Aalborg Stiftsbog 2008

Transkript

1 Aalborg Stiftsbog 2008

2 Aalborg Stiftsbog 2008

3 2

4 Aalborg Stiftsbog 2008 Udgivet af Aalborg Stifts Landemode 3

5 Aalborg Stiftsbog årgang Udgivet af Aalborg Stifts Landemode Redaktionsudvalg: Biskop Søren Lodberg Hvas. Domprovst Arne Mumgaard Provst Henning Bjørndal Sørensen Redigeret af: Provst Lars-Erich Stephansen Redaktionssekretær sognepræst Niels Christian Lassen Grafisk tilrettelæggelse, tegninger og akvareller: Henrik Bygholm Teknisk produktion: Vestergaards Bogtrykkeri, Hjørring Miljøcertifikat ISO ISSN Ved henvendelse til redaktionen vil alle copyright-spørgsmål blive behandlet efter gældende regler. Omslag (for- og bagside) og titelblad : Marit Benthe Norheim: Fruen fra havet. Se omtale side 22. Foto: Claus Ørntoft. 4

6 Indhold Forord Prædiken ved landemodegudstjenesten 2008 Af provst Carsten Bøgh Pedersen Gem dig i mors skørter Af provst Lars-Erich Stephansen Kaj Munk: Ordet Af biskop Søren Lodberg Hvas Liv og død for teenagere Af mediekonsulent Hasse Boe Vær hilset Af konsulent i Skole-Kirke-Tjenesten Inger Brinkmann Poulsen del Rundt i stiftet Nyt fra stiftsudvalgene Aalborg Stifts bestyrelse for DSUK Fra provstierne Gravminde over Alice Hvas Af biskop Søren Lodberg Hvas Ordinationer i Aalborg Stift Nyansættelser i Aalborg Stift Vikariater i Aalborg Stift Præster, der har fået embede i andet stift Præster, der har fået bevilget afsked Meddelelser fra stiftet Statistiske oplysninger vedrørende ind- og udmeldelse af folkekirken i Statistiske oplysninger om dåb og navngivning i

7 Aalborg Stifts Landemodeakt Regnskab for Aalborg Stiftsfond for året 2007/ Ansatte ved Aalborg Stiftsøvrighed og Aalborg bispeembede Adresser og oversigter vedrørende Aalborg Stift Kort over Aalborg Stifts provstier Aalborg Stifts udvalg for det mellemkirkelige arbejde Stiftsmiddeludvalg Sdr. Tranders kirke. 6

8 Forord Aalborg Stiftsbog 2008 udkommer til advent, hvor de nyvalgte menighedsråd tiltræder deres arbejde. Stiftsbogen er således en velkomsthilsen til de nye råd med ønsket om glæde og frimodighed i arbejdet for folkekirken i vort stift. Stiftsbogen falder i to dele. Første del indledes med provst Carsten Bøgh Pedersens veloplagte og livsnære prædiken ved årets landemodegudstjeneste. Derefter følger en artikel af provst Lars-Erich Stephansen, hvis overskrift straks må kalde på opmærksomhed: Gem dig i mors skørter. Det er en teologisk reflekteret skildring af Benthe Norheims skulpturer, der åbner et overraskende nyt syn på kvindelighedens teologiske relevans. Jeg bidrager med en artikel om Kaj Munks ORDET, og mediekonsulent Hasse Boe redegør for arbejdet med et DVD-projekt med syv film, der belyser temaet: Liv og død for teenagere. Det er bevægende læsning, som animerer til at anskaffe den pågældende DVD. Den bedste hjælp til at forholde sig til døden og til livet - er at tale sammen og dele sorg og bekymring, tro og håb. Inger Brinkmann, konsulent i skole-kirke-tjenesten i Hjørring, beretter om det landsdækkende projekt: Kors for en hammer en skildring af kristendommens komme til Danmark. Skole-kirke samarbejdet er et vigtigt satsningsområde i forholdet mellem folk og kirke. Anden del af Stiftsbogen, som i sidetal er den mest omfattende, giver et bredt og broget indtryk af det aktive kirkeliv, som præger Aalborg Stift. Dertil kommer de mange personaloplysninger, statistiske oplysninger og meddelelser fra stiftet med beretningen fra årets landemode. Vi går et nyt kirkeår i møde med godt mod. Jeg vil citere indgangs- og udgangsreplik i årets landemodeprædiken: I skal tro på Gud! og jeg tilføjer et kendt citat: Og hold krudtet tørt! Søren Lodberg Hvas 7

9 Lodbjerg kirke. Foto: Henrik Bygholm. 8

10 Prædiken ved landemodegudstjenesten 2008 Af provst Carsten Bøgh Pedersen Læsning fra Jobs Bog kap. 38 Mattæus 8,23-27 Salmer: I skal tro på Gud sådan lød det pludselig fra prædikestolen i Lodbjerg kirke en sommerdag, da jeg og familien var drejet ind for at bese vel nok en af Danmarks mindste kirker. Det var ikke Kaj Mogensen, der var på prædikestolen den dag, men såmænd min egen dengang 4 årige søn, hvis næsetip lige netop kunne nå op over kanten på prædikestolen og det må jeg jo sige, jeg har ikke siden hørt en så kort og præcis prædiken fra en prædikestol! Men så kort en prædiken går det nok ikke an at holde her i dag på Stiftets festdag - for sådan har jeg altid opfattet Landemodet siden jeg for første gang deltog i 1989, hvor biskop og stiftsamtmand med fjer på hatten gik i spidsen med en lang hale af provster og præster jo, det gjorde stort indtryk på mig at være blevet en del af dette gejstlige fællesskab og tænk, hvis jeg en dag selv fik æren, at stå på prædikestolen i stiftets domkirke. Ja, nu står jeg her så, og jeg ville egentlig gerne bare kunne gøre det lige så kort og præcist som min 4 årige søn den dag i Lodbjerg kirke, men ak, så enkelt er det desværre ikke længere ja, gad vide om det nogensinde har været det - men i dag er det i hvert fald langt fra nok blot at prædike: I skal tro på Gud! Hvad for en gud? vil spørgsmålet straks lyde tilbage, og hvad kan den gud, du taler om tilbyde mig? Er det en innovativ udviklende gud? Nåh, er det bare folkekirkens Gud, du taler om jo, ham har jeg da hørt om den hyggelige rare gammelfar deroppe over skyerne og det er nu altid så hyggeligt i folkekirken især juleaften med levende lys og stemning Jo, er der noget, vi er gode til i folkekirken, så er det, det der med stemningen! I forrige uge havde alle Danmarks provster den glæde, vil jeg sige, at møde en af landets yngste folketingspolitikker, nemlig Charlotte Dyremose, og hun har nogle, synes jeg, vigtige pointer om folkekirken, som hun i øvrigt elsker og forsvarer inderligt. Men siger hun, folkekirken har i man- 9

11 ge år været en hængekøje, som man bare lagde sig op i sammen med alle de andre en hængekøje jah, joh, det kan hun jo faktisk have ret i jeg tror egentlig også, at folkekirken er blevet for magelig! Spørgsmålet er om denne blødsødne hængekøje atmosfærer ikke ligefrem er i konflikt med det evangelium, kirkens Herre har givet os at forkynde? Der var i hvert fald ikke meget hyggelig hængekøje atmosfærer over det at være discipel af Jesus. Disciplenes tro synes mig ligefrem af en anden beskaffenhed end vores tro i dag. Vi bruger vel nærmest troen på Gud og gudstjenesten som når, vi tager en Panodil for hovedpine! For disciplene er troen på Jesus som Guds søn ikke en Panodil-tro! Vi hører nemlig, at da de var gået ombord i en båd, sejlede de direkte ind i en storm og de var ude af sig selv af frygt! Selvom Jesus sov midt i blandt dem var de overbevist om, at de var ved at gå under, og i deres båd var der sandelig ingen hængekøje atmosfære at spore. I de fleste af landets kirker har vi jo ellers et modelskib hængende, der i gudstjenesten skal minde os om, at det netop ikke altid er så hyggeligt at følge Jesus som f.eks. den dag på Genezareth Sø! Modelskibet skal minde os om, at kristenlivet begynder ved døbefonden, hvor vi som et skib søsættes på rejsen mod evigheden. Gud bevare din udgang (på livets ocean) og din indgang (i evighedens havn). At være kristen er som at sejle på havet der er stormfulde dage, og der er fredelige dage med blik stille. Vi kalder det rum, vi er samlet i skibet og vi kunne kalde jeres dåbsattest det synlige bevis på, at I har løst billet til rejsen mod evigheden. Kaptajnen er i front og han viser vejen! Kaptajnen er Jesus og det evangelium, han forkynder os, lover ikke godt hængekøjevejr på hele rejsen. Den ene gang efter den anden sejler vi lige ind i en storm. Det, vores kaptajn derimod lover os er, at han er med os på hele rejsen, og selvom vi ind imellem gribes af angst, fordi vi synes han sover, så bærer han os dog trofast gennem de værst tænkelige storme. Det er kirkeskibets symbolske betydning! Men jeg tror kirkeskibene har mistet den symbolske betydning for mange kirkegængere i dag mange forbinder således ikke noget symbolsk med kirkeskibet - de undrer sig højest over, hvorfor det egentlig hænger der! Måske vi skulle udskifte skibene med flymodeller! En flyvemaskine passer egentlig meget bedre til manges forståelse af gudstjenesten i dag - og 10

12 især forholdene i vore mange landsbykirker ligner jo for resten også mere forholdene i et fly end forholdene på et moderne passagerskib: Sæderne er ubehagelige at sidde på - nadverbrødet er ikke stort bedre end vakuumpakket flymad - midtergangen er smal - og som en anden stewardesse går præsten gerne op og ned af midtergangen og hilser på alle før gudstjenesten ja, som skulle præsten lige tjekke om sikkerhedsselen er spændt - under bedeslagene sætter præsten sig oppe foran, ligesom stewardessen lige før take off. Det eneste, der i grunden mangler er en venlig stemme, der siger: Velkommen ombord denne søndag formiddag med kurs mod evigheden! Vi ønsker dem en behagelig oplevelse! Ordene i evangeliet at kaptajnen/jesus sov ville måske nok medføre en vis uro og frygt blandt passagerer på et rutefly, men ikke desto mindre har flyselskaber allerede længe gjort forsøg med at spare 3. piloten væk ved at indføre det populære begreb: power nap (en kort kontrolleret lur, som giver fornyet energi til mennesker, der arbejder under høj koncentration). Da Jesus bliver vækket af sin power nap får han omgående stormen til at lægge sig! Disciplenes frygt for at gå under forsvinder, men afløses straks af en anden form for frygt. Direkte konfronteret med Jesu kolossale kræfter, er de dybt rystet og bliver fyldt af Gudfrygtighed. Jeg tror, Charlotte Dyremose har ret, når hun med sit hængekøjebillede påpeger, at vi i folkekirken er på vej til at råhygge os ud af det gamle danske ord Gudfrygtighed. Vi frygter jo ikke mere Gud! For disciplene var det anderledes for dem er situationen efter stormen på søen, ligeså uforuroligende som under stormen. Bølgerne lægger sig ganske vist på søen, men de rejser sig nu i disciplenes indre. De står ansigt til ansigt med noget, der er mere frygtindgydende og ukontrolleret end stormen. Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham? Når vi danskere kommer ind i en kirke, så hvisker vi ikke som før i tiden vi hverken bøjer hovedet eller slår korsets tegn for os - i folkekirken er Gud nemlig blevet aldeles ufarlig! Det er nok først og fremmest vi præsters skyld, men måske også lidt alle vi forældres skyld. Jesus lærte os jo, at vores forhold til Gud skal være som et barn/forældre forhold, og i moderne børneopdragelse lærer vi jo, at det er forkert, hvis børn frygter deres forældre - eller for den sags skyld frygter voksne i det hele taget. Det er nærmest umuligt i dag, at få børn til at frygte sig bare en lille smule! Jeg taler ikke for, at vi skal indgyde vores børn frygt ved at prygle dem et par gange om ugen sådan bare lige for at indgyde dem lidt frygt. 11

13 Den frygt, jeg taler om - den frygt evangeliet taler om handler ikke om vold og fysisk smerte, men om simpel respekt! Jeg tror, vi har glemt, at ordet frygt dækker mere end det at frygte vold og fysisk smerte. Vi har fortrængt, at det menneske, vi elsker højest også er det menneske, vi dybest set frygter mest! Hvad nu hvis min kærlighed ikke bliver gengældt hvad nu hvis, den jeg elsker, forlader mig! At elske er også at frygte at give sig et andet menneske i vold. Spørgsmålet er vel, om vi overhovedet kan elske et menneske, vi ikke frygter? Lars Lilholt synger: for at elske rigtigt, skal jeg være nøgen ikke uden tøj på kroppen, men nøgen forstået som forsvarsløs og uden beskyttelse total givet i et andet menneskes vold. Det var netop den følelse, disciplene oplevede den dag, søen blev blik stille de opdagede, at de var nøgne for Gud! Der skal ikke herske nogen tvivl om, at evangeliet lover os, at Gud Fader, Søn og Helligånd er med os hele vejen på rejsen mod evigheden. Men samtidig er Han også vores kaptajn! Det er Ham, der har roret - eller styrpinden i cockpittet - for nu at blive i billedet med flyvemaskinen! Vi har ingen magt over Ham det er Ham, der fører os ud i det ukendte, hvor livet udvider sig og bliver farligt og bølgerne går højt. Der er grund til at blive grebet af frygt over Hans mægtige kræfter og de kursændringer, vi brutalt udsættes for hele livet igennem! Sådan er det, at være et kristent menneske! På én gang ryster Guds ord og handlinger os som jordskælv, men samtidig er Han vores eneste faste holdepunkt i det liv, der har fast kurs mod evigheden. Så lad mig slutte, som jeg begyndte: I skal tro på Gud! Amen Provst Carsten Bøgh Pedersen Født 13. maj Gift med lærer Kirsten Harring. Tre børn. Sognepræst i Vive-Hadsund sogne siden Orlov for at varetage præsteembede i Los Angeles. Provst for Hadsund provsti siden

14 Gem dig i mors skørter Teologiske vinkler på Benthe Norheims skulpturer Af provst Lars-Erich Stephansen Er det ikke fantastisk? Nu kan man gå ind i en kvinde og se sig omkring. Ja, man kan gå ind i fem kvinder og se sig omkring og undre sig over, hvad de indeholder. Og måske løse kvindens gåde! Det er den norske billedkunstner Marit Benthe Norheim, Mygdal, der med såvel humor som alvor har lavet fem campingkvinder, dvs. fem kvindeskulpturer i beton, bygget op over fem gamle campingvogne. Så nu kan man gå ombord i kvinderne, ligesom man går ombord i et skib. Der er nemlig også en indvendig side som en del af skulpturerne. På campingtur til Norge med Jomfru Maria Campingkvinderne, som formentlig ikke kan indregistreres som campingvogne længere, er fuldt køredygtige til 30 km/t. Lørdag, den 3. maj 2008 afgik kortegen fra Mygdal, og efter et kort ophold i Hjørring, hvor jeg havde fornøjelsen af at give dem et par ord med på vejen, sneglede de sig med passende pauser til Hanstholm. Herfra sejlede de til Egernsund for at nå Stavanger tirsdag formiddag, den 6. maj. Stavanger er europæisk kulturhovedstad 2008 og har som sådan finansieret en stor del af kæmpeprojektet. Det er den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor Benthe Norheim i sine skulpturer fremhæver de kvindelige former mere og mere. Tidligere var hendes skulpturer ofte uden tydeligt kønspræg. Men nu er man ikke i tvivl. Det er kvinder! og man kan gå ind i dem, i deres livmoder eller hjernekiste eller hjerte, lidt efter hvilken af dem man vælger. Det er ikke tilfældigt, at man kan sammenligne dem med skibe. Benthe Norheim elsker galionsfigurer, og her har hun sat dem på taget af de fem campingvogne. Galionsfiguren var som oftest en udskåren kvinde, som var 13

15 14

16 Madonna med barn. Sæby kirke. Foto: Niels Clemmensen. Modsatte side øverst: Campingkvinderne på vej fra Mygdal til Hanstholm 3. maj Forrest»Campingmama«efterfulgt af»bruden«,»flygtningekvinden«,»maria Beskytteren«og»Sirenen«. Modsatte side nederst:»maria Beskytteren«indvendig. På én gang gravhule og livmoder. Den døde Kristus ligger på gulvet, omgivet af engle og åndevæsener. Øverst:»Sirenen«med det lyserøde indre. Sirenen er i græsk mytologi en forførende kvindeskikkelse, der lokker sømænd på afveje, så de strander og omkommer. Nederst:»Bruden«og»Campingmama«under en pause på stranden ved Blokhus. Fotos: Niels Fabæk. 15

17

18 Gallionsfigurer på Norske Skog Unions biologisk rensetank, Skien, Norge Foto: Tom Riis. anbragt i skibets stævn til at bryde dets vej gennem bølgerne og beskytte mod alt ondt. Skibet selv blev betragtet som kvindeligt, og dets funktion er som campingvognens uløseligt knyttet til rejsen. Campingkvinderne er rejsende, vognen er ligefrem en del af deres krop. Flygtningekvinden er brudt op fra det sted, hvor hun hørte hjemme. Hun måtte rejse. Hvad nåede hun at få med sig? Fik hun hele sig selv med? Derfor er den indvendige side dækket af porcelænsmosaikker, hvori skolebørn og flygtningekvinder fra Stavangeregnen har udtrykt deres savn og længsler. Bruden er indvendig dækket af bryllupsbilleder fra hele verden, og naturligvis er dobbeltsengen redt op til bryllupsrejsen. I 2006 var Benthe Norheim med til et bryllup i Indien, hvor bruden og brudgommen ikke så meget havde som set hinanden før. Så er ægteskabet godt nok noget af en rejse at begive sig ud på, næsten lidt for spændende. Campingmama er anderledes. Hun er ikke smuk som de andre. Hun er en ordentlig skude og har et hjerteligt favntag; men måske kniber det med at få luft i hendes vældige barm. Måske bliver du kvalt? Indvendigt er hun tapetseret med billeder af campinglivet på godt og ondt. Ligesom på sejlskibe lever man livet tæt i campingvognen. Man sidder lårene af hinanden, man har varme uldtrøjer på, og så bliver man ikke vasket så ofte som derhjemme. Sirenen udstråler en frodig og stærk erotisk energi. Hun har en indre lyserød belægning med aftryk af mange menneskers hænder. Midt på gulvet er der en støtte, der både kan tolkes som et menneske, et foster eller en fal- 17

19

20 «Rullende engle«er også skytsengle med et væsentligt element af omsorg. Her er nogle på vej til Trafalgar Square fra St. Martin in the Fields, London, England Foto: Marit Benthe Norheim. los. Sirenen repræsenterer en naturkraft så voldsom, at man kan tvivle på, om vi bestemmer over den, eller den bestemmer over os. Så beslutter man i nogle lande, at kvinder skal være helt tilhyllede, for ellers er det ikke sikkert, at mændene kan styre sig. Det er da naturkraft, så det vil noget. Måske er det derfor, at sirenen opfattes som en dødsdæmon i græsk mytologi. Hun lokker mænd i ulykke, når de er på rejse. Især sømænd. Maria Beskytteren er et vejkapel viet til Vor Frue, bygget omkring familiens egen gamle udtjente campingvogn. En rullende Frauenkirche, en Notre Dame. En rullende Santa Maria. Men også en pietá. På gulvet ligger hendes døde ældste søn omgivet af engle. Således er den guddommelige livmoder også graven, hvorfra Kristus genopstår påskemorgen, født påny. Hvor Sirenen fortæller om den erotiske kærlighed, fortæller Maria Beskytteren om den barmhjertige kærlighed; for glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Men selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig! (Esajas 49,15).»H-G-hjemme i skørterne«. Grønnåsen skole, Bodø, Norge Foto: Marit Benthe Norheim. 19

21 Benthe Norheims ynglingsdyr er rotten, muligvis på grund af den megen fattigdom hun oplevde som barn i Indien, hvor de udstødte og foragtede kunne få en masse ud af ingenting, som andre havde kasseret. Derfor tog hun lykkeligt imod opgaven at fremstille»rottejomfruen«fra Henrik Ibsens skuespil»lille Eyolf«. Hun viser det legende og dragende i figuren, det som får en til at glemme det som binder og snærer. Den negative side er den perverterede omsorg, hvor hun tiltager sig retten til at råde for liv og for død, d.v.s. gør sig selv til Gud. Hun ser sig selv som rotternes befrier, men vel at mærke ved at lokke dem i druknedøden, så de kan»sove så sødt og så lang en søvn«. Også lille handicappede og oversete Eyolf befriede hun for den usle og udsigtsløse tilværelse. Han smed krykken for at svømme efter hende. Men han kunne jo ikke svømme! Foto: Marit Benthe Norheim.»Hiding in the skirt«. H: 2,20 m Foto: Marit Benthe Norheim. 20

22 »Hyrdinder/Turister«ved Tower Bridge, London Foto: Nicola Von Skepsgard. Maria elsker sin næste med hele sig selv, hun beskytter de svage, hun tager de nødlidende under sine vinger. Smertens og barmhjertighedens moder. Mater misericordia eller: gem dig i mors skørter Benthe Norheim har alle sine dage haft et stærkt blik for sårbare og oversete mennesker. Hendes personlige beskyttertrang og omsorg er stærk. Det er åbenbart, at hun selv har oplevet trygheden ved at søge ind til sin mors skørter, og i al fald er man ikke i tvivl om, at hun har givet netop den tryghed til sine to døtre. Det er ikke tilfældigt, at hun har lavet værker som Hiding in the skirt (1995) og H-G-hjemme i skørterne (1998). Hvornår hun fik øjnene op for mater misericordia, barmhjertighedens moder, ved jeg ikke; men temaet findes i en række sene kalkmalerier landet over, bl.a. i kirkerne i Sæby, Vrå og Gudum. I centrum sidder den opstandne Kristus som verdensdommeren. Fra højre mundvig udgår en lilje som symbol på nåden, fra venstre et sværd som symbol på dommen. Jomfru Maria og Johannes Døberen står på hver sin side og går i forbøn for dem, der skal dømmes. 21

23 Johannes Døberen har foldede hænder; men Maria har blottet sit ene bryst og løfter det frem imod sin søn: husker du, hvor svag og afhængig du var, da du diede dig livet til hos mig? Nu er de afhængige af dig. Samtidig holder hun sin kappe beskyttende omkring nogle sjæle, som gemmer sig hos hende. Maria er på én gang jordisk og himmelsk i sin argumentation, for krop og ånd hører sammen. Fruen fra havet Det er Benthe Norheims styrke, at hun vedkender sig nutidens accept af seksualiteten som et væsentligt og sandt udtryk for menneskelighed, såvel kvindeligt som mandligt, samtidig med, at hun uden at forråde hverken nutiden eller traditionen, kan trække urgamle religiøse temaer frem og give dem nyt liv. Således spiller mater misericordia med i Maria Beskytteren, men næsten mere markant i Fruen fra Havet (2001), der står som et vartegn mellem byen og havet på havnen i Sæby, som engang blev kaldt Mariested. Fruen fra Havet (se omslag) har også galionsfiguren som grundform, men desuden inspiration dels i Henrik Ibsens skuespil af samme navn, som han fik idéen til under et ophold i Sæby, dels i det nævnte kalkmaleri i Sæby kirke, som er en Mariekirke. Den voldsomme spænding mellem kød og ånd, som ethvert menneske er underlagt, og som i Campingkvinderne først og fremmest repræsenteres af henholdsvis Sirenen og Maria Beskytteren, udtrykkes også i den dobbelthed, som Fruen fra Havet rummer. På den ene side havet, som med Ibsens ord på én gang skræmmer og drager, frister og lokker ind i det ukendte, foranderlig, uberegnelig, så pludselig vekslende. Naturkraften. På den anden side den guddommelige barmhjertighed, hvor man kan søge tryghed og trøst og beskyttelse mod alle farer. Det åndelige udtryk for mennesket, der kan række ud over sig selv, glemme sig selv og sine egne behov. Også i Sæby inddrog Benthe Norheim lokalbefolkningen i skabelsen af værket. Som den naturligste sag af verden fik hun hundreder af børn til at lave deres personlige beskyttelsesfigurer i glaseret ler. Dem støbte hun ind i Marias kappe. Eller er kappen Fruen fra Havet s? Det er nemlig ikke så enkelt. Umiddelbart siger man, at det er Fruen fra Havet, der skuer fra havnen ud mod havet, mens Maria ser ind mod land mod kirken. Men det er også fruen, der skuer ud over havet, under hvis kappe man kan søge ly mod vestenvinden, og som ligesom Maria på kalkmaleriet holder 22

24 Ægyptiske oldsager hjembragt af Niebuhr. Stik i Reisebeschreiburg Den ægyptiske gudinde Isis, blev ligesom Jomfu Maria kaldt Himmeldronningen. Man ser, at Benthe Norheims motiv har megt gamle rødder. Her byder Isis sit venstre bryst frem til sønnen, den lille Horus. I Sæby kirke kan man ud over Maria misericordia også se en fremstilling af Anna, der ammer Maria som spæd, jfr. tilsvarende fremstillinger af Jesu fødsel. Nederst: Kalkmaleri i Sæby kirke. I centrum sidder den opstandne Kistus som verdensdommeren. Fra hans mundvige udgår liljen som symbol på nåden, sværdet som symbol på dommen. Jomfru Maria blotter sit ene bryst for at minde ham om, hvor afhængig han selv var af andre. Foto: Niels Clemmensen. 23

25 sit venstre bryst frem og minder den, der har magt til at dømme og ødelægge, om at han selv engang var svag og afmægtig. Hvis det er rigtigt, så kan havet dels repræsentere seksualiteten som naturkraft, som det er tilfældet i Ibsens skuespil; men det kan også i sin uudgrundelighed symbolisere evigheden og den guddommelige kraft, der kan skabe såvel som ødelægge. En påmindelse om den skjulte side af Gud, som er et mysterium, og som mennesket ikke kan tåle at se. Hermed fanger Benthe Norheim den tvetydighed, som i Ibsens skuespil bliver synligt i slutspillet, hvor Fru Ellida Wangel, som de lokale kalder fruen fra havet, overvinder frygten for og dragningen mod havet og vælger at vende det ryggen for i stedet at slutte sig til fællesskabet og civilisationen og blive sin steddatters beskytter. Den tvetydighed, som vel ethvert menneske rummer, og som i Det ny Testamente betegnes med begrebsparret kød og ånd. Så er det hende, der kigger ind mod byen og kirken. Livet som en rejse pilgrimsmyten Rejsen er et centralt motiv hos Benthe Norheim. Det vidner titler som Spadserende, Flyvere, Rejse, Journey, Flyvende, Krydser Havet og Tilrej- 24

26 Modstående side: Værkstedet i Mygdal, hvor Marit Benthe Norheim arbejder på Slægtstræet og denne side Aftryksportal, begge til Hospice Djursland. Afsløringen fandt sted 1. oktober 2008 med tale af kunsthistoriker Dr. Phil. Else Marie Bukdahl. Fotos: Claus Ørntoft sende om. Også Campingkvinderne er som nævnt rejsende, ikke blot fra Mygdal til Stavanger; de køres fra den ene lokalitet til den anden i og omkring Stavanger året igennem. Campingkvinderne fik mig straks til at tænke på pilgrimsmyten, første gang jeg så dem. Ikke blot på grund af vejkapellet viet til Vor Frue, men også fordi de fire af kvinderne i en eller anden forstand er rejsende og dermed tematiserer rejsen. Livet som en rejse. Og den femte, Sirenen, er i Odysseen en forførende kvindeskikkelse, der lokker sømænd på afveje, så de strander og omkommer. Så er rejsen slut for deres vedkommende En pilgrim er en rejsende, en der valfarter til et helligt sted Rom, Santiago di Compostella, Nidaros. Men den egentlige betydning af pelegrinus, som ordet kommer af, er fremmed. Tanken i pilgrimsmyten, som går tilbage til middelalderen, er at mennesket er en fremmed, en udlænding her på jorden. Vi er her som gæster på gennemrejse. Vi kender temaet fra Steen Steensen Blichers Sig nærmer tiden, da jeg må væk : Thi også jeg er kun her på træk og haver andetsteds hjemme, eller fra Grundtvigs Så rejse vi til vort fædreland De peger ligesom Petter Dass i Om alle mine lemmer på, at mennesket lever på jorden som en gæst, men har sit egentlige borgerskab i Guds rige. 25

27 Teologisk set har tanken sin oprindelse i middelalderen, hvor krige og pestkatastrofer som Den sorte Død satte voldsomt fokus på døden og fremkaldte længslen efter en bedre verden. I arkitekturen kommer længslen til udtryk i gotikken med dens himmelstræbende linier. Det kan næsten fornemmes, som om den gotiske kirke svæver. Et eksempel på den religiøsitet, som svarer hertil, er Selma Lagerlöfs Jerusalem. Heri skildrer hun nogle mennesker med en outreret gotisk kristendom. De forlader alt, fordi de ikke hører hjemme nogetsteds på jorden. De rejser til Jerusalem for at stå først i køen til det himmelske Jerusalem. Den uro, der kommer af, at man hører hjemme overalt og ingen steder, er et karaktertræk hos det moderne rodløse bymenneske. Det er derfor næppe tilfældigt, at den på én gang inderlige og rastløse gotiske religiøsitet har en særlig appel i dag. Ind i denne rastløse uro peger Benthe Norheim, der selv har boet så forskellige steder som Indien, Norge, London m.fl. steder og nu altså Mygdal, på nogle klassiske fikspunkter, som stadig har gyldighed, og som hun selv hviler i: barmhjertigheden og omsorgen, troen på værdier, der strækker dig ud over dig selv og gør dig større, end du er i dig selv. Men samtidig aner man den ironiske finte, især i Campingkvinderne, at det moderne menneske måske gør sig selv mindre, end det kunne være. At det i stedet for at være en ægte rejsende i verden kun er en turist i sit eget liv og ikke virkeligt tilstede. Så er det helt logisk, hvis man ved begravelsen gerne vil have spillet Kim Larsens Om lidt bli r der stille, hvori det hedder: fik du set det du ville? Kilder: Samtaler med Benthe Norheim. Campingkvinnene kommer, Billedkunstneren Marit Benthe Norheim, Thanning & Appel Kunsten i Landskabet, Nordtryk A/S Provst Lars-Erich Stephansen f Sognepræst ved Sct. Catharinæ kirke, Hjørring, fra Endvidere provst i Hjørring Provsti fra

28 Kaj Munk: Ordet set i et teologisk perspektiv Af biskop Søren Lodberg Hvas I dagene september 2008 blev der afholdt et litterært seminar med temaet Kaj Munks dramaer i teaterteoretisk og receptionshistorisk belysning arrangeret af Kaj Munk Forskningscentret og Danskstudiet ved Aalborg Universitet. Jeg havde den glæde at være inviteret med som deltager og som oplægsholder. Jeg har siden min gymnasietid på Vestjysk Gymnasium i Tarm været optaget af Kaj Munks liv og digtning, takket være en fremragende dansklærer, skolens rektor Aksel Arndal. Gennem årene har jeg holdt utallige fortælle-foredrag om Kaj Munk hans liv og kamp, skuespil som ORDET og KÆRLIGHED, hans virke som sognepræst i Vedersø, som jeg anser for at være et fornemt eksempel på en præst, som forener et nært og engageret forhold til sin menighed med et storslået dramatisk forfatterskab. I sig selv kunne det forlede til at opgive et 3. klasses-embede i et lille forblæst sogn i den vestjyske udkant. Det skete netop ikke, og heri tror jeg der er en vigtig pointe. Også med henblik på at der forhåbentlig kan etableres et autentisk museum for sognepræsten og digteren Kaj Munk i Vedersø gamle præstegård, hvor Kaj Munk havde sit hjem gennem 20 år, og som hans hele virke er knyttet til. Alle ved, hvor Vedersø er. Ikke på grund af lokaliteten, men på grund af Kaj Munk. Fascinationen Skal jeg kort sammenfatte, hvad der fascinerer mig ved Kaj Munk, så er det den lidenskab, der rusker i ham og aldrig lader ham i ro. Det er hans uforfærdede kompromisløshed og sandhedskærlighed, uanset omkostningerne, og det er først og sidst hans grebethed af Kristus. Kristus er det samlende centrum i hans liv og i hans digtning. Kaj Munk siger om ORDET, at det er det skuespil, som står hans hjerte nærmest. Det hænger utvivlsomt sammen med, at det spejler en grundlæg- 27