Rejsebrev 2. Tirsdag den 11. marts Castro Marim inden

Transkript

1 Rejsebrev 2. Tirsdag den 11. marts kører vi over den nye bro over Rio Guadiana, grænsefloden mellem Spanien og Portugal, og er efter ganske få kilometer i Castro Marim. Autocamperpladsen i byen er altid velbesøgt, så kommer man sent på dagen, er man henvist til en større parkeringsplads lige i nærheden. Vi kommer ikke for sent, og finder uden problemer en plads i solen. Og her er alt, hvad hjertet kan begære for en garvet autocampist. Sol, vand og varme. Og mulighed for at tømme potten. Det er vigtigt! Castor Marim er som så mange andre grænsebyer mere præget af gammelt nag end det gode naboskab. Højt over byen ligger den gamle borg, som en påmindelse om de evindelige stridigheder, der kendetegner grænseområder ikke blot her, men også vore egne syd og østvendte kyster. Det gamle nag er dog ikke helt forsvundet. Portugiserne mener stadig, at spaniolerne tager røven på dem, når der handles. Især når der skal uddeles midler fra EU`s udviklingsfonde eller de lukretive landbrugsordninger skal udnyttes til bristepunktet, er spaniolerne i forhånd, og køber bl.a. landbrugsjord op, inden priserne stiger. Og det er jo smart, men fremmer næppe den gode stemning! Området omkring byen er præget af de traditionelle saltværker, hvor salten udvindes ved fordampning fra solen. Det giver sig selv, at selve processen ikke er særlig mandskabskrævende, da Vor Herre klarer det meste af arbejdet. Men opgravningen kræver manuel muskelkraft. Skovl og trillebør er uundværlige redskaber til det arbejde. Når vi er i de områder tager vi altid en travetur i området. Her er fred og ro på denne årstid, hvor solen stadig står lavt på himmelen, og her er et rigt fugleliv.

2 På ydmyg lodder er der opført små kolonihavehuse, hvor dueslag, avl og måske løb kendetegner en del af bebyggelsen, og ejendommens ukrænkelighed markeres naturligvis med en delvis spærret indkørsel! Længere ude mod flodbredde er det ikke de havebrugsprægede aktiviteter der er iøjnefaldende. Her drives der et mindre fritidsfiskeri fra småbåde og joller, og også her er der etableret små bosættelser, der både anvendes til arbejde og fornøjelse. Da vi intetanende spadserede forbi et lille bådhus, var der gang i større frokost i det grønne Deltagerne var i kendelig løftet stemning, og forplejningen var tilsyneladende rigelig, så vi blev inviteret på både grill og våde varer. Vi takkede pænt nej til den faste føde, men hyggede os en stund med udmærket vin fra plasticdunke, muligvis af egen avl. Den ene af deltagerne talte udmærket engelsk, og gjorde en dyd af at brilliere med den kunnen overfor de øvrige frokostvenner. Det betød for os, at vi kunne få lidt small talk hen over den i øvrigt udmærkede vin. Tilbage på pladsen hyggede vi os med vores storkepar, hvor hormonerne tilsyneladende lader en del tilbage at ønske, da boligen end ikke er forberedt. Lysmasten må ellers være ideel, hvis ellers fatter kan komme ud af røret, og få gang i noget byggeri. Men det kan det jo være, han ikke er selvbygger, men afventer en kommunal indsats til opgaven. Det har man jo før set! Det bliver til fem overnatninger i Castor Marim. Søndag den 16. river vi teltpælene op, og vender næsen vestover langs kysten. Det bliver nu ikke til det helt store. Allerede efter 12 km. finder vi en hyggelig parkeringsplads tæt på stranden i Altura. Vi er ikke de eneste, der kan se det skønne i den beliggenhed, da der i forvejen ligger over tyve campere, af mange forskellige nationaliteter. Vi skulle dog senere blive klogere vedrørende fricamping på lige den plads, men herom senere.

3 Der er to minutters gang til en vidunderlig strand, og da temperaturerne længe har været over middel her på kysten, er også vandtemperaturerne tålelige, og så er der jo ingen grund til at udskyde badesæsonen længere. Vi nyder badelivets glæder i tre dage. Og så er festen slut for den gang! Der er tilsyneladende nogle lokale beboere,der har fundet den selvbestaltede parkeringsplads lidt for nærgående, for sidst på eftermiddagen tropper den lokale Millicia op, og beder os alle om at bryde op, og finde mere velegnet overnatningsplads. Der er såmænd ingen sure miner fra nogen side. Vi bliver oven i købet anvist nærmeste mulighed, men vælger at køre tilbage til Castor Marim for natten. Vi kom dog i Den sorte bog, da den unge betjent tilsyneladende havde en daglig rapportkvote. Vi blev omhyggeligt udspurgt om personlige data og herkomst. Selv forældres navne var obligatorisk, selv om jeg bedyrede, at de var døde for længst, og ikke kunne drages til ansvar for min brøde! Så nu må vi se, om der dukker en parkeringsbøde op på Drøsselbjerg i løbet af sommeren, og om det er værd at spilde krudt på at argumentere for en frifindelse! Klog af skade, men næppe rigere, kører vi dagen efter til stranden ved Manta Rota. Her ligger en enorm autocamperplads, hvor en overnatning koster 4,50, så det er ikke økonomien, der ind imellem får os til at blive lidt kreative, når vi parkerer, men mere de muligheder, der foreligger. Alt er sat i system her med bomme, betalingsautomater, strøm mod betaling, gratis internet og faciliteter til vand og affald. Internettet gad vi nu ikke rode med, da vi tilsyneladende lå lidt langt fra signalet, så det måtte vente senere. Lidt klatvask kan det også blive til. Og her må enhver hjælpe sig selv! Inden for cykleafstand ligge den lille bosættelse Cacelha Velha. Den rummer ikke meget andet end en hvidkalket kirke, en kompakt fæstning fra tallet og nogle mindre fiskerhuse. Men nedenfor byen strækker sig den lange lagune ud mod Atlanterhavet. Stedet er et populært week-endmål blandt de lokale, der med glæde står i kø foran den eneste lille café, hvor udbudet er begrænset, betjeningen ok, og priserne i bund.

4 En tur i lagunen er altid spændende. Eller kan i hvert tilfælde blive det, hvis man ikke holder øje med tidevandet, og i tide søger på tørt land inden højvande, der kommer ret hurtigt, og ændrer en soppetur til en mere våd fornøjelse. Og Lissie finder skaller, som jeg så pligtskyldig må vise frem for fotografen. Hjemmefra havde vi i dyre domme købt en snedig indretning, så vi på en tankstation kan fylde vores danske gasflasker med LPGautogas. En lille opgave vi var sikre på at have løst, når nu EU alt andet lige ikke kan finde ud af en fælles standard på det område. Vores danske 11 kg flaske var tom, og havde udset os en BPtankstation med LPG. Glade og forventningsfulde tilkobler vi anordningen til flasken, påmonterer slangen og åbner for hanen, me det resultat, at hele toppen af den lille anordning ryger en tre fire meter i vejret. Lissie kan godt være lidt hysterisk med gas, så det skorter ikke på verbale advarsler! Og da toppen forsvinder for femte gang op i luften, opgiver vi forsøget, og må erkende, at vi nok endnu engang er taget ved røven! Resultatet bliver endnu et indkøb nu af en Portugisisk gasflaske incl. reduktionsventil, der passer til. Men en nødvendig investering, da gas er et nønvendigt onde i en autocamper. Så nu har vi dansk, spansk og portugisisk flaskegas i rigelige mængder! Lissies fødselsdag nærmer sig, og så er det med at være kreativ. Hennes højeste ønske var ikke svært at opfylde. En ny stegepande til et ellers righoldigt udvalg! Hun fik oven i købet selv lov at vælge størelse og farve! Men! Det bliver nu også til alt godt fra havet på en hyggelig restaurant yderst, hvor Guadiana løber ud I Atlanterhavet. Små minimuslinger til forret, der smagte som at bide en jomfru i nakken! Og til hovedret friskfangede fre Atlanterhavet, Red Mullet i rigelige mængder.

5 Vores køreplan er gået i vasken. Det plejer den nu også at gøre, og er da også kun vejledende, så vi på et tidspunkt forhåbentlig lander i god ro og orden på Drøsselbjerg. Men vejret her er helt forrygende godt, og så er der jo ingen grund til at udfordre skæbnen, og søge til en måske ringere vejrudsigt. Lørdag den 22. marts bryder vi op fra stranden ved Manta Rota. Lidt inde i landet ligger Loulé bl.a. kendt for områdets største lørdagsmarked. Vi trænger i forvejen til at få fyldt fryser og køleskab op. Og så kan vi jo lige så godt tage den fornøjelse med på vejen. Det bliver til en hyggelig formiddag med både indkøb og en masse oseri. Jo! Og så fatter Lissie minsanten endnu engang kærlighed til en lille rygsæk, hun absolut ikke kan undvære. Ægte læder om jeg må be! Jeg venter kun spændt på, om der så også bliver ryddet ud i den snes stykker, der efterhånden hober sig op i det lille hjem på Drøsselbjerg! Marked i Loulé. Byen byder naturligvis også på kirke, borg og mosaikker, hvis man også er til det kulturelle. Lissies skrantende knæ spares, og jeg tager en hurtig rundtur, blot for en ordens skyld!