Historiens historie. Oversat af Svend Ranild TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Historiens historie_p.indd 3 19/04/

Transkript

1 Ida Hattemer-Higgins Historiens historie R o m a n o m B e r l i n Oversat af Svend Ranild TIDERNE SKIFTER Tiderne_Historiens historie_p.indd 3 19/04/

2 Historiens historie er oversat fra engelsk efter The History of History Copyright Ida Hattemer-Higgins, 2011 Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB Dansk udgave Tiderne Skifter, 2012 Forlagsredaktion: Marie Vinter Sat med Granjon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN Printed in Denmark 2012 Til de forsvundne. TIDERNE SKIFTER Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf Fax tiderneskifter@tiderneskifter.dk Tiderne_Historiens historie_p.indd 4 19/04/

3 indhold 1. del KØD 1 Dokumenters bestandighed 9 2 Glaskuglen 13 3 Tid, blomster 18 4 Spekulum 21 5 Et syns utydelighed 39 6 Magdas ansigt 51 7 Privatliv og hengivelse 57 8 Don Quijote fra SS 67 9 Hval-ænderne Konkubinens bevidsthed Sachsenhausen Historiens historie Ansigtstatoveringer Søde Vitalij Fortællinger om de overmodne del Reb 16 Udfrielsens kalden En forventning om spejle De spillede hjerterfri Roser til Rahel Nostalgiens voldsomhed Flugt fra Berlin En taksonomi af synder Smukke Albert Grimms børn En lærestreg for tøjter overalt 225 Tiderne_Historiens historie_p.indd 5 19/04/

4 26 Erich Ildsøen Drømme under sygdom del Tunnel 29 Jernbølger Tundraens tilbagevenden Fanatikerens isolation Lægerne på Charité-Hospitalet U Forsoning med Vitalij Skæret Margaret Erich igen Valkyriernes ankomst 328 Tiderne_Historiens historie_p.indd 6 19/04/

5 1. del KØD Den kommende opvågnen står som grækernes træhest i drømmens Troja. walter benjamin Tiderne_Historiens historie_p.indd 7 19/04/

6 Tiderne_Historiens historie_p.indd 8 19/04/

7 1 Dokumenters bestandighed Havene hævede sig, og skyerne drev hen over himlen; strømmen af mennesker kom rullende i kærlighed og forræderi, i skyskrabere og ruiner, gennem brudte mure og fremmanede børn, og snart var det år En tidlig morgen i september det år, i en skov uden for Berlin, vågnede en ung kvinde af en kortvarig søvn og vidste ikke hvor hun var. Flere måneder af hendes liv var forsvundet fra hendes bevidsthed, og hun var ny som et barn. Hun satte sig op. Hendes hår var langt, hendes tøj en mands: stive bukser, blød hat og en lang ulden overfrakke, men under den havde hun et par højhælede støvler på. Under hendes hage var kroppen en haremspiges en yppig krop, smidig og fuld af viden om sin styrke, sin ungdom og sit hamrende gode helbred. Hendes ansigt derimod var en mandarins, domineret af følsomhed og en permanent nervøs udmattelse. De uartige postkort fra fin de siècle-frankrig viser undertiden kvinder af denne slags: Selv når de løsagtigt tilbyder deres kroppe, er disse kvinders ansigter ladet med intellektets følelsesfuldhed, en kælenhed med lystne, skrøbelige, livstrætte smil. Alt i alt lignede Margaret en kvinde som ville møde problemer eller med garanti allerede havde gjort det. Natten hang lavt. Margaret så sig omkring og fik øje på birketræerne. Hun rakte ud efter sin taske en lædermappe som lå henslængt ved siden af det træ hun lænede sig mod og bevægelsen gjorde hende klar over at hun havde ondt i hånden. Hun havde ondt i begge hænder, og hun vidste ikke hvorfor. Da hun ikke kunne finde på noget bedre, rejste hun sig op og begyndte at gå. Kviste knækkede under hendes højhælede støvler. Lyden forskrækkede hende. Hun kom til en bæk og tog tasken over skulderen og satte hænderne nede på stenene. Sådan kom hun over på alle fire. Den uldne overfrakke 9 Tiderne_Historiens historie_p.indd 9 19/04/

8 slæbte gennem vandet. Ved det aldrende månelys som havde fundet vej ned gennem et mellemrum i de unge fyrretræer, så hun at hendes håndflader og fingre var så indsmurt i snavs at det så ud som om de var tatoveret med det, men huden på hendes håndled var ren og lysende hvid. Margaret kom til udkanten af skoven da dagen gryede og luften blev grå og røgagtig. Et skingert fuglefløjt udviskede hendes tanker et øjeblik, og hun holdt op med at spekulere over hvad der kunne være sket om natten. Hun fandt en jordvej, og derefter asfalt, villaer, grønne markiser, skifer tage, trillebøre og vintersovende rosenbuske, og til sidst Bahnhof Grunewald. Da Margaret sad i toget på vej hjemad til byen, begyndte hun at blive bange igen, men på en ny måde. Truslen sad ikke længere i hendes hals. Nu sad den i tingenes marv. Hun så et bøgeblad i perfekt miniature klæbet fast på sit ærme med fugt som et minde om dårlige og mystiske ting. Hun kiggede på sine jordplettede håndflader og vidste ikke hvorfor de var snavsede. Hun flyttede kroppen på plasticsædet og mærkede det våde stof klæbe, åbnede overfrakken og løsnede det tunge røde halstørklæde. Hun så sit tøj overstrøet med blålige fyrrenåle som klistrede til fugten, og langs sømmen bevægede en forvildet mariehøne sig langsomt fremad, og hun havde ingen erindring om hvorfor der var spor af så megen natur, af så megen uorden. Tagdækkerne, skorstensfejerne, budene på det tidlige morgentog de betragtede Margarets forblæste ansigt og så et udtryk der var påfaldende. Der sad hun i sin tunge uld, hendes opløste ansigt endnu tungere, og man kunne næsten se det: Hun var ved at gå i stykker under presset, forsøgte at bringe sig på højde med dagen. Et eller andet fint imperativ var blevet væk. S-Bahn-toget kørte ind på Bahnhof Zoo og gjorde holdt. Den kolde luft strømmede ind ad de åbne døre. Med et suk af kraft og et hvin i bremserne bragtes et intercitytog til standsning på nabosporet, og et ur på perronen slog seks med den store visers hørlige dirren. Der lød en klokke over højttaleren: meddelelsen om afgange til Lyon, til Trieste, endog til Amsterdam, og menneskemængden på perronen satte sig i bevægelse som en bikube. Dørene gik i, og toget satte sig i bevægelse. Margaret kiggede ud gennem den mælkehvide graffiti som var ridset i ruden. Der var morgenbyens stråleglans, og snart, pletvis mellem træerne, fangede den forgyldte engel i 10 Tiderne_Historiens historie_p.indd 10 19/04/

9 parken lyset. En kvinde gik under broen i Tiergarten, på brosten af samme farve som de duer der mekanisk pikkede mellem dem. Hun havde et smalt hvidt tørklæde om halsen og skubbede en barnevogn, og hendes hår blev sendt op mod himlen af vinden. Margaret kiggede væk. Hun kiggede ned på sit knæ. Hun så det røde og sorte insekt kravle der. Hun rynkede panden. Hendes læber vendtes nedad. Hun mærkede et raseri og en misundelse og en følelse af sult. Hun rakte ned og løftede med to fingre det plettede insekt op i hånden. Hun lukkede øjnene, men der var ingen flugtmulighed. Hun tvang øjnene op igen. Søvn gjorde hende også bange. Hun kiggede ud ad vinduet med smertende øjne og højre hånd lukket om den kravlende mariehøne, og på ny, men nu i det fjerne, fik hun øje på kvinden med det hvide halstørklæde, og igen løftede vinden kvindens hår op mod himlen, og det var som et skrig. Det eneste der skulle til, var et klem den røde og sorte bille blev en sirupsstreg på hendes hånd. Hun kunne ikke gøre for det: Margaret sov, sank længere ind mod vinduet, hendes knæ berørte knæene på kvinden overfor, hendes sitrende øjenlåg var så blege at de var gennemskinnelige for den skarpe sol. Hun drømte forfærdelige drømme. Hun vågnede på endestationen i Ahrensfelde, igen imellem græs og træer, men morgenen var ikke længere i sin vorden, og hun befandt sig i Berlins østlige udkant i stedet for i vest. Hun havde sovet fra sin omstigning på Friedrichstrasse. En togkontrollør vækkede hende. Han bad om at se hendes billet. Margaret løftede hovedet med et sæt. Hun stak hånden i brystlommen på sin tunge herrefrakke og fandt et amerikansk pas, gennem blødt og stinkende. Hun rodede i lommen på den anden side og fandt et lamineret studiekort med dets semestertogbillet. Da hun nåede hjem til sin lejlighed i Schöneberg, var hun så let at da hun bevægede sig hen mod soveværelset, behøvede hun dårligt nok at gå, løftet af en bølge og kastet mod brændingen. Så løftede én Margaret sig selv ind under dynen og sov sultent, mens en anden, en skygge af den sovende, gik ind i garderoben og tog alt ud. Hun bar det hele ned i gården og smed planløst dyngerne af tøj i skraldespanden. Derpå gik hun tilbage til soveværelset, hvor hun gled ind i den sovende Margaret igen, og de var én. 11 Tiderne_Historiens historie_p.indd 11 19/04/

10 Da den genforenede Margaret vågnede fra den tredje søvn, var det en ny planet. På denne nye planet vendte hun tilbage til sit gamle liv. 12 Tiderne_Historiens historie_p.indd 12 19/04/

11 2 Glaskuglen Margaret Taub hed hun, og hun arbejdede for Hello, Berlin! som guide ved byvandringer. Hver dag marcherede hun tværs igennem Berlin med en flok turister omkring Hackescher Markt og over Museumsøen, i gåsegang ad Unter den Linden, gennem Brandenburger Tor, sydpå på den anden side af de støvhvide byggepladser og hen ad stien hvor Muren havde stået. Senere skar de genvej over tomme byggegrunde til resterne af de nazistiske ministerier og endte en gang imellem ved Adolf Hitlers begravede bunker, somme tider ved Checkpoint Charlie. Det afhang alt sammen af turens tema. Undervejs fortalte Margaret sine turister om Berlins komedier og tragedier: de fordums kabaretter på Friedrichstrasse og Honeckers tirader; natten i 1989 da Muren faldt, og natten i 1938 da synagogerne brændte; eftermiddagen i 1967 da de studerende kom ud under shahens besøg; natten i 1919 da Freikorps-soldater slog Rosa Luxemburg ned med riffelkolber og smed hende i kanalen så hun kunne dø. I ugerne efter sin opvågnen i Grunewaldskoven gennemførte Margaret byvandringerne sådan som hun altid havde gjort, og på nogle måder var det ligesom før i tiden. Men dagene blev koldere, træerne smed deres blade som tårer, og hvem kunne sige hvorfor hun blev mærkelig. Hun fik ikke længere øjenkontakt med sine turister. Og hvor det tidligere, hvis hun havde undgået deres blikke, havde været fordi hun enten var kæphøj eller det modsatte af kæphøj, noget i retning af et barn skræmt af sin egen fremmelighed, havde den indre mekanisme nu forandret sig. Når Margarets blik gled ud mod den fjerne horisont i disse dage, var det uden skyggen af koketteri. Sagen var at hun var ved at glide ind i en slags trance. Når hun gik sine byvandringer, ansporede hun de begivenheder hun talte om, til at presse sig op mod hendes øjne, og alt flimrede. Flammer farvede Rigsdagen sort når hun kiggede hen på den; på Friedrichstrasse var der ikke andet end 13 Tiderne_Historiens historie_p.indd 13 19/04/

12 dansepiger i nøgne tableauer; ved Pergamon sneg Peter Weiss sig dag efter dag hen til hemmelige møder med sine socialistvenner, og det var alt sammen livagtigt, og det var alt sammen lindrende. Selv det såkaldte nu var unaturligt besjælet. På gaden som engang hed Hermann-Göring-Strasse, ryddede de en plads til et gigantisk mindesmærke i månederne hvor hun kom sig, og hver gang hun gik forbi stedet sammen med turisterne, havde det forandret sig en anelse, det var som om det groede som en have. Alle billederne af faserne i dets vækst flød sammen når hun gik langs kanten af det, og dansede for hendes øjne med en flipbogs svirrende brise. Hvad hendes turister angik ved at undlade at kigge på dem blev det muligt ikke at lægge mærke til en eneste af dem. Somme tider traskede en af de dristigste af dem, som regel en selskabelig australier, ved siden af Margaret fra sted til sted og spurgte hvorfor hun, Margaret, en amerikaner, havde slået sig ned i Berlin. Det var ikke fordi Margaret undlod at svare, men i denne tid svarede hun automatisk, næsten som om det var en del af det officielle turmanuskript. Hun var flyttet til Berlin for seks år siden for at studere historie på Freie Universität, sagde hun. Nej, hun tog aldrig hjem til sin fødeby New York. Det var åbenbart forbavsende for hendes kunde. Hun var så ung, og hun tog aldrig hjem hvad med hendes familie? Savnede de hende ikke? Her skete der noget mærkeligt. Margaret spiddede kunden med et blik fuldt af den allerdybeste forundring og medfølelse, som om kunden ikke havde stillet hende et spørgsmål men i stedet havde afsløret et sjældent og grotesk karaktertræk. Et øjeblik efter ændredes hendes ansigt sig pludselig igen, og det blev klart at forundringen havde været skuespil. Selv om der ikke havde været skyggen af ondskab eller hån i hende, fandt kunden, som kun havde forsøgt at være venlig, at hendes bedrag på en eller anden måde var grusomt. Det var den eneste form for uvenlighed Margaret nogen sinde demonstrerede, men det var noget hun gjorde oftere og oftere. Og kunden, fuldkommen forlegen på det tidspunkt, for efter at ethvert ansigtsudtryk var forsvundet, flyttede Margarets blik sig sandsynligvis fulgte en fugl på vej hen over himlen, eller flakkede frem og tilbage sammen med et flag oppe på taget af et ministerium, som klaprede i en oceanisk vind kunne kunden plapre videre, veltalende og flov, stadig hamrende på den samme gryde. Men åh, boede hendes forældre stadig i New York? Rejste hun i det mindste ikke hjem i ferierne? Nej, svarede 14 Tiderne_Historiens historie_p.indd 14 19/04/

13 hun, temmelig drømmende. Hun rejste aldrig hjem (man kunne høre anførselstegnene i hendes stemme). Hun kom ikke godt ud af det med sin mor. Og hendes brødre og søstre? Hun havde ikke nogen. Her ville Margaret, hvis det var kommet så vidt, vende sig om, hvid i ansigtet, og trække sig tilbage og foretage en hurtig optælling af gruppen inden hun førte den videre til næste sted, eller begynde at foredrage med høj, kunstig stemme. Hvis der havde været et tidspunkt hvor kunderne kunne have fejlvurderet Margaret og troet at hun var en af de dynamiske, kunstinteresserede unge udlændinge der flokkedes i Berlin i 1990 erne som åbnede gallerier i udbombede ruiner, lavede klubber under kloakdæksler, dannede neoglambands og besatte forladte beboelsesejendomme mens den mishandlede by rejste sig med et glædesspring fra det 20. århundredes lange sygeleje var der noget ved Margaret Taubs lugt, noget surt og døsigt og hendøet, som pegede på at hun aldrig havde tilhørt denne lykkelige begejstring. Og hun vidste det, og de vidste det, og måske vidste hun også at de vidste det. Skulle Margaret have forsøgt at finde ud af hvilken uheldsvanger lænke der var blevet viklet om hendes liv? Måske skulle hun have gjort det, men hun gjorde det ikke. Natten i skoven og alt omkring den var et elementært tomrum. Hvis hun blev presset (selvfølgelig blev hun aldrig presset), kunne hun bare have sagt: Jeg har været lidt utilpas på det sidste. Hun nævnte ikke at byens fortid dansede for øjnene af hende, heller ikke nogen af de mere skræmmende symptomer, som var begyndt at dukke op, det ene efter det andet. Margaret genoptog sine kurser på universitetet i disse uger, men der talte hun heller ikke med nogen. Hun kørte med U-Bahn ned til Freie Universitäts døende græsplæner og sad for sig selv på biblioteket. Hun var klædt i et udvalg af herretøj: mølædte uldne bukser og grove skjorter som var blevet møre af alder, og altid en fedtet overfrakke som så ud til at være flere årtier ældre end resten. Og hun havde en filthat på hovedet måske for at skjule at hun ikke havde for vane at vaske hår. Resultatet lignede ikke noget fra nogen af de velkendte subkulturer og stødte gradvis de andre studerende bort. Margaret var ligeglad. Ved forelæsningerne sad hun langt væk fra de 15 Tiderne_Historiens historie_p.indd 15 19/04/

14 andre, opslugt af sine egne tanker mens hun metodisk tog noter fra sin plads bagest i lokalet noter som ikke længe efter at de var skrevet, og det krybende blå blæk allerede var begyndt at falme, virkede fremmede for hende, som om de ikke var skrevet af hende selv. Hun indprentede sig datoer, årsager og virkninger, optøjer og snigmord, teorier og modteorier alt sammen til brug for sine guideture i byen, hvor det ville være pinligt at falde igennem hvis nu turisterne udspurgte hende. Men hun tilmeldte sig ikke eksaminer som kunne have ført til en akademisk grad, og gjorde sig heller ikke andre hektiske anstrengelser for at nå semesterets deadlines. Hun ignorerede de tidligere notater hun havde lavet til sin magisterafhandling, som havde drejet sig om Karl Liebknecht og Spartakusforbundet. Margaret efterlod noget bag sig. Hun led ikke længere af ambitioner. Informationer var foder til byvandringerne, ikke andet. Hun studerede ivrigt, men blev stående på samme sted, og universitetet, stort og fjernt som en uinteresseret gud, tog ingen notits af hendes trædemølletilværelse. Og selv om tiden lod til at fortsætte sin langsomme gang når Margaret kiggede på kalenderen, var hun plaget af en besynderlig fornemmelse. Hun følte at tiden på en eller anden måde, mens hun havde været optaget af noget andet (og hvordan kunne hun have været så ubesindig), var nået til sin afslutning. Nu var det kun et spørgsmål om et kort tidsinterval før verden forsvandt fuldkommen. Somme tider blev hun endda grebet af en underlig mistanke, hvor usandsynlig den end forekom, om at alting allerede var forsvundet. Det som nu mødte hendes ører og øjne, var en sidste opflammen eller et efterbillede, som solens form brændt ind i nethinden. Så i det tilfælde var den logiske (og alligevel også ulogiske) konklusion denne: Jo mere hun kiggede, jo mindre var der at se. At iagttage var at spise. Hun måtte rationere. Den berlinske gade kom hende skinnende i møde, liderlig efter opmærk somhed som den var, faldbød et ansigt her, en reference der, det hele var ét stort laterna magica-show, billigt og ryggesløst. Hun følte hallucinatorisk at lys og tid var konkurrerende søskende som forbitret kæmpede om hinandens domæner. Lyset var ved at vinde. Jo stærkere byen brændte, jo hurtigere randt tidens sidste rester ud og døde hen. Og omvendt, jo mere tiden indsnævrede sig og døde hen af sine egne grunde, jo lysere blev alting. Det fyldte alt sammen Margaret med frygt. Hun forsøgte at dæmpe 16 Tiderne_Historiens historie_p.indd 16 19/04/

15 rædslen for det sejrende, strålende lys. På byvandringerne om formiddagen, i denne rekonvalescensperiode, virkede den tindrende fortid beroligende i begyndelsen. Men senere, om eftermiddagen, vendte frygten tilbage, og hun var tvunget til at tænke på noget andet. Og det gjorde hun. Hun købte blomster til bordet i den lange gang i sin huleagtige, rungende lejlighed i Schöneberg. Hun kogte linser. Nogle gange gik hun ud og drak en øl og sad udenfor i de sidste lune dage, og efterhånden som det blev koldere, indenfor i de røgfyldte værtshuse. Om søndagen gik hun omkring på loppemarkederne i Berlin og købte dit eller dat en tilkalket gryde til køkkenet, en urtepotte til vindueskarmen. Efter den mærkelige og forfærdelige nat i Grunewaldskoven gik ugerne og blev til måneder. Og så fløj månederne forbi og blev til to år. Tiden går meget hurtigt hvis man er overbevist om at den allerede er slut. To år forsvandt og kom aldrig igen. Da efteråret 2004 meldte sig, var Margaret så ensom at hun nærmest var en uigenkendelig udgave af sig selv. Hun havde imidlertid brugt skærsilden godt. Frygten som havde været hendes uadskillelige ledsager den var næsten væk. Efter de to år var rædslen svøbt ind og begravet; den havde knap nok en puls. Et spejl holdt op til den sovendes læber dugger så lidt at man kunne tro der overhovedet intet var. Og det er her den rigtige historie begynder. 17 Tiderne_Historiens historie_p.indd 17 19/04/

16 3 Tid, blomster I november 2004 indtraf en begivenhed, og det er bedst at beskrive nøjagtigt hvordan det skete. Lige fra begyndelsen var det en ødelæggende udvikling. Margaret kom hjem fra universitetet en eftermiddag hvor de sidste blade var gule, og fandt et brev der stak op af postkassen som et hvidt flag. Det var lang tid siden Margaret sidst havde fået et brev. Denne anmassende stump af intimitet for hun opfattede det som intimitet lige fra begyndelsen bølgede imod hende, et vindstød. Bare synet af den håndskrevne adresse fik det til at svimle for hende. Da hun betragtede brevet nøjere, opdagede hun imidlertid at nej, det var faktisk ikke adresseret til hende. Hun var Margaret Taub, men brevet var til en Margaret Täubner. Hun tjekkede afsenderadressen, og den kendte hun heller ikke. Brevet måtte være havnet hos hende ved en fejl. Måske havde en eller anden ledt efter en adresse på internettet og kludret i rækken af navne. Men selv om det ikke var adresseret til hende, åbnede Margaret brevet. Af en eller anden grund som hun ikke kunne sætte fingeren på, var hun opstemt. På denne gule efterårsdag blev Margaret mere opstemt end hun havde været længe. Brevet viste sig blot at være en formalitet en læge som indkaldte denne anden Margaret til en aftale. Margaret blev lang i ansigtet, men det var kun der Hausmeister, som rev blade sammen i gården, der lagde mærke til skuffelsen. Ordlyden forekom imidlertid Margaret at være enestående, og det er værd at gengive brevet i sin helhed her. Meget ærede Frau Margaret Täubner, Med forsinkelse har jeg lavet en tid til Dem tirsdag eftermiddag, 16. no- 18 Tiderne_Historiens historie_p.indd 18 19/04/

17 vember 2004, kl De bedes møde i min konsultation på Schwäbische Strasse og medbringe Deres sygesikringsbevis. Lad mig tilføje, hvis De skulle være bekymret: Selv om De og jeg ikke altid har været enige, er jeg stadig interesseret i Deres skæbne. Med venlig hilsen, Dr. Gudrun Arabscheilis Margaret lod blikket glide hen over det og derefter en gang til. Den underlige demonstration af fortrolighed i det andet afsnit undrede hende. Selv om De og jeg ikke altid har været enige. Måske mere end en læge almindeligvis gav udtryk for over for en patient. Margaret tog brevet med op i sin lejlighed. Hun gik ud for at lave te, men da hun ventede på at vandet kogte, vendte hun, ført af en uset hånd, næsten med det samme tilbage til brevet. Hun genlæste det og følte på papiret med fingerspidserne. Brevet afgav en blid varme, en sært strålende iriseren. Hun bemærkede også, i brevhovedet, et telefonnummer. Hun tog telefonen op og tastede det. Stemmen som svarede, var sprød, feminin. Jeg er bange for at jeg har fået et brev fra Deres konsultation ved en fejl, begyndte Margaret. Et brev sendt til en Margaret Täubner. Men jeg hedder Margaret Taub. Kvinden bad Margaret hænge på. Fodtrin klaprede hæle mod trægulv, ekkoer fra høje lofter, smækkende døre. Der lød en susen, og telefonen blev taget op igen. Margaret opdagede at hun havde holdt vejret. Dr. Arabscheilis har givet mig besked på at meddele Dem hvis De er den Margaret som bor på Grunewaldstrasse 88 Kvinden rømmede sig: Er De Margaret på Grunewaldstrasse 88? Ja, jeg er, sagde Margaret. I det tilfælde sagde hun at jeg udtrykkeligt skulle sige til Dem at Deres efternavn ikke interesserer hende. Hun forventer Dem på tirsdag den 16. Margaret var forbløffet. Jeg kender ikke lægen, sagde hun. De må hellere selv komme her og ordne det med hende. Kvinden var professionel på den sædvanlige måde. Nej, men tak, jeg Margaret mærkede musklerne i ryggen strammes. 19 Tiderne_Historiens historie_p.indd 19 19/04/

18 De må diskutere det med Frau Doktor når De er her, sagde kvinden og afbrød hende. Auf Wiederhören. Forbindelsen blev afbrudt. Margaret ringede ikke tilbage. Hun sad med et livløst telefonrør i hånden i ti minutter, måske mere. Tirsdag den 16. havde Margaret faktisk besluttet sig for at møde op til aftalen. Siden opringningen til lægens konsultation havde tidens blomster stået i flor, åbnet sig langsomt i stedet for at jage imod døden. Hemmeligheden var, tænkte hun, at det var så længe siden nogen havde viet hende opmærksomhed, selv utilsigtet opmærksomhed, og det kunne jo ikke benægtes at når alt kom til alt, var Margaret ensom. Og her var der en læge som var interesseret i hendes skæbne. Hun havde endnu ikke grund til mistanke eller ønske om andet end selskab. 20 Tiderne_Historiens historie_p.indd 20 19/04/