D e l 7. Eva Denning på Norsk Drømmetur

Transkript

1 D e l 7 I Norges barske fjelde høres sjældent fuglesang; men vindens, regnens egen melodii dale, som højt i sky. Da bliver vi mennesker små, ja, da viser livet sin styrke, da finder sjælen fred, i ly af fællesskabet naturens mosaik. Det hele er et under af livets billed symfoni. Eva Denning på Norsk Drømmetur DAG 13. Bud Camping - Vikhammer Camping (Trondheim) Under gårsdagens sammenkomst i campingpladsens hyggestue fremførte Eva et digt, som igen berørte os dybt fordi vi på denne dag skal tage afsked med Atlanterhavskysten og Fjordnorges fantastiske fjelde og fjorde. Nu skal vi bevæge os mod nord til nye eventyr. Fra Bud går der flere alternative ruter til dagens mål ved Trondheim. Den direkte vej via Molde, via Atlanterhavstunnellen til Kristianssund, ad E39 med færge op til Trondheimsfjorden eller den, som vi valgte, via Sunndalsøra. Nok den længste af alle alternativer. Vi kører endnu engang ad vejen til Hustad og til det underlige fjeld, der spærrer adgangen til Atlanterhavsvejen. Det er meningen, at vi vil følge vej 64 langs fjorden mod øst, men da vi kommer til landsbyen Farstad siger Frk.Jensen, at vi skal dreje til højre. Desorienteret og uopmærksom som jeg var, lod jeg Frk.Jensen få sin vilje og drejer til højre. Først langt senere opdager jeg at det er forkert, vi kører ad vej 663 (foto øverst), nok også fordi vi drages af lyset forude, for det har regnet siden afrejsen i Bud. Skulle vi virkelig få bedre vejr nu? Så selv om skyerne hænger tungt over vore hoveder, stiger humøret. Det eneste, som bekymrer mig er, at det stadig er vindstille. Jeg ville hellere have skyer, der flytter sig lidt. Nå, den forkerte vej fører os tilbage til Fræn-

2 s i d e 2 Fannefjorden i vindstille fjorden, men da landskabet var smukt hele vejen, tog vi så bare omvejen som en oplevelse. Vi kommer nu til den samme tunnel, som de fleste andre nok har kørt igennem til Molde og her drejer vi ind på E39 og kører langs Fannefjorden, der ligger så stille, at man skulle tro, at den var fyldt med bly. Ikke den mindste krusning kan vi få øje på. Det ser betagende ud og på en lille rasteplads under vi os en kop kaffe og sender et telefonbillede hjem til datteren. Vi skal kun køre et lille stykke på E39, før vi skal til højre mod Sunndalsøre på RV 62. Denne gang er der kun et par krøller på vejen, der går ned til vandet ved Langfjorden og så kan vi i øvrigt fortsætte i rask trav, et kort stop i Eidsfjord for at pumpe luft i campingvognens dæk, der stadig synes at tabe luft. Tingvollfjorden ligger lige så stille og der er blå pletter mellem skyerne. Humøret får atter et par streger opad. Så ligger der et fjeld foran os og en 6 km lang tunnel fører os direkte til Sunndalsøre - og regnvejr! Øv-øv-øv og atter engang ØV :-( Det er vej 70, der skal føre os til Oppdal ved E6, som vi også kalder for Nordkapsvejen. Vi holder spisepause undervejs, hvor også Kaj og Marianne holder inde. Det er så dejligt at møde disse to mennesker, der altid er lutter smil og intet synes at kunne bringe dem ud af fatning. Heller ikke det fornyede regnvejr! Marianne kommer glædestrålende hen til mig og fortæller, at hun kunne komme på Internettet her i dalen og hun har meldt sig til min næste tur til Donau. Jamen, det var da en herlig overraskelse for mig. I Oppdal, hvor vejret er pænt, er det forbi med fredelige landeveje - den halve verden synes at ville til Nordkapp, resten er lokaltrafikken mellem Oslo og Trondheim. Jeg har valgt Vikhammer Camping, 15 km øst for Trondheim som base for de næste dages ophold, dette skete ud fra pladsens hjemmeside og ved at se på Googlemaps luftbillede. Lige inden vi når Trondheim ligger der en meget sort sky. Vi kan se, at det regner voldsomt i det fjerne, desværre i den retning, hvor campingpladsen ligger. Vi kommer dog nemt igennem Trondheims ringvej, bompenge bippes ind via brobizzen, vi hører og bemærker det knapt nok. Frk.Jensen fører os direkte til receptionen, som ligger inde på et hotel, derefter sniger vi os ind på pladsen. Der er ikke mere plads blandt de andre deltagere, selv om Vidar har reserveret samlet plads, vi henvises til et grønt område. Her er der til gengæld udsigt over fjorden, men området er nærmest ubrugeligt. Dels er der lidt fald i terrænnet, dels er der ujævnt og meget, meget sumpet. Den føromtalte byge var et skybrud, jorden har forlængst opgivet at

3 s i d e 3 suge mere vand, så der løber en lind strøm af små bække ned over området. Iblandet brun lerjord, bliver det til et utroligt svineri i campingvognen, jeg får dog vognen omsider i water og får markisen slået ud så den kan afbøde mere vand. Det kom der nu heldigvis ikke så meget mere af. Vikhammer Camping - dagen efter skybruddet. Desværre opdager vi snart, at pladsens organisation nærmest er ikkeeksisterende. I den ene ende holder en række romaer til, hvorfra der om natten er en del uro, når fatter kommer hjem fra arbejde ved midnatstid, i den anden ende holder nogle irske håndværkere til, der foruden at stille deres værkstedstrailere uskønt fra sig (lige foran Vidars dør) og i hytterne holder andre larmende elementer til med fester til den lyse morgen. Den ene toiletbygning er aflåst, den anden derfor overbelastet, det ene stk. personale taler ikke norsk o.s.v. - o.s.v. Det tvinger mig til at opsøge direktøren for at udtrykke min utilfredshed over de mærkelige forhold. Han skynder sig at komme med en sygemelding! Nuvel, de kunne ikke gøre for skybruddet, men jeg fatter ikke at området ikke drænes, når det nu øjensynligt er et meget søgt sted. Som jeg har oplevet det før, når campingplads og hoteldrift slås sammen, så er det mere penge i kassen her-og-nu, det gælder. Campingpladsens forhold og drift kommer så i 2.række. Vikhammer var så ingen undtagelse - kort sat: en rigtig skodplads, hvor jeg måtte løbe mange km for at få tingene til at glide. Det gør så, at jeg heller ikke nu, hvor dette skrives er mildere stemt, selv om jeg ved afregningen fik lidt rabat. DAG 14. Trondheim. Jeg havde bestilt bus og guide til kl.10 ved indkørslen, men da jeg ikke havde hørt fra turistkontoret i Trondheim inden afrejsen, var jeg meget spændt på, om der nu kom en bus. Men nul problemer, han var på pletten til det aftalte tidspunkt og i det smukke vejr (HURRA-HURRA) kørte han ad den gamle kystvej ind til centrum, hvor guiden blev samlet op ved domkirken. Guiden var meget historisk interesseret og fortalte på et letforståeligt norsk om alle de historiske steder og de hændelser, der havde fundet sted - og glemte heller ikke at nævne at vores store søhelt Peder Tordenskjold var norsk og kom fra Trondheim. Så fik vi den... Eftermiddagen var til fri afbenyttelse, mange blev i byen for at pleje deres interesser, jeg fulgte de resterende tilbage til campingpladsen, hvor det stod på almindelig hygge på campingpladsen og om aftenen tog jeg retur til byen med nordmændene for at møde Ruth ved en fiskerestaurant ved Nidarelven. Dejligt, at vi kunne nyde byen i så flot vejr.

4 side 4 DAG 15. Trondheim - Bjerka Camping. (halvdelen af turen er gået). Denne dag skulle vi køre ca. 430 km og nærme os polarcirkeln. Men også give tid til et besøg på Svartisen. Foreløbig skulle dog distancen overstås, E6 er ikke den store udfordring, set i lyset af de fjeldovergange, som vi havde betvunget. Tilmed er de større forhindringer på E6 skaffet af vejen med til tider lange tunneller. Alene den relativ korte strækning fra Vikhammer til Steinkjær kunne opvise en hele række af tunneller, jeg har glemt at tælle dem, nogle var vældig lange. En enkelt gik ind under en by - hvad de nordmænd dog finder på! Men så kommer vi op til den strækning af E6, der hedder Wildernessvegen, som går igennem Namsdalen langs med den store Namselv. På et tidspunkt gør vi holdt for en kaffepause, stor er vores forbavselse, da vi opdager, at det er nøjagtig samme sted som for 8 år siden. Dette foto tog jeg på Wildernessvegen for 8 år siden (2005) Det er en flot tur, især fordi vejret er blevet betragtelig lunere denne dag. Det lykkedes mig at tage nogle billeder af selve vejen, mens Ruth kørte. Det giver et ret intenst indtryk af selve vejen og en fornemmelse af hvor smal den store hovedvej E6 i virkeligheden er. Vi kører på det stykke af Norge, hvor landet er smallest og ganske langsomt mærker man at terænnet falder, vejen flader lidt ud og pludselig er vi i Mosjøen. Vi gør denne gang ikke holdt i byen, men forsætter med lange bløde kurver, der bliver snævrere og snævnere efterhånden som vi nærmer os Korgfjellet. Endnu engang bliver vi dog forbavset over, hvordan tingene på bare 8 år har forandret sig. Den dengang anstrengende tur op over dette høje fjeld er nu også jævnet ud med den lange Korgfjeldtunnel, der slutter lige før vi kommer ned til en stor elv. Jeg husker ikke navnet på den, men det var tydeligt, at vejen skrånede nedad i tunnellen, så man skulle passe på at man ikke fik for meget fart på. Det hele går nu af sig selv, for lige så snart at man aner en modkørende lastbil, så sætter man automatisk farten ned. For SÅ bred er tunnellerne ikke, at man ikke skal være ekstra opmærksom! Det, der slår os mest er, at solen skinner for fuld hammer på den

5 side 5 anden side af fjeldet. Inden vi ser os om, må ruderne hejses lidt ned (vi har ikke Air-Con i Berlingoen) og inden vi ved af det, svinger vi ind på Bjerka Camping. Lejrchefen har lukket butikken indtil kl. 18, men det er nemt at finde en plads. Der er sat papskilte ud flere steder, der viser hvor vi skal placere os. Da vi kommer næsten sidst (som sædvanlig) har deltagerne været søde at reservere en lille superplads til os, så vi også kan holde med udsigt over vandet engang. Det var meget betænksomt. Vi kan sidde og nyde solen til langt ud på aftenen. Ikke mindst også den smukke natur ved den lille vig, som har et udløb via en bro ud til fjorden. Aftensmad kunne vi indtage i fællesskab under et halvtag. Der også solskin her og så smager grillmaden jo ekstra godt ved 23 Gr.C. Vor fine udsigt på Bjerka Camping Ønsker du at se alle rejseberetninger fra NORSK DRØMMETUR, så klik på DAG 16. Hviledag på Bjerka Camping. Turen til Svartisen var jo aflyst fordi turistkontoret i Mo i Rana havde oplyst, at den lille turbåd over såen til isen ikke havde fået sejltiladelse. Det viste sig nu at være en and, men nu var udgiften ikke mere lagt ind i det stramme budget, så alle kunne tage turen selv, hvilket der var flere, der gjorde. Andre tog udflugter andre steder hen, men flertallet foretrak at hvile på camping-pladsen. Temperaturen sneg sig op til 26 Gr.C. i løbet af dagen, selv vi på indkøb til fods til den nærliggende Coop-butik og hvilede ellers også ud, og iøvrigt glæde os til morgendagens tur i det fine vejr. Der var kun een ting, der forstyrrede freden. Campingfatter havde glemt at meddele os, at den bagerste halvdel af området var reserveret til en anden rejsegruppe; da forposten til denne dukkede op, slog de alarm. De kunne ikke finde plads til 45 hollandske autocampere. Resultatet var, at knap halvdelen af vores gruppe måtte rykke sammen i vor halvdel, hvor ikke alle standpladser var optimale. Ses nederst i skemaet Andemor havde altid travlt med at bringe ungerne i sikkerhed for mågerne. fortsættelse følger i del 8