Vi er alle med i de skyldiges fællesskab. Prædiken til den 23. juni Salmer: 592, 582, 504, 502, I Danmark er jeg født

Transkript

1 Vi er alle med i de skyldiges fællesskab Prædiken til den 23. juni 2013 Dagen der også hedder 4. søndag efter trinitatis. Salmer: 592, 582, 504, 502, I Danmark er jeg født Teksten der prædikes over: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde:»vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«han fortalte dem også en lignelse:»kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«luk 6,36-42 De 7 dødssynder er udleveret på et stykke papir: Overmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede, dovenskab. De står også til sidst i prædikenen, sammen med et take-away-ord. 1

2 Bjælker og splinter Ja, temaet i dag er ret tydeligt - at det handler om skyld Det at være skyldig og måske at være lidt for hurtig på aftrækkeren i forhold til at give andre skylden. Og Jesus må have været ude for et eller andet der bare fik bægeret til at flyde over, for man kan næsten høre hans irritation: Hvorfor har du så travlt med at finde splinter når du ikke øjner din egen bjælke? Hold nu op med at dømme For det vender lige tilbage i hovedet på dig selv Og det er jo logik for nybegyndere og alligevel må jeg ihvert fald sande at det er hundesvært.. En dag sad jeg feks. med nogle veninder og snakkede om det at blive skilt.. 2

3 Og vi diskuterede lidt frem og tilbage om hvorvidt det var at foretrække at være den der forlader eller at være den forladte.. Og vi var enige om at selvom det gør ondt at blive forladt og at man mister ansigt og stolthed når man bliver forladt, så er det stadig det bedste fordi man så er uden skyld! Den der forlader, er måske sat fri igennem sin handling; At nu vil jeg ikke mere, nu går jeg Men vedkommende vil altid bære en skygge af skyld. Skyld over at have brudt ægteskabet op, familien op Så hellere være den forladte, den uskyldige, der til evig tid kan sige; den skurk, tænk at han/hun forlod os.. Den forladte derimod er den skyldfri.. Vi sad lidt alle sammen og tænkte over det 3

4 -- og ja, det var jo rigtigt nok.. Lige indtil der var en der sagde: Nej, der SKAL altså to til en skilsmisse.. BANG sagde det og bjælkerne borede sig ind i vores øjne.. For ja, det er sådan virkeligheden er. Der er altid to til en tango. Også når tangoen går i stykker. Men hvem har lyst til at tage skylden på sig? Jeg mener, fra vi er helt små forsøger vi at give andre den. Nej, det var ikke mig, det var hende! Og som voksne er det som regel også de andres eller samfundets eller politikernes skyld og politikerne siger det var den forrige regerings skyld. Ingen vil være den skyldige, Og måske det var det, 4

5 der gjorde at David sørgede for at Urias, Batsebas mand, blev slået ihjel i krigen, så han ikke skulle føle sig skyldig over at have forført Batseba men måske ligefrem kunne bryste sig af sin store ansvarlighed sådan at tage sig af Batseba nu, hvor manden var død.. Ja, sådan kan vi forskønne vores gerninger på en mangfoldighed af måder for at undgå at være skyldige.. Men skyld hænger sammen med ansvar. Du har et ansvar og dermed også en skyld. De 7 dødssynder, som I har på jeres papir, er ikke ligefrem moderne - de kom i middelalderen som spejle man kunne kigge i så man blev opmærksom på de blinde vinkler i ens sind. Alle kan, med lidt anstrengelse holde de 10 bud 5

6 men hvem kan sige sig fri for at have følt misundelse eller lyst eller stolthed? Problemet er bare at vi ikke rigtigt lægger vægt på det. Vi er ikke ansvarlige over for Gud på samme måde som vi var før. Vi har fået vores frihed og Jeg bestemmer selv om jeg vil leve i grådighed eller utugt eller frådseri. Det skal andre ikke blande sig i.. Og derfor ser vi at synden og dermed skylden stille forsvinder og måske ligefrem bliver til dyder: - Overmod for eksempel kan forstås som udtryk for et godt indre selvværd - At være gerrig er bare at være profitorienteret - og det skal enhver virksomhedsleder jo være.. - Misundelse er bestemt ikke en last 6

7 men en vigtig socialiseringsfaktor, siger den franske filosof Rene Girard. - Vrede? Den er vigtig at komme ud med for ikke at implodere, altså eksplodere indad det man kalder for depression. - Og utugt nej, ved du nu hvad? Det er da ikke en synd, så længe den anden ikke ved det. Så synden og skylden har forladt verden. Vi gør ganske vist stadig onde ting men de er i høj grad blevet til psykologiske fænomener, som at vores handlinger i dag er determinerede af det vi oplevede i vores barndom.. Far slog fordi han selv blev slået eller også bliver skylden til noget de andre gør Nogle kalder kristendommen den tynde fernis vi lægger ud over os så vi holder vildskaben og ondskaben nede.. 7

8 At hvis ikke vi har skylden og synden som begreber i vores samfund og spejle vi kan spejle os i og dermed opnå selverkendelse så mister vi også etikken og moralen og bliver den blinde der fører den blinde, som Jesus siger. Vi siger jo tit at kærligheden er det bærende i kristendommen. Men måske er det skylden? At skylden er den mest rene og dybe sandhed om mennesket? At vi er skyldige i og med at vi lever - og ikke bare lever for os selv men lever og handler med hinanden. For der hvor vi har ansvar har vi også skyld. De er uadskillelige Så den eneste der sådan set ikke er skyldig er den der ikke lever 8

9 - altså den endnu ikke fødte eller allerede døde. Det her handler ikke om at vi skal gå synds-tunge ud af kirken og have dårlig samvittighed sådan som Jane Aamund fortæller hun gjorde det i Colorado i USA hvor hun var inviteret til bibeltime i den lokale presbyterianske kirke. De sad der i en rundkreds og midt imellem dem sidder præsten, den selvfede, som hun kalder ham, og siger at lever vi et syndigt liv, så vil vi aldrig nogensinde opleve at komme i paradis og ligge i grønne enge og blive ledt til det stille vand. Nej, vi vil blive pint i helvede og ristet over en sagte ild! Ved siden af Jane Aamund sad en gammel slidt cowboy med et furet ansigt. 9

10 Hans øjne var fuldkomment uskyldigt blå som om de havde indoptaget den blå himmel og Rocky Mountains sneklædte tinder i horisonten, men hans ansigt vidnede om et langt livs hårdt arbejde med jorden og dyrene. Hans øjne hang ved præstens læber imens præsten udpenslede den evige rædsel og Jane Aamund så at der på et tidspunkt trillede en tåre ned ad hans kind, som lignede et udtørret flodleje. Og stille rækker han hånden i vejret og præsten nikker, og den gamle mand hvisker: Hvad nu hvis det bare er en lille synd, kommer man så ikke i paradis? Og præstens øjne blev helt udtryksløse som en geddes, der står og lurer i sivene. Og så sagde han højt: NEJ! 10

11 Hvor mon det kristne sindelag var smuttet hen i den præst? Hvor blev det store varme fællesskab af? Det store varme fællesskab der er bygget op over at vi alle er skyldige og dermed lige? At vi alle er skyldige og dermed solidariske. For skylden er et grundvilkår som ikke bare nogen er underlagt som de kriminelle, de skilte og de begærlige vi er alle underlagt skylden. For det kan være jeg ikke har slået ihjel men kan jeg sige mig fri for frådseri? Eller vrede? Eller dovenskab? Eller en af de andre dødssynder? Jesus bruger det helt skønne billede med bjælken og splinten. Han siger ikke noget om, at vi skal gøre os rene og uskyldige, men blot at vi skal være opmærksomme på 11

12 at så snart vi synes vi selv er rene så har vi måske overset en lille bjælke på 1 gange 1 meter fra Silvan i øjenkrogen? Vi lever i de skyldiges fællesskab. Og det er kun når vi vedstår vores fejl vi kan leve sammen. Det er ulideligt at være til et selskab hvor ægtefællerne sidder og hakker på hinanden med et: Jamen, det var også dig der lavede den bule i bilen Ligesom det er ulideligt at blive ved med at høre på den skiltes vrede over ægtefællens skyld. Eller barnets: det var hans skyld! Og selvom vi forhåbentligt aldrig vil komme i situationer hvor vi må slå andet end fluer ihjel så må vi på en eller anden måde også kunne tage hånd om dem 12

13 som har slået andet end fluer ihjel. Det er derfor det er så stærkt at Anders Breivik netop fik en dom som enhver anden ville have fået det. Livstid, som i Norge er omkring 16 år. Vrede mennesker sagde; «Lav loven om og giv ham dødsstraf!» Gør vi det, sætter vi ham udenfor fællesskabet. Så bærer han det onde, og vi går fri. Kristendommen fastholder os på At Vi ER de skyldiges fællesskab. For du kan ikke leve uden at handle Og når du handler kommer du til at fejle og dermed skylde Så dødssynderne som spejl er sådan opfrisker på at vi alle har fælles skyld og ansvar. Og ud af det kan der så vokse kærlighed. Og barmhjertighed. Fordi vi på et eller andet punkt altid står i gæld til hinanden. Lad os være stille sammen 13

14 De 7 dødssynder (Udviklet af klosterideologerne Cassian- 5.årh. og Gregor 8.årh. som forsøg på at kortlægge sindet.) Overmod Gerrighed Utugt Misundelse Frådseri Vrede Dovenskab 14

15 Ord til lommen: At samle et halmstrå op, kan være en bedre gerning end at bygge en kirke. (Martin Luther, tysk eks. munk, reformator) 15