Del 6. Man fristes til sige, at dette blev så smuk en transportetape, som det overhovedet kunne lade sig gøre.

Transkript

1 Del 6 Man fristes til sige, at dette blev så smuk en transportetape, som det overhovedet kunne lade sig gøre. DAG 11. Trollveggen Camping - Bud Camping. Vejret har ikke bedret sig synderligt, da vi forlader Trollveggen Camping, men vi kunne da se tilbage på 2 dejlige sommerdage, som beærede os, når vi mest trængte til det. Nemlig sejlturen på Geirangerfjorden og togturen på langs gennem Romsdalen med toget. De 7 km til Åndalsnes var som at køre bakke nedad hele tiden. Rundkørslen i byen byder os, at vi skal forlade Europavejen (136) og følge RV 64 til Molde. Vi skal til at køre rundt om Isfjorden og da vi når ned til denne ligger den fuldstændig spejlblank - heureka - det er holdt op med at regne! Det er dog først da vi ankommer til den anden side af fjorden og kan se tilbage på Åndalsnes, at vi ser hvorfor byen er et trækplaster for krydstogtskibene. På afstand ligner byens huse små kulørte legoklodser og hvor stort sådan et skib er, fornemmes først når man sammenligner skibet med husene. Det er nu godt, at skibet ikke var der i går, da havde der nok været mere trængsel i toget! Vi fortsætter ad vej 64 og kommer til færgelejet i Åfarnes. Her kan man sejle over for at komme til Molde - eller tage kystvej 660 rundt om Langfjorden. Vi vælger det sidste; det gør vi stadigvæk med vor egen indstilling til campingrejser: vi vil have oplevelser, fremfor at se

2 s i d e 2 en masse asfalt. Det er der også nok af på 660 eren, men vejen er smal. Meget smal. Der er til gengæld næsten ingen trafik, dog får vi af og til et glimt af et par af vore medrejsende. Så ikke alle har taget færgen. Jeg har kørt denne vej før, så Ruth har fornøjelsen i dag. Der er dog et eller andet med min huskeevne, der er galt. For pludselig drejer vejen væk fra fjorden og foran os ligger en ordentlig klods af et bjerg. Jeg må studere en lokal turisttavle; nej vejen langs fjorden er der ikke. Vi skal bare følge vejen, siger den lokale coop-købmand i Vistdal. Det gør vi så og det hele ender i en kæmpemæssig lektie i bjergkørsel for Ruth og jeg må sige, det klarer hun med bravour og uden at kny. Først da vi ankommer til Eidsvåg og render ind i vej 62, beder jeg at få et stop. Jeg synes campingvognen ter sig lidt mærkelig, det er som om den gynger mere til højre end til venstre. Rigtignok, vi mangler luft i hjulet i højre side. Heldigvis er der en servicestation, hvor vi kan få påfyldt luft. Bjergklodsen, set fra fjordens sydside. Jeg overtager rattet ved samme lejlighed, hvor vi også bruger pausen til middagsmad. RV 62 er lidt besværlig op til Kleive, men der er flotte udsigter bl.a. til det klods af et bjerg, som tvang os hen over det (foto). Nå nu var vi jo heller ikke helt over toppen, men alligevel...i Molde drejer jeg til højre og følger RV 64 som GPS en siger. Derved opdager jeg ikke, at der er kommet en tunnel og kommer til at køre en lang omvej, som kunne have været sparet for småpenge. Vi kommer dog ud på samme rute, som tunnellens og i den lille landsby Moen drejer vi til venstre ad RV 663/664. Vi kan her oppe over Frænfjorden mærke, at luften bliver lidt skarpere og skyerne ser lysere ud for efter kort tid at bryde fuldstændig op. Det er klart vejr med ganske almindelig sommerskyer. Vi nærmer os da også Atlanterhavskysten og kommer snart til fiskerlejet Bud (udtales med skarpt d). En mand kommer springende os imøde, da vi kører ned ad indkørslen til campingpladsen og han byder os velkommen på pæredansk. Er han mon lejrchefen? Nej, siger han, jeg er fastligger her og hjælper lidt til, når der ikke er fisk i farvandet. Han hjælper os på plads og de fleste andre, som allerede er ankommet, sidder allerede og nyder eftermiddagskaffen og slikker solskin. Det varer heller ikke mange sekunder, før vi har rullet markisen ud. Den danske mand kaldes på stedet for kaptajnløjtnanten og fra hans fortelt vejer et stort splitflag. Han er en flink fyr og spørger, om det er noget med frisk fisk? Det havde jeg nu også stillet deltagerne i udsigt. Så ham kaptajnløjtnanten springer frisk afsted, men vender slukøret tilbage, det er ikke så nemt endda. Fiskehandleren har drejet nøglen om, men lejrchef Ola ville prøve at finde ud af noget. Han hentede mig lidt senere og vi kørte så ud til en stor fiskebrygge. Jeg havde en ønskeliste med og bestilte varerne til næste dag. Fik dog at vide, at det kun var under forudsætning af, at der var fanget de nødvendige og ønskede fisk. Herregud, tænkte jeg, skulle det være et problem her lige ved Atlanterhavet? Aftenen er fin og næsten vindstille og jeg går mig en tur op til den bakkeknold, lige over campingpladsen, tog nogle fine billeder og en ganske acceptabel videosekvens. Lyset var rigtig flot.

3 s i d e 3 Klik på linket her for at se optagelsen: Hvis linket ikke virker, så kopier det og sæt det ind i din Internetbrowser. DAG 12. Bud - Atlanterhavsvejen. Der var fra min side ikke lagt et program for dagen, der var til gengæld lagt Til ball i Bud - en speciel oplevelse op til at man kunne køre ud og se på Atlanterhavsvejen. Den mærkelige bro, som synes at vælte, er vist stadig hovedattraktionen. Det er jo heller ikke hver dag, at man ser en bro, som slår en bue oppe i luften. Nordmændene er vist eksperter i den slags byggeri for vi kommer til at se lignende broer på Vesterålen (Lofoten). Som de fleste andre, er vi tilbage på campingpladsen midt på eftermiddagen og lejrchefen har hentet fiskene til os, som står i kasser med is. Den tør lystigt i den genfundne sommer, så det var på tide, at de fandt deres rette ejere. Desværre var fiskene ikke i den mængde, som der var bestilt, så der måtte findes regneformler for at fordele dem. Også til dem, der ikke havde bestilt, men som nu ville have alligevel. Jeg trak vor andel tilbage, for at stille alle tilfreds. I stedet for tog vi imod en invitation af Vidar. I fiskerbyens restaurant kunne man få ball og det var hver torsdag et stort tilløbsstykke, sagde Vidar. Det var det sandelig! Folk kom kørende langvejs fra - i busser!! Man betalte sin mad og drikkelse ved billetlugen, fandt en ledig plads og stillede så op i køen ved buffe en. Hold da helt ferie, sikke an anretning! En ball viste sig at være en bold, fremstillet af forskellige ingredienser, mest af kartoffelmos og fisk, men andre også med grøntsagsblandinger. De kunne minde lidt om de tyske knödler, men var langt mere velsmagende. Men ligesom deres tyske fætre og kusiner lå de tungt i maven. Faktisk kunne

4 s i d e 4 Udsigt over Bud fra fæstningen, af Nazisterne benævnt Kystfortet Ergan, og redskabsskure i Hustadvika havn. maven mærke dem flere dage. Inden vi skal til at tage afsked med dette smukke sted vil jeg lige nævne et par andre ting, vi kiggede på i Bud. Først og fremmest tog vi atter engang den lille vej langs med kysten. Den hedder Bergsetvegen, lokalvej 235. Kysten langs med denne vej hedder Hustadvikkysten og er en af Norges farligste og indsejlingen til Molde ligger jo lige ved Bud. Der ligger hundredvis af skibsvrag mellem Bud og Atlanterhavsvejens skær. Da vi var her første gang, var lokalvejen kun en smal grusvej. Den er stadig smal og kuperet, men dog nu med god asfaltbelægning. Langs den første del af vejen står et gammelt nazitysk radartårn. Det siges at kunne virke endnu. I klipperne, næsten helt ude i havstokken, fandtes der orkideer! Det var som sædvanlig deltager Eva, der fandt ud af det. Det er godt at være i selskab med campister, der hver især har nogle specialinteresser. Ved Hustadvika kirke laver vi også et stop. Den gamle kirkegård, der ligger midt i en grøn eng med udsigt til omegnens landbrug er et superlækkert motiv. Ved havnen finder jeg en række maleriske redskabshytter, der også byder sig til. I det hele taget en sand overflod af motiver, som vi fandt her langs kysten. Ergan Kystfort Kystfortet Ergan, som Nazisterne byggede som et led i den såkaldte Atlanterhavsvold, blev bygget på rekordstid fra og blev sprængt ind i klipperne. Her var der lange gange og kommandocentral, sovesale, kontorer m.v. Fortets kanoner stod ude i det fri. Fortet kom aldrig i kamp. Det tragiske ved den historie var, at tyskerne spængte 39 beboelseshuse plus en hel del mere, for at have frit skudfelt uden om fæstningen. Som man kan se på det øverste billede på denne side, så står den lille kirke og husene der igen. Besøget i Bud lakker mod enden, på infomødet orienterer jeg om 3 forskellige ruter for at komme til Trondheim og der er som sædvanlig stor virak omkring priser på færger og tunneller. Ingen af oplysningerne kommer heldigvis til at passe, afvigelserne er alle til den gode side. Lidt ærgerligt for dem (+os), der tog den lange vej.

5 side 5 Kirkegården i Hustadvika. Landskabet omkring Hustadvika. Ønsker du at se alle rejseberetninger fra NORSK DRØMMETUR, så klik på Ses nederst i skemaet fortsættelse følger i del 7