ALEXANDER KIELLAND OG «DEN KOMBINEREDE INDERETNING»

Transkript

1 Stavanger Museums Årbok, Årg. 92(1982), s BJØRN SAXE UTNE: ALEXANDER KIELLAND OG «DEN KOMBINEREDE INDERETNING» I 1888 kom forfatteren Alexander Kielland hjem fra Paris og bosatte seg i sin fars gamle hus ved Breiavatnet i Stavanger. På nyåret 1889 startet han sammen med Oddmund Vik «Stavanger Avis». Kielland var redaktør og Vik redaksjonssekretnr. Sammen ville disse to skape et radikalt organ som skulle peke på skjevheter i samfunnet og virke opinionsdannende. I en større artikkel i avisens første nummer 3. jaunuar 1889 under tittelen «Stavanger» trekker redaktcdren opp avisens redaksjonelle linje. Etter en nådeløs skildring av «den Neslagenhed~, «den Tranghed~, «den almindelige Surhed og Stilhedfi som hersket i byen fortsetter Kielland; «Men under alt dette voxer en sterk Misstemning, og der er en levende Trang hos mangfoldige til at blive befriede for det Tryk, der hviler over Byen. Det er den Stemning og denne Trang, «Stavanger Avis» vil slutte seg til og støtte. Og med de opgaaende Tider har vi det Haab, at Byen skal gjenfinde sit sunde glade Ansigt - det gamle Stavanger, som mishandlet og haardt prøvet - bestandig er det ældgamle kjære Mødested for Søfarende. en glad og trivelig Forretningsby*. «Stavanger Avis» byder alle velkommen i det nye Aar, -det nye Aar, som vi alle haaber skal blive et glsdeligt Nytaar, - det første paa lange Tider*. Et ledd i denne opprydningskampanjen bie hans krasse angrep på «Den Kombinerede Indretning>b. Hans første artikkel om innretningen ble trykket 7. februar 1889 og ble etterfulgt av serie artikler fram til 12. mars. Hans fremgangsmåte kan sammenlignes med våre dagers underscdkende og oppsøkende journalistikk. Ved selvsyn og intervju forsøker han å reise en opinion mot innretningen, og hans sterkt kritiske holdning munner ut i kravet om «at Tiden nu er inde til at Befri Byen for en af dens styggeste Pletter: Den Kombinerede Indreming». Kiellands artikkelserie om «Den Kombinerede Indretning» må sees på bakgrunn av hans forfatterskap og hans radikale politiske holdning. Allerede i den først romanen "Garmen & Worsea som kom i 1880 finner vi klare uttrykk for hans holdning til politiske, religiøse og sosiale sp~rsmål. En holdning som ytterligere

2 skjerpes i bøkene ((Arhcidsfolk» og.<else,, som kon1 ut iillcrcde aret etter. I og med disse to verkene kon1 Kielland for alrnenhetcn til ri fremsta som den ultraradikiile forfatter. [hin hyllcs fril riidikalt hold og iingripcs iiv de konservative. I romaner, skuespill og noveller i Iopct av 1880-irene gir hiin til angrep pi hva hiin finner skjevt, urettferdig og hyklerisk i samfunnet. IIiins ittigrcp på og oppgj~lr nicd <(Den Kombitierede Indrctriirig~> fqer seg inn i dette itiflnstcrct. På like linje med et piir iindrc artikkelserier fra Stii~iingcr Avis ble serien on1 <<Den Kombinerede Indretriing,, gitt ut som srertrykk i et begrenset opplag iillerede i Ved Arskiftet triikk Kielland seg tilbake fr;i siillingen som redaktør. og Oddmund Vik overtok og redigerte avisen fram til 1907.' I Stavanger s. 776 f.. s. 314 og Norsk biografisk Irksikori VI s ff.

3

4 Indledning Før vi gaar igang med dette Arbeide, som vi tror, vi sent eller tidligt faar Tak for, vil vi udrettelig gjøre opmærksom på et Par Ting: Naar vi i vore Skildringer af det Liv, der rører sig indenfor den kombinerede Indretnings Plankeværk, nødvendigvis maa nævne Navne i Forbindelse med de Misbrug, vi finder, saa er vi fuldt ut opmærksomme paa, at hvis det skal tales om Skyld og Ansvar, saa skal dette ikke utelukkende hvile paa nogle enkelte; men det skal fordeles paa Døde og Levende, paa vore Fædre og paa os alle, som saa lenge har taalt et saadant Uhyre af en Indretning mellom oss. Og de Mænd, som staar nærmest nu, dem skal vi undskylde - så vist som det er os muligt; fordi alle disse Elendigheter har en lang Historie; og fordi de enkeltes gode Vilje igrunden ikke naar langt, hvor saa meget er presset sammen. Dertil kommer det vanskelige Pengespørgsmaal; - og al Forandring maa ialfald begynde med Udgift. Og desuden er der en ting at bemærke ved Ansvaret, at saaledes som det officielle Ansvar er indrettet i vort Land, er selve Ansvaret blevet en saa flyktig Ting, at det mest ligner den Tøffel, vi legede med som Børn, og som vi sendte afsted bak hinandens Ryg; saaat naar han, som stod inde i Ringen, pludselig vendte sig til en: du har den! saa fremviste denne smilende sine to

5 tomme Hænder, Tøffelen var passeret, hos ham var alt iorden. Saaledes gaar ogsaa inden den Ring af officielle Personer, der omgiver os paa alle mulige Kanter, Ansvaret op og ned og rundt omkring - som en Pakke bedækket med Paaskriften: <<Oversendes Hr. den og den)). Men ingen aabner nogensinde denne Pakke og tager Ansvaret paa sig; det er hellerikke Meningen, naar man bare kan lade Pakken circulere med en passende Hurtighed, saa er man fri alt Ansvar og kan fremvise sine to tomme Hænder. Men var der Ansvar, levende virksom Ansvarsfølelse i vore Borgervalg, i vore Representantskaber, Direktioner, Revisioner, Kontrolkommisioner og Tilsynskomiteer, - eller om bare nogle faa Embedsmænd gjorde sin Pligt, eller om Politiet meldte, - eller om en Præst vilde se og tale ud, -eller om der bare en Gang var en Arntmand, som virkelig selv brugte sine Øine og følte sit Ansvar saaledes, at han selv satte sig i Bevægelse af sig selv, istedenfor - som de pleier - at sidde stille saalænge, at man næsten maa tvinge dem ivei, -ja var ikke Ansvaret saa sørgeligen forflygtiget blandt os, saa vilde denne hæslige Kombination forlænge siden været sprængt; thi Ansvaret for, hvad her er foregaaet og foregaar endnu, det er overhovedet for tungt til at kunne bæres af nogen. Det er nu vor Plan i en Række Artikler at give Offentligheden et Billede af, hvad der er i den kombinerede Indretning. Dernæst tager vi hver Indretning for sig, viser dens historiske Oprindelse, og hvorledes den kom ind under Kombineringen, dens Administration og hvorledes den fungerer - som særegen Anstalt og som Led i den kombinerede. Las os først prøve at give et Overblik over, hvad Slags Mennesker det er, som kommer ind i denne Fælles- 7 Stavanger hluuum

6 Indretning, hvilke høist forskjellige Arter ai menneskelig Elendighed, her pakkes sammen inden fælles Mure og tildels under fælles Styre. Først kommer der farlige Lediggjænere, voldsomme Slagsbrødre og riktig forkomne Existencer fra alle Kanter af Landet og fra Sverige: saa sidder der stakkels hjelpeløse gamle Kvinder i det saakaldte Spindhus og venter paa Døden; saa er der i den kvindelige Del af Arbeidsanstalten sinnesgalne Kjærringer, slette og umulige Mødre og Koner samt et uendeligt Tog af galne Jenter, som har holdt Leven og Ufred i Byen; og i Hus med disse er der alle Byens Syge, som ikke kan forpleies hjemme. Folk som er komne tilskade, smitsomt Syge, Tjenestepiger og andre hjemløse, fattige Mænd og Kvinder med alslags Sygdom - især en overfyldning af Syfilis. Og saa opi alt dette en Daarekiste! - ja hvorfor ikke? - det ene synes ikke galere end det andet - altsaa et ældgammelt ((Bevaringssted for Vanvittige», som bestandig er overfyldt. Læg saa hertil af mer og mindre nødvendige Biindretninger: Badeanstalt, offentlig Bespisningsanstalt med Kogeri, Vaskehus, Lighus og Stenhuggeri, - saa har man Omridsene af Stavanger kombinerede Indretning. - Mangen Borger har sikkert mangen Gang ristet paa Hovedet og sagt: ja den kombinerede - den skulde der dog gjøres noget med! Og der er ogsaa Forarbeider og Forslag til Forbedringer: vi ved saaledes om en plan til Arbeidsanstaltens Flytning til Hillevaag. Vi kan saaledes tænke os, at nogen vilde bede os passe os selv: Sagen er i god Gjænge. Under den dybe og ærbødige Taushed, i hvilken det er denne by tilladt at udvikle sig, vil det vist forekomme mange som en Fortsættelse af vort ~Nedrakningsarbeide? hvad vi nu gjør. Men vi ønsker netop nu at vække en bestemt Stemning i Byen i denne Sag, fordi vi tror saa meget mere

7 paa en stærk enstemming Vilje blandt Folk end paa de mest velmente Forslag og Planer. Se nu for Exempel hin Plan om Flytning af Arbeidsanstalten til Hillevaag; den ligger nu, -stoppet og stanset for lang Tid ved Wilh. Hansens Odelssøgsmaal. Naar man ser, hvor uberegnelige Forhindringerne ere og tænker sig, hvor mange der kan opstaa ved en saa kombineret Indretning, saa kan Planer og Forslag komme til at hvile paa hinanden i mange Aar. Men kan der skabes en saa stærk Uvilje i Befolkningen, en fast Følelse af at dette maa bort, da vil det gaa her som overalt: baaret af en almen og levende Interesse ville Planer og Forslag faa nyt Liv og en ny Start, der ikke stopper for nogen Hindring, indtil Maalet er naaet: at formindske Lidelserne og formilde Livet for mangfoldige af vore Medmennesker.- I1 HOSPITALET Det ældste Led i Kombinationen er Hospitalet, som nu er en Forsørgelsesanstalt for gamle svage Kvindespersoner. Anstalten er maaske - ifølge Jens Kraft- Udgaven af en Levning af det Hospital for Spedalske, som man ved var forbundet med Sankt Petri Kloster i den katolske Tid. Spindhuset - som denne Anstalt heder i Folkemunde - er uden Sammenligning den fredeligste Plet inden den kombinerede. Der sidder i to Stuer fuldt af gamle og eldgamle Koner og Piger. Verden udenfor ved de ikke stort om; de lever i sit Samsnak fra Morgen til Aften; og naar de store Slagsmaal og Uveir gaar over den mandlige Del af Arbeidsanstalten, kommer de forskremte gamle Kvinder i Vinduerne, som vender til Gaarden. Nogen Nød lider de vel ikke; men megen

8 Uhygge følger ogsaa for dem af den unaturlige Forbindelse med saa mange andre Ting. Spindhuset er en Fløy mod Syd forbundet med Arbeidsanstalten ved den kombinerede Indretnings fælles Lighus. Med Hospitalet har fra umindelige Tider fulgt et Bevarinssted for Vanvittige, og derved er da ogaa 111 DOLHUSET blevet en Del af den kombinerede Indretning. Vi søgte Tilsynsmanden - forhenværende Skibskaptein Eilertsen, der først gjorde Indvendinger mot et Besøg hos de Vanvittige, idet der altid fulgte Uro tildels for lange Tider blandt de syge efter Besøg af Fremmede. Han havde desuden greie paa, at vor Avis var ifærd med den kombinerede Indretning, og det ene med det andre gjorde ham i Begyndelsen mindre villig. Men eftersom vi havde forestillet ham, hvor lidet en underordnet Funktionær kunde have Ansvar for, hvad der maatte være af misligt, og hvorledes det igrunden bare kunde være til Fordel for alle, at der kom fuldt Lys over det hele, blev Tilsynsmanden ret imøtekommende, og hvad vi fik se, skal vi her meddele. Den østre enetages Fløi paa Sygehuset er Bevaringsstedet for de Vanvittige. Der er først Kjøkken og Værelse for Tilsynsmanden med Kone. Fra Kjøkkenet kommer man ud i en Korridor med Vinduer ud til Gaarden og med 6 Celler tilvenstre. Men paa Grund af den bestandige Overfyldning er selve denne Korridor delt ved en Tvervæg i to Celler, saa der er ganske fuldt af Vanvittige fra Rum til Rum uden nogen fælles Gang; man gaar fra Celle til Celle. To og to Celler deler et Varmeapparat og i en

9 Celle, hvor vi fik Adgang, var der ialfald varmt og rent; men aldeles fængselaktig; nøgent og bart med Lys fra Taket og et lidet Vindu høit oppe paa Væggen. I de to Korridor-celler var der en meget snaksom Kvinde i den første og i den næste en rasende, som under vort Besøg laa sammenfalden og hvilede ud efter et Anfald. Af de oprindelige 6 Celler fik vi altsaa se der? første, der var ordentlig; de næste fire vilde Tilsynsmanden nødig aabne, fordi de syge vilde forstyrres og blive urolige for lang Tid; men den 6te Celle fik vi se nogenlunde. Det var igrunden ikke nogen Celle, men som Tilsynsmanden selv sagde, et Hul. Gittervinduet var yder ligere forspigret med Planker, hvori et Par Smaa huller. Her inde lever en Ulykkelig, der intetsomhelst Redskab eller Møbel kan betroes. Han lever i Halvmørke, i al sin Urenlighet, to Mand bringer ham Maden; hans.celle. er uden nogensomhelst Foranstaltning til Opvarmning. Lægen skal i sin Tid have protesteret mod denne Behandling: Kontrolkomiteen skal gjentagende have ytret, at noget vist burde gjøres ved dette, imidlertid ligger den Elendige idag, hvor han har ligget i to Vintre. Men foruden disse allergalste, som findes sammenpakkede i selve Dolhuset, er der jevnlig nogle mindre farlige, og de anbringer man paa Sygehuset. For Øieblikket er der 4 Vanvittige, der opbevares paa Sygehuset, og de blive passede af - af et Par Mand fra Arbeidsanstalten! En berømt Spilopmaker fra Kristianssand med Opnavnet «Columbus» har været betroe t denne Tillidspost. Her har man ligesom en hel Illustration til denne skrækkelige Kombinering: De Vanvittige blandet

10 med de Syge, passet af Tvangsarbeidsanstaltens Lemmer. Det hele Dolhus er ganske vist en saa forældet Indretning, at det forltirngst burde været omordnet; men som det nu er - indeklemt mellem andre Anstalter af høist forskjellig Art, kan det ikke blive til andet end en Skam for os alle. Vi gaar til den høire Fløi af Bygningerne til Tvangsarbeidsanstalten for Mænd. IV ARBEIDSANSTALTEN I 1845 blev med Hospitalet og Dolhuset forbundet en Tvangs-arbeidsanstalt i to Afdelinger, en mandlig og en kvindelig. Vi begynner med den mandlige. Selvfølgelig er Meningen med en saadan Anstalt at forbedre og stanse saadanne Personer, der er hengivne til Drik og Ørkesløshed. Men cm man vilde spørge de Folk, som har den bedste Kjendskab til Sagen, om de ved nogen, som er kommen forbedret ud av Stalten, vilde de visselig blive Svar skyldige. Langt lettere skulde det være at paavise, at Stalten for mange har været et Sted, hvor den Rest af Skamfølelse, de maaske var i Besiddelse af, den er udvisket. Og det er naturligt, at det er saa. Thi hele Ordningen ved Stalten er saadan, at den udelukker enhver Mulighed for at forbedre de Personer, som hensættes i den. Der er naturligvis i ethvert Samfund endel Mennesker, der er gledne saa langt ned i «Sumpen», at de ikke staar til at redde; og af den Art huser, som bekjendt, Arbeidsanstalten i Stavanger en meget stor Del, hvad der atter væsentlig skyldes den store Kontingent som ydes fra Kristianssand, hvor ingen saadan Indretning haves.

11 Vi modtager Kristiansands Udskud, fordi der er en liden Smule at tjene ved det. Disse Mennesker gjælder det nærmest at holde inden fire Vægge, for at de ikke skal forpeste sine Omgivelser og ved sit Exempel lære andre at glide ligesaa langt ned som de selv. Men hvorledes praktiseres nu dette paa vor Arbeidsanstalt? Stalten bestaar som maaske bekjendtfonden af et Soverum - udelukkende af en stor Sal, hvor alle, Store og Smaa, Unge og Gamle, opholder sig. Man kan bædre tænke sig det - end det kan beskrives, hvorledes det qaar til paa et saadant Sted; - og var det ikke saa, at vi I'ennesker kan vænnes til, hvad det skal være, saa var det uforstaaeligt, at det Opsyn, der findes ved denne Indretning, kan finde det udholdeligt, Her er altsaa fast Opholdssted for dem af Samfundets ~Udskud)), som har gjennomgaaet saaatsige alle Trin af Fornedrelsen; - de har opgivet sig selv og Samfundet har opgivet dem, og ind blandt disse Mennesker tager man saa uden videre en ung - Gut eller Mand og klemmer ind - i den selvfølgelige Hensigt, at han skal ((forbedres)). - Om denne forbedring skal vi ikke snakke; thi den ligger saaa aldeles udenfor enhver Mulighed. Vi har allerede sagt, at der i ethvert Samfund gives endel Mennesker, der neppe staar til at redde; men det, at man saa udenvidere tager saadanne, om hvem der dog kan være et Haab, og blander dem sammen med disse, er - synes vi - saa uforsvarligt, at der snarest muligt maa blive en Ende paa det. Der er en Kjendsgjerning, som ikke behøver Forklaring, at det Menneske, som er kommen paa Glid nedad, altid har let for at indgaa Forbindelse med det slette. Enhver Far og Mor kjender til dette og derfor ere de yderst rædde for, at deres Børn skal omgaaes med nogen,

12 som de ikke kjender tilstrækkelig. Har nu Barnet ((været i noget~, saa er de dobbelt ængstelige og sparer ingen Umage for at holde det fra slet Selskab. Ikke saaledes med vor Arbeidsanstalt; der er altid slet Selskab, eller rettere - der er altid det sletteste Selskab, som kan opdrives, og desuagtet sætter man ind i dette Selskab alle, - alle uden Undtagelse, - som man ikke synes at kunde have gaaende paa Gaden. - Der er ingen Tvivl om, at mange, som stod til at redde, er gaaet ganske under ved at komme ind i dette Seiskab; og der er kommen og kommer mange ind, som kun ved ingen eller skjev Opdragelse er ude af Stand at holde Haanden over sig selv. Mange af disse vilde ved en human og forstandig Paavirkning og Adgang til hensigtsmæssigt Arbeide kunne blive brave Mennesker. Human Paavirkning og hensigtsmæssigt Arbeide er det Grundlag hvorpaa det moderne Fængselsvæsen bygger Haab om Forbedring af de Indespærrede. Men hvorledes kan der være Tale om disse Ting ved en Anstalt, hvor intil et halvt Hundrede Mennesker er indespærret under Opsyn af en Mand. Vi sætter nemlig foreløpig ud af Betraktning den Mand, som skal være over al denne vidløftige Indretning, saa meget mere, som vi agter at ofre Administrationen en særskilt Artikel. Altsaa en Mand til at passe denne Hoben Folk og saa ikke have fornøden Sysselsættelse for dem. Der er jo lidt Snedkeri og Skomagerarbeide for dem, som kan lidt med disse Fag; men saadanne, som intet har lært, de er jo nærmest henviste til den haabløseste Ørkesløshed; thi den Stenpukning ude i Gaarden anvendes - og kan vel retferdigvis kun anvendes - som Straf. I sin Ørkesløshed fordriver da.lemmerne. Tiden med at fortælle liderlige Historier og opflamme hverandre til Had og Hævn mod Samfundet og sine Overordnede.

13 Man faar hellerikke noget godt Indtryk af den religiøse Pleie, som Arbeidsanstaltens Lemmer skal nyde efter Programmet. Den fælles Andagt for Mænd og Kvinder har ofte været af tvivlsom Opbyggelighed; man er nok ogsaa kommen paa den Tanke, at det kanskje var best at prøve den religiøse Paavirkning særskilt paa hvert Kjøn. Dette taler ikke til fordel for Disciplinen i Anstalten og er heller ikke noget Vidnespyrd om en sarrlig Iver eller Niwærhed fra den geistlige Side. Det er Præsten Oftedal, som for 320 kroner om Aaret har at utføre den geistlige Betjening. Men han selv kommer sjeldent, han sender enten sin Kapellan eller en anden af Sine. Der er karakteristisk at se, hvorledes Præsten ikkedestomindre til liden Baade for Indretningen holder fast paa sin Stilling. I 1886 spurgte Formandskabet Hr. Pastor Oftedal, om han ikke vilde udføre dette Arbeide for ingenting eller ialfald for et mindre Beløb, fordi man troede, at andre Prester eller Theologer vilde gjøre det gratis; men Oftedal svarede bare, at han var villig for den Godtgjørelse, Kommunebestyrelsen maatte finde passende. Derpaa svarede Formandskabet: Tilbagesendes Pastor Oftedal med Anmodning om, at besvare Forespørselen, eller opgive, for hvilket Beløb han vil vedblive sit Hverv. 4de Novbr Ordfører L. Berentsen. Men Oftedal svarede utfortrødent: Hvilketsomhelst beløb, Kommunebestyrelsen matte finde passende, er jeg villig til at vedblive heromhandlede Hverv for. Saa forstod Formandskabet, at andet Svar var ikke at opnaa, og Betalingen blev som før 320 Kroner. Under saadanne Omstændigheter med et saa mangelfuldt Opsyn, en saa slap Disciplin, en saa forsømt og

14 slet Moral, maa man næsten undres over, at Voldsomheder og Ulykker ikke hænder endnu oftere; men saa feiler det da hellerikke paa stygge og vilde Optrin. Disse maa selvfølgelig undertrykkes med Vold og Magt, hvad der naturligvis sætter ondt Blod baade hos dem, der skal bruge Magten, og hos dem, hvem Magten gaar ud over. Saadant vilde for en stor Del undgaaes, om Anstalten var bedre ordnet. Ved stadigt og passende Arbeid vilde de onde Sind ikke faa tid til at olme sig op; men Arbeidet vilde ogsaa moralsk øve sin store velgjørende Virkning. Men dette kan atter kun skje ved, at der blir flere Arbeidsrum og større Tilsyn; thi de voldsomste og umulige Karakterer maa nødvendigvis, saa vidt muligt, være fjernet fra de fredsommelige, om hvem der kan være Haab om Redning. Men baade Arbeidsrummene maa være afdelte og Soverummene ikke mindre. Saaledes som det nu er indrettet, er det til Fordærvelse for alle - unge og gamle. Sovesalen er et Loft med Skraatak til begge Sider, hvorunder Sengene staar klos i hinanden. Vi har ikke faat noget ordentlig Maal paa Rommet, men efter Øiemaal kan vi aldrig tro, at et saadant Sovested holder det lovbestemte Antal Kubikmeter Luft for hver Mand. Vi beder Sundhedskommissionen tage Stedet i Øiesyn og regne med fuldt Tal af Lemmer. Efter Læggetid klokken otte skal her være lukt og slukt; men vi kan vel være visse paa, at her baade tændes lys og røges Tobak; nogen nøiagtig Aftenvisitation foretages ialfald ikke. Og her er det, vi først møder det Spørgsmaal, som siden ikke forlader den Besøgende i den kombinerede Indretning, hvorledes skulde det gaa, om her om en Ildebrand?

15 v OM BRANDFARE Den store toetages Sygehus-bygning er som Kroppen paa en Høvring, hvorfra udgaar to Klør, den venstre og mindste er Fløien, hvori Dolhuset, den store høire er Arbeidsanstalten med Lighus og Spindhus. Det er Træ altsammen, og alt er sammenhængende. I Hjørnet, hvor Arbeidsanstalten støder til Sygehuset, fører en brat Trap, netop saa bred som en tyk Mand, op i den kvindelige Afdeiing, der er paa Sygehusets Loft. Denne trap er dog ikke til almen Brug, for ikke at slippe den kvindeliye og mandlige Arbeidsanstalt sammen; og i Tilfælde af Brand vilde denne bratte Stige ikke være andet end en Faldgrube i Mørket. Al Trafik ovenfra gaar derfor i Sygehusets store Trappe Denne Trap er igrunden det, som tager sig best ud i hele Indretningen; den er bred og rigelig, lys og bekvem gjennom alle tre Etager - den gaar nemlig lige fra Kjælderen. Men den er som alt det andet af bare Træ. I Ildebrand vi!de den virke som et yhyre Slug, som en Ildeleder, der i et Øieblik vilde bringe Flammerne op og ned og ind i alle de lange Korridorer - fulde af tørt malet Træverk. Og hvor man gaar - ikke en Extincteur, ikke en Brandhane, ikke den mindste Stump Slange, intet Spor af, at der er tænkt paa en Mulighed for Ildebrand. Det er der ganske vist hellerikke. En af de mange fordærvelige Følger af Kombineringen er nemlig ogsaa den, at der til ingen af Anstalterne er anvendt fuld faglig Omtanke; men alt har maattet spredes, Interessen har maattet dele sig over saa meget forskjelligt, at den ene Anstalt ligefrem har

16 skadet den anden, saa ingen af dem er bleven fuldt ud god eller endog blot rimelig god. Thi i et Hospital af Træ med Trætrap skulde jo Øiet for hver Etage, i hver Korridor støde paa Materie1 til hurtig Slukning af Husild. Her hvor der er en saadan Art af forskjellige Individer, hvoraf mange uvorne og hensynsløse Folk, kan man intet Øieblik være sikker for en Fyrstikke i en Krog eller en Pibeglo i Sengehalmen eller sligt. De to gale i Korridorcellerne har endogsaa Væggene for de andre Cæller i sit Værge. Og desuden maa man huske, at hverken gale Folk eller syge Folk er til at redde i Farten; man maa beregne minst dobbelt saa megen Tid, forat kunne rydde et Hospital som til at redde det samme anta1 friske Mennesker. Til dette Øiemed finnes ingenting - absolut ingenting. Vi fortsaetter med 2den Afdeling af Arbeidsanstalten. VI DEN KVINDELIGE AFDELING Som Mændenes Fløy fører den omtalte trange Trappe op til Kvinderne, der altsaa har sit Tilhold i selve Sygehusets Bygning oppe paa Loftet. Her er de indespærrede i et langt lavt Loftsværelse, hvor de henlever Dagen, tørrer sine Klær, spiser sin Mad og sover om Natten, - ja der er end ikke truffet andre end de mest primitive og ubeskrivelig ækle Foranstaltninger for alle disse Menneskers naturlige Behov, hvorfor ogsaa Klagen over slet Luft er den største og stadige. Der er egentlig her oppe paa Sygehusets Loft to lange Rum bestemt til den kvindelige Arbeidsanstalt; men det største staar tomt - ialfald var der ved vort

17 Besøg kun et Par Kvinder med Børn, som sagdes at være syge. Vi vil her meddele den Grund, man ialmindelighed hører for dette; at det mindste Rum benyttes til de mange og ikke det største; Grunden skal være den, at det større Rum falder lige over Forstanderens Leilighed, saaat Støyen plager ham. Vi anfører dette med al Reservation; det er jo Ting, som vanskelig vilde lade sig bevise. Men vi anfører det dog som et Exempel paa de mange Ting, man faar høre. Vor Avis har allerede modtaget flere Meddelelser - saaledes ogsaa netop fra den kvindelige Anstalt, og mange Historier gaar desuden fra Mund til Mund om Stellet i den kombinerede Indretning. Men vi tør ikke indlade os paa disse specielle Tilfælde - ikke saa meget, fordi vi ikke tror dem, hellerikke af Frygt for at komme nogen for nær, men ene og alene, fordi vi ved, at det ringeste Uheld med en saadan Historie kunde forspilde vort hele Arbeide. Thi hvis vi offentlig fortalte en af de Rædselshistorier af Mishandling og Brutalitet, som er kommen os for Øre, saa vilde for det første vore Vidner i en Retsag være Folk, hvis Vidnesbyrd i og for sig veier meget lidet. Medens paa den anden Side troverdige og ustraffede Personer vilde opbyde alt, for at finde Unøiagtigheder, bortforklare og tilbakeholde, saa det tilslut kanske fik det Udseende, at Presten havde løbet med Sladder og Uefterrettelighed, og hele den Stemning, vi tilstræber at vekke hos vore Medborgere vilde kanske løbe ud i, at det hele nok ikke var saa galt i den kombinerede, som de skreg op til; man maa ikke b re paa, hvad der fortælles osv. Derfor vil vi holde ude de værste Exempler. Her er Stof nok til Forargelse, Medlidenhed og Skamfølelse bare i selve Kjendsgjerningene og de Tanker, disse maa vække.

18 Af og til hører rnan, at den eller den Jente eller Kone er indsat paa Stalten. Undertiden kan det ogsaa hende, at der bliver mere snak om den eller den, idet Indsætningen var ledsaget af voldsomme Opt rin, Forbandelser eller Graad. Saa hører man atter, at en Far eller Mor arbeider for at faa sin Datter ud; men vor alles Viden indskrænker sig til dette løse Snak paa Gaden; - og saa ved man ikke mere, og der er heller ingen, som gjør sig Umage med at faa vide mere. Der kan ikke godt være nogen Tvil om det berettigede i, at der i Byerne maa være et Sted, hvor saadanne Kvinder kan indsættes, som viser sig umulige, saadanne, som foruden at leve af Utugt, ogsaa er hengivne til Lediggang og Drik; men det er ogsaa berettiget, at Folk faar vide lidt mere om disse Ting, om hvad de Kvinder bestiller, hvorledes de behandles, om de forbedres: kort sagt, hvilket Liv der leves inden de Vægge, hvor disse Kvinder faar sitt Tilhold. Thi vi tør ikke slaa os tilro med, at disse Kvinder ere ~indsatte.. Vi maa mindes, at hvor dypt vi end synes, disse Kvinder er faldne. saa har vi dog alle Ansvar for, hvorledes de lever sit Liv; om der kunde gjøres noget, som var dem mere til Gavn end det, som bliver gjort. Se - dette gjør vi ikke, vi ved ikke engang Besked. Vi har opigjennem Aarene seet paa Byens Væxt og Udvidelse med Velbehag indtil Stolthed, og rent ud glemt, at ogsaa disse uhyggelige Ting gradvis-har voxet - voxet i Størrelse og Uhygge. Der er neppe nogen Paragraf i Fattigloven, som skriger høiere fra sin forgjemte Plads imod al den Moral, som spotvis endnu kaldes den moderne, end denne at en Politimester har sex Maaneders Hals og Haand over Piger, der følger strafløse Mænd til Drik og forbuden Elskov.

19 Først er hendes Erhverv erklæret ulovlig, saa fører dette med sig nesten alt det, som er paa Kant med Ordensregler for Byen. Hun følger, hvor der er Drik - lovlig og ulovlig; hvor lyssky Mandfolk suger sine Lidenskaber tilfredsstillede med en ringe Resico, der er hun den, paa hvem Retfærdighedens Klo falder; og midt i sit Liv, midt i sit Selskab, hvis Raahed ikke er mere hendes end de andres, er hun Samfundets Sonoffer for den krænkede Moral; og hendes Indespærring Udtrykket for vor sædelige Indignation. Man tænkte sig sex Maaneder af sit Liv - et halvt Aar af fin Ungdom! En Pige.incisat)> i Vaarmaanederne, har Sommerens Sol, Varmen, vor knebne Naturs korte Blomstring - hun har det at nyde paa Staltens gjenlukkede Loftskammer. Og naar hun slipper ud paa Høsten - forpint, opstemt i alle sine Løfter og i Ungdommens Lystighed naar hun da slipper ud til 01 og Mandfolk, ja - saa er hun jo med Nødvendighed om kort Tid moden til en ny ~Indsætningn, som visselig heller ikke vil udeblive. Er her ikke noget raaddent? er der ikke et Hjerteløshedens og Uretfærdighedens Hul i vor saakaldte sædelige Bevidsthed? Samles der ikke Mandfolk, som tilslut maa erkjende: dette er for galt?- - Nu er der naturligvis for manges Vedkommende en stor Lighed mellem de kvindelige og mandlige lemmer af Arbeidsanstalten. Paa begge Steder er der mange, som har bidt Hovedet af al Skam, - ja der er dem, der sætter en Ære i Skammen. Og ligesom ud fra denne Betragtning er det, man ogsaa paa denne Afdeling hober alle Lemmerne sammen i et Rum. Vi nævnte før Klagerne over Mangel paa frisk Luft. Der er nemlig ikke vel muligt at faa luftet. Thi

20 paa det fælles Skraakammer er der tildels ogsaa gamle Koner, Koner og Piger med Pattebørn og saa de almindelige Piger. Naar nu disse Unge maa og vil have Luft og slaar op et Tagvindu, saa jamrer de gamle og de med Børn over Kulde og Træk. Man kan nu tænke sig, hvorledes det gaar. Disse Mennesker er ifølge Liv og Opdragelse tilbøielige til Trætte, selv hvor ingen Grund er; hvor meget galere blir det saa ikke her, hvor begge Partier har omtrent lige Ret. Men denne Hob indestængte Kvinder uden frisk Luft eller Spor af Ventilation er ogsaa en af de mørke Pletter i den kombinerede. Hvad bestiller nu disse Mennesker? og hvem har Tilsyn med dem og Arbeidet? Det første er ikke godt at beskrive; nærmest Sandheden er det vel, at Arbeidet bestaar hovedsageligt i at lappe, stoppe og udbedre Arbeidsanstaltens Lemmers Klæder. Nu vel - Arbeidet kunde være godt nok; men der er den Feil ved det, at naar man stadig og altid skal have disse gamle Filler for Øie, saa blir man lei af Arbeidet, og det er jo netop Arbeidslysten, som skulde vækkes her. Det er vel helst Mangel paa Arbeidslyst, som er den nærmeste Aarsag i, at disse Kvinder hefinder sig her; thi intet i Livet er saa velsignet til at holde borte fra Fristelser og Laster som Arbeide, og disse Kvinder har vel fra sin tidligste Barndom været overladte til sig selv. Stort bedre er det nu hellerikke med dem her. De er paa det nærmeste overladte til sig selv; idet hele Ledelsen og Tilsynet paahviler en enkelt Kvinde, som til og med har sit eget Husstel at varetage. Der er ikke forebragt os noget, som i mindste Maade er til Forkleinelse for

21 den Kvinde, som fører Tilsyn med Staltens kvindelige Afdeling; men det siger sig selv, at en ældre Kvinde, som ogsaa har andet at varetage, ikke kan føre et tilstrækkeligt Opsyn og have Indseende med disse forvildede Mennesker. Enda mindre kan her blive Tale om at lære dem noget nyttigt Arbeide, og intet er dog mere nødvendigt, end at de her fik lære og tilegne sig lidt af de mest nødvendige kvindelige Sysler. Men af de Ting, som er de mest nødvendige her, er, at der gives Tilsynskvinden Anledning til at sætte de indespærrede Kvinders bedre Følelser paa Prøve. Til den Ende maatte der være flere Opholdsrum med forskjelligt Arbeide, saaledes at der levedes under bedre og under daarligere Vilkaar, og at de, som opførte sig godt, ogsaa gjorde sig fortjent til, at opnaa de bedre Vilkaar. Lad saa de gamle Filler fra Stalten være Strafarbeide for de uforbedrelige, og lad andre faa Arbeide af forskjellig Art, f. Ex. fra Industriforeningen, som jo ogsaa, forsaavidt som Spindhuskonerne faar noget Arbeide fra den, staar i Forbindelse med den kombinerede Indretning. Se det er da noget, som ethvert Menneske kan forstaa, der er Mening i, og det gaar ikke an at møde med den Indvending, at man ikke har Midler til at foretage de nødvendige Forandringer. At der i denne Henseende hidtil ikke er gjort noget, maa man nærmest tro er, fordi ingen af dem, som har kunnet gjøre det, har tænkt saa langt. Thi, at alle disse Kvinder i alle Aar har levet Livet, saadan som det leves her, kan kun finde sin Forklaring i, at ingen tilstrækkelig har sat sig ind i Forholdene. Der er jo ingen Tvil om, og vi har hørt det forsikre fra flere Hold, at Opholdet i denne Anstalt demoraliserer dem, som er indsatte her, og som det jo skulde være Meningen at forbedre. Paa den kvindelige Arbeidsanstalt, som den nu er 8. Slarangcr hlurum

22 i et fælles Rum, bør overhovedet ikke unge Piger indsættes, der komme fra et yderligt fattigt Hjem, og som i Almindelighed har været et let Bytte for Fristelsen. Thi er der endnu hos en saadan nogen Rest af Skamfølelse, saa maa den forsvinde efter flere Maaneders Samliv med en Flok aldeles forhærdede. Men Samfundet kan ikke beholde og opholde en Anstalt, hvor Anledningen til Forbedring er liden eller ingen, mens Anledningen til at blive værre er rigelig - næsten uundgaaelig. Men atter støder vi paa den egentlige Grundskade: nemlig selve Kombineringen. En Arbeidsanstalt indlogeret paa et Sygehus' Loft kan aldrig blive endog blot nogenlunde tilfredsstillende. Den vil lide selv og skade den Anstalt, hvormed den er forbundet. Man tænke sig nu Sygehusets to Etager, hvor hele Trafiken fra Kvindernes Arbeidsanstalt foregaar op og ned i den fælles Trappe, med Madstel, med Kul og Ved og Vand, med vilde Piger,som løber op og ned, med at bringe baade det ene og det andet ned fra Loftets mange Beboere. En Uhygge og en Ufred, som aldrig skulde taales i noget Sygehus, og som l~irkeiig ikke lidet bidrager til at forøge Manglerne ved selve den største og væsentligste Afdeling af den kombinerede Indretning: Byens offentlige Sygehus, til hvis Skildring vil nu gaar over. VI SYGEHUSET Det vilde være utænkeligt, om en enkelt Gren var frisk og god paa et raaddent Træ som den kombinerede Indretning. Byens offentlige Sygehus er da ogsaa saa langt som muligt fra at være, hvad en saa stor Byes Sygehus

23 burde være, baade med hensyn til Bygning, Bygningens Beliggenhed og Indredning, Inventar og Tilsyn. Selve Huset er omringet af og tilbygget til de andre Anstalter, Loftet er ligefrem taget i besiddelse af Arbeidsanstalten, Dolhusets Overflod indlogeres i Sygeværelserne. Dertil ligger Sygehuset og hele Anstalten paa et af de usundeste Steder i Byen, nede i en Sump ved Skulebækken med alle Slagterhusene midt foran, med alskens daarlig Luft udenfra og selv opfyldt af daarligt placerede Priveter, et riktig forpestet Sted, hvor syge Folk aldrig burde findes. At sammenligne vort Sygehus med et tidsmæssigt og vel indrettet vilde bare blive latterligt; men vi skal dog give etslags Maal paa Afstanden ved at fremhæve de værste Mangler. Den store, opvarmede Trækasse har altid været et berygtet Yndlingssted for Væggelus, og om man end ved at indføre Jernsenge har sagt at modarbeide Dyrene, saa kan dog enhver indse, at Jernsenge udrydder ikke Væggelus; de bliver i Huset og selv under de nøiagtigste Opsyn finder nok disse blodtørstige Dyr Veien til de Syge, hvis Lidelser og Plager de jo forøger paa det pinligste. Herom er der ogsaa de utroligste Historier i Omløb. Saa er selve Inventariet i høieste Grad mangelfuldt. Der findes saaledes kun almindelige Madrasser til Sengene. Ingen særskilte Bekvemmeligheder for Syge, der lide af Saar - Liggesaar eller andre. Ja - saa utroligt det lyder - eller rettere: saa utroligt det vilde lyde for Folk, der vide, hvad et tidsmæssigt Hospital har at byde de Syge -: der findes ved Stavanger offentlige Sygehus ikke en eneste luftring eller luftpude til at stikke under en Lidende. Der har været en - forklarer Sygepleiersken; men

24 den er forlængst istykker og nogen ny er ikke anskaffet. Hun har selv været ved Sygehuset i flere Aar, men aldrig været andetsteds, og dette forklarer meget med Hensyn til Stellet. Meget af det miclige maa ligefrem forklares som Ubekjendtskab med nyere og mere forbedrede Regler for Sygepleie. Selve Sygehusets Læge, der er baade rost og afholdt af Patienter og Betjening, er nu en ældre Mand, der selv med den bedste Vilje ikke kan udrette andet end dæmpe og formilde nogle af de værste Misbrug, han faar Øye paa. Saa er dette Sygehus med sin kombinering med alt det andet blevet af en saa sørgelig Vidtløftighed, at selv en ung energisk Læge, der vilde forbedre, neppe vilde kunde finde en Ende at gribe i, en Begyndelse, som ikke strax vilde filtre sig sammen med hundrede andre Ting og strande haabløst i selve «Kombineringenn. Saa gaar det videre fra Aar til Aar. Ingen agter paa, hvorledes Dødeligheden stiller sig i Forhold til andre Steder; ingen agter paa, hvad der mangler, ingen agter paa Reglementet eller Økonomi, ingen agter paa det fortvivlede Forhold med den fælles Trap midt i Huset, ingen paa det lille Operationsværelse lige ved Sygestuerne, ingen tænker paa Brandfare, - det gaar og det gaar, og Regnskaber skrives og anvises og betales, og Indberetninger trykkes og lægges tilside, og ingen hører om Død og Lidelser og daarligt Ste1 - ialfald ingen af de Personer, som har nogen Indflytelse. Men mellem Folk snakkes der desto mere, og den Skræk, der staar af Sygehuset, er ikke til at undres over. Allerede den Uhygge, det Skjær af Straf, som Tvangsarbeidsanstalten meddeler den hele Indretning, er nok til at forbinde en vis Gru med disse Steder. Og dernæst var og er Antallet saa stort og øgende af Patienter, der lide af Syfilis og de dermed beslægtede

25 Sygdomme, at det er, som om selve Sygehuset var specielt for Hudsygdomme, og et Ophold der er nesten som en stadig Mistanke til Vedkommende. Vi ved direkte, og man kan ogsa let tænke sig, at skikkelige og renslige Tjenestepiger - for Exempel, maa føle det i høi Grad pinligt, at Sygehusets Betjening visselig mod alt Reglement tager saa megen Hjælp af Arbeidsanstaltens Medlemmer. Baade Mænd og Kvinder fra Arbeidsanstalten anvendes i Sygeværelserne; og vi ved med Sikkerhed, at Mad bringes de Syge af Piger fra Stalten. Vi ved, at det har hendt, at en Pige sendte Bud til sit Herskab, at en maatte komme ned til hende paa Sygehuset. Og her bad hun sin Frue saa mindeligt om at faa Mad hjemmefra - ikke for Madens Skyld, men fordi det var hende umuligt at spise, naar hun saa disse Piger fra Stalten, hvorledes de serverede. Der er ogsaa liden Orden; idet de Patienter, som gaar oppe, glør Besøg rundt om i Stuerne - ja, hvis de er saa heldige, at de ikke atræffer nogen» paa Gangene, saa tager de sig gjerne en liden Trip ud i Byen, naar det er pent Veir. Men noget af det værste ved Sygehuset er Maaden, hvorpaa Pa tienterne afhentes og transporteres til Sygehuset i de bekjendte grønne Portechaiser; thi i Virkeligheden er disse skrækkelige gamle Kasser - baarne af tre fire Stalter - de er ligesom et officielt Avertissement, der føres omkring i Gaderne og fastslaar i Befolkningens Bevidsthed disse to Ting: gammeldags Ste1 og Kombineringen mellem Sygehus og Tvangsarbeidsanstalt. Man kan ofte høre byens Læger klage over, at det mange Gange gjøre et saa stærkt Indtryk paa den Syge, naar disse fæle Kasser baarne af disse forbryderklædte Mænd viser sig, at patienten ligefrem derved

26 udsættes for Fare. Ofte er det ogcaa næsten umulig at faa de Syge til godvilligt at lade sig transportere paa den Maade. Selv om det var lykkedes Lægen paa Forhaand at berolige Vedkommende, saaat Samtykke og Enighed var opnaaet, - naar Stalterne og den grønne Kasse er for Døren, saa klamrer den Syge sig til sin Seng: - heller dø i sin Rede end føres bort paa denne hæslige Maade. At Stalter - baade Kvinder og Mænd anvendes i den indre Betjening saadan halvt officielt, - det har vi allerede gjort opmærksom paa; men dette offentlige og for alle vitterlige Samarbeide, som dog uden Tvivl maa ligge udenfor Sygehusets Plan, er altfor galt; det kan umuligt være nogetsteds officielt paabudt - ikke engang godkjendt, at Byens offentlige Sygehus skal hente sine Patienter ved Tvangsarbeidsanstaltens Lemmer? Thi man maa vel huske paa, at det er ikke bare Bæringen paa Gaden, de besørger. Men disse Karle - ja selv om man vælger af de skjebeligste dernede - det er dog altid nogle modbydelige Sygepassere, - de gaar jo ogsaa mange Steder ind i Husene, gjennem Stuerne, lige ind i Sygeværelset; og man tænke sig nu, hvad for Exempel unge renslige Piger maa lide ved at have disse ækle Mandfolk gramsende i sin Seng og blive baarne ned af Trapperne i deres Arme. Der er noget saa oprørende i dette, at man ligefrem ikke ved, hvad man mest maa undres over: Befolkningens Taalmodighed over disse giftige-grønne Pestkasser, eller de Styrendes store Likegyldighed og Mangel paa Initiativ. Thi vi har en Sygevogn, ja vi har nok to; den ene er temmeligt simpel men den anden er saa smuk og tidsmæssig, at - som en af Byens Læger selv udrykte sig - selve Rigshospitalet i Kristiania her den ikke bedre og finere.

27 Ja - hvor er den? Jo, den staar paa Bjergsted, og benyttes næsten aldrig, undtagen i de sjeldne Tilfælder, naar her gaar en Koppeepidemi over Byen. Men det er ikke faldt nogen ind, at lade disse Vogne desinficere og benytte ved hver eneste Afhentning af Patienterne til Sygehuse t, og for bestandigt banlyse de grønne Kasser med deres Rædsel og Uhygge. En Omstændighed, som hellerikke synes at falde nogen irid, men som dog maa siges at være af største Betydning for en stor Bys offentlige Sygehus: her bor ingen Læge paa Anstalten; her er ikke engang Plads for en ung Reservelæge, - om nogen saaden fandtes. Sygehusets Læge, hvis Løn er meget knap, bor langt ude i Strandgaden, saa enhver vil indse, at Folk, som kommer tilskade i Byen, og bringes paa Sygehuset, er ingenlunde sikre paa øiebikkelig Behandling - for Exempel ved Blodstansning, medmindre det træffer saa heldigt lige i Visittiden. Og om Natten er Sygehuset ikke istand til at yde sine eller indbragte Patienter mere Lægehjelp end et almindeligt Hus med en Huslæge, som kan budsendes. Mange vil huske, at for flere Aar siden fik vort Sygehus nogle Diakonisser fra Kristianina til at forestaa og lede Pleien af de Syge. Dette var til almindelig Glæde og Tilfredshed; men - som bekjendt - endte det med, at Diakonisserne trak sig tilbake og reiste herfra. Denne Episode med Diakonisserne, der kom og gik, er et viktig Dokument i Indretningens Historie - vel skikket til at belyse Ste1 og Personer. Vi vender muligens ogsaa i vor Artikel om Administrasjonen tilbage til dette, men allerede her vil vi fremstille Sagen saaledes, som den efter vort Kjendskab hang sammen og gik for sig. Den daværende Læge ved Sygehuset Dr. Lassen var nok den, der foranledigede Diakonissernes Ankomst.

28 Stavanger Sygehus var det første Sted, hvorhen Diakonisser sendtes, men det blev som det senere er udtalt fra Stiftelsens Side, en stor Skuffelse. Ikke at man var misfornøiet med Lægen - tvertimod: Dr. Lassen ydes den Ros, at han gjorde, hvad han kunde. Men Diakonisserne forefandt en saa stor Uorden, et saa uhelbredeligt Ustel, at de ikke kunde holde ud at være her. Vi har intetsteds seet nogen bestemt og udførlig Udtalelse fra Diakonissernes Side; men vi ved og har seet det skriftligt, at deres Klagemaal samlede sig hovedsagelig imod Forstanderen; det var deres Mening, at der aldrig vilde blive den Orden og det Stel, sorri efter deres Opfatning var absolut nødvendig i et Sygehus, med en Forstander som Evensen. Alle har vist beholdt det Indtryk, at man med Beklagelse saa Diakonisserne drage bort; og der blev ogsaa - saavidt vi ved - gjort Anstrengelser for at holde paa dem. Imidlertid er Forholdet ikke ganske klart. Thi den daværende Fattigforstander og Formand i Direktionen Omdahl, som havde dem kobinerede Indretning umiddelbart under sin Haand, han syntes altid ivrig for at berolige Diakonisserne, naar der var noget galt paafærde i Anstalten, og formaa dem til at forblive. Vi ved ogsaa, at han var i Besiddelse ai et Dokument, hvorvi han havde Direktionens Fuldmakt til naarsomhelst og uden Omstændigheder af afskedige Forstanderen. Man skulde nu tro, at Qrndahl heller end at se Diakonisserne gaa, vilde gjort Brug af denne sin Fuldmakt og opofret Evensen; men det gjorde han ikke; og dette gjør Sagen noget dunkel. Omdahl foretrak alligevel at lade Diakonisserne reise og beholde Forstander Evensen. Hvorledes sammenhengen har været hermed, skal

29 vi ikke granske videre i denne Forbindelse; men kun konstatere, at med Diakonissernes Afreise fant Stellet for og hos de Syge igjen ned til den gamle Slendrian, som trives den Dag i Dag. - - En nærmere Undersøgelse af Anstaltens Økonomi ligger udenfor vor Plan, ligesaa en Gjennemgaaelse af, hvorledes Anstalten og særlig Sygehusets Reglemerit overtrædes, skjønt vi ogsaa dertil har modtaget Opfordring og Materiale. Hellerikke vil vi udtale os videre om Madstellet. At der er gode Greier til at koge med, er sikkert nok, saa at, hvis der bare blir gjort gode og reelle Indkjøb, saa skal Maden være god nok. Vi føler os ikke opfordret til at tage Notis af enkelte Klager; vi tror, at Madstellet er nogsaa godt. Derimod er der til Slutning et Appendix til den kombinerede Anstalt, som vi maa omtale med ufordulgt Afsky. Og det er Vaskehuset. Der er en eneste stor Vaskegryde. I den udkoges hele Anstaltens Tøi: Arbeidsanstaltens Filler - de mandliges og de kvindeliges, de Klæder, hvori disse Mennesker blir indbragt fra Gaden; dernæst de gamle Spindhuskoners, saa de Vanvittiges Tøi, saa hele Sygehuset med Tyfus og Syfilis og al den Sygdom, som tænkes han - alt i en Gryde, alt i et og det samme lille sorte Vaskehus i Hjørnet ved alle Priveterne.- Hermed har vi gjort Runden inden denne sørgelige Anstalt. Maatte de, der har fulgt vor Beskrivelse - gamle og unge ikke glemme, at dette er ikke Beretninger om fjerne Landes Misbrug og Afskyeligheder, men en faktisk Efterretning fra idag om vor egen kombinerede Indretning.

30 VII. ADMINISTRATIONEN. Hvorledes bestyres nu denne brogede Blanding - hvis man forresten kail tale om broget, hvor alt er saa graat i graat? Det er nemlig ikke saa bent frem som paa et Skib: der staar Kapteinen, saa ved man Beskjed. Det er ikke engang saa greit som ved en Arme, hvor dog saa mange Vaabenarter, Ingeniørvæsen og Proviantering er kombineret. Der er dog altid en ansvarlig General, som tilslut faar Seirens Ros, men ogsaa Nederlagets Skam og Skade. I den kombinerede Indretning derimod er A.nsvaret saa omhyggeligt fordelt og smurt saa tyndt udover, at der ikke bliver Anledning til Ros eller Dadel for den enkelte; ja, Ansvarene ere saaledes indfiltrede og gribe saaledes ind i hinanden, at det er hartad umuligt at fordele dem, saa hver faar sit. Det vil vi heller ikke prøve; men vi vil efter Evne forklare, hvorledes Administrationen er organiseret. Først er der en Kontrolkommission, - der er forresten ingen Grund til at nævne den først; thi den er ikke som man kunde tro noget alment overordnet; men etsteds maa vi begynde. Kontrollkommissionens trende Medlemmer har Løn og ere udnævnte af Kongen selv. Den bestaar af Arntmanden, Distriktslægen og Bankkasserer H.D Zetliz. Kontrolkommissionen har udelukkende Befatning med Dolhuset, dens Virkefeldt er indskrænket til den forholdsvis ubetydelige Fløi i den kombinerede Indretning; dens Omhu, der er Udryk for selve Statens Omhu for de Vanvittige, skal udelukkende komme de Gales Afdeling tilgode. Men dette er - som man let vil indse- ikke andet end en Indledning til Spilfægteri.

31 Thi hvad vil det sige med en speciel Kontrol for et med andet saa kombineret Led som Asylet for Vanvittige. Den særlige Omhu kunde ikke engang komme til at virke fuldt ut, selv om den var noksaa varm og brændende i de tre Herrer. Dolhuset staar jo nemlig umiddelbart under den kombinerede Indretnings Forstander, det meste af Røgt og Pleie og Renslighed besørges ved Lemmer fia Stalten; Maden laves og bringes fra Fælleskogeriet, og Dolhusets egen Overflod indlogeres og bevogtes paa Sygehuset. Hvorledes kan Kontrolkommissionen være ansvarlig for alle disse Ting? Udenfor selve Dolhuset ophører dens Ansvar og Magt, - ja, Kommissionen kan klage, men det kan vi alle. Det er meningen med en Kontrolkommission, at den skal modtage Klagerne og rette paa alle Forhold og selv bestandig gaa paa Spor efter mulige Misligheder. Og naar dette ikke er gjort - hverken før eller nu; naar Stellet, hvad de Vanvittige angaar, kanske har været det værste Ste1 dernede, saa ligger Skylden herfor efter vor Mening i den absolut haabløse Kombinering, der lammer enhver opblussende Indignation, enhver kraftig Beslutning hos hver enkelt af de Personer, der i Tidens Løb have deltaget i denne saakaldte Kontrol. Og saa blir ogsaa dette gaaende fra Aar til Aar. Mange af de kontrollerende Herrer har følt og været sig ganske bevidste - det tror vi sikkert - at det er altfor galt; meget bedre og rettere havde det været, om her for længe siden var sagt ligefrem: Stop! Stavanger har aldeles ikke noget Asyl for Vanvittige! lad de Stalter, som ligger her, komme til Bergen eller andetsteds, indtil vi virkelig faar noget, der tør kaldes Asyl - Tilflugt for Lidende; thi det, vi har, er et Vrængebillede af Navnet.

32 Fra den specielle Kontrolkommission gaar vi over til den kombinerede Indretnings Direktion, som altsaa igjen paa mange Maader er nødt til at beskjeftige sig ogsaa med Dolhuset. Direktionen bestaar af 5 Medlemmer og er ogsaa i sin Sammensætning kombineret, forat angive indtil i den yderste Detail Sarnrnenblandingens delte Ansvar. De to Herrer Bager Pedersen og M.G. Monsen ere valgte af Fattigvæsenet paa l Aar, de tre andre af Komrriunen paa 4 Aar. Bager Pedersen er Formand, og da han tillige er konstitueret Fattigforstander, indehar han i Øieblikket netop den Stilling, som i saa mange Aar var Fattigforstander Omdahls, fra hvis lange Regjeringstid den kombinerede Indretning bærer saa mange Spor og har et saa bestemt Fysionomi i Byens Bevidst hed. Fattigforstander Pedersen er saa ny i Stillingen, at vi, som tager disse gamle Skader under Behandling, ikke lettelig vil komme til at beskjæftige os direkte med hans Styrelse. Derimod kan det ikke undgaaes, naar vi taler om Adrninistrationen, at vi nu paaviser den historiske Sammenhæng, og den Mand, hvis Navn vi da ufravigeligt støder paa, er Fattigforstander Omdahl. Arbeidet havde for os været behageligere, om denne Mand havde levet; enhver Bemærkning om en Afdød faar mere Karakteren af Bedømmelse og Dom. Desuden fordrer man gjerne Fred over de Døde, og Folk lader let denne Fred gaa over til en Art Dyrkelse. Men vi, som her fører en Sag for mange, der leve og lide idag, vi kan ikke længer med den stærke Sympathi, vi under Arbeidet har Faaet, gaa afveien for et enkelt Navn; vi maa for Sagens Skyld og for at forklare Administrationens nuværende Tilstand, give vor

33 Opfatning af Omdahls Karakter og den Indfiydelse, han øvede over den kombinerede Indretning. I Norsk Missionstidende» No. 17 for 1888, hvor Orndahl er skildret væsentlig som Missionsven, og hvor en Vennehaand tydeligvis har sat ham et Minde med de stærkeste Lovord, der finder vi alligevel saadanne Bemærkninger: adet forekom nok os andre, at han stundom kunde være vel strid paa sine Meninger.. - Og længer nede staar: ~Orndahl var en kraftig udviklet Personlighed, der var ofte noget strængt, nesten haardt over ham». Naar den, der skriver fra et Standpunkt som Biografen i «Norsk Missionstidende., finder Ord som astræng, nesten haard» passende til Mandens Karakteristik, saa tør vel vi, der væsentlig ser Omdahl i hans Egenskab af den Styrende i den kombinerede Indretning uden at gaa hans Minde for nær, kalde ham en herskesyg Natur, der ikke lettelig taalte Modsigelse. Om dette oprindelig laa i hans Karakter, eller om han var bleven saadan i sin mangeaarige Stilling som Fattigforstander, er det ikke vor Sag at stanse ved. Vi slaar dette fast, som vist ogsaa er den almindelige Mening blandt Folk: Omdahl regjerede den kombinerede Indretning, han førte en stræng Kommando og havde en haard Haand. Dertil kom, at Byens forrige Politimester i ingen Henseende var Mand for at hævde sig ligeoverfor en saa myndig Natur som Omdahls, hvoraf Følgen snart blev, at Fattigforstanderen fuldstændig disponerede over Politimesteren, der tillige i flere Aar var indvalgt Medlem af Direktionen. Saaledes var megen Magt samlet hos den ene Mand; og denne Magt satte Orndahl Pris paa. - Ikke for at gjøre ondt, men fordi, den, der elsker Magt, ser

34 sit Livs Glæde i, at det, han raader over, - gaar akkurat som han vil og ikke anderledes; og at de Personer, som staar under ham, gjør netop det, han vil og ikke andet. Derfor behøvde han Redskaber ikke Medhjælpere. Og derfor er der ogsaa, at Omdahl neppe kan gaa fri far den Daddel, at han i Spørgsmaalet om Diakonisserne spillede et dobbelt Spil. Disse damer havde altfor store Fordringer til Sygehuset, de vilde forandre og forbedre, med andre 0rd:de vilde have noget at sige der, hvor hidtil ingen andre end Omdahl selv havde raadet. Derfor er den almindelige Tro, at Omdahl i sit Inderste ikke sørgede, da Diakonisserne drog bort; paa denne Maade forklares det ogsaa, hvad vi foran har gjort opmærksom paa, at Omdahl ikke opofrede Evensen, men holdt paa ham, og lod Diakonisserne reise. Folk tror ogsaa, at Grunden til den Reise, Omdahl foretog til Kristianina, forat konferere med selve Stiftelsen, var fremkaldt ved det stille Tryk, som han følte mod sig i den almindelige Opinion. Men Evensen kunde Omdahl bruge, Evensen blev efterhaanden netop det Redskab i hans Haand, som han onskede sig. Ole Evensen var Kommandersergeant, og havde været Postfører, iden han vist for over 20 Aar siden kom til den kombinerede Indretning i en underordenet Stilling. Han var en stram Militær, vant til absolut Lydighed opad og til absolud Lydighed nedenfra. Hans militære Uddannelse, hans udmærkede Tjeneste som Underofficer og den Pligtfølelse, som laa i hans Karakter, gjorde, at Evensen medførte flere Egenskaber, der kunde passe godt i Stillingen som Forstander; dertil er han en stor, vakker Mand med en sikker og bestemt Optræden. Men hans Karakter fik ingen heldig Udvikling fra

35 han kom i den kombinerede Indretning. Ligeoverfor Direktionens Formand, især da dette blev Fattigforstander Omdahl, var Evensen den betroede Underordnede, over hvem det gik ud. naar noget ikke var iorden. Det fra Militærlivet sterkt udviklede Karaktertræk: at gjøre sit yderste for at tilfredsstille Officererne, gjorde, at den forhenværende Underofficer intet skyede, naar det gjalt at opretholde Tugt og Orden og den tause Underkastelse, som Omdahl forlangte over hele Anstalten. Men dette udviklede Evensens Strænghed til Brutalitet; hans Hidsighed løb Gang paa Gang af med ham, naar - som rimeligt kunde være, i dette saa blandede Selskab - noget indtraf, der særligt syntes ham strafværdigt. Han lod sig da - Enehersker som han er dernede Mesteparten af Dagen - henrive til Afstraffeiser, der gik langt over rimelig Straffegrændse og langt ind paa ligefrem Mishandling - baade af den mandige og den kvindelige Arbeidsanstalts Lemmer. Og Historierne om disse Scener er det, der har lagt en Krands af Had og Forbitrelse om Evensens Navn, saa ikke blot de, der personligt har lidt, men alle, som har været nogenlunde fortrolige med disse Samfundslags Liv, - de har lidt med i Indignation og afmægtig Harme. I denne Forbindelse vil vi ogsaa udførligere gjentage, hvad vi tidligere har hentydet til: nemlig Diakonissernes Dom om Forstanderen og Indretningen. I Ord, der ere stærkere end vi har brugt dem, er der fra Diakonisse-Stiftelsens Side udtalt, at Evensen var ligefrem til Hinder for Søstrenes Arbeide. Og den Omstændighed, at Omdahl ikke brugte den før nævnte Fuldmagt til at afsætte ham strax, var Hovedgrunden til deres Bor tgang. Den næste Grund var den saare uheldige Kombinering, som gav Anledning til mange Kollisioner og

36 Ubehageligheter for Søstrene, der også derved hindredes i at udføre sin Gjerning. Om disse Ting, og om meget andet, som kunde hjulpet os under vort Arbeide, foreligger der naturligvis Papirer og Dokumenter, som andetsteds, hvor Agtelsen for Pressen er større, og de officielle Personers Selvtillid er mindre, vilde være stillet til vor Raadighed med Beredvillighed og Sympati. Vi har maattet undvære begge Dele, hvorfor vi ogsaa mere føres til den Opfatning at vi maa kjæmpe os frem der, hvor alle skulde tro, der var den samme enige Vilje til at faa Sandheden og Forbedringen frem. Imidlertid har vi vel her levert nok af, hvad vi ved, til at Folk i sin Almindelighed vil skjønne, at vor Dom om Forstanderen og Indretningen falder nøie sammen med den Dom, som en velvillig Autoritet, nemlig Diakonissestiftelsen i strænge Ord har afgivet. Thi vi har allerede mange Gange i disse Artikler sagt det, vi nu vil sige igjcn, fordi det er og maa være Omkvædet i denne Sag: Selve Kombineringen gjør al fornuftig Administration umulig. En Forstander her drives nødvendigvis henimod det Evensenske Standpunkt: Kamp og Brutalitet til den ene Side og Skjulen og Fordølgelse opover. Man tænke sig for Exempel Byens Sygehus, som nu i vore Øine er det viktigste Led i Anstalten, med Evensen som Forstander. Hans Styrelse og den Aand, i hvilken han styrer, vil paa mange Maader prege Sygepleien; medens Lægen paa alle Maader hemmes i sine Forbedringsforsøg, og holdes saa meget som muligt udenfor og uvidende om det galeste, som foregaar. Paa denne Maade - ved denne slet organiserede Administration - lider Evensen ubetinget mest. Istedetfor et særskilt offenlig Sygehus med en vel aflønnet og ansvarlig Læge, har vi vort mangfoldige Ste1 med

37 en yderst daarligt lønnet Læge, der ingenting kan udrette hverken i Retning af bedre Greier eller bedre Pleie, fordi en Direktion, der har tre fire andre Anstalter i det samme Regnskab, ikke kan afse mere ende det allermest knebne Beløb til Inventar og Hjælp for de Syge. Sammenfatter vi i Tanken alle de Herrer fra Kontrolkommissionen, Direktionen, Lægen og Forstanderen, saa er det ligefrem et Hjælpeløshedens Billede; thi med den bedste Vilje er de magtesløse, magtesløse hver for sig og sammen, fordi det hele er indrettet paa Uansvarlighed og gammel Slendrian. Men - kommer der en hensynsløs og mæktig Natur -, saa tvinger han det hele ind i en tilsyneladende Orden. Det var dette, Omdahl gjorde; han tvang denne store Umulighed til at gaa sin Gang; og paa de samme Principer og med den samme Forstander gaar det den Dag i Dag, - som det gaar. VI11 Mens vi har arbeidet med disse Artikler, har der ofte mødt os det Spørgsmaal og vi har spurgt hverandre mellem os: men hvad skal der tilslut gj~res? - og Svaret har helst været: det hele maate brændes op, og Tomten udlægges til Legeplads for Issemarkens store Børneskare. Men - alvorligt talt -, vi føler selv, at nu, da Beskrivelsen er færdig fra vor Side, vilde det være rirneligt, om vi ogsaa udtalte vor Formening om, hvad der bør gjøres og hvad der kan gjøres strax. Imidlertid vil vi udtrykkelig fremhæve, at vort hovedsagelige Arbeide nu er tilende. Vort Blad har ved manges Samarbeide givet Byen et Billede af en slet Indretning; vi har vakt Interessen og faaet Stemningen bøiet imod Nødvendigheden af en Forandring. Dette 9. Siavangcr Muuum

38 er i egentligste Forstand Pressens Arbeide. I den saglige og faglige Drøftelse, naar de vakte Spørgsmaal træder ud i praktiske Foranstaltninger, er vore Spalter naturligvis aabne for de mest forskjellige Forslag og Anskuelser. Men - som sagt - vi vil, inden vi slutter, ogsaa udtale vor Mening, om hvad der bør gjøres og hvad der kan gløres strax. Først og fremst maatte Forstander Evensen bort strax. Vi vidste, at Direktionen havde Grunde nok til at skille sig ved ham; der udfordredes bare, at man tog sig sammen til en Beslutning; den er nu falden og Evensen med den. Denne øieblikkelige Fjernelse er en direkte Fordel for Indretningen og et Varsel om Forandringer og bedre Tider. Dernæst bør den kvindelige Arbeidsanstalt strax fordeles paa de to lange Loftsrum, og Sundehedskommissionen bør foretage specielle og nøiagtige Undersøgelser om Stellet med Ventilation og de Dele - saavel hos Kvinderne som paa Mændenes Sovestue Vagtholdet om Natten bør skjærpes og alle Laase eftersees - Pigerne aabner dem med en Sax, naar de vil ud - ; derimod haaber vi, at den nye Forstander vil være saaa modig at borttage den Sikkerhedskjæde, bag hvilken Evensen var forskanset i sit Kontor. Saa maa Brandvæsenet uopholdelig forsyne Bygningerne - specielt Sygehuset - med Kraner, Slanger og lignende Materiale til hurtig Slukning af Husild. Dernæst bør Sygevognene desinficeres og indsættes hos den Vognmand, med hvem Sygehuset gjør Akkord om Kjøringen. Ved Telefon kan han altsaa modtage Ordre naarsomhelst. Vognmanden maatte være forpligtet til at holde en ordentelig Kusk, der kunde hjælpe til ved Udbæringen af de Syge, saa kunde en Mand af Sygehusets

39 egne Folk - ingen Stalt mere - være nok til at følge Vognen Der vil være mere vundet end man tror, om denne Forandring kunde inntrede strax; og vi har det Haab, at man vil følge vort Raad. Disse Ting kan gjøres strax - heller i dag end imorgen. Men dernæst maa alle Bestrebelser rettes mod selve Kombineringen, al Magt bør anvendes mod det Maal, at faa Forbindelsen sprængt og hver Anstalt bragt for sig under eget Tag. Horledes dette kan ske og især hvor hurtigt dette lader sig hidføre, kommer bare an paa den Iver, hvormed Sagen gribes an. Men noget af det mindst indviklede og mest paakrævende var vel, om man begyndte med at ophæve det saakaldte Dolhus. De forhaandenværende Syge maatte sendes bort til Bergen, indtil noget nyt var forhaanden. Dernæst maa det visselig paatrænge sig enhver, at Stavanger maa bygge et nyt offentlig Sygehus; det er en Nødvendighed, som hver Dag og rent bortseet fra den uheldige Kombinering bliver mere iøynefallende - ikke mindst ved den stærke Tiltagen af de veneriske Sygdomme. En Del af Bjergsted, eller en Del af Hillevaag eller en Tomt paa Skjævelandsstykket - Byen har Tomter nok. Saa er der Arbeidsanstalten tilbage, om hvilken vi ved, der er flere Planer igjære, - ogsaa den Plan at flytte den ud paa Hillevaag; og saa er der, naar ogsaa Spindhuskonerne kunde finde sig et lidet Hus paa Solsiden, den store Tomt nesten er helt Kvartal at sælge og Byginger til Nedrivning. Men Penge - Penge! Det er jo naturligvis det, som alle vil komme med; og mange vil tilføie spidse Ord i den Retning: det er ingen Kunst at være følsom og raus med Byens Penge; Hertelag har vi alle nok men Penge! - skaf Penge!

40 Ja dertil skal vi svare uden at gaa nogen for nær: det er ikke sandt; det er aldeles ikke sandt, at her har været Hjertelag nok, men at det har skortet paa Penge. Thi havde Byen havt det saa knapt med Penge, at de, som styrer Byens Anliggender, hvilke ogsaa kaldes Byens Fædre, havde de af lutter Knaphed været nødt til at lade Byens nødlidende Børn savne Røgt og Pleie i Sygdom, saa sad neppe den samme fattige By nu idag belæsset med store kostbare og temmelige unyttige Eiendomme paa alle Kanter. Man fandt da Penge i sin Tid til at indkjøbe Skjævelandsstykket, - det skulde være Begravelsesplads; og bagefter gik man op og spaede og opdagede, at der var ca. 8 Tommer Jord over fast Fjeldgrund, saaat det - som En udtrykte sig - i det høieste kunde blive en Begravelsesplads for Flyndrer. Bagefter maatte man da ogsaa kjøbe den dyre Grund til den nuværende Kirkegaards Udvidelse og paa Skjævelandsstykket opførte man Vaskeanstalten. Man fandt Penge til Bjergsted - mange Penge; og tilslut - somom man slet ikke kunde blive Overfloden kvit til noget fornuftigt - fandt man Penge til Hillevaag, som endydermere aarlig kræver mange Penge til - ja man kalder det vel «til Drift»! Nei! - lad os ikke tale om Pengeknaphed; men lad os heller til Slutning undersøge, hvorledes det gaar til, at Byens Fædre og alle vi andre fra Aar til Aar kan vende Øinene andetsteds, naar vi har et saa iøinespringende Krav lige foran os, Thi vi tror, at dette staar i Forbindelse med en særlig i vor Befolkning udviklet Eiendommelighed; og at det psykologisk lader sig forklare. Alle Mennesker har i mer eller mindre Grad en Trang til at holde sig Næstens Lidelser paa en vis

41 Afstand. De, som frivillig oppsøge Lidelsen, maa først overvinde og bekjæmpe denne Følelse; men de Fleste naar ikke saa langt, de prøver at forene baade sin Medlidenhed med de Lidende og sin Ulyst til personlig at se selve Lidelsen og dens Offere. Der er ingen Tvil om, at en god del af den Iver og offervillighed, hvormed den fjerne Hedningemission drives og opretholdes, har sin skjuite og for de fleste ubevidste Rod i Følelser af denne Art. Nu ved vi meget vel, at Missionen er omgjerdet og fredhelliget mod ethvert Angreb, allerede at ytre den mindste Tvivl om den er her blandt os en farlig Klik paa en Mand. Vi tager imidlertid ikke i Betænkning at stige over Gjerdet; thi vi fører her en Sag for mange, der lide fuldt saa ondt som de fjerne Vilde. Og tager vi for os Masserne af Klæder, Penge, personlige Anstrængelser og Opofrelser, Omhu og Bekymring, som specielt denne By har havt tilovers for Afrikas Stedbørn, saa melder den Følelse sig bestemt og med Magt: her en noget unaturligt, noget hysterisk i dette Forhold. Ikke Uoprigtighed; men netop en fordulgt ubevidst Given eaer for Trangen til at øve Medlidenhed uden selv at forstyrres personligt af Lidelsens Nærhed, ligesom en unaturlig Tilfredsstillelse af sin Drift til at hjælpe, - noget af dette er det, som efter vor Formening lader saa mange Hjerter banke for de stakkels sorte Piger, mens de samme Hjerter søger at holde sig i kold Uvidenhed om de hvide Piger og deres Skjæbne; noget af dette er det, som lader fuktige Øine vendes mod Gud med Bønner og Hjelp, medens de samme Øine ikke kan skimte Lastens og Armodens Hjælpeløshed midt foran vor Fod. Vi tilskriver dette træk i vore Egnes Fysionomi en ikke ringe Betydning, hvor det gjelder at forklare, hvorledes en Indretning som den kombinerede saa lenge

42 Har kunnet undgaa Byens Fædres Omsorg og den offentlige Medlidenheds Øine. Og selve den private Velgjørenhed har i det sidste taget en Retning, som tildels ogsaa kan have afiedet Folks Opmærksomhed fra det nærmestliggende. Presten Oftedal har i hai Grad besiddet Ævnen til at vise synlige Frugter af de indkomne Giaver; og hans af alle anerkjendte praktiske Greb til at ordne og arrangere har været Giverne en stor Tilfredsstillelse. Dernæst har ogsaa denne Præst - som saa mange andre Prester især blandt Katholikerne - været flittig til at fremhæve det i kristelig Henseendet lidet forsvarlige Moment, at man ved at yde ham Gaver til Velgjørenhed, «gjør en god Forretning» - som han kalder det - med Vorherre. Naar det staar, at Gud elsker en glad Giver, saa er det vel nærmest en, som giver med Glæde af et Godt Hjerte uden at tænke paa «Forretning~ af nogen Art. Men alligevel trækker denne Bismag ved Gaven mange Folk til sig, og megen Medlidenhedsfølelse blandt Folk, som ellers kunde være faldt paa dem, hvis Sag vi taler, har derved taget Veien til Præsten Oftedal; og vi har tidligere seet, at hans Forhold til den kombinerede Indretning ikke netop er det ydende. Og saaledes virker det ene med det andet til, at vi alle glemmer det, som ligger os først for Haanden som vor første Pligt: de Gale, de legemligt Syge og de moralsk angrebne Mennesker inden vor egen By.

43 Idet vi slutter disse Artikler, er dette kun at opfatte som en foreløbig Stans. Vi er fremdeles rede til at drive videre med Oplysninger og med Forslag. Vi har under Arbeidet modtaget mange Beviser paa Interesse, og vi haaber, at den Stemning og de Tanker, vi kan have vakt, maatte sidde lenge i Folk og virke drivende paa dem, der nu praktisk maa tage sig af Sagerne.