7. Bilag. 7.1 Bilag Bilag 2

Transkript

1 [Type text] 7. Bilag 7.1 Bilag 1 Statistikken viser mængden af søgninger på ordet ebola på Google i perioden 23. marts 15. nov. Set i henhold til antallet af døde og smittede i alt, samt diverse nedslagspunkter i udviklingen af epidemien i forhold til amerikanere og europæere. Undersøgelsen er foretaget af Google Trends. 7.2 Bilag 2 Statistikken viser mængden af tweets med ordet ebola inkluderet i perioden 7. sep. 7. okt., med en markering af tidspunktet for Thomas Duncan s rejse til USA. Undersøgelsen er foretaget af Topsy.

2 7.3 Bilag 3 Livet, døden og de grufulde rutiner Berlingske Sektion: Magasin Side ord Artikel-id: e49e767e PDF Original artikel Klokken tyve minutter over syv en vilkårlig morgen samles det lægelige personale til morgenkonference. De lokale hjælpearbejdere synger og beder en bøn. Herefter følger en dag med grufulde rutiner på en amerikansk ebola-klinik i Liberia. af Sheri Fink, The New York Times SUAKOKO, LIBERIA: Jordvejen bugter sig, kravler over højdedrag og snor sig gennem en gummiplantage, før den når en bakketop nær en gammel spedalskhedskoloni. Her bestræber en amerikansk organisation sig på at imødegå den seneste svøbe, ebola, i en samling koboltblå bygninger. I det nyligt åbnede behandlingscenter forsøger liberianske og udenlandske frivillige at identificere, hvem der er smittet, hvem der endnu står til at redde, og hvordan man skal forsøge at inddæmme viruset. Det er et sted, som på én og samme tid er ganske ordinært og sært uvirkeligt. Unge mænd, der føler sig raske og stærke nok, lunter rundt om hospitalet, mens en skarp røg stiger op fra en forbrændingsovn, som bortskaffer bandager og andet medicinsk udstyr. Lægerne er uigenkendelige i deres gule beskyttelsesdragter. Patienter, som måske ikke har ebola, lytter til en radio sammen med dem, der helt sikkert har det - adskilt af et hegn og en favnfuld frisk luft. En ny dag på ebolaklinikken kan begynde. 07: 20 Kort tid efter deres ankomst samles en håndfuld læger og sygeplejersker ved et whiteboard for at få overlevering fra natholdet. Der var 22 patienter og ingen dødsfald denne nat. Centret er ikke overfyldt af patienter som visse klinikker i hovedstaden Monrovia godt fire timers kørsel mod vest. Centret er indrettet til at kunne rumme 70 patienter, men er til stadighed i færd med at udvide kapaciteten; det åbnede for to uger siden og har blot to ambulancer til rådighed. 1

3 En otteårig dreng havde i løbet af natten været for svag til at løfte en literflaske med en saltopløsning op til sin mund. Den amerikanske sygeplejerske, Bridget Anne Mulrooney, fortæller, at hun gav ham en mindre flaske af væsken, som skal modvirke dehydrering samt et par tæpper, så han kunne holde sig varm. En kvinde, der har mistet både sit spædbarn og sin mand til ebola og nu selv er under mistanke for at have udviklet sygdommen, nægtede at tage føde og medicin til sig. En mand i 70erne, en snakkesalig fyr og derfor en af personalets yndlinge, var nu forvirret, og hans lagner var gennemvædet af blod. Han var blevet indlagt fire dage tidligere, men laboratorieprøver med en positiv ebola-diagnose var endnu ikke indløbet.»jeg tror, han er positiv,«siger dr. Colin Bucks.»Jeg tror, der er tale om en terminal patient.«otte patienter havde behov for intravenøs væsketilførsel for at modvirke dehydrering. En patient blev beskrevet som»glad«. En anden spillede kort. 07: 40 Morgenandagten begynder med en sang ledsaget af håndklap i tredobbelt tempo. En snes lokale arbejdere i gummistøvler og blå hospitalskitler, som er bleget så ofte, at de nærmest er blevet pastelfarvede, danser og anråber Guds barmhjertighed for de ansatte og patienterne. Nogle folder hænderne, som er hyllet i gummihandsker i klare farver. Liberianerne synger i kor»cover with Your protective arms, O God«. 08: 10 Amerikaneren Sean Casey, der er centrets leder, samler sine afdelingsledere til det, der ender med at blive en samtale om til-og afgangen af patienter. Lederen af ambulanceholdet siger, at der er fem patienter med mulige ebola-infektioner, som venter på at blive transporteret til centret. Men afdelingen for endnu uafklarede tilfælde er overfyldt, siger Sean Casey, så de må først udredes. Man må afvente laboratorieresultaterne, så patienter uden ebola kan sendes hjem, og de bekræftede tilfælde kan overflyttes til andre afsnit. Centret rummer også patienter, som er indlagt med andre sygdomme. De burde ideelt set være overført til det lokale hospital, men der er kun begrænset behandling og pleje at få, fordi seks sygeplejersker er døde af ebola. Afdelingslederne diskuterer også arbejdsforhold for de cirka 175 ansatte liberianere. Nogle af dem har forladt hospitalet et par dage forinden som følge af en strid om løn, der er meget almindelig blandt landets sundhedsarbejdere. Lederne og dem, der har forladt deres patienter, vil ikke blive ansat igen, idet man anser det for afgørende at have en pålidelig stab, fastslår Sean Casey. Så hæver han mødet.»gå ud og gør jeres bedste,«formaner han. 08: 40 En liberiansk kvinde øser dampende varm yamsgrød op af en blå spand - morgenmad til patienter og stab. Maden tilberedes på et universitet, der er lukket på grund af epidemien, og som nu huser mange af de ansatte på hospitalet. Centret har ansatte, der arbejder med rengøring, sprøjtning og bortskaffelse af affald - amerikanerne omtaler dem som WASHholdet (WAter, Sanitation & Hygiene). De arbejder hele tiden med at disinficere området. 2

4 Alligevel er synet af kvinden med den blå spand en smule foruroligende: hun øser maden op på plastiktallerkner blot få skridt fra det område, hvor personalet klæder om, når de kommer ud af dekontamineringszonen, og ganske tæt på apoteket og et køleskab med påskriften»ebola blodprøver. INGEN FØDEVARER«. 08: 45 Den lægelige stab - herunder en amerikansk læge, en spansk og en kenyansk sygeplejerske samt en liberiansk reservelæge, et par sygeplejersker og andre arbejdere - ifører sig beskyttelsesudstyr, stykke for stykke, inden de går ind på behandlingsafsnittene: Handsker, heldragt, masker, hætter, kitler, beskyttelsesbriller. Hele holdet ser sig i spejlet for at sikre sig, at ingen del af deres hud er blottet. Processen varer 20 minutter. En læge ved navn Steven Hatch træder ind på afsnittet med patienter, som muligvis er smittet med ebola. Han spørger, om nogen er sultne.»hvordan har du det?«spørger han en af de indlagte. En kvinde i T-shirt går stift bag ham med en plastikstol i hænderne. Den ser tung ud i hendes svagelige arme. Medarbejdere står uden for patientområdet og kaster vandflasker og plastikposer til affald ind over hegnet. Rengøringshold har været på afsnittet forud for det lægelige hold for at sprøjte jorden med en kloropløsning og samle affald sammen i spande, der i øvrigt ligner den, som rummede yamsgrøden. Et par medarbejdere står uden for hegnet og diskuterer, hvorvidt man kan give et par spilleborde og terninger til patienterne i afsnittet for de endnu uafklarede tilfælde. Sean Casey er imod det af frygt for at smitte nogen, der hidtil har klaret frisag. Kun de patienter, der er bekræftede ebola-tilfælde, kan med rimelig sikkerhed spille spil med hinanden. Den tyske psykolog Friederike Feuchte forstår Caseys indvending, men er alligevel skuffet på patientenes vegne.»de keder sig sådan,«siger hun. En af patienterne, den 45-årige Kolast Davies, er enig.»det er stressende og meget kedsommeligt at være her, især når man ikke kender sin skæbne,«siger han i et interview. Han blev indlagt på foranledning af ledelsen på det stålværk, hvor han arbejder, AncelorMittal, da han kom tilbage fra en ferie i Monrovia. Her, tre dage senere, er hans laboratorieprøver stadig ikke kommet. Han ser sund og rask ud, og det lægelige hold vil gerne sikre sig, at han ikke får ebola fra nogen af de andre patienter.»de har sagt til mig, at jeg bør være varsom med at omgås de andre. Ikke noget med at røre,«fortæller han. 3

5 Hans seng er, i lighed med alle de andre på afsnittet, anbragt på et 2 x 2,5 meter område, som er indhegnet af presenninger på en træramme. Han deler en latrin med de andre patienter. En nat, beretter han, døde der nogen under det samme tag.»det er så patetisk,«siger Kolast Davies gennem tårer. Jeg tror, hele verden bliver nødt til at komme os til hjælp.«. 10: 00 To mænd iført gule beskyttelsesdragter og tykke gummihandsker forlader hospitalet med et lig i en ligpose liggende på en båre. Da de går igennem den tropiske skov, som er fuld af fuglesang, følger en anden mand efter og sprøjter stien omhyggeligt, så de brune blade glimter af blegemiddel. De skal begrave en 38-årig mand. I de sidste stadier af sygdommen havde han forladt sin seng og havde desorienteret lagt sig til rette tæt op ad en 50-årig kvinde, som var død. En sygeplejerske fandt dem liggende sammen den næste morgen - en scene, dr. Hatch kalder»på én gang rørende og gruopvækkende«. Det drypper fra mandens ligpose, da begravelsesholdet sænker den ned i et friskgravet hul lige over for kvindens grav. Han er det syvende lig på området uden for det nye behandlingscenter. Der er allerede gravet yderligere ti huller, og fire mænd med skovle står omkring og ser til. Der bliver ikke fremsagt nogen bønner, og ikke udgydt nogen tårer under dette nye, nødtørftige begravelsesritual. Da de går tilbage, sprøjter holdet igen stien bag dem hele vejen tilbage til hospitalet. 10: 50 Lægerne gennemgår det første sæt resultater fra et nyt, mobilt laboratorium, som den amerikanske flåde har opstillet dagen forinden. Det er næsten et mirakel: laboratorieprøverne kan nu hentes på få timer i stedet for efter fire-fem dage, da prøverne skulle køres til Monrovia og tilmed af og til gik tabt. Kolast Davies hører, at han er testet negativ for ebola. Han får lov at forlade hospitalet. Omgivet af orange hegn ligner centret noget i retning af et åbent fængsel. Sandheden er, at det ville være ganske let at undslippe; en enkelt forvirret patient er allerede vandret ud i indkørslen, hvorfra han blev eskorteret tilbage. Der er ingen bevæbnede vagter uden for hospitalet, og indgangene til patientafsnittene er ikke sikret. En anden patiet, den 28-årige Lorpu Kollie, er glad og lettet over at få at vide, at hun ikke er på listen over dem, hvis prøver viser tegn på smitte. Hun ringer til sine forældre for at fortælle dem, at hun kommer hjem. Men en af de ansatte har taget fejl af hende og en anden: faktisk er hendes blodprøve, taget en uge tidligere, blevet testet positiv for ebola. Kollie får den nye diagnose og synker sammen. Hun nægter at flytte hen på afsnittet for bekræftede ebola-patienter. Psykologen, dr. Feuchte, går hen for at tale med hende.»jeg har lige fortalt dem alle sammen, at jeg kommer hjem,«græder Lorpu Kollie. 4

6 Dr. Feuchte siger, at hun indtil videre kan blive, hvor hun er, så vil de teste hende igen. En anden patient forsøger at muntre hende op og minder hende om, at hun stadig kan være rask. Bare rolig, siger hun,»kun et par dage mere«. Selv med det nye laboratorium er noget så grundlæggende som blodprøver stadig en stor udfordring. Den intensive disinficeringsproces udvisker somme tider patienternes identifikationsnumre fra reagensglas og papir, så det er svært eller umuligt at læse. Hver eneste blodprøve er desuden risikabel for de ansatte - især fordi nålene er svære at håndtere med de tykke handsker.»det vil være utilgiveligt, hvis vi kommer til at stikke os selv under en ekstra blodprøve,«sagde dr. Bucks under morgenkonferencen. I løbet af et par timer har han og nogle andre udtænkt et bedre system til at identificere reagensglassene, og de diskuterer nu, om de skal bestille et nyt system til blodprøver, som er sikrere at anvende. 12: 00 Frokosten ankommer. Varmen er kvælende. Den blå spand, som blev brugt til yamsgrød om morgenen, bliver nu fyldt med ris. Arbejderne sætter plastiktallerkner frem i det område, hvor personalet spiser. De venter på, at læger og sygeplejersker skyndsomt skal indtage maden under et ophold i arbejdet. 13: 00 En medarbejder vender tilbage fra et lokalt marked med sække af brugt tøj. Det skal erstatte patienternes eget tøj, som blev brændt fordi det var beskidt og muligvis befængt med smitte. I hans sække finder man: 20 lappas, lokale batikfarvede klæder, der bliver båret om livet, 20 brystholdere, 30 par sokker foruden stakke af luvslidte jakker og bukser.»det her er ikke second-hand, men tiende-hand,«spøger Eric Diudonne, en civilingeniør, der sender tøjet til vaskeriet. De ansatte på vaskeriet desinficerer og vasker de ansattes kitler, briller, gummihandsker, heldragter og støvler i kar med blegemiddel, inden de propper det hele i vaskemaskiner. Bagefter bliver det taget udenfor og hængt op. Stive forklæder hænger fra en tørresnor, mens støvlerne står med sålerne opad. Nogle af patienterne fordriver tiden med at vaske deres eget tøj, men alt tøj og sengelinned bliver brændt, når de er udskrevet eller døde. 16: 30 Sygeplejerskerne klæder sig i hele udstyret igen for at uddele eftermiddagens medicin, lægge væskedrop og tage blodprøver fra nye patienter samt tre patienter, der skal testes igen. De nye resultater ankommer. Der er gode nyheder: Lorpu Kollie er testet negativ, og det betyder, at hun er kommet sig fra ebola. Eller også er hendes første prøve blevet forvekslet med en andens.»tusind tak! Tusind tak!«jubler hun. Hun danser og rækker armene ud som for at omfavne de ansatte. 5

7 Men de er adskilt fra hende af hegnet.»jeg kommer hjem,«fortæller hun sine forældre i telefonen. Hun tager et ti minutter langt brusebad, hvor hun skrubber sig efter en sygeplejerskes instrukser. Hun lægger en håndfuld personlige ejendele i en spand med desinficerende midler. En eller anden rækker hende et rent sæt tøj og ti dollar til transport. Det har regnet kortvarigt. Lorpu Kollie kigger ud over bakketoppen og får øje på en regnbue. 19: 10 Dagsholdet overleverer patienterne til natholdet. Adskillige patienter ser ud til at have fået det bedre. Og nogle, hvis laboratorieprøver viste sig at være negative, kan se frem til at rejse hjem næste dag. Men en mand har kastet op ude i gården, fortæller en sygeplejerske. Andre har fundet en kniv under hans pude, og han forklarer, at han hellere vil dø for kniven end af ebola. To dage senere tager sygdommen livet af ham. Oversættelse: Lars Rosenkvist. 7.4 Bilag sep kl. 20:54 Ebola kan sprede sig til andre kontinenter Den belgiske læge Peter Piot var med til at opdage sygdommen i 1976, og han frygter, at sygdommen spreder sig Af: Ritzau /Nyheder Manden, der opdagede den smitsomme ebola-virus, frygter, at sygdommen kan sprede sig fra Afrika til andre kontinenter. Den belgiske læge Peter Piot var med til at opdage sygdommen i 1976, og han frygter, at det bliver svært at indkapsle sygdommen i Afrika, hvor den har hærget i månedsvis i den vestlige del. I Vestafrika bor en del indere, og hvis bare én smittet fragter sygdommen til hjemlandet under et besøg, kan det hurtigt medføre en spredning. - Også i Indien bærer læger og sygeplejersker ofte ingen beskyttelseshandsker. De ville blive inficeret med det samme, og virussen ville blive spredt, advarer Piot i det tyske magasin Der Spiegel. 6

8 Ebola-smittede rejser med sikkerhed også til Europa, hvor de håber på behandling, lyder det. I Europa og Nordamerika vil sådan et udbrud hurtigt blive inddæmmet, men i Afrika kan det destabilisere en hel region. - Og det skal være klart for alle. At det ikke længere kun er en epidemi, men en humanitær katastrofe. - Jeg kan kun håbe, at vi klarer den, så vi får den under kontrol. Jeg havde virkelig aldrig troet, at det ville blive så slemt, siger han. Søndag kom det frem, at Sierra Leone ifølge en ledende nødhjælpsarbejder ventes at forlænge det landsdækkende udgangsforbud, som har varet i tre dage. Udgangsforbuddet trådte i kraft fredag og har lagt gaderne over hele landet mennesketomme. Det sker efter fundet af 92 døde og 56 nye udbrud af den frygtede ebola-virus. Torsdag oplyste Verdenssundhedsorganisationen WHO, at 2622 ud af 5335 smittede er døde i det mest dødbringende udbrud af ebola-virus i verdenshistorien. Det var dog inden weekendens fund i Sierra Leone. Ifølge WHO er der intet, der tyder på, at epidemien, der hærger Guinea, Sierra Leone og Liberia er på vej til slippe sit greb. Ebola-virus har også spredt sig til Nigeria og Senegal. FN's Verdensfødevareprogram (WFP) oplyser, at det har modtaget donationer på næsten 22 millioner dollar svarende til 127 millioner danske kroner, som skal gå til hjælp i de ebola-ramte lande i Vestafrika 7.5 Bilag 5 Kvaksalvere og stærke ritualer spreder ebola Nogle kirkeledere i Liberia tror på, at Lipton-te og bulgur kan kurere ebola. Det gør det utroligt svært, siger dansk præst. 7

9 29. Aug kl. 16:30 Regeringens begravelseshold begraver offer for ebola i Sierra Leone under strenge hygiejniske forhold. Andre steder er det svært at få folk til at forstå, hvor smittefarlig ebola er. Foto: CARL DE SOUZA Scanpix Af Cecilie Sønderstrup/Katja Sønder Tuxen Hver dag stiger antallet af ofre for den frygtede ebola-virus i Vestafrika. I et af de hårdest ramte lande, Liberia, hvor der er registreret mindst 624 dødsfald, har det nu også fået konsekvenser for kirkerne. Hvor en gudstjeneste før godt kunne vare tre-fire timer, må den nu kun vare 90 minutter og den skal handle om, hvordan man undgår ebolasmitte. Det er dog ikke alle præster i det stærkt religiøse land, der forstår sygdommens alvor og den videnskabelige årsag til smitte. Tror på Lipton og bulgur Mange fornægter simpelthen sygdommens virkelighed, fortæller præst og missionær Finn Hougaard. Hvis bare folk drikker Lipton-te, kan de blive helbredt for ebola. Liberiansk kirkeleder, der har fået åbenbaring fra Gud - I det liberianske kirkeråd, der er en samling af alle mulige kirkeledere, er der blandt andet en, der rejser sig og siger, at han har fået en åbenbaring fra Gud. Hvis folk bare drikker Lipton-te, så kan de blive helbredt for ebola. En anden påstod, at man bare skulle spise bulgur, så ville man blive helbredt, fortæller han i Religionsrapport. 8

10 Der er endda præster, der hævder, at de kan gå i religiøse bade med ebolasmittede, fordi de i de bade er særligt beskyttede af helligånden, fortæller Finn Hougaard, har boet i Liberia i 14 år, men måtte forlade landet for en måned siden, da smitterisikoen blev for alvorlig. Religionsrapport Hør hele interviewet med præst og missionær Finn Hougaard i Religionsrapport. Hør også interview med teolog og professor Niels Christian Hvidt om Guds rolle i helbredelsen af den amerikanske læge Kent Brantley. Graver lig op for at sige farvel Noget af det, der gør det svært at få liberianerne til at respektere smittefaren er, at gamle ritualer har en enorm magt. Blandt andet siger ritualerne, at man skal passe de døde, tilbringe tid sammen med liget og endda røre og kysse det. Regeringen har forsøgt at begrave døde, uden at ligene kom i kontakt med pårørende. - Men de gravede liget op igen for at røre ved det og sige farvel. Hvis de ikke får sagt farvel, vil vedkommendes ånd hjemsøge dem i hus og i marken og gøre livet svært, fortæller Finn Hougaard. Antallet af døde af ebola er nu oppe over 1550, men Verdenssundhedsorganisationen WHO frygter, at vil dø, inden der kommer styr på udbruddet. 9