Jesus og Martha om opstandelsen. Evolution og skabelse - 1. del. Guds ansigt - ikke vores eget. Anmeldelse af bog om paven

Transkript

1 5. årgang, nr. 1, 2010 Jesus og Martha om opstandelsen af Hans Christensen Evolution og skabelse - 1. del af pater Rainer Koltermann SJ Notater om pater Dorn af Niels la Cour Guds ansigt - ikke vores eget af Eva Nordentoft Anmeldelse af bog om paven af Karlheinz Löhrer Langfredagsprædiken af pater L.O.Dorn S.J

2 2

3 Jesus og Martha taler om opstandelsen Af Hans Christensen I de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) er tempelrensningen, da Jesus driver de handlende ud af tempelpladsen, den begivenhed, der får bægeret til at flyde over for de jødiske ledere, og dermed angives som den direkte årsag til, at de beslutter sig til at slå Jesus ihjel. I Johannesevangeliet derimod kommer dødsdommen som en reaktion på Jesu syvende og sidste tegn: opvækkelsen af Lazarus fra de døde. Inden selve opvækkelsesberetningen får vi en teologisk belæring om, hvordan opstandelsen egentlig skal forstås. Vi læser i: Johannes kap.11 v17 Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. v18 Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, v19 og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. v20 Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. v21 Martha sagde til Jesus:»Herre, havde du været her, var min bror ikke død. v22 Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«v23 Jesus sagde til hende:»din bror skal opstå.«v24 Martha sagde til ham:»ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.«v25 Jesus sagde til hende:»jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. v26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«v27 Hun svarede:»ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«det er den praktiske og noget kontante Martha, der går Jesus i møde. Det er svært ikke at læse hendes hilsen som andet end en slet skjult bebrejdelse: Havde du været her, var 3

4 min bror ikke død. Man kan høre den Johannæiske menighed i begyndelsen af det 2.århundrede råbe det samme: Hvorfor udebliver Herrens komme hvorfor skal vi dø!? Men selvom Martha er skuffet, så ved hun hun har overbevist sig selv om at Gud giver, hvad Jesus og vi i hans navn beder om. Martha ved også, at hendes broder engang skal opstå på den sidste, dommens dag. I stedet for at få sin overbevisning bekræftet bringer Jesus et helt nyt perspektiv ind i samtalen:»jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«jesus bruger den betegnelse Gud i Det gamle Testamente brugt om sig selv: Jeg er! mere autoritet kan man som jøde ikke sætte bag en udtalelse. Den der tror og sætter sin lid til Gud skal leve og aldrig i evighed dø selvom han/hun dør for det gør vi jo! Livet i troen begynder før døden. Opstandelsen til det evige liv er igangsat for os allerede nu inden vor jordiske død. Timen er kommet, uret er sat i gang. Troen skænker os livet her og nu og i al evighed. Vi skal ikke vente på opstandelsen. Vi er allerede opstået eller døde før vore jordiske liv får ende. Lazarus udgang af graven var ikke en opstandelse han skulle dog dø igen engang men hans og hans to søstres tro på Kristus gav dem opstandelsen og det evige liv. For det er evigt liv er at tro på Kristus og Hans åbenbaring af Faderen og Helligånden. Martha bringes noget ud af fatningen, for Jesu udsagn er overvældende og næsten ikke til at tro. Hun svarer per automatik med en Kristusbekendelse fra den senere johannæiske menighed:»ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«oversættelser er altid kompromisser, for egentlig lyder sidste delen: ham, som er ved at komme (kommende præsens participium) til verden. Det stemmer overens med begyndelsen af Johannes Evangeliet, hvor der tales om Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.. Kristus kommer, ja han er allerede hér en realitet for troen. Hvordan skal vi så forstå opstandelsen? Vi ved at disciplene genkendte Jesus som den Kristus, Guds 4

5 søn, han virkelig er. Opstandelsen for os betyder altså, at vi altid og evigt lever i og af troen på den evige kærlige Gud åbenbaret i Jesus Kristus. Opstandelsen er den faktor, den katalysator, der bringer vores bedste, sande jeg frem i os, så vi for altid er genkendelige for Gud og for vore medskabninger. Hvordan vi klarer at gå igennem vores jordiske død uden at blive væk for Gud og hinanden, det må vi overlade til den Treenige Gud at blive indbyrdes enig om. Derfor har Jesus også sagt: Joh.10v27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. v29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Så drag os ganske til dig hen. o Jesus, du vor sjæleven, at hver af os så inderlig i troen må omfavne dig. Hans Adolph Brorson 1732 Redaktionen ønsker læserne en glædelig påske! 5

6 Evolution og skabelse - 1. del Forholdet mellem evolution og skabelse i kirkens dokumenter af pater Rainer Koltermann SJ, professor i naturfilosofi Hochschule Sankt Georgen. Afskedsforelæsning: fredag, i aulaen på samme Hochschule, Frankfurt Oversat af Karlheinz Löhrer [Bemærkninger fremsat i kantet parentes er oversætterens] Efter at kirken mere og mere gået i dialog med naturvidenskaberne, er kirkens dybere forståelse af Guds skaberværk vokset; og for de troende naturvidenskabsfolk har denne dialog ført til, at deres tro er blevet mere forenelig med deres faglige viden. Denne dialog har forandret erkendelsen. Læs mere om det i nedenstående forelæsning. 1. Problemstilling og historie. Da Charles Darwin udgav sin bog om Arternes oprindelse i 1859, ansås det som en revolution på biologiens område. Så sent som i 1737 skrev Carl von Linné i sin Systema naturae : Der findes så mange arter, som den uendelige væren har frembragt lige fra begyndelsen. Ganske vist havde Linné allerede i sin Philosophia botanica fra 1751 forsøgt at fremstille fragmenter af et naturligt system. Her findes den betydningsfulde sætning: Naturen gør ingen spring (natura non facit saltus). Er evolutionen dermed udelukket? Man kan i de forskellige oplag af Systema naturae konstatere, at Linné, omend forsigtigt, oftere og tydeligere nærmer sig den overbevisning, at der sker en arternes forandring. Hans søn 6

7 måtte endda forsvare ham over for en teolog, der bebrejdede ham, at han nægtede arternes skabelse. Denne episode gør det tydeligt, at der for det første allerede før Darwin, således f.eks. hos Lamarck, kom tanker til udtryk om de levende væseners evolution, og at man for det andet lige fra begyndelsen forbandt tanken om evolutionen med en videnskabsteoretisk falsk modsætning til skabelsestroen. Darwin og hans forgængere talte nemlig til en tankeverden, hvor to ting blev forbundet med hinanden, der tankemæssigt skal holdes adskilt: nemlig på den ene side den af biologerne langt hen ad vejen fastholdte arternes konstans og på den anden side arternes skabelse. Antog man, at Gud fra begyndelsen havde skabt arterne i deres forskellighed og mangfoldighed, så behøvede man ingen naturvidenskabelig begrundelse for deres forskellighed. Men så måtte de levende væseners forskellighed allerede findes i de gamle geologiske lag. Dette er imidlertid ikke tilfældet. En bogstavelig forståelse af 1. Mos. gjorde det nærliggende at antage, at skabelsen i sin mangfoldighed tilsyneladende havde fundet sted i begyndelsen. Men når arternes forskellighed først var opstået i løbet af tiden, så var man nødt til både at søge svar Pater Rainer Koltermann var professor i naturfilosofi ved det teologiske fakultet (Hochschule) Sankt Georgen i Frankfurt, og professor i zoologi ved Johannes Gutenberg-universitet i Mainz. Jeg har kendt ham siden 1952, hvor vi begyndte sammen i jesuiternes noviciat. - Da jeg hørte, at han havde skrevet en læseværdig artikel om det nedenstående emne i et kirkeligt blad, bad jeg om at måtte oversætte og trykke den i vort blad. Den 5. juli 2009 modtog jeg en mail fra ham: Kære Karlheinz, da jeg i overmorgen tidligt skal til en operation på sygehuset, kan jeg ikke så hurtigt opfylde din bøn. Jeg melder mig igen. Hjertelig hilsen, Rainer. Han døde den 12. juli på sygehuset. - Men i mailen til mig havde han som vedhæftet fil sendt mig sin afskedsforelæsning om emnet. Den gengives her i oversættelse med små udeladelser og mindre forkortelser. Flere oplysninger om Rainer Koltermann (bl.a. nekrologen) findes på (Lö) 7

8 på de naturvidenskabelige mekanismer og årsager til arternes dannelse og gøre sig nye tanker over skabelsesbegrebet og ligeledes revidere fortolkningen af skabelsesberetningerne i 1. og 2. Mos. Det var altså denne situation, Darwin skrev sin bog i. Da skabelsen både for teologer og for biologer tankemæssigt var snævert forbundet med arternes konstans, måtte en benægtelse af denne nødvendigvis føre til en benægtelse af skabelsen. I dag er vi - takket være fremskridtene i erkendelsen og i videnskabsteorien - i stand til let at opdage kategorifejlen i disse overvejelser. I dag kan vi klart skelne klart mellem på den ene side det naturvidenskabelige spørgsmål, om arterne er konstante eller ikke konstante - og på den anden side det filosofisk-teologiske spørgsmål, om de er skabte eller ej. I dag kan vi klart skelne klart mellem på den ene side det naturvidenskabelige spørgsmål, om arterne er konstante eller ikke konstante - og på den anden side det filosofisk-teologiske spørgsmål, om de er skabte eller ej. Iflg. Ludwig Wittgenstein er det jo en grundregel, at man ikke må spille to sprogspil ud mod hinanden. [...]Således er der ingen modsætning mellem de to sætninger: Arterne opstod gennem evolution og Arterne er skabte. Ser man logisk på det, så kan der tænkes endnu en mulighed - sådan som f.eks. George Cuvier ( ; grundlæggeren af palæontologien) har forslået: Der skete igen og igen naturkatastrofe i løbet af jordens historie (syndflod, klimakatastrofer, meteornedslag), hvor arterne blev tilintetgjort - og så har Gud hver gang skabt nye organismer. Der er faktisk sket naturkatastrofer i løbet af jordens historie, dog ikke af et sådant omfang, at en hel fauna og flora blev tilintetgjort. Desuden forekommer det mærkeligt, at Gud efter sådanne katastrofer skulle have skabt arter, der lignede de forudgående og knyttede an til dem. Situationen i Tyskland blev yderligere tilspidset ved, at Ernst Haeckel ( ) imod den bibelske skabelsesberetning skrev en Natürliche Schöpfungsgeschichte (Berlin 1868) og proklamerede sig selv som pave af et materialistisk monistforbund i opposition til katolikkernes ultramon- 8

9 tanisme. I dette virvar af meninger og gensidig forkætrelse er det yderst forbavsende, at pater Erich Wasmann SJ ( ), født i det år, hvor Darwin offentliggjorde sit værk The origin of species, i sin lærebog Die moderne Biologie und die Entwicklungstheorie tog stilling til problemfeltet evolution og skabelse i en nøgtern og differentierende sprogstil. P. Wasmann blev opfordret til over for et større publikum at gøre rede for, hvordan han opfattede de offentlige foredrag af Ernst Haeckel i Berlin i Hans foredrag i februar 1907 havde hver gang 1000 tilhørere, på den 4. aften, hvor der optrådte 12 opponenter mod Wasmann, endda En så stor tiltrækningskraft og almen interesse havde striden om evolution og skabelse dengang. Også i dag, 92 år senere, er der såvel blandt mange naturvidenskabsfolk som hos mange kristne, især hos kreationisterne, forvirring og uklarhed vedr. forholdet mellem evolution og skabelse. Også kirken var længe om at komme til klarhed om dette problem. Lad os nu i en anden del se på kirkens dokumenter om sagen. Også i dag er der såvel blandt mange naturvidenskabsfolk som hos mange kristne, især hos kreationisterne, forvirring og uklarhed vedr. forholdet mellem evolution og skabelse. Det var så sent som i begyndelsen af 1940erne, at en af mine forgængere på denne lærestol, pater Felix Rüschkamp SJ, på et vink fra Rom til biskoppen i Limburg blev afsat, fordi han forfægtede menneskets afstamning fra ikke humane primater. 2. Kirkens dokumenter vedr. forholdet mellem evolution og skabelse Bibelkommissionens svar fra 1909 En af de første udtalelser om forholdet mellem evolution og skabelse findes i et svar fra bibelkommissionen den på spørgsmålet om, hvordan skabelsen af mennesket og dannelsen af kvinden ud af manden skal forstås. Til begge spørgsmål svares der, at det er kendsgerninger, der rører ved fundamenterne af den kristne tro og at man derfor skal tro på dem. Allerede før p. Wasmann, der anså den legemlige afstamning 9

10 10

11 af mennesket fra ikke humane primater for at være en hypotese, som dog ikke var tilstrækkeligt begrundet, havde på lignende måde den engelske zoolog og konvertit Georg Jackson Mivart ( ) og de franske gejstlige M.-D. Leroy og John Zahm for-fægtet menneskets legemlige afstamning fra dyreriget. Leroys værker (L Evolution des espèces oganiques, Paris 1887 og L Evolution restreint aux espéces organiques, Lyon 1891) var derfor i 1895 blevet sat på indekset af forbudte bøger. Denne skelnen mellem afstamning af legemet og skabelsen af sjælen, fastholdes ganske vist siden hen i næsten alle kirkelige dokumenter. Det var så sent som i begyndelsen af 1940erne, at en af mine forgængere på denne lærestol, pater Felix Rüschkamp SJ, på et vink fra Rom til biskoppen i Limburg blev afsat, fordi han forfægtede menneskets afstamning fra ikke humane primater. På grund af dette svar fra bibelkommissionen og især på grund af konstateringen af, at man måtte holde fast på sensum litteralem historicum (den litterær-historiske betydning) af Skabelsesberetningens tre første kapitler, var der sat en stopper for at tænke sig teologisk dybere ind i problematikken evolution og skabelse. Encyklika Humani generis (1950) Encyklika Humani generis af Pius XII i 1950 betød et første vendepunkt. Heri siger paven: Kirkens lære forbyder ikke, at Evolutionismens lære, hvad angår det menneskelige legemes oprindelse fra et allerede eksisterende levende væsen (vivente materia) bliver genstand for forskning og drøftelser blandt fagfolk i overensstemmelse med, hvad forskningen i humanvidenskaberne og teologi siger i dag - mens der skal holdes fast ved den katolske tro på, at sjælen umiddelbart er skabt af Gud. På trods af meget forsigtige og temmelig snørklede formuleringer blev evolutionslæren som hypotese, der skal tages alvorlig tilladt, og - såfremt den ikke berører Guds skaberværk - praktisk frigivet til den filosofiske og teologiske forskning. Så kunne der blandt teologer starten en diskussion om, hvordan Guds skaberværk egentlig skulle forstås i evolutionens fænomener. Her var det lige fra starten klart, at det ved naturvi- 11

12 denskabernes udsagn drejede sig om kategoriale, verdens-interne årsager, men at skabelsen både af levende væsener og af mennesket af Gud aldrig i sit fulde indhold kunne fattes kategorialt. Men er det nu meningsfuldt at skelne mellem: kroppen opstod ved evolution, mens sjælen blev skabt af Gud? Udelukker evolution skabelse - eller spurgt på en anden, modsat måde: er ikke hele mennesket (også kroppen) skabt af Gud? Er der måske tale om forskellige aspekter ved skabelsesbegrebet, som man skal finde frem til på en ny måde? Så kunne der blandt teologer starten en diskussion om, hvordan Guds skaberværk egentlig skulle forstås i evolutionens fænomener. Kommission fra den pavelige akademi for videnskaberne Fra mødtes en kommission under det pavelig videnskabernes akademi i Vatikanet, en kreds af fagfolk, der skal rådgive paven i videnskabelige spørgsmål, under ledelse af den daværende præsident Carlos Chagas. Der blev diskuteret om den videnskabelig strid mellem palæontologerne og molekylærbiologerne om tidspunktet af forgreningen af den menneskelige linje fra de ikkehumane primater i løbet af evolutionen. Iflg. de fleste palæontologer dengang skete adskillelsen for ca. 20 millioner, mens de molekylære resultater (sammenligning af sekvenserne i proteiner og DNA) taler for kun 5 til 7 millioner år. I den afsluttende erklæring, fremsat af kommissionen af den pavelige videnskabernes akademi hedder det med henblik på vores sammenhæng: Vi indrømmer frimodigt, at der er plads til meningsforskelle i spørgsmål, som nydannelse af arter og mekanismer for evolutionær forandring. Alligevel er vi overbeviste om, at der er en mængde af bevismateriale, der sikrer evolutionskonceptets anvendelse på mennesket og andre primater mod enhver alvorlig tvivl. Her indrømmes det altså, at de højere primaters og menneskets evolution er bevist, selvom der endnu er åbne spørgsmål vedr. evolutionens årsag og enkelte punkter af den specielle evolutionsteori. I mellemtiden stemmer naturvidenskabsfolkene over ens i, at forgreningen af den menneskelige linje skete for 7-8 mil- 12

13 lioner år siden: den førte forfædrene af chimpansen over australopithecus, homo rudolfensis til homo erectus og homo sapiens. Det bekræftes også af de nyeste fund af Little foot (australopithecus spec.) ved Sterkfontein (Sydafrika). Johannes Paul II. taler ved generalaudienser. Johannes Paul II. er ved forskellige lejligheder kommet ind på forholdet mellem evolution og skabelse. 1) Generalaudiens af på tysk. Den sagde paven; Til de mest kendte sider af den Hellige Skrift hører sikkert fremstillingen af verdens skabelse. I husker: Her deles skaberværket i streng, højtidelig form op på ugens syv dage [...]. De fleste kender disse tekster, men ikke alle forstår, at der her fremsættes dybt åndelige, religiøse udsagn i en for os mennesker tilgængelig form. Disse udsagn modsiger derfor på ingen måde teorien af den almene verdensrevolution (fremhævelse af forf.), når denne holder sig til naturvidenskabeligt bevislige resultater. Den kristne trossætning om, at Gud har skabt tingene, rækker dybere, er af grundlæggende art, taler om tingenes væren, ikke deres synlige overflade. Vi har lov til at bekende i troen, at alle ting til syvende og sidst skylder Gud deres eksistens, Gud som er al værens uendelige fylde. Således bærer tingene i deres rod afhængighedens tegn; alle er i deres kerne henført (zugeordnet) til Gud. Samtidig har vi lov til at bekende i skabelsestroen, at alle ting fra Gud er gode, ja endda meget gode, som genesisteksten til sidst fremhæver. Vansiringen af de skabte ting til det onde og det dårlige stammer ikke fra Guds skaberhånd. Den kristne trossætning om, at Gud har skabt tingene, rækker dybere, er af grundlæggende art, taler om tingenes væren, ikke deres synlige overflade. Vi har lov til at bekende i troen, at alle ting skylder deres eksistens til syvende og sidst Gud, som er al værens uendelige fylde. Denne tekst er meget betydningsfuld. For her siges det om skabelsen, at Guds virke er skrevet ned i en for os mennesker tilgængelig form dvs. i en billedlig form, hvor de syv dage 13

14 ikke skal tages bogstaveligt. For det andet siges det, at meningen er dyb åndelig, religiøs, af principiel art. Det drejer sig altså om udsagn om selve væren (altså filosofisk-teologiske udsagn) og ikke om udsagn om den synlig overflade, dvs. ikke om naturvidenskabelige udsagn. Med Ludwig Wittgenstein kan vi altså i pavens ord se to sprogspil: på den ene side sprogspillet den synlige overflade, om teorien om en generel verdensrevolution og dermed om en naturvidenskabelig konstatering, der kan iagttages; og på den anden side sprogspillet om det dybere lag af alt væren af denne verdens ting, af denne verden som helhed, som i deres rod bærer tegnet for dens afhængighed og henførthed (Hingeordnetheit) til skaberen. Hvordan skal Guds skabervirksomhed nu sættes i relation ti den generelle verdensrevolution og dermed også til de levende væseners evolution? Der kan altså ikke være tale om at en eneste skabelse skete i begyndelsen af verden. Kosmogonien, dvs. de verdensbegivenheder, der skete i det lange tidsrum på 15 milliarder år - og biogenesen, dvs. livets opståen der skete for ca. 4 milliarder år siden - og fylogenesen, dvs. udfoldelsen af mangfoldigheden af organismer - alt dette har brug for en tidsmæssig faktor (Komponent) i skabelsesbegivenheden. Det har Johannes Paul II. taget stilling til i en anden tale. 2) Johnnes Paul II.s tale den Her sagde paven: Iflg. min forgængers redegørelser (dvs. Pius XII. i encyklikaen Humani generis ) står den rigtigt forståede skabelsestro og den rigtigt forståede evolutionslære ikke i vejen for hinanden. Evolution forudsætter skabelse: skabelse viser sig i evolutionens lys som en begivenhed der er udstrakt i tiden som creatio continua ( fremhævelse af forf.), hvori Gud som himlens og jordens skaber bliver synlig for troens øjne (L Osservatore Romano ). Stikordet creation continua udgør også et filosofisk udgangspunkt, nemlig, at de levende væsener er kontingente [= afhængige, betingede] og derfor i deres eksistens labile. Deres fald tilbage til intetheden forhindres derfor af creatio continua, de levende væseners vedvarende, kontinuerlige opretholdelse i deres væren via Gud. Det er selvfølgeligt også tilfældet for 14

15 de levende væseners handlinger, og her af særlig interesse des forplantning, for mutationerne og selektionerne, som af evolutionsteorien betegnes som naturvidenskabelige årsager. De er sig selv kontingente og har som sådan behov for concursus divinus, det guddommelige medvirken med hensyn til deres væren. Dermed har vi udvidet skabelsesbegrebet fra at betyde skabelsen af verden ud af intet i begyndelsen af tiden til at betyde opretholdelse og bevaring af de skabte ting gennem tiderne. Derved bliver deisme til teisme. I deismen forstås Gud som en urmager, som sætter verden i gang ligesom et ur for derefter at overlade den til sig selv, hvorimod Gud i teismen fortsat tager sig af verden, der sørger for den, eller udtrykt uden metafor: er mulighedsbetingelse for dens væren. Indfører vi dermed ikke et tidsbegreb i Guds tidløse skaberværk? På ingen måde! Det helt gennemtænkte skabelsesbegreb inkluderer nødvendigvis opretholdelsen i væren. Den tidløse skabelsesakt, der ikke kan skilles fra Guds væsen, har sin virkning i tiden. Idet vi går ud fra organismernes synlige overflade, nemlig evolutionsbegivenheden, når vi frem til foranderligheden og dermed til det levendes kontingens. Tager vi evolutionen alvorlig og tænker denne begivenhed igennem til dens rødder, så føres vi stringent til (som Teilhard de Chardin har kaldt det) indersiden af evolutionen, det levendes skabelse. Dermed har vi udvidet skabelsesbegrebet fra at betyde skabelsen af verden ud af intet i begyndelsen af tiden til at betyde opretholdelse og bevaring af de skabte ting gennem tiderne. Derved bliver deisme til teisme. (Fortsættes i næste nummer.) 15

16 Notater om pater Dorn Af Niels la Cour Ved sine navnkundige lørdagsmesser i Sankt Augustins Kirkes huskapel på Jagtvej, Østerbro, i København, som pater L.O.Dorn SJ ( ) trofast celebrerede uge efter uge, år efter år, viste pater Dorn sig ofte som en dristig ånd. Pater Dorn kunne frappere sin lille, spraglede, atypiske menighed dels med sit klare kritiske blik fæstnet på forhold eller begivenheder i kirken og i verden, dels gennem sin evne til at give for så vidt alment anerkendte teologiske grundtanker en ny dimension gennem en original og sommetider nærmest lidt grænseoverskridende formulering. Gennem pater Dorns sidste 13 leveår gik jeg jævnligt til disse messer og kom ind på efterfølgende 16 Pater L.O. Dorn SJ at referere prædikenens hovedtema i en notatbog. En genlæsning af disse resumeer af hans prædikener får mig til at spørge: Kunne disse notater, el-

17 ler nogle af dem, mon også have interesse for andre? Nedenfor bringes derfor 6 eksempler på prædikenresumeer; altså noteret ned umiddelbart efter sådan som ordene ifølge min hukommelse var faldet. Der kan hist og her være et udtryk eller et synspunkt, som går igen i pater Dorns to meget læseværdige prædikensamlinger: Når lyset brydesl1 (Poul Kristensens forlag 1989) og Genspejlinger (Steno forlag 1997). Men ingen af de prædikener, som nedenfor er resumeret, står i deres helhed i de to samlinger. Hvert resume slutter med datoen for det udførte notat, og det var altid samme dag eller en af de nærmeste dage efter, at prædikenen var holdt. Artiklen slutter med citat af en udtalelse bl.a. om kvindelige præster. Nogen tid efter pater Dorns død sås i Katolsk Orientering en diskussion om, hvad pater Dorn egentlig mente om dette. Det er muligt, at der kan fremfindes indbyrdes modstridende udsagn fra ham herom, men nedenfor ses hvad han sagde i en portrætvideo produceret af KVIP (Katolsk Video Produktion) i anledning af hans 80- Rrs dag i 1994, i slutningen af hvilken han gjorde sig nogle tanker om kirkens fremtid. Mirakler. Hele menneskehedens historie som forudtænkt af Gud. Når der sker et mirakel, et under, f.eks. en mirakuløs helbredelse, eller en bønhørelse om en ændring af vejret, så er det næppe rigtigt at forestille sig, at Gud griber ind i naturlovene og ophæver de love, han selv har skabt. Man bør snarere se sådanne foreteelser som et udtryk for, at der er flere naturlove, end videnskaben har afdækket. Man kunne sige: Gud griber aldrig ind, for han griber al tid ind. Alt, hvad der sker, er efter hans vilje, og en mirakuløs bønhørelse kan således være indtænkt i naturlovene allerede ved verdens skabelse. Om senere mirakler ligger inden for eller uden for menneskenes videnskabelige erkendelse rokker ikke ved, at alt, hvad der sker, samlet kan være udtryk for naturlove igangsat - ikke ophævet - af Gud. Vi må også abstrahere fra tidsdimenionen. Som jo kirkens Kristus-tro i sig selv udtrykkeligt gør: Ved hvem alt er skabt. Altså Kristus eksisterer forud for alt det skabte. Hvilket så betyder, at også frelsen ved Kristus har indgået i skabelsen. Gud har ikke først 17

18 skabt mennesket og dernæst set, at mennesket havde brug for frelsen ved Kristus. Det hele har været tænkt på en gang Om Kristi to naturer Ved betragtning af Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige, bør det understreges, at dette ikke implicerer noget overnaturligt. Mysteriet indebærer, at han var sandt menneske, ikke kun spillede en rolle som menneske:-og følgelig kunne han aldrig - heller ikke på korset - med sikkerhed vide, hvorledes Gud ville frelse ham til sidst. For havde han vidst det, havde han jo ikke behøvet at tro. Og det er jo bl.a. i troen, at han er det forbilledlige, sande menneske Pinse. Inkulturation. Pluralitet. Pinsedagens tungetale var et eksempel på inkulturation. Menneskemængden forstod disciplenes tale på hver deres sprog. Helligånden sørgede for en oversættelse til sprog, som disciplene ellers ikke talte. Den nutidige teologiske analogisering vil være: Ved Helligandens hjælp omsættes det kristne budskab, så det kan forstås på mange forskellige måder og får mange forskellige udtryk. Helligånden foranlediger derved også en pluralitet i kirken: Der er mange måder at forstå troen på, både i konkret sproglig betydning og i mere overført betydning Menneskevordelsen Menneskevordelsen betyder ikke kun, at Gud stiger ned og antager menneskeskikkelse, at det guddommelige og eneste virkelige iklæder sig det forgængelige og uvirkelige. Menneskevordelsen er også en bekræftelse på, at mennesket er skabt i Guds billede, at mennesket trods sin ringhed ikke er fjernere fra Gud, end at Gud selv kunne blive menneske. I alle mennesker findes nogle guddommelige muligheder, og ved menneskevordelsen tilføres mennesket noget guddommeligt. Kristus vil som vores ligemand - hvad han jo også er som sandt menneske inddrage os i guddommeligheden. Vi skal føle håb, vi skal føle tro på, at vi kan være medbestemmende over vores liv. Ved Kristi fødsel bliver altså ikke kun Gud menneske, men også i en vis forstand menneskenes Gud

19 Mennesket som medarbejdere på skaberværket Troen er et udtryk for håb. Håb om, at det gode - også selv om det kan se meget sort ud - i sidste ende vil sejre. Et håb, der grunder sig på Kristi løfte om at komme igen i herlighed. Et håb, der alene støtter sig til en almen humanisme, vil nemt slippe op, medens det håb, der bunder i Kristus, og dermed i Gud selv, er så stærkt, at det fortsætter med at være der tilsyneladende helt ud over fornuftens grænser. Menneskene arbejder med på virkeliggørelsen af Guds herlige rige her på jorden. Enhver god gerning er et lille skridt i den rigtige retning. Befrielsesteologien arbejder i denne intention. Også de mennesker, der skriver skønne romaner, maler smukke billeder eller komponerer smuk musik, arbejder med på gudsriget. For romaner, billedkunst, skøn musik og de øvrige kunstarter er ikke bare som støv, der forsvinder. Det skabes til Guds større ære og går på en eller anden måde op i den syntese, der engang skal blive gudsriget. Men al menneskelig dygtighed formår dog i sidste instans intet af sig selv. Den egentlige igangsættende og skabende kraft kommer fra Gud, men menneskene har han gjort til medarbejdere på sit skaberværk Messeofferet Offeret, som vi bringer i messen, viser noget om, hvem vi er. En gave afspejler giveren og viser, at vi ønsker at tilhøre modtageren: Gud. Offergaven løfter os op fra underkastelse til samhørighed. Selve livet er vores offergave. I messen forenes den i en syntese med Kristi offer. Ikke at Kristi offer gentages, men det bliver nærværende i messen Kvindelige præster Skellet mellem lægfolk og kleriker vil skrumpe ind ganske betydeligt i fremtiden. Vi vil få en anden embedsopfattelse af, hvad præstedømmet er for noget. Samtidig vil der selvfølgelig blive givet adgang til præstedømmet for kvinder, fordi hele teologien bag præstedømmet vil ændre sig, og hele sakramentalsteologien vil ændre sig. (fra portrætvideo udgivet 1995). 19

20 Guds ansigt - ikke vores eget ansigt ved Eva Nordentoft ( Fra Økumenisk Tid Nr , Det Økumeniske Center) Reklamer har fundet vejen til ide og praksis i den moderne spiritualitet. Pilgrimsvandring opreklameres som fitnessøvelse og søgen efter sig selv: en reklame for FO-Aarhus forår 2009 definerer og omtaler pilgrimsvandring med ordene: Hvad er det? Spirituel vandring, forvandlingsrejse eller spontan life coaching? Efterspørgsel og udbud! Men ud af dette konstante krav til individet findes der befrielse i kraft af det konkrete. Helbredende muligheder Næsten kan befri mig fra selvoptagethed og den konstante kamp om at være nogen og helst den bedste. Eftertanke om at alle mennesker er født ind i en menneskelig sammenhæng og dybt afhængig af den. Vi kan ikke leve uden, at der er andre. Filosoffen K.E.Løgstrup har kaldt tillid, åbenhed og barmhjertighed for de suveræne livsytringer og sidst i livet føjet håbet til. I Bjergprædiken taler Jesus om alt det mennesker kan gøre for hinanden, og Søren Kierkegaard beskriver i Kærlighedens Gerninger : Gud bevarer mig fra at forveksle næstekærlighed med sentimental sympati, fordi Gud garanterer at næstekærlighed er befriende usentimental men omfatter alle. Næsten befrier mig fra selvoptagethed og den konstante kamp om at være noget og helst den bedste. Anna Marie Aagaard siger i sin bog Ånd har Krop (Aqnis 2005) at kirken skal gøre tidens åndelighed kristen ved at åbne den sakramentale tilgang til liturgi og bønsliv: Brød og vin er konkret, nadveren er konkret.. Jeg mindes efter alle disse reflek- 20

21 sioner historien om jøderne, som i nødens stund vælger en komité som skal finde ud af om Gud findes; efter dages grublen bliver resultatet forkyndt: nej Gud findes ikke; men lad os bede aftenbønnen. Jesus har vist os Guds ansigt dette bør mediteres, ikke vores egen ansigt ikke vores eget spejlbillede. Mariæ bebudelse, Heligåndskirken. Foto: Hans Christensen 21

22 Anmeldelse Anmeldelse i anledning af en bog om paven ved Karlheinz Löhrer Nogle uger før pastor Georg Niblers død han havde læst messe i den tysksprogede menighed talte jeg ved kirkekaffen med ham. Emnet var den nye pave (Benedikt XVI). Til min overraskelse var Nibler ganske overbevist om, at vi kunne vente os noget stort af paven, som havde været hans lærer i teologi i Münster. Paven havde en dagsorden ganske vist en hemmelig, for han skulle være forsigtig om at reformere kurien ganske kraftigt. Lidt senere fik jeg (anbefalet af en præsentation i Kipa, som er bragt i Dialogs sidste nummer) en bog i hånden, som anslog helt andre toner. Det var teologen Hermann Härings bog: Im Namen des Herrn. Wohin der Papst die Kirche führt. Med et forord af Hans Küng (Gütersloher Verlagshaus 2009). Bogen fik mig til at tvivle endnu mere på Georg Niblers optimistiske tro på, hvad pave Benedikt XVI. måske i al stilhed var i gang med af gode reformer. Tonen i bogen, som jeg nu læser for anden gang, er dyster, frembragt af en stor skepsis og jeg blev nedslået af at læse den. Den er skrevet af en teolog og dermed så teologisk, at 22

23 jeg ikke har kunnet følge med i alle dens tankegange. Jeg må her i min anmeldelse af bogen holde mig til det, jeg forstår. Den er skrevet på et forståeligt, men ikke ligefremt klart sprog (tysk) lidt i modsætning til Küngs meget indtrængende og velformulerede anbefaling af bogen i forordet. Küng håber, at denne bog vil hjælpe mange i Tyskland til bedre at forstå og gennemskue den katolske kirkes nuværende situation, så de trods alle genvordigheder ikke mister deres tro. Det der står til debat er ikke en antiromersk affekt, men lidenskaben for det uforfalskede evangelium i vores nutid. Men Küng håber, at der er mulighed for en drejning i en ny retning, eine Wende i det mindste på enkelte punkter (for eksempel i den ventede socialencyklika). Men så begynder Häring netop ikke med håbet om en drejning, men angreb mod en meget positiv bog om paven (af Peter Seewald), der klager netop over den antiromerske affekt, som han og paven selv finder i de kritiske ytringer fra katolikker til pavens politik. Det har bedrøvet mig, citeres paven, at også katolikker, der egentlig burde vide bedre, med en aggressiv fjendtlighed tror at måtte slå på mig. (S. 16) Hermed konstaterer Häring i sit indledende og dermed retningsbestemmende kapitel, at paven ved at føle sig angrebet (af sine egne får) svigter sin egentlige opgave, nemlig at være deres hyrde. Jeg personlig genkender den tendens fra mine oplevelser i især den filosofiske uddannelse, jeg har oplevet før Det andet Vatikanerkoncil. Nemlig at definere alle de standpunkter, man ikke stemmer overens med, som fjendtlige, oppositionelle, og kun at sætte sig så meget ind i disse modstanderes standpunkter, at de kan fremstilles som modsatte og dermed holde al form for dialog på afstand. Dialog ikke blot en konstatering af to modsatte standpunkter: Her står jeg og dér står du, men: Vi er i bevægelse mod hinanden i respekt for hinanden og dér, hvor vi finder hinanden, står vi ikke længere på samme sted, hvor vi stod før. Men, men prøver Häring selv at føre dialog? Hæfter han sig ikke overvejende ved Ratzingers og pave Benedikts problematiske teologi for derved at vise, hvor den fører hen, 23

24 nemlig den gale vej? Det var mit indtryk ved min første læsning. Jeg læste hen over små passager som denne: Der er ingen grund til panik. Uafhængig af kirkeledelserne viser der sig i menighederne så meget blomstrende og nyt liv, at den kristne tro ikke vil forsvinde. Således opfatter jeg denne bog også som starthjælp til en ny bestemmelse af, hvor pavedømmet står, fordi det i hvert tilfælde vil have gavn af en åben struktur. (S. 21) Dermed er der åbnet for en ny vej Efter det indledende kapitel gennemgår Häring i fem afsnit pavens teologi og politik : 1. Om den barnlige holdnings elendighed. Til Williams-sensationens historie. 2. Den der graver grav for andre Hvordan man bliver offer for sin egen protektionisme. (Hertil et uddybende citat fra kapitlet: Kort, paven falder selv i selvisolationens grøft, som han for at tæmme andre efter koncilet har gravet. S. 95) 3. Kun vi er kirke. Økumene mellem mangel på idéer og rethaveri. 4. Blodhævn, Hellig krig og andre grundindstillinger. Ratzingers brudte forhold til religionerne. (Hertil igen et uddybende citat: Ratzinger tillader ikke, at vi betragter kirken som en vej til frelse ved siden af den i andre religioner. Det tilstås, at også de andre religioner indeholder værdifulde elementer. Til dialog i øjenhøjde fører denne indrømmelse ikke. Atter en engang fører alle veje til Rom. S. 158 f.) 5. Benedikt XVI. og det jødiske spørgsmål. Anmærkninger til et nøgleproblem. Disse overskrifter virker i deres sproglige tone ret så polemiske og røber i øvrigt ikke synderligt meget om kapitlernes indhold. Dog aner man, at to af kapitlerne (1 og 5) beskæftiger sig med kirkens / pavens indstilling til jøderne. Hans ophævelse af ekskommunikationen af de fire biskopper fra piusbroderskabet inklusive holocaustbenægteren Williams spiller en central rolle i bogen; og da denne historie ikke er helt afsluttet endnu, er man som læser af denne bog tilbøjelig til at mene, at den måske, måske er skrevet for tidligt 24

25 Häring slutter sit 5. kapitel med pavens indstilling til jøderne: Hans teologis grundmønster har igennem flere århundreder næret antijudaismen og hans argumentationsverden lader sig misbruge til antisemitiske formål. Dette er nok grunden til, at han ganske vist personlig, men ikke programmatisk vender sig mod antijudaismen. Og med henblik på Williamsproblemet bemærker Häring: Paven siger, at man måtte reagere med den hårdeste straf, ekskommunikationen, på en forbudt bispevielse. Hertil må man svare, at antisemitismen for 70 år siden har udviklet sig til en af de mest ødelæggende og dødbringende ideologier. Sammenlignet med det er en ikke tilladt bispevielse til at forvinde (at leve med). [ ] Hvis Rom lader stå til ved denne skandaløse tilstand, nemlig rehabilitering af en notorisk holocaustbenægter, er Benedikt XVI s anseelse uopretteligt ruineret. (S. 188 f.) Kort efter slutter dette sidste kapitel og dermed bogen med pave Paul Johannes II.s ord: Jøderne er vores ældre brødre. (S. 189) Selvom jeg hermed ikke har formidlet et overblik af hele Härings bog, mener jeg at have henvist til nogle af bogens bærende tankegange og formidlet indtrykket af, hvor splittet jeg selv har reageret over for Härings teologiske argumentation. Måtte andre pløje sig med større udbytte og måske fornøjelse gennem denne af Küng så stærkt anbefalede bog. Jeg kan kun håbe, at pastor Nibler til syvende og sidst alligevel får ret med sine så optimistiske forventninger til vor pave. Kan jeg så afslutningsvis selv anbefale bogen til læserne? Så vidt jeg kan se, er den (endnu) ikke oversat til noget andet sprog. Bogens lekture kræver gode tyskkundskaber. Man kan finde bogen og anmeldelser af den på nettet og jeg kan tilslutte mig en anmelder: Den der beskæftiger sig med Benedikt XVI. og kirken, kommer ikke uden om denne bog. Og jeg vil tilføje: Ja, læs denne bog, hvis du er mere engageret i din kirke end i, hvad dens ledelse foretager sig for tiden! En bog som denne gør det smerteligt klart, at Helligåndens virke i kirken er afgørende. 25

26 Uden et engageret og medansvarligt gudsfolk har kirken ingen fremtid Vi trænger til en mentalitetsændring, frem for alt når det gælder lægfolket. Vi skal ikke kun betragte dem som medarbejdere for gejstligheden, men som virkelige medansvarlige for selve kirken og dens handlinger. Pave Benedikt XVI. ved åbningen af en kongres i sit bispedømme i Lateranbasilikaen i Rom den 26. maj med henvisning til det Andet Vatikanerkoncil. 26

27 Prædiken Langfredagsprædiken Af pater L.O.Dorn S.J april 1987»Da Jesus nu så sin moder og den discipel, han elskede, stå ved hendes side, siger han til sin moder:»kvinde, se, det er din søn.«derpå siger han til disciplen:»se det er din moder.«og fra den time tog disciplen hende hjem til sit.«joh.19,26). Hvem var nu»den discipel, han elskede«? Traditionen identificerer ham med evangelisten Johannes, som igen identificeres med apostlen Johannes, Zebedæus søn og broder til apostlen Jakob. Sådan siger traditionen, i hvert fald for det meste - 100% enighed er der ikke. Nu er skikkelsens historiske identitet ikke afgørende. Mere givtigt er det at undersøge, hvorfor evangelisten bruger denne betegnelse. Når man læser Johannesevangeliet med netop dette for øje, så bliver det efterhånden temmeligt klart, at den discipel, Jesus elskede, står for den forbilledlige discipel, den sande kristne, og det, fordi han ikke kun tror på Jesus, men er knyttet til ham i kærlighed. Han repræsenterer et kristent trosfællesskab, som fremfor alt er åbent for Helligånden, kærlighedens Ånd, et kirkesamfund, hvis kendetegn er kærlighed snarere end autoritet og hierarkisk struktur. Netop derfor fremhæves flere gange kontrasten mellem den elskede discipel og Peter. F.eks. ved den sidste Nadver, hvor det kun er gennem den elskede discipel, at Peter kan la at vide, hvem forræderen er. Det er også den elskede discipel, der skaffer Peter adgang til ypperstepræstens gård. Påskernorgen løber de begge til graven; det er den elskede discipel, der ankommer først; af respekt for Peter venter han på ham, men når de så sammen går ind i graven og ser, at den virkelig er tom, så er det den elskede discipel, og ikke Peter, der straks tror på opstandelsen. Det er kærligheden, der fører til troen snarere end omvendt. Hvad er nu meningen med, at evangelisten lader den elskede di- 27

28 scipel stå under korset? De andre evangelister fortæller, at der var kvinder til stede på Golgata, men nævner hverken Jesu moder eller nogen mandlig discipel. Johannes har åbenbart en ganske særlig hensigt ved at anbringe både Maria og disciplen så tæt ved korset, at Jesus kan tale til dem. Jesus siger til sin moder:» Kvinde, se, det er din søn.«man har undret sig over, at Jesus i et sådant øjeblik siger»kvinde«og ikke»moder «. Det er imidlertid ganske klart, at evangelisten ønsker at knytte tråden tilbage til begyndelsen af Jesu offentlige virksomhed, da hans disciple først kom til at tro på ham, da de så det første tegn, han gjorde. Det var ved brylluppet i Kana, hvor det var Maria, der henvendte sig til sin søn, og han svarede hende:»kvinde... min time er endnu ikke kommet... «Nu er hans time kommet, og»kvinde«bruges igen for at understrege, at her drejer det sig om mere end et mor-barn-forhold. Her er det verdens frelser, der taler. Det er selvfølgelig Jesus, der er Marias søn, men nu skal disciplen være det. Hvad Jesus er for Maria, skal disciplen nu være. Dvs. disciplen skal nu være Kristus for Maria. Og husk: den elskede discipel står for enhver ægte Jesu discipel, enhver kristen, der er knyttet til Jesus Kristus i tro og kærlighed. Henvendt til disciplen siger Jesus:»Se, det er din moder.«maria er Jesu moder, men nu skal det være sådan, at det, hun er for Jesus, skal hun være for disciplen, for enhver discipel. Der ligger meget mere i dette end en døende søns omsorg for en moder, der nu kommer til at stå alene, fordi der ingen søskende er, og hun har mistet sin mand. Efter sætningen»og fra den time tog disciplen hende hjem til sit«, står der, at derefter vidste Jesus, at alt var fuldbragt. Hvorfor skulle dette med forholdet mellem moderen og den elskede discipel betyde, at Jesus har gennemført det hverv, Faderen havde givet ham? Eller sagt med de ord, som så ofte bruges i evangelierne: Hvorfor skulle det betyde, at skriften nu er gået i opfyldelse? Svaret synes at være: Her kommer menneskene indbyrdes i nøjagtig det samme forhold, som deres forhold til Jesus eller Jesu forhold til dem. De skal være knyttet til hinanden i Jesu Ånd, i Guds Ånd, Helligånden. Johannes fortæller, at Jesus»bøjede 28

29 hovedet og opgav ånden«. Nu kan det græske ord, der her bruges for»opgive«, også oversættes med»overgive«. Ordene»opgav ånden«henviser altså ikke kun til den fysiske død; de er også et teologisk udsagn om Helligånden. I sit jordeliv var Jesus underkastet de love, som alle mennesker er underkastet, og derfor var hans virke begrænset. Han kunne f.eks. kun tale til forholdsvis få mennesker ad gangen. Idet han nu forlader denne verden af tid og rum, overgiver han sin Ånd, i den forstand, at det nu er Ånden, der overtager hans gerning, og Ånden er jo ikke underkastet den fysiske verdens love; Jesu Ånd kan virke ubegrænset overalt. Det er denne Ånd, Jesu Kristi ånd, som de troende nu kan opfyldes af, for at deres fællesskab helt kan præges af kærlighed og sandhed, så deres indbyrdes forhold svarer til, hvordan Jesus forholdt sig til sine medmennesker. Eller sagt på en anden måde: så de bliver Kristus for hverandre. Dette er frugten af Jesu død og et væsentligt aspekt af det, vi kalder»frelse«. Der står:»fra den time tog disciplen hende hjem til sit«- og de græske ord for»sit«eller»sit eget«minder om det, der står i prologen til Johannesevangeliet (v. 11):»Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham«. Dengang ville menneskene altså ikke vide af det sande fællesskab med Gud og hinanden, men her under Jesu kors begynder noget nyt; nu skal mennesker være forenet med hinanden i en kærlighed, der er Helligåndens gave. Opfyldt af Jesu Kristi And, kan de nu leve op til det, Johannes lader Jesus sige til sine venner ved den sidste Nadver (Joh. 13,34):»En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal I elske hverandre.«29

30 Indlæg fra læserne er meget velkomne. Både reaktioner på bragte artikler, læserbreve og artikler. Ligeledes vil vi gerne have forslag til emner og skribenter. (red.) 30

31 Redaktion af dette nummer Dan Eriksen (ansvarshavende) Eva Nordentoft Hans Christensen Jean-Pierre Duclos Nyhedsredaktion Karlheinz Löhrer Karlheinz Löhrer Kjeld Wogensen Peter G. Rasmussen Layout Benjamin Gamillscheg Katolsk dialog & information udgives af redaktionen og udkommer 4 gange om året. Abonnement koster 200 kr. om året og bestilles ved henvendelse til kassereren: Karlheinz Löhrer, Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf eller kloehrer@tiscali.dk Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå: - på girokonto, korttype +1, kontonr fra udlandet, IBAN DK Citater skal forsynes med angivelse af Katolsk dialog & information som kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse. Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø eller dan_eriksen@get2net.dk ISSN

32 Himmelfartsalteret, Helligåndskirken. Foto: Hans Christensen