eksistens fører nemt over i, at man ser menneskene som de rene djævle.

Transkript

1 Det Gudvelbehagelige liv uden nogen nem genvej prædiken til 1. s. i fasten efter 1. tekstrække: Matt 4,1-11 den 22/ i Ølgod og Bejsnap kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. Det sker undertiden, at man bliver spurgt: Tror du på Djævlen? Det eneste man kan svare er: Nej, jeg tror på Gud; for Djævlen kan man ikke tro på. Det er derfor han i Bibelen kaldes Løgneren. Derimod skal man ikke drage hans eksistens i tvivl. Johannes Møllehave fortæller følgende om en talers tale lige efter krigen: I 1946 talte en tidligere koncentrationslejrfange i Studenterforeningen, og han begyndte sin tale med at sige: Jeg véd ikke, om jeg tror, der findes en Gud; men jeg véd i hvert fald, at der findes en Djævel. Havde han sagt det år tidligere, havde man smilet ad ham. Nu var der ikke én, der smilede; for det var meget forståeligt, hvad han mente. Møllehave tilføjer: Det, jeg synes, er vigtigt at lægge mærke til, er, at han ikke siger, at mennesker er djævle; men at der er en ond magt, der kan få herredømme over os. Måske ville koncentrationslejrfangen blive smilet af her over 60 år efter, hvis han kom for skade at sige, at der findes en Djævel. Og resultatet når man nægter, at der er en Djævel det er netop, at så gør man i stedet nemt mennesker til djævle. Hvorfor det? Det er såre enkelt. Hvis man ikke kan pege på en Djævel, som det onde stammer fra, må vi nødvendigvis pege et andet sted hen; for det onde kommer et eller andet sted fra. Så måske skal vi ikke være alt for hurtige til at nægte eksistensen af en Djævel; for det får følger. Siger man, at Djævlen ikke er til, må man i stedet udpege andre som djævle. Enten Gud (og det vil være Gudsbespotteligt) eller også dig selv og din næste (og det er menneskebespotteligt, men ret almindeligt). At nægte Djævlens eksistens fører nemt over i, at man ser menneskene som de rene djævle. Det er med andre ord ikke særlig skarpsindigt at nægte Djævlens eksistens; men en helt anden sag er så Djævlens skikkelse. Vi skal selvfølgelig vogte os for de middelalderlige forestillinger om et monster med horn i panden og lang hale eller folkeeventyrenes skumle mandsperson med klumpfod. I det hele taget forestillingen om Djævelen som en mand. Hvordan ser Djævlen ud? Sagen er, at Djævlen slet ikke ser ud på en bestemt måde, men kan tage skikkelse i hvad som helst og hvem som helst, om det så er en af Jesu disciple. Der var i hvert fald engang, disciplen Peter prøvede at tale Jesus fra at skulle lide og dø: Nej, Herre, sådan må det aldrig gå dig!, lød det fra Peter som en indsigelse (jf. Matthæusevangeliet kap. 16 v. 22); men da svarede Jesus: Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. Med andre ord: Her optrådte Djævlen gennem selveste disciplen Peter.

2 Hvordan Djævlen optrådte, da Jesus mødte de fristelser i ørkenen, vi hører om i dag, aner vi ikke. Det kan have været tanker, Djævlen lod flyve gennem Jesu hoved. Eller et menneske, der kom til ham og ville give ham nogle gode idéer. I hvert fald drejer alle tre fristelser sig om at blive en Frelser af den slags, som mennesker altid har råbt på. Og det var på det helt rigtige tidspunkt, Fristeren kom. Det var lige efter, at Jesus ved sin dåb havde fået at høre ovenfra: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag! Og det var lige før, Jesus begyndte sin virksomhed. Han var rent ud sagt nybegynder. Og stillet over for nogle svære spørgsmål: hvad vil det sige at være Guds søn? Hvad er Guds vilje med mig? Hvordan skal jeg bruge min guddommelige herkomst? Hvordan skal Guds rige komme? Netop i den situation er det, Fristeren kommer og siger: Hvis du virkelig er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød. Denne første fristelse er fristelsen til at blive en Frelser af den slags, som mennesker altid har drømt om: Én, der kommer og løser vores vanskelige problemer. Sådan en slags lampens ånd som i eventyret om Aladdin. Når Aladdin gned lidt på lampen, stod ånden der straks og spurgte: Hvad skulle der være? Indrømmet: Jesus ville være blevet utroligt populær, hvis han var blevet sådan en Frelser, der klarede vores besværlige problemer med et snuptag. Én, der f.eks. kunne sørge for brød til alle, når vi nu ikke selv har i sinde at gøre det. Og vi kan fortsætte: Én, der afskaffede al krig og uret og vold, når vi nu ikke selv agter at gøre det. Én, der kunne sørge for, at vores forurening af jord og vand og luft ikke gør nogen syge, når vi nu ikke selv formår at tage fat om det omfattende problem. Altså én, der kunne sørge for, at der ikke sker flere skader ved de mange fortrædelige ting, vi går og laver med hinanden og med verden; for vi agter ikke bare lige at holde op med at gøre dem. Nu kommer Fristeren og holder det op for Jesus: Sådan er det, du skal være! Giv mennesker, hvad de råber på og altid har råbt på, så vil de flokkes om dig. Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød! Men Jesus sagde nej; for der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Var det et letkøbt svar? Nej; for ordene blev sagt af én, der efter 40 dages og nætters faste selv sultede, så tarmene skreg; men Jesus vidste samtidig, at brød alene ikke er alle problemers løsning. Mennesket er ikke mæt, når det er mæt; for problemet stikker langt dybere ned til at ville gøre fortræd på alt det, der ellers er Skaberens mening med os. Brød alene gør det ikke. Kun en helt ny kærlighed i vores bryst kan være med til at løse de problemer, vi har med at leve sammen: både sult og krig og uret og vold og forurening osv. Nej, der er ingen genvej til Guds rige. Vejen hedder ny kærlighed den, som kun Gud kan skabe i os. Og han

3 gør det ved sit ord. Mennesket skal ikke leve af brød alene men af hvert ord, der udgår af Guds mund! Så forsøger Djævelen sig fra en anden side fristelse nummer to: Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned fra templets tinde, og lad engle komme og gribe dig, så du ikke kommer noget til. Igen er det fristelsen til at blive en Frelser af den slags, som mennesker altid har drømt om. En frelser, der kan bevise sin sag, så vi ikke skal nøjes med at tro på ham. Det havde ellers været verdens flotteste stunt. Havde Jesus udført det kastet sig i afgrunden og havde været blevet opfanget af Himlens engle havde successen godt nok været hjemme. Et tvingende bevis på, at han var Guds søn. Nogenlunde samme krav kom i øvrigt igen, da Jesus til sidst hang på korset: Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn (Matthæusevangeliet kap. 27 v ). Det samme krav kender vi også i vore dage: kravet om realiteter, som det kaldes, og ikke bare ord. Tvingende beviser, som enhver må bøje sig for. Enhver præst møder det krav i konfirmandstuen; men vi kan møde det hvor som helst blandt andet hos os selv, det dér krav om tvingende beviser. Men Jesus sagde nej; for du skal ikke udæske eller prøve Herren din Gud. Der er stadigvæk ingen nemme genveje til Guds rige. Han, som er kærligheden, han søger på samme måde vores kærlighed, og derfor vil han have os frivilligt. Tvingende beviser har nu engang det ved sig, at de er tvingende; men han vil have os frivilligt. Hans kærlighed søger vores: den gen-kærlighed, som hedder tro. Og den er ganske og aldeles fri. Men så kom den tredje fristelse ligesom prikken over I et: Alt dette alle verdens riger og deres herlighed vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig! Hele verden er din ejendom, bare for et enkelt lille knæfald. Nok engang er det fristelsen til at blive en Frelser af den slags, mennesker altid har drømt om. Ikke nogen fattig og hjemløs Frelser, der ikke har noget at hælde sit hoved til; men den rige verdenshersker, som ejer alt, den himmelske julemandskonge, der ødselt deler kostbare gaver ud til enhver. Giver rigdom og lykke til sine tilhængere én gang for alle. Men Jesus svarer nok engang nej; for der er stadigvæk ingen nemme genveje til Guds rige. Verden kan ikke frelses med kostbare gaver ikke engang så fine gaver som rigdom og lykke til enhver. Det eneste, der kan frelse verden, er den guddommelige kærlighed, der giver sig selv som gave. Den guddommelige kærligheds to udstrakte arme. Den kærlighed, som tåler alt, tror alt, udholder alt.

4 Vig bort, Satan, det knæfald får du aldrig. For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene! Og al skabningen kunne nu trække vejret frit; for Fristeren havde tabt. Jesus Kristus fortsatte sin vej, Gud ved hans dåb havde anvist ham. Vejen til Golgatas kors, hvorfra han som Guds martrede kærlighed med udbredte arme havde til hensigt at skulle drage alle til sig. Der er ingen genveje. Hverken brød eller beviser eller rigdom og lykke er vejen til Guds rige. Der er kun én vej: gennem Jesu Kristi opofrende kærlighed. Det var den vej, Jesus skulle gå, og han valgte at gå den (jf. Erik Ågård). Et af højdepunkterne i Dostojevskis største og sidste roman Brødrene Karamasov er ateisten Ivans fortælling om Storinkvisitoren, som Ivan digter da han sidder sammen med sin bror Aljosja på et tehus. Det er beretningen om Kristus, der atter efter 1500 års forløb, åbenbarer sig for menneskene i den værste kætterforfølgelsestid år er gået, siden han gav det løfte at komme igen og oprette sit rige på jorden. I Sevilla i Spanien i inkvisitionens og forfølgelsens frygtelige tid finder begivenheden sted. I den allerstærkeste middagshede stiger Kristus ned på torvepladsen netop dér, hvor man få dage i forvejen har antændt et kæmpemæssigt kætterbål. Næsten 100 kættere blev brændt til hans ære. Pludselig uden at nogen har anet det og bemærket hvordan er han der. Alle kender ham. Endnu engang vandrer han iblandt dem i ganske samme skikkelse som for 1500 år siden. Alle omringer ham, følger efter ham. Stråler af lys og kraft strømmer fra ham. En olding, som har været blind fra barndommen, råber: Herre, hjælp mig, så jeg kan få dig at se. Og straks falder der skæl fra hans øjne, og den blinde ser. Folk græder og kysser jorden, hvor Kristus går. Børn strør blomster foran ham og råber: Det er ham, det er ham det kan ikke være nogen anden! I det samme kommer en mand over torvet. Det er storinkvisitoren. Den romerske kirkes mægtigste mand en næsten 90-årig skikkelse, der har givet ordre til så mange kætteres henrettelser. Han lader Kristus gribe og sætte i fængsel. Hele dagen sidder han og venter. Da det bliver nat kommer storinkvisitoren til ham. Han raser mod ham: Hvorfor kom du tilbage? Du misforstod alt dengang! Kirken har forstået det bedre endnu. I dag er du farlig for os. Du troede på menneskers frihed; men mennesker kan ikke bære friheden. De hylder os, fordi vi tager friheden fra dem! Storinkvisitoren minder Jesus om fristelsen i ørkenen. Det var Jesu fejl, at han afviste de tre tilbud, fordi han ikke ville fornægte friheden. Du kunne have skaffet menneskene den tryghed, de higer efter alle sammen; men du ville ikke.

5 I brødet fik du tilbudt en ubestridelig magt. Det afslog du at benytte dig af. Men det andet var miraklet at kaste dig ud og vise, at du kunne beherske underet det knytter nemlig alle til os, til kirken, at vi har mysteriet den hemmelighedsfulde autoritet. Det er mysteriet, der giver os den magt, du afslog. Mennesker vil ikke have frihed; de vil have en autoritet, og det har vi givet dem. Du afslog jo! Og endelig den tredje fristelse: Magtens fristelse. Du valgte afmagten frem for magten og du blev afmægtig på dit kors. Kirken valgte magten. Og folk bøjer sig kun for magten. I morgen skal du se, hvem der har mest magt, du eller jeg, som giver ordre til, at du skal på bålet. Nå, hvad har du at sige til dit forsvar? Fangen tier. Endelig nærmer Jesus sig den gamle frysende 90-årige storinkvisitor, der har sendt så mange i døden. Tavs, som han har været hele tiden, går han hen og kysser den gamle på de blodløse læber. Det er hele svaret fra Jesus. Et øjeblik synes det at svimle for storinkvisitoren; kysset brænder ham i hjertet. Han aner, at hvis han åbnede sig for den virkelighed, der her kommer ind på livet af ham kærlighedens, tilgivelsens, ømhedens virkelighed så måtte han kassere hele sit livsværk og handle helt anderledes. Han går hen til fangerummets dør, åbner den og siger: Gå, og kom aldrig mere igen, aldrig. Og fangen går. Jesus afviste de tre fristelser. Hans kirke er gang på gang faldet for dem, og allerværst er det, at det er kirken, der beder ham gå og aldrig komme tilbage. Mens folket i Sevilla kendte ham, afviste kirken ham. Jesu svar er kun kærlighedens svar et kys. Selv fik han kun et kys på vej til korset Judaskysset og anderledes kan vi nok ikke nærme os ham; men når han kommer, har han kun kærlighedens svar (jf. Johannes Møllehave). Ja, lad os ty til den Kristus, som ikke har villet være her som den, der regerer ovenfra, men som den, der elsker nedefra (Georg S. Geil). Derfor kan vi tro, at Gud holder os fast, dér hvor vi selv svigter og falder fra falder fra for brød, beviser eller alverdens herligheder, som gør, at vi ikke kan svare Gudvelbehageligt kærligt igen på Guds kærlighed til os. Må Guds Ånd hjælpe os til en sådan elskende Gudstro. Amen. Salmerne i Ølgod: 747, 691, 447 én dåb 674 v.2, og 435. I Bejsnap: 33, 691, , 438, 439 v. 1 nadver 474 og 435.