Prædiken til 11. s. e. trin kl og Engesvang

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 11. s. e. trin kl og Engesvang"

Ida Lauritzen
7 år siden
Visninger:

1 1 Prædiken til 11. s. e. trin kl og Engesvang 411 Hyggelig, rolig 31 Til himlene rækker 523 Min nåde er mig nok 27 Du gav os efter dit behag 245 v. 5 af Opstandne Herre 57 Herre, fordi du Sidste søndag jog Jesus, dem ud ad templet, der købte og solgte, fordi Guds tempel skal være et bedehus og ikke en markedsplads. Og i dag fortæller han så om to, der faktisk bruger templet efter dets hensigt, som bedehus. Farisæeren og tolderen, som ikke helt er rigtige mennesker, men mere to typer, og næsten karikerede. Farisæerens bøn får én til at tænke på jyske lov og kirken skal hver mands hjemhus være så hjemmevant færdes han i bedehuset, det er hans sted, her føler han sig godt tilpas, respekteret og anerkendt. Med tolderen forholder det sig anderledes. Han kommer måske heller ikke i templet særlig tit, og hans korte bøn afdækker, at han ikke synes, han er værdig til at være dér, i templet. Og modsat farisæeren har han heller ikke noget at tilbyde, han har intet, han kan vise eller holde frem hvad

2 2 farisæeren sandelig har. Tolderen må stole på Guds nåde. Men det rækker til gengæld også, siger Jesus. Og mere end det: den er det eneste, der rækker. I vores lutherske kirke ved vi godt, at vi intet kan i os selv, men må stole på Guds ufortjente godhed. Sola gratia som det hedder på latin, alt af nåde. Og hvis man hellere vil oversætter det latinske med, at solen er gratis, er man også på helt rette spor. Og på grund af vores gode lutherske opdragelse, som fylder langt mere end vi selv er klar over, plejer vi at synes, at det er tolderen, vi ligner mest. Og det gør vi vel også, al den stund åbenlyst praleri ikke er i høj kurs hos os. Mange århundredes kirstendom har virket så stærkt, at beskedenhed og ydmyghed er en dyd langt ud over kirkens rækker, og der er næppe nogen af os, der i dagens lignelse har hørt andet end det, vi tænker i forvejen. Så måske giver det mere fra sig at gå ind i lignelsen ad en anden dør, og fx forfølge tanken om det med bønnerne, om hvilke bønner, vi selv beder, og hvad vi kommer med i vort eget i gudshus? Hvad beder vi om, når vi kommer her? Hvad bringer vi med herhen? Og hvad får vi med, når vi går herfra? Det ved vi jo hver især bedst, og det er jo nok de færreste af os, der har det samme med herind hver gang. Vore sind er jo ikke særligt stabile, og det der fylder alt én søndag, kan være

3 3 dampet bort næste gang vi kommer. En dag kommer vi med hjertet fyldt af tak og glæde og en anden gang er alting bøvlet og uvejsomt. Og så tror jeg alligevel, at vi hver især har ét eller to temaer, som vi næsten altid bringer med os ind i bedehuset, ind i kirken, fordi det er en vigtig del af os. Jeg tror alle mennesker har et eller to livstema, noget vi hele tiden vender tilbage til og som er dybt indfældet i alt det, livet har gjort ved os. Hvis man er heldig er det taknemmeligheden salige er de taknemmelige, i deres liv er megen glæde. Men mere almindelig er det nok, at det er noget andet, noget tungere. Fx det med at høre til om vi høre til. Eller med at være god nok og slå til. Eller oplevelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt af livet. Eller tvivlen eller anfægtelsen eller sorgen. Lige i det stykke tror jeg, vi ligner de to typer, at vekselvirkningen mellem vores historie og vores sind har dannet nogle grundfarver i os. Hvad kommer vi i bedehuset med? Hvad bringer vi selv med herind? Og så det andet: Hvad vil vi gerne have med herfra, når vi går.

4 4 Det er ikke altid så meget, vi får med hjem, ud over dette at vi var her og blev omsluttet af rummet og sad i ro en stund. Men det er nu heller ikke det værste. Og måske gør det os mere godt end vi ved af. Andre gange får vi meget med. Og få gange i vort liv oplever vi forhåbentligt, at vi fik noget meget afgørende med, noget der gjorde os godt dybt inde. Som hjalp og trøstede og løftede ja måske endda noget, som forvandlede vores liv. Jeg går jo ikke så tit i kirke som kirkegænger, hvilket har sin naturlige årsag men alligevel er en stor fejl. For man lærer aldrig mere som præst end når man sidder på kirkebænken. Men først på ugen var jeg til gudstjeneste med de andre præster i stiftet, vi var på kursus som vi plejer i august. Det er dejligt at sidde på en kirkebænk sammen. Men vé den præst, der har fået i opdrag at sige noget til sine kollegaer. Frænde er frænde værst. Og tænk, hvis ingen af ens kollegaer vil have det med fra kirke, som man forsøgte at give. Dette år begyndte præsten meget vovet. Tænkte vi først. Gudhjælpemig, sagde hun, og vi syntes det var upassende. Det er jo en slags bandeord, at bruge Guds navne forfængeligt. Men vi hang på for at se, hvordan det gik. Som glubske ulve.

5 5 Og da vi havde gumlet på det dér gudhjælpemig en tid, sagde hun det: det var det, vi skulle have med derfra, alle vi præster, at huske på Gud og hans nådige hjælp, på at det ikke er os selv og vores flid og dygtighed, der bærer kirken eller noget som helst men Gud. Gud hjælper...og så kunne vi jo selv tænke videre og give hende ret i det, hun ikke sagde, men som lå og dirrede, at vi hver og én af os, al lutheri til trods, i mangt og meget kunne ligne dagens farisæer, i hvert fald på den måde, at også vi nemt glemmer, at det er Gud, der er vores hjælp og ikke os selv. Jeg klarer verden selv, Gud, jeg er så dygtig, at jeg næsten ikke behøver dig, det går så godt for mig det er dét farisæeren har med sig ind i bedehuset. Og hvad har han så med ud? Det er jeg meget usikker på måske har han bare det samme med ud, som han bar ind Gud, jeg klarer stort set verden selv, du har gjort mig så dygtig, at jeg knapt behøver dig. Og tolderen hvad har han med sig? Ikke noget særligt, kan man roligt sige, blot et forsagt Gud, hjælp mig! Da han går, har han helt sikkert mere med en farisæeren. Men hvad er det helt præcist?

6 6 Så snart vi siger Gud hjælp mig eller Gud hjælpe mig! Så åbner vi en dør ud ad i vores egen lille verden, en dør måske endda en dobbeltdør mod Guds virkelighed, og da mindes vi på det, vi mærkeligt nok ofte glemmer, at vi ikke er alene, hverken med det, vi skal klare og magte og bestride, eller med det vi skal bære og tåle og lide eller med det vi forbrød og forvoldte og gjorde. Gud hjælpe mig Vi kommer her i kirken med altsammen, med alt det, der er vort. Og det er så forskelligt dels er vi meget forskellige indbyrdes og dels forskellige fra os selv i forhold til sidste gang, vi var her. Og vi får heller ikke det samme med hjem, hverken i dag eller andre dage, selv om vi er til den samme gudstjeneste. Det er alt sammen som det skal være. Og må Guds hjælpe os.

Relaterede dokumenter

Tekstlæsning: Jesus sagde: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen

1 749 - I østen stiger solen op 419 - O Gud hør min bøn 70 - Du kom til vor runde jord 478 - vi kommer til din kirke, Gud 721 - Frydeligt med jubelkor Tekstlæsning: Jesus sagde: Og se, jeg er med jer alle