17. søndag efter trinitatis 18. september 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Synderes ven Salmer: 385, 32, 266; 511, 375 Evangelium: Mark. 2,14-22 Hvis ikke vi havde hørt den historie så tit, ville vi have hoppet i stolene af forbløffelse. Har man da hørt noget lignende? Her går Jesus lige hen til den fordømte og fortabte tolder Levi og siger: "Følg mig" - og derefter spiser og drikker han skamløst med Levi og hans toldervenner. Det er virkelig værd at blive forarget over. Alverdens religioner handler nemlig om belønning til de gode og straf til de onde. Det samme handler al verdens moral om: det gode skal belønnes og det onde straffes. Men Jesus er anderledes. Hvor det i alle andre religioner hedder: "Adgang for vellykkede", hedder det her hos Jesus: "Adgang for mislykkede". 1

2 Johannes Møllehave fortæller et sted om en oplevelse han havde, mens han var præst i statsfængslet i Vridsløselille: "Jeg var præst på fængslet", skriver han, "og havde ikke nogen kordegn, og da jeg mente at indgangsbønnen burde læses af en i menigheden, gav jeg bogen til en mand på første række, og han læste så indgangsbønnen højt. Det blev der stor opstandelse over. Han havde nemlig begået et mord, og derfor var han ikke værdig til at læse indgangsbønnen. Nå, hvem skulle så læse den? Ja, der var en mand, som kun havde begået underslæb; han måtte være den rette. Der skulle vel ikke sidde en mand i fængslet, der slet ikke havde gjort noget? For hvem skulle dog ellers kunne læse indgangsbønnen?" Sådan fortæller Johannes Møllehave - en ganske morsom historie. Men samtidig et vidnesbyrd om, hvor hårdt vi kristne trænger til at genhøre beretningen om Levis kaldelse, historien om Jesus, der den dag styrede lige hen til tolderen, den elendige tyveknægt og foragtelige landsforræder Levi, og sagde: "Følg mig!" Her er ingen krav om straffeattest. Her lyder det bare: "Følg mig!" "Der var mange som fulgte ham", skrev evangelisten Markus. Jesus var altså meget populær. Der var rigtig mange der gerne ville være sammen med ham. Det var fordi han ikke gjorde forskel på folk. For Jesus var der ikke nogen der var bedre end andre. Andre jøder passede meget på hvem de var sammen med. Det var særligt farisæerne der tog deres tro på Gud meget alvorligt. De var bange for at blive religiøst urene ved at være sammen med de forkerte. De troede de at de blev smittet ved at være tæt på dem. Derfor syntes de også det var helt forkert af Jesus at spise sammen med "toldere og syndere". Tolderne var foragtet af andre jøder, fordi de arbejdede for romerne, som havde besat Israel. Under deres arbejde var tolderne nødt til at have med ikke-jøder at gøre, og på den måde blev de religiøst urene, sådan at farisæerne ikke ville komme i nærheden af dem. Tolderne var efter farisæernes mening nogle outsidere, som man for enhver pris skulle undgå at have med at gøre. 2

3 Syndere var alle dem som ikke gjorde sig umage med at overholde Moselovens mange forskellige regler, fx om hvad man måtte spise og hvad man ikke måtte spise. I farisæernes øjne var de vantro mennesker, som man kun kunne have foragt for. Når Jesus spiste sammen med toldere og syndere, var han gået langt over stregen. Efter farisæernes mening var det en skandale at Jesus ville spise sammen med sådan nogle. Hvordan kunne Jesus påstå at han var en god jøde, som tog det med Gud alvorligt? Hvordan kunne han forsvare at have noget at gøre med folk, som ikke overholdt Guds lov? Når Jesus spiste sammen med dem, ville han så ikke blive påvirket i uheldig retning? Farisæerne kunne slet ikke acceptere at Jesus ville have at gøre med sådan nogle dårlige mennesker! Jesus prøver at få farisæerne til at forstå hvorfor han gør som han gør ved at bruge et lille billede med en læge og nogle syge mennesker. Og meningen er helt tydelig: Jesus er lægen, og tolderne og synderne er de syge. De syge har brug for at komme til lægen for at blive raske. Det kan selvfølgelig ikke nytte noget at lægen ikke vil have med de syge at gøre, for så bliver de jo aldrig raske. Han er nødt til at være sammen med dem for at hjælpe dem. Her ser vi ganske tydeligt forskellen på farisæerne og Jesus. Farisæerne tænkte mest på sig selv. De var så stolte over at de var Guds sande folk, og de lagde stor vægt på at overholde Guds lov. De ville ikke risikere at der blev stillet spørgsmålstegn ved deres religiøse alvor. Men Jesus tænkte mest på andre. Han vidste at Gud var hans Far, og han var altid lydig mod sin Far i Himlen. Han var ikke bange for at andre skulle påstå at han ikke var en sand jøde. Jesus var heller ikke bange for at det dårlige selskab skulle ødelægge hans eget gode forhold til Gud. Tværtimod var han sikker på at han kunne påvirke de andre i en god retning. En læge behøver ikke at tage sig af raske mennesker. Det er kun de syge der har brug for ham. Det var derfor Jesus ville have med toldere og syndere at gøre. Det var typisk for Jesus at han uden tøven tog de udfordringer op, som han mødte i sit liv. Han satsede på at gøre en forskel. Han ville ikke affinde sig 3

4 med at farisæerne bare ville bevare deres gamle religion. Jesus kom med noget nyt, som der slet ikke var plads til i farisæernes religiøse system. Det er det der er meningen med de to små lignelser: ung vin på gamle lædersække og en ny lap på et gammelt stykke tøj. Derfor ville farisæerne have skaffet Jesus af vejen. Farisæerne tænkte kun på at redde deres eget skind. Jesus kom derimod med et budskab, der var for alle mennesker, ligegyldigt om de var i stand til at leve et perfekt liv. Og er det ikke lige præcis det vidunderlige ved kristendommen at der ikke kræves noget af os for at vi må være med i fællesskabet?! Der er ikke nogen der kræver af os at vi skal faste eller overholde alle mulige andre religiøse regler. Vi er velkomne hos Jesus nøjagtigt sådan som vi er! Lige meget hvad vi har gjort eller ikke har gjort! Farisæerne mente at de var noget, fordi de virkelig prøvede at holde Guds lov. Sådan kan vi også risikere at bilde os selv ind at vi er noget særligt, fordi vi tager Guds bud alvorligt. Men hvis vi tror det, så er der noget vi har misforstået! I Guds øjne er vi ikke noget særligt! Vi synes måske selv at vi ikke hører til Guds værste børn. Andre mennesker synes sikkert også vi er respektable mennesker. Men de kender os jo heller ikke helt ind i vores inderste. De kender ikke alle de onde tanker som lurer dér. Gud ser meget dybere ind i os, end vi selv og andre kan se. Men Gud ske lov er denne "sygdom" ikke nogen hindring for Gud. Tværtimod er det det der gør at Gud vil have med os at gøre. Hvis vi var gode nok i os selv, havde vi jo ikke brug for at Gud gjorde noget særligt for os. Men nu har han gjort noget helt særligt både for os og for alle andre. Gud er selv blevet menneske. Han er kommet til verden, som et helt almindeligt menneske, født af jomfru Maria i Betlehem. Gud er kommet for at være vores læge. Han er kommet for at gøre os raske. Men vi er da ikke syge? Vi fejler da ikke noget! Jo, vi lider af en meget alvorlig sygdom. Den sygdom kaldes synd! Synd er et gammelt dansk ord, der 4

5 er det samme som sund. I ved jo nok hvad et sund er!? Det er et smalt farvand. Dvs. synd er det der skiller os fra Gud. Vi må gå over broen, og der er kun én bro over det sund. Og det er Jesus. Den gode nyhed til os er at Jesus vil have med os at gøre. Han holder af os sådan som vi er. Vi skal ikke først forbedre os og blive nogle bedre mennesker, før vi kan tillade os at kalde os kristne. Kristendom handler ikke om hvem vi er, men om hvem han er. Det er ham og ikke os selv vi tror på. Det er ham det drejer sig om. Det er ham der gælder i stedet for os. For han levede det syndfri liv, som vi alle burde have levet. Men når vi regner med ham, så gælder det han har gjort også for os. Gud anser os for retfærdige, når vi vil have med Jesus at gøre. Så skidt med at der nok altid er nogle der synes at vi ikke har lov til at kalde os kristne, for vi lever ikke op til diverse krav og regler for god opførsel! Det betyder ikke noget. Det eneste der virkelig betyder noget er at Jesus har påtaget sig vores skyld og straf, og at han har givet os sin retfærdighed. Når vi tror det, gælder det for os. Så er vi i Guds øjne uden skyld. Så er vi helbredt for vores nedarvede sygdom, synden, det der skilte os fra Gud. På grund af Jesus er der ikke længere noget der skiller os fra Gud. Han er vores himmelske Far, der elsker os og som længes efter at have med os at gøre. Fællesskabet med Jesus kan vi opleve på en særlig måde i nadveren. Ved alteret kan vi opleve det der skete skærtorsdag aften, da Jesus spiste det sidste måltid sammen med sine venner, inden han skulle henrettes næste dag. Ved nadveren giver Jesus os sig selv. Han rækker os sit eget legeme og blod. Det koster intet. Det er Guds gave, som vi får helt gratis. Det koster ikke os noget, men det kostede Jesus noget. Det kostede ham livet. Det var ved hans død at vi fik fred med Gud. Hans død var den pris der skulle betales for alt hvad vi mennesker har gjort forkert. Hvor var det godt at Jesus ikke kom for at kalde retfærdige, men syndere! Hvor er det godt at han kalder på os! Han vil have os med i sin flok. Lad os med glæde følge ham! Amen. 5