Formandens spalter Bestyrelsens beretning 2001

Transkript

1 JAGTPÆLEN Maj årgang, nr. 2 Formandens spalter Bestyrelsens beretning var foreningens 3. leveår, det var et år hvor vi mener foreningen har overstået fødselsvanskelighed erne og fundet en levedygtig plads, hvor der er et behov. Medlemstallet er stabilt på små 200. Der har været afholdt foredrag henover vinteren, det er altid en fornøjelse at arrangere disse aftner, med meget forskelligt indhold, der møder altid godt med folk. Blandt foredragsholderne har vi haft Henrik Karlsson fra Åland Søfarts Museum i Mariehamn, det fødte idéen til den Maritime Kulturrejse den er der gået noget tid med at få sat på skinner, men programmet er som I jo nok ved, klar nu. Vi mener at der er skruet et rigtigt spændende program sammen, til en overkommelig pris, så håber vi bare der er nok som vil med, da det jo kræver at vi kan fylde bussen. Rejsen er en foreningsrejse og som sådan er det ikke meningen at den skal give overskud, vi har selvfølgelig budgetteret med noget til uforudsete udgifter, bliver der ikke brug for det vil pengene selvfølgelig komme rejsedeltagerne til gode. Så har foreningen holdt maritime dage i Marstal og Ærøskøbing. Bededagsferien ligger fast i Ærøskøbing, det er blevet en tradition. Det er mere problematisk i Marstal, der må vi simpelthen finde på noget andet, vi arbejder med flere forskellige idéer. Vi har som forening en plads i en styregruppe omkring Bonavista som er under Marstal Søfartsmuseums beskyttende vinger. Som det måske er jer bekendt har de to kommuner startet et maritimt beskæftigelses projekt op, hvor Bonavista har en central plads. Nogle vil nok spørge, hvad vi som forening har med det at gøre. Det er helt klart et projekt, som vor formålsparagraf dækker. Forløbet omkring skibet er en lang og sørgelig historie, hvor langsommelighed og ubeslutsomhed er kodeordene. Den blev afhentet sidst i december i Svendborg. Jeg vil sige den stand den var i minder ikke om den store kærlighed til unikke bevaringsværdige skibe, den minde om noget der var opgivet og kondemneret. Hvem der har ansvaret for det, skal være usagt. Samarbejdet kommunerne imellem har være forbilledligt, det har været præget af tillid og fremsyn. På trods af de knaster der har været med organisationer uden for øen, ser vi fremad og håber at det iværksatte projekt vil være til glæde og gavn for alle var året hvor kogehuset i Ærøskøbing blev ført tilbage til sin oprindelige funktion, det kunne lade sig gøre via et godt sammenarbejde mellem Ærøskøbing Havn, Ærøskøbing Fonden, Maritimt Center Danmark og Maritimt Center Ærø.Åbningen foregik i forbindelse med de maritime dage, det var en hel folkefest, hvor byhistorisk forening mødte op med en sang til husets pris. Vi havde planlagt en medlemssejlads der skulle gå til Avernakø, men der var ikke tilmeldinger nok, så den måtte aflyses. Hvorimod Meta havde en bragende succes med ture fra Marstal. Der havde vi stillet underskudsgaranti som var delt i tre M.C.D/ M.C.Æ og skipperen på Meta men den blev der heldigvis ikke brug for, den samme konstruktion er også gældende for i år, hvor vi har fået delt vores 1/3 med Ærø turistforening. Det er oplyst at en del medlemmer deltog i sejladserne sidste år, det kan vi anbefale at I gør i år igen, så foreningen kan beholde pungen i lommen. Vi har ikke mistet modet hvad angår medlemssejladser, vi satser på en Ærø rundt her i foråret som sædvanligt i sammenarbejde med Ærø Natur & Energiskole. Så et par ord om vort lille medlemsblad, det er jo reelt bladet, som binder foreningen sammen, der skal lyde en tak til dem som bidrager med artikler. I er alle velkomne til at komme med stof, og redaktøren skal have ros for sin indsats. Det er altid et godt lille produkt han får strikket sammen. Der skal også lyde en tak til foreningens samarog sponsorer. Det var bestyrelses beretning for år 2001 Venlig hilsen formanden INDHOLD: Formandens spalter...side 1 Skonnerten LINDEN genopstår...side 2 Søfart i Folkeskolen, - på rejse med m.s. MOON BIRD...side 4 Lidt af hvert...side 8 Nyt fra Maritimt Center Danmark...side 9 Noget fra Generalforsamling side 10 Skibsbygning i Græsvænge...side 12 Ebbes Bådebyggeri leverer StorMegin til Viborg...side 14 Medlemsrejse til Ålandsøerne. (Sidste udkald)...side 17 Nord og Syd. Noget om joller og små fartøjer i Grønland...side 18 Portræt af VIKING...side 20 Undskyld! bejdspartnere Redaktøren beklager på egne og bestyrelsens vegne, at vi i flere forbindelser har brugt et forkert udtryk for en 2-smakke. Det hedder nemlig en 2-smakke og ikke det andet unævnelige, som ved tidligere lejligheder er bru gt i blad et. Læs også om Maritimt Center Ærø på: 1

2 Jagtpælen har gennem de sidste fem numre bragt en beretning om CONNIEs tur til Ålandsøerne for at gense kendte steder. CONNIEs ejer Søren Nissen havde nemlig et par år tidligere boet i CONNIE i en periode på måneder, mens han stod for bygningen af den tremastede skonnert LINDEN. Her følger Sørens beretning til Jagtpælen om byggeriet af skonnerten. Redaktionen har valgt at bringe hele artiklen i dette nummer af bladet i stedet for at dele den op i flere afsnit. Det vil nemlig være synd og skam at dele denne meget velskrevne artikel over flere numre, - så kære læser, sæt dig godt tilrette og nyd dette nummer af Jagtpælen. LINDEN genopstår. Linden er klar til dåb og stabelafløbning Ærø Åland Når man kommer fra Ærø med den ballast som livet på en ø giver af godt og skidt, er det nemt at finde sig til rette på Åland. Lighederne er fl ere end forsk ellene, og når man ser bort fra ydre omstændigheder som landskabets karakter, sprogets egenart og den noget nordligere beliggenhed Åland ligger på samme breddegrad som Kap Farvel på Grønlands sydspids, - så finder man snart lighedspunkterne med vort lille paradis her i sydhavet. Åland er først og sidst en søfartsnation, hvis rederivirksomhed overskygger alle øvrige erhverv i øriget, som tæller henved 65oo øer, holme og skær, hvoraf naturligvis kun en del er beboede. Andre næringer er landbrug, skovdrift, fiskeri og turisme med afledte bierhverv plus allehånde serviceerhverv. Med andre ord meget lig det billede vi kender herhjemme fra. Ålændingenes stærke selvstændighedsfølelse skal ses i lyset af en omtumlet historie, hvor øriget har været kastebold i storpolitiske intriger med skiftende besættelsesmagters tilstedeværelse. Først i 1922 fik øerne selvstyre, og lige så lidt som en færing vil slås i hartkorn med en dansker, lige så sikkert er det at en ålænding vil pointere sit ståsted dersom man af vanvare skulle kalde ham en finne. 2 I dette ørige fortsatte byggeriet og sejladsen med skonnerter, galeaser, skuder, storbåde, sumper, skøtbåde og joller langt ind i det tyvende århundrede, og først sent døde skibsbyggeriet ud. Mange galeaser blev bygget på den bare strand i skovbrynet på en gård af bonden selv med karlene til hjælp, og måske en omrejsende bygmester til at assistere. Her var jo tale om husbehovssejlads for skærgårdssogenen es transport og afsætning af gårdenes produkter på vår og høstmarkederne i Åbo, Helsingfors og Stockholm, og når vinteren satte stop for det meste landbrugsarbejde på gården e, kunne man jo passende udnytte tiden til at gå i skoven og hugge træ til en galease. Disse byggerier efterlod sig i sagens natur kun sparsomme spor i eftertiden, da der ofte var tale om engangsforeteelse, og ikke egentlige værfter i vor forstand, så kun yderst sparsom dokumentation er tilgængelig om emnet. Skibsbygning Men der fandtes dog pladser, hvor en skibsbygmester koncentrerede sig om byggeri i større stil, og som leverede skibe til kunder. Således f. eks. Verner Petterson på Ytternæs Varv på østkysten af halvøen hvor hovedstaden Marieh amn er beliggende. Her byggedes og søsattes i 1920 en stor, sletrigget 3 mst. Skonnert en såkaldt 111 på grund af de lige høje toppe kaldet Linden. Mari-

3 ehamn kaldes i øvrigt De 1000 lindes Stad på grund af de mange lindetræer langs gader og alleer. Skonnerten skulle fra ny have haft motor, men p.a. trange økonomiske kår blev det udskudt, og faktisk nåede den aldrig at få motor installeret. I 1953 endte den sit liv udslidt efter et hårdt liv som fragtslæber i Bottenviken, Østersøen og Nordsøen. Skibsbygning genoptages Samtidig med træskibenes svanesang døde skibsbygningshåndværket mere eller mindre ud, så da interessen et halvt århundrede senere så småt igen begyndte at melde sig nu blandt entusiaster med andre mål for øje end at slæbe tømmer fra finske udskibningspladser og kul fra engelske miner, så stod det småt til med kundskaberne. Dette blev den egentlige årsag til kontakten med Ålændingene. Første gang som udsendt medarbejder fra Ebbes Bådbyggeri i 1988, da en mindre galease Albanus så dagens lys på en strand ved en vig øst for Mariehamn. Værdifulde kontakter med ligesindede blev dengang knyttet, og jeg må sige at den engagerede entusiasme og ildhu hvormed ildsjælene bag dette projekt gik til sagen, imponerede mig nok så meget som selve det praktiske arbejde, som i parentes bemærket ikke lod noget tilbage at ønske hvad kvalitet angik. Dette byggeri blev en solstrålehistorie, som vakte de slumrende livsånder til live, så egentlig var det ikke så forbavsende at en initiativgruppe med skibsrederen Bror Hussel i spidsen i 1989 dannede et folkerederi med det formål at bygge en klassisk Ålandsskonnert, og til forbillede valgtes netop LINDEN. Dels fandtes nogle billeder af den gamle LINDEN, og en halvmodel fandtes også. Med disse sparsomme kilder som udgangspunkt, og kapital rejst ved hjælp af salg af folkeaktier, sponsormidler, donationer og gaver af forskellig art, lykkedes det oven i købet inden for de budgetterede rammer at genskabe den smukke skonnert på stranden klods op ad løbetøjet fra Albanus s søsætning i Formålet med fartøjet denne gang var naturligvis et andet end i 1920, hvorfor lasten denne gang er udstyret med 1. klasses aptering for chartergæster sauna inklusive, men selve fartøjet er bygget som dengang. Som klassegrundlag blev valgt Norske Veritas byggerelement for træfartøjer tillempet Sjøfartsverkets krav til bl. a. lækstabilitet for passagerfartøjer, hvilket f.eks. indebar, at skibet til hoveddækket blev inddelt i fire vandtætte sektioner ved hjælp af stålskotter noget som absolut ikke fandtes i tyverne i en fragtslæber. Dette krav plus adskillige andre af teknisk karakter blev en stor udfordring for os traditionalister. For uden klasning og godkendelse ville fartøjet ikke få nogen fremtid som et kommercielt drevet passagerfartøj, hvilket var formålet, og eftersom passagerfartøjer af træ ikke er bygget i nyere tid i hvert fald ikke i nulevende skibsingeniørers, inspektørers og myndigheders tid- var vanskelighederne i blandt næsten uoverstigelige for at tilgodese alle parter, og stadig inden for de økonomiske rammer. Med andre ord : en kæmpe udfordring! Udover at være det største, nybyggede træfartøj i min tid i branchen, var det samtidig en udfordring at drage bort fra familien på Ærø i lang tid og få det til at fungere, samtidig med at projektet tog mere og mere af min tid- også på fridagene, når jeg var rejst hjem til familien. Så i det meget tidlige forår 91, faktisk før det var blevet forår på de nordligere breddegrader, skulle det vise sig, slap Connie fortøjningerne i Ærøskøbing havn, tungt lastet med stores og proviant til over et års udenlandsophold. Forud var gået en hektisk tid med tilrigning, planlægning af mange detaljer, telefonering og korrespondance samt sidst men ikke mindst : skaffe mandskab til en rask forlægningssejllads i marts måned. Connie kan håndteres af een person, men da rejsen skulle gennemføres hurtigt, krævede det sejlads døgnet rundt i en lille uge, og så lang tid kan jeg ikke holde mig vågen. Desuden er 4 timers vagt på det åbne agterdæk ved rortaljen i snefog rigeligt til at opfylde selv de mest fanatiske polardrømme. Så er vagtafløsningen meget velkommen så man kan komme under dæk og få noget varmt i kroppen. Om denne sejlads kunne der skrives vidt og bredt, men det ligger ikke inden for denne artikels rammer, blot skal det nævnes at vi - to mand plus undertegnede fik vor friske ungpigekulør i kinderne på den tur. Bl. a. nåede vi at gå fast i is i Stockholms ydre skærgård to gange, og da vi efter ca. 5 døgn nåede frem til Åland, lå fastisen indenskærs så tyk, at der gik over en måned, før jeg kunne gå ind til bryggen (broen ) ved Lindenværftet, som skulle blive mit og CONNIES hjem i de næste 17 måneder. Om selve byggeriet af fartøjet, som denne artikel egentlig omhandler, kunne der også skrives en tyk bog, men her må begrænsningens kunst komme i højsæde, idet det vil føre for vidt inden for bladets rammer. Men lidt facts om byggeriet kan vel være af interesse, dersom nogen måtte gå med drømmen om at bygge en 3 mst. skonnert på strandbredden. Først bygger man et rummeligt værksted og skaffer maskiner og værktøj, planerer et areal ved strandkanten sætter et plankeværk op med en port, prydet med et stort træskilt : LINDENVARVET Dernæst skaffer man ca store træer, 1000 liter tjære, skibsspiger,1.500 bolte, 1,5 tons værk og beg, en håndfuld energiske folk og en telefon + fagbøger fra Åland, Finland, Sverige og Danmark. Senere i forløbet begynder samarbejdet med andre virksomheder i staden, de skal stå for leverancen af bl. a det omfattende stålarbejde : knæ og diagonalforstærkninger, skotter og motorfundamenter, tanke og beslag. Yderligere udrustning såsom hovedmaskineri, hjælpemaskineri, spil, styremaskine, propeller, aksler og stævnrør, kæder og ankre, klys, bovpropeller, oliefyr og ventilation, sikkerhedsudrustning, navigationsudrustning o.s.v. o.s.v. listen er uendelig. Med en baggrund som skibstømrer var udfordringen til tider af en karakter, som nok kunne give sved på panden og søvnløse Denne bunke planker samt meget mere bliver i løbet af godt et års tid til en prægtig tremast-skonnert nætter med planlægning og kalkulationer, overvejelser og spekulationer. Men takket mange gode kræfter plus mange kopper kaffe, lykkedes det faktisk at blive klar til søsætningen på datoen, hvor Lill Lindfors fra Sverige havde indvilliget i at optræde som gudmoder, og hvor anslået ca mennesker var troppet op for at overvære søsætningen, som af mange, især ældre borgere var imødeset med spænding. Netop søsætningen af et nybygget fartøj er den enkeltståend e begivenhed under et sådant forløb, der væk- (Fortsættes på side 16) 3

4 SØFART I FOLKESKOLEN PÅ REJSE MED M/S MOON BIRD (fortsat) Af Ingelise Kromann, Marstal Skibsfører John Schlotfeldts korrespondance med eleverne på Ærøskøbing skole fortsætter: Levi kommer farende ind i klassen: Så er der mail fra Cptn. John igen. De har været i nærheden af en hurrican, men det lykkedes for dem, at gå klar af den, og de har set en masse delfiner! Hvad skriver han mere? Han skriver, at det lugter af penge i Texas, men at det er olien og gassen, der stinker. Og når man er 15 derovre, så har de en bil og et par fjernsyn ellers kan de slet ikke overleve! Hvad ellers? Jo nu skal I høre: Ingelise Kromann Carribean dec Newport News er en forholdsvis lille by beliggende tæt ved havnen, fra søsiden ser byen hyggelig ud, men da vi kun lå der i kort tid var jeg ikke i land der. Vi lossede transformatorerne der var lastet i Istanbul der, og fortsatte imod Houston. På vej ned langs USA's østkyst passerede en Hurricane os, men så langt øst for os at vi kun fik dønningerne fra den, de var 5-6 m høje. Efter at have passeret Miami og sejlet ind i Caribbean Sea fik vi fint vejr med solskin hver dag og masser af Delfiner rundt om skibet. Houston ligger ca. 6 timers sejlads op af floden fra Galveston i Mexican Gulf, og hele området er fyldt med olietanke og raffinaderier placeret side om side. Hele vejen hørmer af olie og gas, Texakanerne siger "det stinker af dollars", og penge er der nok af i det område. Alle over 15 år har mindst en eller to store biler, og nogle fjernsyn, "ellers kan man bare ikke leve". Du kan opleve dem stige ud af deres store bil, talende i -mobilen- (som de altid gør), med en stor cowboy hat på hovedet (altid), og resten af tøjet ligner noget fra skraldespanden, eller du kan finde dem på en restaurant ordre en fire personers middag til en person og spise det hele plus et par pandekager til kaffen, men de er alle venlige og hjælp fulde, hvis du beder om hjælp vil de gøre alt for at En dag med gråvejr i Housto n hjælpe dig. Fra skibet til et handelscenter kørte vi normalt i Taxa, men vor kok var lidt mere smart, han spurgte en fyr der holdt ved havnen i sin bil om vej til centeret, fyren svarede "hop ind knægt så kører jeg dig derhen", vor kok sparede 5 $ til taxaen, sådan er folkene i Texas. Ved flodbredden lige før Texas Terminal, vor kaj, lå slagskibet "Texas" der var aktiv i første verdenskrig, nu er den fortøjet i en lille dok, som museum. Der er sket en del forandring siden den blev bygget indtil nu, når jeg sammenligner med de krigsskibe jeg så ved Nordfolk (ved indsejlingen til Newport) der nu er base for USA's Atlanterhavs flåde. Alle skibene der var i fuld beredskab p.g.a. situationen i Mellemøsten, og de problemer Bin Laden har tilført vor verden. På vej over Atlanten regnede jeg ikke med at høre om andet end krigen i Afghanistan når vi kom til USA, men jeg tog fejl, der var ikke så meget snak om krigen blandt folk, kun nogle bemærkninger om hvor forfærdelig terror er og at det må stoppes en gang for alle, hvilket jeg er helt enig i. Terror er magtsyge menneskers våben som de kan bruge uden selv at komme i ilden. Som feje kujoner bruger de fattige folkeslag eller religiøse fanatikere (i dette tilfælde muslimer), der vil gøre alt for at ændre verden da de ikke har noget at tabe, til at gøre deres beskidte arbejde, uden hensyn til andre mennesker da de er lige glad med alt andet end dem selv i deres begær efter magt. Verden kunne godt undvære den slags mennesker. 4

5 Fra Houston fortsatte vi vor rejse til Tampico i Mexico. Nogle få mil i distance, men en verden til forskel, måden der bygges på, beklædning og levevis er total modsat Texas, selv om Texas var under Mexicansk styre indtil 1836, hvor staten blev selvstændig og forblev sådan indtil den i 1845 blev den 28. stat i USA. I Mexico er Spansk arkitektur dominerende fra dengang landet var under Spansk styre. Mexico blev erobret af Spanien gennem det 16. århundrede. Før spaniolerne var landet regeret af Aztecs indianerne der havde taget landet fra Toltec indianerne i det 13. århundrede. Spaniolerne kom angiveligt for at omvende indianerne På vej til Tampico sejler vi ind i regnbuen. til kristne og tro på Gud, hvilket også indebar bygning af kirker og borge, samt at opdyrke landet på Europæisk vis. Den Spanske konge mente at indianernes guld var en passende belønning for hans godhed, og beordrede hans skibe lastet med guld på hjemturen til Spanien. Nogle indianere blev kristne og var gode loyale soldater for Kongen, hvilket også var en del af omvendelsen, andre ville ikke være kristne, de blev taget som slaver eller bare slået ihjel. Religion har været brugt som værktøj til at få magt i mange år. Mexico blev selvstændig i 1810, herefter fulgte nogle hurtige skift, incl. en invasion af Frankrig, et imperium under Ferdinand Maximilian af Østrig og til sidst en republik i I dag er Mexico det mest folkerige spansk talende land i verden. Tampico er en mellemstor by fra starten bygget i typisk Spansk stil, senere omgivet af nyere fire og fem etage bygninger, men bygget i en stil så de ikke spolerer idyllen i den gamle bydel. Jeg gik op for at handle lidt, men udbudet af varer var meget dyrt, og af en tvivlsom kvalitet, så jeg forlod de handlende med deres varer. I stedet hyggede jeg mig med at studere menneskemylderet i bykernen. Langt de fleste indbyggere er af mikset Spansk-Indiansk blod, men i modsætning til de Sydamerikanske lande er det Spanske dominerende her. Jeg fandt ingen der kunne tale Engelsk her, så jeg måtte nøjes med det S panske jeg kan, men det gik. Byens torv var rigget ud med julepynt i stor stil. Julemænd og engle svævede rund i luften mellem store papirklokker plastik gran og masser af farvet lys i hidsige kulører. Op og ned af gaderne kom karavaner af biler med syngende og spillende børn og voksne. De gør meget ud af at fejre julen. Tampico var sidste havn i denne rejse, der startede i Dammam den 10. august, derefter havnene Bahrain, Shariah, Samsun, Istanbul, Mestas, Algeciras, Newport News, Houston og sidst Tampico den 7. december, slutningen på en rejse og begyndelsen på en ny. Den næste havn blev Dos Bocas, Mexico hvor vi lastede stål rør til Genoa i Italien. Vi sejlede den 12. december og sejler nu i Caribbean Sea. Vejret er dejligt solrigt med 30 grader uden for. Det er ikke ledt at komme i julestemning i denne varme. Vi vil formentlig holde julen i Nordatlanten, vi har et lille juletræ og noget julepynt til messerne, og jeg købte to kalkuner og en pattegris i Mexico til aftensmaden og julefrokosten. I Carribean Sea var vejret flot med sol hver dag. Det vil jeg fortælle om i næste brev. 5

6 Middelhavet den 11. januar 02. Nu er vi i Middelhavet, efter udlosning i Genoa sejlede vi om aftenen den 8. januar med kurs mod Varna i Bulgarien, Vejret er flot med ringe vind, men lidt koldt her er kun 16 grader, jeg hører det er endnu koldere i Danmark, men det går i den rigtige retning dagene længes og vi stævner imod sommer. Jeg vil fortælle om vor juleaften og nytårsaften på Atlanten. Vi havde planlagt at grille pattegrisen til juleaften, men vejret var for dårligt og vi tog sø på dækket hele tiden og tog alt løst med sig i havet, så vi kunne ikke grille og måtte udsætte til næste dag. Det betød dog ikke så meget da Philippinerne alligevel altid fejre julen første juledag og russerne slet ikke fejre jul, de har en sort jul den 6. januar i stedet. Den 25. var vinden drejet til vest så vi fik søen agter ind hvilket giver rolige bevægelser og ingen vand på dækket, så vi startede grillen kl. 6 om morgenen og kl var den varm så svinet kunne komme over grillen. af varmen. Grisen drejer over grillen, det ryger noget så den smagte let røget Vi havde selv fremstillet en gril til dette formål af to olie tromler og en opsats med et langt grill spyd med et håndtag så grisen kunne drejes langsomt under stegningen, hver mand skulle dreje en halv time indtil grisen var stegt. I mellemtiden var andre i gang med at pynte messen, sætte juletræet på plads, selv om det kun var godt en halv meter højt så det godt ud, og dække bordet så det så pyntet ud. Alle steder lød der forskellige julesange fra CDer folkene havde købt i Mexico så julestemningen begyndte at brede sig på trods Til middag var grisen færdig og blev bragt til messen på et fad med appelsin i munden hvor den blev parteret af kokken, der var sprød svær over hele grisen, hvilket ikke er sædvanligt for Philippinerne og Russerne der ikke plejer at spise skindet sådan, men de kunne lide det da de fik smagt sværene. I løbet af formiddagen havde kokken lavet forskellige slags salater, en kalkun i ovnen og arrangeret røget laks med asparges og ægte kaviar (noget Russerne havde haft med) på et fad, han havde også bagt tre slags kager og kogt Philipinsk grøntsagssuppe, så vor menu kom til at bestå af: Philipinsk grønsagssuppe, røget laks med asparges, kaviar og citron, kalkun og grillet pattegris med forskellig salat og kage til dessert. Det er ikke lige den menu vi plejer at servere til jul i Danmark, men det smagte godt og var arrangeret efter bedste stil i Danmark Rusland og på Philippinerne, en skøn sammensætning vi nød og havde en fornøjelig eftermiddag og aften. Da skibet var i søen måtte vi naturligvis skiftes til at gå vagt på broen og i maskinen, men vi skiftede så alle fik lejlighed til at deltage i middagen og nyde julen. 6

7 Efter middagen sang vi nogle julesange, og så var det tid til julegaver. I Houston havde jeg haft besøg af Sømandskirken, en Amerikansk frivillig institution, de bragte nogle julegaver. Jeg holdt disse gaver i et skab til denne eftermiddag hvor de blev uddelt til hver besætnings medlem, det var ikke noget stort, men en glædelig overraskelse for alle. En del fik strikkede huer, halstørklæder og handsker det grinte de lidt af her på varmen, men de skulle senere blive yderst glade for Der pyntes op i messen til jul og nytår, og fade sættes ind. gaverne. Næste dag spiste vi levninger fra dagen før piftet lidt op og sat på store fade, derefter slappede vi af til nogle film. Nytårsaftens dag passerede vi syd om Madeira, samme rute som vi havde passeret to en halv måned tidligere i modsat retning, på vej til Newport. Vi var tæt nok på til at kunne række ned mobiltelefonerne så alle kunne sende hilsner til familien. Om aftenen modtes vi igen i messen for at fejre nytår sammen, denne aften fik vi en art kinesisk menu med mange små retter. Kokken serverede kold kalkun i orange creme gris med sursød sovs kyllinge lår i karry, oksekød i hot chili sovs, store rejer i chili-citron sovs, ristet rødtunge i citron creme, tyndskåret sauterede grøntsager to slags ris og friskbagt brød som tilbehør. Dessert var frugt med kold flødeskum og chokolade. Til midnat mødes vi alle på broen hvor vi fik ristet brød med kaviar og champagne til at skåle det nye år ind. For os ombord startede det nye år med en storm, kl. 3 om morgenen blæste det op fra sydøst der hurtigt tiltog til fuld storm. For at undgå skade på skib og last slog jeg ned på farten og drejede skibet tæt på vinden, så vi slingrede ind i det nye år på den måde. Næste dag aftog vinden og skiftede til sydvest, så vi kunne fortsætte vor rejse. Efter tre dages sejlads passerede vi Gibraltar, indsejlingen til Middelhavet. Derfra fulgte vi den Spanske kyst sejlede øst om Ibiza og Mallorca til Genoa. Vi ankom Genoa den 7. januar om morgenen efter 26 døgn i søen. Genoa er en meget gammel by der kan tilbage dateres til 600 f.c. hvor Føniker og Etruskaer nedsatte sig på bakkerne over Genoabugten. I løbet af middelalderen blev denne bugt hjertet af en stor maritim republik hvorfra handel til hele Middelhavet og Sortehavet udgik. Christopher Columbus blev født her, og et gammelt hus der siges at have tilhørt Columbus familie ligger stadig nær byens centrum. Når man går gennem gaderne er det nemt at forestille sig hvor rig en by det har været en gang, alle bygninger i den gamle bydel er rigt dekoreret med små stenfigurer, statuer og relieffer og anden kunst er placeret side om side så det dækker hele bygningen, de fleste er bygget som en lille borg med små tårne. I dag er det et problem at skaffe midler til vedligeholdelsen af bygningerne, men der bliver gjort store bestræbelser for at holde det hele i god stand. 7

8 John Schlotfeldt har været på besøg på Ærøskøbing Skole i hans klasse. Her ses han sammen med Ingelise Kromann, som er initiativtager til korrespondancen mellem MOON BIRD og Ærøskøbing Skole. Langs gaderne er arkader på begge sider, også rigt dekoreret med kunst og mange små torve med tårne, springvand eller statuer dukker ofte op på turen. Mellem gaderne er en labyrint af små snorrer med små forretninger, også her er husene flot dekoreret. Genoa er også god for store museer, yderst besøgs værdige hvis du er interesseret i historie eller kunst gennem tiderne. I dag er havnen hjemmehavn for mange krydstogt både, der mest krydser i Middelhavet, og Sortehavet. Hvis du kommer til denne egn, skulle du afsætte nogle dage til at besøge Genua. Desværre lå vi der kun to dage og sejlede den 8. sent om aftenen, men jeg er glad for at have genset Genua. I Varna skal vi i dok For nye læsere af Jagtpælen må vi hellere fortælle at John Schlotfeldts beretning om livet på MOON BIRD er en føljeton af endnu ukendt længde. John Schlotfeldt har lavet et samarbejde med Ingelise Kromann, som er lærer for en niendeklasse på Ærøskøbing Skole, som går ud på, at John sender breve og hjem til skolen på engelsk. Disse breve eller rettere fortællinger indgår så i undervisning i både engelsk, geografi og andre fag på skolen. Jagtpælen har fået lov til at bringe historierne videre, - men dog i en dansk version. Vi er meget glade for at kunne få lov til at fortsætte med at levere en beretning i Jagtpælen om livet til søs år for at klasse skibet, vi vil ankomme omkring den 15. og jeg tror vi vil blive der indtil jeg igen skal hjem Lidt af hvert: Dette nummer af Jagtpælen er, som man ser, temmelig omfattende med 20 sider og et vedlæg fra Ærø Folkehøjskole. Nu må I, kære læsere, endelig ikke sætte forventningerne op til at de kommende numre bliver lige så digre som dette. Redaktionen har nemlig tømt lageret for artikler og beretninger. Ingen ved derfor hvad de næste numre af bladet kommer til at indeholde, - måske kan vi finde plads til netop din beretning om et eller andet, som du synes kan være interessant for bladet læsere? Derfor, kontakt endelig redaktionen, hvis du har noget stof eller et læserbrev, du vil viderebringe til læserne. Hvis du sammen med dette nummer også modtager et giroindbetalingskort, er det fordi vi på bladets udsendelsestidspunkt endnu ikke har modtaget din kontingentbetaling for år Du kan endnu nå at betale kontingentet, men gør det helst inden 15. maj. Venlig hilsen kassereren Lodsbåden EJNO har været på værft hos Ebbes Bådebyggeri det meste af vinteren. Der skulle skiftes en hel del meter bord og spanter, og ny kobberforhudning var også tiltrængt. Motoren var en ældre SABB 16 heste, hvor der nok kun var få hjemme efterhånden, så der blev i samme omgang skiftet ud til en flunkende ny potent italiensk Lombardini på omkring 40 virile italienske heste. På billedet til venstre forlader EJNO værftet og er på vej til Bagenkop, hvor smeden skal klare den endelige justering af den nye maskine. EJNO bliver i næste nummer af Jagtpælen præsenteret som kvartalets skib. 8

9 Nyt fra Maritimt Center Danmark (Maritimt Center Danmark er moderorganisation for Maritimt Center Ærø, og derfor tilbyder vi plads til en kommentar fra koordinator Anker Lauritzen i hvert nummer af Jagtpælen. I dette nyhedsbrev efterlyser Maritimt Center Danmark blandt andet fotos med motiv fra Ærø. Billederne ønskes brugt i forbindelse med et lejrskoleprojekt.) Rejepillere søges Danmarksmesterskabet i fjordrejepilning afholdes til sommer i Maritimt Center i Svendborg. Vi vil gerne se en repræsentant for de fingernemme Ærøske rejepillere til dette DM måske skal deltageren findes ved et åbent ærøsk mesterskab? Så nu er det med at gå i skarp træning og naturligvis samtidig nyde den herlige Paleamon Adspergus den særlige sydfynske fjordreje den fineste og mest velsmagende af de mange rejearter. Min Første Hyre Om en lille månedstid er vi klar med en skoletjeneste, vi kalder den Min Første Hyre. Ideen er at sende skoleeleverne på en tidsrejse 100 år tilbage i tiden, hvor de mønstrer ud for første gang. De skal lære et skib at kende, de skal lave mad klipfisk, brune bønner, eller en anden god spise. Og de skal løbe ærinder for skipperen; til mægleren, havnekontoret, apoteket og lignende steder. Hele arrangementet kan nemt flyttes til Ærø. Vi skal ikke ud at sejle så vi benytter bare, efter aftale, de skibe der ligger i havnen som øvelsesplads Lejrskole Maritimt Centers hjemmeside er altid et besøg værd. Den har fået nyt design og er efterhånden på størrelse med en bog, der er over 150 undersider. Om et par uger vil de første resultater af vores lejrskoleprojekt dukke op hér. Og det er sørme en færdigpakket lejrskole til Ærø. I samarbejde med Danmarks Lejrskoleforening udskrives der i øvrigt en konkurrence hvor en skoleklasse kan vinde en lejrskoletur. Billeder I forbindelse med lejrskoleaktiviteterne kunne vi godt tænke os nogle flotte fotos fra Ærø, meget gerne med unge mennesker på, hvis nogle af Jagtpælens læsere har den slags liggende vil vi blive meget glade for at få dem sendt enten i papirformat, eller elektronisk. Anker Lauritzen, koordinator for Maritimt Center Danmark Inden længe går det løs igen med sejladser for turisterne fra Marstal. I år er der også en spændende sejlads med META med ophold på Strynø. 9

10 Generalforsamling 2002 Dette års Generalforsamling blev holdt i Marstal Sejlklubs fine lokaler ved lystbådehavnen den 1 marts. Sejlklubben har netop gennemgået en større ombygning og upshining. Derfor er Sejlklubben et perfekt sted til et arrangement som Generalforsamling i Maritimt Center Ærø, hvor vi efterhånden, til trods for kun at have eksisteret i fire år, kan trække over 70 deltagere til generalforsamling, spisning og underholdning. Forløbet af Generalforsamlingen har efterhånden fundet (indtil videre) et fast mønster. Vi startede med selve Generalforsamlingen klokken 18, og den forløb ganske smertefrit. Der var genvalg til bestyrelsen, - sågar regnskab og budget blev godkendt uden de store sværdslag, og der var ikke indkommet forslag fra hverken bestyrelse eller medlemmer. Kontingentet fortsætter uændret med 50, 100 og 300 kroner for henholdsvis personligt-, familie og firmamedlemskab. (Det får for øvrigt kassereren til at minde om, at såfremt du ikke allerede har fornyet dit medlemskab for år 2002, kan du lige akkurat nå det. Med dette blad er vedlagt et girokort til medlemmer, som ved redaktionens slutning endnu ikke har nået at få indbetalt kontingent). Årets kulturelle indslag ved Generalforsamlingen var et meget interessant og godt præsenteret indlæg om Nyboder, en stat i Staten ved Inga Thomas. Inga er leder af skoletjenesten (mundtlig formidling) på Orlogsmuseet i København. Nyboder er som bekendt opført under Chr. IV som bolig for Flådens folk og fungerer stadig som sådan. Den gang tilbage i 1600-tallet da Nyboder blev opført, var størrelsen på og indretningen af lejlighederne ganske unik. Der blev taget hånd om beboerne og sørget godt for dem af Flåden, så derfor kan man godt sige Nyboder var en slags Velfærdsstat, før det begreb overhovedet blev opfundet. Ud over det kulturelle indslag, må man nok sige, at højdepunktet ved Generalforsamlingen er spisningen! Nu er det blevet en tradition, at der skal serveres sprængt oksebryst med peberrodssovs samt dessert af en slags. Sejlklubbens kabys er rigtig velegnet til at lave mad i til mange mennesker, og der var godt med serveringspiger, så der gik ikke mange minutter fra serveringen startede, til alle havde fået fyldt på tallerkenerne. Traditioner kan jo hurtigt opstå, og det er nu fast, at Marstal Småborgerlige Sangforening (kaldet De Småborgerlige ) underholder flere gange i aftenens løb. Der var mødt en snes sangere og musikere op med en aldersspredning på vel nok omkring 60 år. De Småborgerlige forstår at sætte stemningen i vejret hvor de end optræder. Det var måske også derfor de var hyret til at underholde senere på aftenen på Hotel Ærø Strand. Her havde Indenrigsministeriet gang i et seminar med emnet yderområderne (eller noget i den retning). Efter sigende var denne optræden Sangforeningens indtil dato vanskeligste opgave. Det var næsten umuligt at fremtvinge en reaktion fra de (måske?) trætte tilhørere. Maritimt Center Ærø har fået et Festudvalg! Generalforsamlingen var udvalgets ilddåb, og de klarede opgaven med glans. Alt var simpelthen perfekt arrangeret, og det lykkedes Festudvalget at få afviklingen af Generalforsamlingen til også at løbe rundt økonomisk, hvor vi plejer at have et mindre underskud. Den næste store opgave for Festudvalget bliver afviklingen af de Maritime Dage i Ærøskøbing i Bededagsferien. I Jagtpælen op til Generalforsamlingen prøvede vi med en læserkonkurrence, hvor præmien var et års gratis medlemskab af MCÆ og en flaske et eller andet. Det ser ikke ud til at interessen for konkurrencer er overvældende, eller spørgsmålet var måske for indviklet og svært? Den heldige vinder blandt de syv deltagere i konkurrencen blev Ib Almgren fra Ærøskøbing, tillykke. Generalforsamlingen var en rigtig hyggelig aften, så forbered jer allerede nu på at komme til Generalforsamling i marts måned næste år. Den skal måske også afholdes i Marstal Sejlklub, men en ting er sikkert, menuen står på sprængt oksebryst med peberrodssovs. Her vises et par billeder fra forestillingen: Lidt medlemsstatistik: Ved redaktionens afslutning den 7. Maj, var der registreret 178 medlemskaber fordelt på: 75 personligt medlemskab 73 familie medlemskab og 24 firma medlemskab 6 gratis medlemskab (Det bør lige nævnes, at ikke alle registrerede har nået at betale kontingent for år 2002, men der er frist indtil slutningen af maj) Hilsen fra kassereren Vi vil hermed sige tak til Guldbageren, Marstal, som gav kage til kaffen ved Generalforsamlingen. 10 Et par af de ældre Småborgerlige

11 Inga Thomas fortalte om Nyboder Klaus Jørgen er yngste medlem af De Småborgerlige Karen Cowan er nyt medlem i MCÆ Michael Andersen fra Ærø Turistkontor er sekretær i MCÆ s bestyrelse. Med i bestyrelsen siden oktober 2001 Husk at Generalforsamling i Maritimt Center Ærø også er for piger! 11

12 Jens munk vises frem af datteren Camilla Seneste nybygning HANNE HANSEN Skibsbygning i Græsvænge. Sven Leerskov Mathiesen John Kastrupsen i Græsvænge er en meget fingernem og omhyggelig mand. John blev udlært som maskinarbejder på Marstal Motorfabrik i 1968 og har nu de sidste 22 år arbejdet på Søby Værft. Han påstår han laver alt muligt på værftet, men det er nu mit indtryk, at han især holder af de lidt mere specielle opgaver, hvor han kan få brug for sin opfindsomhed og fingersnilde. John Kastrupsen fortæller han byggede modelskibe, længe før han kom i lære, men de tæller ikke med på listen over nybygninger. For en del år siden blev modelbyggeriet mere seriøst, og skibene af høj kvalitet, så han bestemte sig for at starte en nummerering af nybygningerne. I modsætning til mange værfter ude i Østen, som har byggenumre i stil med nummer 1157, hvor den første nybygning måske havde nummer 1000, startede John beskedent nummereringen med nybygning nummer 1, som for øvrigt var en model af en fiskekutter. Den 28. januar i år var der aflevering af den seneste nybygning, - nummer 17. Det var en model af Carolineren HANNE HANSEN, som svigersønnen Michael Andersen fik foræret. Michaels far var den navnkundige Hans Peter Andersen, som sejlede med HANNE HANSEN i en årrække og som for øvrigt var mester for det dramatiske fotografi hvor han fangede en medløbende sø, som bordfyldte det lille skib, så kun bakken og poopen var over vand. Billedet vandt Handelsflådens Velfærdsråds fotokonkurrence for nogle år siden. Det er mest blevet til modeller af tidstypiske handelsskibe, som John Kastrupsen har fremstillet. Men nybygning nummer 16 var en model af den kønne fore&aft skonnert VALDIVIA, som blev bygget i 1917, og stadig ses i det sydfynske område om sommeren under tysk flag. Søby Værft har netop afsluttet en serie på 18 hjemmeværnskuttere af 800 -klassen, som blev påbegyndt i John havde en model bygget færdig, før den første rigtige nybygning var klar. Modellen blev brugt af værftet til visualisering i forbindelse med bemaling og placering af detaljer på kutteren. Modellen står nu i Søby hos Albert Eriksen. Da der i slutningen af 80-erne var gang i byggeriet af lastskibe på værftet, lavede John en model af hver nybygning. Han var efterhånden ved at være lidt træt af de måske lidt for nemme rette linier og til nød enkeltkrumme former, som skibene havde. Det drejede sig om modeller af JENS MUNK og PEGASUS. En gang hvor John beklagede sig over, at der manglede udfordring i byggeriet, fortalte jeg ham, at jeg da havde linietegninger og en del fotos af et skib med masser af sving i kurverne, nemlig den lille kompakte ishavsbåd NELLA DAN. Han lånte materialet, og et halvt års tid efter var jeg så heldig at overtage den smukke model. Den er imponerende flot. Normalt holder John ikke styr på hvor mange timer byggeriet tager, men han mente det tog omkring 500 timer at bygge NELLA DAN. Modelbyggeriet foregår stort set kun om vinteren, og 12

13 nu endda med konens velsignelse! John fortæller, at de første mange år sad han i køkkenet med tingene, og fruen kunne blive en smule stram i betrækket, hvis han var for længe om at få ryddet stumperne væk før spisetid. Men nu er der blevet et børneværelse ledigt, som han lægger beslag på som værft, og kan derfor gå til og fra modelbyggeriet uden at rigge til og af hver gang. I følge John er det meget simpelt at bygge en skibsmodel. Det kræver ikke meget andet værktøj end et lille udvalg af små hobbyknive, en lille skruestik, en bidetang, loddekolbe og sandpapir. Materialet til skroget er træsorten Abaki, som har et forløb af årerne, som gør at det aldrig flosser, og det er samtidig nemt at bearbejde. På de første fjorten nybygninger blev skroget bygget på den måde, at han skar plader ud svarende til linietegningens vandlinieplaner. Pladerne blev limet sammen og derefter høvlet og pudset. så skroget svarer til linietegningen. De to sidste modeller er bygget på spant. Modellerne males efter Hempels specifikationer. Der skal også bruges nogle stumper tynd messingplade og forskelligt ståltråd. Han ynder meget at bruge den messingtråd, som visse spanske rødvinsflasker er omviklet med. John foretrækker at skalere tegningerne, så modellen får en længde på ikke mere end en halv meter. Det ser meget harmonisk ud, og detaljerne kan stadigvæk komme med uden det bliver forkrampet. En model af den størrelse er det også muligt at finde plads til i en almindelig stue. Her vises et udvalg af John Kastrupsens produktion af modelskibe: Øverst: Johns værksted Øverst til venstre: NELLA DAN Til venstre: John Kastrupsen med modellerne af HANNE HANSEN og VALDIVIA 13

14 Redaktionen havde fået opsnuset, at Ebbes Bådebyggeri skulle aflevere en nybygget StorMegin til FDF søspejderne inde midt i Jylland, nemlig til Viborg. Det måtte der da kunne blive en historie ud af, og den ansvarlige for projektet i Viborg Henrik Nicolaisen var da også straks med på ideen, så her følger hans beretning: Ebbes Bådebyggeri i Marstal leverer Stormegin til Viborg! Hvordan kan det lade sig gøre Viborg er Jyllands Hjerte og laaaanngt fra noget der minder om vand? Men sådan forholder det sig ikke - Viborg har to søer med areal på 269 ha. Mod nord, kun 8 km. fra byens centrum, grænser Viborg Kommune op til Limfjorden ved fiskerlejerne Thorup, Kvols og Hjarbæk. Viborg er mest kendt for sin Domkirke, bygget i granit og indvendig dekoreret med bibelske motiver af Joachim Skovgaard. Mindre kendt er at byen også har et blomstrende foreningsliv, hvor ikke mindst børn og unge er i centrum et faktum som for nogle år siden medvirkede til at Viborg blev udråbt til Årets By. Verdensmesterskabet for Sjægter er afholdt mere end 25 gange, dygtigt arrangeret af Hjarbæk Sjægtelaug. Herudover har byen en driftig sejlklub med en junior-afdeling og en 2,4mR afdeling, som begge holder til ved Viborg Søerne, samt Søspejdere. Det sidste er ikke helt rigtigt, for det er FDF (Frivilligt Drenge- og Pige Forbund), som driver dette arbejde, og rigtige FDFere gør meget ud af at pointere, at de ikke er spejdere men ærlige folk (Bibelcitat)! Alligevel var der rigtige spejdere med til navngivningen af FDFernes Stormegin, lørdag den 20. april! KFUMspejderne fra Silkeborg, som har et tilsvarende arbejde, mødte nemlig op for at gratulere. Så bag drilleriet mærkedes et varmt venskab og fælles interesse for sejl-aktiviteter for børn og unge. Navngivnings-arrangementet blev et tilløbsstykke. I løbet af formiddagen var Stormegin nr. 19 blevet trailet fra Marstal til Viborg, og fra det midtjyske var omkring 80 mennesker mødt op for at besigtige og bringe hilsener. Med rødt saftevand og ordene Dit navn skal være Freja blev Stormegin nr. 19 navngivet på denne traditionelle Viborg FDFske facon, efterfulgt af flaghejsning til tonerne af Kong Christian fra FDFs eget 30 mand store orkester i hvide marineuniformer. Nogle betagende minutter, hvor nyerhvervelsen fra Marstal blev en del af den Viborg FDFske flåde! Herefter fulgte en fornøjelig time med kaffe, ristede pølser, taler, musikalsk underholdning og en tankevækkende afslutning ved en af byens præster, der sammenlignede begivenheden med en fortælling fra Oldtiden: Glæden kommer til os udefra som Kong Skjold, sagnkongen der som spæd kom sejlende på et skib, og bragte glæde og velstand til danerne! Søsætningen foregik i Viborg Søndersø. Ved ankomsten til FDFernes Flådebase ved Nørresø blev Stormegin nr. 19 mødt af et rungende skud fra en ægte dansk salutkanon fra De følgende timer veksledes mellem jomfrusejlads til søs, og spidstegt gris på land. En motorbåd sørgede for at den 100 tallige menneskeskare kunne nyde begge dele. Med Viborg Domkirke som silhuet i aftensolens stråler gik Stormegin nr. 19 til kaj for første gang i sin nye hjemby. Viborg en båd rigere, og Marstal.. nej, ikke en båd fattigere. For Stormeginen repræsenterer fremover den århundred gamle skibsbygnings tradition- og kvalitet, som leveres fra Ebbes Bådebyggeri i Marstal. 19 nybyggede Stormegins på få år viser, at der er et marked for skibe af denne type hvor gammel skibsbygningsekspertise kombineret med nye materialer kan honorere nutidens krav. 14

15 FDFerne fra Viborg var i sin tid også de første Søspejdere, der anskaffede Megin-joller. Siden er mere end 30 joller af denne type anskaffet af spejdere og FDFere. Traditionen tro har Viborg FDFerne nu fulgt op ved også at være de første der anskaffer en Stormegin. Også her bliver de næppe de sidste! FDF har træskibstraditioner - det ved de fleste, som bare interesserer sig lidt for vore maritime historie. Mest kendt er Jens Krogh, som ejes af FDF Ålborg Søkreds, og som ved flere lejligheder har gjort sig bemærket ved Tall Ship Races. Men også andre træskibe skibe sejler i FDF regi, som fx Skibladner II (FDF København Søkreds) og Bertha (FDF Glyngøre). Vedligeholdelsen af træskibe er bekostelig i timer og penge. Og var det ikke lige fordi FDF har mange entusiastiske træskibsfolk og gode sponsorkontakter i fonde, firmaer og lukrative kommunale støtteordninger var mange af disse træskibsprojekter ikke mulige. Viborg FDFere har ved flere lejligheder været besætningsmedlemmer på Jens Krogh og Bertha og vil fortsat være det. Men ved opbygningen af deres sejladsarbejde for 12 år siden er de startet så at sige i den anden ende med små fartøjer, og har i dag 8 kanoer, 3 meginjoller og en motorbåd, foruden den nyerhvervede Stormegin. Størrelsesmæssigt ligger sidstnævnte mellem en meginjolle og en mindre fiskekutter, som Bertha af Glyngøre (10 BRT). Det giver Viborg FDFerne mulighed for: Stor fleksibilitet og god økonomi. Hele deres flåde er trailbar og kan let fragtes hen hvor der skal sejles. Uden problemer kan der arrangeres weekend togter op til et par hundrede kilometer fra hjembyen, og ugetogter endnu længere væk. Fx har en af deres meginjoller deltaget i Great Glen Race, en kapsejlads fra Scotlands vestkyst op gennem Loch Ness til Invernes - og til juli deltager den nye Stormegin i et togt i den finske skærgård fra Helsingfors til Lovisa. Lave driftsomkostninger. Udgiften til anskaffelse af Stormegin inkl. trailer og udstyr var ikke højere end hvad FDFerne i Glyngøre i år måtte bruge på udskiftning af dækket på deres træskib. Netop økonomien var et nøgleord i Viborg FDFernes overvejelser forud for beslutningen om anskaffelsen af en Stormegin. Vedligeholdelsesudgifterne skulle være så lave som mulig, og anskaffelsessummen skulle være til stede inden afgivelse af ordre på bygningen af en Stormegin. Ikke noget med at optage lån! 11 måneder tog det at finde de nødvendige kr ,- til det totale projekt. 61% skaffedes via fonde, 27% via eget arbejde (telefonbogsuddeling og spildopmager-arbejde) og kun 12% via tilskud fra Kommunen. Ikke mindst Viborg Kommune havde grund til at være tilfreds. Her kunne man støtte et projekt af een omgang uden med jævne mellemrum at skulle hoste op med støtte til årlige driftsudgifter. Kommunen var faktisk ved at kunne tjene på projektet, idet man fejlagtigt kom til at beskatte en af FDF lederne for de fondspenge, der var tilgået projektet! Service-samfundet er hastigt voksende - siger forskere i disse tider. Folk satser på fritid og service-ydelser. For FDF er det en udfordring om ikke alene at tilpasse sig, men også at være medformulerende. For FDF i Viborg er anskaffelsen af en Stormegin et redskab til at imødekomme disse nye tider og til fortsat at kunne give børn og unge positive fritids- og friluftsaktiviteter. Henrik Nicolaisen Ansvarlig for Projekt Stormegin Leder i FDF Viborg Foto: Brian Schøtler, FDF Vinkel 15

16 (Fortsat fra side 3) ker den største opmærksomhed, og lige akkurat for LINDENS vedkommende altså den gamle fra 1920 var denne begivenhed et ømtåleligt emne. Stabelafløbningen dengang forløb nemlig ikke særligt heldigt, og efter at have studeret lidt på hvordan, hvordan mange af den slags søsætninger foregik på Åland i gamle dage, må jeg sige, at jeg ikke er forundret. I hvert fald gik skuden i stå i vandkanten, hvor den lagde sig til hvile på siden og først efter en måneds hårdt arbejde og to finske bugserbådes assistance lod den sig formå til at flyde i sit rette element. Søsætning Så en lettere oppisket stemning bredte sig efterhånden i medierne, i byen og blandt ping erne jo nærmere vi kom den famøse dato. Når dertil skal lægges, at jeg stædigt havde gennemtrumfet, at søsætningen skulle foregå på den maner, jeg havde lært og var vant til, og som jeg vidste fungerede i al sin enkelthed, men som var fremmed for Ålændingene, så kan det nok være at pulsen var godt oppe at køre hos nogle. Yderligere var jeg kun i begyndelsen af fyrrerne og måske af den grund i nogles øjne lidt vel grøn. Men min gamle læremester, værkfører Emil Sørensen havde ikke strøet sine guldkorn på gold mark, så stabelafløbningen af det 36 m lange og 160 t tunge skrog forløb ganske som jeg forventede, til stor lettelse for de mange tvivlere, der i den sidste måned havde gjort tilværelsen lidt anstrengt for mig, der stod ret alene med mine teorier og min faste overbevisning. Og her slutter egentligt mit engagement i projektet, idet min kontrakt udløb ved den lejlighed, og trods opfordring til at forlænge STORE BJØRN, Tvindskolernes tremastede fyrskib. I juni 1994 fik jeg den glæde at opholde mig i 3 dage på et togt fra Kiel via det sydfynske øhav til Marstal, hvor det fremmedartede flag er en sjælden gæst. At føre et så stort sejlskib ned gennem Mørkedybet i den mest hektiske sommertrafik, kræver et køligt overblik og en mand i hver brovinge. Søren N Skandæksboltene slås i Champagneflasken knuses mod roret. Læg mærke til propelleren, som kan stilles sejlret, så vandmodstanden bliver minimal den til sejlfærdigt skib, følte jeg det passende ikke mindst af hensyn til familien at sejle sydover mod hjemlige breddegrader. Yderligere var mine faglige ambitioner til fulde blevet tilfredsstillet, og indretningsarbejdet af apt eringen, som nu forestod lå vel i hænderne på andre. Som en krølle på historien kan det nævnes at bådebygger og rigger Bent Hartvig fra Rudkøbing dengang Vemmenæs fik opgaven med at splejse og levere hele den stående rigning, et finsk sejlloft fra Helsingfors leverede sejlene, Roblon alt det løbende gods, Volvo og Berg maskineri og propeller, samt kahytterne fra Norge, så et bredt udsnit af nordiske fingeraftryk blev repræsenteret i dette unikke byggeri, som på fornemmeste vis siden har været sejlende ambassadør for de røde granitøer ved overgangen fra Østersøen til Bottenviken. På sin jomfrusejllads viste LINDEN flaget i The Cutty Sark Tall Ships Race, hvor hun fik en flot 2. Plads i sin klasse slået af DEN LINDEN for næsten fuld sejlføring. Bemærk de høje topstænger. De er typiske for skibe bygget til skærgårdssejlads. 16

17 Pris 5500 kr. Program Maritim kulturrejse til Åland, 8 dage Fra 3/8 til 10/ Lørdag, afg. Søby Ank. Karlskrona Marinemuseum Søndag, afg Ank. Stockholm STOCKHOLMSBRIGGEN Mandag. Stockholm, frit program med mulighed for at besøge WASA. Afg Ank Mariehamn (Åland) Tirsdag, heldagstur med galeasen Albanus med fuld forplejning. Onsdag og Torsdag, Åland. Søfartsmuseum, barken Pommern. Guidet bustur på Åland. Der vil være tid til at opleve Mariehamn på egen hånd Torsdag, afg. Mariehamn Ank Motala Kl Fredag, afg Bergs Sluser, kanalmuseum Motala, ank. Trollhättan med mulighed for at opleve sluserne, slusemuseum og kraftstation. Lørdag, afg Trollhättan. OSTINDIEFAREREN i Gøteborg Afg: Ank Ærø 2350 Inkluderet i prisen er: Entre til STOCKHOLMSBRIGGEN, Søfartsmuseet i Mariehamn og barken POMMERN. Busturen rundt på Åland og sejladsen med galeasen ALBANUS, som er et heldagskryds i skærgården med fuld forplejning Der vil være morgenmad alle dage, buffet på færgen til Mariehamn, aftensmad ved ankomst Motala. Da det er en non-profit foreningstur, som ikke skal give overskud, vil et eventuelt sådant komme turdeltagerne til gode, på den ene eller anden måde. Bindende tilmelding sker på Tlf: Ærø Turist. Tilmelding hurtigst muligt og senest 15. maj, da vi skal have overblik over hvor mange vi bliver af hensyn til bus og hotelbookinger. (Ret til ændringer i program og pris forbeholdes) Sidste nyt om Rejsen til Ålandsøerne: Det ser ikke for godt ud med antallet af tilmeldinger til turen!! Det kan da godt være vi har været lidt for optimistiske med hensyn til hvor mange deltagere vi kan forvente vil deltage. Det er kun lige omkring et år siden at nogen fik den ide at rejse på besøg på Åland, inspireret af Henrik Karlssons foredrag i Marstal i april Turen er ellers tilrettelagt og klar til at sætte i gang og alle aftaler er på plads og i orden. Flere af arrangementerne har en afmeldingsfrist, og et af de kostbare arrangementer, nemlig dagsturen med ALBANUS har en afmeldingsfrist på 51 dage. Derfor er tur-arrangørerne nødt til at tage en beslutning om hvorvidt turen bliver til noget, eller må aflyses i denne omgang. Så hvis du er interesseret i at vide mere om rejsen til Ålandsøerne, skal du ringe til Ærø Turist og tale med Michael. Sidste frist for tilmelding er udsat til den 15. maj

18 Det er enhver doven redaktørs drøm, at få så mange til at levere stof til bladet som muligt. Dermed bliver der mindre for redaktøren at finde frem selv, og samtidig bliver artiklerne mere varierede i både indhold og sprog. Redaktøren har igennem bladets eksistens jævnligt bragt opfordringer til læserne om at levere store eller små indlæg, - og jeg må sige det er lykkedes i stort omfang! Det er jeg meget glad for, og håber læserne i fremtiden vil lade bladet tilflyde en lind strøm af artikler. Kort før deadline dukkede denne artikel op fra Mogens Madsen, som har tilbragt det sidste års tid i Grønland, nærmere betegnet Manitsoq (Sukkertoppen): Fiskekuttere i havnen, Maniitsoq Nord og syd! Ja når/hvis denne lille beretning finder vej til Jagtpælen, er det nu nærmere i syden vi befinder os, idet Aslaug og undertegnede da er tilbage på øen. Mens disse linier skrives er vi dog stadig i Maniitsoq i Grønland, hvor vi nu har været i 10 måneder - beret - ningen skrives derfor i nutid ( eller hvad det nu hedder)- så derfor. Mens edderfuglene skutter sig i det kolde vand foran vores vinduer, forsøger de at finde lidt føde til at overvintre på. For 3 dage siden var hele fjorden dækket af is, men i forbindelse med en temperaturstigning på 20 grader inden for et døgn, og med et følgende stormvejr, drev hele skidtet væk-nordpå. Temperaturen er nu igen nede på de normale minus15-20 grader så vinter er det stadigvæk. Midt i denne kulde er det jo som om sommeren er langt væk, men så kom Jagtpælen, efter en rejsetid på tre uger, med omtale af sommerture, beretninger o.s.v. Med bladet fulgte bl.a. et brev med opfordring til at lave en lille artikel her fra, og da vi jo hovedsageligt interesserer os for ældre tonnage, vil jeg skrive lidt herom. Sidste sommer sejlede vi en del i området omkring Maniitsoq der ligger på en ø, i et smukt område med mange fjorde, fjelde, skær m.m. et godt sted at sejle, og jeg har da ofte drømt om at tage en længere tur under sejl i disse farvande, desværre er der ikke en eneste sejlførende skude i hele kommunen incl. de tilhørende bygder, Kangaamiut, Napasoq og Atammik så det blev ikke til noget, kun lån af mesters jolle 16 fod - og med en 60hk påhængsmotor- til gengæld kom man hurtigt frem til bestemmelsesstederne, fint nok! På min (vores) vej til de forskellige bygder ligger så hvad denne beretning skal handle om. Her i Grønland har glasfiber og stål overtaget det meste af det sejlende material e, men især i bygderne kan man finde både og joller, af træ, der stadig er i brug, især ældre fiskekuttere, typisk danskbyggede vesterhavskuttere på tons. Apropos glødehovedmotorer kan det nævnes at flere af disse kuttere stadig sejler med de gamle Grenå og Hundestedmotorer, hvis hyggelige dunken minder om gamle dage, og minder især mig - om min farfars ofte vellykkede forsøg på at starte sin motor, når han efter besøg i Marstal, igen skulle til hjemmet i Svendborg, en masse røgringe - og det gik derudaf. Jeg begynder sydfra med en kort beskrivelse af mine iagttagelser vedrørende træskibene i området. Gamle kuttere i Napasoq I Atammik den sydligste bygd i kommunen, er der kun nogle små åbne joller af træ tilbage, de er omkring 40 år gamle og ret moderne i faconen, d.v.s. bygget til påhængsmotorer eller små indenbords motorer - ikke så interessante. Bygden Napasoq ligger mellem Maniitsoq og Atammik, her er der nogle kuttere tilbage disse bruges til indenskærs rejefiskeri. I Napasoq var der tidligere et stort fiskeri efter torsk, men de fangede hele bestanden, og så var det sket! og fabrikken er nu revet ned. I og omkring bygden ligger der småjoller, men især en fandt min interesse, en ca 24 fod stor jolle, klinkbygget, med ringdæk og et lille ruf agter til overdækning af maskinen, den var klinkbygget havde facon som en bæltbåd, var desværre temmelig medtaget, men lige til museet, desværre ligger den på en utilgængelig klippe, og det er nok et spørgsmål om tid inden den futtes af. I selve Maniitsoq ligger så mit drømmeskib en ret stor jolle der ligner Susan og Henrik Kromanns Kap Tobin den er udstyret med et grimt styrehus og et endnu grimmere ruf, men ved nærmere eftersyn kan det fastslås at styrehuset er klasket oven på det originale ruf agter- der altså er som da jollen i sin tid blev bygget. Kendetegnende fo r denne, og for de fleste træbåde heroppe, er den totale mangel på råd og anden dårligdom, bådene er stærkt byggede og træet stenhårdt, trods mange år på bagen, jeg tror at denne bådtype kalder nummerbåde heroppe. Ud over Drømmeskibet

19 JAGTPÆLEN medlemsblad for Maritimt Center Ærø. Udkommer, hvis der er stof nok, fire gange om året, nemlig januar, april, august og november. Oplag: ca. 230 eksemplarer I redaktionen: Indtil videre, Sven Leerskov Mathiesen Græsvængevej Marstal, tlf sven-l-m@post4.tele.dk Maritimt Center Ærø Bestyrelsen 2001: Formand: Christian Albertsen Risemarksvej Ærøskøbing Tlf Mail chin@post.tele.dk Næstformand: Kaj Hald Barkvej Marstal Tlf Mail hald@mail.tele.dk Kasserer: Sven Leerskov Mathiesen Græsvængevej Marstal Tlf Mail sven-l-m@post4.tele.dk Sekretær: Michael Andersen Vestergade Ærøskøbing Tlf Mail ma@aeroe-turistbureau.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Jan Ahrenst Pilebækken Ærøskøbing Tlf denne skude råder museet i byen over en gammel fiskekutter, en konebåd og en stor åben jolle, desværre er disse i en miserabel tilstand, skriger på maling og reparation, hvis ikke de stod på land, var de sunket på stedet. I havnen er der en del gamle trækuttere, og rundt omkring, skjult af skrammel, skrot og lignende står der flere af disse gamle nummerbåde i mere eller mindre ombygget tilstand, men for det meste i en træmæssig god stand. På museet har jeg foreslået at man forsøger at samle disse både til en lille udstilling der kunne belyse fiskeriet gennem tiderne, men det fandt desværre ingen interesse, her er ellers en del fritstillede der kunne have glæde af at føre et sådant projekt ud i livet- men sådan er der så meget - på havnen er der ellers et meget gammelt pakhus med tilhørende magasin der ville være ideelle rammer om et sådant tema. I den sidste bygd Kangaamiut, Grønlands største med 500 indbyggere, ligger der foruden de gamle igangværende kuttere, en flot træskude, d.v.s. den er også ombygget med grim overbygning hvorimod skroget er af et Colin Archer lignende snit, blot lidt længere og lidt mere skarp. Ingen af de dansktalende i bygden kunne fortælle noget om byggestedet eller alder, kun at den stadig var i brug, især om sommeren, den har med stor sikkerhed været bygget som sejlførende skude i sin tid. Rundt omkring bygden og øen ligger der en del store joller på klipperne, de har facon som søværnets gamle travaljer, men er lidt højere i fribordet, jeg tænkte straks på Moby Dick og hvalfangst, men om de er bygget hertil ved jeg ikke, sidst havde de været anvendt til fiskeri, flere af dem havde monteret gammeldags snæller til pilkning på lønningen. Ja det var så lidt her fra Maniitsoq, jeg har i går været ude i snestormen for at fotografere nogle af de beskrevne skuder, men sneen har næsten begravet dem totalt, vi får se om der kan ses lidt når fremkalderen har været i brug. Mit håb er at man i Grønland, inden det er for sent, redder/samler nogle af disse gamle skibe ( der kan holde sig mange år endnu)- inden det er for sent. Vi ses til foråret. Mogens M Anmeldelse: Marstal Navigationsskole dannede d. 25. februar rammen om en rigtig fortælleraften med Michael og Nis som aktører/ berettere med spændende, sjove, saftige, søde, skrækkelige og skønne fortællinger fra nær og fjern. En hårrejsende og herlig aften for de ca. 40 fremmødte. Endnu et godt arrangement i Maritim Center Ærø regi. Inge-Lise fra Marstal Søren Nissen Lindsbjergvej Ærøskøbing Tlf Mail. reiter@wanadoo.dk David Thomas Øster Bregninge Ærøskøbing Tlf: Suppleanter: Povl Madsen Søtoften Ærøskøbing Tlf Mail: p_madsen@get2net.dk Mogens Kjær Havnekontoret Marstal 5960 Mail: mk@marstalkommune.dk Revisor: Jan Mortensen Syrenvej Marstal Nis Michael 19

20 Tidligere Krydstoldjagt nr. XVI VIKING af Svendborg Da Svendborg & Omegns Museum som testamentarisk gave fik overdraget den tidligere krydsjagt, blev et meget spændende kapitel af søfartens historie knyttet til museet.krydstoldvæsenet havde ca. år skonnert og 23 krydsjagter. Sidstnævnte skibstype blev meget almindelig efter 1864, da krydstoldinspectoratet Ønskede at anvende en mere ensartet fartøjstype. Før den tid havde man bekæmpet smugleriet på kysterne med en blandet flotille, der foruden slupper og jagter omfattede små skonnerter, men en jagt krævede mindre mandskab end en skonnert. Krydstoldvæsenet blev ved en bekendtgørelse af 13. juli 1824 oprettet i den skikkelse, som det stort set bevarede til nedlæg-gelsen i Krydstoldjagt nr. 16 blev solgt på offentlig auktion i Helsingør d. 13. januar 1904 for kr ,00 af kaptajn Otto Bauch, Hel-singborg. I 1916 finder vi den under betegnelsen dæksbåd Viking i Esbjerg skibsbyggeri, hvor det var planen at ombygge den til fiskefartøj. Det bliver heldigvis ikke til noget, for den 10. august 1917 erhverver fru Marie Petersen ved kontant betaling af kr ,00, fri for hæftelse og skal leveres i Svendborg havn. Har erhvervet, eller ønsker at erhverve, duelighedsbevis for fritidssejlere og VHF-certifikat For at kunne fungere som skipper skal et medl em som minimum være Yachtskipper af 3. grad, have VHF-certifikat, samt have rutine på selvstændigt niveau, i sejlads med sejlskibe og havnemanøvre. Desuden skal medlemmet bestå en praktisk sejladsprøve arrangeret i samarbejde med havnemesteren i Svendborg. (dette gælder dog ikke medlemmer med erhvervspapirer). Krydsjagt nr. XXIX i Grådyb ca. år 1900 (told & skat museet) Fru Petersen købte Viking med henblik på hendes søn, der led af tuberkulose, og som derfor havde behov for megen frisk luft, men det blev datteren Marie der overtog fartøjet. Frk. Marie Petersen havde Viking til sin død i sommeren Rygtet ville, at Viking skulle destrueres ved Marie Petersens død derfor var det særdeles glædelig overraskelse, at hun havde testamenteret Viking til Svendborg & Omegns Museum. Til opfyldelse af bestemmelserne i det af afdøde frk. Marie Petersen oprettede testamente, blev der udarbejdet et fundats. Der står blandt andet : Legatets navn er Sejlskibstoldkrydser Vikings Legat Legatets formue er stort ,00 kr. Legatets formål er at bidrage til bevaringen af Sejlskibstoldkrydser Viking som museumsskib. Det bemærkes, at skibet ifølge afdødes testamente, er overdraget Svendborg & Omegns Museum på vilkår, at skibet skal kunne stilles til rådighed for Svendborg Byråd og/eller Museet i repræsentativ øjemed, f.eks. under officielle eller halvoffici elle besøg. Legatet forvaltes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Til den daglige vedligeholdelse af Viking er der stiftet et både-laug, som har ca. 25 medlemmer. Medlemmerne skal være medlem af museumsforeningen fo r Svendborg & Omegns Museum. Øvrige forudsætninger : Er engageret, forpligtet og oprigtig interesseret i Viking. Har tid til rådighed til vedligeholdelse og sejlads. Er i besiddelse af, eller ønsker at få, praktiske erfaringer med sejlads i sejlskibe. 20 Vikings fjernkending er : Spidsgattet jagt med pælemast og horisontal klyverbom. Skroget er sort. Lakeret lønning og svineryg. Lave hvide halvruf med lakeret ruftag. Sejlføringen er hvid : Gaffelsejl, topsejl, fok og klyver BRT. : 19,57 Længde over dæk: 45 fod Bredde: 14 fod Dybgang: 7½ fod Skibet er installeret med maskine, VHF, GPS- navigator med kortplotter. For yderligere information : Vikings hjemmeside : (er under udarbejdelse, men tag et kig) Svendborg & Omegns Museum Grubbemøllevej Svendborg tlf. : Koordinator for Vikings bådelaug / Charsten Karger / maj 2002