Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Vor Frue Kirke, København

Transkript

1 Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Vor Frue Kirke, København Stine Munch Men han banede sig vej imellem dem og gik. Jesus lod sig ikke påvirke af, hvad andre mente, af, at det han gjorde og sagde faktisk endte med at blive dødbringende farligt. Han banede sig vej igennem kaos og gik. Fordi han stoler på, at Gud er med ham. Kunne vi stole på Gud som Jesus, så ville alt være anderledes. Vore egne liv, verden, alt.. Men det er jo vores problem, så ofte tør vi ikke lægge livet i Guds hånd, og sådan har det altid været, også på profeten Esajas tid.. I dag er det 1.søndag i advent. Det er kirkens nytår. Det gamle kirkeår er forbi, og det er nye er blevet til. Vi vender bladet. Begynder forfra på tekstrækker og tekster i alterbogen. Vi tænder det første lys i adventskransen. Vi mødes i familierne og i kirken for at markere, at nu begynder adventstiden Dagen i dag skal handle om håb og lys. Håbet og lyset som er Guds gaver til os. For vi er midt i den mørkeste tid. Det bliver mørkere og mørkere udenfor. Det er mørkt når vi står op, og det er mørkt når vi kommer hjem. Somme tider er det mørkt hele dagen og det er næsten ikke til at holde ud.

2 Mørket ville allerhelst have al magten; at alt lyset blev væk. Men hvad sker der med jorden og verden hvis alt lyset bliver væk? Så dør livet. Så dør vi. Der var engang før jorden blev til, da der var mørke overalt. Da talte Gud midt i mørket og sagde: Der skal være lys, og så blev der lys. Med et kæmpe brag et big bang blev mørket besejret af Gud selv. Og så blev der liv på jorden. Det piblede frem alle vegne. Med planter og blomster. Med fisk og dyr. Og til sidst kom mennesket. Og så gik der en masse år. Og mennesket glemte at takke Gud for lyset og de glemte at det var Gud der sørgede for lyset. Og de glemte at stole på Gud. De troede bare at alt det kom af sig selv. At det var en selvfølge at der var lys. Eller at det var deres egen fortjeneste. Det var som om alle, der levede, var blinde. Det var, som om alt hvad der bevægede sig, gik med skyklapper på. Som om de ikke kunne se og ikke kunne høre, at det var Gud der sørgede for lyset. Så sagde Gud: Jeg trækker mig tilbage. De er ikke værd at spilde krudt på. Lad dem nu bare prøve om de kan lave lys. Og det blev mørkere og mørkere. Men ikke alle havde glemt Gud. Heldigvis. Der var nogen som huskede ham. Der var en profet, der hed Esajas. Han talte med Gud og han bad til Gud. Esajas sagde:

3 Hvad skal jeg stille op med folket. De er blinde og døve. De vil hverken se eller høre. Og de er ligeglade med, om jeg truer dem, eller om jeg prøver at lokke dem. Vil du ikke hjælpe mig? Vil du ikke nok hjælpe mennesker og dyr. Du har jo selv skabt jorden. Du ville jo gerne, at det skulle være den bedste af alle verdener. Du kan da ikke trække dig tilbage nu! Lade som ingenting! Så hjælp os dog! Giv os livet, lyset og latteren tilbage! Sådan bad Esajas dagligt til Gud. Og Gud fik medlidenhed med Esajas. Han fik medlidenhed med jorden. Han hørte menneskers gråd og hans ønskede for alt i verden at få latteren og livet tilbage på den jord, som han havde skabt som god. Han vidste jo godt hvordan det hele ville ende, hvis Gud ikke greb ind Så Gud sagde til Esajas: Jo, jeg skal nok hjælpe jer. Når tiden er inde. Når mørket tror, det har taget al magten og er lige ved at sejre, så vil jeg tænde et lys. Så vil jeg sende min søn ned på jorden! Så vil blinde få deres syn igen, og da vil døve komme til at høre. Da vil alle dem, der er fangede og fængslede af mørket, blive frie. Og da vil lyset sejre! Dagene gik og årene med. Men Esajas blev ved med at fortælle, at mennesket bare skulle vente og tro: En dag så tænder Gud for lyset igen. Det har han lovet. Der gik masser af år. Der gik faktisk omkring 600 år. Og mørket blev mørkere, og Gud sendte ikke bare Esajas, men også andre fromme mænd for at få folket til at tro på lyset. Men folket kunne ikke se og ikke høre og så kunne de ikke tage imod det Gud sagde til dem

4 De kunne selv klare mørket, troede de. For de vidste ikke bedre. Men så skete det! En julenat i Betlehem. På en mørk, mørk nat. Da tændte Gud sit lys. Som et lille lys, der så meget skrøbeligt ud. Men lyset voksede sig større og større. Det endte med at være et lys der oplyste hele verden. For det var Guds lys. Jesus. Og det lys kunne man ikke puste ud eller slukke. Tværtimod. Man prøvede på det. Gang på gang. Det hører vi også i fortællingen til i dag. Jesus kommer til sin fødeby og prædiker og læser det op som Esajas havde skrevet ned for så længe siden. Og så siger han: NU går det i opfyldelse! Gud har tændt for lyset og det er mig der er det lys! Det troede folk i Nazaret ikke på. De havde jo kendt Jesus fra han var barn. De spurgte: Er det ikke Josefs søn? Og fordi de havde kendt ham som et helt almindeligt barn, kunne de ikke tro på de store ord han sagde. De troede ikke han kom fra Gud. Det kan vi vel sagtens sætte os ind i. Hvis der kom én vi havde kendt fra han var barn, og som aldrig havde vist sig som noget ualmindeligt menneske, hvis han så pludselig sagde: Jeg er en profet. Jeg kommer fra Gud.

5 Så ville vi måske have svært ved at tro det, hvis han ikke gjorde et særligt stort under. Og hvis han tværtimod sagde: Jeg kommer med budskab fra Gud, men jeg kan intet gøre her i København. Ja, altså. Det kunne man i bedste fald bare sige: nå, til.. For det var jo bare Josefs søn. Og Marias søn. Det må have været svært for de to, at få et barn som udviklede sig så anderledes end de andre børn i landsbyen, et barn der som voksen lod hele sin baggrund bag sig og gik på landevejen i ikke særligt heldigt selskab. Tilsidst mistede Maria ham. Det, alle forældre frygter, nemlig, at deres barn skal dø fra dem, skete for hende, Maria. Hun stod der ved korsets fod og kunne ikke gøre noget for at forhindre det i at ske. For Jesus, han banede sig vej gennem kaos. Ikke at det ligefrem var let da han gik mod Golgata, eller for den sags skyld, da han bad til Gud aftenen før i Getsemane. Det var bestemt ikke noget let vej, og også han tvivlede jo da han hang der forpint: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, råbte han som bekendt. Men alligevel stolede han på Gud, og da han til sidst døde sagde han jo: i dine hænder betror jeg min ånd. At være forladt af Gud blev ikke det sidste for Jesus. Han banede sig vej igennem smerten og gik hjem. Det kunne han, trods alt, med tryghed gøre. Fordi livet er i Guds hånd. Ikke at det skåner os fra ulykke og sorg, men sådan at Gud er med os, også der. Men når jeg taler om, at vi skal se hen til Jesus og stole på Gud som han gør det, så mener jeg ikke som en fortidsskikkelse, sådan som Profeten Esajas eller Frans af Assisi eller Mother Teresa eller sådan noget. Nej, vi skal se hen til Jesus som den opstandne Kristus, den levende Gud som er her tilstede gennem sin ånd. Han er her alle dage indtil verdens ende og troen på ham er ikke bare en ihukommelse, erindringen om det gode eksempel, nej, troen er at blive eet med ham, om det så bare er i to sekunder fordi vi ikke har tro til mere. At blive eet med Kristus er at lade ham følge med på vores vej, eller omvendt, at vi lægger vores vej ind til hans. Vi ved, at hans vej førte gennem lidelse og fornedrelse, ja, til døden og graven endda. Sådan går det også med os. (Med mindre Jesus kommer tilbage inden det kommer så vidt, selvfølgelig.) Men så! Efter død og grav kommer opstandelse og liv! At stole på Gud, at tro på Kristus, er at stole på, at selvom det går ad helvede til, så går Kristus der sammen med os og fører os ud i lyset. Sådan som Esajas sagde. Og sådan som jeg læser det i dag: Jesus banede sig vej igennem alt lortet og gik. Og går igennem det. Han står igennem det. Og det kan vi også, når han går sammen med os.

6 Gud gav os livet med sorger og glæder og han gav os store opgaver; feks det at opfostre børn, være mødre og fædre. Og Gud glemmer os aldrig, han forlader os ikke, uanset hvor slemt det bliver. Det var det, profeten Esajas fortalte sit folk, og det er det håb vi stadig må forkynde og holde fast i. Uanset hvor mørkt det bliver, uanset hvor håbløst det ser ud. Da Jesus, Guds lys i verden, gik her på jorden troede man til sidst at NU havde man ham, nu blev lyset slukket helt nemlig på langfredag. Men det blussede op igen Påskemorgen. Det lille lys, som Gud tændte julenat på en meget mørk mark i en meget mørk nat. Det tændte nu lyset hos børn og gamle - og det gør det stadig.. Og blinde så, og døve hørte, og fanger og fængslede af mørket blev frie. Da de blev ramt af lyset. Opdagede at det sande lys er Jesus Kristus. Lyset er blevet tændt. Jesus siger: Jeg er verdens lys. Og det må være vores håb og vores tro, at lyset til alle tider vil vinde over mørket. Der er ellers meget mørke i verden. De sidste år har da været helt forfærdelige, set i verdenssamfundets perspektiv. Og i vore egne liv kender vi hver især de mørke punkter og tider. Og der er tusind ting at bekymre sig om, for hvad nu hvis! Og nogen gange sker det vi frygter faktisk, og nogen gange går det endda værre end vi kunne forestille os. Men, måske kan man alligevel også bekymre sig for meget? Flere steder i Det nye Testamente kan vi læse, at vi ikke skal bekymre os. "Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen... Hvem af jer kan lægge en dag

7 til sit liv ved at bekymre sig?... søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." Men hvad betyder det? Jo, det betyder at vi skal lade Gud være Gud - og os selv være mennesker. Vi skal ikke gå rundt og tro vi er Gud og har ansvaret for hele verden. Vi skal acceptere at der er ting, som er uden for vores kontrol. Vi skal acceptere at der er noget, som vi ikke kan gøre til eller fra over for. Men at udleve den evangeliske ubekymrethed, det er, ved Gud, nemmere sagt end gjort; ja, jeg ved faktisk slet ikke om det kan lade sig gøre i mere end de der to sekunder ad gangen. Men hvis vi tager springet og prøver at overlade noget til Gud - forsøge at give slip på noget af kontrollen - så kan det være vi vil erfare, at vi kan gå det nye år og livet i møde på en ny måde. På en måde hvor vi i lidt højere grad hviler i trygheden over, at vi er i Guds hænder uanset hvad der sker. Stol på Gud, Kristus går sammen med os, han baner vejen for os, væk fra alt det der hiver os ned i jammers vrå, og derhen hvor lyset tændes i mørkets skød. Hurra for det! Jeg kan ikke tænke mig noget bedre i hele verden! Eller som Luther siger det; lidt bedre: Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde! Ja, lad os alle trindt om land med liv og lyst nu kvæde! Kære menighed, rigtig glædelig adventstid - fuld af håb og lys. Stol på Gud! Amen.