisabeths tur. Hun slår terningerne. ELISABETH: Fire og tre: syv... Hun tæller med vognen syv felter hen Bülowsvej. VARNÆS: Bülowsvej er til salg. ELISABETH: Hvem har de to andre grønne? DR. HANSEN: Det har jeg, lille frøken og jeg sælger IKKE. ELISABETH: Men jeg KØBER Bülowsvej. Hvor meget?
VARNÆS: 140 kroner. DR. HANSEN: (hurtigt til Elisabeth) Jeg byder Dem 300 kroner. MAUDE: (forfærdet) Du må ikke sælge, Elisabeth, så kan han bygge huse. ELISABETH: Vi venter. Han skal nok blive mør. DR. HANSEN: Tror De? Elisabeth smiler. E 15 Så er det Oberstens tur til at slå. OBERSTEN: To gange fire otte Strandvejen. Han flytter samtidig siger så lynhurtigt: Og jeg skal igen ni Carlsberg. Han drøner afsted med sin vogn. VARNÆS: Ah,ah,ah,ah! Først Strandvejen Jeg må be om 16 kroner i leje. Ingen engel er mere uskyldig end Obersten. OBERSTEN: Har DE Strandvejen? VARNÆS: (drillende) Ja..! Obersten har taget to 10 kr. sedler op. OBERSTEN: Her er 20 kr. Må jeg få fire igen. VARNÆS: Og må jeg bede Dem om ikke at flytte så hurtigt. OBERSTEN: Og så var det Carlsberg! Er Carlsberg til salg? VARNÆS: Ja for 150 kroner. OBERSTEN: Jeg køber. DR. HANSEN (med undertone) Er det nu klogt, Oberst? De veksler lige et hurtigt blik. E 16 Obersten betaler de 150 kroner. MAUDE: Og så er det mig! (Hun slår) to toere Hun står på Vimmelskaftet og flytter til Prøv lykken. Elisabeth tager et kort og læser. ELISABETH: Så fejrer vi Deres fødselsdag. Modtag kr. 10 af hver medspiller. Alm. Gratulering og slippen af 10 kr. sedler. Maude er henrykt, ivrig. MAUDE: Og jeg må igen (hun slår) Syv! Hen på nr (hun flytter sin bil) 4 Hvidovrevej. VARNÆS: Som er til salg for den fyrstelige sum af 60 fuldgode kroner. MAUDE: Jeg køber! Og så skal jeg ha 200 kroner for at passere START. Det bliver 140 kroner. Hun tæller op, men skifter sind. MAUDE: Nej, her er 360 kr. Hans Christian giv mig en 500 kr. seddel. DR. HANSEN: Nå, der samles til bunke. MAUDE: Det går rigtig godt, ja. Stuepigen kommer ind med en bakke flasker, som hun er ved at tabe da hun skal sætte den på bordet i den tilstødende stue. MAUDE: Åh nej altså.. Dr. Hansen har slået.
DR. HANSEN: Otte i alt Han har stået på ØRESUND og tæller nu, samtidig med at han flytter bilen. DR. HANSEN: en,to,tre,fire,fem,seks,syv, Ot- te! Han opdager, at han ved otte lander på Elisabeths Bülowsvej, og deler derfor ot-te i to træk, hvorved han når hen til.. DR. HANSEN: Gammel Kongevej! Og det er mig selv. E 17 Men Elisabeth er ikke sådan at løbe om hjørner med. ELISABETH: Var det ikke otte, De slog? DR. HANSEN: Jo otte. ELISABETH. Men De flyttede ni! De skal kun til Bülowsvej! Og dér skal jeg ha 10 kroner i leje. DR. HANSEN: Ti her og ti der det bliver sgu til penge alt sammen! Værs go. OBERSTEN: Uha doktor snyder De? DR. HANSEN: Aldrig! Kun når jeg bliver opdaget! VARNÆS: (slår) 11! Hen til Gammel Kongevej. DR. HANSEN: 12 kroner tak. VARNÆS: (undrende) Jamen, jeg stod da ikke på Hvidovrevej. MAUDE: Nej, det gør jeg Hans Christian. VARNÆS: Med en grøn bil? MAUDE: Grøn, ja. Min bil er grøn. VARNÆS: (fortrædeligt) Den er BLÅ. MAUDE. Guuddd! Jeg har flyttet forkert. Jeg står på Vimmelskaftet. E 18 Elisabeth er den første, der aner ulykkens omfang. ELISABETH: Og dig har vi givet 10 kroner i gave. Og så er det slet ikke din fødselsdag. DR. HANSEN. De er sgu en hel tante Møghe. VARNÆS: Og du skulle heller ikke ha haft 200 kr. for START (ærgerlig) Altså NEJ! OBERSTEN. (til Varnæs) Og hvor skal De så stå hvad siger reglerne? VARNÆS: Ingenting man har ikke regler for det rene rod. DR. HANSEN: Herregud, byt dog de to vogne om. Stil fru Varnæs på Vimmelskaftet, og (det gør doktoren) Deres egen på Gl. Kongevej og giv mig så 12 kroner. VARNÆS: I virkeligheden skulle jeg så ha været på Hvidovrevej, som jeg kunne ha købt og jeg har Rødovrevej så jeg kunne ha bygget hus. Altså det er noget kludder, Maude. MAUDE: Jeg er frygtelig ked af det. OBERSTEN: Herregud! Vi skal jo lige ha det lært først. ELISABETH: Og vi skal først og fremmest videre Hans Christian, du får et ekstra slag som fuld kompensation. E 19 Varnæs er godt gal, men slår. VARNÆS. Elleve (han flytter) ØK den er fri (humøret begynder at lysne) Den køber jeg.
Elisabeth kigger på hans skøder. ELISABETH: Og du har i forvejen bøde ØRESUND og DFDS. Varnæs lader sig forlokke af situationen til at blive helt glad igen. Ser på selskabet. VARNÆS: 100 kr. når i kommer på! Det begynder at forme sig. MAUDE. (stadig ulykkelig) Og hvad så med alt mit. VARNÆS: (tilgivende) Som doktoren sagde: Du bliver stående hvor du står og færdig! Men du må se dig for. Hør, trænger vi ikke til at få fyldt glassene op..? De to damer træder hjælpende til. E 20 Imens siger: DR. HANSEN: Sikke følelsesudladninger, der går over den lille by just nu! Matador og Oxfordbevægelse. Det er næsten for meget på een gang. E 21 Grisehandlerens køkken. Bordet i køkkenet. Røde, Herbert Grisehandleren og Katrine. En stor tærte står midt på bordet, det vil sige en ottendedel af den er tilbage. KATRINE: Mere kage, hr. Schmidt.? Herbert ryster på hovedet. HERBERT: Tak, men.. Katrine byder Røde. GRISEHANDLEREN: Men du Røde du skal jo til at spise for to ha ha. RØDE: Selv Fede ville være mæt nu jeg tog tre gange af medisteren. GRISEHANDLEREN: Så kan du vist godt lave kaffe Katrine den tager vi i de frastødende gemakker. Grisehandleren og de to gæster rejser sig, går mod dagligstuen. E 22 Herbert vender sig på vej ud. Høfligt. HERBERT: Tak. RØDE: Ja mange tak for mad. GRISEHANDLEREN: Denne vej mine herrer kom Kvik så mor ikke falder over dig. På vej ind i dagligstuen. RØDE: Ja din kone hende skal du passe godt på. E 23 Katrine går og tager af bordet, tragter ind i mellem kaffen. Grisehandleren kommer ud, lukker døren efter sig. KATRINE: Skal du ikke underholde dine gæster? GRISEHANDLEREN: Jeg ville lige se er der noget jeg skal hjælpe dig med.+ Grisehandleren loren, han vil have sit ærinde frem. KATRINE: (ser på ham) Du så blev det da første gang i fyrre år hvad står du og lurer på.? GRISEHANDLEREN: Hvad synes du om ham, tyskeren?
KATRINE: Ham er der vel ikke noget i vejen med. GRISEHANDLEREN: Jeg tænkte Røde kan jo dårligt have ham KATRINE: Nej og da slet ikke nu. GRISEHANDLEREN: Det er ikke fordi men vi har jo Ingeborgs værelse. KATRINE: Ja det har vi jo.. GRISEHANDLEREN: Men han er jo en af de røde af en slags. KATRINE: Det kender jeg ikke noget til. GRISEHANDLEREN: Og nazierne dernede i Tyskland de har jo haft ham i spjældet. KATRINE: Ja, så kan der vel ikke være noget i vejen med ham. GRISEHANDLEREN: Ser du sådan på det? KATRINE: Ja hvordan ellers? GRISEHANDLEREN: Næh såmænd.. KATRINE: Du kan køre med ind til Lauritz Jensen og hente tyskerens ting hvis han altså vil bo her. GRISEHANDLEREN: Vil du godt ha ham? KATRINE: Ja sådan som du flyver og farer så kan vi godt bruge et mandfolk til her i huset. E 24 Varnæs dagligstue. Aftenens spil er færdigt, man skal til at pakke sammen. Varnæs uddeler gule konvolutter til spillerne. VARNÆS: Mens jeg noterer bilernes placering beder jeg selskabet om at skrive navn uden på kuverterne og i dem lægge hver enkelts skøder og penge, så vi véd hvor vi skal begynde i næste uge. ELISABETH: Huse og hoteller, hvad med dem? VARNÆS: Banken har noteret, hvor de befinder sig og hvor mange på hver grund. OBERSTEN: Hvilken hjerne. DR. HANSEN: Og hvilket overblik. VARNÆS: Jamen spændende er det da. DR. HANSEN: En forfriskende fornyelse i forhold til bridgen. ELISABETH: Og så viser det så mange nye sider af selv ens nærmeste venner! OBERSTEN: Godnat og tak for en prægtig aften. Følges vi, doktor? DR. HANSEN: Med glæde hr. Oberst frk. Elisabeth? ELISABETH: Jeg bliver lige et øjeblik og hjælper med at rydde op. DR. HANSEN: Men så på gensyn i næste uge om ikke før. Klip til E 25 Algade Ved Varnæs port. Obersten og dr. Hansen kommer oppefra. OBERSTEN: (standser) Doktor, nu vi er alene. DR. HANSEN: Ja, oberst? OBERSTEN: De må hjælpe mig.
DR. HANSEN: Altid. Jeg er jo Deres ven og læge.. OBERSTEN: Tak! Sælg mig GRØNNINGEN. Dr. Hansen ser aldeles overrasket på ham. OBERSTEN: Det er min eneste chance for at få huse. DR. HANSEN: Handel i porten. Det strider vist mod Matadorspillets love. OBERSTEN: Men ikke mod venskabets. DR. HANSEN: Li så godt først som sidst: I dagliglivet er jeg Deres ven. Men når vi spiller OBERSTEN: 500 kr. - - - og Carlsberg. DR. HANSEN: Og hvad, hvis jeg selv kommer på GRØNNINGEN? OBERSTEN: Afgiftsfri de 3 første gange. Dr. Hansen ryster bare på hovedet. De begiver sig hjemad. OBERSTEN: De er en hård hund, doktor. E 26 Kristens kontor i Omegnsbanken. Kristen overfor Godtfred Lund. KRISTEN: De må forstå det er mig helt umuligt at imødekomme den låneansøgning et så stort beløb. GODTFRED: Jeg har hele tiden troet, jeg kunne regne med Deres forståelse. KRISTEN: Hr. Byråds-sekretær min forståelse bankens forståelse har strakt sig meget vidt De har et lån over to år gammelt (Kristen ser på et papir) Her har vi papiret som De ikke har afdraget, det er øget fra dengang, fordi De heller ikke har forrentet det regelmæssigt. Vi ligger inde med en stor veksel fra møbelhandler Skødt og der jo andet Hvordan forestiller De Dem, at jeg som ansvarlig for denne bank så kan låne Dem yderligere 20.000 kroner.? GODTFRED: Der er mit hus. KRISTEN: Som er prioriteret over skorstenen og så er det en betænkelig sag for banken, så jeg forstår slet ikke. GODTFRED: Hvad forstår De ikke. KRISTEN: At De kan bede mig om det her. GODTFRED: Ville det hjælpe, hvis jeg talte med Deres bror? KRISTEN: Min bror er almindeligt bestyrelsesmedlem her i banken, men jeg kan selvfølgelig ikke forhindre Dem i at tale med ham. E 27 Godtfred tager mine på, uden at det virker overbevisende. GODTFRED: Ellers er der jo andre banker i Korsbæk. KRISTEN: Er der for Dem? GODTFRED: Såvel konsulen som sagfører Skjold Hansen har ofte spurgt, hvorfor jeg forlod Korsbæk Bank. E 28 Kristen, der godt kender forklaringen, ser stift på Godtfred Lund. KRISTEN: Og hvad svarede De så? Kristen rejser sig. KRISTEN: Nå det skylder De jo ikke mig svar på.
De to herrer går mod døren sammen. E 29 Skjerns magasin. Arnold med en kunde, der ser på varer. Mads og Ingeborg i ulasteligt sort går gennem butikken. Hilser. Fjerne kirkeklokker. KUNDEN: Nå så har de fået den gamle borgmester i jorden. ARNOLD: Han var jo en bedaget herre. E 30 Algade. Godtfred og hans kone på vej hjem fra begravelsen. De går op ad Postgårdens trappe. LILLI: Hvor var det smukt og så i egetræskiste. GODTFRED: Ja, der var stil over ham til det sidste. (Ser på menusedlen) Der er gås. Lunds går ind på Postgården. Sætter sig. Overtjener Olsen kommer til. GODTFRED: To gås og vinkortet. E 31 Postgårdens restaurant. I restauranten sidder i forvejen Skjold Hansen med frue. Lunds og Skjold Hansens hilser med nik. SKJOLD HANSEN: Ja, her nøjes vi med kaffe. LILLI: Ja vi nåede ikke at få mad før begravelsen Der er jo så meget.. Skjold Hansen tager en stol og sætter sig over til Lunds bord. Olsen kommer med vinkortet. SKJOLD HANSEN: (til Olsen) Vi kan vist lige så godt flytte over til det her bord. De kan tage vores kopper. (Mod Godtfred) Ja, der mistede De så Deres velgører. Jeg ville egentlig gerne tale et par ord med dem. E 32 Lilli forvirret til fru Skjold Hansen LILLI: Hvad mente deres mand med det? FRU SKJOLD HANSEN: De skal ikke regne med Viggo han siger alt hvad der passer ham. LILLI: Borgmesteren var sådan en nobel mand. Han satte så stor pris på Godtfred min mand. FRU SKJOLD HANSEN: Det var nok det min mand mente. LILLI: Synes De ikke det var en smuk begravelse? FRU SKJOLD HANSEN: Jo, men der var fodkoldt. E 33 Skjold Hansens og Lunds er nu forsamlet ved samme bord. E 34 Damerne igen. LILLI: Godtfred har ikke været sig selv siden borgmesteren.. FRU SKJOLD HANSEN: Døde nåh han blev 81 år den vej skal vi jo alle. LILLI. Nej siden han gik af den nye borgmester han er af en anden støbning han er socialdemokrat. FRU SKJOLD HANSEN: (forskrækket) Det må være strengt. LILLI: Godtfred arbejder dag og nat nu.
Klip til E 35 Skjold Hansen og Godtfred, der opretholder sin falske værdighed. Skjold Hansen turer frem med sædvanlig mangel på takt. SKJOLD HANSEN: Sig det som det er. De hænger med røven i vandskorpen, byrådssekretær. Ha ha. GODTFRED: Jeg forstår ikke.. FRU SKJOLD HANSEN: Hvad er det, der er så morsomt? SKJOLD HANSEN: Ikke noget for kvinder. Skulle du ikke til dit Oxfordmøde? Du skulle ta og fortælle den lille fru Lund.. FRU SKJOLD HANSEN: (til Lilli) Vi er en kreds af Korsbæks damer og de skal være så velkommen. Gud det bryst ser ellers lækkert ud. SKJOLD HANSEN: Kreditorerne rusker igen i dørene hva? GODTFRED: Nej hør nu. LILLI: Fru Skjold Hansen vil ha mig med til et møde hos provstinde Meyer. SKJOLD HANSEN: Damerne skal op og bekende deres synder. Det er sgu godt det ikke er os to. Ha Ha. GODTFRED: Jeg tror ikke min hustru har noget at bekende. SKJOLD HANSEN: Nej. Hende kan De sgu roligt slippe løs. (Griner en rå og grov latter.) Klip til Postgården ext. Lilli og fru Skjold Hansen følges til Oxfordmøde. Postgårdens restaurant. GODTFRED: (opbragt) Hvor vover De jeg skylder i hvert fald ikke Dem nogen forklaring om min private økonomi. SKJOLD HANSEN: Vi kan også tage det på den anden led. Hvor meget skylder De i grunden i Omegnsbanken og hos Mads Skjern? Nå nå tag det roligt min interesse udspringer af helt rene motiver. Vi kunne for eksempel tænke os, at De overvejede at vende tilbage til Korsbæk Bank i så fald.. GODTFRED: I så fald hvad? SKJOLD HANSEN: I så fald så måtte vi jo finde en ordning på Deres mellemværende med familien Skjern ikke? GODTFRED: (i let protest) Ja men hvorfor skulle Korsbæk Bank..? SKJOLD HANSEN: Fordi vi mener, De kan være os en nyttig mand nu borgmesteren er død. GODTFRED: Hvorfor nu? Skjold Hansen smiler falsk, tager venskabeligt Godtfred under armen. SKJOLD HANSEN: Fordi vi ved jo godt, hr. byrådssekretær, at det var borgmesteren, der lod det der notat forsvinde. Ser på Godtfred, der stirrer lige ud i luften. SKJOLD HANSEN: Det kunne De jo aldrig finde på vel? Og ingen vil kunne bebrejde Dem noget nu, vi ikke har borgmesteren blandt os længere. GODTFRED: De mener..? Tilbage til
SKJOLD HANSEN: Hvis notatet bliver fundet igen og De, ved vores hjælp naturligvis kan bevise, at Mads Skjern havde en klemme på borgmesteren. GODTFRED: Hvordan hr. sagfører.? SKJOLD HANSEN: Nu må De ikke spille naiv der er jo visse måder at klemme folk på det ved De da ha ha. E 36 E 38 Udgår Mads kontor. Mads sidder overfor Godtfred Lund. MADS: Var der endda tale om at sanere Deres økonomi nok engang. Jeg vil stadig se bort fra Deres regning i Skjerns Magasin, så kunne vi måske tale om det forudsat at De så omsider sætter tæring efter næring. Men et lån på 20.000 kroner, som de ikke har chance for at afdrage, vel ikke engang forrente det ville være vanvid af min bror. GODTFRED: Hvad med Dem..? MADS: (overrasket) Mig..? GODTFRED: Den ene tjeneste må vel være den anden værd. 20.000 er det noget mod risikoen for, at Deres fabrik skal rives ned. MADS: Min kære Godtfred Lund ingen river den fabrik ned. Den ligger, hvor jeg har lagt den. GODTFRED: Men måske ikke fortsat med Dem som ejer. MADS: Hvad mener De med det? GODTFRED: En bestikkelsessag skandale, erstatning til de skadeslidte. MADS: Jeg beskæftiger 50 mennesker Jeg har sat liv i byen. Det bliver meget svært at finde nogen, der er skadelidte. GODTFRED: Damerne Møghe de kan henholde sig til et løfte om, at der skulle ligge en park og det gør deres sagfører.. MADS: Skjold Hansen ja men det får han ikke noget ud af. Jeg var i god tro. Byen var i god tro. Der var intet tinglyst. GODTFRED: Nej, men der var et notat. MADS: Ikke på rådhuset. GODTFRED: Hvis der nu var et på rådhuset.? MADS: Men det var der ikke. Det har jeg jo Deres ord for ikke? GODTFRED: Det var borgmesteren, der var endelig ansvarlig for salget. MADS: Ja og notatet var væk. GODTFRED: Hvis det nu ikke var væk Hvis det findes MADS: Hvor? GODTFRED: For eksempel i borgmesterens efterladte papirer og Skjold Hansen får det at se. E 40 Mads sidder længe, ser på Godtfred, tænker, går derefter i offensiven. MADS: Og det kan han måske komme til, hvis han låner Dem de 20.000. GODTFRED: Det har jeg ikke sagt.
MADS: Og Skjold Hansen vil måske også sanere Deres mellemværende med Omegnsbanken ligesom Omegnsbanken i sin tid sanerede Deres mellemværende med Korsbæk Bank og dermed ville De være i salveten er det det De tror.? E 41 Mads rejser sig, går hen og kigger ud af vinduet. Godtfred følger ham med øjnene. MADS: Så er der tilstrækkeligt med tal til at vise, at De ikke en men to gange har udnyttet Deres stilling som byrådssekretær i Korsbæk. Mig ja jeg kan måske skubbes lidt af skjold Hansen Omegnsbanken måske også men De.. (Mads vender sig.).. De vælter og der bliver De liggende før De får lov til at svine den afdøde borgmester til. GODTFRED: (halvmør) Jeg er jo bare i sådan en frygtelig situation. E 42 MADS: Ja, det aner mig. Jeg tror endda, jeg kan fortælle, hvori deres nye vanskeligheder består. GODTFRED: Det har De ikke begreb om. MADS: De 20.000 kroner, de skulle vel ikke mangle et eller andet sted. GODTFRED: Hvad mener De? MADS: Tager jeg fejl, når jeg nu siger, at De gennem årene også har taget lidt hist og lidt her af kommunens kasser, og puttet penge tilbage, når revisionen kom, for så at tage igen, og så dække lidt ind og nu, nu går det ikke længere. GODTFRED: De antyder at..? MADS: Ja, og det bliver helt Deres egen sag med mindre GODTFRED: At hvad? MADS: Med mindre De en gang til kommer her og truer mig eller min bror på vores næring, og hæderlighed. Så står telefonen der og så kender jeg den nye borgmesters telefonnummer. Mads går hen og åbner døren. E 43 Godtfred rejser sig. GODTFRED: Jeg ved hverken ud eller ind. MADS: Det kan jeg godt forstå. E 44 Varnæs dagligstue. Det er igen Matadoraften. Kredsen sidder anbragt om bordet i samme rækkefølge som sidste gang. Men nu er der kommet fuldt sving i spillet. Pladen bugner af huse og hoteller og spændingen er intens. DR. HANSEN: Det er blevet dødsensfarligt at køre bil i denne jungle af huse og hoteller. VARNÆS: Fat mod doktor. Dampskibsselskaberne koster kun 200 kroner at komme på. DR. HANSEN: Ja, man lærer at skønne på de SMÅ ulykker. OBERSTEN: Slå nu doktor. E 45 Dr. Hansen lukker øjnene og slår. DR. HANSEN: Otte. Han tager et vue over spillepladen. DR. HANSEN: Reddet Prøv lykken (til Elisabeth) Smil gudinde. Hun tager øverste kort i prøv-lykken-bunken, læser og rækker det tavs over til ham.
DR. HANSEN: (læser kortet højt) Tag ind på Rådhuspladsen. De er sgu en rar lykke, frk. Elisabeth. MAUDE: (begejstret) Med hotel!!! TO TUSINDE KRONER. DR. HANSEN: Og jeg, som har en fætter i København og plejer at bo gratis hos ham. VARNÆS: Banken skal måske træde hjælpende til? DR. HANSEN: Næh, så hellere sidde fri i armod. Han rækker Maude pengene, som hun straks giver videre. MAUDE: 4 500 kr. sedler, Hans Christian. E 46 Stuepigen er kommet ind, siger i døren. STUEPIGEN: Der er telefon til bankdirektøren. Varnæs rejser sig. Forlader stuen. OBERSTEN: Vi andre kan vel spille videre til hans tur. DR. HANSEN: Det var hans tur. E 47 Entreen. Hvor telefonen er. Varnæs står med røret for øret. Af hans ansigtsudtryk forstår man, at det er en ubehagelig samtale. VARNÆS: Ja ja.. selvfølgelig vil jeg tale med dig.. ja.. ja.. vi ses farvel E 48 Varnæs dagligstue. Varnæs kommer ind. VARNÆS: (distræt) Hvad siger du nej, det var bare et møde min ven. MAUDE: Doktoren fortæller, at Teaterforeningen har forestilling i næste uge på Postgården. DR. HANSEN: Ja, torsdag. MAUDE: Der skal vi da hen det er to vaudeviller. ELISABETH: Er det ikke Nej den ene? DR. HANSEN: Jo og Den tredje af Hostrup. E 49 Varnæs sidder og stirrer ud i luften. MAUDE: Vi går da med, Hans Christian? VARNÆS: Ja ja vist så. E 50 Skovrestauranten ext. Ulla har stået og ventet, Varnæs er lige kommet. Pegende hen mod restauranten. VARNÆS: En kop kaffe, eller et glas? ULLA: Lad os hellere gå lidt sammen. E 51 Man ser dem gå i skoven ikke hånd i hånd, men heller ikke med mur imellem. E 52 Pludselig standser Ulla. ULLA: Jeg skal ha et barn. VARNÆS: Javel ja. ULLA: Du tager det så roligt. MAUDE: Er der sket noget, Hans Christian?
VARNÆS: Du har tit sagt, jeg er fej. Og feje folk forudser altid det værste og ansvaret er jo mit. ULLA: (stille) Tak fordi du sparede mig for spørgsmål om det passer. De går videre i hver deres tanker. VARNÆS: Selvfølgelig er det et chok.. ULLA: Det er så fortvivlende alt sammen. VARNÆS: Nej, det må du ikke sige og tænke. Vi er jo ikke på bar bund. ULLA: Jeg vil ikke ha det barn. E 53 Varnæs standser uvilkårligt. VARNÆS: Hvad vil du ikke? Vi har da elsket hinanden. ULLA: På vores vis, ja.. VARNÆS: Vores vis hvad mener du med det? Tror du ikke på mine følelser, men oprigtighed? ULLA: I den lille æske, der stod Ulla på, jo. Afsondret fra din stilling, din familie, din position. Men netop afsondret. Nok til mig, men ikke nok til at føre ud i livet. Du vil da aldrig kunne vedstå dig det barn. VARNÆS: Det må jeg det er jo dit og mit. ULLA: Udadtil vil det kun blive mit. Med fødselsdagsgaver, afleveret i smug, og forhastede besøg, når de kan luskes ind. Det rakte til mellem dig og mig, men ikke overfor et barn. Jeg må se og få det fjernet. VARNÆS: Den slags er forbryderisk. E 54 Skoven. Først nu fatter Varnæs sagens fulde konsekvenser. VARNÆS: Jeg kender ingen, der ULLA: Der findes adresser. Har man penge, så kan man altid få en adresse. VARNÆS: Jamen hvem spørger man om den slags her i Korsbæk.? ULLA: Spørg nogen i København spørg for eksempel din bror. VARNÆS: Jørgen? Hvorfor tror du..? ULLA: Han ser ud til at kende en masse, der hele tiden har brug for adresser. VARNÆS: (smiler blegt) Jørgen ja måske, jeg skal nok prøve. ULLA: Hurtigt. Overtoning. E 55 De er kommet tilbage til Varnæs vogn. ULLA: Så ringer du til mig. VARNÆS: Vil du alligevel ikke have en kop kaffe..? (Ulla ryster på hovedet)..kan jeg ikke køre dig hjem, så? ULLA: Nej, jeg vil hellere cykle. VARNÆS: Er det klogt gennem skoven netop nu. Ulla giver ham et kram. Tager sin cykel og kører. Varnæs sætter sig ind i sin bil. ULLA: Sådan ser din svigerinde da ikke på det.
E 56 Dr. Hansens venteværelse. Der er tomt, for det er sidst på konsultationen. Obersten kommer ind, sætter sig. E 57 Dr. Hansen kommer ud, han skal til at gå. Har lagt kitlen. Får så øje på obersten. DR. HANSEN: Og jeg, som troede, jeg skulle hjem. OBERSTEN: Bare et lille rutinebesøg. DR. HANSEN: det klarer vi uden kittel. Værsgo og sid ned. OBERSTEN: Ja ja man kan osse ta for let på det. DR. HANSEN: Kære Oberst. Blodtryk, hjerte og mere interessant: Nyrer er og bliver helt på højde med, hvad forsvarsministeriet kan forlange af en befalingsmand af linien. OBERSTEN: Det siger De jo, ja. Men doktor: Benene det klemmer ind imellem. DR. HANSEN: Forfængelighed Oberst. Jeg har sagt det før: De skal ha nogle mere bredskaftede ridestøvler. OBERSTEN: Hm men der er sgu osse et eller andet med øjnene. DR. HANSEN: Såh? Kniber det med at se små genstande? OBERSTEN: Hvad mener De? DR. HANSEN: At De har tendens til mere og mere at vælge de større og kraftigere. OBERSTEN: Hva..!?! E 58 Dr. Hansen symboliserer med en gestus de store glas. DR. HANSEN: Oberst. De er en særpræget karakter, en markant personlighed, men som patient er De et uhyre banalt tilfælde. OBERSTEN: Såh? DR. HANSEN: Joh!! De forventer af Deres læge, at hans videnskab skal kunne omskrive dagliglivets trivialiteter til spændende soter med latinske navne. OBERSTEN: Og hvad betyder det på jævnt dansk? DR. HANSEN: At De jævnt og bramfrit skal muntres op. Hvad skal De torsdag aften? Noget overrasket over dette direkte spørgsmål. OBERSTEN: Ikke noget så vidt jeg da ved. DR. HANSEN: Så sæt et kryds i dagsbefalingen for nævnte dato. Vi skal i teaterforeningen. Klapper ham på skulderen. OBERSTEN: Javel. E 59 Jernbanerestauranten. Røde og Fede. Boldt står henne ved buffeten og klipper i undersiden af en plakat. Grisehandleren og Kvik kommer ind. GRISEHANDLEREN: Står De og træner til dr. X-mærket for fingernemme folk? E 60 Boldt, der har fuldendt sit værk, holder en plakat op for gæsterne. Teateraften den 23. februar kl. 20 på Postgården. Den TREDJE af J. L. Heiberg. Hannibal Kagls Teaterselskab BOLDT: Jeg skulle blot have fat i fribilletterne.