Orglet brænder. - en fortælling om branden i orglet i Herstedøster Kirke en februardag i 2009 og de mange timers efterfølgende restaurering

Transkript

1 Orglet brænder - en fortælling om branden i orglet i Herstedøster Kirke en februardag i 2009 og de mange timers efterfølgende restaurering af sognepræst Lars Kruse

2 Det var fredag morgen lidt før ni, hvor graverassistent Søren Svendsen opdagede, at der kom røg op mellem tagstenene på kirken. Han alarmerede straks Vestegnens brandvæsen, der kom med al disponibelt mandskab. Det var en voldsom røgudvikling. En tæt, tung røg vældede ud af kirkedøren, da røgdykkere entrede kirken. Få timers yderligere varmeudvikling og kirkens træværk og tårn havde været brændt ned også. En halv time efter var branden heldigvis slukket og vi kunne konstatere, at det var kirkens orgel, der var brændt ned. Samtidig kunne vi konstatere, hvad der var lige så slemt, at kirkens indre var i en miserabel forfatning efter at røgen havde fået lov til at sætte sig i vægge og inventar over mange timer. Fredag den 27. februar 2009 blev en mærkelig dag. Den gamle bygning kom pludselig i fokus hos politiet, der skulle undersøge om branden var påsat, hos øvrighedspersoner, der skulle besigtige skaderne, hos naboer, der chokeret så til og hos journalister, der her fandt en god historie. Medarbejdere, præster og menighedsråd havde nok at gøre med at håndtere det hele. Samme dag kom Nationalmuseets specialister, for at besigtige skaderne. Det første møde blev holdt. Vi indledte samtale med arkitekt Carsten Iversen om at forestå genopbygningen. Der skulle gøres klar til gudstjeneste i Menighedsgården til søndag og masser af overvejelser om hurtig indgriben skulle gennemtænkes. Eksempelvis stod vi med de nye og temmelig dyre messehagler. De lugtede frygteligt. Men hvem kunne håndtere dem? Heldigvis kom de i trygge hænder hos Selskab for kirkelig kunst, som senere viste sig at være i stand til at redde messehaglerne. De bruges nu igen rene og lugtfrie. Denne artikel skal beskrive kirken, dens genopbygning og processen hen mod genåbningsfesten søndag den 5. september En gammel kirke Til daglig tænker man vel ikke over disse klenodier, der ligger spredt ud over landet. Der er i runde tal 1650 romanske kirker i Danmark. De fleste af disse kirker er bygget inden De ældste dele af Herstedøster kirke (skibet) regner vi for at være fuldført i midten af 1100-tallet. Hvordan kirken er blevet bygget og af hvem er lidt af et ubeskrevet blad. Tårnet er af sengotisk stil i munkesten. Det er vel bygget omkring Koret hører til et senere byggeri, hvor det gamle kor brød sammen først i 1800-tallet. Det nuværende er opført i 1837 og har tøndehvælvet loft. Kirken rummer som romanske kirker flest også kalkmalerier. Ikke så meget er kendt eller bevaret hos os. I den gamle bueåbning mellem kor og skib kunne man dog indtil branden se to engle, der holder en medaillon, hvorpå Guds Lam tronede. To sidealtre blev frilagt i Disse har hver et motiv. I den nordlige niche sidder Abraham, troens fader med sjæle i sit skød. Et kendt motiv, der skal lede tanken hen mod himmelen og sjælenes frelse. Det er dog et meget sjældent motiv i en sideniche. I den sydlige niche anes konturerne af en biskop med bispehue og glorie. Da man også skimter en stav ved biskoppens side, ledes tanken hen på Skt. Nikolaj. Måske var kirken i fordums

3 tid indviet til denne helgen. Kalkmalerierne i nicherne dateres til tiden De er tilskrevet Jørlundeværkstedet. Af inventaret i kirken er prædikestolen værd at nævne. Den formodes at være lavet af rester af en gotisk altertavle (fra omkring 1475). Det var ikke usædvanligt, at man i efterreformatorisk tid brugte rester fra de ugudelige katolske altre til prædikestolen. På prædikestolen er 4 malerier fra omkring 1700 af evangelisterne. En flot skåret altertavle med et maleri af J. L. Lund fra 1838 er også vigtig at nævne. Den har et julemotiv med hyrdernes tilbedelse af Jesusbarnet. Skaderne på altertavlen var ekstra store, fordi alterbilledet i 1994 blev flyttet ned ved siden af orglet, for at give plads til en glasmosaik af Sven Havsteen- Mikkelsen. Planlægning og penge Det vil trætte enhver læser at høre om de mange møder og skrivelser, der går forud for renoveringen af kirken. Men intet inventar må fjernes fra kirken uden tilladelse. Og man må ikke påbegynde restaureringer af kirker, før stiftsøvrigheden har godkendt dette. Sådan er det. Derfor blev der udformet en del tilstandsrapporter og ansøgninger i foråret Mange havde travlt. Arkitekt Carsten Iversen arbejdede ihærdigt med at finde frem til de rigtige metoder for fjernelse af sod på kalk, sod på maling og sod i træværk. En del prøver blev foretaget og mange idéer blev kasseret. Nationalmuseets bevaringsafdeling blev sat til at rense inventar og især at istandsætte det gamle altermaleri. Folkekirken er selvforsikrende. Så der har ikke på noget tidspunkt været drøftet hvor meget noget var værd og hvad det måtte koste. Hvordan prissætter man i øvrigt et altermaleri af J.L. Lund, en kalket kvaderstens mur eller et hvælvet loft fra 1500? Derfor var de vigtigste drøftelser, hvordan kirken skulle restaureres og hvor nænsomt det kunne gøres. Bevaringsafdelingen mente eksempelvis, at altertavlen med billede kunne restaureres for kr ,-. Om billedet kunne være solgt for mere eller mindre, vides ikke. Men det var heller ikke pointen. Opgaven er, at det skal bevares. Selvforsikringssystemet er en tryghed for gamle bevaringsværdige bygninger. Vi har hele tiden kunnet koncentrere os om det rigtige valg frem for den billigste løsning. Selvfølgelig fik billigste udfører opgaven og ekstraordinære omkostninger er naturligvis havnet på menighedsrådets udgiftskonto. Vi står stadig til ansvar overfor forsikring og revision. Men når hovedmålet med en

4 restaurering er at bringe kirken tilbage til før branden, er denne ordning en god vej. Og enhver kan ved selvsyn i dag forsikre sig om, at det er lykkedes. Når regnestykket gøres op, er der brugt omkring 8,5 millioner kr. på at genskabe kirkerum, inventar og installationer. Dertil kommer orglet, der i runde tal kommer op i 4.5 millioner kroner. Murerne rykker ind Da al inventaret var taget ned og kørt til de respektive værksteder, var det tid til at vaske trælofterne. Det skulle gøres uden at der kom vand på væggene. Så rykkede 4 murer fra A. Villadsens murerfirma i Roskilde ind. Firmaet har i forvejen mange opgaver på Roskilde Domkirke, så vi var trygge ved, at de kunne håndtere opgaven. De begyndte med små murerøkser at banke den tilsodede kalk ned centimeter for centimeter. Det lignede en Sisyfos-opgave. Man kan ikke vaske sod af kalk. Man vil blot vaske soden længere ind i kalken. Opgaven bestod derfor i at hakke kalken af ind til de lag, der var hvide. Sommeren gik og efteråret kom. Og de hakkede stadig. Men nu kunne vi da se, hvor det bar hen. Der er flere anekdoter om murernes arbejde. En af historierne er, at det var vanskeligt at få den nye kalk til at binde på den gamle. Formentlig fordi porerne i de kalklag, vi nåede ind til, var fyldt med sod ikke fra branden men fra gamle tællelys. Man måtte derfor kalke med sandkalk og efterfølgende ridse den gamle kalk med den nye sandkalk, så efterfølgende lag kunne hænge bedre fast.

5 Man kan på 100 år gamle fotos af kirken se en stor kakkelovn i det nordøstlige hjørne af skibet. Der er også spor efter en skorsten på det sted. Væggen er temmelig medtaget af løbesod fra mange års brug af kakkelovnen. Det voldte murerne en del besvær at få kalken til at dække der. Soden trængte hele tiden gennem de nye kalklag. En af Nationalmuseets specialister nævnte en dag, at et gammelt råd var at smøre komøg på væggen før kalkning. Det vidste murerne faktisk godt, men var ikke sikre på, om det var god latin i specialisternes ører. Enden på det hele blev, at en af murerne, der boede på landet, om morgenen kørte forbi naboens stald og hentede friske forsyninger, der blev siet, blandet med sand og vand og møjsommeligt smurt på. Det virkede. Man skal nemlig ikke lade hånt om gamle husgeråd Nu nærmede julen sig. Vi havde sat os som mål at holde jul i kirken. ganske vist uden orgel, men med bænke, alter og prædikestol. Inventaret på plads Inden inventaret kunne komme ind, skulle gulvet skiftes ud. Klinkerne i kirkens gulv er lagt direkte i sand. Sod og skidt havde bidt sig fast dybt nede i og mellem klinkerne. Mange forsøg på at fjerne soden var prøvet. Men der var ingen vej udenom. Nye klinker. Hen over forår og sommer havde flere forsøg vist, at træværkets maling ikke blot kunne vaskes og atter påføres maling. Efter kort tid trængte sodpartiklerne sig vej gennem den nye maling og gulnede enhver farve. Dertil kom, at træværket ikke måtte afsyres eller afslibes. Malermester Flemming Jensen og hans folk fandt dog på råd efter mange forsøg. I dag står træværket og kirken som helhed i de samme farver som før branden. Med alter, døbefont og prædikestol tilbage i kirken kunne vi åbne dørene igen juleaften Den sidste håndværker forlod for en tid kirken den 22. december. Så var der tid til at gøre rent og gøre

6

7 klar til dagen, hvor mange ville ind og se resultatet. Fire julegudstjenester uden orgel, men med Royal Danish Brass til at spille og mange nuværende og tidligere korpiger til at synge for, blev en stor uofficiel genåbningsdag for Herstedøster kirke. Måske den længste periode i kirkens tid, hvor der ikke har været holdt gudstjeneste, siden man i 1771måtte nedrive et loftshvælv i kirkeskibet, ja, eller måske siden kirkens opførelse i 1100-tallet. Det giver jo et vist perspektiv på omfanget af brandens hærgen. Men det siger også noget om de mange århundreder, kirken har været her i landsbyen. Og det fortæller om omskiftelser, forandringer og skikke, som kirken har levet med i. Det opdagede vi på en ny måde i februar Den, der graver en grav For at få plads til det nye orgel, var orgelbygger Carsten Lund fremkommet med en plan, der indbefattede at vi skulle grave en kælder under orglet. En 1½ meter dyb teknikgrav. Det betød, at vi skulle have fat i Nationalmuseet på ny. Så snart man kommer få tommer ned under et kirkegulv, støder man med stor sandsynlighed på arkæologisk materiale. Udgravningen var naturligvis ventet med spænding. Hvad fandt man? Og hvad ville det betyde for orglets færdiggørelse? Februar 2010 gravede en arkæolog i kirkens tårnrum. Og hun var ikke kommet ret langt, før det stod klart, at der var noget at finde. Rester af murværk, en niche og noget, der kunne ligne rester af en trappe, kom hurtigt frem. Jorden fra det store hul i tårnrummet blev soldet, og man fandt forskelligt, der alt sammen kunne tyde på, at der havde været et begravelseskammer under tårnrummets gulv. Begravelser inde i kirkerne var ikke sjældne blandt mere bemidlede især i 1700-tallet. Det formodes, at der har været et sådan gravkammer, enten med hvælvet loft eller med et bræddeloft, så man kunne sænke en kiste ned. Det blev forbudt at blive begravet inde i kirken i Om man derefter har brudt gravkammeret ned eller man har gjort det på et tidspunkt, hvor der alligevel skulle lægges nyt gulv, vides ikke. Men alt tyder på, at der har været et gravkammer i brug i kirken til da. J. L. Lunds alterbillede J. L. Lund har malet et alterbillede, der gennem mange år havde sin plads som altertavle i Herstedøster. I 1994 blev det fjernet fra koret og sat op ved siden af orglet i tårnrummet. Af den grund blev billedet ekstra hårdt medtaget i forbindelse med branden. Johann Ludvig Lund ( ) var elev af N. A. Abildgaard. Han blev i 1818 professor ved Kunstakademiet i København sammen med C. W. Eckersberg. Mens Eckersberg stod fadder til det danske guldaldermaleri, er Lund gået næsten i glemmebogen. Lund var inspireret af den italienske renæssancekunst og fik mange opgaver især i forbindelse med altertavler. Hannemarie Ragn Jensen skriver om Lund,

8 at hans motiver, som var ofte brugt i italienske kirker, har virket fremmedartede i en dansk landsbykirke og repræsenterer et anderledes udtryk for ønsket om at vække menigheden og løfte den mod en højere åndelig forståelse og religiøs indlevelse. ( Troens stil i guldalderens kunst, Nivågaards Melerisamlinger 1999). Medens Eckersberg og hans elever søgte mere jordnære skildringer af Jesu liv og gerninger, søgte Lund mod en religiøs indlevelse. Måske der i denne vanskeligere tilgang til motiverne ligger en grund til at Lund er mindre kendt, skønt i kunstkredse nok så anerkendt. Det voldsomt medtagne billede er i dag renoveret af Cecil Krarup Andersen for Nationalmuseets Bevaringsafdeling. Det har været en langsommelig proces. Den flot udskårne ramme skulle renses og enkelte udskæringer var så forvitrede af branden, at de måtte skæres om. Selve billedet var vablet og voldsomt medtaget i den øverste tredjedel. En kæmpe flænge i billedets lærred skulle repareres. Den langsommelige restaureringsproces har dog ført til at billedet atter fremstår som et af kirkens klenodier. Det næste problem for menighedsrådet er, hvor den 2 x 3 m 2 store altertavle nu skal placeres. Det må forudses at tage lang tid, inden billedet igen har en blivende plads i kirken. Orgel under vejs Det først kendte orgel i Herstedøster kirke er fra Da kirken i 1914 skulle have et nyt orgel, gav sognerådet tilladelse til, at det blev kørt til kirken på en lastbil. Det har dog været oplevet som en så ny og risikabel transportform, så man ville sikre det nye og sikkert dyre orgel. Derfor gav man det pålæg at bilen skulle køre ind til vejsiden, hvis den mødte modkørende trafik. I begyndelsen af 70 erne var det tid til endnu et nyt orgel. Man bad den unge orgelbygger, Carsten Lund om at forestå byggeriet af et orgel med ti stemmer fordelt på to manualer. Det nye orgel stod færdigt i Men kort tid efter var der røster, der ønskede at udvide orglet. Det var tilbage i 80 erne. Det ville dog blive for dyrt at udvide det eksisterende, så man satte sig for at spare op til et nyt orgel. De seneste 10 år har skiftende menighedsråd arbejdet frem mod udskiftning af Carsten Lunds orgel fra Det førte til at man i slutningen af 2006 indgik aftale med samme orgelbygger, Carsten Lund om at bygge et nyt orgel til Herstedøster kirke. Et orgel blandt de sidste i en lang karriere som orgelbygger. Det var derfor underligt at det gamle orgel på grund af en kortslutning i de elektriske installationer brød i brand godt to år senere. At det kunne ligne en tanke har politiets teknikere klart afvist. Branden opstod i orglet et sted, man ikke lige kan komme til. Det har dog vist sig at være en god omstændighed, at menighedsrådet klart vidste, hvad man skulle erstatte det gamle orgel med, da uheldet nu var ude. Orgelbyggeren måtte dog udsætte byggeriet næsten et år, inden orglet stod færdigt i sommeren 2010.

9

10 Det nye orgel, der indviedes med koncerter i sensommeren 2010, har nu 17 stemmer med 2 manualer. Da man i 1852 fik et orgel, der formentlig var drevet af pedaler, som lavede den luft, der sendtes ud i piberne, blev det hovedsageligt brugt til at understøtte salmesangen i kirken. I dag er orglet med dets computerstyrede sammenkoblinger og 17 stemmer i sig selv et instrument, der er værd at komme og lytte til og ikke mindst nyde musikken fra. Orglet bruges først og fremmest til de mange gudstjenester og kirkelige handlinger. Præ- og postludium samt ledsagelse af salmesang. Men det er tænkt også at være et aktiv i kirkens musikalske udfoldelse gennem koncerter. Under forandring i det lange løb! En februardag i 2009 brød ilden ud i orglet i kirken. Endnu et kapitel i kirkens lange historie. Gennem tiden har kirken ændret sig. Den begyndte som romansk landsbykirke med tykke kvaderstensmure, kor og apsis som så mange andre kirker på egnen. I den sene middelalder fik kirken tårn med takkede gavle, som tiden bød. Og som moden bød sig i senmiddelalderen fik Herstedøster kirke også hvælvet loft. Så kom reformationen og kirken ændrede karakter indvendigt. Prædikestolen kom til og menigheden blev siden bænket på rækker. I enevældens tid kom et pulpitur (en balkon, så de mange, der var tvunget i kirke, også kunne være der) samtidig med at hvælvingerne blev brudt ned igen (1771), da de var ved at falde sammen. Et orgel kom til i 1800-tallet sammen med en kakkelovn og et flot, stort alterparti i det nye kor. I 1974 kom et nyt orgel sammen med en del mindre moderniseringer. Blandt andet store koglelamper i skibet. Men den forandring, der har præget kirkens udseende mest i nyere tid er nok restaureringen eller skal man sige moderniseringen i Her blev alter med knæfald ændret til det udseende, vi kender i dag. En glasmosaik af Sven Havsteen-Mikkelsen. Alter og knæfald er tegnet af sønnen, arkitekt Allan Havsteen-Mikkelsen. Landsbykirken blev til bykirke. Den idylliske forstadskirke med et strøg af det enkle og moderne. Blandingen af gammelt og nyt. I tid er der langt fra den romanske kirke til den romantiske kirke af i dag. Restaureringen af kirken fra februar 2009 til august 2010 hører til blandt de store istandsættelser. Men restaureringen er nok den første, der har haft til opgave at bringe kirken tilbage til før