Christina Mackie

Transkript

1 Christina Mackie

2 Introduktion Introduction Dette er den første udstilling i Skandinavien af den canadiske kunstner Christina Mackie. Udstillingen, som har titlen Painting the Weights, fungerer som en spektakulær installation af så forskellige elementer som akvareller, fotografier og keramik samt en samling fundne genstande, der spænder fra mineralprøver til ølkasser af plast. De mange værker viser Mackies fascination af både menneskelig teknologi og naturlige materialer, samt hendes fortløbende udforskning af de forbindelser, som findes mellem mennesker, samfund og natur. Mackies udstilling er tænkt som en samlet installation i to hoveddele. I de første udstillingssale ses en lang række fundne og skabte genstande omhyggeligt arrangeret på arbejdsborde og hylder, hvilket afspejler kunstnerens ateliermiljø. Rækkefølgen af værker følger et princip om gentagelse og forvandling, som karakteriserer Mackies kunstneriske virke mere generelt. Eksempelvis reflekteres de forskellige formationer, der ses i blæktegningerne på væggene i udstillingens første sal, i paddehatteskyens figur, der igen minder om formen på en vandmand. Ligeledes gentages de to videoer, som ses i det første rum, i udstillingens anden sal. Her vises de i henholdsvis 3D og igennem et spejl, hvorved der leges med værkernes mange mulige dimensioner. Udstillingens anden del, som ses i den tredje sal, bærer titlen Us, the Residents. Denne del markeres af en kalligrafistruktur lavet af stålstænger. En struktur, som bærer store fotografier, der viser skikkelser, som sidder alene ved deres computerskærme i et højhuskompleks. Billederne (kunstneren selv ses i et af disse) hentyder til de mange virtuelle forbindelser mellem de tilsyneladende isolerede individer. Mackie (1956) er opvokset i Canada og bor og arbejder i London. Hendes soloudstillinger omfatter Us, Victorian College of the Arts, Melbourne (2010) og Art Now Sculpture Court, Tate Britain (2007). Denne udstilling er blevet til i samarbejde med Chisenhale Gallery, London. Udstillingen ledsages af en publikation, der kan købes fra juni This is the first exhibition in Scandinavia by the Canadian artist Christina Mackie. The exhibition, entitled Painting the Weights, consists of an extraordinary installation that features such diverse elements as watercolours, photographs and ceramics, as well as found materials that range from mineral specimens to plastic beer crates. The exhibition follows Mackie s ongoing fascination with both human technologies and natural materials, and her exploration of the connections that run between people, societies and the natural world. Mackie s exhibition is conceived as a single installation in two main parts. In the first galleries a host of found and crafted objects is arranged on makeshift tables and shelves, reflecting the artist s studio environment. This sequence follows a principle of repetition and morphosis that runs through Mackie s work as a whole. For example, the various forms in the ink drawings hung in the first space are reflected in the image of a mushroom cloud, which in turn is echoed by the shape of a jellyfish. Moreover, two videos featured in the first room are repeated in the second, one displayed in 3D and one bounced off a mirror, thus playing out other possible dimensions of the work. The second part of the exhibition, on display in the last gallery, is entitled Us, the Residents. It contains a calligraphy of steel bars, a structure that supports photographs depicting solitary figures looking at computer screens in highrise apartment buildings. The images, in one of which the artist herself appears, allude to the virtual connections between apparently isolated individuals. Raised in Canada, Mackie (1956) lives and works in London. Her solo exhibitions include Us, Victorian College of the Arts, Melbourne (2010), and Art Now Sculpture Court, Tate Britain (2007). The current exhibition is a collaboration with the Chisenhale Gallery, London. The exhibition is accompanied by a publication, available from June 2012.

3 Interview Rhea Dall Kan du fortælle lidt om titlen på udstillingen hvad betyder Painting the Weights? Christina Mackie Udstillingens titel er også navnet på en animationsvideo, som man ser på udstillingen, en video, hvori alle udstillingens genstande ses i en faldende bevægelse, mens de bliver påvirket af eksterne og egne kræfter, hvorved tingene og deres materielle beskaffenhed bliver tydelig. Udtrykket painting the weights (dvs. at male genstandens vægt ) henviser til det trin i en computeranimation, hvor de mangekantede genstande, som er udformet i 3D (hvilket betyder, at omridset er tegnet op, sådan som jeg har gjort det i den udstillede film), males med et animationsredskab. Dette giver disse tomme skaller stoflige egenskaber, hvilket er en kompleks proces. Således er painting the weights rent faktisk en beskrivelse af, hvordan genstandene i en animationsfilm vil opføre sig over for hinanden: er de bløde, hårde, tunge eller brutale? Desuden bruger jeg vist også udtrykket som en hentydning til den vægt og tyngde, der følger med erfaringen og tiden. Dertil har udtrykket selvfølgelig mange andre bibetydninger, for eksempel klinger weight på engelsk som wait og dermed antydes antydes indirekte, at det handler om at vente På en måde føler jeg tit, at mit arbejde hovedsageligt består i at vente på, at de forskellige genstande skal finde deres rette balance mellem hinanden. RD Idéer om hvordan man arbejder lader til at karakteriserer din kunstpraksis og i din aktuelle installation ses en række borde på bukke, som mimer eller måske ligefrem stammer fra dit atelier. Så hvornår standser Rhea Dall Could you talk a bit about the title of your exhibition what does Painting the Weights mean? Christina Mackie The title of the show is also the name of a video animation in the exhibition, an animation in which all of the objects in the show are falling and being acted upon by external and mutual forces thereby illustrating a connection between objects and their materiality. Painting the weights is a step in computer animation, one involving polygonal objects that have been designed in 3D (which means their outlines have been drawn, as I have done for this animation), and whereby you paint these empty shells with an animation tool that gives them a material quality which is a complex process. Hence, painting the weights is actually describing how the objects in an animation might react to each other: are they soft, hard, heavy or brutal? I guess my use of the term also alludes to the weight or pressure of experience and time, but also of course there are many other connotations of weight, for instance it indirectly suggests waiting Somehow I often find that my work is mainly waiting for things to come into alignment with each other. RD Ideas of how to work? seem to characterise your artistic practice, and the current installation includes makeshift tables that mimic or are actually taken from your studio. When do you stop your artistic process and decide to install a piece? CM I somehow try to hold it right there just at the right moment so that people can see the work. The spatial arrangements are about helping people see the work by creating lines du din kunstneriske proces og bestemmer dig for at installere et værk? CM Jeg forsøger på en eller anden måde at fastholde det lige dér lige i det rigtige øjeblik så folk kan se værket. Den rumlige placering hjælper folk med at se værket ved at skabe forbindelseslinjer, som fanger beskuerens blik og igangsætter bestemte dialoger mellem genstandene: måske er det en slags formel mekanisme? Normalt skaber man et værk, og det er færdigt, og det står for sig selv hvilket er temmelig kedeligt. Faktisk har jeg sommetider arbejdet virkelig hårdt for skabe et værk, og så er resultatet pludselig blevet den mest forkerte skulptur nogensinde. Imidlertid har jeg igennem dette samarbejde mellem Chisenhale og Charlottenborg haft det privilegium at kunne lave denne udstilling igen, hvilket gør, at værkerne veksler mellem at være i deres afsluttede og processuelle stadium. Et eksempel er de plastikkopper, som står stablet under et af bordene. Jeg har taget dem i brug i dag dvs. forud for udstillingen for at lave nogle flere af mine akvareller, men om nogle få dage stabler jeg dem sammen igen, og de kommer til at tørre ud. Således vandrer de ind og ud af produktionsprocessen ind og ud af et normalt forløb mellem produktion og færdig genstand. På sin vis er installationen et udtryk for en manglende evne til at skelne mellem rejse / arbejde / rejse / arbejde / rejse / familie / arbejde / rejse. På hvilket tidspunkt skal jeg trække de forskellige genstande ud af processen og kalde dem for værker? Hvor er atelieret? Hvor er værket? Og hvilke elementer krystalliserer sig og bliver til et værk? Arbejdet bliver på et vist tidspunkt lig med ens liv, that draw the eye or instigate certain dialogues between the pieces: maybe it s a kind of formal mechanism? Normally you make a work and it is finished and it stands for itself which is quite boring. And sometimes I have worked really hard to achieve a piece and suddenly it becomes the most ridiculous sculpture ever made. Yet in the case of the current exhibition, which was shown in its first form at Chisenhale, I have had the privilege of doing the show again, which makes the work wander back and forth between states of arrest and progress. An example is the plastic cups that are stacked up under one of the tables. I have been using them today prior to the exhibition to create further watercolours, but in a few days time I will stack them back up and they will dry out. So they go in and out of the process of production, in and out of a normal continuum. In a way the installation is expressing not being able to draw the line between travel / work / travel / work / travel / family / work / travel. At what point should I separate the pieces out and call them work? Where is the studio? Where is the work? Which things get broken off and become work? Your work is your life at a certain point and I think I wanted to talk about various studio situations. RD One element of the installation is a group of photographs, named Us, The Residents, which depict figures seen alone in modern apartment blocks. You also appear in one of these images why is that? CM In those pictures, which were taken during a long period of travel, I very much wanted to resist the idea that I was a voyeur observing

4 og jeg tror egentlig, at jeg gerne ville tale om forskellige arbejds- eller ateliersituationer. RD Et af elementerne i din installation er en gruppe fotografier, som har titlen Us, The Residents og skildrer mennesker, der bor alene i højhusbebyggelser. Du er også med på et af fotografierne hvorfor det? CM I de billeder, som blev taget under en længere rejse, var det meget vigtigt for mig at kæmpe mod den idé, at jeg var en voyeur, der iagttog mine naboer, eller at vi alle sammen er fremmedgjorte eller distancerede fra hinanden. Jeg ønskede at beskrive en slags ny relation mellem os for at vise, hvordan folk, som synes at være alene, faktisk er sammen med andre i den tomme luft. Jeg vil tro, at man før i tiden ville få breve fra sine kære i andre dele af verden, og at man derigennem ville opleve dem tættere på sig, hvorimod kommunikation nu om dage er kontinuerlig man kan have et forhold til en person, der simpelthen befinder sig et helt andet sted. Alle disse mennesker, som du ser på fotografierne, var på internettet de var i allerhøjeste grad knyttet til hinanden eller til nogen et eller andet sted, selv om de var på et virtuel webarbejde eller sad og optjente points i et computerspil. Så jeg ville virkelig gerne forsøge at modstå de velkendte historier om fremmedgørelse og isolation de er ikke temaet. Jeg forsøgte ikke at udstille noget eller nogen her, men prøvede i stedet at se; jeg prøvede at finde ud af, hvad der foregår. Billedet af mig viser, at jeg selv var forbundet med den modsatte side af kloden via internettet på arbejde så der var ikke tale om, at jeg stod udenfor dette fænomen. Vi var alle sammen hvirvlet ind i denne nye informationsstrøm. RD I din installation findes blandt andet en papirrulle, som bærer en lang række billeder og motiver. Kunne du forklare lidt om disse billeder? my neighbours or that we are all alienated or estranged in some way. I wanted to describe a new relationship between us, to show how people who might seem alone are actually existing with each other in thin air. I suppose in years gone by you would receive letters from your far distant loved ones and you would feel near them, whereas today communication is a continuum: you can have a whole relationship with somebody who is simply somewhere else. You know, all the people that you see in the photographs were on the internet they were very much connected to each other or to somebody somewhere, even if they were on a virtual click farm collecting points in a computer game. So I really wanted to resist these old stories about alienation or isolation this is not the subject at hand. I was not trying to show anything but instead to see; I was trying to figure out what was going on here. My image shows me connected via the internet to the other side of the earth working thus there was no question of me being apart from this phenomenon. It was all of us together in this new stream of information. RD Your installation includes a scroll that features a variety of images and motifs. Could you say something about these images? CM The scroll is about where we are living right now. For instance, the atomic explosion is an answer to wanting to see what the mere matter of our world looks like. The atomic explosion is a perfect iconic image of that basic force within our world. Besides sharing formal qualities, some of the objects on the scroll have been reduced down to the shape of things. For example, the jellyfish is a totally transparent figure that seems to have lost most of its physical characteristics it is reduced to its edge. The CM Dette værk fortæller noget om, hvor vi lever lige nu. For eksempel er den atomsprængning, som man ser et sted på rullen, et svar på ønsket om at se, hvordan den rene materie bag vores verden ser ud. Atomsprængningen er det perfekte, ikoniske billede på denne grundliggende kraft i vores verden. Så udover deres fælles formelle egenskaber er flere af genstandene på rullen blevet nedbrudt til ren form. Vandmanden er for eksempel en fuldstændig gennemsigtig figur, der ser ud til at have mistet de fleste fysiske karakteristika den er reduceret til sin silhuet. Papirrullen vises sammen med en række glaspaneler, og fortællingen på rullen handler om en stadig mere dyster situation, som igen afspejles i det mere og mere mudrede og turbulente mørke, som glassene viser. Rullens fortælling ender i tre skulpturelle værker, der står på gulvet og viser hænder, som former den klassiske gestik: ikke se, ikke høre, ikke tale. Dette er en invitation til at lyve om, hvad man ved! Det er en uærlig holdning, og det er den dobbelttydighed mellem en dyster situation og det svære i at udtale dette der udforskes her. Rhea Dall er kurator på Charlottenborg og har organiseret udstillingen med Christina Mackie. scroll is accompanied by glass panels, and the narrative of the scroll also tells about a darkening situation, one that is reflected in the muddied and gloomy turmoil of the glass. The scroll ends in the three sculptural works standing on the floor, depicting hands which make the gestures for see no evil, hear no evil, speak no evil. This is an invitation to lie about what you know! It s a disingenuous attitude, and it is that ambiguity between a dark situation and the difficulty of speaking about it out loud which is being explored here. Rhea Dall is curator at Kunsthal Charlottenborg and has organised the Christina Mackie exhibition.

5 Events Fernisering Torsdag 24.05, Udstillingssalene Gratis entré Åbningsaftenen byder på et spiseligt værk, der udfolder Mackies univers og er skabt af kokken Jon Bue Nimgaard med udgangspunkt i udstillingen. Vernissage Thursday 24.05, Galleries Admission free The evening of the opening features an edible artwork that unfolds Mackie s universe and is made by chef Jon Bue Nimgaard in response to the exhibition. Omvisning Søndag 27.05, Udstillingssalene Deltagelse er inkluderet i udstillingsbilletten Få en unik kunstneromvisning af Thomas Kilpper og Christina Mackie kunstnerne bag de to sommerudstillinger på Charlottenborg. (På engelsk). Guided tour Sunday 27.05, Galleries Admission included in the exhibition ticket Experience a unique artist-led tour by Thomas Kilpper and Christina Mackie, the artists behind the two summer exhibitions at Charlottenborg. (In English). Yderligere information For oplysninger om udstillingsrelaterede events, følg os på facebook eller se Charlottenborgs hjemmeside. Her kan du også tilmelde dig Charlottenborgs elektroniske nyhedsbrev, som indeholder information om events. Further information For details of exhibition-related events join us on facebook or see Charlottenborg s website. The website also allows you to subscribe to Charlottenborg s electronic newsletter which includes event information. Kunsthal Charlottenborg Nyhavn 2 DK 1051 København K Information Administration info@kunsthalcharlottenborg.dk Udstillingen er støttet af / The exhibition is supported by Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg og / and The Henry Moore Foundation.