Just Nuisance. Hunden der blev optaget i den engelske flåde. Great Dane National Breed of Denmark

Transkript

1 Hunden der blev optaget i den engelske flåde. Af Liselotte Schjerbeck, Kennel House of Apollon Under 2. verdenskrig blev en grand danois officielt optaget i den britiske flåde og opnåede militær rang af Able Seaman., som hunden blev kaldt, opførte sig helt efter bogen han var populær, drak sig fuld og endte gerne i sengen med pigerne. Dette er historien om en hund, der adopterede de engelske matroser og blev deres maskot. Begyndelsen Hunden, en meget stor gul grand danois, blev født den 1. april 1937 i en lille by uden for Cape Town i Sydafrika. Byen hedder Rondebosch og opdrætteren, Hr. Bosman, stambogsførte hunden: Pride of Rondebosch. Det var en intelligent og meget glad grand danois. Den var så glad, at dens hale aldrig stoppede med at logre. Den logrede så meget, at den blev slået til blods og overmalede Bosman's antikke møbler og Sanderson tapet. Og da Mr. Bosman var lidt af en pernittengryn med sit hjem, valgte han at slå til, da han faldt over en annonce, hvor en mand efterlyste en erstatningshund. Manden hed Benjamin Chaney og han havde netop mistet sin gamle Bull Mastiff. Da Chaney overtog grand danois'en, var den 11 måneder. Og den første dag brugte Chaney tiden på at lære hunden at kende og gav den bla. en rundtur i hundens nye hjem. Da de var nået til køkkenet, sagde Chaney, idet han pressede håndtaget ned til køleskabet, "sé, hvis du kan gøre sådan hér, så står der 1 kg fårekød derinde". Det var sagt for sjov, men den næste morgen havde Chaney mistet sit fårekød. Og fra den dag vidste han, at han havde fået en ganske særlig hund. 2. verdenskrig bryder ud Kort tid efter den 2. verdenskrig var brudt ud, flyttede den nu 2 år gamle grand danois og Mr. Chaney til havnebyen Simon's Town. Simonstown ligger på halvøen Kap Det Gode Håb, dér hvor Atlanterhavet møder det Indiske Ocean. Havnebyen, Simonstown, er omgivet af et enestående bjerglandsskab og ligger inde i en bugt. Bugten hedder False Bay og hér har britiske og hollandske handelsskibe ligget på reden siden landet blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var området stategisk vigtig for de allierede og derfor havde Royal

2 Navy en flådestation i Simonstown. Britternes store krigsskibe lå hér for anker og ventede på at gå i aktion: HMS Neptune, HMS Shropshire og HMS Redoubt var operationelle, mens HMS Afrikander fungerende som kommandocentral og lå fast fortøjret i havnen. Desuden anløb de allieredes militærefartøjer, når de havde brug for proviant eller at gå i dock. Chaney var blevet leder af The Royal United Services Institute (RUSI) afdeling i Simonstown. RUSI var, og er, en britisk militær tanketank, hvor alle militærfolk har adgang, men afdelingen i Simonstown betjente primært søfolk. Instituttet lå nede på havnen og søfolkene kom for at få en snak med sodaterkammerater, ordne forskellige fornødenheder og få noget at spise og drikke. Mødet med matroserne Den store gule grand danois var altid med Chaney på arbejdet, og løb dagligt rundt på den kaj, hvor de britiske krigsskibe lå. Her blev hunden hurtigt gode venner med de engelske matroser, der gav den godbidder. Og det var alene matroser der interesserede hunden. Søofficere og andet personel med højere rang end matroser var kun nådigt tolereret, mens militærfolk fra de øvrige to værn blev fuldstændig ignoreret. Faktisk kunne grand danois'en finde på at knurre og gø vredt af disse, såfremt de forsøgte at klappe ham Til at begynde med holdt hunden til på kajen, men senere gik den også ombord på skibene. Matroserne syntes, at den var alletiders, og de accepterede hurtigt grand danois'en som en fast følgesvend under de daglige gøremål. HMS Neptune var af en eller anden grund blevet hundens favoritskib. Dér elskede den at sove på dækket. Problemet var bare, at dette yndlingssted lige netop var der, hvor landgangsbroen gik ned. Således måtte sømændene skræve henover hunden, når de skulle til og fra borde. Dette fik en dag en matros til at udbryde, You re just a nuisance, why do you have to lie here of all places!? (Du er bare irriterende, hvorfor af alle steder skal du ligge her? red.) Således gik det til, at hunden fik sit kaldenavn, (Bare Irriterende, red.). Problemer med South African Railway Nuisance observerede sine venners gøren og laden. Der gik ikke lang tid, før han også

3 fulgte med, når matroserne tog til Cape Town for at more sig. Cape Town ligger omkring 45 km nordvest fra Simonstown og turen foregik med det lokale S-tog. Der var 27 stationer og turen tog omkring 1 time og 35 miutter. Om eftermiddagen, når der var landgang for matroserne, kunne man se Nuisance skynde sig for at nå toget kl. 16 til Cape Town. Det sidste tog retur til Simonstown var kl. 24. Nuisance var altid med på begge afgange og han vidste præsis, hvilken station der var Cape Town og hvilken der var Simonstown. Og han var ikke til at narre, hvilket ellers blev forsøgt flere gange. Engang i en propfuld togvogn retur til Simonstown, hvor Nuisance som sædvanlig optog 3 siddepladser, stoppede toget, som det plejer ved stationen Glencairn. Glencairn er næstsidste stop. Alle i togvognen løb ud, imens de råbte, "Kom Nuisance! Det er Simonstown, vi er ankommet! Kom skynd dig!" Men Nuisance ikke så meget som kikkede på dem, og mon ikke de alle følte sig lidt dumme, da de returnerede til deres pladser. Da toget sænkede farten ved adkomsten til Simonstown station rejste Nuisance sig, strakte sine lemmer, sendte sine venner et nedladende blik, tog sin matroshat og var den første, der forlod kupeen og vognen. De civile togpassagere havde ikke noget imod s tilstædeværelse, heller ikke når han sov og optog de sædvanlige 3 siddepladser. Matroserne gjorde, hvad de kunne for at skjule Nuisance fra billetkonduktøren, men hvor gemmer man en 1 meter høj hund fra en opmærksom og sur togmand. Billetkonduktøren kunne bestemt ikke lide hunden. Han mente, at når nu den optog, ikke bare ét, men hele 3 sæder, så skulle den også indløse billet. Nogle gange betalte en af passagerne for Nuisance, men andre gange blev han smidt af toget. Når det skete, så ventede Nuisance blot på stationen, til der kom et nyt tog og fortsatte sin rejse. Og en dag gik det galt. Konduktøren bad Nuisance om at betale eller forlade toget. Nuisance knurrede af konduktøren og der måtte 2 officials fra South African Railway til at bære ham ud. Togledelsen skrev til Mr. Chaney, at han havde 3 muligheder; at skille sig af med hunden, holde ham indespærret eller betale for hans rejser. I modsat fald ville statsbanerne se til, at han blev fanget og aflivet! Mr Chaney så ingen anden udvej end at sælge Nuisance. Pengene ville han donere til en krigsfond. Reddet af Royal Navy Da matroserne på krigsskibene, HMS Neptune, HMS Shropshire og HMS Redoubt og alle andre der kendte Nuisance hørte, at han skulle sælges, opstod der massive protester. Flere passagerer tilbød at købe og forære Nuisance en sæsonbillet, men redningen viste sig at komme fra den britiske flåde. Efter nogen betænkningstid bestemte flådechefen på HMS Afrikander, at optage hunden i Royal Navy. Det ville løse problemet, for i krigstid har soldater

4 ret til at køre gratis med offentlige transportmidler. Fredag 25. August 1939 blev grand danois'en Nuisance, som den første hund nogensinde, optaget i Royal Navy. Han blev et fuldgyldigt medlem og registeret fuldstændig på lige fod med det øvrige personel. Militærlægen havde ingen problemer. Nuisance gennemgik den obligatoriske medicinske undersøgelse, som han bestod med glans. Den officer, der skulle udfylde Nuisance's soldaterpapirer, havde imidlertid visse vanskeligheder. Men det lykkedes og som alle sømænd fik han sine personlige soldaterpapirer, udfyldt på behørigvis og underskrevet med hans poteaftryk. I hans soldaterpapirer kan man bla. læse følgende: Fornavn: Just (Bare) Efternavn: Nuisance (Irriterende) Erhverv: Bone Crusher (Benknuser) Religion: Canine Divinity League, Anti-Vivisection (Forbundet for Kristlige Hunde mod Dyreforsøg) Nuisance blev omgående forfremmet fra Ordinary Seaman (letmatros) til Able Seaman (matros). Og han fik lavet et specielt hundetegn med navn, rang og nummer. Og naturligvis et frit sæsonkort til South African Railway. Desuden fik han en matroshat (som han altid bar og passede godt på). Nu da Nuisance var et fuldgyldigt medlem af den engelske flåde, var han også berettiget til at få mad, tøj og et sted at sove. Blandt besætningen på HMS Neptune blev udpeget en oppasser, der sørgede for, at Nuisance fik hvad han havde brug for. Og han tog godt for sig af alle privilegier. Han begyndte at sove i sømændens køjer. Her kunne de finde ham liggende i sin fulde længde og med hovedet konfortabelt hvilende på hovedepuden. Han spiste store portioner af kød og udviklede smag for engelsk budding og flødeis. Hans daglige flydende

5 ration betod af 1/4 liter milk, men matroserne lærte ham at drikke både øl og spiritus. 2. juni 1940 kom Master at Arms (officer der holder ro og orden, red.) på HMS Dorsetshire agter og reportede til kommandanten, at der lå et besætningsmedlem og sov i messen. Da de ankom, fandt de Nuisance liggende under et bord med en matrosfrakke over sig og sov brandet ud efter for meget rom-tom. var ingen engel. Han gjorde aldrig mennesker fortræd, men hvis han mødte en anden hund på et af skibene, var der ingen "pardon". Således gjorde han det endeligt for mascotterne på HMS Shropshire i 1942 og HMS Redoubt Ud fra hans militære straffeblad kan man læse, at han for denne forseelse blev henvist til at overnatte alene på stranden ved Froggy Pond med alt lys slukket. Han blev desuden fundet skyldig i at sove i en officers seng og forlade basen uden tilladelse sammen med en pilot. Piloten tog Nuisance med op at flyve (hvilket også var ganske ulovligt) for at se på u-både fra luften. For disse overtrædelser var straffen 7 dage uden kødben. Nattelivet i Cape Town Når matroserne ankom med toget til Cape Town gik Nuisance sine egne vegne. Han kendte alle stederne, hvor matroserne kom og han besøgte dem alle sammen for at tjekke om alt var, som det skulle være. Og Nuisance blev snart et "kendt ansigt". På Union Jack Club havde han fx sin egen private seng og det hændte ikke sjældent, at han reddede sig en

6 kold øl og pigerne syntes, han var sjovere end sømændene. Ofte fik Nuisance øl på husets regning. For Nuisance var god forretning. Det var derfor ikke sjældent, at man kunne finde hunden noget usikker på benene. En journalist, der havde sin faste klumme i Cape Town's avis skrev,... the dog Nuisance is a womanising drunk (...en fordrukken skørtejæger)... Men Nuisance drak aldrig mere øl end at han havde fuldstændig styr på sine matrosvenner. En kold lørdag aften i januar 1940 hørte taxachufføren Van Tonder hidsig hundegøen. Han parkerede taxaen og nærmede sig hunden, som han straks genkendte som Nuisance. Han forsøgte at kalde Nuisance til sig, men denne løb hele tiden lidt væk fra ham, vendte sig om og gøede voldsomt. Van Tonder forstod straks, at Nuisance ønskede, at han skulle følge efter. Og dér, inde i en gyde, lå en bevistløs matros. Han var blevet stukket ned med en kniv og var hårdt såret. Hurtigt fik Van Tonder fat i en ambulance. Da båren med matrosen netop var anbragt i ambulancen, hoppede Nuisance ind. Og da Nuisance ikke havde til sinds, at forlade ambulancen valgte redderne, at tage ham med på hospitalet. Hér forblev Nuisance natten igennem konstant vågende over den sårede matros. Først den næste dag efter at havde fået et måltid mad af sygeplejesken, kunne Nuisance overtales til at forlade hospitalet. Når klubberne og de mange beværtninger lukkede, kunne man finde Nuisance løbe, i bedste hyrdestil, rundt til de forskellige beværtninger og sikre at de mere eller mindre berusede sømænd kom med det sidste tog tilbage til basen. Forsigtigt gennede Nuisance matroserne ind i togvogne og kupeer. Han sørgede for at få sine egne sædvanlige 3 pladser, hvor han lagde sin matroshat. Så løb han ud og videre til næste togvogn. På hver station løb han ind og ud af alle togvognene og tjekkede alle kuperne. Hvis en sømand mistede sit tog, så Nuisance til, at han kom med det næste. Tilbage på stationen i Simontown blev alle gennet af og sikkert til køjs. Det hændte i ny og næ, at en af de hyrdede matroser ikke var udstationeret på flådebasen i Simonstown, men det er en helt anden historie. En legendes endelige Nuisance havde hoppet alt for mange gange ned fra militærkøretøjer og også pådraget sig nogle mén efter en bilulykke. Så mandag den 1. januar 1944, efter 4 år's militærtjeneste i Royal Navy, valgte kommendanten på HMS Afrikander, at fritage Nuisance for yderligere tjeneste. Alle aviser i Sydafrika skrev på deres forsider, Nuisance var stadig ved godt mod, men aldrende og at skulle passes på. Men Nuisance fik smerter. Så på anbefaling af den lokale dyrlæge, besluttede Royal Navy den 1. april 1944, at han skulle aflives.

7 Nuisance vidste, hvad der ventede ham, da han denne dag kørte den sidste tur på ladet af en lastbil til Simontown Naval Hospital. Dagen efter, om søndagen, præsis kl. 11:30, blev Nuisance indhyldet i en kanvaspose og tildækket med britiske Royal Navy s hvide flag. Han blev stedt til hvile med fuld militær æresbevisning på toppen af Red Hill i Simontown. Hverken matroser, officerer eller civilpersoner skammede sig ved, at fælde en tåre over tabet af deres bedste ven. blev præsis 7 år og alle større vestlige aviser omtalte begivenheden. Epilog En enkel granitsten markerer i dag gravstedet. Det eneste minde byen har rejst fra den 2. verdenskrig, er en statue af. På museet i byen har man samlet hans officielle papirer, hans halsbånd og mange fotografier. 1. april 2000, dagen for s fødselsdag, indførte Simonstown en årlig mindeparade til ære for, Commemoration Day Parade. Kilder: Able Seadog R.N. by Jean Radcliffe