den rytmiske romantiker Uddrag af Lars Boye Jensens bog Den rytmiske romantiker. Bestil bogen på > Catfish Row

Transkript

1 Uddrag af Lars Boye Jensens bog Den rytmiske romantiker. Bestil bogen på > Catfish Row Gershwins største værk, Porgy and Bess, kom til verden midt under depressionen i trediverne. I modsætning til tyvernes mere pjankede musicals blev der her taget fat på de store følelser som sorg, glæde, tro, håb, kærlighed, jalousi og had. Ideen til Porgy and Bess var opstået mange år før. Allerede i midten af tyverne havde Gershwin læst en bog, som han slugte i én mundfuld. Det drejede sig om DuBose Heywards roman Porgy, en arketypisk fortælling om de sorte beboere i Catfish Row, et lille samfund i sydstaterne. Gershwin indså med det samme, at bogens handling var perfekt som basis for et stort musikdramatisk værk. Han skrev derfor straks til DuBose Heyward, som ikke var afvisende overfor ideen. Af forskellige grunde skulle der dog gå mange 60

2 år, inden Gershwin kunne gå videre med sine planer. Først og fremmest var der det problem, at Heywards kone allerede var i fuld gang med at skrive et skuespil, der byggede på den samme bog. Dette stykke blev sat op i 1927 i New York. Men der var også andre, der havde fået øje på de dramatiske muligheder i Heywards historie. Instruktøren Cecil B. DeMille ville indspille en stumfilm. Og i begyndelsen af 30 erne planlagde Al Jolson en musical med komponisten Jerome Kern og sangskriveren Oscar Hammerstein som samarbejdspartnere. Ingen af de versioner blev dog til noget, og under alle omstændigheder havde Gershwin også noget helt andet i tankerne. Han ville skrive en opera. Forfatteren DuBose Heyward var født i Charleston i South Carolina og stammede fra en af de gamle aristokratiske familier i sydstaterne. Han havde arvet sin mors store interesse for den lokale Gullah-befolkning. Det var efterkommere af frigivne slaver, der dyrkede en særlig kultur med rødder i Vestafrika. Desuden havde Heyward arbejdet blandt de sorte havnearbejdere i Charleston og kendte derfor miljøet ud og ind. Her havde han især udviklet et godt øre for den særlige dialekt, der blev talt i dette område. Heywards bog om beboerne i det lille havnekvarter blev straks en stor succes. Og den var også i høj grad forud for sin tid. For mens andre forfatteres syn på sorte var nedladende, skrev Heyward med respekt, fascination og dyb indføling. Historien om Porgy byggede løst 61

3 på en virkelig person i Charleston, en sort tigger ved navn Samuel Smalls. Han var invalid og kom omkring i en lille vogn, trukket af en ged. Vognen var bygget af gamle sæbekasser, hvis påtrykte lovprisninger af et bestemt vaskemiddel stod noget i kontrast til den sikkert ikke særligt velduftende ged. Heyward gjorde Porgy til helt i en intens historie, der både rummede tempo, komik og rørende optrin. Det var dette farverige drama, der havde fascineret Gershwin og givet ham ideen til en opera. Gershwin ønskede, at Porgy and Bess skulle være en forestilling for alle. Så i stedet for at lave en aftale med the Metropolitan Opera skrev han og DuBose Heyward i oktober 1933 kontrakt med the Theatre Guild, et teaterselskab på Broadway. Og ved at vælge dette selskab kunne Gershwin også få opfyldt sit krav om, at der kun skulle medvirke sorte sangere i operaen. På det tidspunkt var Gershwin netop begyndt som vært i radioprogrammet Music by Gershwin, der blev sendt to gange ugentlig. Titlen var lettere misvisende, for Gershwin præsenterede også musik af andre komponister og små interviews. Programmet var sponseret af afføringsmidlet Feen-a-Mint. Men om Gershwin, der tit var plaget af hård mave, egentlig var en speciel god reklame for dette produkt, står hen i det uvisse. Men under alle omstændigheder gav radioindtægterne Gershwin mulighed for at koncentrere sig om at komponere sin opera. 62

4 Samarbejdet mellem Gershwin og Heyward gik til at begynde med trægt. Det faste engagement ved radioen forhindrede Gershwin i at rejse, og Heyward foretrak at skrive hjemme i South Carolina. De to fulgte derfor en rutine, der gik ud på, at Heyward sendte sine færdige sangtekster op til New York, hvor Gershwin så skrev musikken. Det var en uvant situation for dem begge. Heyward havde ikke prøvet at lave sangtekster før, og Gershwin plejede normalt at komponere sine melodier, inden der blev sat ord til. Sikkert derfor kom Gershwins bror Ira hurtigt med på holdet. Her rettede han nogle af teksterne til og skrev også flere af dem egenhændigt. D. 16. juni rejste Gershwin til South Carolina for at få mere inspiration til musikken. På den lille ø Folly Island ud for Charleston lejede han en lille hytte, som han straks døbte Follywood. Et pompøst navn for det primitive logi, der lå langt under den standard, Gershwin kendte fra New York. Ganske vist stod der et klaver i hytten, men telefon og varmt vand måtte han undvære. Til gengæld kunne han nyde udsigten til hajer og marsvin, der tumlede rundt i Atlanterhavet, eller kigge på kæmpeskildpadder, som kravlede op på stranden for at lægge æg eller sove. Og om natten lå han vågen og lyttede til fårekyllinger og myg. Gershwin blev dog især inspireret af al musikken, sangen og dansen, som blomstrede blandt øens sorte befolkning. En aften deltog Gershwin i et bønnemøde i en kirke. Der var 63

5 ingen musikinstrumenter menigheden akkompagnerede selv fællesangen ved at klappe og trampe i et indviklet rytmisk mønster. Denne tradition, der utvivlsomt stammede fra Afrika, blev kaldt shouting.»jeg glemmer aldrig den aften, da George begyndte at shoute med dem,«fortalte DuBose Heyward senere,»og da han til sidst til deres store begejstring stjal scenen fra forsangeren. Jeg tror, han måske er den eneste hvide mand i Amerika, der kunne have gjort det.«ved en anden lejlighed gik Gershwin og Heyward forbi en kirke. Pludselig blev han fanget af noget musik i en stil, han ikke havde hørt før. Koret bestod af seks medlemmer, der hver sang deres egen lille melodistump. Men selvom ingen af dem begyndte samtidig, og selvom de sang forskellige temaer, smeltede det hele alligevel sammen til ét. Det var»næsten frygtindgydende i dets primitive intensitet,«huskede Heyward. Efter at Gershwin var vendt hjem, begyndte han selv at vælge sangerne ud til de forskellige roller. Alle de medvirkende var som nævnt sorte, bortset fra nogle enkelte, der kun havde nogle få replikker. Som Porgy havde han først tænkt på Paul Robeson, der dog ikke var ledig. Han lyttede til omkring hundrede sangere, inden han kom på sporet af Todd Duncan. Det var en bariton, der underviste på Howard University i Washington og også havde sunget opera. Den høje, velbyggede sanger var dog noget skeptisk over for Gershwins musik. Duncan havde ikke meget til overs for de populære 64

6 sange, som han følte lå under sin værdighed. Men alligevel sagde han ja til at møde op til en optagelsesprøve i Gershwins lejlighed. En søndag ankom Duncan så med en stak noder under armen. I modsætning til de fleste andre, som Gershwin havde prøvet til rollen, sang han ikke Ol Man River og lignende travere, men begyndte i stedet på en italiensk arie. Efter nogle få takter stoppede Gershwin ham og spurgte:»vil du være min Porgy?«Duncan var dog stadig modvillig og forklarede, at han måtte høre noget af operaen, inden han kunne sige ja. Ugen efter mødte Duncan op igen med sin kone og lyttede, mens Gershwin-brødrene sang og spillede hele operaen igennem.»sikke noget møg,«hviskede Duncan til sin kone,»men jo mere de spillede, jo smukkere synes jeg musikken var. Da der var gået tyve minutter eller en halv time følte jeg, som om jeg var i himlen.«da George og Ira var færdige, sad Duncan med blanke øjne. Hans betænkeligheder var væk. Den anden hovedrolle, Bess, blev besat på en anden måde. Anne Brown, en ung sangerinde, havde netop taget eksamen fra the Juillard School of Music og havde læst i avisen om Gershwins nye opera. Hun skrev til ham, og efter at han havde hørt hende, blev hun engageret som en slags forsøgskanin. Derefter besøgte hun ham tit for at afprøve de forskellige sange og har sikkert også håbet på at komme med i operaen. Hun må have gjort indtryk på Gershwin, for efter nogen tid tilbød han hende rollen som Bess. 65

7 Instruktionen af sangerne blev betroet Rouben Mamoulian, mens valget som dirigent faldt på Alexander Smallens. Orkestret var med 45 musikere omkring dobbelt så stort som andre Broadway-orkestre på den tid. Et vigtigt kendetegn ved Porgy and Bess er den store rolle, som koret spiller, og heller ikke her blev der sparet. Man havde hyret Eva Jessye Choir, der normalt bestod af 20 sorte sangere, men til denne anledning var også det udvidet til dobbelt størrelse. Inden prøverne kunne begynde for alvor, ventede der dog Gershwin en vigtig opgave: at orkestrere musikken. Det var noget, han havde prøvet kræfter med utallige gange før bl.a. i alle sine hidtidige orkesterværker med undtagelse af Rhapsody in Blue. Hvad han ikke havde gjort før, var at orkestrere så stort et værk som Porgy and Bess. I februar 1935 rejste Gershwin derfor til Palm Beach i Florida, hvor hans ven Emil Mosbacher sørgede for den nødvendige arbejdsro.»der er en million toner, så det går langsomt,«klagede Gershwin i et brev til sin bror. Men efter fem måneders hårdt arbejde var han færdig med de to første akter, og en mindre hær af nodeskrivere kunne nu gå i gang med at skrive de enkelte instrumentstemmer ud fra partituret. D. 19. juli fik Gershwin lejlighed til selv at høre resultatet. Den dag dirigerede han et 43-mands orkester, mens Todd Duncan, Anne Brown og andre hovedpersoner sang. Derefter fortsatte Gershwin med at orkestrere tredje akt, der blev færdig i slutningen af august. Tyve 66

8 måneders arbejde med partituret til Porgy and Bess var slut, og endelig kunne prøverne begynde. Instruktøren Rouben Mamoulian forklarede, at den første prøvedag altid»efterlader én fuldstændig udmattet og sædvanligvis en smule nedtrykt. Det var sådan, jeg følte efter den første dag med Porgy and Bess.«Mens Mamoulian samme aften sad og var opfyldt af selvmedlidenhed, fik han imidlertid en opringning fra Gershwin»Det gjorde mig glad,«skrev Mamoulian,»for jeg trængte til lidt opmuntring og et par venlige ord.jeg kunne ikke lade være med at ringe til dig,«indledte Gershwin.»Jeg er så begejstret og fornøjet over prøven i dag.«mamoulian begyndte allerede at få det bedre, da Gershwin fortsatte:»selvfølgelig har jeg altid vidst, at Porgy and Bess var vidunderlig, men jeg har aldrig troet, jeg ville føle, som jeg føler nu. Jeg siger dig, efter at have hørt den prøve i dag synes jeg, musikken er så pragtfuld jeg kan næsten ikke forstå, at det er mig, der har skrevet den!«mamoulian kunne nu ellers godt have fortjent et skulderklap. Det var hans enorme ansvar at få det vældige apparat af sangere, kor, orkester og kulisser til at fungere som et færdigt musikalsk og dramatisk hele i løbet af de næste fem uger. Det var også Mamoulian, der havde instrueret skuespillet Porgy, som operaen var baseret på. Her var han blevet kendt som en genial, men også egenrådig instruktør. Fra begyndelsen af prøverne havde han gjort helt klart, at han omgående ville tage 67

9 sit gode tøj og gå, hvis tingene ikke gik lige efter hans hoved. Heldigvis var de fleste af de medvirkende både højtuddannede og erfarne sangere, så prøverne forløb i forholdsvis god ro og orden. Det vil sige, med den ene undtagelse, der bekræftede reglen. Gershwins valg af kunstner i rollen som Sportin Life var faldet på John W.»Bubbles«Sublett. Han var en af stepdansens fædre og havde inspireret bl.a. Fred Astarie, der beundrede ham meget. Problemet var, at John Bubbles sjældent dukkede op til tiden i forbindelse med prøverne. Og når han endelig ankom, var det ofte i en umiskendelig odør af marihuana og det, der var værre. Denne attitude fik en dag dirigenten Alexander Smallens til at eksplodere.»jeg er dødtræt af denne venten. Vi er nødt til at smide ham ud og få fat i en anden,«tordnede han.»smide ham ud?«spurgte Gershwin.»Det kan du ikke gøre. Han er jo den sorte Toscanini!«For at føje spot til skade havde Bubbles også store problemer med at lære sin rolle. Han havde ganske vist fået partituret i forvejen, men eftersom han ikke kunne læse noder, var det ikke til megen hjælp. Og mærkeligt nok havde han især svært ved f.eks. den tredelte melodirytme i It Ain t Necessarily So. Gershwin fandt løsningen ved at danse sammen med ham, så alle rytmer, toner og stikord blev prentet ind med fødderne. Siden lavede Bubbles ikke en eneste fejl. På et tidspunkt i prøveforløbet trængte de hårdtarbejdende skuespillere og sangere til et lille afbræk. Der 68

10 blev derfor arrangeret en udflugt til det nærliggende Long Island, hvor det så var tanken, at de kunne slappe lidt af. Men den landlige fred og ro var det så som så med, for i de tre dage opholdet varede, sad Gershwin ved klaveret fra morgen til aften og spillede al musikken fra Porgy and Bess. Da tidspunktet for premieren nærmede sig, blev der arrangeret en slags generalprøve i Carnegie Hall med orkester, kor og sangere. For første gang kunne de medvirkende få en fornemmelse af operaen i dens helhed. Gennemspilningen gjorde et stort indtryk på alle, men den afslørede et stort problem: Forestillingen var for lang. Inden Porgy and Bess fik premiere i New York spillede den en uge i Boston. Selvom operaen nu var blevet forkortet lidt, varede den stadig over fire timer. Efter lange diskussioner blev den yderligere skåret ned med godt en halv time. Det er usikkert, om Gershwin gik helt frivilligt med til dette, eller om han bøjede sig efter pres fra den berømte instruktør. Og denne usikkerhed har siden rejst tvivl om, hvilken udgave af Porgy and Bess, der egentlig er den oprindelige og ægte: Forestillingen, som den blev opført i Boston eller senere i New York? En tredje mulighed er at betragte det komplette klaverpartitur, der blev udgivet inden premieren, som den autentiske kilde. For nok godtog Gershwin de mange udeladelser i Boston og New York. Men han tog aldrig selv skridt til at lave en ny, revideret udgave af klaverpartituret. Og senere skrev han en mindre suite 69

11 for orkester, hvor mange af de strøgne afsnit fra operaen blev præsenteret. Under alle omstændigheder var publikum begejstrede for den udgave af Porgy and Bess, der havde premiere d. 10. oktober på the Alvin Theatre i New York. Forestillingen blev afbrudt flere gange undervejs af klapsalver, og til sidst fulgte et halvt dusin fremkaldelser. Bagefter var der arrangeret en stor fest for alle de medvirkende på Park Avenue i en lejlighed, der tilhørte bladkongen Conde Nast. Det må have knebet med pladsen, for der var inviteret over 400 gæster, som blev underholdt af et latinamerikansk orkester og Paul Whitemans band. Dagen efter var anmelderne til gengæld knap så begejstrede, men omvendt heller ikke så negative, som eftertiden har gjort dem til. De mest positive var teaterkritikerne, mens musikanmelderne var mere forbeholdne. Men fælles for begge grupper var, at de dybest set nok var usikre på, hvordan man skulle vurdere Gershwins opera. Var denne blanding af jazzede toner og klassisk musik nu også god smag? Drejede det sig ikke bare om en stribe melodiøse hits, kædet sammen med musikalsk tomgang? Og var Porgy and Bess overhovedet en opera eller i stedet en musical? Det var nogle af de spørgsmål, som anmelderne baksede med. Og ikke så mærkeligt. For Porgy and Bess brød med både skrevne og uskrevne regler. 70

12 Uanset anmeldernes vægelsind blev Porgy and Bess opført 124 gange for en opera næppe en fiasko. Til gengæld kneb det med at få økonomien til at hænge sammen. Efter den sidste opførelse i januar 1936 tog forestillingen på turné til Philadelphia, Pittsburgh, Chicago, Detroit og Washington, DC. Gæstespillet her var nær gået i vasken, da Anne Brown og Todd Duncan nægtede at synge på the National Theatre, der på det tidspunkt var raceopdelt. Men bl.a. takket være Gershwins indgriben blev teatrets racepolitik annulleret i den uge, hvor Porgy and Bess blev opført. Gershwins opera blev først sat op igen i 1942 i en væsentlig ændret udgave, hvor alt var reduceret: Orkestret, koret, kulisserne og spilletiden. Herhjemme kan vi være stolte af, at Danmark var det første land udenfor USAs grænser, der satte Porgy and Bess op. Det skete på Det Kongelige Teater i 1943 som en raffineret protest mod den tyske besættelse. Teatrets kapelmester, Johan Hye-Knudsen, fortalte samme år, at ideen til at opføre Gershwins opera i Danmark var opstået, da den hvide amerikanske sanger Lawrence Tibbett i 1938 besøgte Studentersangerne i København. Her kendte man ham allerede i forvejen fra nogle grammofonplader, hvor han sang musik fra netop Porgy and Bess. En af teatrets andre nøglepersoner, balletdanseren Niels Bjørn Larsen, havde desuden set operaen i USA. Og sammen med instruktøren Poul Kanneworff fik 71

13 han gjort teaterchef Cai Hegermann-Lindencrone begejstret for projektet.»det er en af de interessanteste opgaver, jeg overhovedet har haft,«sagde Hye-Knudsen til avisen Social-Demokraten kort før premieren.»ikke siden Mozart har jeg hørt en opera med så mange vidunderlige melodier. Man begejstres over rytmikken, men der er en skønhed i melodierne, der også må begejstre ikke-musikere. Og der er nogle ganske nye korvirkninger, som man overhovedet ikke har set magen til.«premieren på Det Kongelige Teater fandt sted d. 27. marts Holger Bech havde oversat til dansk, og alle de medvirkende optrådte med sortsværtede ansigter. I hovedrollerne sås Einar Nørby som Porgy og Else Brems som Bess. Sporting Life blev spillet af Poul Wiedemann, mens Henry Skjær udfyldte rollen som Crown, dubleret af Frans Andersson. I salen sad så fornemme gæster som dronning Alexandrine og kronprinsparret Frederik og Ingrid. Mere bemærkelsesværdigt var det dog, at der blandt publikum også var usædvanligt mange unge mennesker. Forestillingen vakte i det hele taget stor opsigt, ikke mindst i pressen. Men ligesom ved den amerikanske premiere var der en vis usikkerhed at spore i avisernes bedømmelser. De havde også tit mere eller mindre racistiske undertoner, der i dag ikke gør dem ubetinget velegnet som læsning for sarte sjæle. Til gengæld kan man med sindsro fordybe sig i forfatteren Paul Sarauws 72

14 veloplagte bidrag. I sin klumme»fra parkettet«i Berlingske Tidende fabulerede han vittigt under pseudonymet St. Paul. Her berettede han om, hvordan man under stort besvær havde fotograferet hele Gershwins originale partitur for derefter at sende filmen fra USA til Danmark, hvor den blev fremkaldt.»man har tit oplevet, at en komponist er blevet fremkaldt,«fortsatte Sarauw,»men det er vist første gang, at den ære er overgået et partitur.«med et glimt i øjet påstod han også frejdigt, at teaterdirektøren faktisk havde fået fat i et eksemplar af noderne i forvejen. De mange ark papir var dog gået tabt, da hans kone uheldigvis havde gjort god brug af dem til et helt andet formål end det tiltænkte nemlig som papilotter. Sarauw causerede videre om en af operaens vigtigste aktører, gedebukken Peter, som teatret angiveligt skulle have lejet af Tivoli, hvor den var ansat til at køre rundt med havens yngste gæster. Han rundede af med følgende salut om operaens slutning, hvor Porgy opdager, at Bess er draget til af sted til New York:»Skønt han hørte, at der var over tusind mil til New York, ville han opsøge hende og ringede efter gedebukken rimeligvis i ihukommelse af det gamle ord: Min søn, om du vil i verden frem så buk. Og efter et stemningsfuldt farvel lod han geden trække af med sig, skønt husbeboerne hændervridende gjorde ham opmærksom på, at det ville blive en meget dyr tur, eftersom Tivoli plejer at tage to kroner i timen for 73

15 geden. Publikum klappede ved operaens slutning i håb om, at tæppet ville gå op for den obligate gæstefremkaldelse, men direktøren undte ikke geden denne beskedne triumf.«en opera af en jødisk komponist faldt naturligvis ikke i god jord hos besættelsesmagten. At den handlede om sorte gjorde heller ikke sagen bedre. Werner Best, tyskernes mand i Danmark, protesterede da også ihærdigt over for statsminister Erik Scavenius. Det var straks alvorligere, at der også begyndte at indløbe anonyme bombetrusler mod teatret. For at imødegå dem udviste direktør Cai Hegermann-Lindencrone stort mod ved at overnatte på teatret. Men i foråret 1944 måtte man give efter for presset og tage Porgy and Bess af plakaten efter i alt 22 opførelser. Operaen var også på en anden måde med til at markere den danske modstand mod besættelsesmagten. Hver gang den tyske propaganda i radioen pyntede vel rigeligt på virkeligheden, spillede kvikke studieværter bagefter en af melodierne fra operaen: It Ain t Necessarily So. Retfærdigvis skal det tilføjes, at denne historie har cirkuleret i noget afvigende versioner, og mange musikforskere mener heller ikke, at den overhovedet er sandsynlig. Men om ikke andet giver den et fingerpeg om den status, Gershwins musik fik herhjemme under krigen. Straks efter befrielsen i maj 1945 satte Det Kongelige Teater Porgy og Bess op igen, hvor den blev i repertoiret indtil Og flere gange kunne teatret præsentere 74

16 gæstesolisterne Anne Brown og Todd Duncan, de samme kunstnere, der havde haft hovedrollerne i den originale amerikanske opsætning. I 1951 lancerede Det Kongelige Teater en hel ny forestilling med musik af Gershwin. Denne gang drejede det sig om en ballet med titlen Drift. Den var skabt af Niels Bjørn Larsen, der også havde stået for koreografien til Porgy og Bess under krigen. Balletten var et psykologisk drama, der elegant blandede moderne og klassisk dans. Musikken var Gershwins klaverkoncert Concerto in F og ved flyglet sad pianisten Elvi Henriksen, Bjørn Larsens kone. Det var ikke kun københavnere, der fik glæde af Gershwins musikdramatik. I maj 1956 kunne omkring århusianerne opleve Porgy and Bess i Århushallen, landsdelens kulturmekka på den tid. Det skete, da en amerikansk trup besøgte smilets by efter at have turneret med stor succes i Sovjetunionen. Opsætningen i den østjyske by vakte stor opsigt og nåede også ud til en endnu større kreds. Samme måned præsenterede Danmarks Radio nemlig århusianerne for noget helt nyt fjernsynet. Og i den første udsendelse til byens borgere bød de amerikanske kunstnere på smagsprøver fra forestillingen. I 1970 satte nationalscenen Porgy and Bess op igen, denne gang på originalsproget. Sam Besekow instruerede og i titelrollerne kunne man opleve Ellen Winther Lembourn og Ib Hansen. Siden krigen var 75

17 operaen dermed blevet opført over hundrede gange på dette teater. Og nu vender den tilbage igen. Kort inden den danske rigmand Mærsk McKinney Møller døde i april 2012, skrev han en check på 17 millioner kr. til Det Kongelige Teater. Og dermed blev det muligt at opfylde operachef Keith Warners store ønske om at sætte Gershwins opera op i originalversionen og med sorte sangere. Det ville næppe have overrasket Gershwin, at Porgy and Bess således er gået hen og blevet en vigtig del af musikhistorien. Selvom hans opera kun fik begrænset udbredelse, mens han levede, havde han fuld tillid til dens fremtid. Og med rette. For med Porgy and Bess var det lykkedes ham at forene sine mange talenter i et overbevisende udtryk. Operaen var fyldt med gammelkendte virkemidler som ledemotiver, recitativer og avancerede mellemspil. Men trumfkortet var dog naturligvis melodierne. Det er blevet sagt om vuggevisen Summertime, at Gershwins berømmelse ville være sikret, selv hvis han ikke havde skrevet andre sange. Alt i alt var Porgy and Bess et helt nyt musikalsk fænomen, der blandede traditionel opera, jazz, amerikansk folkemusik og mange andre genrer. Kort sagt: Den første store amerikanske opera. Efter det lange, opslidende arbejde med Porgy and Bess tog Gershwin på en velfortjent ferie i Mexico. Men rastløsheden meldte sig hurtigt igen, og han så sig om 76

18 efter en ny udfordring. En udfordring, der denne gang lå ude vestpå. 77