Skabningens Tinde. Johannes V Jensen

Transkript

1 Skabningens Tinde Johannes V Jensen AAEN Fra okkerrandet Grødesig i Bakken, gennem Kær og Eng, de brede Dales Blomsterseng, til Sommerspejl i Fjordens Vig... Den tager alle Bugter med, den blanke Aa, thi den har Tid, fordybet hist, og her med Flid og Rislen paa et grundet sted. En aaben, uforstyrret Strøm, med Himlens Billeder i Favn, indtil den munder i sin Havn: Ophavet, Alle Aaers Drøm. AAKANDEN Men Aaens aabne Levnedsløb af Undere er ej forladt. Aakandespiren i sit Svøb forsvarer sig i Dyndets Nat... Aakandens Drøm: Den sorte Rod Paa Bunden af den dybe Aa et Budskab sender med sit Blod op i en Luft den aldrig saa. Fra Dybets Mørke stiger op en lang smaragdgrøn Navlestreng, som flyder, rokker med sin Krop i Strømmens solskins-stukne Seng.

2 Den aabner sig en Sommerstund for Solen med en kølig Pragt, en mangebladet Blomstermund, som aander Vellugt af sin Tragt. En Lugt fra Tropen, ør og hed... Mangrovens Lud, hvor Solens Brand med stille Blænden fyrer ned og brygger i det fule Vand. Og lyse Nætter, hvid og vaad, i Sølverspejlet med sit Blad den blander Maanenyets Baad, og svømmer, dufter i sit Bad. En Stjerne lig, med svalet Glød, en sælsom fjern, begravet Ild, som Duft af Stenes Sammenstød og Tordenregn - Ask Ygdrasil... Er ikke det vi drømmer om, Som sender Bud med Stjerneskær, En Verden hvoraf Livet kom, i Nøkkerosens Duft os nær? ODDEREN En Maar, som fik det Vaade kær... en valen Mand med Svømmetær, som Aalen smækker, altid frisk, med rovdyrsjælen fuld af Fisk! I bugtet Aa han bugter sig og nyser Vand og fugter sig og lugter sig til Krebsens Krog - lidt nytter dens Tilbagetog! En Fure i det sorte Vand forraader Geddens Banemand. En lønlig Klippen ved en Aa: den vaade Fisk der tygges raa!

3 Og Svømmekunstner paa en Hals han fører op en Oddervals i Aaens Høller med sin Viv som Skytler i en Væv af Siv. I Bobler klædt, med Bugen op, man cirkler sammen, Krop ved Krop. Og er det henad Paaaske-Tid med Vold man svømmer Aaen hvid. Man valser ud og ind med Spring og kærner Vandet vildt i Ring - til Legen ender i et Skum med Cirklens Kvadratur og Sum! Fra Vandet Livet gik i Land. Og mangen Skabning ynder Vand og hyller sig deri igen - skønt ikke netop Fiskens Ven. Et Pattedyr fandt Søen sval og blev med Tiden til en Hval. Et andet kølede sin Sjæl paa Havmandsvis og blev en Sæl. Men Odderen med Adelsbrev ved begge Elementer blev og bugter i en glad Galop paa Moder Jord sin Ormekrop. Med Smørblomststøv og Fnug besmurt han slanger sig i Eng og Urt og smyger sig med følsom Kind, varbørstet, mod den søde Vind. O Broder, Ven af Luft og Vand, beskyt dig, var dig i vort Land! Op, alle gode Magter, frels hans Aa og Unger, Viv og Pels!

4 ISFUGLEN Juvelen ved den danske Aa, forborgne Vandes sjældne Sir, en vinget, levende Safir... dig laante Himlen af sit Blaa! Foran det vaade Møllehjul Regnbuen svæver i en Røg; her gør et luftigt Jagtbesøg, selv irisblaa, den sjældne Fugl. Og siden fra sin Vægter-Gren den styrtedykker efter Mad og føjer til sin Fangst et Bad - en stædig, fisegraadig En! Til Hælvten Næb, i Øjet Flint, en Fugl hvis Sjælelys er faa. Sin Farve fik den udenpaa! Af Paradiset Spejl en Splint! Skal den der fik en stækket Flugt og stirrer blændet i en Bugt forbavse Verden med sit Spekter? Du Aaens Ædelsten og Vægter! PILETRÆET Ved Bredden staar den blonde Pil og rækker søsterlig en Ranke, sit Hovedhaar, imod den blanke forstrakte Vandrer, med et Smil... Mens Aaen skrider, Pilen gror! En lang, fordybet Plantedvale, med Roden ankret i den svale, af Aaens Nærhed rige Jord.

5 Hvad er saa yndigt, uden Harm, hvad er saa vakkert, som en Vidje, naar Vinden griber om dens Midje, og blidt den svajer i hans Arm? KVINDEN Hun nærmer sig fortænkt det Vaade. Vil hun i Aaens Arme stige? Men nøler lidt - hvad vil du, Pige? Er Mennesket sig selv en Gaade? Hvad kan det unge Væsen savne? Et Skjul i Aaens svale Bølger? Din Nøgenhed den gerne dølger! Den favner dig med tusind Favne! I Aaens Skød dit Billede spejler sig med en Flakken som en Kerte; blot ved at favne det din Bejler forraader gyngende sit Hjerte! Af Vandet kom du, Fristerinde. Som Bølgen hæver sig dit Bryst. Og Flod og Ebbe fra en Kyst du bærer i dit blod, O Kvinde! Som Nilens lunkne Lotus-Dynd Dit Haar er hyllet i en Luft af Gær og Grøde - Livets Brønd og Bundløshed: Aakandens Duft! Fra smukke Kattedyr, O Kvinde, din Nerve fik du og din Ynde, og Sorgløsheden i at synde, og i at sno dig - Odderinde! Med Fuglefjer du stundom smykker og sætter Kronen paa din Magt; hvorved endog du overskygger i Øjenlyst Isfuglens Pragt!

6 Men som det søde Piletræ er, Kvinde, Elskede, dig Læ, din Vækstlighed dit Væsens Vaar. Indhyl en Synder i dit Haar! Af Dyrets Slægt det sidste Led paa Jorden, fjernet kun et Fjed fra Ormekrybets Ynglested - Naturens Mening, Maal og Med! Et Underværk af Vækst og Form, og Farve, Sødme - Skønheds Norm! Et Taarn af Liflighed og Tugt! Alskabnings Rod og Blomst og Frugt! Verdens Lys (1926)