Hvem siger kuns ten behøver fine hvide rum for at sparke fra sig?

Transkript

1 Hvem siger kuns ten behøver fine hvide rum for at sparke fra sig? GRØNNINGENS første udstilling fandt sted i en midlertidig træ hytte og man havde, også af økonomiske årsager, aftalt med tømreren, at han fik brædderne retur efter Side 5 udstillingsperioden. Knap 100 år senere indtager GRØNNINGEN igen en rå skal, fordi kunsten består, selvom rammerne skifter. Mange kunstnere bliver berømte på at bilde folk ind, at de kan vise dem et andet perspektiv på få minutter. Det er bedrag. OLE FOGH KIRKEBY Side 7 Hvad er godt ved et kommercielt fællesskab uden kunstnerisk idé eller sammen hængskraft? ARNO VICTOR NIELSEN Side 8 På Docken råder GRØNNINGENS kunstnere og gæster over knap 2000 kvm og udstillingsareal langs havnekajen. Der er ikke noget mere trættende end kunst som siger at krig, forurening og racisme er dårligt. Det er det jo, det ved vi godt. Dem, som mener noget andet, bliver alligevel ikke omvendt af budskabs kunsten. TORBEN SANGILD Side 6 Interview med gæsterne Anders Bonnesen, Heine Klausen, Michael Mørk, Papfar, Randi og Katrine. Farvel til Jørgen Boberg, Ib Geertsen, Søren Kjærsgaard og Peter Mandrup. Side 30 Side 25

2 2 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 3 GRØNNINGENS stiftere Peter Rostrup Boyesen, Harald Giersing, Ernst Goldschmidt, Peter Hansen, Niels Hansen, Karl Schou og Sigurd Swane foran den midlertidige udstillingsbygning, Indianerhytten. Modsatte side: GRØNNINGENS kunstnere (medlemmer og gæster). Kjeld Abell Poul Agger Klaus Albrectsen Aman Gerda Thune Andersen Ib Andersen Lise Blomberg Andersen Mogens Andersen Valdemar Andersen Per Arnoldi Terry Atkinson Malene Bach Merete Barker Georg Baselitz Mogens Becker Hans Bendix Kurt Bendix Folmer Bendtsen Ivar Bentsen Axel Bentzen Jens Birkemose Erik Bischoff Albert Bitran Johannes C. Bjerg Ragnvald Blix Stig Blomberg Jørgen Boberg Zoltan von Boer Henrik Boëtius Lisa Maria Boglino Bo Bojesen Viera Bonbova Niels Bonde Peter Bonnén Anders Bonnesen Francisco Borés Marlie Brande Peter Brandes George Braque Anne Marie Brauge Stig Brøgger Morten Buch Michael Buchwald Ronald Burns P. Rostrup Böyesen Ruth Campau Paul Cézanne Eugenio Chicano Erik Christensen Eva Steen Christensen Kay Christensen Ole Christensen Povl Christensen Kai E. Christiansen Erik Clausen Ernst Clausen Klass Clement Viera Collaro Paul Cornet Chrix Dahl Jesper Dalgaard Sven Dalsgaard Henning Damgaard-Sørensen S. Danneskjold-Samsøe Cathrine Raben Davidsen Eric Detthow Kristian Devantier Jean Dewasne Georg Jiri Doukopil Gerda Eickhoff Gottfred Eickhoff Martin Engelman Thorvald Erichsen Sven Erixson Helge Ernst Helga og Bent Exner Lili de Faramond Rainer Fetting Ole Find Adam Fischer Egon Fischer Else Fischer-Hansen Anette Harboe Flensburg Leonard Forslund Erik A. Frandsen Wilhelm Freddie Erling Frederiksen Günther Fruhtrunk Edgar Funch Kai Führer Knud Færgemann Paul Gadegaard Mads Gamdrup Pola Gauguin Jean Gauguin Paul Gauguin Ib Geertsen Harald Giersing Ove Gils Vincent van Gogh Ernst Goldschmidt Emil Gregersen Anne Grete Isaac Grünewald Jørgen Gudmundsen-Holmgreen Svavar Gudnason Gösta Hammerlund Anton Hansen Arne L. Hansen Ernst Hansen Ib Monrad Hansen Jens Peter Helge Hansen Karen Hansen Lone Høyer Hansen Merete Hansen Niels Hansen Peter Hansen Sikker Hansen Svend Wiig Hansen Mauno R. Hartmann Henry Heerup Ole Heerup Erik Heide Piet Hein Hein Heinsen Marianne Hesselbjerg Bror Hjorth Karsten Hoff Anker Hoffmann Helge Holmskov Erik Hoppe Nicolai Howalt Knud Hvidberg Ellen Hyllemose Tonny Hørning Hjördis Haack Victor Haagen-Müller Hans P. Haagensen Alfred If Jörg Immendorf Paul Janus Ipsen Karl Isakson Poul Isbak Bent Karl Jacobsen Egill Jacobsen Holger Jacobsen Karen Lis Jacobsen Dorte Jelstrup Astrid Kruse Jensen Axel P. Jensen Carl Jensen Ejnar Herman Jensen Helge Jensen Michael Jensen Herluf Jensenius Leif Jepsen Frithioff Johansen Karl Otto Johansen Svend Johansen Dieter Jung Kurt Jungstedt Jesper Just Kirsten Justesen Aksel Jørgensen Anita Jørgensen Børge Jørgensen Steffen Jørgensen Sophia Kalkau Ulla Kampmann Poul Kanneworff Frans Kannik Anish Kapoor Ludvig Karsten Eske Kath August Keil Per Kirkeby Søren Kjærsgaard Heine Klausen Nina Kleivan Thomas Kluge Eva Koch Poul Kolck Stanislav Kolibal Ilhan Koman Jannis Kounellis Jaroslaw Kozlowski Eiler Krag Ferdinand Ahm Kragh Bamse Kragh- Jacobsen Per Krogh Tom Krøjer Michael Kvium Knud Kyhn Niels J. Kähler Malene Landgreen Johannes Larsen Jørn Larsen Peter Lautrop Christian Lemmerz Charles Leplae Freddie A. Lerche Niels Lergaard Christopher Lesniak Hugo Liisberg Kai Lindemann Inge Lindemark Lars Göran Lindström Flemming Lipholt Nynne Livbjerg Arne Lofthus Hans Lollesgaard Mogens Lorentzen Birger Lundquist Vilhelm Lundstrøm Sigrid Lütgen Mads Madsen Viggo Madsen Carl Magnus Niels Malcolm Lise Malinovsky Peter Mandrup Jan Marcussen P.B. Maryan Egon Mathiesen Henri Matisse Seppo Mattinen Tage Mellerup Hans Jacob Meyer Loui Michael Richard Mortensen Bent von Muellen Edvard Munch Michael Mørk Stellan Mörner Albert Naur Hans Jørgen Nicolaisen Gregers Nielsen Henry Luckow Nielsen Kai Nielsen Kehnet Nielsen Knud Nielsen Gunnar Nikolajsen Astrid Noack Emil Nolde Erik Nordgreen Drude Noréll Axel Nygaard Øivind Nygård Gerda Nystad Lars Nørgaard Sigurjón Ólafsson Lisbeth Olrik Hans Pauli Olsen Ib Spang Olsen Jean Osouf Allan Otte Per Marquard Otzen Paint Over Storm P. Papfar alias Søren Behncke Ove Christian Pedersen Anne-Lise Møller Petersen Børge Biilmann Petersen Carl Petersen Pablo Picasso Palle Pio Kai Ulrich von Platen Bjørn Poulsen Erik Poulsen Randi og Katrine Tonning Rasmussen Ulf Rasmussen Annelise Rathsach Helge Refn Axel Revold Jørgen Rode Clare E. Rojas Olaf Rude Peter Rössell Ebbe Sadolin Gunnar Saietz Axel Salto William Scharff René Schmidt Karl Schou Povl Schrøder Alex Secher Peter Sedgley Henning Seidelin Peter Severin Alev Siesby Otto Sievert Chresten Skikkild Pierre Soulages Ole Sporring Jon Stefánsson Gerald Steffe Erik Steffensen Nina Sten-Knudsen Erik Stockmarr Niels Strøbek Max Walther Svandberg Carsten Svensson Kamma Svensson Christine Swane Lars Swane Sigurd Swane Fritz Syberg Jens Søndergaard Trine Søndergaard Arne Haugen Sørensen Eva Sørensen Jens Flemming Sørensen Jørgen Haugen Sørensen Svend Erik Tanggaard Bent Stubbe Teglbjerg Arnoff Thomsen Jette Thyssen Elisabeth Toubro Gavin Turk Ivar Tønsberg Elis Ulman Arne Ungermann Inger Ungermann Susanne Ussing Jørn Utzon Rudolf Valenta Poul Vandborg Victor Vasarely Sigurd Vasegaard Ib Veith Jan Voss Bent Plenge Wallenstrøm Birte Weggerby Erik Werner Gunnar Westmann Karen Westmann Han Wezelaar Preben Wilmann Thomas Winding Wunderlich Lars Wärild Troels Wörsel Preben Zahle Mogens Zieler Kathrine Ærtebjerg Nulle Øigaard Niels Østergaard Lars Åkirke

3 4 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 5 Bestyrelsen byder velkommen! Flokdyr? Poul Agger Ronald Burns Hjördis Haack Poul Isbak Eva Koch Øivind Nygård Gerald Steffe Merete Barker Ruth Campau Anette Harboe Flensburg Frithioff Johansen Tom Krøjer Allan Otte Trine Søndergaard Jens Birkemose Eva Steen Christensen Leonard Forslund Anita Jørgensen Malene Landgreen Hans Pauli Olsen Arne Haugen Sørensen Peter Bonnén Viera Collaro Lone Høyer Hansen Steffen Jørgensen Carl Magnus Bjørn Poulsen Jørgen Haugen Sørensen Peter Brandes Henning Damgaard- Sørensen Ib Monrad Hansen Astrid Kruse Jensen Lise Malinovsky Tonning Rasmussen Svend Erik Tanggaard Stig Brøgger Egon Fischer Paul Janus Ipsen Frans Kannik Seppo Mattinen Alev Ebüzziya Siesbye Jette Thyssen Morten Buch Mads Gamdrup Nicolai Howalt Eske Kath Loui Michael Ole Sporring Erik Werner AF VIERA COLLARO (formand) OG ANITA JØRGENSEN (næstformand) GRØNNINGEN er en platform, hvor en stor diversitet af kunstnere og en mangfoldighed af udtryk mødes. Derved udtrykkes både formelt og på indholdssiden en samlet refleksion over vores tid, som står i globalitetens navn, og er præget af store spørgsmål som klimaproblematik og en stigende bevidsthed om naturgrundlaget. Her mødes flere generationer med deres individuelle værker, som Kvalitet og mangfoldighed LEDER AF IB MONRAD HANSEN pva GRØNNINGENS bestyrelse Lort på dåse er noget lort. Det var groft sagt det statement, der kom til at bide sig fast og skabe furore efter det første store tv-interview, Per Stig Møller gav i forbindelse med sin udnævnelse til kulturminister februar At kulturministeren gerne vil holde Manzonis dåselort ud i strakt arms længde, er forståeligt nok, især, hvis man tager de lækagesager i betragtning, som har omgæret dåsen. At avantgardens vellønnede forsvarere efterfølgende havde svært ved skelne mellem ministerens personlige mening og hans kulturpolitiske agenda, siger til gengæld ikke så lidt om den nervøsitet, der præger avantgarde identiteten, nu hvor verden udenfor dåsen rummer kunstformer fra installation, fotografi og videokunst til skulptur og maleri. Alt dette samles i et dynamisk reflektionsrum og bekræfter, at GRØNNINGEN er her og holder sin knap 100-årige tradition i hævd med et væsentligt indspil i den danske kunstverden. Vi har valgt at vise gruppen med de over 50 kunstnere i et nyt og i kunstsammenhænge utraditionelt miljø, midt i Nordhavnens erhvervsområde et af de nye byrum, der er under udvikling i København. Docken er med sin gode cafe og placering helt nede i strandkanten et af byens hotte steder, i ironi og fladhed så udmærket matcher dens indre strukturer. Imidlertid sagde Per Stig Møller i interviewet med Jens Olaf Jersild på DR1 også andre ting, der måske på sigt kan vise sig mere frugtbare og perspektivrige, og som har relevans ikke mindst for en kunstnersammenslutning som GRØNNIN GEN. Da Manzonis konceptkunst-ikon blev skabt, var kulturlivet i høj grad elitært, og der eksisterede et svælg mellem den bredere befolknings forstadserfaringer med wienerbrød og whiskybæltets erfaringer med wienerklassik. Dette svælg måtte og skulle udlignes. I dag, sagde kulturministeren, befinder vi os i den modsatte situation. Vi hylder amatørismen, mens professionalisme og i det hele taget større og dybere tilløb til at tage favntag med den nye verden, som er i støbeskeen ikke bliver taget alvorligt. Idet kulturministeren, hvor koncerter, events, seminarer, teater og fester udspiller sig. Det er første gang at dette 2000 kvadratmeter store tidligere saltlager tages i anvendelse til udstilling af kunst. I samarbejde med Carsten Lehrskov, som står for stedet, har vi kastet os ud i det store projekt at omdanne hallen til udstillingssted. I Dockens kæmpe industrihal går GRØNNIN GENS kunstnere i dialog med dette usædvanlige rum, for at vise, at deres værker tilsammen kan skabe en udfordrende oplevelse med stor energi. GRØNNINGEN har gennem de seneste år været i modsætning til den trend, der ellers præger administrationen rundt omkring i landet, véd noget om det felt han administrerer, så ved han også at kunst kan mere end at udtrykke tidsånd og lifestyle. Den kan være eksempelsættende. Kunst kan både bevæge sig på den horisontale og den vertikale akse. Kulturen har, godt hjulpet af Manzoni, slået en kolbøtte fra højpandet til fladpandet, og nu foreslår ministeren, at den finder en ny balance med begreberne kvalitet og mangfoldighed. Der skal ikke tæskes langhalm på den sag her, men da GRØNNINGEN sammen med andre kunstnersammenslutninger for et par år siden, med pressens almindelige kortsigtede sensationsbegejstring og kunstbureaukratiets stiltiende accept, blev smidt på Kunsthal Charlottenborgs port, var det netop begreber som kvalitet og mangfoldighed, der stod på spil. igennem en fornyelsesproces, og i den forbindelse vil vi også gerne på hele GRØNNINGENS vegne byde vores nye medlemmer Morten Buch, Eva Steen Christensen, Mads Gamdrup, Hjördis Haack, Nicolai Howalt, Astrid Kruse Jensen, Trine Søndergaard, Allan Otte samt denne udstillings gæster Anders Bonnesen, Heine Klausen, Michael Mørk, Papfar samt Randi og Katrine velkommen til sammen med os at bidrage til at GRØNNIN GEN fortsat skal være et sted, hvor nogle af landets væsentlige og interessante kunstnere viser deres nye arbejder. Der findes overordnet set tre udstillingsformer: Den museale, som er forpligtet på at vise kanoniserede kunstnere, gallerierne, som er forpligtet på markedets love om udbud og efterspørgsel, og kunstnersammenslutningerne, nye som gamle, der er forpligtet på kvalitet og mangfoldighed. Ingen af disse udstillingsformer er ideelle, de udelukker heller ikke hinanden, men de er forskellige og forskellene er forankrede i deres struktur og målsætning. I sagens natur skal det her handle om den sidste, nemlig kunstnersammenslutningerne. GRØNNINGEN er en organisk struktur, som aldrig er mere end summen af udstillende kunstnere, den tjener intet andet formål end at udstille kunst. GRØNNINGEN har i snart hundrede år fungeret ved at kunstnere vælger kunstnere til at udstille, enten som gæster eller medlemmer. Fortsættes side 6. AF LINE ROSENVINGE Hvem siger kunsten behøver fine hvide rum for at sparke fra sig? GRØNNINGENS første udstilling fandt sted i en midlertidig træhytte og man havde, også af økonomiske årsager, aftalt med tømreren, at han fik brædderne retur efter udstillingsperioden. Bygningen, der blev opført af GRØNNINGENS stiftende medlemmer i 1915, fik af offentligheden tilnavnet indianerhytten på grund af Gauguins skulpturer ved døren og den kulørte ornamentik. Træhytten blev opført på Grønningen ved Østerbro i København. Dette stednavn blev også navnet for den nystiftede kunstnersammenslutning. Siden har GRØNNIN GEN afholdt talrige udstillinger, heraf knap 70 på Kunsthal Charlottenborg. På Docken indtager GRØNNINGEN igen en rå skal, fordi kunsten består selvom rammerne skifter. GRØNNINGEN er med sine over 50 medlemmer landets største kunstnersammenslutning. GRØN NINGENS medlemmer repræsenterer tilsammen et toneangivende udsnit af de seneste 100 års danske billedkunst, som det fremgår på foregående side, hvor du ser navnene på alle dem, der har udstillet på GRØNNINGEN. Heroverfor navnene på de nuværende udstillende medlemmer, der bærer GRØNNINGEN videre. Fugle flyver som bekendt i flok, når de er mange nok. GRØNNING EN er ikke flokdyr. Dertil er mangfoldigheden for slagkraftig og handlingerne for uforudsigelige. Som efterårets fugletræk, flytter GRØNNINGEN sig, men det sker i pulsslag og uden ledestjerne. Det, som binder dem sammen, er evnen til at skabe kvalitet og lysten til at udstille sammen, på egne betingelser. Den enkelte kunstners bidrag til udstillingen er alene betinget af kvalitet, det er ikke illustration af et udstillingskoncept eller kommentar til et tema. Så forvent intet og få alt. GRØNNINGEN blev til i kaos og trives måske med en smule kaos. Først 2006 opdaterer GRØNNINGEN de løst skitserede vedtægter fra stiftelsesåret, hvor en gruppe kunstnere brød ud fra Den Frie Kunstnersammenslutning efter en debat afledt af en afstemning om, hvorvidt malerne Albert Naur, Olaf Rude og billedhugger Johannes C. Bjerg skulle være gæster. Udbrydergruppen forlod Den Frie Kunstner sammen slutning og stiftede GRØNNINGEN. Harald Slott-Møller, der havde været med til at stifte Den Frie Kunstnersammenslutning, udtrykte ved denne lejlighed sin åbenlyse lettelse over at være sluppet af med Radikalismens Parasityngel og den smittende Ungdomsbetændelse (Kunstbetragtninger, Dagbladet Vort Land, 30. marts 1915). Den yngste i den nydannede kunstnergruppe, 26-årige Albert Naur, tegnede GRØNNIN GENS logo og gruppen begyndte arbejdet med at organisere udstillinger. Det gik ikke stille for sig. I de efterfølgende årtier har GRØNNINGENS kunst nere afholdt årlige udstillinger med gæster. Gerne ambitiøst og internationalt. Grønningen har været dygtig til at sælge sig selv, der har altid været fest om dens udstillinger. Dens medlemmer har jo lige fra begyndelse talt livslystne og glade mennesker imellem sig, som Albert Mertz skrev i 75-års jubilæumskataloget Det er med denne forhistorie GRØNNINGEN S kunstnere byder velkommen på Docken. Vel mødt! Line Rosenvinge (f. 1975) er mag.art. i kunsthistorie og stifter af Tender Task, der udvikler og understøtter større og mindre projekter for offentlige organisationer, private virksomheder og individuelle kunstnere. I perioden har hun arbejdet for GRØNNINGEN.

4 6 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 7 fortsættelse fra side 5. For at blive medlem, skal man have udvist en professionel praksis, og man skal foreslås og accepteres af generalforsamlingen. GRØNNINGEN overlever ved, at de kunstnere, som sælger noget, giver en del af indtægten til fællesskabet, hvilket kun lige til lader den ene udstilling at finansiere den næste. Da kunstnere heldigvis har en vis levetid, betyder det, at en mangfoldighed af udtryksformer og generationer naturligt gror ud af strukturen. På den måde slynger GRØNNINGEN sig op gennem årtiernes formelle kunstneriske tiltag, og bidrager derved til at skabe en tidslig horisont og kontinuitet i det felt, Tre noter om politisk kunst Der er ikke noget mere trættende end kunst som siger at krig, forurening og racisme er dårligt. Det er det jo, det ved vi godt. Dem, som mener noget andet, bliver alligevel ikke omvendt af budskabskunsten. DEBAT AF TORBEN SANGILD Hvorfor bliver kunstnerne ofte skudt i skoene at de er naive, pladderhumanistiske og politisk korrekte? Er det udelukkende fordi hele samfundet er styret af oplevelsesøkonomi og manglende refleksion? Eller kunne ansvaret også nogle gange falde tilbage på kunsten selv? Jeg vil kort argumentere for, at der er et samfundsanalytisk håndværk, som den politiske kunst skal mestre, men som den langtfra altid gør. 1. Hvad er politisk kunst? Med politisk kunst, mener jeg kunst, som har et vi med højest mulig kvalitet ønsker at holde åbent, nemlig kunsten. I en kunstverden, som bliver mere og mere institutionaliseret og instrumentaliseret for at kunne matche oplevelsesindustriens og eventkulturens krav, ser vi sammenslutningsidéen som en enestående udstillingsform, der med fornyet radikalitet kan sætte fokus på begreber som konti tydeligt politisk emne. Det behøver ikke være et udsagn, det behøver ikke være en holdning, det kan sagtens være åbent, men dets emne skal være politisk i den forstand at værkerne direkte behandler, kommenterer eller interagerer med samfundsmæssige, politiske eller ideologiske fænomener. Det betyder ikke at jeg ikke mener at andre former for kunst kan være kritiske eller have politiske aspekter. Her bør man nok skelne mellem indhold/sujet/emne og så gehalt. Gehalt er et tysk ord, som betegner de kulturelle, historiske og samfundsmæssige perspekt iver af noget, frem for dets direkte indhold. Kunstens gehalt er ofte kritisk, selv om værket ikke formulerer en indholdsmæssig kritik. Jeg er således enig i, at al kunst i sidste ende er politisk, for så vidt som det også er et ideologisk valg at lave kunst, der ikke handler om noget, eller som kigger ind i den såkaldte sjæl frem for ud mod samfundet. Men man kan godt både anerkende dette og så alligevel operere med en snævrere definition af politisk kunst som dét, der handler om noget politisk. Et begreb kan ikke bruges til noget, hvis det omfatter alt. 2. God og dårlig politisk kunst En del folk opfører sig som om politisk kunst er enten godt eller dårligt. For nogle er politisk nuitet, formpluralisme, indi vidualitet og værk. Kunstnersammenslutningerne kan skabe et møde mellem betragter og værk, der ikke er afgjort på forhånd af et overordnet tema eller en bestemt kunstpolitisk diskurs. Med udgangspunkt i de seneste års tumultariske debat om forskellige udstillingsformer, ser vi desuden sammenslutningen som et vigtigt alternativ, der fungerer positivt forskelligt fra de museale rum, som er forpligtet på skatteydernes penge, og gallerirummet, som i hovedsagen er forpligtet på den enkelte kunstners markedsværdi. Pluralisme og mangfoldighed opstår af sig selv, hvis man er mange nok. Det er altid GRØN NINGENS udfordring, at de udstillede værker, på tværs af de forskellige udtryksformer, oppebærer tilstrækkelig kvalitet til, at mangfoldigheden kan løfte sig fra at være tilfældig til at være interessant. Hvis man laver et lille regnestykke og ganger antallet af udstillende kunstnere med et lavt sat tidsforbrug på 250 timer pr. kunstner, og igen ganger det med en dansk gennemsnitsløn på 300 kr, og tillægger bestyrelsens timeforbrug, ender man med et akkumuleret tidsforbrug af professionel, frivillig arbejdskraft til en værdi i omegnen af fire millioner kr. Det er den saft, kraft og stædighed, der gerne, vores til smertegrænsen pressede situation til trods, skulle give udstillingens gæster en kunstoplevelse, hvor de hver især frit kan tage stilling til de individuelle indsatser, den består af, og den mangfoldighed, de indgår i. Derfor er det med den største fornøjelse, at GRØNNINGEN kan byde alle velkomne, når vi den 18. september 2010 åbner dørene på Docken. Tilbage i København. kunst godt, hvis bare det siger det samme som de selv mener, og det er næsten altid noget venstreorienteret. For andre er politisk kunst dårligt, fordi de tænker politisk kunst som agiterende og hellere vil have noget andet, noget der ikke propaganderer det politisk korrekte. Men sagen er jo, at der findes god og dårlig politisk kunst. Og man skal ikke vurdere den ud fra om den bekræfter ens egne holdninger, men snarere om den peger på noget, man ikke havde set sådan før. Der er ikke noget mere trættende end kunst som siger at krig, forurening og racisme er dårligt. Det er det jo, men det ved vi godt, og dem som mener noget andet, bliver alligevel ikke om vendt af budskabskunsten. Kunsten må gå dybere, og for eksempel finde racistiske elementer i vores mainstreamkultur, eller mere tvetydigt og åbent afprøve forestillingen om danskhed. Man kan ikke stille retningslinjer op for god kunst, ej heller for god politisk kunst, men man kan anføre nogle tommelfingerregeler, vel vidende, at der er undtagelser. Det er vejen til at tale lidt mere nuanceret om politisk kunst: God politisk kunst er noget, hvor kunstneren siger noget nyt, udpeger noget slående, griber ind i virkeligheden eller stiller væsentlige spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det som udtrykkes skal ikke være banalt. Det almindelige kunstpublikum skal ikke have bekræftet deres viden og politiske holdninger, men overraskes eller få nuanceret deres verdensbillede. Eller måske ligefrem udfordres eller provokeres. God politisk kunst gør dette på en præcis og interessant måde. De benyttede kunstneriske medier sættes i spil på en måde hvor der kan udtrykkes en anderledes gestus end et udsagn i samfundsdebatten. I den gode politiske kunst sker dette som regel på baggrund af, at kunstneren gennem benhård research har sat sig ind i aspekter af emnet, der rækker ud over den almene avislæsers viden. Man får altså noget nyt at vide eller ser det fra en anden vinkel eller sætter særlige partikulære eksempler i spil. 3. Det politiske kunståndværk Hvis jeg har ret i, at det er en fordel, at kunstneren ved mere om sit emne end os andre, så er der et håndværk, som den politiske kunstner med fordel bør lære sig i den analyserende fase. Eller rettere: Der er et forråd af åndværk, som ligger til kunstnerens disposition, og nogle af dem er hardcore: Statistik, økonomi, samfundsteori (ikke kun de marxistiske og revolutionære, men også andre), diskursanalyse osv. osv. Ikke dem alle på én gang, men dem som belyser det pågældende fænomen. Hertil kommer naturligvis en specialviden om (eller særlig tilgang til) emnet selv. Det var en lignende tanke, der fik Colonel til at udbyde kurser i statistik og økonomi til de aktionerende kunst nere under klimatopmødet. Det er naturligvis ikke nok med dette åndværk, for det skal så udmønte sig i interessante og præcise værker eller udstillinger eller aktioner men kun i ganske særlige tilfælde er politisk naivitet en fordel. Det er ikke nogen fordel når John Kørner vælger at navngive sine Afghanistanmalerier med navnene på de faldne danskere, når han samtidig helt undlader at forholde sig til menneskeskæbnerne og de konkrete historier bag. Det er ikke nogen fordel, at Superflex indoptager en uhyre interessant og tvetydig politiskøkonomisk figur som George Soros, og så blot skildrer ham som værende en almindelig børsmægler i værket The financial Crisis. I begge tilfælde rummer værkerne enten et vidensunderskud eller en ligegyldighed over for virkeligheden, som ikke klæder politiske værker. Og det er særligt skuffende, når der er tale om nogle af vores fremmeste kunstnere, som jeg i øvrigt har stor respekt for. Dette er altså en hyldest til den gode politiske kunst. Den kunst der, på en slående måde åbner mine øjne, for ting jeg ikke vidste. Den der nuancerer mine holdninger og prikker til mine fordomme. Den der provokerer mig til at tænke over aspekter, som jeg ikke var opmærksom på. Den der gør politiske emner anskuelige i sanselig eller fortællende form. Eller den, der med et finurligt twist giver nye, overraskende, satiriske blik på aspekter af det samfund, vi selv lever i og de andre samfund, vi bør vide mere om. Torben Sangild (f. 1969), er cand.mag. i filosofi og moderne kultur. Anmelder af billedkunst, tv og musik i Politiken. Postdoc på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hvad er kunst (ikke)? DEBAT AF OLE FOGH KIRKEBY Som tyveårig arvede jeg fra min morfar, der var kunstsamler, nogle af GRØNNIGENS gamle kataloger. Nogle var meget gamle, fra dengang kunst var en re lativt velafgrænset genre, som kunstnere så eks perimenterede inden for men ikke med. I dag ser verden anderledes ud og kunst er et begreb, som de færreste vel ville ønske at blive afkrævet en definition af. Alligevel har kunstneren paradoksalt nok en særstatus, fordi kunstinstitutionerne stadigvæk synes at besidde magten over dens kvalitet. Kunst er den vare, som kan sælges, til en vis pris vel at mærke, og som institutioner køber og anmeldere anerkender. Markedet definerer i dag hvad kunst er, ikke kunstens eget væsen. Det har først og fremmest medført, at den betydning, der ligger til grund for ordet kunst, nemlig at kunne, er blevet kraftigt relativeret. Det håndværksmæssige mesterskab, der lå til grund for kunstnernes evne til at gøre et særligt perspektiv på livet og verden virkeligt, og beherske en genre, er erstattet af evne til at skabe nye perspektiver uanset de professionelle krav til en basal kunnen. Damien Hirst, der smider sine gamle malerier ned i en container, er et prototypisk eksempel det man nåede at se af dem på videoen fik én til at korse sig. Verdens højest betalte, plastiske kunstner, kan ikke håndværket, men har allieret sig med en konservator. Indpakningen af bygninger i plastik og udlægning af nylonformer i landskaber kræver ingen kropslig kunnen. Denne fjernelse af ku nsten fra kroppen er et symptom på vores tid, ligesom de elektroniske musikprogrammer og deres tekniske kontekst. Når kroppen udskilles fra værket som dets nødvendige betingelse, påvirkes forholdet mellem tid og værk afgørende. Ikke blot kan værket fabrikeres langt hurtigere end tidligere, men den tid, der som læringsforløb er oplagret i kunstnerens krop, bliver overflødig. I denne udvikling ophæves også et af skønhedens mest betydningsfulde grundlag, at et værk er koncentreret, behersket, eller direkte mestret tid, inkorporeret gennem en plastisk intensitet, der giver beskueren denne tid i tilgift. Når man får tid forærende, får man nye indgange til sin erindring, og al kunst handler om evnen til at gøre sådanne erfaringer mulige, der ikke blot, som al erfaring aktiverer erindring, men aktiverer erindring af det at erindre. Dette er én af skønhedens grundpiller, fordi den altid balancerer på grænsen til vemod, længsel og sorg. I det oplevede skal det tabte kunne træde frem, den for altid mistede tid skal komme tilbage i dråber af alle de sansedimensioner, som vores krop giver os. Men i det værk, der formår at koncentrere tid, fordi det har taget tid og kræver læringens lange stræk af tæt tid, står også en alternativ kropslighed frem, nemlig billedet af en mulig fremtid. Derfor kan kunst ikke kun være kognitiv, oversættelse af tanker til koncepter og installationer, men må kunne få den plasticitet i tale, hvis centrum er den levende-levede krop. Det er den, som skal gå foran os ind i de billeder af fremtiden som den ægte kunst, der altid rummer utopien, kan fremmane. Derfor kan kunst heller ikke kun være kritisk, programmatisk, dogmatisk eller opbyggelig. Kunst skal være virkelig. Og virkeligheden ER kroppens tilstedevær i begivenheden og begivenhedens tilstedevær i kroppen. Megen helt ny kunst er sørgelige eksempler på hvad jeg vil kalde eventer kunstige, installerede begivenheder uden den tilfældighed, nødvendighed, alvor og jubel, som kroppens tilstedevær indebærer. Kunstens dimension er øjeblikket. Det øjeblik, hvor værket af kunstneren selv kaldes færdigt hvad hun end måtte føle ede ved. Mange kunstnere bliver berømte på at bilde folk ind, at de kan vise dem et andet perspektiv på få minutter. Det er bedrag. Et værk skal blive en del af vores krop ved at spredes i den indefra som en del af dens stofskifte og vækst. Vi skal blive det, i den sammenhæng. Det øjeblik, hvor den første tilskuer, lytter, berører, indsnuser, smager, læser eller lytter, bliver vidne til det. I dette øjeblik bliver det værk, der har format, selv kropsligt. Det bliver organisk, form og materie forenes i en oplevelse der måske tvinger os til at adskille dem analytisk der gør tiden kødelig. Ikke bare urørligt, ophøjet kød, men kød, der gør os til menneskeædere. For vi fortærer kunstneren med værket. Men kun det kød er tæt og saftigt, der har vokset længe nok, og kun sener og muskler kan give den fornødne modstand mod den lette og overfladiske konsumption, der kendetegner det, man kalder oplevelsessamfundet. Et værk skal kræve et fortæringsarbejde, ellers går det ind og ud af begge ender som om ingenting var hændt. Et værk skal ikke bare få os til at skifte perspektiv, se på en anden måde, for det er altid et fantasme, og en smart måde at sige på, at vi genkender noget vi allervi fortærede i går som man til skræk og advarsel siger, når man mener folk skal lægge deres kostvaner om. Men kunsten skal ikke få os til at lægge vores kostvaner om, det er installationskunst som formodentligt næs ten aldrig opnår det den sælger sig på den skal få vores krop til at omlægge sig selv. Derfor skal den kunne fremstå som et øjeblik, der kan lagre sig i os som den slags computerprogrammer, der, fordi de er et koncentrat, kan foldes ud i baner så lange som vores lungehinder gennem alle fibre og celler. Hvis sådanne krav til kunsten kunne accepteres, er der meget lidt ordentlig kunst i dag. Jeg kan ikke nægte, at jeg er vild med Jackson Pollock, men hvem malede hans billeder? Her er det, jeg lige har sagt, vendt på hovedet, hans krop har malet på hans vegne. Men kan kroppen slippe den tanke, der bebor den, og lade et resultat stå frem ved at lade tilfældigheden arbejde? Hvis man skulle have udtænkt hans maleri Convergence fra 1952, skulle man have været en mester i at tænke form og farve, man skulle være de største ornamentmagere overlegen. Åbenbart kan nogle indfald erstatte års øvelse. Men sådan et værk bliver jo af kunstneren Et værk skal kræve et fortæringsarbejde, for ellers går det ind og ud af begge ender som om ingenting var hændt. Et værk skal ikke bare få os til at skifte perspektiv, se på en anden måde, for det er altid et fantasme, og en smart måde at sige på, at vi genkender noget vi allerede ved. Mange kunstnere bliver berømte på at bilde folk ind, at de kan vise dem et andet perspektiv på få minutter. Det er bedrag. Et værk skal blive en del af vores krop ved at spredes i den indefra som en del af dens stofskifte og vækst. selv vurderet som et resultat, han vil nå, EFTER at han har lavet det. Han er bagefter værket, men ikke udenfor det. Men dets ophavsmand er han ikke, ikke engang som ophavsretten forsvinder hos den skrivende, når hånden overtager refleksionen som om den var vores ydre hjerne. I den forstand synes vi at måtte acceptere, at kunst ikke beror på kunnen, men på at give tilfældet chancen. Få den idé at køre en motorcykel over et lærred. Men herved bliver kunstneren ikke længere ansvarlig for sin kunst, ligesom man ikke er ansvarlig for sin afføring, men kun for dens virkning i den sammenhæng, hvor vi giver slip på den. En kunstner er altså et menneske, der ved hjælp af et uendeligt sæt af mulige teknikker kan skabe et resultat, der skaber en effekt, der er æstetisk og kvalitetsrig, hvis markedet siger det. Men kampen mellem kroppen og tanken er borte i disse billeder, og øjeblikket som frugt af en tid, der har vokset længe i os, er erstattet af et stjerneskud. Herved mister kunsten sit forhold til samfundet. For motorcykeldæk og konserverede får har næppe de største sociale erfaringer. Den historiske forpligtelse dør bort. Kunst bliver historieløs, fordi så mange af de mulige redskaber er nye i sig selv og helt nye i forhold til kunsten. Men når historiens erindringsrum luk kes, lukkes lidelsen og undertrykkelsen ude, de andres og kunstnerens egen. Kunst bliver uforpligtende, fordi denne ikke som værk inkorporerer et liv. Den bliver en del af oplevelsesindustrien. Måske har vi den kunst, som vi fortjener? Men vi kan også vende billedet, for eksempel mod Center for Kultur og Udviklings internationale festival IMAGES. Her er kunsten i sit væsen det, god kunst altid har været, politisk. Politik kan i sit væsen betyde bevidsthed om, at et fællesskab ikke må eksistere på grundlag af eksklusion. En sådan kunst er i sin tilblivelsesfase for alvor perspektivomvendende, fordi den beror på en ældgammel viden fra andre kulturer omsat til den nye teknologi og den nye uendelighed af genrer. Den kunst, der er kognitiv og emotionel radikal uden at sætte vores fordomme på spil, betaler ved at blive salonfähig. Der er kun et aspekt af oplevelse, der er noget værd, og som i øvrigt er enhver oplevelses dybere mening, hvis den har én, nemlig erkendelse. Kunsten skal ikke underholde og behage, den skal ødelægge, smerte, forpligte og gøre klogere. Ole Fogh Kirkeby (f. 1947) er professor dr.phil., leder af Center for Kunst og Lederskab ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, og forfatter til en lang række bøger indenfor organisationsfilosofi, kunst og ledelse.

5 8 GRØNNINGEN Nu kører kunstmaskinen, hip hip hurra! DEBAT AF ARNO VICTOR NIELSEN Selv om Docken fra den 18. september kan betegnes som et asylcenter for en bortvist og hjemløs kunstnersammenslutning, der i nogen grad drømmer om at blive repatrieret i Kunsthal Charlottenborg, vil jeg alligevel tage mit udgangspunkt i stedet her. Nordre Frihavn blev jo i sin tid anlagt for at imødegå konkurrencen fra Hamborg. Hamborg med opland er på størrelse med Danmark. Forestil jer, at Hamborgs bystyre beslutter at i 150 år skal der i Hamborgs skoler kun læses hamborgensiske forfattere, alt hvad der bygges i Hamborg skal være tegnet af hamborgensiske arkitekter, og al kunst i det offentlige rum skal være af hamborgensiske kunstnere. Dette groteske scenario har ikke desto mindre været realiseret i Danmark. I snart 150 år er danskerne blevet spist af med dansk litteratur, dansk arkitektur og dansk billedkunst. Danske kunstnersammenslutninger har reelt betydet, at vi er blevet tæppebombarderet med national, dansk kunst fra slutningen af 1800-tallet op til i dag. På den måde minder de om andelsslagterierne og de store bryggerier, for lige så længe der har eksisteret kunstnersammenslutninger med årlige udstillinger, har danskerne spist sejt og dårligt kød fra udtjente danske malkekvæg, og vi har drukket tyndt og dårligt øl af mærket Tuborg og Carlsberg. Vi vidste ikke, at der fandtes bedre. Det ved vi nu, hvor udenlandsk kød og øl strømmer til landet. Vi har åbnet grænserne for udenlandske arkitekter, som på det seneste har fået opført mesterværker i landet. Kunstrådet inviterer nu for danske skatteyderpenge udenlandske kunstnere til Danmark for at fremme dansk kunst, som det hedder. Vi er på vej ud af den nationale ghetto, som vi har levet i 150 år, og som ikke mindst de danske kunstnersammenslutninger har sin del af ansvaret eller æren for. Det offentlige rum i de danske byer er plastret til med lutter danske kunstneres produkter. Der står jo snart et monst rum af Bjørn Nørgaard i hver anden by. I skoler, på rådhuse og over sofaen i tusindvis af danske hjem hænger der dansk kunst. Og intet andet. Det er ikke mindst de danske kunstnersammenslutningers fortjeneste. De satte sig på det danske marked med samme styrke som landbruget og bryggerierne. Hver gang GRØNNINGEN, Corner, Koloristerne, Decembristerne, Den Frie etc. afholder deres årlige udstillinger indleder anmelderne deres skriverier med at sige, at dette er et unikt dansk fænomen. Men jeg spørger mig selv, hvad det særligt danske er ved at kunstnere slutter sig sammen for at udstille deres værker? Var det ikke også det, impressionisterne gjorde, da de revolterede mod Salonen i 1874 og grupperede sig som Societé anonyme cooperative d artiste og lavede deres egen udstilling, og af en kritiker fik navnet impressionister ne? Var det ikke også det, Secession isterne i Wien med Gustav Klimt i spidsen gjorde, da de lavede deres egen udstilling i 1898? Og hvad med Der Sturm, Die Brücke, Der Blaue Reiter, surrealisterne, dadaisterne? Og vi kan gå helt tilbage til det Præraffalitiske Broderskab i England i Kunstnere har overalt grupperet sig for at lave deres egne udstillinger i oprør mod alle de Allis Helleland-typer, som har regeret over kunstmuseerne, i oprør mod de vampyragtige og lidt for smarte galleriejere, i oprør mod de stok konservative statslige censurkomiteer. Kunstnere har altid grupperet sig, lige fra malerlaugenes tid og til grupper som Surrend og Superflex i dag. Men de har ikke altid grupperet sig med det ene formål at opslå deres fjellebod og sætte sig solidt på hjemmemarkedet. Kunstnergrupper som Klingen, Linien, Cobra, Eks-skolen, Situationisterne og Fluxus var samlet om et bestemt kunst syn, en ideologi. De lavede udstillinger, de lavede happenings, de udgav tidsskrifter, de udfærdigede manifester og traktater, de var internationalt orienterede, grænseoverskridende, de var oprørske, de ville meget mere end markedsføring af egne værker. Deres mål var ikke at gruppere sig for at blive statsanerkendt ved hjælp af tipsmidlerne. Hvad er på den baggrund det særligt danske ved GRØNNINGEN og lignende danske kunstnersammenslutninger? At de ikke er en sammenslutning med et fælles ideologisk grundlag og en fælles kunstpolitik, endsige en fælles æstetik for nu at citere fra GRØNNINGENS selvpræsentation. Jeg spørger mig selv, om det er noget særlig godt kun at være et kommercielt fællesskab uden kunstnerisk idé eller sammenhængskraft? Måske ikke lige det, men så noget andet da. For der er også noget godt ved de danske kunstnersammenslutningers årlige udstillinger. Det gode er ikke de udstillede kunstværker, som hver især kan være gode nok, men som samlet billede repræsenterer den slags udstillinger aldrig noget chokerende nyt. Det gode er elementet af folkefest. I hvert fald på åbningsdagene. Det giver mindelser om kunstudstillingernes barndom, uden at jeg dog selv kan mindes dét, for vi skal helt tilbage til midten af 1700-tallet i London og Paris. De årlige salonudstillinger i Paris skal have været var en kæmpe social begivenhed. I London blev man nødt til at tage entré, for at holde de værste elementer ude. Alle kunstarterne udspringer af hofkulturen, hvor de indgik i den store høviske fest. Hvad brugte man kunsten til ved hofferne? Man brugte den som samtaleemne. Over alle de forskellige kunstarter ved hofferne udviklede der sig en selvstændig kunstart, som var højt værdsat, nemlig konversationskunsten. Alle kunne snakke kvalificeret med om kunst, alle var kendere. Man havde ikke brug for kunstanmeldere og kunstbøger, kataloger og kunsthistorikere. Snakken om kunst fortsatte, da borgerskabet overtog kunstarterne. Den fortsatte i borgerskabets saloner og kunstforeningerne. Men snart forstummede snakken og blev erstattet af bunken af kataloger, kunsttidsskrifter, kunstbøger og anmeldelser, alt sammen udført af professionelle snakkehoveder. Det gode, det rigtig gode ved kunstnersammenslutningernes årlige udstillinger, er, at de for en stund genopliver snakken om kunst mellem almindelige kunstinteresserede mennesker. Det kan godt være, at vi næsten har mistet sproget, fordi de professionelle kunsteksperter har stjålet det fra os, men et par bemærkninger kan vi lade falde, for kunstnerne og det kunstinteresserede publikum mødes direkte, uden det filter af pædagogiserende kunstmagistre som ellers altid skiller os ad. Publikum er jo ikke bare nogen, som kommer og glor på billeder. Publikum er i høj grad selv med i billedet. Uden publikum, ville der ikke være kunst. Der hører mere til kunsten end en, to eller tredimensional genstand på en væg eller et gulv. En sådan ting ville ikke være kunst uden publikum, uden en kulturminister, som godt nok ikke kan lide lort på dåse, uden et passende rum, uden en kunstanmelder, en kunstavis, en åbning etc. Vi er alle sammen med til at skabe den energi, der har krystalliseret sig i de firkanter, som hænger på væggene, og som vi benævner kunstværker. Alt dette og mere til er med til at skabe kunst en. Der er ikke noget af det, der kan undværes: kunsthistorikeren, museums direktøren, galleriejeren, kunstkritikeren, kunst filosoffen, publikum, kunstsamlerne, kunsttids skriftet, kataloger, postkort, kunstbygningerne, kunstforeninger, kunstmesserne og, ikke at forglemme, kunstnerne og deres frembringelser. Hvis det ikke var der alt sammen, ville vi ikke glo på en firkant på en væg i flere minutter, ja måske i årevis. Hvad er kunst og hvor gemmer kunsten sig? Det er det store spørgsmål. Men det lader sig besvare ganske let. Kunst skabes af den kæmpe maskine, som jeg netop har udpeget nogen af maskindelene fra. Når den maskine kører, får vi kunst. Arno Victor Nielsen (f. 1946) er filosof og lektor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, kulturanmelder og klummeskribent. POUL AGGER DOMMEDAGSPRÆDIKANT EN OG JUBELIDIOTEN Redaktionen for GRØNNIN GENS katalog 2010 har bedt ovenstående tre debattører om at forholde sig frit til de spørgsmål, som nedenstående oplæg rejser. Dommedagsprædikanten og jubelidioten fylder meget på forum humanum, givetvis fordi begge positioner sikrer mennesket mod at handle. Det går ad helvede til, eller det går nok alt sammen, helt af sig selv! Så sæt dig bare ned på den flade og nyd udsynet til, hvordan henholdsvis kaos eller den endelige orden indfinder sig. Du gør ingen forskel! Det senmoderne globaliserede menneske befinder sig i en åndelig kløft. Udspændt mellem det faktum, at vi på den ene side står over for befolkningseksplosion, ressourcemangel og klimakatastrofer; og på den anden side, hver gang problemerne bliver rejst politisk eller økonomisk, bliver mødt med svaret vækst og forbrug, selvom vi har en klar fornemmelse af at dette svar står i dunkel forbindelse med problemernes årsag. Hvis kunsten står i forbindelse med en kulturs og et individs overskudsproduktion, hvordan kan den så overhovedet finde sted i et rum fuld af underskud og angst? Hvordan kan man undgå, at kunsten bliver en tvivlsom dekadent Abendland-syssel, der højst kan hænge lidt balloner op og pynte på nedtur ens overflader? Eller handler det om at acceptere, at det er alt, hvad der er: Hvis verden er nederen, vil jeg sidde blødt mens tingene eskalerer. Disse spørgsmål er ikke nye, men de rejses til skiftende tider i skiftende scenarier. Selvom GRØNNINGENS kunstnere på udstillingen 2010 præsenterer en mangfoldighed af kunstneriske udtryk, som alle forholder sig forskelligt til livsverdenen, skulle det undre, om ikke disse spørgsmål har rejst sig hos de fleste, midt i arbejdet eller i en søvnløs nattetime. Her kunne man indvende, at det slet ikke er kunstens problem. Men kunstneren er jo også borger og det politiske, som skulle arbejde på at løse disse konflikter, synes, i kraft af den populisme, der har bredt sig gennem medierne, udtyndet for selvtænkende mennesker, der i vid udstrækning er erstattet af papegøjelignende væsner, der med hovedet på skrå kun har ét for øje og øre, nemlig at opfange, hvad de skal lære at repetere, for at beholde eller til rane sig sukkerknalden: magt. I kølvandet på 1980ernes opgør med lineariteten, det man dengang kaldte de store fortællingers død, synes der at være opstået en konflikt mellem eventkulturen, der dyrker begivenheder uden årsager og virkning, og det, der har afsæt i individet, hvad enten det gælder kunstværket eller den individuelle humanistiske forskning. I virkeligheden foragter event kulturen den individuelle kunst. Eventkulturen bryder sig ikke om løsgående individer, der på den ene eller den anden måde kan anfægtes, fordi disse anfægtelser risi kerer at sprede et grelt lys ud over bemeldte aftenlandskab, og fordi individuelle ytringer lægger op til fortolkning, som igen stiller krav til individet. Kunstneren bliver ofte skudt naivitet, pladderhumanisme og politisk korrekthed i skoene. Med et begreb som oplevelsesindustri, vil eventkulturen i realiteten den individuelle kunst til livs. Den er en trussel mod krigen. For mens gruppen i fordragelighed kan repræsentere de mange, indtil den konfliktuelt støder på en anden gruppe, er individet paradoksalt nok det eneste kritiske sted, der kan repræsentere alle. Individualiteten er således ikke fællesskabets fjende, men dets mindste enhed og positive modsætning. Når vi bliver stillet overfor valget mellem individualitet eller fællesskab, er det en falsk opstilling. Det, der truer fællesskabet og sammenhængskraften, er ikke individualiteten, men egoismen, som er samfundets negative modpol. Sammenhængs kraften er så ledes hverken truet af globalisering eller fremmede, men af de mange tiltag, der fremmer konkurrencen mellem individerne i det daglige liv. MADS GAMDRUP

6 ALLAN OTTE RONALD BURNS EVA STEEN CHRISTENSEN STEFFEN JØRGENSEN

7 VIERA COLLARO TRINE SØNDERGAARD EVA KOCH ANITA JØRGENSEN

8 ANETTE HARBOE FLENSBURG BJØRN POULSEN IB MONRAD HANSEN FRITHIOFF JOHANSEN LEONARD FORSLUND

9 ØIVIND NYGÅRD STIG BRØGGER CARL MAGNUS ASTRID KRUSE JENSEN

10 MORTEN BUCH JETTE THYSSEN MALENE LANDGREEN LONE HØYER HANSEN

11 HANS PAULI OLSEN PAUL JANUS IPSEN ERIK WERNER JØRGEN HAUGEN SØRENSEN LOUI MICHAEL Institut de SmartArt 3D.- tus 2010 Directeur General M. Frans Kannik FRANS KANNIK

12 NICOLAI HOWALT HJÖRDIS HAACK RUTH CAMPAU SEPPO MATTINEN OLE SPORRING MERETE BARKER

13 GRØNNINGEN 25 IB GEERTSEN Den ældste af GRØNNINGENS store malere er død. Ib Geertsen fik som kunstner et langt og rigt liv, som kronedes med at også de yngste kolleger satte pris på hans værker. Ib var også levende interesseret i andres kunst. Der var ikke den fernisering, hvor han og hans Birthe ikke var med. Vi husker alle hans karakteristiske lange hvide hår og fuldskæg, som i øvrigt ikke havde forandret sig i de sidste 50 år, hvad han selv koketterede lidt med. Kunstnerisk nåede han langt, hvad man ved selvsyn kunne konstatere ved udstillingen på ARoS Århus Kunstmuseum Hans mange venner og GRØNNINGENS medlemmer vil savne Ib, som vi indtil for få dage siden troede var udødelig. Men det viser det sig nok, at han bliver alligevel. Peter Bonnén LISE MALINOVSKI EGON FISCHER SØREN KJÆRSGAARD PETER MANDRUP JØRGEN BOBERG TONNING RASMUSSEN Første gang, jeg oplevede Søren Kjærsgaard, var i Ole Jensens kældergalleri i Klareboderne. Under ferniseringen afslørede en spinkel ung mand ganske særlige evner med et flot kraftspring midt på det gråmalede betongulv. Nu er den unge mand død. Han kunne andet og mere end at slå kraftspring. Både som maler, grafiker og skribent var Søren Kjærsgaard en uforlignelig og underfundig kunstner. Hans billeder udfoldede sig tit i uventede farvekombinationer, altid i en behersket og forfinet kolorit. Hans motivkreds og fortolkning var altid tankevækkende og overraskende. Hvem andre kunne i samme billede finde på at sammenstille en nøgen dame, halvtømte rødvinsglas, en medisterpølse, kogte rejer og en opvask og kalde det Frokost i det grønne, fordi den grønne farve er dominerende? Hans brede lidt skæve syn på verden viser sig også i hans særlige interesse for tre usædvanlige personer. Tyge Brahe, hvis metalnæse han især fandt interessant, ligesom han interesserede sig mindst lige så meget for Betty Nansens liv i Hamborg som for teaterdivaen selv. Og Jeppe på bjerget, der også var tilstrækkelig flertydig til at blive optaget i Kjærsgaards univers. Som medlem af GRØNNINGEN siden 1966 medvirkede Kjærsgaards lysende talent til udstillingens position som kunstnersammenslutningernes flagskib, og han bidrog markant til den boblende, glade og larmende stemning, der prægede udstillingens sammenkomster. Kneb det for den lille spinkle mand at få ørenlyd, kunne han entre langbordet for at vandre frem og tilbage imellem højt belagt smørrebrød og forkynde sine uforgribelige meninger, f.eks. med en gul tulipan som mikrofon. Vennerne vil mindes ham som et muntert, sårbart og blufærdigt menneske. Peter Mandrup er gået bort alt for tidlig og dansk kunstliv har mistet en markant og original maler, som arbejdede konsekvent og repræsenterede et poetisk og sanseligt maleri på absolut højt niveau. Peter, der var uddannet hos Richard Mortensen i en kontruktivistisk ånd, udviklede sig til en kunstner med et meget personligt, stofligt og dramatisk udtryk. Hans billeder bar en dynamisk bevægelse, som gik ud over det genkendelige og ind i en sjælelig dimension, i et flow af bevægelse og raffinerede gråtoner. Med lag på lag, skabte han en let og følsom verden af skønhed og tonalitet. Peter var et naturtalent, der beherskede spontanitet og en svævende universalitet. Siden 1970erne var han meget aktiv i den danske kunstverden. Sammen med sin trofaste og højt elskede kone, kunstneren Lone Arendal, var han involveret i det legendariske Galleri 38 og Kanal 2 i Christianshavn, hvor der blev vist noget af tidens bedste eksperimenterende kunst i 1970erne og 1980erne. Christianshavn var centrum for hans liv, det var her han boede og arbejdede, og herfra han med sin kone og deres to børn rejste ud i verden. I den seneste tid udstillede han meget i Tyskland og Polen. Jeg kender Peter fra vores tid på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1970erne, siden fra gruppen Ny Abstraktion, og endelig som trofast kollega i Kunstnersammen-slutningen GRØNNINGEN, hvor han altid viste nye og originale værker af høj kvalitet. Peter var og er en meget respekteret kunstner. Hans arbejde har figureret i mange sammenhænge, på gallerier, kunsthaller og museer. Som person var han en følsom og sanselig karakter, med en stor dedikation til kunsten og sin familie. Han var dybt tænkende. Han var en gentleman. Peter bliver absolut savnet af mange, og hans malerier vil leve videre i fremtiden. Den slags er der da ingen der har forstand på, er du måske en Doktor Seraphicus, hvad er der med den skide engel, jeg ved godt du tror på et eller andet, men så sig det dog, det kan vel ikke kun være noget med at universet er, hvad siger man, styret af en vilje, men hvorfor engle? De findes bare, siger du, for det er ikke dit job at forklare, du maler, okay, noget skal man jo sige, det er alt sammen teater, gør som du vil, siger du, men dit problem er at du ikke tror, det er det du siger, du tror ikke, du ved, men hvorfor det skal gøre ondt, det kan du ikke svare dig selv på, det må din gud fortælle dig, når du når dertil, du ser på mig, jeg ser på dig, dit ansigt er ved at forsvinde i dine øjne, så rejste du dig, du skulle ind til dig selv og male en fjer på englen, det fik jeg så ikke fortalt dig, efter at du havde lukket døren trak jeg ud i olivenlunden med min fjer på, og dér stod den lige foran mig, kraften, inspirationens engel, Det store vildsvin. Digt til Jørgen Boberg, fra suiten Tog til Rom trykt i Boothill, Thomas Boberg TOM KRØYER Henning Damgaard-Sørensen Viera Collaro

14 26 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 27 POUL AGGER MERETE BARKER PETER BONNÉN VIERA COLLARO ANITA JØRGENSEN FRANS KANNIK SEPPO MATTINEN BJØRN POULSEN OLE SPORRING JETTE THYSSEN JENS BIRKEMOSE PETER BRANDES ALLAN OTTE TOM KRØJER ARNE HAUGEN SØRENSEN STIG BRØGGER ANETTE HARBOE FLENSBURG MADS GAMDRUP ERIK HEIDE POUL JANUS IBSEN MALENE LANDGREEN LISE MALINOVSKY HANS PAULI OLSEN JØRGEN HAUGEN SØRENSEN Bendt Ulrich Sørensen, Hensat til henfald 2009 Træsnit Maria Buras Selvportræt med sort te. Tegning og maleri. 14.august - 25.september Mette Augustinus Poulsen Hårdtbrændt lertøj. 21.august - 25.september Helle Frøsig & Mikael Thejll Korridor. Installation. 2.oktober - 6.november Palle Nielsen Parklandet. Grafik og tegninger. 13.november - 18.december We proudly represent Ib Geertsen Allan Otte Køb Politikens særtryk og skulpturer på politiken.dk/plus - under galleri eller i Forhallen, Rådhuspladsen 37, København V. CLAUSENS KUNSTHANDEL TOLDBODGADE 9, 1253 KØBENHAVN K. Tlf Tirsdag-lørdag 11-17, info@clausenskunsthandel.dk KUNST OG KULTUR rejser ud over det sædvanlige Ib_Gertsen_annonce_A4+5mm.indd :28:41 KUNSTLIVETS ADRESSE- OG TELEFONBOG FOR SKANDINAVIEN 2010/2011 BEARCELONA Kunst, kultur og gastronomi oktober 2010 Rejseleder: BA Spansk Martin Skov Friis Barcelona er en af Europas mest dynamiske byer. Vi ser på byens sønner Picasso, Miró og Gaudí. Vi nyder byen, kulturen, kunsten og dens gastronomi i verdensklasse med mulighed for at spise på Commerç 24, Pitarra og Osmosis. Pris pr. pers. i dob. værelse: 8.445,- STORE OPLEVELSER Fjerne steder BERLIN Storslået opera november 2010 Rejseleder: mag.art. Leif V.S. Balthzersen Berlin er en af Europas kulturelle højborge, og byens musikliv er utroligt rigt. På dnne tur, i selskab med operakender, kan følgende overværes: Mozarts Tryllefløjten, Bellinis Lucia di Lammermoor og Deutsches Symphonie-Orchester Berlin Pris pr. pers. i dob. værelse: 3.945,- Påskeøen og Ildlandet 24. januar februar 2011 Rejseleder: cand.mag. Torsten Granov Pris pr. pers. i dob. værelse: ,- Vietnam og Cambodia marts 2011 Rejseleder: cand.mag. Torsten Granov Pris pr. pers. i dob. værelse: ,- BERLIN Kunst og arkitektur december 2010 Rejseledere: mag.art. Allis Helleland og cand.mag. Torsten Granov I selskab med kendere af byen og kunsten, skal vi se nogle af de mest interessante museer og se på noget af den nye arkitektur. Turen er i December hvor Berlin er julesmykket, og der er lejlighed til at besøge byens mange forretninger. Pris pr. pers. i dob. værelse: 3.845,- SKT. PETERSBORG Det storslåede vindue med vest august 2011 med bus Alle byens store seværdigheder og med besøg i Helsinki og Stockholm. Rejseleder: cand.mag. Marion Holmager Pris pr. pers. i dob. værelse: 9.885, sept med fly Vi følger i kejserinde Dagmars fodspor, på denne rejse ind i zarernes tid. Rejseleder: Kommandør Poul Grooss Pris pr. pers. i dob. værelse: ,- SE OGSÅ VORE ØVRIGE REJSER F.eks.: Bhutan - det bedste af Tordendragens land med 5 dages trekking, Normandiet, Portugal, Norditalien, Opera ved Rhinen, Provence - en rundrejse ud over det sædvanlige m.m. CULTOURS.DK rejser@cultours.dk Korrigeret og udvidet udgave. kunstnere, nordatlantiske kunstnere, kunsthåndværkere, arkitekter, landskabsarkitekter, kunstnersammenslutninger, museer og samlinger, skulpturparker, slotte og herregårde, udstillingsbygninger, gallerier og andre udstillingssteder, kunsthåndværkerbutikker, censurerede udstillinger, kunstmesser, kunstauktioner, kunstforeninger med offentlig adgang, institutioner og servicorganer, kunstskoler, gæsteatelier og legatboliger, fonde og legater, kritikere, skribenter og rådgivere, medier, tidsskrifter, forlag, fotografer, oversættere, kunstens værksteder og servirksomheder, kunstnerartikler, firmakunstforeninger, transportfirmaer. Adresser, telefonnumre, fax-numre, -adresser, hjemmeside-adresser Listen omfatter også navne på ledere/direktører/ejere vedrørende kunstmuseer, gallerier, institutioner, kunstskoler, kunstforeninger o.s.v. 224 sider, A4-format. Pris kr 160,- (+ forsendelse kr 60,-) Hvis du indbetaler kr 190,- til vores netbank eller tilsender beløbet pr check, betaler vi resten af portoen NORTH ART MAGAZINE Nørregade 7c, kælderen, 1165 København C, telefon , netbank PRÆMIERET AF STATENS KUNSTFOND Motiveringen er: Et tæt parløb mellem designer / tegner Bo Bonfils og keramikeren Jane Reumert har resulteret i denne lille ovn til indendørs brug. Ikke blot har BONFILS Ildsted imponerende varmeegenskaber, men også perfekte proportioner og detaljeringer. Fokus er på bålet, og intet i formgivningen er overflødigt, kun gennemtænkt. Dette placerer produktet i en klasse helt for sig selv, på et marked der ellers godt kan være præget af designmæssige discount løsninger. Efter mange års produktudvikling er ildstedet netop blevet færdiggjort. Kunsthåndværk- og Designudvalget består fra af: Louise Campbell ( Formand ) Bess Kristoffersen og Thomas Dickson

15 28 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 29 UDSTILLING PÅ KULTURKAJEN DOCKEN Står du og mangler noget dejligt mad til dit næste arrangement? Mad Synergi tilbyder lækre buffeter og fantastiske 3-retters menuer. Vi sætter en ære i at levere et perfekt resultat hver gang! KOPENHAGEN PUBLISHING KOPENHAGEN ART INSTITUTE Mad Synergi er skabt af de to kokke Jeppe Graa & Henrik Junker, som begge har en fortid fra de danske Michelin-restauranter, samt det Danske Kokkelandshold. De havde begge en drøm om at gourmet mad ikke behøver at koste en formue og kun være tilgængelig på de danske top restauranter. Du har således nu muligheden for at bestille mad i verdensklasse til dit næste arrangement. Om du skal holde en rund fødselsdag, bryllup, nytårsaften eller dit arbejde skal holde julefrokost står vi klar til at levere noget rigtig dejligt mad. Vi er meget imødekommende og fleksible og vi er således i stand til at skræddersy et arrangement til jer, hvor vi står for det hele. Vi håber meget at høre fra dig Mange gastronomiske hilsner, Jeppe Graa og Henrik Junker info@madsynergi.dk KOPENHAGEN.DK KOPENHAGEN CONTEMPORARY NY DANSK KUNST KOPENHAGENSHOP Kom til auktion! Stor kunst under hammeren... I disse dage er der traditionel auktion i Bredgade 33. Først inviterer vi til eftersyn, hvor alle effekterne udstilles. Det er gratis og åbent for alle. Senere starter selve auktionen, der strækker sig over flere dage, hvor hammer en falder over en enestående samling af malerier, møbler, kunstindustri m.m. Kig forbi og glæd dig over det store udbud - fra internationale antikviteter til danske møbel klassikere og stor billedkunst. Måske får du lyst til at byde med! Eftersyn: 22. til 27. september Auktion: 27. september til 6. oktober Se de nøjagtige tidspunkter på bruun-rasmussen.dk Asger Jorn: Afstanden mellem mennesker, Vurdering: 1.5 mio. Hver dag året rundt kan du også byde på vores net-auktioner. Kig ind på bruun-rasmussen.dk og se de over 1000 smukke, sjældne, sjove og særegne kunst- og samlereffekter, vi udbyder hver uge. Læg også gerne vejen forbi vores showroom på Sundkrogsgade i Københavns Nordhavn. Bredgade København K Tel Sundkrogsgade København Ø Tel Søren Frichs Vej 34 D 8230 Åbyhøj Tel Kommende eftersyn og auktioner: bruun-rasmussen.dk Net-auktioner på bruun-rasmussen.dk hver dag året rundt

16 30 GRØNNINGEN GRØNNINGEN 31 INTERVIEW MED GÆSTERNE Anders Bonnesen Anders Bonnesen (f. 1976) Du har nævnt, at dine værker sigter mod at oprette en genforhandling af forholdet mellem tingene og os. Hvad mener du med det? Har jeg virkelig sagt det om mit arbejde? I dag synes jeg, det lyder som en delvist uforståelig floskel, men måske lyder en genforhandling af tingene ikke helt dumt. Jeg er interesseret i, hvordan ting er lavet og hvad de er lavet af, så jeg tilegner mig en (meget) grundlæggende praktisk viden, netop for at forhandle med ting og sager. Hvad siger du til at skulle udstille i en sammenhæng med så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk? GRØNNINGEN er jo andet og mere end en sammenhæng præget af diversitet, det er en af Danmarks mest hæderkronede kunstnersammenslutninger, der repræ senterer et langt stykke dansk kunsthistorie. I den stadig verserende diskussion om kunstnersammenslutninger kontra kuratorvælde hører jeg blandt dem, der synes, at de ikke kan stilles op som hinandens alternativer. Men ret beset har diskussionen handlet mere om bygninger end om kunst. Michael Mørk Hvad udstiller du på Docken? En container. Man kunne sige, at den er en slags bud på en opdatering af sarkofag traditionen. Heine Klausen (f. 1978) Du arbejder meget formelt med dine skulpturer. Hvorfor, når nu store dele af kunsten bevæger sig mod overfladen og tegnet? Tegnet er en overfladisk måde at se tingene på. Jeg mener det handler om at se verden på en Heine Klausen stille i en sammenhæng med så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk? Det er netop den store spredning, der gør det interessant, så længe tingene har kvalitet, gør det ikke noget, at de er forskellige. Hvad udstiller du på Docken? Jeg udstiller femogtyve collager og tre skulpturer. Collagerne er en blanding af torturscener og pophits. Den ene af skulpturene hedder For Whom the Bell Tolls og består af to kirketårne, det ene fra Tjørring, hvor jeg er døbt, det andet fra Vangede, hvor jeg bor nu. I midten er der en figur af fugeskum, der binder de to tårne sammen. Michael Mørk (f. 1959) Fortæl om dit arbejde? Jeg betragter mig selv som maler, fordi maleriet realistisk måde og arbejde med ting, der måske gør lidt ondt. Hvad siger du til at skulle udsom medie i mange år har været omdrejningspunktet for min praksis, selv om jeg de seneste år næsten kun har arbejdet med fotografi. Resultatet er ofte værker, der ikke umiddelbart ligner, hvad man traditionelt forstår ved maleri eller fotografi, for den sags skyld. Fokus er en undersøgelse af maleriet som konstruktion. Dynamikken opstår af grænsefladerne i mødet mellem flere, ofte modsatrettede, kategorier og tilgange. Eksempelvis grænsen mellem klassiske kunstneriske genrer eller grænsen mellem kunstneriske udtryk, hvor maleriet enten er fysisk objekt eller repræsentation og historiefortæller. Det er det fladeorienterede over for det tredimensionelle, og det afgrænsede maleri på væggen over for det rumligt agerende. Hvad siger du til at skulle udstille i en sammenhæng med så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk? Jeg har tænkt en del over GRØNNINGENs kunstneriske bredde og høje kvalitet. Derfor er jeg spændt på, at se egne værker i denne her sammenhæng. Jeg er glad for, at det netop er denne GRØN NINGEN udstilling jeg er inviteret til, fordi jeg har en forkærlighed for udstillingslokaler der er nye og friske for både beskuer og udstiller. Hvad udstiller du på Docken? Til GRØNNINGEN har jeg valgt at vise fotografi, bla. et stort fotografi ca 1:1 med motivet. For mig er fotografiet arbejdsmæssigt et nyt medie, hvor jeg kan gøre andre ting end i maleriet, navnlig på grund af kameraets evne til at gengive det tredimensionelle på en todimensionel flade. Papfar, alias Søren Behncke (f. 1967) Hvorfor arbejder du i pap? Da jeg i 2003 begyndte med maleri og skulptur, var betingelsen, at udgifterne blev holdt på 1980er niveau. Pap var det naturlige valg, fordi der er masser af det rundt om i byens containere. Pap kan foldes ud og bruges som lærred, og man kan arbejde skulpturelt med det, på samme måde som arkitekterne bruger pap i deres modelbyggeri. Med tiden har materialet pap afsløret skjulte kvaliteter, som jeg ikke umiddelbart var opmærksom på. På den vis har pap åbnet en kreativ hoveddør. Hvad siger du til at skulle udstille i en sammenhæng med så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk? Det er lidt som at være med på hylden i den af deling af Netto, hvor det hele er en stor blandet landhandel. Man ved aldrig helt, hvad man får, selvom man har været der før. Hvad udstiller du på Docken? Jeg udstiller skulptur en King Of The Road. Hovedvej E45 er en 5000 km lang ryggrad i Euro pæisk bilisme, transport og vareudveksling. King Of The Road handler om varebytte og mobilitet. Titlen Randi & Katrine er lånt fra Roger Millers kendte countrysang fra 1960erne, hvor lastbilen som køretøj sym boliserer kraft, fart og frihed. Samtidig er den et udtryk for moderne forbrugsgoder, idet alt hvad hjertet begærer kan skaffes til veje og transporteres i lastbiler. Dermed refererer skulpturen, ligesom mange af mine tidligere værker, til forbrugersamfundet. Randi og Katrine (f og 1976) Hvorfor arbejder I sammen? Vi oplever at det er meget givende at være to kunstnere, der har en konstant dialog om det konceptuelle såvel som det håndværksmæssige. Vores store installa toriske og skulpturelle værker, der inddrager hverdags erfaring og fordrer en både legende og spørgende tilgang til omgivelserne, passer godt til en arbejdsform, hvor vi i fællesskab ud Papfar, alias Søren Behncke vikler og udfører ideer. Hvad siger I til at udstille i en sammenhæng med så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk? En udstilling, der går på tværs af generationer, genrer og kuratoriske tematikker, er en unik mulighed for at opleve uventede kunstneriske møder, midt i den strittende forskellighed. Hvad udstiller I på Docken? Vi udstiller værket Shavarma House, der er en lille bod med en enorm shawarma på toppen. Vi syntes det er ideelt til Docken, hvor kunstrummet bliver krydset med bar, rekreations- og oplevelsesøkonomi i et gammelt havne- og industriområde. Værket spiller netop på sådan en spænding, fordi det fremstår som en lille bod, der sælger mad, mens det i virkeligheden er en skulptur. Shavarma House placeres i et af Dockens uderum for at understrege denne spænding. Forstudie til Have og Helvede af Ursula Andkjær Olsen med Julie Andkjær Olsen udgivet på Gyldendal 2010 INTERVIEW Carsten Lehrskov, der har skabt og driver Docken, fortæller: Da jeg første gang kom til Docken var bygningens tag og facade næsten faldet helt sammen, vandet væltede ind gennem alle huller, inde og ude flød det med affald og murbrokker plus resterne af de gamle saltkarvægge. Men udenfor lå havet. Og der var udsigt til Hven, et skrotlager, Skovshoved havn, stenbunker og luksusbyggerierne i Hellerup. De kontraster var helt unikke. Det var næsten surrealistisk. Ingen kunne se ideen, men da vi fik sat vinduer i gavlene, lagde nyt tag og fik lagt vand og kloak, så åbenbarede konceptet sig: Kontrasten mellem det rå og det tjekkede. Hele området er et fantastisk Klondyke-område, og skaber en vis uro i sindet når man kører herud. Bygningen er grim og grå. Skod. Men når man går ind af porten så folder eventyret og havet sig ud. Du bliver revet med fordi oplevelsen er uventet. Dockens væsen er fra begyndelsen lagt an på høj kvalitet. Det er idérigdommen og professionalismen der skal bære et arrangement på Docken. Vi har bevist valgt et rumligt set-up, der ikke stjæler opmærksomheden fra den begivenhed, der folder sig ud på stedet. Derfor kan vi skifte hele rummets udtryk over night, lige fra teater, til forretningsmøder, koncerter, firmaarrangementer, konferencer og nu også kunstudstilling. Vi har bevidst valgt enkle arkitektoniske materialer, som kan tåle både vilde DJ-arrangementer og topmøder for Mærsks ledelse - og begge dele har vi haft. Bliver der ødelagt en væg eller en dør under et fugtigt arrangement er det let at reparere. Gæsterne er mangfoldige og de tiltrækkes både af udsigten og den afslappede, elegante stem ning samt den gode mad. Docken er både til klip-klappere og høje hæle og gerne på én gang. Derfor ser vi ofte folk i jakkesæt på en af vore store terasser i flere niveauer, mens piger i bikini nyder en drink i sandet med udsigt til Øresund. Og inde i en af salene spiller et rockband eller operasangere fra den kongelige giver den gas til Mad Opera. GRØNNINGEN på Docken er en vidunderlig ting. Den viser at kunstnerne i GRØNNINGEN har en spændvidde og en dynamik, som forløses på en ny og spektakulær måde her på Docken, hvis enorme rum og det uendelige udsyn spejler sig i de store værker, som udnytter mulighederne. Det var træls at GRØNNINGEN røg ud af Charlottenborg for nogle år siden, men handling giver forvandling og det syntes jeg kan ses i værkerne, som er meget intense og klarsynede. For Docken, som blot var et gammelt saltlager, er det en ære at lægge rum til GRØNNINGEN stor kunst i en af havneindustriens sidste katedraler. Perfekt match. BLIV GRØNNINGENS KUNSTVEN Som ven af GRØNNINGEN nyder du fri adgang til den årlige udstilling under hele udstillingsperioden for ét medlem samt én ledsager. Du får også udleveret et eksemplar af årets katalog fra udstillingsstedet ved personligt fremmøde. Derudover modtager du fra september 2010 pr. halvårlige S Kalkbrænderihavnsgade Strandboulevarden nyhedsbreve om aktiviteter for GRØNNINGENS kunstnere og bliver anført under GRØNNINGENS KUNSTVEN NER i udstillingskataloget. Ved firmamedlemsskab er der mulighed for at linke til egen hjemmeside. Du kan tilmelde dig ved GRØNNIN GENS udstilling på Docken, et års medlemsskab for to personer koster 150 kr og giver gratis adgang med det samme. Alternativt, skriv til 4 S Sundkrogsgade Nordhavn S-togsstation Kulturkajen Docken Stop bus linie 26 Bruun-Rasmussen Paustian Havn art@gronningen.dk og oplys venligst: 1. Navn 2. Evt. titel Adresse 5. Telefon 6. Medtages på listen over venner på hjemmeside og i katalog? JA/NEJ Velkommen! Koncept og redaktion: Ib Monrad Hansen og Line Rosenvinge Skribenter: Thomas Boberg, Peter Bonnén, Viera Collaro, Henning Damgaard-Sørensen, Ib Monrad Hansen, Anita Jørgensen, Ole Fogh Kirkeby, Arno Victor Nielsen, Ursula Andkjær Olsen, Line Rosenvinge og Torben Sangild. Design: Pulsk Ravn Tryk: Trykkeriet Nordvest sjælland Oplag: Fotografer: Alessandro Vasari, Anders Sune Berg, Suste Bonnén, Torben Glarbo, Jens Glargård, Lars Gundersen, Femja Haack, Thomas Harrysson, Katrine Høyberg, Erling Lykke Jeppesen, Jens-Erik Larsen, Simon Lautrop, Hans Ole Madsen, Torbjörn Mellberg, Susanne Mertz, Jørn Zoëga Olesen, Claus Poulsen, Reklamefotograferne og kunstnerne selv. GRØNNINGENS bestyrelse 2010: Viera Collaro (formand), Anita Jørgensen (næstformand), Ib Monrad Hansen og Hans Pauli Olsen. Tak til: Artifex, Anleka, Lone Arendal, Rie Boberg, Jørgen Boelskov, Morten Buch, Tom Christensen, Alice Fanø, Furhoffs, Birthe Geertsen, Gyldendal, Camilla Hering, Frithioff Johansen, Lea Klauborg, Ejvind Koefoed, Karen Kristiansen, Carsten Lehrskov, Lene Roed Olsen, Johannes Poulsen, Line Rosenvinge, Marianne Stidsen, Bo Strøm og Tine Vorting. Tak til: AUGUSTINUS FONDEN, Kunststyrelsen, Oticon og Toyota-Fonden for støtte. GRØNNINGEN er med sine over 50 medlemmer landets største kunstnersammenslutning. GRØNNINGENS medlemmer repræsenterer tilsammen et toneangivende udsnit af de seneste 100 års danske billedkunst. Bagside: Papfar Udgivet september 2010 i forbindelse med GRØNNIN- GENS udstilling på Docken. GRØNNINGENS telefon i udstillingsperioden ISBN

17