Intet nyt fra Rådhusvej

Transkript

1

2 Eva Maria Fredensborg & Jakob Melander Intet nyt fra Rådhusvej Krimistafet 2014 Elg & Co.

3 Intet nyt fra Rådhusvej Copyright Jakob Melander & Eva Maria Fredensborg 2014 All rights reserved 1. udgave (pdf) ISBN Jakob Melander: Øjesten (2013) Serafine (2014) Find mig på Facebook her Eva Maria Fredensborg: Én gang morder (2013) Min mund er lukket (2014) Find mig på Facebook her

4 Forord I juni 2014 fik vi en udfordring af Charlottenlund Bog & Idé: Kan I ikke finde på noget sjovt, når I kommer og signerer bøger sammen næste lørdag? Vi havde kun mødt hinanden en enkelt gang før, men havde begge lyst til at udfordre os selv og prøve noget nyt, så vi blev enige om at skrive en kriminovelle, hvor Bog & Idés kunder fik lov at bestemme gerningssted og mordvåben. Valget faldt på brevkniv og Rådhusvej (i Charlottenlund). For også at gøre det lidt spændende for os selv, besluttede vi at skrive novellen som en stafet og løbende offentliggøre hvert enkelt afsnit på vores respektive Facebook-sider: Vi aftalte på forhånd, hvem der skulle myrdes og hvorfor, men vi vidste aldrig helt, hvad vi kunne forvente, når den anden lagde et nyt kapitel op. Da vi var godt og vel halvvejs, snød vi lidt og mødtes for at aftale, hvordan vi skulle få enderne til at mødes, hvorefter vi gik tilbage og gjorde noget helt andet... Inden vi begyndte, var vi spændte på, om vores hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand, kunne samarbejde. Det var temmelig udfordrende og angstprovokerende at give slip på vores elskede karakterer og se dem gennem en anden forfatter og anden karakters øjne, men det viste sig heldigvis, at både de og vi havde stor fornøjelse af samarbejdet. Siderne der følger, er de 14 afsnit, som krimistafetten endte med at bestå af, sat sammen til én lang tekst. 4

5 Historien og måden den er blevet skrevet på er formet af mediet (Facebook) og metoden,(stafetten) og det har vi ønsket skulle skinne igennem i denne samlede udgave. Derfor har vi ikke rettet andet end slå- og kommafejl. Tak til alle jer, der fulgte med og kommenterede undervejs. Jakob Melander & Eva Maria Fredensborg 5

6 Kapitel 1 Vinden synger i den lyse nat, suser gennem skoven. Det knager i grenene, løvet rasler. Han hiver efter vejret, tvinger de trætte muskler videre, stadig videre. En ensom bil kører ad Jægersborg Allé ned mod slottet og fortet ved Øresund. Lygternes hvidgule fane stryger forbi, et kort øjeblik glider lyset over den oprørte søgang i grene og blade. Men han er inde i skoven og mørket. Lyset kan ikke nå ham. Så er vognen og dens fører væk, videre. Han er alene. Eller næsten alene. Stemmen folder sig ud af mørket bag ham, en blød, næsten feminin, diktion. Det er lige før, den går i ét med lyden af hastige, snublende fødder. - Hvorfor løber du? Du kan ikke slippe væk. Ikke nu. Benene går under ham. Panikken får hans bryst til at snøre sig sammen. Det er umuligt at tænke. Stiens hvide bånd lyser foran ham, viser vej. Men det er for sent. Skoven er tom, der er ingen, der kan hjælpe ham. Lyden af den andens skridt, så tæt på! Det gurgler i munden. Hælene hamrer i jorden, sender stød gennem kroppen. Blegrøde bobler brister på hans læber. Blandingen af hans eget blod og spyt driver ned over hagen. Det paisley-mønstrede tørklæde i halsen er gennemvædet, drypper ned på den hvide skjorte, der sidder stramt over bugen. Han kan se det, når han kigger ned: Hvor næsens bruskdele har siddet, er der nu kun den tomme luft. Spidsen af hans næse, en rødhvid, svampet klump, lig- 6

7 ger i skovbrynet bagude, hvor forfølgeren smed den efter at have skåret den af. Med et enkelt, kraftigt snit af hans egen brevkniv. WKI Bajonett mit Sägenrücken. Vinden svier i såret. Det hviner helt ind i kraniet. En gren svirper henover hans ansigt, rasper i det trekantede hul midt i ansigtet. Ikke tænke, videre. Bare videre. Det er underligt, dengang forestillede han sig smerterne værre, men han kan næsten ikke mærke noget. Det må være chokket, adrenalinen, der pumper rundt i kroppen. Eller vinen, måske? Begge dele? Men snart kommer den, smerten. Og vil han så kunne løbe? Han vover ikke at se sig tilbage, den anden er lige i hælene på ham. Driver ham gennem skoven op mod stationen. Eller var det ham selv, der ville den vej? Han kan ikke længere huske det, de sidste minutter fra han stod af toget er en række af enkeltstående, skarpe sanseglimt uden egentlig sammenhæng og kronologi. Tweedjakkens ryg er skåret i laser, flagrer efter ham. Og hele tiden hører han den uhyggelige, susende lyd af bajonetten, der synger gennem luften. Stadig tættere, tættere på. Stammerne viger, tynder ud. Skoven åbner sig. Parkeringspladsen! Og bag den nedgangen til tunnellen under Charlottenlund Station og banelegemet. På den anden side er der folk, liv. Også på denne tid af natten. Kan han nå derover, er der stadig en chance. Han finder de sidste kræfter. En sidste spurt, så tumler han ned ad trinnene og lader sig opsluge af tunnelen. Blod og spyt står ud i en rød tåge foran ham, anstrengelserne får det til at dunke i såret i ansigtet. Ude på den anden side, ved Emils kebab, er der mennesker, hjælp. Han har stået der tit på denne tid, med en sidste shawarma til at runde nattens udskejelser af, inden turen går tilbage gennem skoven og hjem til lillemor. Videre! 7

8 Forfølgeren inde i tunnelen bag ham. Deres fælles åndedrag forstærkes i den smalle tunnel, æltes af de rå betonvægge, smelter sammen til ét. Jægerens og den jagedes. Så falder det første hug. Det kolde stål bider sig vej gennem jakken, snitter gennem tweedstoffet og det øverste hudlag. Det næste er dybere, skærer en luns af hans kød. Det takkede blad klirrer mod et ribben, bøjer af. Han snubler, griber ud efter rækværket for ikke at falde. Og idet han stirrer fremad, lukker smerten ude, fokuserer på åbningen, der markerer tunnelafslutningen ikke en meter fremme, tager forfølgeren et sidste skridt. Hugger til. Bladet går gennem ryggen, glider ind mellem to ribben. En overrasket, boblende lyd presses ud gennem hans læber, idet det giver et underligt plop i hans brystkasse: Lungen er punkteret. Bladet trækkes ud i en skæv vinkel, savtakkerne på oversiden flår gennem indvolde og knogler. Smerten er ulidelig, stråler ud i alle dele af hans krop. Han snapper efter vejret, trækker sig ud gennem tunnelåbningen og op ad gelænderet, falder over de lave trin. Neglene borer sig ned mellem brostenene, haler ham det sidste stykke op. Den anden hiver efter vejret. - Det er slut, hører du? Jeg er færdig med at betale, dine syge... Vokaler trækkes ud, stemmen glider væk. Verden drejer, lukker ned i tunnelsyn. Han glider i sit eget blod, det strømmer ned over ryg og balder. Det sortner et øjeblik, så får han hovedet op og kan se ud over pladsen. Emils Kebab er lukket. Pladsen er tom, bortset fra en enlig skikkelse, der er på vej op mod Jægersborg Allé. Han tvinger sig videre. Halvt glider, halv kravler over kørebanen mod det lille monument under egetræet, 8

9 hvor den enlige skikkelse forsvandt. Han må have fat i nogen, en eller anden må ringe efter hjælp. Morten Dinesen, advokat med møderet for Landsretten, når kun lige at trække sig op og stirre ned i den tomme skål, der står mellem statuerne af de to nøgne børn, da det sidste hug falder, og verden forsvinder. 9

10 Kapitel 2 En orange skyformation spejlede sig i voldgraven omkring Charlottenlund Fort, og havoverfladen havde kun lige sluppet den opstigende sol. Robert Strand slap speederen og kastede et sidste blik på Øresund, inden han drejede op ad Jægersborg Allé. Drab på åben gade, gentagne knivstik. Han håbede ikke, han var blevet hevet ud af sengen klokken fem om morgenen for at efterforske endnu en tragisk sag om et sygt menneske, der var faldet gennem maskerne i det psykiatriske system, men de sparsomme oplysninger i assistanceanmodningen til Nationalt Efterforskningscenter tydede på det. Drab på åben gade indikerede, at offer og gerningsmand ikke kendte hinanden, og de gentagne knivstik tydede på, at gerningsmanden ikke havde haft en klar intention om at dræbe, men havde handlet i affekt. En pludseligt opstået konflikt mellem en psykisk syg gerningsmand og et tilfældigt offer. Robert tvivlede på, at der var brug for en profileringsekspert. Hele stationspladsen var lukket af. Han parkerede sin Mercedes SL500 foran det tidligere posthus og ventede ved afspærringen, til efterforskningslederen, politikommissær Jesper Tofte, dukkede op. - Robert Strand? Tak, fordi du kunne komme så hurtigt. Jesper Tofte gned håndfladen mod de stramtsiddende jeans, inden han trykkede Roberts hånd. De blå øjne sad dybt i det kødfulde, fregnede ansigt, og Robert noterede sig, at blikket var stift. 10

11 Nordsjællands Politi havde etableret et midlertidigt hovedkvarter i den ende af stationspladsen, der lå længst væk fra gerningsstedet. Robert konstaterede, at Yvonnes Hair Shop var erstattet af en bagerforretning, som meget belejligt kunne forsyne politifolkene med kaffe og brød, der så ud til at være i den spelttunge kategori. Han afslog Toftes tilbud om kaffe og spurgte, om de havde identificeret ofret. - Morten Dinesen, en lokal advokat med bopæl på Bregnegårdsvej, lige på den anden side af banen. Ifølge hustruen havde han været til det månedlige møde i vinklubben, som denne gang blev holdt i en af villaerne på Svanemøllevej. Hun ventede ham hjem med det sidste tog, hvilket stemmer med det klippekort, vi fandt i hans lomme, som er stemplet klokken på Svanemøllen Station. Vi har fået navnene på de andre medlemmer af vinklubben, og mine folk er i gang med at kontakte dem, men videooptagelserne fra linje C viser, at Dinesen var den eneste passager, der stod af på Charlottenlund Station. Stemmen var mekanisk, og Robert var ikke længere i tvivl: Efterforskningslederen befandt sig i en let choktilstand, men det var tilsyneladende ikke så alvorligt, at det forhindrede ham i at agere effektivt. - Kan jeg komme til at se ham? Tofte viste vej mod en lille plads, hvor et stort træ tronede midt i en halvcirkelformet bøgehæk. En bred skærm var stillet op mellem de to ender af hækken for at forhindre forbipasserende i at kigge ind. Robert trådte ind bag skærmen og gik i en bue udenom den pøl af blod, der havde samlet sig på og mellem brostenene. Han undgik bevidst at fokusere på liget, og mens hans sanser fik lov at vænne sig til forholdene på gerningsstedet, læste han inskriptionen under busten af 11

12 en strengt udseende mand, der skuede ud over stationspladsen: Einar Holbøll. Julemærkets fader. Han måtte have passeret dette mindesmærke mindst tusind gange i løbet af sin gymnasietid, og ikke én eneste gang var han standset op for at betragte den bizarre komposition med statuerne af to børn, der drak vand fra en hane, som stak ud nogenlunde der, hvor Holbølls ædlere dele ville befinde sig, hvis ikke kunstneren havde valgt at nøjes med en buste på en sokkel. Han rystede på hovedet og lod blikket glide nedad. Det første spørgsmål meldte sig i samme øjeblik, hans øjne registrerede kroppen, der lå med hovedet hvilende i et bronzekar mellem statuerne: Hvorfor sad kniven stadig i ofret? Han gik tættere på og betragtede skæftet, der hævede sig over resterne af Morten Dinesens ternede jakke. Det var af træ, tydeligvis af ældre dato, og selve grebet var enkelt dekoreret med en række skrå riller på tværs. Ligets vinkel forhindrede Robert i at se, om knivbladet var gået hele vejen gennem ofrets torso, men ud fra den del, der var synlig, vurderede han, at selve bladet måtte være mindst fyrre centimeter langt. Dette var ikke en almindelig kniv. Robert mærkede, hvordan hans puls steg. Han gik langsomt rundt om liget, registrerede det fra alle vinkler, før han satte sig på hug for at betragte den side af ofrets ansigt, der ikke var nedsænket i det blodfyldte kar. Det næste spørgsmål dukkede op, og denne gang stillede han det højt: - Har I fundet hans næse? Jesper Toftes adamsæble tog en tur op og ned, inden han svarede: - Hvad mener du? - Næsen mangler.

13 Robert forlod gerningsstedet, da retsmedicineren og teknikerne ankom. Han fulgte blodsporet, som var bredt og gnidret, og flere steder fandt han tydelige aftryk af hænder, som om ofret var gledet i sit eget blod, mens han forsøgte at kravle fra gerningsmanden. Mængden af blod var større ved foden af trappen, men længere fremme, hvor den tidlige morgensol måtte vige for tunnellens skygge, kunne han kun få øje på en slingrende stribe af tydeligt afgrænsede pletter. Som en voldsom omgang næseblod. Hvem er du? Han lod spøgsmålet arbejde i underbevidstheden, famlede efter de første konturer af gerningsmanden, mens han gik gennem tunnelen og registrerede den fugtige luft og en markant stank af urin ved opgangen til midterperronen. Blodsporene viste, at ofret var blevet jagtet, og derfor var de gentagne stik ikke nødvendigvis udtryk for tøven. Det var lige så sandsynligt, at gerningsmanden havde haft en klar intention om at dræbe, men ikke havde været i stand til at få et dræbende stød ind i første forsøg. Og så var der mordvåbnet. Det var ikke sådan en kniv, man kunne gå rundt med i lommen og trække frem, hvis man pludselig følte sig provokeret af en fremmed. Du kendte Morten Dinesen, tænkte Robert, mens han krydsede parkeringspladsen bag stationen og fulgte sporet af indtørret blod ind mellem træerne. Men hvorfor næsen? Det eneste svar, der meldte sig, var, at Morten Dinesen måske havde stukket næsen i noget, der ikke vedrørte ham, men Robert syntes, symbolikken virkede lige lovlig tydelig, og det gav kun mening, hvis gerningsmandens primære motiv var at sende et signal til andre nysgerrige. I så fald havde han taget næ- 13

14 sen med sig som et trofæ. Det var næsten umuligt at følge blodsporene i den mørke skovbund, og et sted mellem Bregnegårdsvej og slotshaven var han lige ved at give op. Han havde gået rundt i den samme lysning i flere minutter, da han hørte en raslen af visne blade, efterfulgt af en kvindestemme, der råbte: - Oscar! Oscar, kom her! Robert vendte sig og så en stor hønsehund komme luntende med kurs mod lysningen. Dens snude gled hen over skovbunden, og den var kun et par meter væk, da det gik op for ham, at de ledte efter det samme. Næsen! Han kastede sig over hunden, fik fat i dens halsbånd og landede på ryggen med hunden ovenpå sig. Nu kunne han se dens ejer, en kvinde i fyrreårsalderen. Han rejste sig hurtigt og slækkede lidt på grebet om det brede læderhalsbånd, så hunden kunne genoptage sporingen. Kvinden begyndte at råbe igen. - Hey. Hvad laver du? Han stjæler min hund! Han ignorerede hende og satte farten op, og der gik ikke mange minutter, før han, eller rettere Oscar, havde fundet næsen. Den lå i det lave krat ved hegnet ind til slotsparken. Gerningsmanden havde ikke taget den med sig, og da Robert betragtede den blodige kødklump, mærkede han en velkendt spænding brede sig i kroppen. Afskæringen af ofrets næse var sandsynligvis en symbolsk handling, men i så fald var det en sag mellem offer og gerningsmand, ikke et signal til omverdenen, og når det handlede om personligt motiverede drab, var Robert ikke i tvivl om, hvor han skulle begynde sin søgen. Han holdt hunden væk fra byttet i strakt arm, mens 14

15 han fandt mobiltelefonen frem. - Jeg har fundet næsen. Kan du sende et par mand herover? 15

16 Kapitel 3 Det raslede fra undervognen. Kunne det være lydpotten? Udstødningsrøret havde hængt lidt de sidste par dage. Lars trak på skuldrene, det måtte vente. Han trommede på rattet, så ud over Øresund. Små skytotter draperede sig mellem den sommerblå himmel og den bølgende svenske kyst på den anden side. Det var lige til et maleri: Barsebäck, containerskibe og sundet fyldt med sejlbåde. Han veg uden om en motorcyklist, der slingrede i langsom fart ud af Strandvejen uden hjelm. Motorcyklistens blik var klinet til det velformede bagparti på en ung, bikiniklædt kvinde på vej ned mod Charlottenlund strand. Hun havde en is i hver hånd. Jo, det var godt nok varmt i dag. Lars skruede op for Jack White på anlægget. Folk var ikke rigtig kloge. Quarantine on the Isle of Man and I m trying to escape any way that I can, oh Men det hjalp ikke. Egentlig skulle hans ferie være begyndt, men Ulrik havde naturligvis valgt netop i dag til at sætte ekstra mandskab på en sag, der burde have været opklaret for længst. Varetægtsfængslingen af to Hells Angels-rockere var ved at løbe ud, og Ulrik var nervøs for, at de skulle slippe af krogen. Det ville ikke se godt ud længere oppe i systemet. 16

17 Ja, det var jo ikke fordi, han syntes, de skulle have lov til at løbe frit omkring. Men han havde altså ferie. Sagsmappen lå på passagersædet ved siden af ham. Ulrik havde sat ham til at afhøre en advokat, hvis navn var kommet op i forbindelse med efterforskningen. Og ikke for det gode. Advokaten boede på Bregnegårdsvej i en imponerende kasse. En kongeblå Mercedes var parkeret skævt i indkørslen. En convertible. Der var åbenbart nogen, der havde råd til det. Lars steg ud, fulgte den snoede sti mellem blomsterbedene til det voldsomt ornamenterede indgangsparti. Han stirrede på den bronzefarvede dørhammer i flere sekunder, før han lagde hånden på håndtaget. Døren var ikke låst, men gik op i samme øjeblik, han trykkede ned. - Hvem er du? En høj mand med dybtliggende øjne og et lille ar på det højre kindben stod i hallen, trådte frem mod døren. - Du kan ikke bare gå ind her. - Rolig. Lars holdt en hånd op, rodede med den anden i lommen efter skiltet. Københavns politi. Morten Dinesen? Den anden så op og ned af ham, skar en grimasse. - Han er ikke hjemme. - Er det ikke hans bil, der holder udenfor? Lars pegede med tommelfingeren på bilen i indkørslen. - Det er min. Den anden beholdt hænderne i lommen. - Hvorfor vil du tale med Morten Dinesen? Lars lænede sig op ad dørkarmen. - Og hvem er så du? - Robert Strand, NEC. NEC? Hvad lavede de her? Lars kløede sig i håret. 17

18 - Må jeg lige Han viste med hånden med sagsmappen ind i stuen bag hallen. Robert Strand nikkede. Modvilligt. Så sagde han. - Det her er udenfor din politikreds, det er du godt klar over, ikke? Lars svarede ikke, trådte indenfor. Huset var svalt i sommervarmen, men en smule for pyntet til hans smag. Det måtte være Morten Dinesens kone, der stod for indretningen her. - Jeg skal afhøre Morten Dinesen i forbindelse med en narkotikasag, vi efterforsker. Lars så sig om. En dør ledte ind til et arbejdsværelse. Stort, tungt skrivebord, grønt gulvtæppe. Alle vægge var dækket af mørklakerede reoler. De var ved at segne under vægten af de tunge bind. To mænd i jeans og T-shirt arbejdede sig roligt og metodisk igennem interiøret. Var de i gang med en ransagning? Hvorfor havde han ikke fået noget at vide? Han vendte sig atter mod Robert Strand. - Hans navn er kommet op i forbindelse med efterforskningen af to HA ere. Er han hjemme? Og hvad laver du her? Men Robert Strand nåede ikke at svare. I samme øjeblik kom den ene af de to mænd ud fra arbejdsværelset med en flyttekasse. Han svedte. Kassen så tung ud. - Er der noget? Robert Strand trådte til siden, så den anden kunne komme forbi. - Han har vist ikke haft så meget at lave på det sidste. Lars kiggede ned i flyttekassen. Den var fyldt med papirer. Fakturaer lå hulter til bulter mellem gamle konvolutter, fotokopier af hvad han formodede måtte være sagsakter. Intet af det så ud til at være af nyere dato. Kollegaen nikkede til Lars, forsvandt ud af døren. Robert Strand vendte sig, smilede.

19 - Jeg må desværre fortælle dig, at du ikke kommer til at tale med Morten Dinesen. Han er blevet myrdet. Oppe ved stationen i nat. Det forklarede jo, hvorfor det lokale politi var her. Men NEC? - Du har stadig ikke fortalt mig, hvad du laver her? Det var Lars tur til at smile. - Kom med. Robert Strand vinkede ham efter sig, bag om trappen, der ledte op til førstesalen og ind i køkkenet. Store, sorte marmorfliser, barstole. Hvidt og sterilt. Halogenspots overalt. Noget af en kontrast til hallens nips og krummelurer. Måske Morten Dinesen alligevel havde fået lov til at bestemme i et af husets rum. Gennem en åben terrassedør var der kig ud over haven, der strakte sig ned mod og gled over i Forstbotanisk Have. På en enorm kogeø under en emhætte i stål og krom stod en opslået MacBook. Robert Strand trykkede på en tast, og skærmen fyldtes af et mandsansigt. Han kunne vel være i slutningen af halvtredserne, men så betydelig ældre ud. Huden var grov og poret, lilla årer trådte frem under huden på kinderne og omkring øjnene. Lars kom til at tænke på en sætning fra Når snerlen blomstrer, det var vist Bjarne Reuter: Man er vel en bonvivant. Manden på fotografiet bar ikke slips. I stedet havde han et silketørklæde i halsen. Det var gennemvædet af koaguleret blod. Men det var det trekantede sår midt i ansigtet., der tiltrak sig opmærksomheden. Hullet hvor næsen burde have siddet. Lars fløjtede. - Er dét Morten Dinesen? Robert Strand nikkede. - Du siger, han er involveret i en narkosag? Lars bøjede sig ind over computeren, studerede bil- 19

20 ledet. Så rettede han sig op, knaldede hovedet op i emhætten. Det sang i stålet. Et eller andet raslede. - Av, for Han følte forsigtigt med fingrene på issen, men det lod ikke til, der var sket noget. - Ja, han dukkede op i et par telefonaflytninger. Men vi er endnu ikke klar over, hvordan han passer ind. Hvor er næsen? - Vi fandt den i skovbunden, sådan cirka midt mellem huset her og stationen. - Men du sagde, han blev dræbt på stationen? Gik han tilbage, efter han havde fået skåret næsen af? - Alt tyder på han flygtede tilbage mod stationen. Formentlig fordi chancen for at finde hjælp der var større end her på Bregnegårdsvej. - Og drabsvåbnet? Robert Strand trykkede på den højre piletast. Billedet af Morten Dinesen forsvandt, erstattedes af en lang kniv i en klar plasticpose. Bladet var vel omkring en halv meter langt. - Det er jo nærmest et sværd! Er det savtakker? Den ser sgu ikke rar ud. Lars pegede på bladets øverste side. Robert Strand nikkede. - Det er korrekt. Vores bedste bud er en bajonet af ældre model. Hvis du kigger på bladet lige over fæstet, kan du se, der står: Act. Ges.vorm. Frister&Rossmann, BERLIN. Den må være tysk. Tøjhusmuseet og Forsvarskommandoen kigger på det. Lars gik hen til vinduet, så ud over haven. Plænen var nyklippet, der måtte være mere end kvadratmeter. Hvem havde tid til at slå så meget græs? Eller råd? - Det med næsen, det ligner en advarsel. Vores gode advokat har vist rodet sig ud i noget, han ikke skulle have blandet sig i. Lars vendte sig om, støttede sig til vindueskarmen. - Jeg tror, vi skal kigge lidt nærmere på 20

21 de rockere. - Du tror, det er narkogæld? Robert Strand lukkede MacBooken. Langsomt. Han strøg en finger langs siden. - Det tvivler jeg stærkt på. Det her er et personligt motiveret drab. Gerningsmanden skal findes inden for Dinesens familie eller nærmeste omgangskreds. Lars trak på skuldrene. Det var ikke fordi, det Robert Strand sagde var forkert han havde formentlig selv pointeret overfor adskillige unge og lidt for ivrige nyuddannede kolleger, at man i mere end halvdelen af tilfældene fandt gerningsmanden i den nærmeste familie. Men det med næsen, det troede han alligevel ikke på. Det var for rodet. Eller var det i virkeligheden Robert Strand, det handlede om? Ham der gik ham på nerverne? Den anden måtte kunne se det på ham. I hvert fald slog han ud med hånden mod hallen. - Så er det afgang, Winkler. Men Lars blev stående. Lagde armene over kors. Robert Strand rystede på hovedet. - Vi undersøger selvfølgelig alle spor, og hvis det viser sig, at drabet på Dinesen har relation til dine rockervenner, skal vi nok give besked. Lars kneb øjnene sammen. - Om en halv time får du en officiel begæring på alt materiale vedrørende drabet fra Vicekriminalinspektør Ulrik Sommer. I kan sende en kollega ind med dét, der ikke kan mailes. Jeg regner med at have det hele senest i eftermiddag. Lars holdt Robert Strands blik, mens han gik ud af køkkenet. På vej gennem indkørslen overvejede han at tage skiltet frem og lave en ridse i fyrens bil. Men det ville alligevel være for barnligt. Han nøjedes med at sparke 21

22 til bagdækket, før han satte sig ind i sin egen bil og vred nøglen rundt. Så havde Ulrik bare at støtte ham. Da han gassede op ud ad Bregnegårdsvej, strejfede hans blik bakspejlet. Fyren fra NEC stod på trappen med hænderne i lommen, stirrede efter ham. 22

23 Kapitel 4 Klaphat! Robert Strand betragtede den lange skikkelse, der trampede ned ad havegangen som et forurettet barn. Det her indgik bestemt ikke i hans planer. I overmorgen startede Julies ferie, og selvfølgelig var det mest for at glæde ham, at hans voksne datter havde foreslået en nostalgisk biltur ned gennem Europa med endestation hos Roberts gudmor og gudfar i Ligurien, så den her sag skulle løses hurtigt uden indblanding fra et opblæst ego med en tydelig adfærdsforstyrrelse og noget, der udmærket kunne være symptomer på et misbrugsproblem. Solen havde fået fat nu, og de store, gule roser ved indgangen til familien Dinesens hjem fyldte luften med en tung, sød duft, som af en eller anden grund gav Robert lyst til at ryge. Han hentede sine cigaretter i bilen, selvom klokken ikke engang var tolv. På den anden side af hækken startede Winkler motoren i sin bil. Udstødningen var færdig, og kilremmen havde det vist heller ikke for godt, men det var trods alt småproblemer i forhold til den diagnose, Robert lige havde hæftet på bilens fører. Heldigvis vidste han præcis, hvordan sådan en som Winkler skulle håndteres. Han fandt mobilen frem og ringede til Jesper Tofte. - Hej, det er Robert Strand. Jeg har lige haft besøg af Lars Winkler fra Københavns Politi. Han arbejder på en sag, hvor han mener, at Dinesen kan have spillet en rolle. Jeg tror, han er ude på et vildspor, men det ville jo være 23

24 dumt at afslå en kollegas tilbud om hjælp, så jeg synes, vi skal samarbejde. Han vil gerne have en kopi af al vores dokumentation, og han har bedt om at få det i papirform. Han tog et dybt sug af cigaretten, mens han lyttede til Toftes indvendinger. - Ja, jeg ved godt, at det allerede fylder en del, men I har måske en praktikant, der kan tage sig af det? Jeg ville være ked af at skuffe en dedikeret kollega. Okay, det sidste var måske lige i overkanten, men Robert var ikke i tvivl om, at Winkler vitterlig var en dedikeret efterforsker, ellers ville en mand med hans utiltalende personlighed for længst være blevet fyret eller kørt ud på et sidespor. Han skoddede cigaretten og gik ind i hallen, hvor han mødte Niels Jarner, en af landets dygtigste krisepsykologer. - Hun vil ikke have noget beroligende. Hun er selvfølgelig chokeret, men hun er indstillet på at tale med dig, og jeg vurderer, at det er forsvarligt. Men hold dig til det vigtigste, og undgå alle detaljer omkring selve drabet. Det er hun slet ikke klar til at høre endnu. - Er der ringet efter nogen, der kan være hos hende, når jeg kører? Jarner rystede på hovedet. - Hun vil selv kontakte en veninde, hvis hun trænger til at tale med nogen. Vi har aftalt at ringes ved i aften, og jeg kommer herud igen i morgen og giver hende lidt flere informationer, hvis jeg vurderer, at hun kan tåle det. Hun venter på dig i arbejdsværelset. Mennesker i chok. Robert vænnede sig aldrig til deres sårbarhed. Det var, som om kampen for at forhindre den skræmmende nyhed i at trænge ind, fik dem til at glem- 24

25 me alle de forsvarsværker, de normalt brugte energi på at opretholde, og når han sad overfor dem, følte han, at han kunne se lige ind i deres inderste kerne; den del, der rummede sandheder, de knap nok selv kunne bære at se i øjnene. Charlotte Dinesen var ingen undtagelse. Hun sad yderligt på den cremefarvede sofa og modtog ham med et smil, som var han en forretningsforbindelse, hendes mand havde inviteret til middag, men hendes blik fortalte, at her var en kvinde, der nægtede at erkende, at hun nu var helt alene i en verden, hun ikke forstod, og som hun aldrig havde lært at navigere i. - Det gør mig ondt, at du har mistet din mand. Hun trak refleksmæssigt på smilebåndet. Det grå hår var lysnet i elegante striber, og i udskæringen på den lysegrå cardigan glimtede et aflangt diamantvedhæng mod et bryst, der var så magert, at kravebenene stod frem som misdannelser. - Vi mødte hinanden i gymnasiet. Morten var Hun mødte Roberts blik, og der var noget trodsigt i hendes stemme, da hun fuldførte sætningen: - han var en god mand. Det lille, ekstra tryk på ordet god var ingen tilfældighed, og Robert gættede på, at nogen måske hendes forældre? stædigt havde påstået det modsatte. - Først vil jeg høre, om du har nogen idé om, hvem der kunne ønske at skade Morten? Hun rystede på hovedet. - Han har ikke talt om trusler eller konflikter? - Ikke til mig. Han virkede så glad, da han gik i går aftes. Han glædede sig, både til en aften med drengene i vinklubben, og til at han skulle have ferie i næste uge. - Har I børn?

26 - Vi har en søn, Frederik. Han er professor ved Ecole Normale Supérieure i Paris, når han da ikke rejser rundt i hele verden og holder foredrag om kvantefysik. Denne velafprøvede oneliner var ikke hele historien om Frederik Dinesen, men Robert vurderede, at det bedste middel til at få hende til at tale var tavshed, så i stedet for at stille supplerende spørgsmål, lod han blikket vandre hen over den store reol, der fyldte hele rummets bagvæg. Han nåede at genkende Intet nyt fra Vestfronten og flere titler af Hemingway, før Charlotte Dinesen endelig sukkede og sagde: - Frederik var et meget følsomt barn, og vi blev hurtigt klar over, at hans intelligens var noget ud over det sædvanlige, så vi sendte ham på kostskole i Schweiz, da han var otte eller nej, han var vist fyldt ni. - Hvordan var din mands forhold til Frederik? - Det var fint. I de senere år har vi ikke set ham så ofte, men det er vel meget naturligt. Han er voksen nu, og en mand i hans position har selvfølgelig ikke meget fritid. Hun så ned og lod hånden glide hen over nederdelen, som om hun forsøgte at fjerne en usynlig fold, men Robert var ikke indstillet på at lade hende slippe så let. - Hvornår så I ham sidst? Hun spærrede øjnene op, og hendes stemme var en tak højere, da hun svarede: - Sidste år var Frederik på en større foredragsturné i Asien, men i år har han sagt, at han kommer til Danmark i løbet af sommeren. Det var tydeligt, at hun løj, men hun havde lige mistet sin mand, og Robert ville næppe få ros af Niels Jarner, hvis han tvang hende til at indrømme, at hendes søn havde vendt hende ryggen, så han lod emnet hvile. 26

27 - Hvad med Mortens familie: søstre, brødre, forældre. Havde han et nært forhold til dem? Hun rystede på hovedet. - Morten havde en bror, men han døde af sukkersyge som helt ung, og hans forældre De lever vist stadig. Hun lagde hovedet på skrå og så på Robert gennem halvt lukkede øjenlåg. - Jeg tror, de havde svært ved at acceptere hans valg. Mændene i hans familie har været militærfolk i fem eller seks generationer, og hans far opfattede det nærmest som forræderi, da Morten ville i gymnasiet. De kunne slet ikke forstå, at han ville læse videre. Og så jura. - Hvad med hans firma havde han det godt med sine ansatte? Hun trak på skuldrene. - Morten talte ikke så meget om forretninger herhjemme. Han var klog nok til at indse, at man ikke kan være venner med alle, når man er chef. Ind i mellem brokkede han sig over, at de unge troede, de skulle være partnere, så snart de havde fået møderet, men jeg havde indtryk af, at det gik godt i firmaet. - Hvem var hans nærmeste venner? - Som jeg sagde før: Man kan ikke være venner med alle, når man er chef. Nej, men nogen kan man vel godt være venner med, tænkte Robert. - Han havde sin vinklub, hvor de mødtes en gang om måneden, men ellers var det mest forretningsforbindelser. - Var der nogen klienter, han var særligt tæt på? Charlotte Dinesen løftede de tynde øjenbryn. - Tæt og tæt. En mand, der havde kæmpet indædt for at komme 27

28 frem i livet, og som til gengæld havde brændt enhver chance for at opbygge nære relationer til andre mennesker måske lige med undtagelse af hustruen. Det lød som en historie, Robert havde hørt før. Han gav hende sit kort og bad hende ringe, hvis hun kom i tanke om noget, der kunne være relevant for sagen. Frederik Dinesen. Robert gik udenfor og tændte dagens anden cigaret, mens han forsøgte at ignorere følelsen af, at hans mistanke til ofrets søn udelukkende bundede i, at han ikke kunne få øje på andre, der matchede profilen. Hvis profilen var forkert, risikerede de at spilde en masse tid. Hvis profilen var forkert Robert kunne ikke huske, at han nogensinde havde tænkt den tanke før, og han fornemmede tydeligt, at den ikke var videre konstruktiv. Han ringede til Jesper Tofte og bad ham om at få nogen til at tjekke op på Frederik Dinesen, hvorefter han smed cigaretten ind i bøgehækken og gik ind i huset for at hente sine ting. Lars Winklers sagsmappe lå på kogeøen. Robert lod hånden glide over omslaget og mærkede den ru fornemmelse mod fingerspidserne. Var det muligt, at han havde fejllæst gerningsstedet fuldstændig? Nej! Drabet på Morten Dinesen var ikke en advarsel til andre, det var en hævn rettet direkte mod ofret. Han lod tommelfingeren følge papirets kant, og da han nåede det øverste hjørne, erkendte han, at det ville være direkte uansvarligt ikke at undersøge Winklers påstand nærmere. Mappen var omfangsrig og manglede en indholdsfortegnelse, og da Robert havde været det hele igennem uden at finde det, han søgte, fik han en lille smule dårlig 28

29 samvittighed over sin barnlige idé med at sende Winkler hele Dinesen-sagen i papirform, men det var glemt, så snart han fandt Dinesens navn. Det optrådte i en udskrift af en telefonsamtale mellem to rockere, og samtalen lod til at handle om en retssag, hvor en af brødrene stod tiltalt som bagmand i en større sag om hashhandel på Nørrebro. A: Hvad siger Dinesen? B: Han råder os stadig til at køre videre med den beskikkede forsvarer, for som han siger, har de ikke skyggen af reelle beviser. (Pause) Men jeg ved sgu ikke, om vi kan stole på ham. Hold kæft, han var oppe at køre i lørdags, det gamle fjols. Han skylder mig stadig for fire gange rød Caroline. Rød Caroline. Det var den kode, kunderne sms ede til de hvide bude, når de ville have leveret et gram rød kokain. Kokain. Næsen skåret af. Kunne det virkelig være så banalt? Robert åbnede klappen på sin MacBook og betragtede fotografiet på skærmen. Han ville skide på, hvad Jarner sagde: Han ville selvfølgelig ikke vise Charlotte Dinesen billederne af hendes mands lemlæstede lig, men han var nødt til at vide, om hun genkendte den brutale kniv, der havde taget hans liv.

30 Kapitel 5 - Ulrik? Lars klemte telefonen fast mellem kind og skulder, kørte ud i Femvejen med høj fart. Obelisken til minde om Christian IX og Dronning Louise kastede en misbilligende skygge foran ham. Lars fulgte rundkørslen, drejede ind ad Bernstorffsvej, mens han forklarede Ulrik om drabet og mødet med Robert Strand. Han speedede op, idet han passerede Bernstorffsparken. - Kender du ham? - Robert Strand? Ulrik tøvede. - Han er fra NEC, ikke? Profiler. Dygtig. Så vidt jeg husker, har han været på kursus i Quantico. - Hm. Lars skar tænder. Qauntico, FBI. The Silence of the Lambs. En modepanser, altså. Det passede med bilen. Det hele, faktisk. - Han er i gang med at lukke af for os. Du må ringe og bede om alt materialet. - Det er vel sådan set også deres sag? Gerningsstedet er ikke i Københavns politikreds, og - Jeg kunne også bare begynde på min ferie for eksempel nu! Ulrik sukkede. - Ja, ja. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Lars kastede et blik på passagersædet. Sagsmappen! Han måtte have glemt den i den dræbtes køkken. Lars bandede. - Og mens du er ved det, kan du også godt bede ham om at sende sagsmappen med også. 30

31 Lars afsluttede samtalen. Ulrik skulle nok skaffe dokumentationen, han kendte ham. Men han havde også luret Robert Strand. Der var ingen tvivl om, han netop nu havde sat en praktikant i gang med at kopiere samtlige dokumenter fra hans glemte sagsmappe: Alt om efterforskningen af HA erne og den aflytning, der havde impliceret Morten Dinesen i sagen. Mens han kørte ind mod byen vendte han mødet med Robert Strand i hovedet. Hvis han nu forsøgte at se bort fra mandens irriterende hovenhed kunne der så være noget om det, han sagde? Kunne det være noget i familien? Bare fordi det var HA-vinklen, han selv var begyndt på, behøvede det jo faktisk ikke at være dér, motivet til drabet skulle findes. Morten Dinesens hjem bar præg af en hvis skizofren indretning. Hvem bestemte egentlig i hjemmet på Bregnegårdsvej? Det kunne næppe skade at kigge lidt på Morten Dinesen og hans familie. Bare mens han ventede på, at Robert Strand fik taget sig sammen til at sende dokumentationen ind. Politigården. Hen ad den lange mørkerøde gang og ind ad den grønne dør til Afdelingen for personfarlig kriminalitet. Han hilste kort på Lisa og Frank på vej gennem forkontoret, lukkede døren til sit eget lille hummer bag sig. Der var bagende varmt herinde. Lugten af linoleum, støv og årtiers sved var om mulig endnu værre end normalt. Han åbnede et vindue, blev stående med overkroppen halvt ude i det fri, til den værste lugt var forsvundet. På den anden side af den ovale gård hang en af kollegerne ud af vinduet, trodsede rygeforbuddet. Lars vinkede til ham. Han overvejede at finde sine egne cigaretter frem 31

32 og holde ham med selskab. Men der var ikke tid til den slags fornøjelser, ikke nu. Han var nødt til at bide sig fast, hvis ikke det skulle lykkes modepanseren at køre ham ud på et sidespor. Lars smøgede ærmerne op, tændte computeren og satte sig. Han kørte gennem samtlige registre, til han havde dannet sig et nogenlunde billede af familien Dinesen. Charlotte Dinesen var af grosserfamilie, gamle penge. Lars kom til at tænke på sin egen morfar på Callisensvej i Hellerup. Den gamle villa, frugttræerne i baghaven. Et paradis for et barn, for ham. Men på trods af de mange bøger, teaterturene hele den bedsteborgerlige em af finkulturel kapital var pengene, den hårde kapital, for en stor dels vedkommende skabt på andres ulykke. Morten Dinesens familie, derimod, havde været militærfolk i adskillige generationer. Men ingen af dem havde bragt det videre end sergent. Han ville gerne have set Charlotte Dinesens forældres ansigter, da hun præsenterede dem for deres kommende svigersøn. Men ægteskabet havde holdt og de havde fået en søn. Frederik Dinesen var professor i Paris. Ifølge registrene havde han ikke været bosat i Danmark siden barndommen. Først kostskole i Zürich, dernæst universitetsstudier i Bern og Paris. Så vidt han kunne læse, var Frederik Dinesen en lysende akademisk stjerne. Alt så kort sagt ud til at leve op til fordommene for en advokatfamilie på Bregnegårdsvej. Men da han begyndte at søge på familiens bilpark, begyndte det at blive interessant. Aftenen før, klokken 20.53, var Charlotte Dinesens bil, en højrød BMW 316i, blevet noteret for at holde ulovligt parkeret i Baggesensgade. Lars strakte sig, lænede sig tilbage i stolen. Hvad la- 32

33 vede Charlotte Dinesen på indre Nørrebro? Det var ikke ligefrem hendes hood. Han greb telefonen. En kølig kvindestemme svarede. - Parkering København. - Lars Winkler, Københavns Politi. Jeg ville gerne tale med den parkeringsvagt, der noterede en BMW i går aftes klokken Registreringsnummeret er YJ Der blev tastet i den anden ende. Så vendte kvindestemmen tilbage. - Hun er ude på sin runde nu. Hun er faktisk i kvarteret, kan jeg se. Sankt Hans Gade - Bed hende om at blive, hvor hun er. Jeg er der om et kvarter. Sankt Hans Gade løb ned mod Sortedamssøen fra Sankt Hans Torv. Folk sad ude ved Café Gavlen på hjørnet af Ryesgade. Nogle store drenge kørte på skateboard, spillede fodbold på boldbanen overfor. Et lille stykke stenbroidyl. Men der var ingen parkeringsvagt i sigte. Lars steg ud af bilen, tændte en Blå King s. Hvor kunne hun være? Bilerne stod tæt, flere af dem var parkeret i anden position. En enkelt stod endda med forhjulene oppe på fortovet. Alt sammen forseelser, der kunne trække en bøde. Men der sad ingen girokort i forruderne, så vidt han kunne se. Lars slentrede ned mod søen. En let brise fik hans skjorte til at lette, jog noget af den tunge sommervarme bort. Nede på hjørnet, med udsigt over søen, lå en café med udendørsservering. Det var der, man skulle sidde nu. Vegetere. Drikke kaffe. Holde ferie. På en byggetomt lige før søen lå en lille legeplads, komplet med imiteret asfalt, så ungerne ikke slog sig, en hængebro over en sandkasse og små bakker med kunstgræs. På en bænk under et blomstrende træ sad

34 en kvindelig parkeringsvagt. De posede, mørkeblå uniformsbukser og den kortærmet skjorte fik hende til at se tættere, mere firkantet ud, end hun egentlig var. På bænken ved siden af hende stod en danskvand fra Fakta. Solstråler glimtede i det krøllede stanniol fra en madpakke. - Er det dig, der er fra politiet? Jeg tænkte, jeg ligeså godt kunne spise min frokost, mens jeg ventede. Hun rejst sig ikke, gav ikke hånd. - Velbekomme. Lars lukkede lågen til legepladsen bag sig. Der var ikke andre end parkeringsvagten på den lille plads. De fleste børn var vel i institution på dette tidspunkt. Hvis ikke de var på ferie. Han skar en grimasse. - Du var i Baggesensgade i går aftes? Parkeringsvagten tyggede af munden, strøg håret, det var både permanentet og affarvet, tilbage fra panden. - Det er rigtigt. Det var vel mellem otte og ni. Det var noget med en bøde? Jeg tjekkede lige med mine noter. Er det Hyundaien eller BMW en, du er interesseret i. Lars smilede. Der var nogen, der havde tjek på det. - BMW en. Han slog sig ned ved siden af hende. Det opslåede, krøllede stykke stanniol fra hendes madpakke optog pladsen mellem dem. Hun manglede endnu et stykke med leverpostej. Den syltede rødbede var blevet mast helt ned i postejen af de mange timer i madpakken. Saften sev ud, gav den gråbrune postej et svagt skær af purpur. - Bemærkede du noget særligt ved den? Lå der noget på bag- eller passagersædet? Så du ejeren? Parkeringsvagten smilede. - Altså, nej. Hun trak på det. - Jeg skrev bare den bøde. Men det er jo en bil, man ikke ser så tit heromkring. Hvis det er dyre biler er det mere sådan nogle smarte drengebiler. Ja, du ved jo, hvad det er for nogle typer, der kører rundt i dem. 34

35 Lars nikkede. Havde set sin ration af bandemedlemmer og dopedealere i blanke, sorte biler med nedrullede vinduer og høj hiphop. Det var en kliché. Men nogle gange var klichéerne altså sande. Parkeringsvagten tog en bid af leverpostejmaden. Tyggede, stirrede på det halve stykke rugbrød. Så pakkede hun den tilbage i stanniolen, krøllede det sammen og smed det hele i papirkurven. Hun tog en tår af sin danskvand og skruede låget på. - Derfor lagde jeg også straks mærke til den, da jeg fik øje på den igen en halv times tid senere. Da var bøden blevet fjernet. - Du så den igen? Lars rettede sig op. - Hvor? Parkeringsvagten pegede. Ud bag ved de unge træer, der markerede grænsen mellem legeplads og fortov. - Lige dér, udenfor. - Og du er sikker på, det var den samme vogn? - Helt sikker, du. Samme registreringsnummer, samme højrøde farve. Den slags biler ser man ikke to af på samme dag heromkring. - Men du skrev kun én bøde i Baggesensgade? Hvorfor? Lars skoddede sin cigaret. - Den sidste gang sad hun i bilen. - Hun? Var det en ældre kvinde? - Mmmhh. Og hun var ikke alene! Parkeringsvagten smilede hemmelighedsfuldt - Hvem var hun sammen med? - En ung mand. Mørk. De sad og kyssede. Rygetrangen vendte tilbage, skar i hjertekulen. Han turde næsten ikke stille det næste spørgsmål. Men han tvang sig til at lade cigaretpakken blive i lommen. - Du sagde, han var mørk. Mørkhåret? Parkeringsvagten rystede på hovedet, så triumferen- 35

36 de på ham. - Næ, i huden. Måske burde jeg ikke sige det her, men Lars lænede sig tilbage, ventede. Hun kunne næsten ikke have det i sig. Der var ingen grund til at presse på, det var lige før, hun eksploderede. Så kom det. - Ok, hun lænede sig frem, hviskede. - Jeg har hørt, at. Nede på Blågårds Apotek, værtshuset nede på hjørnet af Blågårds Plads, ikke? Der er nogle af de unge indvandrerdrenge, der sidder dér. - Sidder der? Og hvad? Sælger stoffer? - Nej, din ånd. I gamle dage var det cafeteriet i Daells Varehus, ikke? De stablede to sukkerknalder oven på hinanden. Det var tegnet. - På hvad? Men det var begyndt at dæmre. Han kunne godt huske historierne om Daells Varehus. Om de to sukkerknalder. Parkeringsvagten stirrede på ham. Hendes øjne skinnede. - Damer på min alder, de kan gå derhen og finde en ung fyr. Hvis de kan betale. De drenge, dér, de sælger sig selv. 36

37 Kapitel 6 Espressomaskinens hvæsen overdøvede trafikken ude fra Jægersborg Allé. Det var så småt ved at tynde ud i køen af frokostsultne gymnasieelever, og da Robert slog sig ned ved et bord med sin kaffe og sandwich, havde han hele Emmerys for sig selv. Gid Fanden havde botox! Det var første gang, han havde afhørt et vidne med ansigtsmuskler, der var lammet af botulinumtoksin, også kendt som pølseforgiftning, og nu forstod han sine amerikanske kollegers irritation over stoffets hastige udbredelse. Det var som at betragte en dukkes ansigt. Heldigvis var overraskelsen, da Charlotte Dinesen så mordvåbnet, ikke til at tage fejl af. En skyldig kunne udvise et bredt spekter af følelser, når han eller hun blev konfronteret med billeder og effekter fra gerningsstedet, men overraskelse var ikke en af dem, og hvis Robert nogensinde havde troet, at Morten Dinesens spinkle hustru havde jagtet sin mand rundt i Charlottenlund Skov og hakket i ham med en drabelig bajonet, kunne han nu endeligt afskrive den mulighed. Problemet var, at der også havde været noget andet. Noget, der modsagde hendes påstand om, at hun aldrig havde set kniven før, og som enten kunne være frygt eller bekymring, men fordi indsprøjtningerne med botox havde lammet panden den del af ansigtet, hvor flere af de vigtigste markører optrådte havde Robert ikke en jordisk chance for at afgøre, hvilken af følelserne der var 37

38 tale om. Han tog en tår af kaffen og brændte sig på den varme væske, så ganen hævede op og gjorde det helt umuligt at bide i det hårde sandwichbrød. Han skubbede tallerkenen væk og åbnede sin computer for at tjekke, om der var kommet en mail fra Jesper Tofte. Det var der: Intet afgørende nyt. Morens oplysninger om Frederik Dinesen lader til at stemme har bedt fransk politi om at undersøge hans alibi. En medarbejder på Tøjhusmuséet mener at genkende mordvåbnet. Redegørelse følger i løbet af et par timer. Et par timer! Nu, hvor han så ud til at måtte afskrive Dinesens nærmeste familie som gerningsmænd, havde han brug for at gå i dybden med profilen, men uden sikker viden om mordvåbnet risikerede han at spilde sin tid. Hvad nu, hvis Winkler havde ret? Robert brød sig ikke om tanken, men han tvang sig til at tænke den til ende og konstaterede, at hvis Dinesen var død, fordi han var involveret i lyssky forretninger, ville hans kolleger være den bedste kilde til information. Han loggede ind i PEDPOINT, fandt Dinesen-sagen og gik ind i mappen med afhøringsrapporter. Toftes folk havde været effektive. De havde allerede talt med de seks andre medlemmer af vinklubben, og to af ofrets kolleger havde også afgivet forklaring. Robert nærlæste rapporten fra besøget hos Dinesen & Partnere, men det var det sædvanlige: Dinesen havde været et ordentligt menneske, og hans kolleger kunne slet ikke forestille sig, at nogen ville gøre ham ondt. Det var en menneskelig forsvarsmekanisme, frygten for at ligne én med et motiv, der fik de pårørende til at holde sig til den slags forblommede vendinger, og det blev formentlig ikke bedre af, at Toftes folk havde begået den klassiske fejl: Bortset fra 38

39 nogle få, grundlæggende spørgsmål til receptionisten og Dinesens sekretær, havde de koncentreret deres indsats om de medarbejdere, der var højst oppe i hierarkiet. Det var ikke nødvendigvis der, informationerne flød mest frit. Østre Anlæg lå som en grøn vold langs den ene side af Stockholmsgade. Robert parkerede bilen, og mens han ventede på, at det fuldautomatiske tag lukkede, registrerede han lyden af børnestemmer et sted inde i det grønne. Morten Dinesens advokatfirma havde til huse i en gammel herskabslejlighed på 2. sal. Der var stille indenfor døren, og han måtte kalde flere gange, før en kvinde dukkede op. - Undskyld. Vores receptionist er gået for i dag, og jeg talte i telefon. Hun trak ned i den korte, sorte jakke og lænede sig op ad receptionsskranken. - Robert Strand fra Nationalt Efterforskningscenter. - Anna Richter. Jeg er Morten Dinesens sekretær. Eller var, burde jeg måske sige. Hun var slank, og et par stiletter slørede det faktum, at hun ikke var ret høj, men vigtigst af alt var hun ung. Ikke noget botox her. Desværre fortalte hendes mimik med al ønsket tydelighed, at hun ikke var særlig begejstret for at møde ham. - Politiet har allerede været her, og som du nok kan forestille dig, har vores advokater mere end nok at gøre med at informere klienterne om det, der er sket. Hun krydsede armene foran brystet, men det var ikke den defensive kropsholdning, der fik Robert til at studse. Det var den fremskudte hage. Hun var vred, men hvorfor? 39

40 - Det er helt i orden. Jeg kom faktisk for at tale med dig. - Med mig? - Hvornår så du sidst Morten Dinesen? - Det har jeg allerede svaret på. - Nu skal du høre her. Jeg ved ikke, hvorfor du var vred på din chef, og jeg er egentlig også ligeglad, men hvis du vil slippe for en tur på stationen, svarer du på mine spørgsmål. Overraskelsen fik hende til at spærre øjnene op, og efter en kort pause sagde hun: - Han var her stadig, da jeg gik i går, og det var ved halv sekstiden. - Og hvordan virkede han? - Helt som han plejer. - Og hvordan er det? - Hvad mener du? - Var han i godt eller dårligt humør? - Fint nok, vil jeg tro. - Hvordan ville du beskrive ham som chef? Hun kneb øjnene lidt sammen og vippede hovedet fra side til side, mens hun overvejede sit svar. - Energisk og målrettet. - Energisk og målrettet? - Ja. - Hvor længe har du arbejdet for Morten Dinesen? - Seks år. - Og du kan ikke finde på andet at sige om ham, end at han var energisk og målrettet? Igen røg hagen et hak frem. - Helt ærligt? Morten Dinesen var en dygtig forretningsmand, men han var ikke noget behageligt menneske at omgås. Han var nærig, nærgående og dominerende, og hvis han først havde set sig sur på en medarbejder,