DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 Belgiens Trængsel og Antwerpens fald Et Øjenvidnes Beretning. rx, Af Ad. Fibiger. OPLAG. O. LOHSES FORLAG.

4 VERDENSKRIGEN % DET KONGELIGE BIBLIOTEK (8 S

5 BELGIENS TRÆNGSEL OG ANTWERPENS FALD ET ØJENVIDNES BERETNING AF AD. FIBIGER SJETTE OPLAG O. LOHSE KØBENHAVN 1915

6 MlSSIONSTRYKKE/iiET KÖBCNHAVN F

7 Lidt om Byen og dens Seværdigheder. Den By, hvis Navn er paa alles Læber i disse Dage, ligger i det nordvestlige Hjørne af Belgien, dér, hvor Floden Scheide, paa Fransk Escaiil, danner et Knæ og straks bliver bred og sejlbar for selv meget store Skibe. Der er fra Antwerpen 50 Kilometer ud til Havet ved Vlissingen. og Byen er en af Europas vigtigste Havnestæder, vidt berømt for sine storartede Kajer og Dokanlæg. Der er ved Scheldefloden et overordentlig kraftigt Tidevand. Forskellen mellem Høj- og Lavvande er indtil 18 Fod, og det er mærkeligt at betragte Floden, naar den ved Trykket ude fra Havet løber baglængs lige saa rask, som den ellers normalt strømmer udad imod Havet. Ve det Skib. der gribes af Malstrømmen, enten den gaar udad eller indad, det drives snart paa Grund paa Sandbankerne. Derfor gælder det om at benytte Højvandet og se at naa i Havn og saa blive gemt i en Dok, hvor Skibet kan ligge roligt og losse eller lade, uanfægtet af, om det er Højvande eller Lavvande udenfor i Floden.

8 4 Det var Napoleon den Store, som lod anlægge de første Bassiner paa den Tid, da Fastlandsspærringen var i Gang mod England, og da han samlede Flaade i Antwerpen, for derfra at knuse sin Dødsfjende. Han sagde: Antwerpen er en ladt Pistol, jeg holder for Englands Strube." Nu bruges disse Anlæg i Fredens Tjeneste, og det er højst interessant at se de sindrige Maskiner, hvorved Vandstanden i Dokkerne reguleres, og Skibene slippes ud eller ind. Nylig, da vor Konge og Dronning i indeværende Aar paa deres store Foraarsrejse besøgte Belgien, var de ogsaa i Antwerpen, og ved denne Lejlighed blev et Par nye, store Dokker indviede, den ene blev kaldet Christianden anden Alexandrinetil Ære for vort Kongepar og til Minde om deres Besøg. Lidet anede man den Gang, at saa snart efter skulde den tyske Kæmpehær vælte ind over Belgien og ende med at slaa en Jernring ogsaa om den gamle, frie Hansestad ved Scheiden og sluttelig tage den. Byen har mange Mindesmærker fra svundne Tiders Storhed, bl. a. de højst karakteristiske, spidsgavlede Laugshuse paa Pladsen ved Domkirken og Raadhuset. Antwerpen er en ældgammel By, den nævnes allerede i 600-Aarene som Hovedstad for Markgrevskabet Antwerpen; og i det 9de Aarhundrede blev Byen plyndret af de vilde Normanner. Og som de fleste ældre Byer har den op igennem Middelalderen været Valplads for heftige Kampe. Den blev optagen blandt Hansastæderne, og dens driftige Købmandsskare samlede umaadelige Rigdomme. Under Nederlandenes heltemodige Religionskrig til Forsvar mod

9 De gamle Laugshuse. 'SB II II SS. fiiiiiir

10 6 de spanske Katoliker blev Byen indlaget af Hertugen af Albas Tropper den 4. November 1576, og da plyndrede de raa Landsknægte af Hjertens Lj^st den rige Handelsby, og derefter stak de den i Brand. Ved denne Lejlighed mistede over 7000 af dens Indbyggere Livet. Indtil nu var Byen Belgiens næststørste Stad. Den har Indb. mod Bryssels 600,000. Tilmed var Antwerpen som bekendt en af Europas stærkeste Fæstninger, anlagt af General Brialmont, men den kunde desværre ikke holde Stand mod Tyskernes svære Skyts. Den store vallonske Befolkning kalder den Anvers", idet de ogsaa udtaler s'et; men den er alligevel bedst kendt under Navnet Antwerpen, og om Oprindelsen til dette Navn fortæller bl. a. det Monument, der staar paa Torvet foran Hotel de ville", som Raadhuset kaldes. Sagnet fortæller, at i gamle Dage sygnede Antwerpens Handel lien, fordi en eller anden Havgud. en ondskabsfuld Kæmpe, havde lagt sig ude i Havet og med sin højre Haand spærrede Indløbet til Floden, saa denne Byens Livsnerve var lukket og Floden ufarbar. Om denne Kæmpehaand er et Billede paa Sandbarrer og Revler eller paa politiske Spærringsforanstaltninger véd jeg ikke; men videre fortæller Sagnet, at en skønne Dag kom en rask, ung Mand, som saa sit Suit til at skære Kæmpens Haand af og slynge den bort, saa den befriede Scheldes glade Bølger frit kunde tumle sig af Hjertenslyst og blande sig med Havet. Denne Begivenhed er fremstillet paa Monumen-

11 7 let, der liar Form som et kegledannet Springvand. Man ser den lemlæstede Kæmpe vride og vaande sig, medens Blodet i en tyk Straale foser ud af hans Ilaandled, man ser den befriede Flods Bølger skumme, medens baade Delfiner og Marsvin boltrer sig deri, og højt oppe over det brusende Springvand staar paa Mindesmærkets Top den unge Mands slanke Skikkelse. I sin højt opløftede højre Haand holder han den afhuggede Kæmpehaand, hele Skikkelsen er bøjet lidt bagover som til et slyngende Kast, - og deraf skulde Byen have faaet sit Navn: Antwerpen, d. v. s. Hand-werfen, Haanden, som kastes bort. Dette Navn er symbolsk. Det er i hvert Fald sket mere end én Gang, at raske belgiske Ynglinge i den yderste Vove-Kamp for deres Lands og Bys Frihed og Selvstændighed har snittet til uden Betænkning og kastet den Kæmpehaand bort, som truede med at kvæle dem. Og maaske kan det ogsaa lykkes dem i Fremtiden. Den tarveligere Befolkning taler Flamsk, medens det officielle Sprog og det, der tales almindeligt blandt de mere dannede, er Fransk. Det flamske Sprog ligner meget Plattysk eller Hollandsk; det er bredt, tungt og drævende, en Saalegænger, medens det franske jo er spillende let og elegant, en Taagænger. Der har i Aarenes Løb været ført en Kamp mellem det franske og flamske Sprog; men det er dog ikke dernede gaaet til den Yderlighed som f. Eks. det norske Maalstræv, og nu i de sidste Aar, synes det, som om Folket, hvis Sympati helt igennem er fransk, har lagt mere Vind paa Fransk, idet de har indset,

12 at det var bedre at have el Verdenssprog fremfor den flamsk-plattyske Dialekt. Møntsystemet er ogsaa som det franske, Franc«og Centimer, og franske Mønter gaar lige saa godt i Belgien som Landets egne Penge. løvrigt er Byen en nnderlig Blanding af nyt og gammelt. Brede Raadhuset. Bonlearder med mondæne Kaféer afløses af mørke Slipper med ældgamle faldefærdige Huse. En talrig Mængde Kirker røber, at Byen er erkekatolsk. Det prægtige Raadhus, Hotel de ville, er opført i Benaiss'ancestil af Cornelius de Vriendt i Aarene Bygningen led naturligvis en hel Del under de spanske Lejetroppers Plyndring i 1576; men 1581 blev den paanv restaureret, og saaledes, som den nu

13 9 staar, er den altsaa ca. 350 Aar gammel. I forrige Aarhundrede blev Raadhusets Indre bygget om og prydet med Malerier af Leys. En anden Seværdighed i Antwerpen er den mægtige Domkirke, la Cathédrcile, med dens fine, gennembrudte Taarn. Den er et af Mesterværkerne i gothisk Bygningsstil og skriver sig fra samme Periode som Strassburg-Münsteren, Notre Dame i Paris og den nu desværre ødelagte Domkirke i Reims. Ligesom Strassburger-Domkirken har den oprindelig skullet have to høje Spir; men maa ligesom den i Strassburg nøjes med det ene, medens det andet Taarn dækkes af en ikke videre skøn Skurrehat. Men desto finere og elegantere er det Spir, den har. Man véd ikke, hvad man mest skal beundre, naar man staar overfor dette mægtige Bygningsværk: Kirkeskibets lyse, luftige Højde, hvor Øjet af Piller, Pilastre, Arkader og Buer føres op og altid op med legende Lethed, saa man næsten ikke mærker den svimlende Højde, eller Kirkens umaadelige Omfang, hvor Sideskibene med deres talrige Nicher og Sidealtre strækker sig hen i endeløse Længder og fortaber sig helt ind i det mystiske, slørede Halvmørke, hvor kun en enkelt Lampe over et Helgenalter lyser saa meget mere fantastisk mod den omgivne Dunkelhed. Og enhver, der gæster Antwerpen, maa monter la tour", bestige Taarnet. Det vilde være lige saa uhørt, om man undlod det, som det vilde være for en Udlænding, der besøger København, at lade være at gaa paa Thorvaldsens Museum. Ganske vist, Folk dér fra Byen kommer der ikke selv, det kunde ikke

14 Cathedra'en

15 11 falde dem ind, lige saa lidt som Københavnerne besøger Museet, der kan man jo altid komme," siger de, og saa kommer de der aldrig. Foran Indgangsdøren ligger en lille Stenplade af ejendommelig Form og Farve, man ser i den en Mængde slidte Sømhoveder eller Messingstifter, hvad det nu er. Til denne Sten knytter der sig to Sagn, det ene om Kirkens Bygmester, der, afsindig over en ved Bygningen opdaget Fejl, skulde have styrtet sig ned og slaaet sig i lige saa mange Stykker, som der er Messingstifter i Stenen, del andet om en bedragen Fæstemand, der skulde have styrtet sig ned og knust sig for Bryllupsskarens Øjne, just som hans troløse Brud traadte ud ved den lykkelige Medbejlers Side; men begge Dele er usande. Stenen er ganske simpelt en ældgammel Ligsten, i hvilken der med Messingstifter har været fæstet græske Bogstaver, der dog 1111 ved den megen Trafik er ganske udslettede. Ingen Bygmester Solness har herfra gjort sit Dødsspring, - det eneste, der kan minde om ham, er, at man her kun hører dejlige Harper i Luften", for som bekendt er Belgierne Mestre i at støbe Klokkespil. Taarnet er ialt 124 Meter højt, d. v. s. ca. 100 Fod, til Sammenligning anføres, at Roskilde Domkirkes Taarne er 242 Fod og Vor Frelsers Taarn paa Kristianshavn 288. Napoleon den Store udbrød en Dag om Kathedralens Taarn, at det inaatte sammenlignes med et fint Brysseler-Kniplingsværk, saa let og fint ser det ud med sine dristigt svungne Snitværksbuer. Det sidste Stykke Vej gaar Trappen til Dels udenpaa Taarnet, og da den faste Bygning her er afløst af luftige, gennembrudte Buer, faar man

16 12 uvilkaarlig en Fornemmelse af noget i Lnften frit svævende. Svimle Mennesker bør absolut vogte sig for den Tur. Oppe i Taarnet er en Platform, hvor Klokkespillet er anbragt. Det bestaar af en Klokker i alle forskellige Størrelser og med alle Slags Toner, lige fra de skingre Diskanttoner til de halvvejs slørede, malmfulde Basser. Hver hele og halve Time spiller de, saa det lyder vidt ud over Staden. Man skulde vente at høre en til et kirkeligt Sangværk passende Melodi, f. Eks. en gammel Koral, ligesom man jo fortæller, at Frue Taarns Sangværk i 1807, lige før Taarnet faldt for de britiske Bomber, meget passende spillede:,,hvo véd, hvor nær mig er min Ende", men dette er ikke Tilfældet her. I Stedet for Salmemelodier spiller Klokkespillet muntre rytmiske vuggende Valse, hvor Diskantens Sølvklokker nok saa kvikt ruller afsted, snublende over hinanden i perlende Roulader, medens de ærværdige Basklokker gravitetisk sekunderer i Valsetakten. Dette er begrundet i, at medens Kirken selv naturligvis er klerikal, tilhører Taarnet Magistralen, som er,,liberal". Men dels for at manifestere sin Ejendomsret til Taarnet, dels maaske ogsaa mindre pænt for at drille sine klerikale Modstandere har Magistraten ladet Klokkespillet indrette til at spille lutter lystige, verdslige Melodier. Udsigten deroppe fra er storartet; hele det flade Marskland mod Vest ligger udbredt for vore Øjne, og Scheidens brede Sølvbaand glitrer i Solens Lys. Mechelens (Malines) og Gents Taarne øjnes tydeligt, og i klart Vejr ser man helt ind til Bryssel selv.

17 13 Antwerpen var ogsaa et af de første Steder, hvor Bogtrykkerkunsten tog Fart. Plantin, som var Elev af Gutenberg, var den første store" Bogtrykker i Europa. Han levede i Begyndelsen af det 16. Aarh., og da var Bogtrykkerkunsten jo nylig opfundet. Plantin satte Prenteriet rigtig i System, og for os Danske har det særlig Interesse at vide, at den berømte danske Kannik Kristiern Pedersen, der fulgte Kong Christian den Anden i Landflygtighed, fik sin Oversættelse af det nye Testamente paa Dansk trykt i Antwerpen hos Plantin, hvor den kan ses den Dag i Dag. I Plantins eget, gamle Hus, der er fuldstændig velbevaret og staar som en god Type paa et fornemt Patricierhus fra den Tid, er der nu indrettet et Museum. Stuerne er fulde af gamle Møbler og især af en Mængde Trykkeri-Inventar, Sættemaskiner, Presser o. s. v., alt i alt en paa Trykkeriomraadet enestaaende Samling. Musæet for Kunst maa ogsaa nævnes blandt Byens Seværdigheder. Det maa være noget for en Kender og Ynder af de gamle Malerier. I Antwerpen er Peter Paul Rubens født.,,0, Rubens immortel, Anvers est la patrie; mais les dieux et le ciel affirment ton genie," lyder Indskriften paa en Medaillon til hans Ære, Rybans", som det udtales dernede. Og der er ogsaa hans talentfuldeste Elev, Antoine van Dgck, født. To Kæmpebilleder af Rubens, Korsfæstelsen og Jesu Nedtagelse af Korset, hænger i Kathedralen. Til daglig er de dækkede af grønne Forhæng; men Søndag og Torsdag er de afdækkede.

18 Kong Albert af Belgien

19 Den 1. Juli 1914 fejrede jeg mit Jubilæum som Borger i Antwerpen i 25 Aar. Lidet anede jeg den Gang, at denne Sommer, der var begyndt saa lyst, og som bragte mig saa mange Beviser paa Venners Kærlighed, ogsaa fra det Lands Side, der nu i en saa lang Aarrække var bleven som mit andet Fædreland, skulde bringe os saa dybe Sorger og lade os. blive N idne til saa megen Jammer og Nød. * * * Efter at have tilbragt min Sommerferie i det kære gamle Danmark, kom jeg tilbage til Antwerpen den 4. August. Der var jo allerede Uro i Luften før min Afrejse, men pa^ Søen hørte vi naturligvis intet. Hvor blev jeg forundret, da jeg ved min Ankomst erlårede, at Krigen var udbrudt; vi havde nemlig været 4 Dage undervejs med Damperen. Tilmed hørte vi saa, at Krigen var kommet over Belgien, det var noget, man mindst af alt havde kunnet tænke sig, thi Stormagterne, med Tyskland i Spidsen, havde jo garanteret Belgiens Neutralitet. Det hele kom derfor ogsaa som et Lyn fra klar Himmel over Belgierne, thi det var ikke saa længe siden, at selve Kejseren havde udtalt, at Belgierne inlet ha\ de at frygte fra den Side, og at han nok skulde-

20 IG v r ide at beskytte dem. Det er dog nu en Kendsgerning, at de allerede i lang Tid forud havde forberedt sig paa Krigen og havde trukket Tropper sammen nær den belgiske Grænse, derfor gav de ogsaa kun Belgierne seks Timers Betænkningstid til at svare paa det tyske Ultimatum. Det var imidlertid en Lykke, at Regeringen med den tapre Kong Albert i Spidsen ikke tabte Hovedet, men straks kunde sende Tropper til Grænsen; men det er sandt, at Franskmændene aldrig kan erstatte Belgierne den Tjeneste, de viste dem ved at opholde Tyskerne ved Liege. Det havde sikkert set anderledes ud i Europa, hvis de tapre Belgiere ikke havde kæmpet, som de gjorde, thi ellers vilde den tyske Generals Udtalelser om, at han vilde spise Frokost i Paris paa Sedandagen den 2. September, sikkert være blevet en Virkelighed. Belgiernes uventede Modstand forstyrrede jo imidlertid helt Tyskernes Program, og jeg er meget tilbøjelig til at tro, at det er som Folge heraf, at Tyskerne har mishandlet Landet og Indbyggerne saa fi^gteligt, som de har gjort. Nu var Krigen der altsaa. Men her begik Antwerpens Militærguvernør en stor Fejl ved straks at udvise alle de i Byen boende Tyskere i Stedet for ligesom det er sket forskellige Steder i England at internere dem, thi nu gik alle disse unge Mennesker, som havde opholdt sig dér længere eller kortere Tid, tilbage til Hjemlandet, og bragte derved en værdifuld Tilvækst til Arméen. Der var ialt ca. 40,000 Tyskere i Antwerpen.

21 17 Tilmed var de godt kendte med belgiske Forhold og havde benyttet deres Ferier til at se sig rigtig om i Landet. Mange af dem havde endvidere tjent som 1-aarige og stod som Reserveofficerer i den tyske Hær og knnde saaledes give gode Oplysninger 0111 mangt og meget vedrørende Belgiens Forsvarsordning. Det har i de tyske Aviser været udtalt, at de Udviste blev mishandlede, og at deres Huse blev plyndrede, det er dog ikke helt rigtigt. At der vankede nogle Knubs her og der og at Ruderne blev slaaet ind enkelte Steder, kan dog ikke fragaas. En hel Del belgiske Forretningsdrivende benyttede sig nu straks af Lejligheden til at sætte Priserne op paa alle Slags Fødemidler, men det blev dog temmelig hurtigt forhindret af Militærguvernøren, som sammen med Borgmesteren fastsatte Priserne, og en Fortegnelse over disse skulde være ophængt paa et synligt Sted i hver Forretning. Men at man overalt forsøgte Prisforhøjelse fik ogsaa jeg Bevis for. Jeg skulde nemlig have min Kuffert transporteret hjem, og da der ikke fandtes Automobiler disse var nemlig alle øjeblikkelig blevne beslaglagte al Militæret, maatte jeg altsaa ty til det gamle Befordringsmiddel, Droskerne, men det var imidlertid ikke muligt at faa en Kusk til at køre for mig etter de gamle Takster, der er Krig nu," sagde de alle, og Taksterne gælder ikke mere." Jeg maatte da ogsaa betale 5 Frs. for Turen som ellers kostede 1,50 Frs. Det gik imidlertid meget hurtigt med Mobilise- 2

22 18 ringen, og det maa man lade dem, at de Soldater, som afgik til Fronten, var udmærket udrustede, med nyt Tøj og nye Støvler. I Belgien leverer Staten alt til Soldaternes Beklædning, men de faar saa rigtignok heller ikke megen Løn. Det var en Fornøjelse at se, med hvilken Lyst og Begejstring de tog afsted, og de viste sig ogsaa som udmærkede Soldater ved Liege. Der fortaltes straks mange Episoder fra Kampene, og de Menige havde altid Lyst til at komme i Lag med Tyskerne og bruge Bajonetten, som de snart opdagede, at disse var bange for, og mange Gange var det svært for Officererne at faa dem til at gaa tilbage. I Antwerpen standsede imidlertid alt Forretningsliv lidt efter lidt, det var kun meget faa Fabrikker, hvor der blev arbejdet, og paa vort Kontor gik efter en 14 Dages Tid ogsaa Arbejdet i Staa; vi vedblev dog at komme derhen hver Formiddag og drøftede de sidste Nyheder, ligeledes kom vi der ogsaa om Eftermiddagen et Par Timers Tid, men noget egentligt Arbejde blev der ikke foretaget. Fra saa godt som alle Huse blev der flaget, ikke alene med belgiske, men ogsaa med engelske, franske og russiske Flag, ligesom alle Kirkerne flagede. Soldater drog syngende gennem Gaderne paa Vejen til Jernbanen, Gaderne var fulde af Folk, og paa Kaféerne samledes man for at drøtte Situationen. Der meldte sig straks ved Krigens Udbrud en Mængde unge Mænd som Frivillige, men Regeringen afslog deres Tilbud, det viste sig senere, at man ikke havde Vaaben nok til at forsyne dem med.

23 19 Sekretæren paa det kongelige danske Generalkonsulat i Antwerpen henvendte sig ligeledes til Regeringen med Tilbud 0111 at samle en stor Del frivillige Skandinaver; men Tilbudet blev med Tak afslaaet. Belgierne indkaldte i Virkeligheden ogsaa kun 13 Aargange, de havde ikke Toj og Vaaben til flere. Hvis Belgierne havde indført almindelig Værnepligt, hvilken først blev paabudt for nogle Aar siden, vilde de jo have haft en langt større Hær. Det var en Fornøjelse at se, hvorledes alle politiske Partier straks ved Krigens Udbrud var fuldt ud enige om Landets Forsvar og kom udmærket godt ud af det sammen og satte en Ære i at overbyde hinanden i Tapperhed. I den første Maaned mærkede vi dog ikke videre til Krigen direkte; vi hørte jo ingen Skydning eller saa noget til saarede; men snart skulde vi faa at mærke, at ogsaa vor By hørte med til Krigsoperationernes Felt. Natten mellem den 24. og 25. August havde vi det første Besøg af en Zeppeliner. Vi var gaaede til Ro Kl. 11 og tænkte paa Fred og ingen Fare. Kl. 1 præcis om Natten blev jeg vækket ved et frygteligt Skrald. Huset rystede, og Ruderne klirrede. Der fulgte nu Skrald paa Skrald. Jeg stod op og aabnede \ induet og kunde da tydeligt høre Motoren paa en Hvvemaskine; men se den kunde jeg ikke. Næste Morgen, da jeg kom op, hørte jeg, at det virkelig var en Zeppeliner, som var kommet ind og havde kastet 10 Bomber ned over Byen, og det var aabenbart. at de var bestemte for det kongelige Slot, 9*

24 20 Hospitaler og andre offentlige Bygninger. Der blev ialt dræbt 9 Personer og saaredes ca. 20, ligesom der blev anrettet en Del materiel Skade. Efter dette Besøg blev der Uro blandt Folk; der udstedtes Ordre til, at alle Kaféer skulde lukkes Kl. 8, Gadelygterne blev ikke tændte, og intet Lys maatte ses brænde i Værelserne. Det hjalp ogsaa saa meget, ai: vi blev forskaanede for yderligere Besøg af disse Uhyrer; kun én Gang senere prøvede de paa at nærme sig Byen; det var Natten mellem den 2. og 3. September; men da blev de i Tide opdagede af Forterne og saa heftigt beskudte, at de kun fik Tid til at kaste et Par Bomber i Udkanten af Byen. Straks efter Besøget af det første Zeppelin-Luftskib var der mange Folk, som flygtede fra Byen, mest til England, og dette gentog sig siden, da Tyskerne kom nærmere til Byen, skønt Aviserne stadig kom med beroligende Meddelelser om, at der ingen Fare var for Antwerpens Belejring og Indtagelse, da Forterne jo var saa stærke, ja uindtagelige. En ny Oplevelse fik vi, da Begeringen og den kongelige Familie flyttede til Antwerpen. Efter at Dronningen havde fulgt de kongelige Børn til England, kom hun hurtigt tilbage, og man saa hende daglig køre ud for at besøge de saarede paa de forskellige Hospitaler. Kongen derimod opholdt sig hele Tiden ved Tropperne, og han har mere end én Gang været ude i Ildlinjen. Nogle frivillige var dog blevne antagne; det var mest Sønner af Adelen eller fornemme Familier, og det var en sand Fornøjelse at se og høre disse unge

25 21 Mænd. Det var disse, som væsentligt gik ud med det pansrede log, der løb imellem Fortlinjerne, og med de pansrede Automobiler, som var bevæbnede med Maskingeværer. Et lille Eksempel paa deres friske Vovemod skal jeg her anføre. Chaufføren fortæller saaledes: Saa kørte vi ud med Automobilet og drejede fra Landevejen ind paa en Sidevej. Da vi var naaede ud til Banditterne" (den populære Betegnelse for T} r skerne), saa begyndte vi at synge med Mitrailleusen. Jeg saa ikke meget, da jeg sad med Ryggen til de andre, med den ene Haand paa Rattet og den anden paa Igangsætteren, klar til at køre, hvis de skulde begynde at skyde paa os med Kanonerne. Saaledes gik det løs i 2 Timer, og de andre sagde mig. at vi havde mejet mange ned. En Gang imellem hørte vi nok Kuglerne slaa imod Panseret, men det gjorde os jo ikke noget. Der var en af mine Kammerater, der hele Tiden lo, som han var besat; man skulde tro, han var paa Kermesse (det folkelige Marked) og skød Centrum hele Tiden. Saa lige paa én (rang hører vi et vældigt Rabalder ovenover os; saa vidste vi Besked, de havde begyndt at skyde med deres Kanoner paa os. Saa igen et Skud, og saaledes blev det ved. Det begyndte at blive mindre morsomt; jeg saa fremad og opdagede, at der var ca. 500 Tyskere, som styrtede frem imod os som rasende. Jeg raaber: Ja, vent lidt!" sætter Maskinen i (rang, drejer samtidig lidt til højre og raaber til Jef en I orkortelse af Joseph, det er ham, der betjener Mitrailleusen: Sig en Gang ordentlig Far

26 22 vel til de rare Drenge!" og han sagde Farvel til dem flere Gange, og saa korte vi hjem, og nu vilde jeg gerne vide, hvornaar vi skal ud igen. Efterhaanden som vi hørte om Tyskernes Voldshandlinger ude i Landet, blev Sindene selvfølgelig meget opbragte, og da Tyskerne saa begyndte at komme nærmere til Antwerpen efter Slagene ved Aerschot, Malines og Termonde, fik vi ogsaa saarede at se. De blev godt modtagne og plejede. Sporvognene var indrettede til at kunne bruges til Lazarettransporter, Skinnerne var lagt saaledes, at Vognene kunde køre lige ind paa Banegaarden, og fra Togene bragtes de saarede ind i Sporvognene, som saa førte dem lige til de store Hospitaler. Det var ejendommeligt at se, at de fleste saarede havde Skudsaar i den venstre Arm; det kom sig af, at de maatte række denne frem ud over Skyttegravenes Værn for at støtte Geværet. En af de første Gange, Tyskerne forsøgte at storme Termonde, som ligger et Stykke oppe ad Floden, skød Belgierne med deres Kanoner Hul paa Digerne, og Vandet strømmede da pludseligt ind, og det var ikke faa Tyskere, der derved omkom, ligesom de ogsaa mistede flere Kanoner. Der udkom i den Anledning nogle Karikaturbilleder med Underskrift:,,Det første store Søslag", hvor man saa Tyskerne redde sig paa Hustage og op i Træerne, saa Belgierne havde endnu ikke tabt deres gode Humør. Men da det ikke kunde undgaas, at Belgierne selv fik mange saarede, kom det efterhaanden til at knibe med Linned og Sengetøj. Der blev da nedsat en Komité, som ved Politiet lod de Huse, der havde til-

27 23 hørl de udviste Tyskere, aabne, og derfra tog man saa de nødvendige Ting, dog ikke forend alt var bleven værdsat og en fuldstændig Liste opgjort over alt, hvad de saaledes havde taget. Ret ofte gjorde Belgierne Udfald, og ved en af disse Lejligheder tog de 300 Tyskere til Fange; disse blev til stor Glæde for Byens Indbyggere førte igennem Byen ned til Floden, hvor de blev indespærrede om Bord i en Damper. Det hændte af og til, at der opstod Slagsmaal paa Hospitalet Shryvenberg mellem 1 de saarede Belgiere og Tyskere, saa Gendarmerne maatte flere Gange træde til og skille de stridende. Mærkværdigt nok gik Livet tilsyneladende ellers sin rolige Gang. Fødemidler var der ingen Mangel paa, og Grøntsager var umaadelig billige. Kød var heller ikke dyrt; thi Bønderne fra Omegnen foretrak at slagte deres Kreaturer og dog faa noget for dem inde i Byen i Stedet for at lade dem gaa og saa risikere, at Tyskerne en skønne Dag kom og tog dem gratis! I Begyndelsen af September Maaned blev der opslaaet Meddelelser om, at alle Udlændinge, som ønskede at blive i Byen, skulde fremstille sig for en militær Kommission og der faa udleveret et saakaldt Permis de sejour", d. v. s. Tilladelse til at blive i Byen. Da der kun var oprettet tre Kontorer, og Byen rummede en umaadelig Mængde Udlændinge saaledes alene ca. 50,000 Hollændere, saa var der en kolossal Tilstrømning, og nogle maatte staa i Dagevis for at komme ind. Jeg for min Part maatte staa og vente i 10 samfulde Timer, før det blev min Tur.

28 24 Ved Slutningen af September Maaned blev de Tyskere, som havde erhvervet Naturalisation, og som altsaa var belgiske Borgere, ogsaa udviste, og herved begik Militærguvernøren igen en stor Fejl. Der var nemlig blandt disse ikke faa, hvis Sønner nu var optagne i den saakaldte Garde civiqueborgervæbningen, og som nu ogsaa blev udviste. Væbningen bestaar af to Regimenter Infanteri, et Regiment Jægere, et Regiment Fæstningsartilleri og et Regiment Jægere til Hest; den var traadt i Virksomhed straks efter Krigens Udbrud, da de regulære Tropper afgik til Fronten, og sørgede nu for Ordenens Opretholdelse i Byen. En god Ven af mig, som var Sergent i Artilleriet, meddelte mig, at der i hans Kompagni alene var en Løjtnant, en Sergent og to Menige, som nu blev udviste. Naar man nu véd, at der blandt de udviste var Folk, der havde deres egen Forretning, og som i mange Aar havde været bosatte i Byen, og som tilmed i Kraft af deres Stilling som Befalingsmænd i Borgergarden havde Kendskab til Forterne, deres Indretning, Skytsets Art og Antal etc., saa kan man nok tænke sig, at de, harmfulde over Udvisningen, gik til Tyskerne med deres Viden, og de behøvede jo kun at komme ud af Byen, saa var Vejen aaben for dem til at gaa lige til det nærliggende Bryssel, hvor de sikkert blev godt modtagne af Tyskerne og bragte dem mange værdifulde Oplysninger. Aviserne vedblev at udkomme to Gange om Dagen, Morgen og Eftermiddag, og de forsikrede os stadig, at Byen var uindtagelig, og at der højst kunde blive Tale om en kortvarig Belejring og et Bombarde

29 25 ment af mindre Betydning, da Tyskerne ikke, selv om de yderste Forter faldt, vilde kunne række ind i selve Byen med deres Granater. Vi var nu naaede til Oktober. Hele Belgien var underlagt de tyske Erobrere, undtagen Antwerpen og den nordvestlige Del af Landet. Da forlod det pludseligt, at Tyskerne, samtidig med at passe deres Sager mod Syd, vilde gøre Alvor af et Fremstød mod vor By, der hidtil havde haft nogenlunde Fred. I Begyndelsen tvivlede vi om, at det virkelig vilde ske; men snart fik vi af den usædvanlige Livlighed i vore militære Bevægelser Vished om, at noget var i Gære. Det begyndte med en Bække heftige Forpostkampe i Antwerpens Omegn. Byer som Malines, Termonde og flere, der allerede en Gang tidligere havde været tagne af Tyskerne, men som atter var forladte, blev nu Genstand for en Bække hidsige Angreb og Modangreb, der endte med de skønne gamle Byers fuldstændige Ødelæggelse. En af de sidste, der forlod Malines, var den heltemodige Kardinal Merrier. Heldigvis havde man forinden reddet de kostbare Malerier og Kirkeprydelser fra Malines, ligesom ogsaa Antwerpen-Katedralens fornemste Prydelser, de to før omtalte Malerier af Rubens. Det samme skete forøvrigt med de mest kostbare Malerier, som fandtes i det store Museum. De blev alle sendte til London. Hvad der daglig indkom af Penge i Nationalbanken, tilligemed dens Beholdning af Guld, var ogsaa i Tide sendt til London. I den Ugestid, i hvilken disse Forpostkampe va

30 26 rede, steg Spændingen i Byen til en utrolig Højde, og det svirrede med de vildeste Rygter. Telegramopslag, som herhjemme er saa almindelige, kendtes ikke dernede, og naar det tidlige Mørke faldt paa, og alt blev stille paa Gaderne, var det helt vanskeligt at orientere sig. Skønt jeg har boet dernede i saa mange Aar, kneb det dog for mig at finde hjem gennem de bælgmørke Gader, da jeg med min Familie en Aften havde været ude at besøge min Svoger. Omsider oprandt saa Byens Belejring. Tyskerne trak en bestandig snævrere Jernring om os, og fra de første Dage i Oktober blev det almindeligt for os at høre Kanonernes Torden ude fra Forterne; men endnu faldt der dog ingen Granater i selve Byen. Søndagen den 4. Oktober var Stemningen meget trykket, der var nemlig kommet Meddelelse om, at et Par af de yderste sydlige Forter var faldne i Tyskernes Vold. Ved Indtagelsen af Fortet Walhem" havde Tyskerne mistet umaadelig mange Folk, idet Belgierne her benyttede sig af en Krigslist. Udenfor bortet havde de stablet en Del Træ og Straa op, pludselig holdt saa Fortet op at besvare Fjendens Skydning og samtidig tændte de Ild i Træet og Straaet, som blussede højt op. Udefra saa det ud, som om Fortet brændte, og Tyskerne, som troede, at der var sket en Eksplosion, stormede da frem. Men da de var komne helt ind under Fortet, begyndte Belgierne pludselig at skyde med Kanonerne og Maskingeværerne, som bogstavelig talt mejede Tvskerne ned. Foran Forterne var der naturligvis anbragt et helt Næt af Pigtraad, fæstet til nedrammede Pæle. Men Tyskerne fandt paa en snedig Maade til at

31 27 fjerne denne ubehagelige Hindring. Frivillige Mænd, som meldte sig til denne farefulde Tjeneste, krøb om Natten langs Jorden hen til Pigtraadshegnene. De var udrustede med Reb og Hager og fæstede disse om saa megen Pigtraad og saa mange Pæle som muligt. Derefter krøb de tilbage, trækkende lange Reb efter sig. Til sidst samledes alle Rebene fra de forskellige Hjørner af Pigtraadshegnet ved Landevejen, saa spændte man et af de Lokomotiver for, som ellers brugtes til Transport af det svære Skyts, og saaledes trak de hele Pigtraadshegnet op med Traad og Pæle. Ofte fandt de belgiske Soldater Tyskernes Skyttegrave fulde af døde Soldater. Ligene stod tæt op ad hinanden ret op og ned i Gravene, ofte med Geværerne i Anlægsstilling, saadan som de var ramte af de belgiske Kugler. Der var ikke Tid til nogen højtidelig Begravelse, naar man saaledes fandt dem, man pirrede blot Ligene omkuld og dængede noget Jord paa dem, som de laa, og saa var det gjort. Krigen er haard. Her skal blot fortælles et af de mange Træk, der viser, hvor der ødsledes med Menneskeliv fra begge Sider. Her var det atter Tyskerne, det gik ud over. Udenfor Byen laa et stort Malteri, en to-etages Bygning. Da Englænderne og Belgierne trak sig tilbage fra de ydre Fortrækker, blev Malteriet straks besat af Tyskerne, som var henrykte over at finde saadan en god Plads, baade til at hvile i og skyde fra.

32 28 Men da de var godt og vel installerede og Bygningen ialt vel rummede ca Mand, gik det hele med en vældig Eksplosion i Luften, Sagen var. at Englænderne, for de rømmede Malteriet, havde undermineret det hele, og det var ikke mange af Tyskerne, som slap derfra med Livet. Den nævnte Søndag om Formiddagen havde jeg været til Gudstjeneste i Katedralen for dér at høre den før omtalte Kardinal Mercier fra Malines prædike; han var nylig kommet tilbage fra Pavevalget i Rom, der sagdes forøvrigt, at han havde haft store Chancer for selv at blive valgt til Pave. Kiri een var aldeles overfyldt, skønt der kan rummes en umaadelig Mængde i det store Rum, og der herskede en ganske særegen gribende Stemning i den tætpakkede Menneskemængde. Mange oprigtige Bønner steg sikkert op til Gud om, at han vilde redde Belgien og skaane vor By og vore mange smaa Hjem. Søndagen forud havde jeg søgt vort sædvanlige Søndagssted, den norske Kirke, men den norske Præst havde allerede nogle Dage forinden forladt Byen. Et Opslag paa Kirkedøren henviste os til den svenske Kirke, hvor det da ogsaa lykkedes os at komme til Gudstjeneste. Før Unionsprængningen i 190.) mellem Norge og Sverige havde de skandinaviske Lande haft fælles Kirke og Menighedslokaler i den norske Sømands-Missions Ejendom; men efter den 1 id havde Svenskerne faaet deres egen Præst og Kirke. Men denne Søndag delte jeg altsaa med mine Bysbørn i den skønne katolske Hovedkirke, og mine

33 29 Bonner forenede sig med deres; men desværre var Lidelsernes Kalk ikke tømt endnu, vi stod kun ved Veernes Begyndelse. Det Maal af Smerte, som det arme Belgien havde lidt, var endnu ikke udfyldt, ogsaa vi fra Antwerpen skulde bære vor Del. Hvor ofte har jeg ikke set det sørgelige, bestandig gentagne Tog af Flygtninge fra Landet. Dér sad de paa Trinene op til Kirken, grædende og frysende, Mand, Hustru og Børn i en tavs forknyt Klynge. Deres Afgrøder var traadte ned, deres Huse var brændte, deres Ejendele plyndrede, og nu sad de dér fredløse, brødløse og hjemløse, en lille Bylt i et Lagen eller et Knytteklæde var alt, hvad de nu ejede, de, som blot en Maaned før sad glade og veltilfredse hver under sit Vintræ, som der staar i Ordet. Saa længe Byen ikke var indesluttet, delte vi med dem af de rige Forraad, Antwerpen havde. De fik Mad og Drikke paa Stadens Bekostning og blev indkvarterede for Nætterne i store, rummelige Pakhuse eller i Kommuneskolerne, og vi trøstede dem saa godt, vi kunde. Men senere, da Byen blev altfor overfyldt, maatte vi sende dem af Sted. De blev frit befordrede videre ned ad Scheiden over til det gæstfrie England, hvor de arme Stakler omsider fandt Husly. Daglig skred dette ynkværdige Tog gennem vor Bys Gader, nye, bestandig nye Skarer, en endeløs Jammer, og nu var det vor Tur at slutte op i dette Jammertog. I Belgien har i Reglen hver enkelt Familie sit eget Hus, og da det Hus, hvori vi boede til Leje, laa i I dkanten af Byen og saaledes var meget udsat for

34 30 en eventuel Beskydning, flyttede vi hen hos min Svoger, som ejede et Hotel i det indre af Byen. Hans Hotel er prydet med et temmelig højt Taarn, hvorfra man har en ganske god Udsigt over Byen, og her gik jeg ofte op, saa vel om Dagen som om Natten, og herfra kunde man, især naar det var mørkt, tydeligt se de forskellige Brande ude paa Landet udenfor og mellem Forterne. Søndagen den 4. Oktober var Stemningen, som sagt, imidlertid hele Dagen meget trykket. Der var mange Folk paa Gaden, og vi sad paa vort Hotel og saa paa de spadserende. Pludselig om Eftermiddagen Kl. 4 brusede et Jubelraab gennem Mængden og forplantede sig fra Gade til Gade. Jeg sprang ogsaa ud og saa nu, at der kom ca. 50 af de store londonske Motoromnibusser kørende gennem Byen, fuldt besatte foroven og forneden af engelske Soldater og Matroser. Der blev jo en Jubel uden Ende, og da Englænderne vinkede og raabte til os, at der om Natten vilde ankomme endnu 10,000 Mand og den næste Dag 15,000 Mand engelske Tropper, saa troede vi jo. Faren var overstaaet. Men der kom i Virkeligheden ikke mere end 8000 Englændere ialt, hvilket var en stor Sorg. De var imidlertid meget ihærdige, gik straks ud i Skyttegravene og kæmpede som Løver; der siges, at da de havde været ude i 10 Minutter havde de allerede 130 døde foruden de saarede; men de var jo desværre for faa og kom for sent. En fransk Kaptajn ved Generalstaben, hvem jeg kendte personlig, forsikrede mig, at der en å to Dage senere vilde ankomme 60,000 Franskmænd for at

35 31 hjælpe os; men ak, der kom jo desværre ingen' Dehavde nok at gøre med at skøtte deres eget, saa godt de kunde, og maatte overlade os til vor Skæbne. Med de ydre Forters Fald var Belejringen altsaa iværksat for ramme Alvor. Ude paa Landet var allede Villaer og Træer, som stod i Vejen for Skydningen fra Forterne blevne sløjfede. Villaerne blev sprængt med Dynamit, og den prægtige gamle Lindeallé fra Vieux-Dieu til Lierre blev liden Skaansel kappet i en Meters Højde over Jorden. Lierre har jo en særlig Interesse for os Danske, da det var dér, den landflygtige Kong Kristian den Anden en Tid residerede, og man viser endnu det Hus, hvori han boede. Det hedder,,het dänischer Hof". Nu er der sagtens kun en Askehob tilbage af det saa vel som af hele Byen. Paa de vigtigste Bygninger inde i Antwerpen, saasom Katedralen, de forskellige Kirker, Hospitaler og Museer blev der hejst et Kendetegn, et rødt og hvidt Flag, et Tegn, som er blevet vedtaget paa Haagerkonferencen for fredlyste Bygninger, for at Tyskerne ved Bombardementet skulde spare disse Huse, hvilket de lovede og til Dels ogsaa overholdt. Mandagen den 5. Oktober gik temmelig rolig, og vi var ved godt Mod, fordi Englænderne nu endelig var komne. Men Tirsdag den 6. Oktober om Aftenen Kl. 7 begyndte Tyskerne et stærkt Bombardement, og det blev os klart, at dette nu ikke alene var rettet mod I^orterne, men at de tillige søgte at naa Byen. Dog havde de endnu ikke faaet deres langtrækkende Skyts i Position, saa Granaterne naaede ikke ind til os,.

36 32 men Skydningen vedblev uafbrudt hele Natten og sagtnede først lien paa Morgenstunden. Det var med en ganske ejendommelig Følelse, vi gjorde os det klart, at det nu var os, der var det direkte Maal for de tyske Granater. Kanontordenen var vi jo i Dagene forud allerede blevne vænnede til, saa den forskrækkede os ikke saa meget mere; vi hørte ogsaa af og til Elefanten" brøle, saadan kaldte de den store engelske Skibskanon, som var bleven ført frem til Fronten af de britiske Soldater; men Bevidstheden om, at Granaterne nu var rettede mod os. bevirkede dog, at vor Søvn var meget afbrudt og urolig. Onsdag den 7. Oktober. Om Morgenen saa jeg en Mængde saarede, som kom ude fra Kampene. Det var frygteligt at se de stakkels Mennesker, som de saa ud, naar de vendte tilbage fra Fægtningslinjen, aldeles tilsølede af Jord og Krudtrøg. Om Formiddagen gik jeg ned til Kontoret ved Havnen; men her fandt jeg alt lukket og fik at vide, at flere af mine Kolleger allerede var flygtede. Paa det Hotel, hvor jeg boede, opholdt sig tillige de fleste af de belgiske Generalstabsofficerer med General De Guise i Spidsen, jeg havde saaledes Lejlighed til jævnlig at være sammen med dem; men om Situationen udtalte de sig aldrig. Aviserne, som endnu stadig udkom, blev jo stærkt censurerede, hvilket Arbejde blev besørget af Oberst Jeanette, og hver Aften mødte Journalisterne frem paa Hotellet for at høre, hvorledes Tilstanden var. I disse sidste Dage fik de dog ikke meget at vide, og kunde saaledes ikke bringe os ret mange Nyheder,

37 33 og det meste af, hvad vi fik at vide, var Usandhed. Med Hensyn tit Byens Stilling blev vi stadig holdt hen med den Snak, at den var uindtagelig, og at vi blot skulde forholde os rolige. Jeg blev dog Vidne til en Samtale mellem Kommandanten for Brandvæsenet og General De Guise. Generalen spurgte Kommandanten, hvor mange Folk han havde; da han hertil svarede 300, sagde han: Sørg for at faa 3000 flere til i Morgen, tag blot alle disse Dagdrivere, der gaar og spadserer her paa Gaderne med Piben i Munden og Ilænderne i Lommerne; jeg giver Dem Lov dertil, men sørg for at have 3000 til i Morgen, tro mig, det er et godt Raad, jeg giver Dem." Dermed vilde han allsaa sige, at der rimeligvis vilde blive haardt Brug for mange Brandmænd, og jeg sluttede deraf, at Stillingen ikke var saa god, som det officielt forlød. I Løbet af Onsdagen hørte vi ikke saa meget til Skydningen, dels indskrænkede Tyskerne Ilden, og dels følger der jo altid om Dagen og dens Gerninger i en stor By saa mange Lyde med, at de overdøvede Kanonernes Brag. Men om Aftenen Kl. 10 havde Tyskerne imidlertid faaet deres store Skyts placeret og var rykkede Byen betydeligt nærmere, og da begyndte Granaterne for Alvor at regne ned i Byen, og samtidig med, at vi 1111 paa første Haand lærte disse uhyggelige Kammerater at kende, skulde vi tillige faa Lejlighed til at genopfriske vort Bekendtskab fra Krigens første Dage med de tyske Zeppelinere. Medens Granaterne uophørlig regnede ned over den ulykkelige By, sendte de opfindsomme Tyskere samtidig fem å seks Zeppelin-Luftskibe hen over os.

38 34 og fra disse overhældte de Husenes Tage med Petroleum, for at Ilden fra de brændende Bomber lettere kunde fænge. Se Granaterne kunde man ikke, hverken ved Dag eller ved Nat, kun naar de eksploderede for tidligt i Luften, kunde man se ligesom en hvid, ulden Sky; men kunde man vanskeligt se dem, kunde man desto bedre høre dem. Straks efter Skraldet ved deres Affyring hørte man en underlig syngende Lj r d i Luften, en gennemtrængende Hvislen, som fyldte en med Angst og Uhygge. Saa hørte man deres Fald, nærmere eller fjernere, og straks efter fulgte saa et skrattende, sættende Brum", naar Eksplosionerne skete. Skrig og Jammer hørte man derimod intet til, Folk sad forskrækkede i deres Huse, og de, der havde Kældere, gemte sig i Angst dernede. Det varede heller ikke længe, før de med Lyddit og Nafta fyldte Granater fængede paa de petroleumsmættede Tage, og fra mit Taarn paa Hotellet, hvor jeg gik op ved Elleve-Tiden, saa jeg, at der allerede var Ild i Kvarteret Zurenborg, ligesom jeg ogsaa saa, at det brændte i Omegnen af Kirken St. George. Brandvæsenet blev selvfølgelig straks udkommanderet ; men jeg tror ikke, at Chefen havde faaet flere end de 300, han havde i Forvejen, og da der af disse straks blev tre Mand dræbte af en Bombe, løb Resten deres Vej og lod det bare brænde. Der var for Resten heller intet at udrette for dem. Thi bortset fra den uimodstaaelige Ild, som bogstaveligt dryssede ned over Byen alle Vegne, havde Tyskerne desuden, efter at de havde indtaget Fortet ved Walhem, ogsaa

39 35 ødelagt Byens Vandværk, saa vi allerede i flere Dage havde maattet ty til at bruge Vandet fra Floden Scheide, skønt dette mindre propre Vand ikke smagte videre godt, halvsalt som det var. I flere af de ældre Huse landtes der dog Brønde, saa Beboerne kunde faa Drikkevand, men Vand til at slukke en saa kolossal Brand med var der selvfølgelig ikke Tale om, at man havde. Nattens Timer gik snigende langsomt. Søvn var der ikke at tænke paa under det frygtelige Spektakel, og vi sad derfor allesammen nede i Værelserne i Stueetagen i en tung og trykket Stemning. Denne Nat mellem Onsdag den 7de og Torsdag den 8de var den skrækkeligste, vi nogensinde har oplevet, og den vil være uforglemmelig for os alle. Uafladelig hørte vi de bragende Drøn fra Granaterne, og Flammeskæret fra den brændende By kastede sit røde (icnskin op mod den mørke Himmel, mod hvilken Katedralens slanke Taarn tegnede sin mørke Silhouet. Den blev heldigvis ikke ramt, tog i alt Fald ingen Skade af nævneværdig Betydning; men hvor nær det var ved os i Hotellet, fik vi en uhyggelig Fornemmelse af, naar vi af og til kunde høre Stykker al de springende Bomber slaa imod Kuplen paa vort Taarn med en raslende Lyd. Herren var os dog naadig og holdt sin Haand over os, saa vort Liv blev sparet; men ofte gik vore Tanker med Bekymring til Slægt og Venner i Byen, som ogsaa til vort eget lille Hjem, hvilket vi havde forladt ettei at have laaset Døren og sat Skodder for \ induerne. Brændte det mon ogsaa, eller var det i Behold? 3*

40 36 Ved blol at dreje Kanonerne en lille Smule der- < ude paa Affyringsstedet kunde Tyskerne jo opnaa en betydelig Spredning af Bomberne ude i den omfattende Radius, som udgjordes af Antwerpen med dens Forstæder. Saaledes gik da Time efter Time af denne frygte- i lige Nat. Jeg kunde dog ikke dy mig for af og til at liste ud paa Gaden og se mig lidt 0111, og i Lyset af den gryende Dag saa jeg smaa Grupper af Byens Indbyggere liste sig frem og skynde sig bort paa Flugt ud af den prisgivne By. Og da Natten omsider var til Ende, stod det ogsaa fast for os, at vi ligeledes vilde af Sted. Ingen af os havde Mod til at opleve en saadan Nat til. Endnu en Gang, da det var bleven lyst, var jeg oppe i Kuppeltaarnet, og det var det sidste Blik, jeg kastede ud over min stakkels, brændende By, hvor Ilden rasede med usvækket Kraft, medens Indbyg- < gerne hastede af Sted. Selvfølgelig var det ikke alle, der flygtede. Her, som overalt i enhver Storby, var der et ikke ringe Antal, der var nødsagede til at blive tilbage; maaske var der heller ikke faa af den Slags, der har som man siger intet at tabe, men alt at vinde," og de vilde selvfølgelig ikke forlade Byen, men ønskede netop at blive tilbage for at tage den Chance med, i som hedder at gøre et godt Kup ved al den Forvirring og Plyndring, der altid følger med et Bombardement. Torsdag den S. Oktober. Vor sidste Dag for denne,i Gang i Antwerpen oprandt. Og nu gjaldt det kun for os om at finde en god Lejlighed til at slippe bort. I

41 37 Medens jeg stod ude paa Gaden i Samtale med en belgisk Kaptajn, begyndte vore Soldater at komme ind ude fra Skyttegravene. Den tunge Ordre til Tilbagetog var bleven givet, og samtidig forlod den belgiske Generalstab Hotellet. Byens Forsvar blev herefter overtaget af den engelske Kommandant, og de belgiske Tropper trak sig tilbage ned til Floden for at gaa over den dér anlagte Pontonbro. Denne havde de belgiske Ingeniører slaaet i Begyndelsen af Krigen, et nydeligt Stykke Ingeniørarbejde, og over den skulde de nu gaa videre ind i Landet til St. Nicolas og Gent. Det var et sørgeligt Syn at se disse snavsede, udmattede og modløse Soldater. De havde jo døjet uhyre meget og ligget i flere Dage og Nætter ude i de med Vand fyldte Skyttegrave. Jeg er vis paa, at hvis man havde kommanderet dem til at gaa fremad og angribe Tyskerne med Bajonetten, saa havde de alle som én gjort det; thi tapre var de virkelig; men det havde jo ikke været til nogen Nytte og kun til at udgyde mere unødvendigt Blod; thi Tyskernes Artilleri var altfor stærkt. Der blev den Nat skudt over 20 Skud i Minuttet, og de havde 200 Kanoner foruden deres frygtelige 42 cm. Haubitzer i Virksomhed. Man kunde tydeligt skelne Skuddene fra Haubitzerne fra de andre almindelige Kanonskud, det var nogle frygtelige Brum, de gav, naar de slog ned, og saadan en Bombe kunde med Lethed ødelægge et helt Hus. De vedblev med Skydningen uafbrudt; den varede fra Onsdag Aften Kl. 10, hele Torsdagen, til Fredag Middag, da Byen overgav sig.

42 38 Kort efter Bombardementets Begyndelse blev Gasværket i Zurenborg, en Forstad til Antwerpen, skudt i Brand; ligeledes blev ogsaa en af Petroleumstankene antændt, og da Englænderne saa dette, aabnede de for de andre Tanke, saa at Petroleumen løb ud i Floden. Torsdag Formiddag altsaa gik jeg tidlig paa Dagen ned til Havnen for at se efter, om der var Mulighed for at slippe væk ad den Vej ; thi al Jernbaneforbindelse var nu, da Tyskerne var rykkede nærmere ind mod Byen, afbrudt, og man kunde saaledes kun komme bort fra Byen ad Søvejen eller ved at gaa ud forbi Dokkerne paa Nordsiden af Byen, eller ogsaa ved at gaa over Floden paa den omtalte Pontonbro, men den var den Dag forbeholdt Militæret, som trak sig tilbage ad den Vej. Den kendte Gang ned til Havnen, som jeg saa ofte havde gaaet, var i Dag helt forandret. Det blev en frygtelig Tur, som jeg ikke ønsker at gøre om igen. Da jeg gik fra Syd mod Nord, vendte jeg altsaa Ryggen til Tyskerne, og uvilkaarligt maatte jeg dreje Hovedet hver Øjeblik, naar jeg hørte et Skud brage bagved mig; thi jeg havde hele Tiden den Fornemmelse, at de nu var lige tæt bagved mig. Endelig kom jeg ned til Havnen; det var et sørgeligt Syn. Kajerne og de tilstødende Gader var fulde af Flygtninge, Kvinder og Børn græd og raabte; alle vilde bort, og der var komplet Slagsmaal 0111 at komme 0111 Bord i de Smaadampere og Lægterskibe, som laa i Dokkerne og ude ved Kajen. Efter at jeg havde søgt i nogen Tid, mødte jeg en Herre, som ejede en hel Del Slæbedampere. Han

43 39 kendte min Svoger, og da jeg spurgte ham, om han ikke kunde hjælpe ham til at komme bort, lovede han mig at tage ham med, naar jeg vilde sørge for at faa ham bragt ned til Kajen og være der Kl. IIV2 Formiddag. Min Svoger var desværre ikke i Stand til at kunne klare sig selv; han var nemlig kort i Forvejen faldet ned i Kælderen og havde brækket sit Ben og sin Fod og gik nu med Krykker. Jeg skyndte mig hen paa Kontoret for endnu en Gang at se, hvorledes det gik dér. Jeg traf dér en af mine Chefer, som boede dér, og som nu med sin Familie beredte sig til at flygte. Vi talte kun et Øjeblik sammen og sagde saa Farvel til hinanden, ingen af os vidste, for hvor lang Tid, eller om vi maaske ikke skulde ses mere. Jeg begav mig saa paa Vejen hjemad op ad den store Boulevard. Nu gjaldt det om at faa fat i en Vogn for at faa min syge Svoger transporteret ned til Havnen; men alle Automobiler, Drosker og Køretøjer var imidlertid blevne beslaglagte af Militæret, og skønt jeg henvendte mig inde paa Generalstabens Kontor, udenfor hvilket der holdt flere Automobiler, og bad dem, om jeg ikke kunde faa overladt et Automobil for at køre en Syg bort, nægtede de mig det dog. Heldigvis traf jeg saa paa Boulevarden en af de store, tunge Lastvogne, som ellers bruges til at transportere Varer paa, forspændt med en af de store berømte belgiske Kæmpeheste. Jeg henvendte mig til Kusken og tiggede ham om at køre en Tur for mig og lovede ham en god Betaling derfor, han viste sig

44 40 ogsaa villig dertil, men maatte først køre hen til sin Principal for at faa Tilladelse af ham dertil. Denne fik han heldigvis, og afsted gik det hen til Hotellet. I en Fart fik vi nogle nødvendige Klædningsstykker pakket sammen i Smaapakker, og saa bar vi min Svoger ud paa Vognen, hvor ogsaa min Hustru og jeg tog Plads, og saa kørte vi ned til Havnen. Her fik jeg min Svoger anbragt paa en Stol, vi havde taget med os, og saa begav jeg mig paa Vej for at lede efter den Herre, som ejede Slæbebaaden. Selvfølgelig var det ikke megen Bagage, vi kunde føre med, jeg for min Part havde været saa forsynlig at iføre mig to Sæt Tøj, og dette, tillige med en lille Haandtaske, var alt, hvad jeg fik reddet. Den lille Slæbebaad var indrettet til ialt at maatte befordre 30 Personer; men vi samledes nu her 42 Personer, det var Ejeren med sin Familie og sine nærmeste Venner, og han nænnede ikke at sige nej, saa længe der var Mulighed for at stuve et Menneske om Bord, og da Klokken var noget over 12, forlod vi Antwerpen og begyndte vor Sejlads ned ad Floden. Vandet i Floden var helt brunligt, og Petroleumen, som var lukket ud af Tankene, flød ovenpaa og udbredte en ubehagelig Lugt. Røgen fra de brændende Bygninger i Staden formørkede hele Himlen, og vor Udsigt for Fremtiden var ligesaa mørk, syntes vi. Gang paa Gang vendte vi os om for endnu en Gang at kaste et Blik paa den frygtelig hjemsøgte By. Min Hustru havde jeg faaet anbragt tæt ved Maskinen sammen med min Svoger, og hun sad der