Spejdersport. September - Oktober - November 2011

Transkript

1 Spejdersport September - Oktober - November Årgang

2 Formanden Det var så den sommer. Og hvilken en af slagsen. Den gamle talemåde, at én svale ikke gør nogen sommer, har vist sig at være noget så sand. Ikke en gang alle verdens svaler kunne have skabt sommer i Danmark. Denne sommer har været præget af utrolige regnmængder over landet. Skybrud med efterfølgende oversvømmelser i København blev startskuddet til en usædvanlig våd sommer, og den har ikke villet tage sin ende endnu. Der er stadig i skrivende stund en del landmænd, der spejder mod himlen og beder til, at det vil lykkes for dem at få høsten i hus. Men heldigvis er vejret jo kun en lille del af det at holde sommer. Mange af jer har været på sommerlejre i enten Danmark eller et eller andet sted i udlandet. Nogle nåede det måske, mens det stadig var godt vejr, mens andre fik lidt ekstra udfordringer i forbindelse med turene. Jeg håber, at alle har holdt humøret højt og har haft en god lejr sammen med jeres spejderkammerater. Inden ferien var der de årlige turneringer for såvel ulve som stifindere. Igen i år havde jeg lejlighed til at besøge begge turneringer. Jeg var oprigtigt overvældet over den fantasi og energi der var lagt i planlægningen af disse turneringer. Ulveturneringen var desværre præget af regn, men det så ikke ud til at ødelægge noget for deltagerne. Stifinderturneringen havde til gengæld meget fint vejr og det var da også nogle solbrændte ansigter der mødte mig der. Ellers er sommeren vanen tro agurketid, hvor der ikke sker så meget af interesse. Sådan er det også for styrelsen i De Gule Spejdere. Vi har endnu ikke haft nogen møder, så der er ikke noget at berette derfra. Men jeg glæder mig til atter at komme i gang, og jeg glæder mig især til at skulle besøge LPT hos Loke i efterårsferien. Velkommen tilbage fra ferien Jørn Hartmeyer Spejderchefen Her midt i august kan vi se tilbage på en sommer, der, efter de nuværende prognoser, ser ud til at komme i top 10 for den vådeste sommer. Det har I sikker alle mærket. Jeg håber dog alligevel, at de af jer, der har været på sommerlejr, har haft en god sommerlejr. Man siger jo, at der ikke findes forkert vejr kun forkerte klæ r. Ja, ja, men det er nu sjovere, når solen skinner, og det er tørvejr. Ledere har det også med at måle turneringer og lejre i antallet af tørre telte. Det er da også meget nemmere, hvis man pakker tørre og rene telte ned, som blot kan lægges i depot, når man kommer hjem, i stedet for at skulle hænge våde telte op til tørre, og så senere pakke dem sammen. Sensommeren byder på mange muligheder for gode møder om aftenen og weekendture, mens det endnu er godt vejr. Når vi så når til efteråret, er det de stores tur til at tage på turnering. Landspatruljeturnering, pioner- og roverturneringen er ved at tage form, og i efterårsferien mødes vi så for at dyste i spejderfærdigheder. De voksne ledere mødes på deres kursus for at blive dygtigere og for at udbygge deres netværk af kontakter på tværs af korpset. Vi håber, at alle får et godt udbytte af deres anstrengelser. Lige før sommerferien lykkedes det endelig, efter mange anstrengelser og stort besvær, at få lavet nye bæltespænder. Jeg håber, at alle har modtaget dem med glæde og med stolthed bærer dette flotte spænde. Tusind tak til dem der har gjort dette muligt, godt arbejde og resultatet er godkendt. Der er allerede bestilt nye forsyninger, så vi skulle ikke løbe tør for spænder lige med det samme. Indholdsfortegnelse Ulvesider 4 Naturen lige nu 6 Ulveturnering 8 Stifindersider 10 Udlandsturer 13 LPT 24 Nyt fra grupperne 35 Infoside 39 Æressiden 40 2 Forsidebilledet: Sådan pyntes lejrarbejde i Skotland

3 Der er i skrivende stund også ved at blive genoptrykt hæftet Praktiske Spejder Færdigheder, hvor det er gået op for mig, at der i flere år er udleveret et hæfte, hvor der har manglet 4 sider! Hvor ærgerligt, at det er sket, og at der ikke har været gjort opmærksom på det. Hvis du står og mangler side 17-18/27-28, så giv besked til din tropsleder, som sender en samlet bestilling til Morten Batting, og han vil sørge for at sende det manglende ark til jer. De nye hæfter bliver trykt efter et hæfte, som jeg havde i min reol, som er af den første generation af hæftet og derfor ikke mangler noget. Hæftet bliver scannet ind og gemt i PDF, så vi fremover nemt og hurtigt kan trykke nye. Ja, der er nok af udfordringer, når man er et lille korps, selvom man skulle tro, at alting var nemmere, når man ikke skal fremstille store antal. Men sådan er det ikke. Når man som jeg sidder her i toppen og forsøger at få overblikket, er det altid dejligt at høre nyt fra jer i felten. Det virker som om, at der er glæde og optimisme i vores spejdergrupper, store som små, og det er altid dejligt at møde jer til møder og turneringer. At vi er et korps i fremgang, kommer jo ikke bag på os. Vi har altid troet, at det vi stod for, var noget som kunne tiltrække og fastholde spejderne. Så længe vi holder fast i de gamle dyder og sørger for alligevel at følge med tiden uden at udvande spejdersporten, så har vi fat i den lange ende. Lad os værne om De Gule Spejdere, holde fast og alligevel se fremad, til glæde og gavn for mange generationer af spejdere. Vi ses! Med spejderhilsen Per Stigaard Spejdersport: Medlemsblad for De Gule Spejdere i Danmark Tryk: Lasertryk.dk - Oplag: eksemplarer ISSN: Redaktion: Michael Vester Anders Rønn-Nielsen Petra Munk Wolfhagen (Opsætning og layout) Morten Løjman (Ulvesider) Stine Printzlau (Stifindersider) Ole Lumholt (Museet og historie) Stor Fotokonkurrence Er du også træt af altid af se de samme mennesker på forsiden af spejdersport? Nu har DU muligheden for at blive set. Send redaktionen dit bedste forside billede, samt en god historie. Det bedste billede bliver bragt på forsiden af Spejdersport. Billedet skal heslt være af spejdere af uniform, men har du et godt billede, med et andet spejdermotiv, så tøv ikke med at sende det ind. Billedet skal være i fuldt format fra et kamera (ikke en mobil). min. 6 megapixel. Billedet sendes til pmunkwolf@gmail.com Vær opmærksom på! Artikler eller andet i bladet, er ikke nødvendigvis udtryk for korpsets eller redaktionens holdninger eller synspunkter. Når du sender en artikel eller billeder, giver du redaktionen og korpset rettighederne til at bruge dette i bladet og på hjemmesiden samt andet PR-materiale. Vi forbeholder os retten til at redigere i alt indsendt materiale. Det er desværre ikke altid muligt at få alt tilsendt materiale med i Spejdersport, men vi gør vores bedste. Redaktør: Se side 22 Redaktionssekretær Camilla Sommer Mail: Redaktion@gulspejder.dk Deadline næste blad Den 10. November 2011 Lokalredaktører: 1. Næstved: Rita Christensen Bobbarækus: Lotte Frederiksborg Trop: Charlotte Andersen Frie Fugle: Ulla Larsen Fugl Phønix: Preben Bjeragger Grib Skov Trop: Gruppe Loke: Jens Langkniv: Ridder Ebbe Rold Skov: Skjoldungerne: Kong Valdemars Trop Hans-Peter Folden Per Stigaard Pernille Hall Pedersen Birgit Petersen Kirsten Jensen Miranda Olsen Camilla Sommer 3

4 Junglebogen Sidst fortalte jeg - Baloo, den søvnige brune bjørn - den sidste del af junglen og landsbyen, og om hvorledes Mowgli befriede Messua og hendes mand endeligt fra deres fangenskab i landsbyen og fik fordrevet indbyggerne med hjælp fra Hathi og hans tre sønner. Nu er der kun en arret og ujævn bunke dækket af bløde, grønne nyvækster, og junglen er vendt tilbage, hvor der før var marker og afgrøder. Denne gang vil jeg fortælle om Kongens ankus og historien om, hvorledes menneskets øje ikke kan få nok... Kongens ankus - 1. del. Kaa, den mægtige klippepythonslange, havde skudt ham. Det havde den vel gjort to hundrede gange, siden den kom til verden, og Mowgli, der aldrig glemte, at han skyldte Kaa sit liv for en nats arbejde i de kolde huler, som du måske husker, gik hen for at ønske tillykke. En slange er altid nedtrygt og irritabel efter at have skudt ham; i hvert fald til det nye skind bliver blankt og smukt. Kaa prøvede aldrig mere at lave sjov med Mowgli. Ligesom de andre dyr anerkendte den store kvælerslange ham som junglens herre og bragte ham alle de nyheder, en phyton af Kaas størrelse får at høre. Hvad Kaa ikke vidste om mellemjunglen, som de kalder den alt hvad der lever på og lige under jorden, livet der kredser om stenenes smuthuller, jordgangene og de hule træer, kunne med lethed stå skrevet på hans mindste skæl. Den eftermiddag sad Mowgli og fingererede med den flagede forrevne gamle ham, der lå vredet og snoet over stenene, hvor Kaa havde skudt den af sig. Kaa slap sit faste greb og slangede sig høfligt og gæstfrit ind bag Mowglis brede, nøgne skuldre, så drengen rigtigt kunne hvile sig i den levende lænestol. Det er fuldkomment skønt lige til skællene over dine øjne, sagde Mowgli sagte, mens hans fingre legede med det gamle skind. Det må være mærkeligt at se det, som har dækket ens hoved, ligge ved ens egne fødder. (fortsættes på næste side) 4

5 Måske! Men jeg har ingen fødder, og det er en skik hos hele mit folk, sagde Kaa. Mærkes dit skind aldrig gammelt og skorpet? Så vasker jeg det, svarede Mowgli. Skal vi ikke gå i vandet? De fulgtes til Kaas yndlingsbadested en spændende, dyb, blæksort pøl omgivet af klipper, og den var fuld af udløbende trærødder og stammer. På junglevis gled de begge ned i vandet uden en lyd, dykkede igennem og kom lige så lydløst op ved vandhullets modsatte side. De lå ganske stille, mens de nød køligheden og fugtigheden fra det rolige vand. En ilende cobra smuttede ned over en klippeblok, drak, ønskede dem god jagt og var borte. Sssh sagde Kaa, som om han pludselig kom i tanker om noget. Giver junglen dig nu også alt, hvad du nogen sinde har ønsket dig, Lille Broder? Ikke alt, sagde Mowgli leende; thi så måtte der være en ny Sheere Kahn, som jeg kunne få lov at dræbe en gang om måneden. Jeg kunne også godt lide lidt solskin midt i regntiden og nogle regnskyer til at dække solen med, når sommeren er hedest. Jeg har heller aldrig været tom i min bug uden at ønske, at jeg havde dræbt en ged; og jeg har aldrig dræbt en ged uden at ønske, det var en råbuk eller en råbuk uden at ønske, det var en antilope. Men sådan har vi det vist alle sammen. Har du slet ikke noget andet ønske? spurgte den store slange. Hvad kan jeg ønske mere? Jeg har junglen, og junglen er mig god! Er der andet at begære mellem solopgang og kvæld? Kaa rullede langsomt i vandet. For tre, fire måneder siden, sagde han, jagede jeg i de kolde huler, et sted, som du måske ikke helt har glemt. Den, jeg var efter, flygtede ned i et hul i jorden ved huset, hvis mur jeg slog ind for din skyld. Den smuttede ned i en underjordisk gang, der førte meget langt bort. Jeg fulgte efter, og til sidst mødte jeg en Hvidhætte (en hvid cobra), som talte om ting, jeg ikke forstod og viste mig mange genstande, jeg aldrig havde set mage til før. Hvidhætte fortalte også, at en mand ville give den hede ånde under sine ribben blot for at se disse ting. Lad os undersøge det, foreslog Mowgli straks. Jeg har aldrig set en Hvidhætte, og jeg vil også gerne se de andre ting. Ingen hastværk svarede Kaa. Det er døde ting alle sammen, og Hvidhætte siger, han er deres vogter. De fulgtes nu til de kolde huler, den forladte by, og Kaa viste vejen til ruinerne af dronningens pavillon hen over murbrokkerne og ned af den halvskjulte trappe, der fører ned under jorden midt på pavillonens gulv. Mowgli gav slangernes kendingsord: Vi er af samme æt, - I og jeg og fulgte efter på knæ og hænder. De kravlede længe ad en faldende gang, der snoede sig og drejede mange steder, til de om sider nåede frem, hvor rødderne fra det store træ havde presset en sten ud af muren. De krøb gennem hullet og kom ind i en lang hvælvet krypt, hvis buede loft også var blevet sprængt af trærødder, så der kunne sive nogle få lysstriber ned i mørket. I næste nummer af Spejdersport, vil jeg fortælle mere om Kongens ankus og om Hvidhætte - skattens vogter - vil vise den for Mowgli... Lær med Baloo... Vidste du, at: En ankus er et værktøj, som bruges til menneskets træning og håndtering af elefanter i fangenskab. Den består af en krog (normalt bronze eller stål), som er fastgjort til et cm langt greb. Er i særlige udgaver dekoreret med værdifulde ædelstene og guld. Krogen sættes i elefanternes følsom hud, enten ganske lidt eller dybere, til at forårsage smerte og få elefanten til at gøre noget bestemt eller opføre sig på en bestemt måde. 5

6 Naturen Den syvplettede mariehøne Kendetegn: Insekt eller rettere en bille som man let genkender. Dens længde er 6-8 mm. med oval og halvkugleformet bagkrop. Hovedet er sort med to hvide pletter ved øjnene. Følehorn er rødlige. Benene er ligeledes sorte. Dækvingerne er røde, som hver har tre tydelige sorte pletter og en sort plet forrest på dækvingerne, som samlet over de to dækvinger ligner én sort plet. I alt har den 7 sorte pletter på dækvingerne - deraf dens navn. Han og hun er ens og er aktiv om dagen. Det er et dyr, som er meget synligt, og som man lægger meget mærke til. Det er samtidig et af de første insekter, vi ser om foråret. Den røde farve på dækvingerne er en advarselsfarve til dyr, der kunne finde på at æde mariehønen. Den røde farve signalerer, at mariehønen er giftig (hvilket den faktisk ikke er), eller at den smager dårligt. En truet mariehøne vil ofte spille død samtidig med, at den udskiller en ætsende, giftig blodvæske, et sekret der lugter og smager kraftigt. Har man holdt en mariehøne mellem sine fingre, kender man nok til dette sekret, som lugter ubehageligt for mennesker. Sekretet må have samme virkning på rovdyr, der ikke er interesseret i at spise noget, der lugter og smager så dårligt. Levevis: Mariehønens livscyklus forløber således: November - marts: Dvale. Marts - maj: Vågnet op og aktiv. Maj - juli: Maj - August: Parring. Mariehønens æg lægges sædvanligvis i grupper på undersiden af blade eller i barksprækker, gerne i bladlusekolonier. Æggene er gule, og de klækkes efter få dage, og ud kommer larverne, der forsætter i forældrenes fodspor med at æde bladlus, skjoldlus, bladlopper og andre smådyr, der almindeligvis opfattes som skadedyr. Maj -september: Larver af mariehøns kan findes (2-3 uger i dette stadie). Juni - september: Puppe (1 uge i dette stadie). Juni - oktober: Nyklækkede mariehøns kan findes. Juni - november: De nye mariehøns farer rundt og æder, før de går i dvale. Larvens farve er matsort til mørkviolet med sorte og rødgule pletter, mm lang. Puppen har samme farver. Larvernes udvikling varer normalt en måneds tid, men der er en vis variation, afhængigt af økologiske faktorer. I sensommeren forpupper larverne sig. Inde i puppen sker den fuldstændige forvandling fra larve til bille. Ca. 1 uge senere bryder en ny mariehøne frem. (fortsættes på næste side) 6

7 lige nu... Som nyklækket er den gul og uden pletter. I løbet af tre timer får den de sorte pletter. Larve og voksne æder bladlus, og mariehøns er derfor velkomne i de flestes haver som nyttedyr. Den spiser også andre små insekter. Desuden er den også planteæder og fortærer i perioder store mængder af pollen og svampesporer. Mariehønen overvintrer som voksen - i f.eks. barkrevner, huller og sprækker. Udbredelse: Alene i Danmark findes der ca. 50 forskellige arter af mariehøns. Den kan findes stort set overalt og lever således på marker, enge, i skovbryn, levende hegn og markskel. Den er også almindelig i haver og parker, og den vil kunne træffes alle steder, hvor der vokser planter, der huser bladlus. Byg et insekthotel Et insekthotel eller en insektkasse, er et kunstigt skabt levested med det formål at skabe gode steder for insekters ophold og overvintring. Du kan hjælpe insekterne til at få en god vinterbolig, og insekterne kan som tak for husly bekæmpe skadedyr i din have, eksempelvis bladlus, og hjælpe med bestøvningen af havens planter. Et insekthotel kan være alt lige fra en bunke grene, en urtepotte med tørt elefantgræs, en konservesdåse med grene af bambus eller bare en træstamme med huller i. Det vigtigste er, at der er mange hulrum, revner og sprækker, som insekterne kan gemme sig i. Du kan selv lave dit insekthotel, og det kan gøres på mange måder og i forskellige størrelser. Som du kan se på billederne, er mulighederne mange, og du kan begynde med følgende hoteller og selv finde ud af en passende størrelse og fremgangsmåde. En nem måde er at save en træstamme i skiver på ca cm og så bore dybe huller i træet. Hullerne må ikke gå hele vejen igennem. Du får også et godt resultat med en konservesdåse, som du fylder med tynde grene, visne staudestængler, siv, elefantgræs eller bambusgrene. Når du pakker dem godt, så holder stænglerne/grenene sig selv på plads inde i dåsen. Nu skal du så bare hænge den op et passende sted. Du kan også bruge andre ting, eksempelvis lerrør, mursten og grene ja, det er næsten kun din kreative fantasi, der begrænser udformningen. God fornøjelse med hotelbyggeriet. 7

8 Tapre stifindere! Så er sommeren ved at gå på hæld, og efteråret sniger sig ind på os. Jeg håber, at I alle har haft en rigtig god sommerferie og fået en bunke gode oplevelser med jer fra jeres forskellige sommerlejre. I dag vil jeg fortælle jer lidt om, hvordan man kan lave flotte tasker og punge, som også kan udsmykkes med de perlebroderier, som I allerede har lært at lave i et tidligere nummer af Spejdersport. Jeg har talt Spejdende Ørn I de fleste prærieindianeres tøj var der ingen lommer. Derfor lavede indianerne tasker og punge, som de kunne have deres ting i. Disse blev f.eks. brugt til medicin, tobak og piber, udstyr til båltænding og sygrejer. Ovenfor ses et eksempel på, hvordan en taske kan se ud. Tasken er udsmykket med perler og små kræmmerhuse af tin. Kræmmerhusene kan købes færdige eller laves selv af konservesdåser. Perlerne på denne taske sidder en smule for tæt, så de nogle gange går ind over hinanden. Tasken lukkes med en lædersnøre, hvorpå der hænger en rådyrklov. Tasken er lavet af Tonkawas medicinmand, som I nok har mødt på stifinderturneringen. 8 Til venstre ses en pung, der kan sættes fast i bæltet.

9 Tasker og punge Herunder kan I se, hvordan I selv kan lave en taske, som I f.eks. kan bruge til at have jeres medicin i eller til båltændingsudstyr. Sådan en taske kaldes også for en parfleche. For at lave en taske skal I bruge et stykke ugarvet skind eller et stykke stof, f.eks. sækkelærred eller et stykke teltunderlag. På tegningen kan I se, hvor stort stoffet skal være, og hvor I skal lave huller, så tasken kan sættes sammen. I kan også se, hvor I skal folde stoffet. Det er ved de stiplede linjer. Inden tasken foldes sammen, og der bindes lædersnøre igennem hullerne, udsmykkes tasken på forsiden. Det kan enten gøres med f.eks. perler eller maling. Når tasken er udsmykket, foldes stoffet efter de stiplede linjer på tegningen. Korte stykker lædersnøre trækkes igennem de huller, der er vist på tegningen, og i siden laves et øje, som det også kan ses. Taskens ender foldes ind mod midten og på tegningen til højre, kan I se, hvordan snorene fra enden af tasken bindes igennem øjerne i taskens sider og derefter igennem hullerne i taskens anden ende. Idé og illustrationer fra: Indianerliv Håndbog for fritidsindianere af W. Ben Hurt (1994) På billedet til venstre kan I se, hvordan det ser ud, når tasken er foldet sammen. Når I skal bruge det, der er inde i tasken, skal I bare binde snorene op og folde tasken ud. På den måde har I en taske, der kan holde f.eks. helende urter tørre, eller I kan bruge den til at holde styr på jeres sygrej. 9

10 Sløfning af bålsted Gule spejdere ved da, hvordan man sløjfer et bålsted korrekt! Denne sætning vil mange gule spejdere nok være helt enige i. Der er ikke noget mere sørgeligt end at komme til en lejrplads, hvor pladsen er gennemhullet af gamle bålsteder, der ikke er blevet sløjfet ordentligt, og hvor græsset derfor ikke har kunnet gro op igen. Mange har måske oplevet at det på nogle lejrpladser simpelthen ikke er tilladt at grave, fordi bestyrerne gang på gang har oplevet, at pladsen er blevet ødelagt af dårligt sløjfede bålpladser og uudfyldte huller. Når jeg selv har oplevet ovenstående, har jeg sagt til mig selv: Jamen, så er det godt, at jeg er gul spejder, for gule spejdere ved da bedre vi kan finde ud af at slette vores spor sørgeligt nok, må jeg tage de ord i mig igen efter at jeg så, hvordan lejrpladsen så ud efter årets stifinderturnering.. Billederne taler deres tydelige sprog. Desværre må man sige, at uhyggeligt mange af bålpladserne så ud som billederne viser meget få bålpladser var sløjfet korrekt. Desværre vil dette betyde, at den lånte lejrplads i lang tid efter vil være mærket af, at gule spejdere har været på lejr. Denne tendens er rigtig uheldig, og det er én, som vi ledere må tage på vores kappe. Hvordan kan vores stifindere (og spejdere) lære at sløjfe en bålplads korrekt, hvis vi ledere ikke kan lære dem det? Derudover blev alle bålpladser godkendt af en leder som del af nedbrydningskonkurrencen, hvilket er endnu mere tankevækkende.. Billedet nederst til venstre viser en bålplads som den så ud efter en uge. Det er svært at forestille sig, at græsset vil komme til at gro ordentligt på dette stykke jord igen. Til højre for ses en af bålpladserne efter knapt 14 dage. Er det virkelig sådan en stand, at vi vil aflevere lånte lejrpladser i? Vi foreslår, at emnet bliver taget op på næste ledertræf, så vi kan komme dette uvæsen til livs. I mellemtiden er her en guide til, hvordan en bålplads kan sløjfes korrekt. Forhåbentligt vil dette problem være ikke-eksisterende på næste turnering. Med ønsket om et fortsat godt spejderår Rold Skov 10

11 1. Det første man gør, når man skal sløjfe en bålplads, er at vende jorden i bunden af pladsen. Dette gøres ved at grave et spadestik ned og vende bunken. Grunden til, at man vender jorden, er, at jorden i bunden af bålpladsen er blevet varmet op og trykket sammen, så græsrødderne vil få svært ved at gro igennem skorpen, hvis ikke jorden bliver blandet lidt. 2. Hvis kanterne på bålpladsen er blevet beskadiget, f.eks. hvis de er blevet trykket ned, kan man lige rette dem med en spade. På denne måde er det lettere at få tørvene til at ligge helt tæt op ad kanterne. 3. Tørvene lægges på plads og når dette gøres, skal de ligge som de lå, da de blev taget op ligesom et puslespil. For at kunne gøre dette, skal man, når man graver bålstedet, huske at lægge tørvene præcist som de lå i bålstedet, der hvor man vælger at placere sine tørv. De må heller ikke drejes på deres pladser. Dette sikrer, at tørvene passer sammen nede i bålpladsen, og man undgår, at der kommer huller eller revner, hvor tørvene ikke kan vokse sammen. Hvis der, på trods af, at man har lagt tørvene på samme plads, alligevel opstår huller eller revner, må disse fyldes med jord og tørv fra et andet sted, f.eks. fra kanten af den mark eller grund, man ligger på. 4. Hvis et eller flere tørv ligger for lavt, eller hvis de stikker for højt op i forhold til resten af grunden, fyldes der enten mere jord under tørvene, eller der graves noget væk. 11

12 5. Når eventuelle huller eller revner er fyldt ud, trædes tørvene godt ned, så de ligger plant med den omkringliggende lejrplads. Hvis tørvene stikker for højt op, kan de ikke trædes ned, men så skal der graves lidt jord ud, som beskrevet i punkt Når tørvene ligger plant med resten af området, hakkes de streger, der er mellem tørvene med en spade. Alle stregerne, både på langs og på tværs, skal hakkes, for så kan græsset bedre gro sammen igen. 7. Til slut skal bålpladsen vandes med godt med vand, så græsset får de allerbedste vilkår for at gro. Herunder kan I se, hvordan stregerne mellem tørvene ser ud, når de er blevet hakket. 8. Først til højre ses den korrekt sløjfede bålplads. Yderst til højre én af de sløjfede bålpladser fra stifinderturneringen til sammenligning. Sådan bør en bålplads se ud, når den er blevet korrekt sløjfet. Hvis pladsen bliver sløjfet rigtigt, går der ikke lang tid, før man ikke engang kan se, at den overhovedet har været anlagt. Tørvene på denne plads ligger ikke plant med resten af grunden, og kanterne er ikke blevet rettet. Der er huller, hvor der mangler tørv, og tørvene er ikke blevet hakket. 12

13 Fire Troppe Fire lande og fire eventyr På de følgende 9 sider kan du læse om fire troppe, der valgte at tage på sommerlejr uden for Danmark. Det giver mulighed for store eventyr 13

14 Canada - Jens Langkniv Gruppe 28.juni juli 2011 I år har spejderne fra Jens Langkniv været på et brag af en sommerlejr i Canada. Det var en fantastisk tur, der helt sikkert aldrig vil blive glemt. Tirsdag d. 28. juni 2011 kl. ca. 23:00 tog nogle af forældrene kampen op mod motorvejen mod lufthavnen i Hamburg. Vi skulle flyve tidligt den næste morgen fra Hamburg til Düsseldorf og så videre der fra med et fly til London, og efter at have løbet som gale for at nå det videre fly til Calgary i Canada. Det var en meget lang, men også utroligt hyggelig tur. Vi landede i Calgary, Alberta, Canada d. 28. juni (29. i Dansk tid). I lufthavnen I Calgary mødte os en smilende spejder i grøn uniform, der var klar til at tilbringe de næste 16 dage i vores selskab. Det var så Ric, ham som skulle være vores guide på hele turen. De canadiske spejdere fra gruppen 14th Dragon Lake havde købt en lille bus, så vi kunne komme hvor hen, vi ville, og det skal siges, at det er vi dem evigt taknemmelige for. Det tog os 4 dage at køre op til lejren, ikke fordi der var så langt, men fordi der er så utroligt meget at se. Allerede den første dag i Canada så vi en bjørn komme vandrende forbi, mens vi var på vej ind i den lejr, hvor vi skulle tilbringe natten, det var ikke noget vi havde regnet med at se så hurtigt! I løbet af de 4 dage det tog os at køre op til den lejr, vi skulle være i sammen med de Canadiske spejdere, tog vi os god tid til at nå og få set bare en lille brøkdel af deres kæmpe natur. Vi overnattede på forskellige lejrpladser forskellige steder i delstaten British Columbia fx Banff Nationalpark. Vi var den 1. juli med til at fejre Canada day, som er det officielle Canadas nationaldag/ fødselsdag. Denne dag er meget vigtig for alle canadiere og bliver fejret med fyrværkeri og glade mennesker, og det fik vi lov til at være en del af. De har en utroligt smuk og overvældende natur, som man på ingen måde har muligheden for at opleve andre steder derovre. Så det var på alle måder en oplevelse ud over det sædvanlige. Canada har den kendte bjergkæde Rocky Mountains, som vi brugte flere dage på at køre igennem og hold da op en udsigt. Vi hyggede os rigtigt meget i bussen og var ofte inde på tankstationer eller supermarkeder for at handle slik og cola, for derovre er en køretur på 6 timer i træk ikke en usædvanlig ting, så vi måtte jo have nogle forsyninger. Endelig kom vi til lejrene, efter en køretur med bjørne, bjerge, alverdens andre dyr og overvældende indtryk. I lejren mødte os en flok glade canadiske spejdere. De begyndte efter en hurtig præsentation at synge sangen This land is your land i Canadisk udgave for os. Det var deres sommerlejr, og vi var der i en uge sammen med dem. Den uge vi var i lejren, fik vi i de forskellige patruljer fældet nogle træerså vi kunne få bygget et køkkenbord, og vi fik badet en del i den sø, som var ved lejren. Vi var på en utroligt hyggelig kanohike i øse pøse regnvejr, hvor vi spillede kort og lærte en masse nye mennesker ordentligt at kende, da vi bare var os spejdere og deres Explores uden forstyrrende ledere. Alt i alt prøvede vi mere eller mindre at være som canadiske spejdere. Over tiden blev kortspillet røvhul meget populært over alt i lejren. Og det blev spillet af alle med velbehag. 14

15 Deres måde at være spejdere på i Canada er på nogle punkter langt fra den samme som vores her hjemme i Danmark. Men grundprincipperne er jo over hele verden den samme, så det har jo kun været en positiv og lærerig oplevelse at se, hvordan de på den anden side af kloden tolker konceptet Spejderliv/Scouting. Der var hver aften lejrbål på en lille platform ude i vandet, hvor vi kunne sidde og nyde roen over søen og alverdens underholdning. Det var rigtigt hyggeligt, og deres små Timberwolves (Timberwolves er det samme som vores ulve) lavede en masse god bålunderholdning, Mange af de sketcher og sange de havde, kunne vi på sin vis genkende fra, hvad vi ser herhjemme i lejrbålets skær, det var lidt sjovt at se. Den sidste dag på lejren sluttede efter flagparade ved middagstid efter en velfortjent frokost med ristede hotdogs over bål. De har en meget sjov og underholdende måde at give glemte ting tilbage på, man skal op foran alle og danse en lille dans kaldet little prairie flower, og det skal siges, at det ikke varede længe, inden den var tapet fast inde i hovedet, for den blev danset lystigt, når der var flagparade. Vi stillede pænt op i fuld uniform med gallasløjfe og det hele, og var klar til at tage flagene ned for sidste gang. Der blev overrakt en masse mærker. I den lejr, hvor lejren blev holdt, er det en tradition, at de laver et minde fra lejren. De skriver navnene på hvem, der har været med på lejren. På denne lejr var det et dansk flag. Det var trist at sige farvel til de canadiske spejdere, vores venner vi aldrig vil glemme. Men et par stykker af canadierne skulle til Mexico, så de skulle med os til Vancouver, hvor vi skulle flyve fra. VI var i lejren en dag mere end de andre, da der stadig var 4 dage, til vi skulle hjem igen. På turen mod Vancouver så vi en masse flot natur og dyr. Og en masse bjørne! På en bjergside kunne vi kigge op, og der var fuld af bjørne, store og små, sorte og brune. Vi var i en gammel landsby, som hed Bakerville, hvor man kunne se, hvordan de levede, da Canada var helt ny. Det var utroligt spændende. Vi tænkte på, at den gang var Canada et helt nyt, selvstændigt land og stadig er det. Det tog os ca. 3 dage at køre til Vancouver. Da vi kun manglede omkring 100 km, brændte bussen sammen, og vi måtte gå resten af vejen. Heldigt for os var der en lejrplads lige i nærheden, hvor vi kunne overnatte, og det lykkedes os dagen efter at finde et busselskab, der ville køre os til Vancouver billigt og hurtigt, så vi kunne komme til lufthavnen til tiden. Det var meget heldigt, og vi nåede det også i tide til, at vi havde et par timer til at gøre nogle indkøb i Vancouver. Da vi midt på eftermiddagen var nået til lufthavnen i Vancouver, skulle der siges farvel, der var en del af os der fik et par tårer eller ti i øjnene. Men vi håber på, at De canadiske spejdere havde en god tur til Mexico, og at de, når muligheden er der, vil komme til Danmark og besøge os, så vi kan forsøge at give dem en ligeså fantastisk tur, som de alle sammen var med til at give os. Så var det ellers bare at komme med flyverne hjem til familien. Selvom vi kommer til at savne Canada og canadierne, så var det dejligt at komme til Danmark og se familien igen. Det var noget vi alle havde trængt til. Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at det var én af de lejre, der aldrig vil bliveeglemt. Skrevet af Maja Hall og Pernille Hall 15

16 Kina på første hånd - Endelig mødte vi Muren Lang tids forventningens glæde, 1½ års arbejde med planlægning og stor indsats for at spare sammen blev indfriet for 12 spejdere og 3 ledere fra 1. Næstved Trop, da vi lettede fra Kastrup Lufthavn d. 5. juli med kurs mod Beijing. Da vi atter kom hjem d. 16. juli efter 12 døgn på rejse, havde oplevelserne været mange og gode. Verdens folkerigeste land har gjort et indtryk og efterladt et personligt aftryk hos hver eneste af os 15 spejdere og ledere, som var med i Kina. På vej mod Kina Forventningsfulde og spændte mødtes vi, spejdere fra 1. Næstved Trop, på Næstved Banegård, d. 4. juli tidlig morgen for at starte vores udlandstur af sted mod verdens mest folkerige land langt, langt hjemmefra. Første rejseudfordring var et skybrud i København. Toget kørte ikke, men heldigvis var forældre klar med biler, så vi nåede alligevel Kastrup Lufthavn til check in mod Moskva. I den lange kø blev vi interviewet af TV2. Vi vinkede farvel til forældre & søskende og sså var vi afsted. I Moskvas lufthavn indtog vi også det sidste europæiske måltid inden kinamaden. Planmæssigt lettede flyveren mod Moskva, som første destination her havde vi 5 timer i lufthavnen - inden turen gik videre mod Beijing i en Airbus Beijing bød velkommen Ankommet til Beijing gik turen mod Tianamen kvarteret, hvor vi skulle bo 16 på Leo Hostel ( ) et slags vandrerhjem for rygsæksrejsende. Vi ankom onsdag d. 6. juni tidlig morgen efter godt 25 timers rejse. Vi blev vejrmæssigt budt velkommen af 35 grader C og en luftfugtighed på godt 90. Det holdt godt hele turen. Efter et par timers hvile på vores hostel begav vi os sen eftermiddag begav ud i et af de fattige kvarter, Hutonger, som er de oprindelige boligområder for arbejderklassen smalle gyder og anderledes dufte hang tykt i luften. Vi mødte en stor kulturforskel i forhold til lille Danmark. Vi brugte torsdagen i Beijing på at besøge Sommerpaladset og tilhørende park - et af byens grønne åndehuller. Selvom Kina i dag har mange besøgende fra alverdens lande, er grupper som vores sjældne gæster. Derfor ville mange kinesere meget gerne tage utallige billeder af os. Vi blev nærmest angrebet af kinesere med kameraer, vi var åbenbart meget attraktive i deres øjne. Da vi havde bevæget os længere ind i Sommerpaladsets kæmpe område, stod vi til alles store fornøjelse pludselig klædt ud som kinesiske kejsere og kejserinder.vi så bl.a. Kunming Søen, som er blevet udgravet ved håndkraft af mand. Efter kun at have set en brøkdel af paladset, spiste vi frokost; størstedelen på McDonalds, og få mere modige personer hos den lille lokale gadesælger med din 3-hjulede knallert med gasapparat og diverse stegte grøntsager og kødstrimler. Hvad mon dét var. Fredag var det tidligt op og af sted mod Himlens Tempel, hvor mange kinesere kommer og laver Tai Chi, danser, spiller bold og mange andre former for motion og så er der naturligvis et imponerende tempel med mange smukke udskæringer og fantastiske farver.

17 Dagen bød også på en tur til Pearl Market, hvor der kan erhverves alt fra Iphones i kloner til silketørklæder, og der skal pruttes meget om prisen. På cykel til muren Lørdag morgen blev vi hentet i minibus med guide og kørt ud mod den store mur. Efter 2½ time i den hektiske morgentrafik nåede vi til det sted i bjergene, hvor vores cykeltur skulle starte. Vi fik udleveret hver en cykel og en cykelhjelm, og så var det af sted - op ad bakke i 35 graders varme det kræver blod, sved og tårer. Men når det går op, går det også ned, så efter en halv times hårdt arbejde i sadlen, ventede en dejlig lang nedkørsel med den kinesiske mur i horisonten. Efter et par timer på cykel nåede vi en lille kinesisk landsby, hvor vi fik et overdådigt måltid med 12 forskellige retter brændstof til den kommende vandretur på muren. Turen på muren gik vi på Yellow Flower Section af den kinesiske mur, som er en del af muren, som er restaureret, men langtfra overrendt af turister. En meget stejl sti førte os op til den over 5000 km. lange mur, som strakte sig så langt øjet rakte på vejen op fandt en af spejderne en pilespids fra Mingdynastiet et klenodie; og ganske spændende at stå med et stykke metal i hånden, som er over 500 år gammelt. Turen på muren varede 3 timer og bragte flere ud til grænsen af, hvad de troede, de kunne klare men efter turen herskede en euforisk stemning blandt alle, og oplevelsen har sat dybe spor i erindringens vindue. Vi var trætte af at skulle gå op og ned af den meget stejle mur, men på trods af det, havde vi en fantastisk tur og meget smuk udsigt. Da vi gik ned af Den kinesiske mur, endte vi en lille landsby, hvor vi skulle bo hos en lokal familie. Her blev vi indlogeret på forskellige værelser. Alle pigerne skulle ligge i en lang seng, eller rettere en sofa, da vi havde fået familiens stue som soveplads. Vi sov under familiens portrætfoto på væggen af Mao TseTung. Aftensmaden blev lavet af familien, som vi boede hos. Menuen stod på kogt brød, majssuppe og fisk fanget i deres egen lille dam. Søndag morgen var det tidligt op og op på cyklerne igen forude ventede små 30 km. på små bjergveje, så de lave gear på cyklerne blev flittigt brugt, og Minggravene kom i sigte ved middagstid. Imponerende paladser og gravsteder var alle vegne ved Minggravene og efter et par timer i Changling, blev cyklerne læsset, og vi vendte næsen mod Beijing, hvor turen sluttede med et fantastisk måltid på Årets restaurant 2011 i Beijing med ingredienser, som jasminblomster, lavendel og mynteblade i chili. Tilbage på vores hostel, blev søndag aften brugt til afslapning. Den Forbudte By Mandag morgen var det atter tidligt op og af sted over Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen). På den Himmelske Freds Plads så vi bl.a. en skulptur i anledning af Folkerepublikkens og den kinesiske kommunismes 90 års jubilæum. Vi var på vej til den Forbudte by. En by, hvis område dækker over en kvadratkilometer og har været hjem for 10 kejsere i perioden 1406 til 1921 hvor den sidste kejser kun var kejser i 83 dage. Her var fra flere kejserdynastier samlet store kulturskatte med imponerende malerkunst, kalligrafier, videnskabelige instrumenter, papyra, krudt og porcelæn én masse. En dag med imponerende mange mennesker og imponerende bygningsværker sluttede med kaffe på Starbucks og med mod på endnu flere oplevelser både dem der tilgodeser øjnene, men også dem der tilgodeser smagsløgene. Aftensmåltidet - pizza og burger til alles store glæde blev indtaget på en restaurant, hvor vi også skrev vores signatur i loftet. 17

18 Så på en restaurant i Beijing Centrum står der nu: 1. Næstved, DGS, selvfølgelig illustreret med en spejderhat. Kultur på flere måder zoo, akrobatik, KungFu, opera, og handelstalenter En dag var helliget handel på markeder; vores handelstalenter, navnlig evnen til at prutte om prisen, blev sat på betydelige prøver. Vi er erfaringer rigere, og et dansk kræmmermarked er det rene vand og listepriser i forhold til en kinesisk handelsplads. Zoo var onsdagens hovedpunkt, og vi så pandaerne. Både de små og de 2 rigtige, de store, sorte og hvide bjørne. En række andre asiatiske dyr var ligeledes til skue, sædvanlige dér, men noget særligt for os langt væk fra. Spejderne havde onsdag aften valget mellem at komme til akrobatikshow, KungFushow eller kinesisk opera. Hver leder havde et hold med, og spejderne fordelte sig på alle tre ting. Akrobatikshow og KungFu gjorde indtryk; de tilskuere var imponerede. Opera var højt. Men desuagtet en oplevelse; den pågældende leder var ikke den første blandt publikum, der tog en blund. Det var ganske sædvanligt blandt tilskuerne. Torsdagen var 10. dag i hede og stærkt krydret lugt i storbyen. Vi drog til et badested et område med ca. 5 store swimmingpools og en kunstig sandstrand. Alt på et område svarende til ca. 4 fodboldbaner, hvor mere velbjærgede familier tog til stranden. Ren afslapning ovenpå alle de forskellige og fremmede indtryk i den forløbne uge. 18 Ude godt, men hjemme ej heller ringe Men hjemad skulle det dog alligevel gå. Fredag tog vi afsked med Beijing og var en sidste gang på kryds over Tiananmen Pladsen. Mod Danmark vi atter drog fredag sen aften og var vel hjemme lørdag ved eftermiddagskaffetid. Hvorledes vi kunne tage af sted kl. 22 fredag aften, være i Danmark lørdag lige over frokost, og dog alligevel have været på farten i mere end 25 timer; tjah, bl.a. 8 timers tidsforskel gør sit. Vi så mange gode og imponerende ting på vores tur, og fik sandelig set solsiden af verdens folkerigeste nation. Men vi fik også set og erfaret andre sider, fik lejlighed til at snakke om forskelligheder på alle måder, godt som mindre godt. Der er basis for mange minder, lange snakke og historier om hinanden og om de mange oplevelser, som vi blev fyldt af på spejdernes sommerlejr 2011 i Riget i Midten. Med Gul Spejderhilsen Kambiz, Sofie, Shane, Line, Kathrine, Marie, Louise, Anne, Nanna, Caroline, Ludvig, Emil, Marianne, Martin & Per, 1. Næstved Trop.

19 Fugl Phønix - Wales Som mange måske allerede ved, har en del spejdere fra korpset været vidt omkring denne sommer. Vi fra Fugl Pønix har været i Wales, hvor de taler et meget fremmed sprog, og man ikke kan udtale teksten på vejskiltene...nærmere bestemt Snowdonia Nationalpark. Først og fremmest var meningen med vores tur at få nogle gode oplevelser, men også at styrke vores sammenhold samt at få rykket vores personlige grænser. Selv om turen jo egentlig kun var for spejdere og opefter, var vores allermindste mascot Aske selvfølgelig også med. Turen til Wales var drøj...vi fløj til Manchester MEGET tidligt om morgenen - kun dagen efter, at vi alle havde fået sommerferie. Herfra samlede Jay os op i minibus, hvorefter kursen blev sat mod Wales. Vi blev sultne undervejs og stoppede for at få noget frokost. Jeg er sikker på, at jeg taler på alles vegne, når jeg på det kraftigste fraråder folk nogensinde at købe en burger i en Fish 'n' chips Shop!! Koldt brød, kold ost, ketchup og en kedelig bøf der havde været død længe. Øv!!...men det var trods alt mad, og vi var sultne. Pommes frites var de til gengæld vældigt gode til at lave - så de tog noget af den grimme smag. Herefter skulle vi proviantere til turen, og hvert telt/madhold købte ind til sig selv i en stor Tesco - det tog noget, der føltes som timer. Da vi langt om længe ankom til stedet, hvor at vi skulle overnatte i Ogwen Valley tæt ved foden af bjerget Tryfan, startede vi alle med at slå hiketeltene op. Der er i Wales en masse små private campingpladser, primitive efter danske forhold - men billige, og der er, hvad man har brug for på sådan en tur; Rent vand, toilet og ofte også mulighed for at købe sig et bad for 5-10 kroner. Efter at have set os lidt omkring på pladsen, lavede vi mad og vaskede op.. Nogle benyttede lejligheden til at køle de sure tæer i den lille flod, der løb tæt forbi ved teltene. Jeg vil også lige notere, at det er dumt at hoppe over en lille bæk i ujævnt terræn - selv med vandrestøvler på. Det kan føre til, at man forstuver anklen. Bagefter gik vi i alle i teltene, måske ikke for at sove, men for at slappe af og komme i læ for støvregnen. Vi var nok mange, som blev en smule forskrækkede den nat. Fårene, som tidligere havde gået og græsset oppe på bjerget, gik pludselig rundt omkring vores telte og skramlede. Den næste dag var de andre ude at gå med dagtursrygsæk for at starte forsigtigt med at lære, hvad det vil sige at gå i bjerge. De gik i en rute rundt om Tryfan - jeg kunne forstå på de andre, at det var hårdt, men også super flot! Imens havde jeg bare siddet/ligget i den stegende minibus, for at min fod kunne få det bedre. Søndag skulle vi ud at gå 1½-dagshike med dagtursrygsække. Vi startede i en lille landsby, der hedder Capel Curig, og da vejret var sol og sommer hele tiden, var det rigtig hårdt og varmt at gå op ad et stejlt bjerg ved middagstid! Efter en lang gåtur i noget vådt tuet terræn ankom vi til Pen-Y-Gwryd Pub in Llanberis pass, hvor vi fik noget at drikke. 19

20 Det var her Hillary og hans hold trænede inden deres succesfulde ekspedition til Everest i De havde en del udstyr udstillet rundt omkring, bl.a. det reb der holdt Hillary og hans makker sammen på toppen af Everest. Tjeneren var i øvrigt dansker, så ham fik vi da også en snak med. Herefter gik vi det sidste stykke med fuld oppakning på og fandt et sted, der var velegnet til Wild Camp. Det kunne man godt mærke sådan sidst på dagen... Næste dag kørte vi i bussen til en campingplads i Nant Peris, hvor vi slog lejr og slappede lidt af, mens vi forberedte os på næste dags strabadser. Snowdon! Turens højdepunkt i mere end én fortand. Snowdon er nemlig 1085 meter højt - det højeste bjerg i England og Wales! 'Veteranerne', også kaldt Jacob, Kenneth og Buggi, gik den hardcore tur til toppen af højderyggen Crib Goch. Nogle steder var den ikke mere end 50 cm bred - med ét trin ned til begge sider...det er vist ikke for tøsedrenge! Vi andre tog den turistvenlige rute, men tag ikke fejl af, at det er en del højere end Himmelbjerget og byder på tilsvarende store udfordringer. Stemningen fejlede ikke noget på toppen af bjerget, selvom det var en smule træls for den del af os, der havde valgt, at frokosten skulle være varm mad, så vi måtte tænde op i trangiaerne. Turen nedad var faktisk langt mere hård ved benene end turen op - det lyder nok mærkeligt, men man skulle spænde læg- og lårmusklerne konstant, og belastningen på knæene var også stor! Næste dag var hviledag - vi lagde ud med morgenmad i den legendariske Pete's Cafe i Llanberris og gik en tur i den lille by..nogle benyttede lejligheden til at købe Cherry Coke, andre kiggede på friluftsudstyr - der er outdoorshops alle vegne. Herefter kørte vi til Betws-y-Coed, hvor nogle slappede lidt af, andre lagde planer for næste dags rute og resten kiggede lidt på byen. De to næste dage gik vi hike med fuld oppakning. Vi delte os ind i fire hold, så vi alle fik trænet kortlæsning. Vi spiste frokost i et nedlagt skiferbrud (bjergene i området er skiferbjerge). Efter en lang dags vandring ankom vi til et område ved en lille sø, hvor man rundt omkring kunne finde en tør plet at sætte et telt på. Udsigten var fantastisk...blandt andet kunne man se næsten hele Snowdon Horseshoe. Turen derfra bød på både stejle op- og nedstigninger - en udfordring når man har rygsæk på og er opvokset i et fladt land. Den sidste nat i Wales tilbragte vi på campingpladsen i Nant Peris, hvor vi havde været før, og om eftermiddagen kørte vi en tur ud og kravlede lidt rundt på nogle store klippestykker i dalen..det kaldes 'bouldering'. Til aftensmad fik vi 'hvad er der tilbage i poserne'..så alle kunne hver især lave, hvad de nu havde fantasi til. Lasse og Tobias havde et væddemål om en dåseburger, som Lasse har haft liggende i flere år - Lasse tabte!! Den var simpelthen for klam, og han kunne ikke spise det hele :-) Dorthe og Jay snød og gik over og spiste på pubben, der lå ikke langt derfra. Resten af aftenen blev mest bare brugt på hygge. Den sidste nat tilbragte vi hos en spejder, som hedder Smokey, i hans gruppes hus i en landsby, der hedder Owley Wood ikke så langt fra Manchester...det gav så samtidigt mulighed for at komme hjem med tørre telte. Om aftenen havde Smokey og nogle andre spejderledere kokkereret mad til os. Da mørket var faldet på, fjollede nogle rundt indenfor, imens andre sad ved et lille bål omme bag huset. Så var der natmad! Smokey ville ikke fortælle os, hvad det var, før at vi alle havde smagt. Det var haggis! Nogle af os kunne godt lide det, og andre kunne slet ikke. Bl.a. Signe kunne ikke så godt lide tanken om, hvad hun lige havde spist :) Da vi alle var ved at være godt trætte, gik vi i poserne. Men der er ingen tvivl om, at en eller anden var mere søvnig end os andre, ja, man kunne næsten ikke høre sine egne tanker for bare snorken.. Næste morgen spiste vi alle havregrød, hvorefter vi tog til lufthavnen. Og jeg er sikker på, at vi alle har fået en masse gode oplevelser og erfaringer med os videre i vore dagligdag og spejderliv. Mgsh Magnus. 20