Carey, Geoff Sayer, David og Sophie Appleton, Paul og Helen Davies, Justin og Mischka Byworth, David McKaige og Michael Hayes på Phnom Penh Post,

Transkript

1 EN TAK Den foreliggende bog er resultatet af flere års arbejde i Cambodja, og mange mennesker har hjulpet mig i forløbet. Selvom jeg ikke kan nævne dem alle, vil jeg gerne takke følgende: I særdeleshed Andrew Marshall, der utrætteligt tilbragte uger med at gennemgå manuskriptet, samtidig med at han gav vigtig kritik og uundværlig vejledning, ligesom også Sarah Rooney og Ben Davies gjorde. Jeg skylder dem stor tak for al deres opmuntring, støtte og tålmodighed med at hjælpe en fotograf med at skrive. Jeg vil også gerne takke Bob Maat, David Chandler og Ben Kiernan for at læse korrektur, rette unøjagtigheder og give vigtige oplysninger. Stephen Heder takker jeg for at dele så meget absolut nødvendigt materiale med mig, og Alex Linklater, hvis begejstring og udholdenhed var med til at skabe grundlaget for denne bog. I årenes løb var det John Pilgers og David Munros arbejde, støtte og opmuntring der, sammen med Philip Jones Griffiths billeder, inspirerede mig til at blive fotograf. Også en tak til Nate Thayer for at ledsage mig tilbage til Samlaut, og Stuart Isett, der ligeledes vendte tilbage sammen med mig, og til Jennifer Adams for hendes arbejde med en tidligere udgivelse. En stor tak til Christine Chaumeau, Arnaud Dubus, Beauphara Thong, Douglas Niven, Chey Sopheara, Chey Phearum, Kalyan Sann og alle medarbejdere ved Tuol Sleng Museum. Tak til Jerry Harmer fra APTN (Associated Press Television News), Dominic Faulder, Chean Nariddh Moeun, Chay Cee Chan, Henri Locard, Bau Chau Doan og Kathleen O Keefe, Stefan Smith, Dana Langlois, den afgåede Sok Sin, Thet Sambath, Ky Lok, Ouk Ly, Chhang Youk, Men Kimseng, Panh Rithy, Mary Dunbar, John Jackson, Victoria Lukens, Privan Limpanboon, Somying Soontornwong, Therese Caouette, Robin McDowell, Nicolas Revise, John Ryle, Robert Winder, Peter 5

2 Carey, Geoff Sayer, David og Sophie Appleton, Paul og Helen Davies, Justin og Mischka Byworth, David McKaige og Michael Hayes på Phnom Penh Post, mine udgivere ved Bloomsbury Mike Jones og Katherine Greenwood, min agent Robert Kirby, John Hyde og Fonden for dybdeborende Journalistik for deres tro på og støtte til projektet. En særlig tak til alle de mennesker i Cambodja, som tog mig med på en ofte smertefuld rejse gennem deres liv og tillod mig at vække minder til live, som de meget hellere ville glemme. Jeg kan kun håbe, at jeg har retfærdiggjort min indtrængen. Nogle af de tidligere Røde Khmerer var mere åbne end andre. Men jeg er dem alle dybt taknemmelig for den tid, de brugte på at tale med mig, ikke mindst i Sopheap. Allermest skylder jeg min ven, Heng Ham Kheng, og hans familie en stor og dyb tak for hans uundværlige, kloge vejledning gennem hele den turbulente tid med Cambodjas nyere historie. Nogle af personerne i bogen har fået ændret eller sløret deres identitet for at beskytte dem. Andre kan jeg slet ikke nævne, men ved, hvem de er og jeg er dem yderst taknemmelig. Jeg alene er ansvarlig for holdningerne og konklusionerne, der er udtrykt på de følgende sider. Endelig vil jeg gerne sige tak til Pacharin Sinlawan for al hendes kærlighed, støtte og udholdenhed gennem de år, jeg brugte på at lave research og skrive bogen. 6

3 Forord Der er uden tvivl nogle faste LogosMedia-læsere, som vil undre sig over, at forlaget har udgivet denne bog. Det er nemlig ikke det, vi traditionelt forstår ved en kristen bog. Det er en almindelig verdslig journalists fortælling om et dramatisk og forfærdeligt kapitel af Cambodjas historie. Og dens hovedperson kammerat Duch er en af den nyere verdenshistories værste massemordere. Baggrunden for udgivelsen er dobbelt: For det første har Luthersk Mission siden 2003 arbejdet blandt khmerfolket i Cambodja. Bogen beskriver en del af folkets historie, som er en vigtig del af dets identitet i dag. Ingen, der vil forstå, hvad der foregår i Cambodja i dag, kan komme uden om denne historie. Så rædselsfuld og mærkværdig den end er. Ved et besøg i Tjuk i det sydlige Cambodja i 2006, spurgte jeg en lokal præst, hvad der var de største glæder og de største udfordringer i hans menighed. Ved udfordringerne svarede han: At vi alle i menigheden enten er tidligere bødler, tidligere ofre eller børn af dem. Han havde selv været barnesoldat hos Pol Pot. For det andet bekender Duch i dag troen på Jesus. Som mange andre khmerer og tidligere mordere har han vendt sig til kristendommen. Det gjorde han allerede, inden han i 1999 frivilligt overgav sig til myndighederne og til den retssag, som siden fulgte. Det er en kompliceret historie, som med god ret har vakt stor opsigt og international debat: Kan man overhovedet meningsfuldt tale om tilgivelse af forbrydere på det niveau? Giver det mening at tale om, at et menneske med omkring liv på samvittigheden ærligt omvender sig? 15

4 Spørgsmål, som også her i Skandinavien er kommet uhyggeligt tæt på efter rædslerne i Oslo og på Utøya 22. juli Også herhjemme har Duch og andre røde khmerers omvendelse vakt debat. Forfatteren Jens Martin Eriksen forholder sig til spørgsmålet i bogen Timernes bro fra 2006 og svarer nej med to argumenter: Dels at det er banalisering af skyld at tale om tilgivelse i mødet med så fundamentale forbrydelser, dels at omvendelserne bedst lader sig forstå som en overlevelsesstrategi for mennesker, der trods alt har brug for at kunne se sig selv i spejlet efter det, som er sket. De har alt for mange gode grunde til at omvende sig Duch selv kommenterer spørgsmålet ved at sammenligne sig med en anden morder Paulus der fandt barmhjertighed som den største af alle syndere (s. 294). Denne bog er ingen forsvarstale for Duch. Eller for hans omvendelse. Forfatteren er faktisk i tvivl om, hvordan den skal betragtes, og man kommer ikke uden om, at Duchs rolle og holdning også efter hans omvendelse kan tolkes i forskellige retninger. Bogen er en almindelig sekulær journalists blik på manden og historien. Men bag om ryggen på denne journalist rejser den nogle spørgsmål, som går helt ned i generne på kristne menneskers tro: Hvis der ikke er tilgivelse for massemorderen, er der så overhovedet tilgivelse for mig? Og: Hvis det ikke er muligt at vende sig til Kristus med alverdens blandede og snuskede motiver, er der så overhovedet nogen af os, der er rigtigt omvendt? Dette er en elementært spændende historie. Og så udfordres læseren mellem linjerne til at tage stilling til nogle af livets og troens mest fundamentale spørgsmål. Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission 16

5 PROLOG Der hænger et fotografi på væggen i en tom bygning. Det viser en mand, siddende bag et bord. Han ser lige frem, hans øjne er udtryksløse. Måske smiler han, men det er umuligt at afgøre. Han taler i en mikrofon og henvender sig til den centrale stab i De Røde Khmerer, som ikke ses på billedet. Han holder om mikrofonen med sine tynde fingre. Jeg kikker stadig på billedet og spekulerer på, hvad han mon siger; om han underviser sine folk om revolutionens renhed, eller måske giver han instrukser til dem om, hvordan de skal fremtvinge bekendelser. Det er et dårligt gengivet fotografi, kopieret igen og igen som et dårligt print og forstørret, så farvenuancerne er blevet udslettet. Det er blevet plettet og snavset i årenes løb og synes at tilhøre en længst svunden tid. Det originale negativ er forsvundet, og dette er det eneste portrætbillede, man kender eksistensen af. Der var engang, hvor jeg skælvede bare ved at se på det. Og så begyndte jeg at have det på mig overalt, uanset hvor jeg færdedes i Cambodja. Fotografiet forestiller kammerat Duch (udtales Doik), kommandant i fængslet Tuol Sleng. Som chef for De Røde Khmerers hemmelige politi var Duch personligt ansvarlig for udryddelsen af måske omkring mænd, kvinder og børn. Han var i princippet forbindelsesled mellem De Røde Khmerers strategi og den praktiske side af massemordene. Han var Pol Pots chefbøddel. De Røde Khmerers styrker havde belejret hovedstaden i måneder, og 17. april 1975 marcherede de ind i Phnom Penh og forkyndte begyndelsen på en ny tid. Cambodja skulle fødes på ny. Fra den ene dag til den anden kastede De Røde Khmerer sig ud i den mest radikale revolution, verden nogen sinde har oplevet. De 17

6 rømmede alle byer, tvang folk ud på landet og mobiliserede hele befolkningen i deres forsøg på at ændre Cambodja til et landligt, klasseløst utopia, som kun meget få ville slippe ud fra. Så lukkede de grænserne, og Cambodja forsvandt. De Røde Khmerer var et udtryk, som fyrst Sihanouk havde skabt. De bestod af en lille gruppe cambodjanske kommunister, der var skolet i Paris. De begyndte at organisere sig imod regeringen i 1960 erne. USA iværksatte et illegalt bombetogt for at ødelægge de nordvietnamesiske baser og forsyningsveje i Cambodja. Efterhånden ophørte bombningerne. Men mere end en million cambodjanere var enten døde eller sårede, og næsten halvdelen af befolkningen var blevet flygtninge. De Røde Khmerer udnyttede situationen i det ødelagte land og væltede den amerikanskstøttede regering i Fire år senere, i 1979, vågnede verden op til afsløringen af et nyt folkedrab. Billeder af kranier og udtærede børn blev sendt direkte ind i stuerne og alarmerede millioner ved at vise det cambodjanske folks lidelser. Hele Cambodjas befolkning var tilsyneladende forsvundet i næsten fire år for at dukke op igen, mishandlet, torteret, udsultet og næsten tilintetgjort. En tredjedel af befolkningen var døde, og hundred tusinder var blevet henrettet. Et kvart århundrede senere syv år efter Pol Pots død og De Røde Khmerers endelige nederlag var stadigvæk ingen gjort ansvarlig for det, der skete. (Overs.anm.: I juli 2010 blev Duch som den første af De røde Khmerer idømt 35 års fængsel. I februar 2012 blev straffen sat op til livstid. Jf. denne bogs epilog og efterskrift). Det var i begyndelsen af 1980 erne, at jeg først blev opmærksom på Cambodja ved at læse en artikel i National Geographic. Sammen med fotos af ældgamle templer i junglen var der billeder af massegrave, der netop var afdækket. Det slog mig, hvor 18

7 frugtbare, lyse og levende landområderne så ud. Midt i dette smaragdgrønne landskab var den brune, chokoladefarvede jord blandet med tøjstykker og kranier, som om hele egnen var smeltet i middagssolen for at afsløre en frygtelig hemmelighed. Da filmen The Killing Fields kom frem, så jeg den nok mindst 15 gange i forskellige biografer i London. Af frygt for at blive til grin ved mine gentagne filmbesøg sneg jeg mig somme tider af sted for at se den alene, nærmest som om jeg smuttede væk for at se porno i Soho. Samtidig begyndte jeg at interessere mig for fotografering og for dokumentarfilm om konflikter. Jeg læste ivrigt, og jeg finkæmmede boghylderne i London, idet jeg håbede at få en forestilling om landet. Jeg ønskede at finde ud af, hvordan Phnom Penh havde set ud før, under og efter De Røde Khmerer. Men jeg kunne ikke finde noget som helst. Det var, som om Vesten troskyldigt havde samarbejdet med De Røde Khmerer og slettet Cambodja af vores erindring. For mig er Cambodja blevet et koncentrat af alt det, der er forkert i verden. Jeg ønskede at forstå, hvordan en bevægelse, der lagde røst til drømmen om en bedre verden, i stedet kunne ændre mennesker til at blive redskaber for vanvittig ondskab og skabe en revolution med en grusomhed uden sidestykke. Mange af myrderierne er sket i min tid. Den hemmelige bombning af Cambodja begyndte det år, jeg blev født. Jeg husker svagt helikopterne på tv, og på det tidspunkt, hvor De Røde Khmerer havde magten og ville udrydde deres fjender, var jeg gammel nok til at være et af deres ofre. Hvem var disse ukendte gerningsmænd? I lighed med ordet terrorist er udtrykket De Røde Khmerer blevet brugt så ofte, at det har mistet enhver mening for mig, som om de simpelthen dukkede op af røgen fra USA s bombetogter. I sommeren 1989, da jeg var 19 år, forlod jeg skolen til fordel for Cambodja for at finde ud af mig selv. Senere flyttede jeg til Bangkok som fotograf 19

8 og foretog hyppige rejser til landet. Men jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle komme så tæt på et svar. I begyndelsen af 1997 rejste jeg ud til Svay Rieng, den del af Østzonen, som stod under De Røde Khmerer. Det var her, myrderierne begyndte og bredte sig med et raseri uden sammenligning ud over hele landet. Her omkom hundred tusinder, og hele området er dækket af massegrave. Aftenen faldt på, og den kølige brise raslede i bladene på en sukkerpalme, der ragede op over os. Jeg fulgte efter en gammel bonde langs grøften. Solen gik langsomt ned bag træerne forude og kastede et gyldent skær over hele området. Han standsede i skellet mellem nogle rismarker og krøb sammen foran et lille mudderhul. Det samme gjorde jeg, omgivet af et hav af grønne risskud. Bonden begyndte at fortælle om begivenhederne, der fandt sted, straks efter at den vietnamesiske hær havde fordrevet De Røde Khmerer. Han fortalte, hvordan han og andre trak nitten lig op af mudderhullet foran os. Det var dybere dengang, sagde han. Og længere fremme var der flere; mænd og kvinder, både unge og gamle. Vi kunne lugte kroppene. Det var derfor, vi fandt dem, sagde han. De Røde Khmerer havde brugt templet som fængsel og ødelagt det, før de flygtede. Og de førte folk derover for at blive dræbt, sagde han og pegede på en bunke stenbrokker på den anden side af marken. Jeg sad og nikkede i tavshed. Jeg mindes, hvordan jeg ikke kunne føle noget som helst. Alligevel kunne jeg næsten se en film, hvor billeder i glimt gled forbi i den gamle mands øjne, kaldt frem fra et eller andet hemmeligt sted i hukommelsen, mens han genfortalte sine oplevelser. Om natten, sagde han, kan jeg stadig høre deres skrig. Bonden kunne tydeligt se det hele for sig, og jeg tænkte bare på, hvor smukt landskabet var, og hvor skyldig jeg følte mig over 20

9 at tænke sådan. Når jeg i årenes løb rejste gennem Cambodja, foretog jeg utallige pilgrimsrejser til De Røde Khmerers lokale henrettelsespladser, hvis det overhovedet var muligt. Alle disse besøg mindede mig om, at selvom vi bebor den samme verden, lever vi i adskilte universer. Forståelseskløften var dybere end nogen sinde. Tuol Sleng, en skole for større børn, en lycée, ligger i hjertet af hovedstaden, Phnom Penh. Efter De Røde Khmerers sejr omdannede de bygningerne til et hemmeligt anlæg med kodenavnet S- 21 og med kammerat Duch som kommandant. For at omgærde De Røde Khmerers besættelse med den størst mulige hemmelighedsfuldhed ankom fangerne ofte til fængslets port om natten i Cambodjas forladte hovedstad. Her kom de under tortur for at tilstå deres forbrydelser. De blev anklaget for at arbejde som spioner for KGB, vietnameserne, CIA, og i nogle tilfælde for dem alle tre. Derefter blev de ført ud af byen og henrettet. Af de , der gik gennem Tuol Slengs port, overlevede syv personer. Nu er fængslet et museum, hvor tusindvis af fotografier fra politiets arkiver af kammerat Duchs ofre er hængt op i det selv samme rum, hvor de blev udsat for tortur. Ligesom nazisterne var De Røde Khmerer minutiøst omhyggelige med deres optegnelser, og tusindvis af dokumenter og negativer er bevaret for eftertiden. Navne, alder, ja endog højde og vægt blev nedskrevet. På næsten hver eneste tur, som jeg har foretaget til Cambodja i løbet af de sidste seksten år, har jeg lagt vejen om ad Tuol Sleng, draget til stedet med den forestilling, at jeg måske kunne finde svar på nogle af de spørgsmål, der spøger i mit sind. Der ville jeg nærlæse arkiverne og studere de tusindvis af fotos af ofrene i et forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med dem. Billederne bærer tavse vidnesbyrd om det cambodjanske folks lidelser, og det var de indtryk, der forfulgte mig. For mig er de blevet en 21

10 konstant påmindelse om verdens afmagt, vores kollektive skyld og vores manglende evne til at forhindre folkedrab. Som kommandant for Tuol Sleng ledte kammerat Duch De Røde Khmerers udryddelsesmaskineri, og han var hovedvidne til det. Han var til stede ved mange af afhøringerne i Tuol Sleng, hvor der blev anvendt et bredt udvalg af torturmetoder. De omfattede alt fra elektrisk stød, fjernelse af tånegle, til voldsomme slag og simuleret drukning. I en undersøgelse af De Røde Khmerers tidligere ledere bliver hans vidnesbyrd afgørende for at kunne stadfæste det overvældende bevismateriale, der findes på massemordene. Dokumenterne, der fandtes i det tidligere fængsel, er klare vidneudsagn om hans skyld med hans håndskrevne notater og ordre til henrettelser og beskrivelser af grusomme forhørsmetoder. I et memorandum beskrives det, hvordan en vagt spørger Duch, hvad han skal stille op med ni drenge og piger, som befandt sig i fængslet, anklaget som forrædere. Duch havde kradset nogle ord ned, og der stod: Dræb dem, hver og en. Der gik mange rygter om Duchs opholdssted. Fx at han var blevet dræbt under en af de mange udrensninger i De Røde Khmerers rækker; eller at han med ny identitet arbejdede for en hjælpeorganisation i det nordlige Cambodja. Han er ikke blevet fotograferet de sidste tyve år, og han har aldrig talt om sin rolle i myrderierne. Det så ud til, at Duch i lighed med mange andre, der var ansvarlige for Cambodjas holocaust, var forsvundet. Men med borgerkrigens afslutning i 1998, og da nye dele af landet kom til live måned for måned, tænkte jeg, at jeg ville vise hans billede til de cambodjanere, jeg mødte, for at se, om nogen af dem genkendte ham. Selvom nogen ved en eller anden utrolig tilfældighed skulle gøre det, ved jeg, at de ville være tilbageholdende med at sige noget. Han var en frygtindgydende skikkelse, selv blandt De Røde Khmerer. De består ikke mere som en kampstyrke, men der 22

11 er tidligere medlemmer overalt: som embedsmænd, generaler i hæren, landsbyledere. Som en cambodjaner udtrykte det: De er overalt omkring os, vi lever blandt tigre. Det blev klart for mig gennem mange års arbejde som fotograf i Cambodja, at hvis vi nogen sinde skal forstå Cambodjas holocaust og skaffe nogen form for retfærdighed, er det altafgørende at finde Duch og andre ligesindede. Duch var det vigtigste vidne til disse mørke år og kunne kaste lys over en yderst tavs periode i hans lands historie. Og jeg ønskede at finde ud af, hvad der havde forandret en tilsyneladende almindelig mand fra et af de fattige områder i Cambodja til en af de frygteligste massemordere i det tyvende århundrede. 23