Esoterisk Kristendom

Transkript

1 Esoterisk Kristendom eller De Mindre Mysterier af Annie Besant paa dansk ved F. Lexow Teosofisk Samfunds Danske Forlag Christian Andersens bogtrykkeri København Annie Besant 1/1 Esoterisk Kristendom

2 Naar vi vil betragte Kundskabens Mysterier, maa vi følge Traditionens berømte og ærværdige Regel, begynde med Universets Oprindelse, fremsætte de Punkter for fysisk Betragtning, som nødvendigvis maa forudskikkes, og fjerne alt, hvad der kunde være en Hindring paa Vejen; saa at Øret kan være beredt til at modtage Gnosis Tradition, efter at Jordbunden er bleven renset for Ukrudt og gjort tjenlig til at anvendes som Vingaard; thi der er en Konflikt før Konflikten og Mysterier før Mysterierne. S. Clemens af Alexandria. Lad denne Prøve være nok for dem, der har Øren. Thi det er ikke nødvendigt at afsløre Mysteriet, men kun at antyde, hvad der er tilstrækkeligt. Ibid. Hvo, som har Øren at høre med, han høre. St. Matthæus. Annie Besant 2/2 Esoterisk Kristendom

3 Indholdsfortegnelse FORORD...5 Kapitel I...7 Religionernes skjulte Side...7 Kapitel II...18 Kristendommens Skjulte Side...18 Kapitel III...28 Kristendommens skjulte Side (fortsat)...28 Kapitel IV...43 Den historiske Kristus...43 Kapitel V...51 Den mytiske Kristus...51 Kapitel VI...58 Den mystiske Kristus (fortsat)...58 Kapitel VII...65 Forsoningen...65 Kapitel VIII...77 Opstandelse og Himmelfart...77 Kapitel IX...84 Treenigheden...84 Kapitel X...91 Bønnen...91 Kapitel XI...99 Syndsforladelsen...99 Kapitel XII Sakramenterne Kapitel XIII Sakramenterne. (Fortsat) Kapitel XIV Aabenbaringen Efterskrift Annie Besant 3/3 Esoterisk Kristendom

4 FORORD. FORMAALET med denne Bog er at henlede Opmærksomheden paa visse Tankerækker med Hensyn til de dybe Sandheder, der ligger til Grund for Kristendommen, Sandheder, der i Almindelighed overses og kun altfor ofte benægtes. Det højsindede Ønske at give alle Del i alt det, der er værdifuldt, med gavmild Haand at udsaa uvurderlige Sandheder viden om, ikke at udelukke nogen fra det sande Kundskabens Lys, har fremkaldt en blind Iver, der har gjort Kristendommen vulgær og har fremstillet dens Lærdomme under en Form, som ofte virker frastødende baade paa Hjerte og Forstand. Budet: at præke Evangeliet for al Skabningen 1 skønt det notorisk er af tvivlsom Ægthed er blevet fortolket, som om det forbød at lære Gnosis til nogle faa og har øjensynligt ophævet det mindre folkelige Udsagn af samme store Lærer: Giver ikke Hundene det hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Svinene. 2 Denne forlorne Sentimentalitet der vægrer sig ved at anerkende de iøjnefaldende Uligheder i Intelligens og Moralitet og indskrænker det, der læres de højest udviklede, til det, som kan fattes af de mindre udviklede og saaledes ofrer de højere for de lavere paa en Maade, der skader begge hørte ikke hjemme i de første Kristnes mandige, sunde Sans. S. Clemens af Alexandria siger paa sin meget ligefremme Maade efter at have hentydet til Mysterierne: Selv nu er jeg bange for, som der er sagt, at kaste Perler for Svinene, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive os. Thi det er vanskeligt at fremsætte de virkelig rene og klare Ord om det sande Lys for urene og uoplyste Tilhørere. 3 Hvis den sande Kundskab, Gnosis, atter skal udgøre en Del af de kristne Lærdomme, kan det kun være med de gamle Indskrænkninger, og den Idé at bringe den ned til de mindst udvikledes Standpunkt maa definitivt opgives. Kun ved at lære det, der ligger over de lidet udvikledes Fatteevne, kan Vejen aabnes til Genopbyggelse af den hemmelige Viden, og Studiet af de mindre Mysterier maa gaa forud for Studiet af de større. De større vil aldrig blive udgivne paa Tryk: de kan kun gives af Læreren til Eleven, fra Mund til Øre. Men de mindre Mysterier, den delvise Afsløring af dybe Sandheder, kan allerede nu gøres tilgængelige, og Meningen med en Bog som denne er at give et Omrids af dem og at vise, af hvilken Natur de Lærdomme er, som man maa tilegne sig. Hvor der kun gives Antydninger, vil rolig Tænkning over de antydede Sandheder bringe deres Omrids til at træde frem, og det klarere Lys, der opnaas ved fortsat Tænkning, vil efterhaanden vise dem tydeligere. Thi Meditation beroliger lavere Manas 4, som altid er optaget af at tænke paa udvortes Ting, og først naar lavere Manas er rolig, kan den oplyses af Aanden. Kundskab om aandelige Sandheder maa saaledes opnaas indefra og ikke udefra, den maa komme fra den guddommelige Aand, hvis Tempel vi er 5, og ikke fra en Lærer uden for os. Disse Ting skelnes aandeligt af den iboende Aand, Kristi Aand, som den store Apostel taler om 6, og dette indre Lys udgydes over lavere Manas. Dette er Vejen til guddommelig Visdom, den sande Teosofi. Den er ikke, som nogle tror, en fortyndet Ekstrakt af Hinduisme, Buddhisme, Taoisme eller af nogen speciel Religion. Den er esoterisk Kristendom i ligesaa høj Grad, som den er esoterisk 1 St. Mark. XVI St. Mark. VII Clarkes Ante-Nicene Cristian Library Bind IV. Clemens af Alexandria, Stromata, Bog I, Kap. XII. 4 Manas Sjæl; ikke at forveksle med Aanden. Overs. Anm. 5 I. Cor. III, I. Cor. II, 14, 16. Annie Besant 4/4 Esoterisk Kristendom

5 Buddhisme, og den hører i lige Grad til alle Religioner, ikke udelukkende til een bestemt. Dette er Kilden til de Antydninger, der gives i denne lille Bog, for at hjælpe dem, som søger efter Lyset dette sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden 7, skønt de fleste endnu ikke har aabnet Øjnene derfor. Den bringer ikke Lyset. Den siger blot: Se Lyset! Thi saaledes har vi hørt. Den henvender sig kun til dem, der hungrer efter mere, end de eksoteriske Lærdomme kan give dem. Den er ikke bestemt for dem, som føler sig fuldt tilfredsstillede af de eksoteriske Lærdomme; thi hvorfor nøde Brød i Mennesker, der ikke er sultne? Gid den maa vise sig at være Brød og ikke Stene for dem, som hungrer. 7 St. Johannes I, 9. Annie Besant 5/5 Esoterisk Kristendom

6 Esoterisk Kristendom. 8 Kapitel I. Religionernes skjulte Side. Mange, maaske de fleste, som ser denne Bogs Titel, vil straks lade haant om den og vil benægte, at der findes noget, der med Rette kan kaldes Esoterisk Kristendom, som det er værd at lægge Mærke til. Det er en almindelig og folkelig Mening, at der ikke gives noget, der hedder okkult 9 Lære i Forbindelse med Kristendommen, og at Mysterierne, saavel de mindre som de større, var en rent hedensk Institution. Selve Benævnelsen Jesu Mysterier, der lød saa velkendt for de første Aarhundreders Kristne, vil faa mange af deres moderne Efterfølgere til at fare sammen af Overraskelse, og siges der, at dette Udtryk betegner en speciel og bestemt Institution i den første Kirke, vil det hyppigt fremkalde et vantro Smil. Det er ligefrem bleven fremhævet som en Ros for Kristendommen, at den ingen Hemmeligheder havde, at hvad den har at sige, det siger den til alle, og hvad den har at lære, det lærer den alle. Dens Sandheder anses for at være saa simple, at en Vejfarende, selv om han er en Dumrian, ikke kan fare vild i dem, og det letfattelige Evangelium er blevet en staaende Frase. Det er derfor nødvendigt klart at bevise, at i det mindste i den første Kirke stod Kristendommen ikke tilbage for andre store Religioner i Retning af at have en skjult Side, og at den som en uvurderlig Skat bevarede de Hemmeligheder, der i dens Mysterier kun aabenbaredes for nogle faa udvalgte. Men før vi gør dette, vil det være nødvendigt at betragte hele Spørgsmaalet om denne Religionernes skjulte Side og se, hvorfor en saadan Side maa eksistere, hvis en Religion skal være stærk og varig; thi saa vil dens Tilstedeværelse i Kristendommen træde frem som en forudfattet Beslutning, og Hentydningerne dertil i de kristne Kirkefædres Skrifter vil synes ligefremme og naturlige i Stedet for overraskende og uforstaaelige. Som historisk Kendsgerning kan denne Esotericismes Tilværelse paavises; men det kan ogsaa vises, at den intellektuelt er en Nødvendighed. Det første Spørgsmaal, vi har at besvare, er følgende; Hvad er Formaalet med Religionerne? De skænkes Verden af Mennesker, der er visere end den store Mængde, til hvem de skænkes, og Meningen er, at de skal fremskynde Evolutionen 10. For at gøre dette, maa de kunne naa til Individerne og paavirke dem. Men alle Mennesker staar ikke i samme Plan i Evolutionen, der kan lignes ved en opadgaaende Skraaning, paa hvilken der paa hvert Punkt findes Mennesker. De højest udviklede staar langt over de mindst udviklede, baade i Intelligens og Karakter; saavel Evnen til at forstaa som til at handle er forskellig paa ethvert Trin. Derfor er det unyttigt at meddele den samme religiøse Lære til alle; det, som vilde hjælpe det intellektuelt udviklede Menneske, vilde være fuldstændig uforstaaeligt for de dumme, medens det, som vilde bringe den hellige i Ekstase, ikke vilde gøre det mindste Indtryk paa Forbryderen. Hvis 8 Esoterisk = hemmelig, modsat eksoterisk offentlig. Overs. Anm. 9 Okkult = skjult. Overs. Anm. 10 Den vedvarende, fremadskridende Udvikling. Overs. Anm. Annie Besant 6/6 Esoterisk Kristendom

7 paa den anden Side Læren egner sig til at hjælpe de uintelligente, er den i utaalelig Grad umoden og tankefattig for Filosofen; og det, som hæver Forbryderen, er fuldstændig unyttigt for et helligt Menneske. Og dog trænger enhver Type til Religion, for at hver især kan naa op til et Liv, højere end det, han fører, og ingen Type eller Grad bør ofres for nogen af de andre. Religionen maa indeholde lige saa mange Grader som Udviklingen, ellers forfejler den sit Maal. Derefter kommer følgende Spørgsmaal: Paa hvilken Maade søger Religionerne at fremskynde den menneskelige Evolution? Religionerne søger at udvikle den moralske og intellektuelle Natur og at fremhjælpe den aandelige Naturs Udfoldelse. Idet de betragter Mennesket som et sammensat Væsen, søger de at komme ham i Møde paa ethvert Punkt af hans Konstitution og derfor at bringe Bud, der passer for hver især, Lærdomme, der svarer til de mest forskellige menneskelige Fornødenheder. Lærdomme maa derfor passe for ethvert Sind og ethvert Hjerte, de henvendes til. Hvis en Religion ikke kan naa frem til og paavirke Intelligensen, hvis den ikke lutrer og inspirerer Følelserne, har den forfejlet sit Maal, i alle Tilfælde for det Menneskes Vedkommende, til hvem den henvender sig. Den henvender sig saaledes ikke alene til Forstanden og Følelsen, men den søger som sagt ogsaa at fremskynde den aandelige Naturs Udfoldelse. Den besvarer denne indre Impuls, som ligger i Menneskene, og som stadigt driver Racen fremad. Thi dybt i alles Hjerter ofte dækket af forbigaaende Forhold, ofte begravet under stærke Interesser og Ønsker findes der en stadig Søgen efter Gud. Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme 11, saa skriger Menneskeheden efter Gud. Denne Søgen stanses undertiden for en Tid, og Længselen synes at forsvinde. Der forekommer Faser i Civilisationen og Tanken, i hvilke dette den menneskelige Aands Skrig efter det Guddommelige idet den søger hen til sin Kilde, ligesom Vandet til sit Plan, for at laane en Lignelse fra Giordano Bruno denne den menneskelige Aands Higen mod det i Universet, der er beslægtet med den, den enkelte Dels Higen med Helheden, synes at stilles, at være forsvundet; ikke desto mindre dukker den op igen, og atter kræver Aanden sin Tørst slukket. Om end denne Higen for en Tid kan blive traadt under Fødder, kan være tilsyneladende tilintetgjort, rejser den sig atter og atter med uovervindelig Vedholdenhed, den kommer stadigt igen, ligemeget hvor ofte den bliver bragt til Taushed; og det viser sig saaledes, at den er uadskillelig knyttet til den menneskelige Natur, udgør en Bestanddel deraf, som ikke kan udryddes. De, som triumferende siger: Se, den er død! finder den atter stirrende dem i Ansigtet med usvækket Livskraft. De, som bygger uden at regne med den, ser deres velkonstruerede Bygninger ramle sammen som ved et Jordskælv. De som bilder sig ind at være voksede fra den, finder sig efter at have fornægtet den grebne af den vildeste Overtro. Mennesket vil have et Svar paa sine Spørgsmaal; hellere et fejlagtigt Svar end slet intet. Hvis han ikke kan finde den religiøse Sandhed, antager han hellere en religiøs Vildfarelse end ingen Religion og vælger hellere de mest umodne og urimelige Idealer, end han indrømmer, at Idealet ikke eksisterer. Religionen imødekommer da dette Krav, og idet den henvender sig til den Side af den menneskelige Natur, der fremkalder den, udvikler den denne Side, styrker den, lutrer den og leder den til dens rette Maal: den menneskelige Aands Forening med den guddommelige Aand, saa at Gud skal være alt i alle. 12 Det næste Spørgsmaal, som møder os, er: Hvad er Kilden til Religionerne? Paa dette Spørgsmaal er der i den nyere Tid givet to Svar: de sammenlignende Mytologers og de sammenlignende Religionsforskeres. Begge støtter deres Svar paa en fælles 11 Salme XLII I. Kor. XV, 28. Annie Besant 7/7 Esoterisk Kristendom

8 Basis af anerkendte Fakta. Forskningen har uomtvistelig bevist, at Verdens Religioner i mærkelig Grad ligner hverandre i deres Hovedlærdomme; endvidere deri, at de har Stiftere, der lægger overmenneskelige Evner og overordentlig moralsk Ophøjethed for Dagen, i deres etiske Forskrifter, i deres Anvendelse af Midler til at komme i Forbindelse med usynlige Verdener og de Symboler, ved Hjælp af hvilke de udtrykker deres vigtigste Troslærdomme. Denne Lighed, der i mange Tilfælde bliver til Identitet, beviser ifølge de to ovennævnte Skoler at der maa være en fælles Oprindelse. Men om denne fælles Oprindelses Natur er de to Skoler uenige. De sammenlignende Mytologer paastaar, at den fælles Oprindelse har sin Rod i den fælles Uvidenhed, og at de mest ophøjede religiøse Lærdomme ikke er andet end forfinede Udtryk for de Vildes, de primitive Menneskers, umodne og barbariske Gisninger med Hensyn til sig selv og deres Omgivelser. Animisme, Fetischdyrkelse, Naturdyrkelse Soldyrkelse deraf bestaar det oprindelige Dynd, op af hvilket Religionens glimrende Lilje er vokset. Krishna, Buddha, Lao-tze, Jesus er de civiliserede, men direkte Efterkommere af de Vildes Medicinmænd. Gud er et sammensat Fotografi af de utallige Guder, der er Personifikationer af Naturkræfterne o. s. v. Det sammenfattes i den Sætning: Religionerne er Grene paa en fælles Stamme: den menneskelige Uvidenhed. Paa den anden Side mener de sammenlignende Religionsforskere, at alle Religioner stammer fra guddommelige Mænds Lærdomme, Mænd, som fra Tid til anden meddeler Verdens forskellige Folkeslag saadanne Dele af Religionens Grundsandheder, som vedkommende Folkeslag er i Stand til at modtage, idet de altid lærer den samme Moral, indprenter Anvendelsen af ensartede Midler, bruger de samme betydningsfulde Symboler. De vilde Folkeslags Religioner Animisme, o.s.v. er Degenereringer, Udslag af Forfald, forvrængede og forkrøblede Efterkommere af sand religiøs Tro. Soldyrkelsen og de rene Former af Naturdyrkelsen var i sin Tid ædle Religioner, i høj Grad allegoriske, men fulde af dyb Sandhed og Kundskab. De store Lærere paastaas der af Hinduerne, Buddhisterne og nogle sammenlignende Religionsforskere, f. Eks. Teosoferne udgør et stadigt bestaaende Broderskab af Mennesker, der har hævet sig op over Menneskeheden, træder frem til visse Tider for at oplyse Verden og er Menneskeslægtens aandelige Formyndere. Denne Anskuelse kan sammenfattes i følgende Sætning: Religionerne er Grene paa en fælles Stamme den guddommelige Visdom. Denne guddommelige Visdom benævnes Visdommen, Gnosis, Teosofi, og i forskellige Verdensperioder har nogle i saa høj Grad ønsket at fremhævet deres Tro paa Religionernes Enhed, at de har foretrukket den elektiske Benævnelse Teosof for enhver snævrere Betegnelse. Den relative Værdi af disse to modsatte Skolers Paastande maa bedømmes efter Beviskraften af de Grunde, som hver især fremfører. Den degenererede Form for en ædel Tanke kan have en slaaende Lighed med det forfinede Produkt af en raa, umoden Idé, og den eneste Maade, hvorpaa man kunde afgøre Striden mellem Degenerering og Evolution, vilde være om muligt at undersøge de mellemliggende og fjerne Forfædre. De Bevisgrunde, der fremføres af dem, der tror paa Visdommen, er af følgende Art. De paastaar: at Religionsstifterne, naar man skal dømme efter deres Lærdomme, stod langt over Gennemsnitsmenneskene; at Religionernes hellige Skrifter indeholder moralske Forskrifter, ophøjede Idealer, poetiske Aspirationer, dybe filosofiske Tanker, hvis Skønhed og Ophøjethed ikke engang tilnærmelsesvis er naaet af senere Skrifter i samme Religioner dvs. at det gamle staar højere end det nye, i Stedet for at det nye skulde staa højere end det gamle; at der ikke kan anføres noget Eksempel paa den forfinede og uddannende Proces, der paastaas at være Kilden til de Annie Besant 8/8 Esoterisk Kristendom

9 kendte Religioner, hvorimod der kan anføres mange Tilfælde at Degenerering fra rene Lærdomme; at man selv blandt de Vilde, hvis man omhyggeligt studerede deres Religioner,. kan finde Spor af ophøjede Ideer, som øjensynligt ligger langt over, hvad disse Vilde vilde være i Stand til at frembringe. Sidstnævnte Tanke er bleven udarbejdet af Mr. Andrew Lang, som at dømme efter hans Bog om Religionens Opstaaaen (The Making of Religion) bør klassificeres som sammenlignende Religionsforsker snarere end som sammenlignende Mytolog. Han henviser til det Faktum, at der eksisterer en fælles Tradition, der, som han paastaar, ikke kan være bleven udviklet af de Vilde, idet de er Mennesker hvis almindelige Tro er af den laveste Art, og hvis Sjæle kun er lidet udviklede. Under en raa Tro og lavtstaaende Opfattelser paaviser han ophøjede Traditioner af en sublim Karakter om det guddommelige Væsens Natur og Dets Forhold til Menneskene. De Guddomme, der dyrkes, er for Størstedelen skinbarlige Djævle; men bagved, ovenover disse hæver der sig ligesom i det taagede Fjerne et herligt, højere Væsen, der sjældent eller aldrig nævnes, men som hviskende omtales som Kilden til alt, som Magt, Kærlighed og Godhed, altfor kærlig til at fremkalde Skræk, altfor god til at fordre, at man skal bede til det. Det er indlysende, at saadanne Ideer ikke kan være opstaaede blandt de Vilde, hos hvem de findes, at de er blevne tilbage som veltalende Vidnesbyrd om de Aabenbarelser, der er givne af en eller anden stor Lærer om hvem der ogsaa i Reglen kan paavises et taaget Sagn som var Visdommens Søn og meddelte nogle af dens Lærdomme i svunden Tid, der ligger langt tilbage. Det er let at se Grunden til den Anskuelse, der næres af de sammenlignende Mytologer; saavel som dens Berettigelse. Rundt om hos de vilde Stammer fandt man Former for religiøs Tro, som i enhver Henseende maatte betegnes som lave og altid ledsagede af Mangel paa Civilisation. Naar man nu betragter civiliserede Mennesker som udviklede fra uciviliserede, hvad er da naturligere end at betragte civiliserede Religioner som udviklede af uciviliserede? Det er den mest nærliggende Tanke. Kun et senere og dybere gaaende Studium kan paavise, at vore Dages Vilde ikke er Typer paa vore Forfædre, men er de degenererede Efterkommere af store civiliserede Stammer i Fortiden, og at Mennesket i sin Barndom ikke fik Lov til at skøtte sig selv men blev passet og opdraget af sine ældre Brødre, af hvem han modtog sin første Ledelse baade i Religion og Civilisation. Denne Anskuelse støttes af de Fakta, som Lang dvæler ved, og nu opstaar det Spørgsmaal: Hvem var disse ældre Brødre, om hvem der findes Sagn allevegne? Idet vi fremdeles fortsætter vor Undersøgelse, kommer vi til det næste Spørgsmaal: Til hvilke Folk gaves der Religioner? Og her kommer vi straks til den Vanskelighed, som møder enhver Religionsstifter, den, der allerede er omtalt som staaende i Forbindelse med selve Religionens oprindelige Formaal, nemlig: Fremskyndelsen af den menneskelige Evolution, og med dens Følgeslutning: Hensyn til alle Grader af den sig udviklende Menneskehed. Menneskene staar paa alle mulige Udviklingsstadier; der findes Mennesker med den mest ophøjede Intelligens, men ogsaa Mennesker med de mest udviklede Aandsevner; paa det ene Sted findes der en i høj Grad udviklet og alsidig Civilisation, paa det andet en grov og enkel. Selv inden for enhver given Civilisation finder vi de mangfoldigste Typer de mest uvidende og de højest uddannede, de mest dybttænkendeog de mest overfladiske, de mest aandelige og de mest brutale ; og dog fordres det, at enhver af disse skal kunne paavirkes, og enhver maa hjælpes paa den Plads, hvor han staar. Hvis Udviklingen skal være sand, er denne Vanskelighed uundgaaelig, og den maa mødes og overvindes af den guddommelige Lærer, ellers vil hans Arbejde ikke lykkes. Hvis Mennesket udvikler sig ligesom alting omkring ham, maa disse Forskelligheder i Udvikling, disse mangfoldige Grader af Intelligens være karakteristiske for Annie Besant 9/9 Esoterisk Kristendom

10 Menneskeslægten overalt, og der maa tages Hensyn til dem i enhver Verdensreligion. Vi kan derfor ikke have den samme Religionslære ikke engang for en enkelt Nation, endsige da for en hel Civilisation eller for hele Verden. Hvis der kun er een Lære, vil den aldeles ingen Indflydelse faa paa et stort Antal af dem den er bestemt for. Hvis den er afpasset efter dem, hvis Intelligens er begrænset, hvis Brutalitet er elementær, hvis Fatteevne er sløv, for at den skal kunne hjælpe dem fremad og saaledes sætte dem i Stand til at udvikle sig, vil den aldeles ikke passe for de Mennesker, der lever i samme Nation og hører til samme Civilisation, men som har en skarp og fin moralsk Sans, en klar og dyb Intelligens, og som er i aandelig Udvikling. Og paa den anden Side, hvis sidstnævnte Klasse skal hjælpes, hvis der til denne Intelligens skal skænkes en Filosofi, som den kan betragte som beundringsværdig, hvis dens fine moralske Sans endnu yderligere skal skærpes, hvis dens dæmrende aandelige Natur skal sættes i Stand til at udvikle sig til fuldt Dagslys, maa den dertil passende Religion være saa aandelig, saa intelligent og saa moralsk, at den, naar den prækes for førstnævnte Klasse, ikke vil kunne gøre Indtryk paa dens Sind eller Hjerte, den vil for dem kun være en Række meningsløse Fraser, der ikke formaar at vække deres slumrende Intelligens eller anspore dem til at leve paa en Maade, der kan hjælpe dem til at hæve sig til en renere Moral. Idet vi altsaa tænker over disse Kendsgerninger med Hensyn til Religionen, tager Hensyn til dens Formaal, dens Midler, dens Oprindelse, den forskellige Natur og de forskellige Fornødenheder hos det Folk, for hvilket den er bestemt, naar vi anerkender at Mennesket udvikler sig aandeligt, intellektuelt og moralsk, og at der hos ethvert Menneske findes Trang til en saadan Opdragelse, som passer for det Udviklingstrin, hvortil det er naaet, ledes vi til at antage den absolute Nødvendighed af en forskellig og trinvis ordnet religiøs Lære, som er i Stand til at møde denne forskellige Trang hos hver især til at hjælpe ethvert Menneske netop der, hvor han staar. Der er endnu en anden Grund, hvorfor esoterisk Lære er ønskelig med Hensyn til en vis Klasse af Sandheder; thi om disse gælder det i høj Grad, at Kundskab er Magt. Den offentlige Fremstilling af en dyb, intellektuel Filosofi, der formaar at uddanne en allerede højt udviklet Intelligens og fængsle et ophøjet Sind, kan ikke skade nogen. Den kan prækes uden Betænkning, thi den tiltrækker ikke de uvidende der vender sig fra den, fordi de finder den tør og uinteressant. Men der gives Lærdomme, der handler om Naturens Organisme, forklarer dunkle Love og kaster Lys over skjulte Processer, en Kundskab, som skænker Herredømme over Naturkræfter og sætter dens Indehaver i Stand til at rette disse Kræfter mod bestemte Formaal, ligesom en Kemiker sysselsætter sig med kemiske Forbindelser. Saadan Kundskab kan være meget nyttig for højt udviklede Mennesker og kan i høj Grad forøge deres Evne til at tjene Menneskeslægten. Men hvis denne Kundskab udleveredes til Verden, kunde og vilde den blive misbrugt, ganske ligesom Kendskabet til fine Gifte i Middelalderen misbrugtes af Borgiaerne og andre. Den vilde falde i Hænderne paa Mennesker medstærk Intelligens men med utøjlet Begær, Mennesker, der lededes af Særinteresser, der søgte Fordel for deres eget Selv og ikke brød sig om det almene Vel. De vilde lokkes ved Tanken om at vinde Magt, som kunde hæve dem op over Mængden, gøre dem til Herre over Menneskeheden i Almindelighed, og de vilde rastløst søge at erhverve sig de Kundskaber, som hæver deres Indehavere til overmenneskelig Rang. Gennem Besiddelsen af disse Kundskaber vilde de blot blive endnu mere egenkærlige, deres Stolthed vilde næres, deres Følelse af egen Ophøjethed vilde styrkes, og saaledes vilde de uundgaaeligt drives frem ad den Vej, der fører til det Dæmoniske; Vejen til venstre, hvis Maal er Isolering og ikke Forening. Og de vilde ikke alene selv tage Skade paa deres indre Natur, men de vilde ogsaa blive en Svøbe for Samfundet, som allerede lider mere end nok under Mennesker, hvis Annie Besant 10/10 Esoterisk Kristendom

11 Intelligens er stærkere udviklet end deres Samvittighed. Derfor er det nødvendigt ikke at gøre visse Lærdomme tilgængelige for dem, som endnu ikke i moralsk Henseende er tilstrækkeligt modne til at modtage dem, og denne Nødvendighed paatrænger sig enhver Lærer, som er i Stand til at meddele saadanne Kundskaber. Han vil gerne meddele dem til de Mennesker, der vil bruge den Magt, de skænker, til det almene Vel, til at fremskynde den menneskelige Evolution, men paa den anden Side vil han ikke meddele dem til de Mennesker, der vilde bruge dem til at hæve sig selv paa andres Bekostning. Og dette er ikke blot en Teori, som det fremgaar af de okkulte Optegnelser, der indeholder de nærmere Omstændigheder ved de Tildragelser, der hentydes til i Genesis 6 Kap. og følgende. I hine gamle Tider og paa Atlantis Fastland 13 meddeltes denne Kundskab, uden at der stilledes strenge Betingelser med Hensyn til Kandidaternes Moral, Renhed og Uselviskhed. De, som intellektuelt var kvalificerede, blev underviste, ligesom Folk i den nyere Tid undervises i de almindelige Videnskaber. Den Offentlighed, der nu saa bydende fordres, blev dengang givet med det Resultat, at Folk blev Giganter i Kundskab, men ogsaa Giganter i det Onde, indtil Jorden stønnede under sine Undertrykkere, og Skriget fra Menneskeheden, der traadtes under Fødder, lød gennem Verdenerne. Saa kom Atlantis Undergang, dette store Fastlands Nedsynken under Oceanets Vande, hvorom der i hebræiske hellige Skrifter fortælles nogle nærmere Omstændigheder i Beretningen om Syndfloden og Noah, og som det fjerne Østens hinduiske hellige Skrifter hentyder til i Fortællingen om Vaivasvata Manu. Siden de store Lærere vandt denne Erfaring om det farlige ved at tillade urene Hænder at gribe den Kundskab, som er Magt, har de stillet strenge Betingelser med Hensyn til Renhed, Uselviskhed og Selvbeherskelse til alle dem, der attraar denne Belæring. De nægter bestemt at meddele Kundskaber af denne Art til nogen, som ikke vil underkaste sig en streng Disciplin, gaaende ud paa at fjerne alle Særinteresser og Følelsen af at være noget for sig. De tager mere Hensyn til Kandidatens moralske Styrke end til hans intellektuelle Udvikling; thi selve Undervisningen vil udvikle Intelligensen, medens den stiller store Krav til den moralske Natur. Langt hellere maa de Store angribes af de uvidende for den tilsyneladende Selviskhed, de viser ved at holde Kundskaben tilbage, end de maa styrte Verden i en ny atlantisk Katastrofe. Dette maa være nok om den af os hævdede Teori om Nødvendigheden af en skjult Side ved alle Religioner. Naar vi fra Teorien gaar over til Fakta, er det naturligt, at vi spørger: Har denne skjulte Side eksisteret i Fortiden og udgjort en Del af Verdensreligionerne? Svaret maa uden Betænkning blive et øjeblikkeligt ja; enhver stor Religion har for sig hævdet Besiddelsen af en skjult Lære og har erklæret, at der i den opbevares teoretisk mystiske og endvidere praktisk mystiske eller okkulte Kundskaber. Den mystiske Forklaring af den folkelige Lære var offentlig og udlagde den som en Allegori, der gav raa og ufornuftige Beretninger og Historier en Betydning, som Fornuften kunde gaa ind paa. Ligesom denne teoretiske Mysticisme laa bag den folkelige, saaledes fandtes der bag den igen fremdeles en praktisk Mysticisme, en skjult aandelig Lære, som kun med-deltes paa bestemte Betingelser, der var kendte og offentlig-gjorte, og som maatte opfyldes af enhver Kandidat. St. Clemens af Alexandria omtaler denne Inddeling af Mysterierne. Efter Renselsen, siger han, er der de mindre Mysterier, i hvilke der ved Instruktion og indledende Forberedelse lægges et Grundlag til det, der følger efter; og de store Mysterier, i hvilke ikke mere bliver noget tilbage at lære om Universet, men kun at meditere over og forstaa Naturen og 13 Atlantis var et stort Fastland, som efter Platos Angivelse har ligget i Atlanterhavet og paa hvilket der herskede høj Kultur dog vidt forskellig fra vor. Se iøvrigt W. Scott-Elliot: The Story of Atlantis, udkommet i dansk Oversættelse med 4 Kort Annie Besant 11/11 Esoterisk Kristendom

12 Tingene. 14 Denne Paastand kan for de gamle Religioners Vedkommende ikke bestrides. De ægyptiske Mysterier var dette gamle Lands Stolthed, og Grækenlands ædleste Sønner, Plato f.eks., drog til Saïs og Theben for at blive initieret 15 af ægyptiske Visdomslærere. Persernes Mithraiske Mysterier, Grækernes Orfiske og Bakkiske Mysterier og de senere Eleusinske Halvmysterier, Mysterierne i Samothrake, Skythia, Kaldæa er idetmindste kendt af Navn. Selv i deres overordentlig fortyndede Skikkelse i de eleusinske Mysterier lovprises de i høje Toner af Grækenlands mest fremragende Mænd som Pindar, Sofokles, Isokrates, Plutark og Plato. I Særdeleshed ansaas de for at være til Nytte med Hensyn til Tilværelsen efter Døden, da den Indviede lærte det, der sikrede hans fremtidige Lykke. Fremdeles paastod Sopater, at Indvielsen fremkaldte Slægtskab mellem Sjælen og den guddommelige Natur, og i den eksoteriske Hymne til Demeter gøres der forblommede Hentydninger til det hellige Barn Iakkus og til hans Død og Opstandelse som noget, der fremstilledes i Mysterierne 16. Af Jamblikus, den største Theurg i tredje og fjerde Aarhundrede efter Kristus, kan der læres meget om Mysteriernes Formaal. Theurgi var Magi den sidste Del af den præstelige Videnskab 17, og blev øvet i de største Mysterier for at fremmane højere Væsener. Den Teori, paa hvilken disse Mysterier hvilede, kan i Korthed fremstilles saaledes: Det ENE er, forud for alle Væsener, ubevægeligt, dvælende i sin egen Enheds Ensomhed. Fra DET udgaar den højeste Gud, den Selvavlede, den Gode, Kilden til alle ling, Roden, Gudernes Gud, den første Aarsag, der udfolder sig til Lys 18. Fra ham udspringer den intelligible 19 Verden eller det ideale Univers, den universelle Aand, Nous, og de ulegemlige eller intelligible Guder hører hertil. Herfra udgaar atter Verdens-sjælen, hvortil hører de guddommelige intellektuelle Former, som er forbundne med Gudernes synlige Legemer. 20 Saa kommer der forskellige Hierarkier af overmenneskelige Væsener, Ærkeengle, Arkonter (Herskere) eller Kosmokratorer Engle, Dæmoner osv. Mennesket er et Væsen af lavere Rang, af Naturen beslægtet med disse. og er i Stand til at Iære dem at kende; denne Kundskab meddeltes i Mysterierne og førte til Foreningen med Gud. 21 I Mysterierne udlægges disse Lærdomme, alle Tings Udspring fra og Tilbagevenden til det ENE og det ENES absolutte Overherredømme 22, og fremdeles blev disse forskellige Væsener manede frem og viste sig, undertiden for at belære, undertiden for at opløfte og lutre ved deres blotte Nærværelse. Guderne, siger Jamblikus, som er velvillige og naadige, meddeler med gavmild Haand deres Lys til Theurgerne, idet de hæver deres Sjæle op til sig, bringer dem i Forbindelse med sig og vænner dem, medens de endnu er i 14 Ante-Nicine Library, Bind XII, Clemens af Alexandria. Stromata Bog V, Kap, XI. 15 Initieret = Indviet. Overs. Anm. 16 Se Artiklen om Mysteries Encyclopædia Britannlca, ninth edition. 17 Psellus, citeret i Jamblikus on the Mysteries. T. Taylor, p. 343, note on p. 23, second edition. 18 Jamblikus, som ovenfor, p Intelligibel = Oversanselig. Overs. Anm. 20 Ibid, p I Artiklen om Mysticisme i Encyclopædia Britannica findes følgende om Plotinus Lære ( efter Kristus): Det ENE (den ovenomtalte højeste dud) er ophøjet over Nous og Ideerne ; det er fuldstændig hævet over Tilværelsen og kan ikke fattes med Forstanden. Idet det selv er i stadig Hvile, udstraaler det saa at sige fra sin egen Fylde et Billede af sig selv, som kaldes Notts, og som udgør den intelligible Verdens Idésystem. Sjælen er atter et Billede eller Produkt af Nous, og Sjælen frembringer ved sin Bevægelse den legemlige Materie. Sjælen er saaledes vendt mod to Sider mod Nous, hvorfra den er udsprungen, og mod det materielle Liv, som er dens eget Produkt. Den etiske Stræben bestaar i Tilbagestødning af det sanselige; selve den materielle Tilværelse er en Bortfjernelse fra Gud For at naa det yderste Maal, maa selve Tanken lades tilbage: thi Tanken er en Bevægelsesform, og Sjælens Hu staar til den ubevægelige Hvile, som hører det Ene til. Foreningen med den transcendentale Guddom er ikke saa meget Kundskab eller Vision, som Ekstase. Sammensmeltning, kontakt. Neo-Platonismen er saaledes,først og fremmest et fuldstændigt rationalistisk System; det antages, med andre Ord, at Forstanden saa at sige formaar at danne et Grundrids af Tingenes hele System. Men for saa vidt det hævdes, at der er en Gud, som er hævet over Forstanden, bliver Mysticismen i en vis Forstand det nødvendige Komplement til den Rationalisme, der mener at kunne omfatte alt. Systemet kulminerer i en mystisk Handling. 22 Jamblikus, som før, p. 73. Annie Besant 12/12 Esoterisk Kristendom

13 Legemet. til at skilles fra deres Legenier og til at ledes hen til deres evige og intelligible Princip. 23 Thi da Sjælen har et tofoldigigt Liv, det ene i Forbindelse med Legemet, men det andet adskilt fra Legemet 24, er det i høj Grad nødvendigt at lære at skille den fra Legemet, for at den saaledes kan forene sig med Guderne gennem sin intellektuelle og guddommelige Bestanddel og lære Kundskabens sande Principper og og den intelligible Verdens Sandheder at kende. 25 Gudernes Nærværelse skænker os legemlig Sundhed, sjælelig Renhed, lutret Forstand, hæver med et Ord alt i os op til dets rette Natur. Den fremstiller det, der ikke er Legeme, som Legeme for Sjælens Øje gennem Legemets Øjne. 26 Naar Guderne viser sig, opnaar Sjælen en Frigørelse fra Lidenskaberne, en oversanselig Fuldkommenhed, og en langt fuldkomnere Energi og faar Del i den guddommelige Kærlighed og en usigelig Glæde. 27 Derved vinder vi guddommeligt Liv og bliver i Sandhed guddommelige. 28 Mysteriernes Kulminationspunkt var det, hvori den indviede blev en Gud, enten ved Forening med et guddommeligt Væsen uden for ham selv eller ved Virkeligørelse af det guddommelige Selv i ham. Dette kaldtes Ekstase og var en saadan Tilstand, som den indiske Yogi vilde kalde høj Samâdhi, i hvilken det grove Legeme ligger i Trance og den frigjorte Sjæl fuldbyrder sin Forening med Gud. Denne Ekstase er egentlig talt ingen Evne, det er en Sjælens Tilstand, som forvandler den paa en saadan Maade, at den ser, hvad der før var skjult for den. Denne Tilstand vil ikke blive varig, før vor Forening med Gud er uigenkaldelig; her i det jordiske Liv er Ekstasen kun som et Lynglimt... Man kan ophøre med at blive Menneske og blive Gud; men Mennesket kan ikke samtidig være Gud og Menneske. 29 Plotinus siger, at han havde opnaaet denne Tilstand kun tre Gange indtil nu. Saaledes lærte ogsaa Proklus. at Sjælens eneste Vej til Frelse var at vende tilbage til sin intellektuelle Form og saaledes undslippe fra Fødslernes Cirkel, fra overflødige Vandringer og naa den sande Væren, den ensformige og enkle Energi i Enhedens Periode, i Stedet for den overflødigt vandrende Bevægelse i den Periode, som karakteriseres ved Forskellighed. Det er dette Liv, som søges af dem, der af Orfeus indvies i Bakkus og Proserpinas Mysterier og det er Resultatet af Udøvelsen af de lutrende eller cathartiske (rensende) Dyder. 30 Disse Dyder var nødvendige til Indvielsen i de større Mysterier, da de stod i Forbindelse med Renselsen af det fine Legeme, i hvilken Sjælen arbejdede, naar den var uden for det grove Legeme. De praktiske Dyder var knyttede til Menneskets almindelige Liv og udfordredes til en vis Grad, før han overhovedet kunde blive Aspirant til en saadan Skole, som er beskrevet nedenfor. Derefter kom de rensende Dyder, hvorved det fine Legeme, Følelsernes og den lavere Sjæls eller Manas Legeme, blev lutret; for det tredie de intellektuelle, der hørte ind under Augöeides eller Intelligensens Lysskikkelse; for det fjerde de kontemplative eller paradigmatiske, gennem hvilke Foreningen med Gud fuldbyrdedes. Porphyrius skriver: Den, som besjæles af de praktiske Dyder, er et godt Menneske; men den, som besjæles af de rensende Dyder, er et engleligt Menneske eller ogsaa en god Dæmon. Den, som besjæles af de intellektuelle Dyder alene, er en Gud; men den, som besjæles af de paradigmatiske Dyder, er Gudernes Fader Jamblikus, p. 55 og Ibid. p. 118, Ibid. p. 118, Ibid. p. 95, Ibid. p Ibid. p G. R. S. Mead. Plotinus p. 42, 30 Jamblikus, p. 364, note on p G. R. S. Mead. Orpheus, p. 285, 286. Annie Besant 13/13 Esoterisk Kristendom

14 I Mysterierne meddeltes der ogsaa megen Undervisning af Ærkeenglenes og andre Hierarkier, og Pythagoras, den store Lærer, der blev indviet i Indien, og som meddelte Kundskaben om de Ting, som er" til sine antagne Disciple siges at have været i Besiddelse af en saadan Indsigt i Musikkens Væsen, at han kunde anvende denne Kundskab til at betvinge Menneskenes vildeste Lidenskaber og oplyse deres Sind. Jamblikus anfører Eksempler herpaa i sit Værk Pythagoras Liv. Det synes sandsynligt, at Titlen Teodidaktos, som gaves Ammonius Saccas, Plotinus Lærer, ikke saa meget hentydede til det ophøjede i hans Lærdomme som til denne guddommelige Undervisning, han havde modtaget i Mysterierne. Nogle af de anvendte Symboler forklares af Jamblikus 32, som byder Porphyrius at fjerne Billedet af den symboliserede Ting fra sine Tanker og naa ind til dens intellektuelle Betydning, Saaledes betød Dynd alt, hvad der var legemligt og materielt; Gud, siddende ovenover Lotusblomsten, betød, at Gud var hævet baade over Dyndet og Intelligensen, der symboliseredes i Lotusblomsten, og sad hvilende i sig selv. Naar han sejlede i et Skib, fremstilledes derved hans Herredømme over Verden. Og saa fremdeles. 33 Om denne Anvendelse af Symboler bemærker Proklus, at den Orfiske Metode gik ud paa at aabenbare guddommelige Ting ved Hjælp af Symboler, en Metode, der er almindelig for alle dem, der skriver om guddommelig Viden. 34 Den Pythagoræiske Skole i Magna Græcia blev lukket henimod Slutningen at det sjette Aarhundrede før Kristus paa Grund af Forfølgelse fra Statens Side, men der eksisterede andre Samfund, som vedligeholdt den hellige Tradition. 35 Mead siger, at Plato gjorde den mere rationalistisk for at værne den mod den tiltagende Vanhelligelse, og de eleusinske Ritualer bevarede nogle af Formerne efter at have mistet selve Indholdet. Neo-Platonikerne optog Arven efter Pythagoras og Plato og bør studeres af dem, som ønsker at faa et Begreb om noget af den Storhed og Skønhed, der i Mysterierne bevaredes for Verden. Selve den Pythagoræiske Skole kan tjene som Type for den Disciplin, der indskærpedes. Derom giver Mead mange interessante Detaljer 36 og bemærker: Oldtidens Forfattere var enige om, at det lykkedes ved Hjælp af denne Disciplin at frembringe de højeste Eksempler, ikke alene paa den reneste Kyskhed og Følelse, men ogsaa en Ligefremhed i Væsen, en Finhed i Smag for alvorlige Beskæftigelser, som man ikke havde kendt Mage til. Dette indrømmes endog af kristne Forfattere. Skolen havde externe (ydre) Disciple der førte Familieliv og selskabeligt Liv, og ovenstaaende Citat hentyder til dem. I den indre Skole var der tre Grader den første var Tilhørerne, der i 2 Aar studerede i Stilhed, idet de gjorde deres Bedste for at tilegne sig Lærdommene; anden Grad bestod af Matematikerne, og i den lærtes der Geometri og Musik, Tals, Forms, Farvers og Lyds Natur; tredje Grad bestod af Fysikerne, der lærte Kosmogoni og Metafysik. Den førte op til de sande Mysterier. Aspiranterne til Skolen maatte have et uplettet Rygte og et tilfreds Sind. Den slaaende Lighed mellem de Methoder, der anvendtes, og de Formaal, der tilsigtedes i disse forskellige Mysterier, og de, der anvendes og stræbes efter gennem Yoga i Indien, er iøjnefaldende for den mest overfladiske Iagttager. Man behøver dog ikke at antage, at Oldtidens Nationer fik alt dette fra Indien; alle øste i lige høj Grad af samme Kilde Storlogen i Mellemasien, som udsendte sine Indviede til alle Lande. De lærte alle de samme Lærdomme og anvendte de samme Methoder, der førte til 32 Jamblikus, p. 364, note on p Jamblikus, p. 285, og følgende. 34 G. R. S. Mead. Orpheus p Ibid. p Ibid. p, 263, 271. Annie Besant 14/14 Esoterisk Kristendom

15 samme Maal. Men der var livligt Samkvem mellem alle Nationers Indviede, og der var et fælles Sprog og tælles Symbolisme. Saaledes rejste Pythagoras blandt Indierne og opnaaede i Indien en høj Indvielse, og Apollonias af Tyana fulgte senere i hans Fodspor. Fuldstændig indiske, baade i Ordlyd og i Tanke. var Plotinus Ord, idet han døde: Nu søger jeg at føre Selvet i mig tilbage til Al-Selvet. 37 Blandt Hinduerne blev der holdt strengt paa den Pligt kun at meddele den højeste Kundskab til dem, der var værdige dertil. Det dybeste Mysterium ved Kundskabens Maal... maa ikke aabenbares til den, som ikke er Søn eller Myndling, og som ikke er rolig af Sind. 38 Efter en Bekrivelse af Yoga læser vi saa igen: Staa op! vaagn op! naar du har fundet de Store, lyt saa! Vejen er ligesaa vanskelig at befare, som den skarpe Æg af en Ragekniv. Saaledes siger de Vise. 39 En Lærer er nødvendig; thi den skrevne Lære alene er ikke tilstrækkelig. Kundskabens Maal er at kende Gud ikke alene at tro; at blive eet med Gud ikke alene at tilbede ham fra det Fjerne. Mennesket maa kende Virkeligheden af den guddommelige Tilværelse og derpaa vide ikke alene have en vag Tro, et ubestemt Haab at hans eget inderste Selv er eet med Gud, og at Livets Formaal er at virkeliggøre denne Enhed. Hvis Religionen ikke kan føre et Menneske til denne Virkeliggørelse er den kun som lydende Malm eller en klingende Bjælde. 40 Det blev ogsaa sagt, at Mennesket skulde lære at forlade det grove Legeme: Lad et Menneske med Fasthed skille den (Sjælen) fra dens eget Legeme, ligesom et Græsstraa fra dets Skede. 41 Og der stod skrevet: I det gyldne, højeste Hylster dvæler den pletfri, uforanderlige Brahman; det er det straalende, hvide Lys for alle Lys, der er kendt af dem, som kender Selvet. 42 Naar Seeren ser den gyldent-farvede Skaber, Herren, Aanden, hvis Moderliv er Brahman, da naar den pletfri Vise den højeste Forening efter at have bortkastet Dyder og Lyder. 43 Ogsaa Hebræerne havde deres hemmelige Kundskab og Initiations-Skoler. Profet- Samfundet i Najoth, i hvilket Samuel 44 indtog Forsædet, var en saadan Skole, og den mundtlige Lære overleveredes gennem dem. Lignende Skoler fandtes i Bethel og Jeriko 45 og i Crudens Konkordans 46 findes følgende interessante Note: Profeternes Skoler eller Kollegier er de første (Skoler), som vi finder omtalt i den hellige Skrift, hvor Profeternes Børn, dvs. deres Disciple, førte et tilbagetrukket, strengt Liv, optagne af Øvelser, Studier og Meditation og læsende om Guds Lov... Disse Profeternes Skoler eller Samfund efterfulgtes af Synagogerne. Kabbalaen, som indeholder den halvt offentlige Lære, er som den nu foreligger, en moderne Samling, idet en Del deraf er et Værk af Rabbi Moses de Leon, som døde Den bestaar af fem Bøger, Bahir, Sohar, Sepher, Sephiroth, Sepher Yetzirah og Asch Metzareth, og den paastaas at være en mundtlig Overlevering fra meget gamle Tider for saa vidt Oldtiden falder inden for de historiske Tider. Dr. Wynn Westcott siger, at den hebræiske Tradition henlægger de ældste Dele at Zohar til en Tid, der gik forud for det andet Tempels Opførelse ; og Rabbi Simeon ben Jochai siges at have nedskrevet noget deraf i det første Aarhundrede efter Kristus. Sepher Yetzirah omtales af Saadjah Gaon, der døde 940 efter Kr., som meget gammel. 47 Nogle Dele af den gamle mundtlige Lære er 37 G. R. S. Mead. Plotinus, p Shvetâshvataropanishat. VI, Kathopanishat, III, Kor. XIII, Kathopanishat, VI, Mandakopanishat, II, II, I. Sam. XIX, Ibid. III, I, II. Kong. II. 2 og Under Skole. 47 Dr. Wynn Westcott. Sepher Yetzirah, p. 9. Annie Besant 15/15 Esoterisk Kristendom

16 blevne optagne i Kabbalaen, saaledes som den nu foreligger, men Hebræernes sande arkaistiske (gamle) Visdom bevares af nogle faa af Israels sande Sønner. Kortfattet, som dette Omrids er, er det tilstrækkeligt til at vise, at der findes en skjult Side i Verdensreligionerne uden for Kristendommen, og vi skal nu undersøge det Spørgsmaal, om Kristendommen var en Undtagelse fra den almindelige Regel. Annie Besant 16/16 Esoterisk Kristendom

17 Kapitel II. Kristendommens Skjulte Side. a. Den hellige Skrifts Vidnesbyrd. Efter at vi har set, at Fortidens Religioner alle som een gjorde Fordring paa at have en skjult Side, at være Vogtere af Mysterier, og at denne Fordring anerkendtes, idet de største Mænd søgte Indvielse, maa vi nu se at komme paa det rene med, hvor vidt Kristendommen staar uden for denne Kreds af Religioner og er ene om ikke at have nogen Gnosis, idet den kun byder Verden en simpel Tro og ikke en dyb Kundskab. Var det Tilfældet, vilde det i Sandhed være en sørgelig og beklagelig Kendsgerning, som vilde vise at Kristendommen kun var bestemt for een Klasse og ikke for alle Mennesketyper. Men at dette ikke er Tilfældet, vil vi kunne bevise saaledes, at al fornuftig Tvivl udelukkes. Og dette Bevis er det, Kristendommen for Øjeblikket allerhaardest trænger til; thi selve Kristendommens Blomst er ifærd med at visne af Mangel paa Kundskab. Hvis den esoteriske Lære kan bringes paa Fode igen og vinde taalmodige og alvorlige Dyrkere, vil det ikke vare længe, før ogsaa den okkulte Lære vækkes til Live igen. Disciple i de mindre Mysterier vil blive Aspiranter til de højere, og ved at Kundskaben genvindes, vil ogsaa Lærens Autoritet genoprettes. Og Trangen dertil er i Sandhed stor. Thi naar vi ser paa den os omgivende Verden, finder vi, at Religionen i Vesten netop lider under den Vanskelighed, som vi ifølge vor Teori maatte vente. Efter at Kristendommen har mistet sin mystiske og esoteriske Lære, har den ogsaa mistet sit Tag i et stort Antal af de mere dannede, og den delvise Genoplivelse i de senere Aar falder sammen med Genindførelsen af noget af den mystiske Lære. Enhver, der nøje har fulgt de sidste fyrretyve Aar af det sidste Aarhundrede, ser tydeligt, at en Mængde tænkende og moralske Mennesker har vendt Kirkerne Ryggen, fordi de Lærdomme de modtog der, stod i Strid med deres Fornuft og stødte deres moralske Sans. Det kan ikke hjælpe, at man vil paastaa, at den almindelig udbredte Agnosticisme har sin Rod enten i Mangel paa Moralitet eller i overlagt Slethed i Sindet. Enhver, der omhyggeligt studerer Fænomenerne, vil indrømme, at meget intelligente Mennesker er blevne drevne ud af Kristendommen paa Grund af de religiøse Ideers Umodenhed, som de mødte der, paa Grund af Modsigelserne i de autoritetsmæssige Lærdomme, i Anskuelserne om Gud, Mennesket og Universet, Anskuelser, som ingen udviklet Intelligens paa nogen mulig Maade kunde gaa ind paa. Heller ikke kan det siges, at der laa nogensomhelst moralsk Fordærvelse til Grund for Opstanden mod Kirkens Dogmer. Oprørerne var ikke for slette for deres Religion; det var tværtimod Religionen, der var for slet for dem. Opstanden mod den folkelige Kristendom skyldtes Samvittighedens Opvaagnen og Vækst, det var Samvittigheden, der gjorde Oprør, ligesom ogsaa Intelligensen, imod Lærdomme, der var i lige høj Grad vanærende for Gud og Mennesket, idet de fremstillede Gud som en Tyran og Mennesket som i sit Væsen ondt, opnaaende sin Frelse ved slavisk Underdanighed. Grunden til denne Opstand laa i, at den kristne Lære lidt efter lidt sank ned til Enfoldighed, saa selv de mest uvidende kunde fatte den. Protestantiske Pietister hævdede højt og lydeligt, at der ikke maatte prækes andet, end hvad enhver kunde fatte; at det gode ved Bibelen netop var dens Letfattelighed, og at baade Barnet og den uoplyste bør kunde fatte den og leve paa den. Det er ganske rigtigt, for saa vidt Annie Besant 17/17 Esoterisk Kristendom

18 som dermed menes, at der er nogle religiøse Sandheder, som alle kan fatte, og at én Religion forfejler sit Kald, hvis den lader de lavest staaende, de mest uvidende, de sløveste blive staaende uden for dens løftende Indflydelse. Men falskt, fuldstændig falskt er det, hvis dermed menes, at Religionen ingen Sandheder har, som de uvidende ikke kan forstaa, at den er saa fattig og begrænset, at den intet har at lære dem, der er hævet over de uintelligentes Tanke eller over de dybt sunknes moralske Niveau. Skæbnesvangert falskt, hvis det er Meningen; thi efterhaanden som denne Anskuelse vinder Udbredelse, idet den forkyndes fra Prædikestolene, trækker mange ædle Mænd og Kvinder der er dybt fortvivlede, idet de sønderriver de Baand, der binder dem til deres Barnetro sig tilbage fra Kirkerne, og deres Pladser indtages af de uvidende og tankeløse. Enten gaar de over til passiv Agnosticisme, eller hvis de er unge og entusiastiske til ligefremt Angreb, idet de ikke tror, at det kan være det højeste, som i lige høj Grad forarger Fornuften og Samvittigheden, og de foretrækker ærlig, aabenlys Vantro, fremfor at forgifte Fornuft og Samvittighed paa en Autoritets Bud, i hvilken de ikke kan se noget som helst Guddommeligt. Naar vi saaledes studerer vor Tids Tænkesæt, ser vi, at Spørgsmaalet om en skjult Lære i Forbindelse med Kristendommen bliver af den yderste Vigtighed. Skal Kristendom-men vedblive at leve som Vestens Religion? Skal den leve Fremtidens Aarhundreder igennem og vedblive at spille en Rolle, idet den former de evolverende vestlige Racers Tænkesæt? Skal den leve, maa den genvinde den Kundskab, den har tabt og atter komme i Besiddelse af sine mystiske og okkulte Lærdomme; den maa atter træde frem som myndig Lærer i aandelige Sandheder, beklædt med den eneste Myndighed, der er noget værd, Kundskabens Myndighed. Hvis disse Lærdomme genvindes, skal man snart spore deres Indflydelse i videre og dybere Opfattelser af Sandheden; Dogmer, som nu blot synes tomme Skaller og Lænker, skal igen ses som delvise Fremstillinger af fundamentale Virkeligheder. Først vil den esoteriske Kristendom vise sig igen paa det Hellige Sted i Templet, saa at alle, der er modtagelige for den, kan følge de Tanker, den fremsætter offentligt; dernæst vil den okkulte Kristendom atter stige ned i Adytum 48, dvælende bag det Slør, som dækker det Allerhelligste, hvor kun deri Indviede indlades. Da vil den okkulte Lære igen være tilgængelig for dem, som gør sig værdige til at modtage den efter de gamle Regler, for dem, som i den nyere Tid er villige til at opfylde de gamle Fordringer, der stilledes til dem, som ønskede at lære de aandelige Tings Virkelighed og Sandhed at kende. Atter vender vi vort Blik mod Historien for at se, om Kristendommen blandt Religionerne var ene om ikke at have nogen indre Lære, eller om den lignede alle de andre i at eje denne skjulte Skat. Et saadant Spørgsmaal er ikke blot en Teori, det maa bevises og afgøres ved Hjælp af de eksisterende Dokumenters Autoritet og ikke ved de nyere Kristnes blotte Paastand. Det er en Kendsgerning, at baade det nye Testamente og den første Kirkes Skrifter indeholder de samme Udsagn om Kirkens Besiddelse af saadanne Lærdomme, og af dem ser vi, at der eksisterer Mysterier som kaldtes Jesu Mysterier eller Kongerigets Mysterier fremdeles hvilke Betingelser, der stilledes til Aspiranterne, noget af de givne Lærdommes almindelige Natur og andre Detaljer. Visse Steder i det nye Testamente vilde være aldeles uforstaaelige, hvis der ikke kastedes Lys over dem af Kirkefædrenes og Biskoppernes bestemte Udsagn; men i det Lys bliver de klare og forstaaelige. Det vilde i Sandhed have været mærkeligt, om det ikke havde været saaledes, naar vi tager det religiøse Tankesæt i Betragtning, hvoraf den første Kristendom 48 Adytum = Et hemmeligt Sted i de gamles Templer, hvor Oraklerne forkyndtes. Overs. Anm. Annie Besant 18/18 Esoterisk Kristendom

19 paavirkedes. Staaende i Forbindelse med Hebræerne, Perserne og Grækerne, farvet af Indiens ældre Trosbekendelser, dybt gennemsyret af ægyptisk og syrisk Tænkning, kunde denne yngre Gren paa den store religiøse Stamme ikke andet end fremdeles hævde de gamle Traditioner og give de vestlige Racer Lejlighed til at tilegne sig hele den gamle Læres Skat. Den Tro, som engang overleveredes til de Hellige, vilde i Sand-hed være bleven berøvet sit højeste Værd, hvis den esoteriske Læres Perle var bleven holdt tilbage ved denne Tros Overlevering til Vesten. Det første Vidnesbyrd, der maa undersøges, er det, vi finder i det nye Testamente. Vi behøver ikke at plage os med Spørgsmaalene om forskellige Læsemaader og forskellige Forfattere, som kun kan afgøres af de Lærde. Den lærde Kritik kan fortælle os meget om Manuskripters Ælde, om Dokumenters Ægthed osv. Men vi behøver ikke at sysselsætte os dermed. Vi kan anerkende de kanoniske Skrifter og af dem se, hvad der i den første Kirke blev troet med Hensyn til Kristi og hans umiddelbare Efterfølgeres Lære, og hvad de siger angaaende Tilværelsen af en hemmelig Lære, der kun blev given til de faa. Efter at have set, hvilke Ord der tillægges Jesus selv, og som af Kirken betragtes som den højeste Autoritet, vil vi se paa den store Apostel St. Pauli Skrifter; derefter vil vi betragte deres Udsagn, der arvede den apostoliske Tradition og styrede Kirken i de første Aarhundreder efter Kristus. Ved Hjælp af denne sammenhængende Række af Traditioner og skriftlige Vidnesbyrd kan den Paastand, at Kristendommen har en skjult Side, fastslaas. Fremdeles vil vi finde, at den mystiske Fortolknings mindre Mysterier kan spores gennem Aarhundrederne til Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, og at, skønt der efter Mysteriernes Forsvinden ikke har været Skoler i Mysticisme, der var anerkendte som Forberedelse til Indvielse, store Mystikere dog fra Tid til anden har naaet de lavere Stadier af Ekstase ved Hjælp af deres egne vedholdende Anstrengelser. som uden Tvivl støttedes af usynlige Lærere. Selve Mesterens Ord er klare og bestemte og blev, som vi skal se, anført af Origenes som hentydende til den hemmelige Lære, der opbevaredes af Kirken. Men der han var alene, spurgte de, som var omkring ham, tilligemed de tolv ham om denne Lignelse. Og han sagde til dem: det er eder givet at vide Guds Riges Hemmelighed; men for dem, som ere udenfor, bliver det altsammen givet i Lignelser. Og senere: Og han talede Ordet til dem med mange saadanne Lignelser, efter som de kunde fatte det. Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det altsammen for sine Disciple. 49 Mærk de betydningsfulde Ord: i Enrum og Sætningen: dem, som ere udenfor. Saaledes ogsaa i følgende Oversættelse af St. Matthæus: Da lod Jesus Folket fare og gik ind i Huset, og hans Disciple gik til ham. Om disse Lærdomme, givne i Huset, dvs.: den dybeste Betydning af hans Undervisning, paastodes det, at de overleveredes fra Lærer til Lærer. Man huske vel paa, at Bibelen giver den allegoriske, mystiske Forklaring, som vi har kaldt de mindre Mysterier, men den dybere Betydning sagdes kun at blive meddelt de Indviede. Atter siger Jesus endog til sine Apostle: Jeg haver endnu meget at sige eder, men I kunne ikke bære det nu. 50 Noget deraf blev sandsynligvis sagt efter hans Død, da han blev set af sine Disciple og talede om de Ting, der høre til Guds Rige. 51 Intet deraf er blevet offentligt fremsat; men hvem kan tro, at det er blevet ringeagtet eller glemt og ikke er blevet overleveret som et uvurderligt Eje? Der gik det Sagn i Kirken, at han efter sin Død besøgte sine Disciple i temmelig lang Tid for at undervise dem hvortil der senere skal blive henvist og i den bekendte gnostiske Afhandling Pistis Sophia 49 St. Mark. IV, 10, 11, 33, 34. Se ogsaa St. Matth. XIII, 11, 34, 36 og St. Lucas VIII St. Joh. VI, Apost. Gern. I. 3. Annie Besant 19/19 Esoterisk Kristendom

20 læser vi : Det skete, da Jesus var opstanden fra de Døde, at han tilbragte elleve Aar med at tale med sine Disciple og undervise dem. 52 Saa er der den Sætning, som mange gerne vil mildne og bortforklare: Giver ikke Hundene det Hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svinene 53 en Forskrift, som i Sandhed kan finde almindelig Anvendelse, men som den første Kirke betragtede som hentydende til den hemmelige Lære. Man maa huske paa at disse Ord ikke lød saa slemt i hine gamle Dage, som de nu gør; thi Ordene Hunde ligesom de Vulgære, de Profane", anvendtes af dem, der hørte til en bestemt Kreds, enten det nu var et Samfund, en Forening eller en Nation, om alle dem, der stod udenfor saaledes af Jøderne om alle Hedninger 54. Det brugtes undertiden for at betegne dem, der stod uden for de Indviedes Kreds, og i den første Kirke finder vi det brugt i denne Betydning; de der blev betragtede som staaende uden for Guds Rige eller det aandelige Israel, fordi de ikke var blevne indviede i Mysterierne, blev kaldte med dette Navn. Der var adskillige Benævnelser foruden Udtrykket Mysteriet eller Mysterierne, der brugtes til at betegne den hellige Kreds af de Indviede eller det, der stod i Forbindelse med Indvielsen: Riget, Guds Rige, Himlens Rige, Den smalle Vej, Den snævre Port, De Fuldkomne, De Frelste, Det evige Liv, Livet, Den anden Fødsel, En Lille, Et lidet Barn. Meningen bliver tydeliggjort ved disse Ords Anvendelse i de første kristne Skrifter og i nogle Tilfælde endog uden for det kristne Omraade. Saaledes brugtes Udtrykket De Fuldkomne" af Essenerne, som havde tre Grader i deres Samfund: Neofyterne (de Nyomvendte), Brødrene og de Fuldkomne, hvilke sidste var Indviede og i denne Betydning bruges det i Almindehed i gamle Skrifter. Det lille Barn var den almindelige Benævnelse for en Aspirant der lige var bleven indviet, dvs. som lige havde gennemgaaet sin anden Fødsel. Naar vi kender denne Anvendelse, bliver mange dunkle og ellers skurrende Steder forstaaelige. Men En sagde til ham: Herre! mon de ere faa, som bliver salige? Da sagde han til dem: Stræber alvorligen at indgaae igennem den snævre Port; thi mange, siger jeg eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne. 55 Hvis dette paa den almindelige protestantiske Maade anvendes om Frelsen fra den evigt varende Helvedesild, bliver Udsagnet utroligt og anstødeligt. Ingen Verdensfrelser kan antages at ville paastaa, at mange ville søge at undgaa Helvede og at komme i Himlen, men ikke vil være i Stand til at gøre det. Men naar det anvendes paa Indvielsens snævre Port og paa Frelse fra atter at fødes, er det fuldkomment sandt og naturligt. Saaledes fremdeles: Gaar ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred, som fører hen til Fordærvelse, og de ere mange, som gaae ind igennem den; men den Port er snæver og den Vej er trang, som fører hen til Livet, og de ere faa, som finde den 56. Den umiddelbart derefter følgende Advarsel imod de falske Profeter, mod de mørke Mysteriers Lærere, er i denne Forbindelse meget træffende. Enhver Forsker vil være kendt med disse Ord, der bruges i samme Betydning i andre Skrifter. Den gamle smalle Vej lyder bekendt for alle; den Vej, der er vanskelig at vandre som den skarpe Æg paa en Ragekniv 57, er allerede omtalt; Vandringen fra Død til Død for dem, som følger Begærets blomsterstrøede Vej, som ikke kender Gud; thi kun de Mennesker, som har frigjort sig for ethvert Begær, bliver udødelige og undslipper Dødens store Svælg og stadig gentagen Tilintetgørelse 58. Hentydningen til Døden gælder naturligvis Sjælens gentagne Fødsel til den grove, materielle Tilværelse, der 52 Pistis Sophia. Oversat af G, R. S. Méad I. I St. Matthæus VII Saaledes til den græske Kvinde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde. St. Mark. VII, St. Lukas VIII, 23, St. Matth. VII, 13, Kathopanishat II, IV Brihadâranykopanishat IV. IV. 7. Annie Besant 20/20 Esoterisk Kristendom