Martin Luther kilder med mere

Transkript

1 Martin Luther kilder med mere Den reformatoriske opdagelse I 1545 i fortalen til en samlet udgivelse af sine latinske skrifter skriver Martin Luther i et tilbageblik om sin reformatoriske opdagelse. Denne reformatoriske opdagelse får Luther ved at læse Paulus brev til romerne. Luther skriver: KILDE 1 Jeg havde været og var grebet af en forunderlig trang til at forstå Paulus i brevet til romerne. Det, der hidtil havde stået i vejen for mig, var ikke hjertets kulde, men et eneste ord i første kapitel (kapitel 1, vers 17): Guds retfærdighed åbenbares i det. Jeg hadede nemlig dette udtryk, for på grund af alle de lærdes brug af det, var jeg oplært til at forstå det filosofisk [ ] [således] at Gud er retfærdig, når han straffer synderne og dem, som gør uret. Jeg for min del elskede ikke den retfærdige Gud, som straffer synderen, tværtimod jeg hadede ham. For selv om jeg levede som en ulastelig munk, følte jeg mig som en synder for Gud og var urolig i min samvittighed. Jeg havde heller ikke styrke til at stole på, at jeg havde formildet Gud med mine satisfaktoriske gerninger [gerninger, som skulle gøre een retfærdig i Guds øjne]. Jeg var fuld af uvilje mod Gud. Nat og dag grundede jeg på dette, indtil Gud forbarmede sig over mig, og jeg blev opmærksom på sammenhængen mellem ordene. Den er nemlig sådan her: Guds retfærdig bliver åbenbaret i evangeliet, som skrevet står: den retfærdige skal leve ved troen. Her begyndte jeg nu at forstå, at Guds retfærdighed er den retfærdighed, der gør, at mennesket kan leve som retfærdig alene som en Guds gave, nemlig ved troen. Når det hedder, at Guds retfærdighed åbenbares gennem evangeliet, er det altså den passive retfærdighed, der sigtes til. Med den forbarmer Gud sig over os og gør os retfærdige ved troen Nu følte jeg mig næsten, som om jeg var født på ny, som om portene til paradis havde åbnet sig, så jeg kunne gå ind. Nu viste hele skriften sig med et andet ansigt for mig. Forhøret Luther blev under sit forhør i 1521 bedt om at tilbagekalde sine skrifter. De afsluttende ord fra hans forsvar er med rette berømte. De er citeret fra Tyske rigsakter. Man kan i øvrigt bemærke, at ordene Her står jeg, jeg kan ikke andet formentlig er et led i mytificeringen af begivenheden. De er ikke med i hverken rigsakter eller personlige referater af begivenheden: KILDE 2 Når nu Eders Majestæt og I, mine Herskaber, kræver et simpelt svar, så vil jeg svare således uden omsvøb og udflugter. Med mindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd fra skrifterne eller ved klare grunde thi jeg tror hverken paverne eller kirkemøderne alene, da det står fast, at de ofte har taget fejl eller modsagt sig selv så er jeg overvundet af de af mig anførte skriftord, og min samvittighed er fanget i Guds ord. Genkalde noget hverken vil jeg eller kan jeg, da det hverken er sikkert eller rådeligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig. Amen. Bondekrigen Bondekrigen eller den tyske bondekrig er betegnelsen for en række lokale opstande blandt især bønder i det syd- og midttyske område i 1524, der efterhånden udviklede sig til en mere samlet opstand i Bønderne forsøgte sig også med fredelige midler blandet andet et oplæg til forhandling, de såkaldte 12 artikler, men situationen eskalerede, og efter en række mindre træfninger led bondehæren det afgørende nederlag ved byen Mühlhausen i landskabet Thüringen i maj Her blev hæren næsten tilintetgjort. Luther havde ganske vist forståelse for bøndernes vanskelige situation, men var uenig i deres forsøg på at politisere evangeliet. I et par tidligere skrifter, Til den kristne adel af den tyske nation fra 1520 og Om

2 den verdslige øvrighed fra 1523, havde han allerede gjort rede for sit syn på forholdet mellem kirken og øvrigheden, den såkaldte toregimentelære. Luthers synspunkt var, at Gud bruger to regimenter, det verdslige regimente, der vedrører det ydre, den legemlige verden, og som med voldsmagt holder det onde nede, og det åndelige regimente, der vedrører det indre, den åndelige verden, hvor det er evangeliet, der med kærlighed taler til den enkelte og skænker den kristne frihed. Begge kommer fra Gud, men de arbejder på hver sin måde og på hver sit felt. Selv om fyrsten derfor måske er hedning, så er han alligevel Guds redskab til i kraft af voldsmagt at beskytte almindelige mennesker mod ondt. Måske ser det ikke altid lige kønt ud, men det er bedre, mener Luther, end hvis der slet ingen øvrighed var, for så ville alt være kaos. Man skal derfor adlyde øvrigheden og afstå fra at gøre oprør mod den. Øvrigheden har dog ikke uindskrænket magt. Den skal for eksempel ikke blande sig i de åndelige forhold. Hvis fyrsterne vil blande sig i trosspørgsmål, overskrider de deres beføjelser. På den ene side skal man altså underlægge sig øvrigheden for at sikre orden og fred og finde sig i dens magtanvendelse, men man skal ikke for sin egen, men for sin næstes skyld ikke holde mund, hvis fyrsterne er urimelige i deres embedsførelse; på den anden side har man frihed i åndelige sager, fordi tro ikke kan påtvinges nogen. Hvis fyrsten alligevel prøver at tvinge en til at tro noget bestemt, så skal man nægte og om nødvendigt tage en påfølgende straf med glæde. I sit første indlæg om bondekonflikten skrev Luther følgende i En fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler fra marts 1525: KILDE 3 For det første kan vi ikke takke nogen anden her på jorden for al denne ulykke og tumult end jer, I fyrster og herrer, men især jer, I blinde bisper og skøre præster og munke som i forstokkethed endnu den dag i dag ikke hører op med at rase og fnyse mod evangeliet, skønt I ved, at det har ret, og at I ikke kan gendrive det. Dertil gør I i jeres verdslige regimente ikke andet end at flå og beskatte for at fremme jeres egen luksus og vellevned, indtil den stakkels simple mand ikke kan udholde det mere. Sværdet hænger over jeres hoveder. I tror endnu, at I sidder fast i sadlen, og at man ikke kan kaste jer af men det skal I vide, at Gud styrer det således, at man ikke i længden kan eller vil eller bør tåle jeres raseri. I må forandre jer og bøje jer for Guds ord. Gør I det ikke venligt og villigt, så kommer I til at gøre det magt og ødelæggelse. Gør disse bønder det ikke, så kommer andre til at gøre det. Og selvom I slog dem alle sammen, så er de dog ikke slået, Gud vil oprejse andre. Det er ikke bønder, kære herrer, der sætter sig op mod jer, det er Gud selv, der sætter sig op mod jer I sit andet indlæg, Imod bøndernes røver- og morderbander fra maj 1525, skriver Luther efter at have set krigens ødelæggelser: KILDE 4 Fordi bønderne nu udfordrer både Gud og mennesker og på mangfoldig mådefortjener døden på legeme og sjæl og ikke lader retten gå sin gang, men bestandig raser videre, så må jeg her belære den verdslige øvrighed om, hvad den med god samvittighed skal gøre Så skal nu øvrigheden rykke trøstigt frem og med god samvittighed slå løs, så længe der er blod i årerne. For her har den den fordel, at bønderne har en ond samvittighed of en uretfærdig sag, og at den bonde, der fældes, med liv og sjæl er fortabt og evig hører djævlen til Derfor kære herrer stik, slå, dræb, hvem der kan! Dør du i kampens hede, så er du heldig. En saligere død kan du aldrig nogensinde få. Du dør jo i lydighed mod Guds ord og opgave Den tredje af bøndernes 12 artikler lyder sådan her: KILDE 5 For det tredje har det hidtil været sædvane at betragte os som livegne mennesker, hvilket er beklageligt, når

3 man tænker på, at Kristus udgød sit blod for at frigøre og løskøbe os alle uden undtagelse, både hyrden og den højeste i samfundet. Derfor er det i overensstemmelse med skriften, at vi både er frie mænd og vil være det. Ikke at vi vil være frie uden bånd og ikke have nogen øvrighed. Det lærer Gud os ikke. Vi skal leve under budene, ikke i fri egenmægtig selvtilstrækkelighed. Vi skal tværtimod elske Gud, erkende ham som vores Herre i vores næste og gøre alt det, som vi også selv gerne vil have, sådan som Gud påbød os det til slut ved nadveren. Derfor skal vi leve efter hans bud. Fortæller og viser dette bud os ikke, at vi ikke skal være lydige mod øvrigheden? Nej, ikke bare mod øvrigheden, tværtimod skal vi være ydmyge over for enhver, så vi også gerne er lydige mod vores valgte og indsatte øvrighed (indsat for os af Gud) i alle sager af sømmelig og kristen art. Vi tvivler heller ikke på, at I som sande og rette kristne gerne vil befri os fra livegenskabet eller bevise ud fra evangeliet, at vi skal være livegne. Luther svarer på denne artikel i En fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler fra marts 1925: KILDE 6 Der skal ikke findes livegne, for Kristus har frigjort alle. Hvad skal det betyde? Det vil sige at gøre den kristne frihed til noget rent kropsligt. Havde Abraham og andre patriarker og profeter ikke også livegne? Læs, hvad Paulus lærer [fx i Efeserbrevet kapitel 6, vers 5-8] om tjenestefolk, som dengang alle var livegne. Derfor er dette programpunkt i direkte modstrid med evangeliet og opfordrer til røveri. På denne måde tager enhver, som er blevet livegen, sin krop fra sin herre. En livegen kan ganske udmærket være kristen og have kristen frihed, ligesom en fange eller en syg kan være kristen og alligevel ikke være fri. Dette programpunkt vil gøre alle mennesker lige og gøre et verdsligt, ydre rige ud af Kristus åndelige rige. Men det er umuligt. For et verdsligt rige kan ikke bestå, uden at personerne er ulige. Nogle må være fri, andre fanger; nogle herrer, andre undersåtter osv. Paulus siger også i Galeaterbrevet [kapitel 3, vers 28], at herre og slave er eet i Kristus. Erasmus af Rotterdam og Luther Den store humanist Erasmus af Rotterdam og Luther mødte aldrig hinanden ansigt til ansigt, men de kendte hinanden aldeles udmærket. Luther holdt sig ajour med hele Erasmus produktion fra begyndelsen af sin teologiske uddannelse, hvorimod Erasmus først har hørt om Luther i forbindelse med teserne om afladen. Luther beundrede ligesom alle andre i samtiden Erasmus for hans lærdom og gjorde brug af Erasmus græske udgave af Det Nye Testamente, som udkom i På det tidspunkt var Erasmus anseelse som humanist, litterat og videnskabsmand uden sammenligning i Europa. Efterhånden kølnedes forholdet. Erasmus sympatiserede ganske vist med meget af det, som Luther stod for, men han var slet ikke parat til at drage konsekvenser, der bragte ham på kant med Rom. Til sidst så han ingen anden udvej end at tage til orde, men han valgte en problematik, som han ikke mente kunne medføre alt for megen opstandelse. Hans indlæg var bogen Om den fri vilje, en undersøgelse eller sammenligning fra september Luthers svar kom med værket Om den trælbundne vilje kom i december det følgende år. Luthers svar var skarpt og også kritisk i forhold til Erasmus person, så Erasmus følte sig nødsaget til at svare igen. Et svar, som Luther ikke ænsede. Nedenfor følger uddrag af debatten mellem Luther og Erasmus i deres to bøger om Viljen. KILDE 7 Erasmus: Blandt de vanskeligheder, som i stort tal dukker op i den helligeskrift, er der næppe nogen, hvis labyrint er vanskeligere at trænge ind i end den frie viljes Nu for nylig er spørgsmålet igen blevet taget op af Martin Luther, af hvem der foreligger en tese om den frie vilje [en af Luthers Heidelbergteser fra 1518: Den

4 frie vilje er efter syndefaldet kun noget af navn, og når den handler ud af sig selv, synder den dødeligt ]. Skønt der allerede er flere, der har svaret ham, ville jeg dog godt, da mine venner opfordrer til det, selv forsøge, om sandheden skulle kunne fremstilles klarere også gennem denne disput. Lad os derfor forestille os, at det på en måde er sandt nok, hvad Luther bekræftede, at hvad der sker fra vores side, ikke sker i kraft af en fri vilje, men af simpel nødvendighed, så ville det dog være højst uhensigtsmæssigt at gøre verden bekendt med dette paradoks! Vi kan videre forestille os, at det på en måde er sandt, hvad Augustin [en af de største og mest indflydelsesrige tænkere inden for kristendommen] skriver et sted, at Gud virker både godt og ondt i os og belønner sine gode gerninger i os og straffer de onde gerninger i os. Hvilken ladeport ville denne tale ikke åbne for talløse dødelige, hvis man bekendtgjorde det for folket, i retning af ugudelighed, især i retning af de dødeliges træghed, tankeløshed, ondskab og uforbederlige tilbøjelighed til al slags ufromhed! Ville een, der var svag, fastholde sin evige og møjsommelige kamp mod kødet? Ville een, der var ond, stræbe efter at rette sin livsførelse? Hvem ville kunne overvinde sin sjæl til at elske Gud af hele sit hjerte, den Gud, der har skabt det helvede, der gløder med evige flammer, for at han der kan straffe sin egne onde gerninger på de elendige, som om han glædede sig over menneskenes kvaler? Sådan ville jo de fleste fortolke det. I reglen er jo de dødeliges forstand udannet og kødelig, så tilbøjelig til vantro, til forbrydelse, til blasfemi, at der ikke er brug for at hælde benzin [må være en anakronisme] på bålet. Jeg har halvvejs nået mit mål med denne bog, hvis det lykkes mig at overbevise om det, jeg har foresat mig: at det er bedre om den slags ting ikke at kæmpe alt for fanatisk Man kan ikke nægte, at der i den hellige skrift er mange steder, som ligeud fastslår menneskets frie vilje, og blandt dem er der igen ikke så få, som synes helt at ophæve den Endelig mener vi på dette sted med den frie vilje en kraft ved den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig mod det, som fører til den evige frelse, eller vende sig bort fra det. Lad os prøve med en anden lignelse. En far hjælper sit barn op; det kan endnu ikke gå og er faldet ned; det anstrenger sig på enhver måde, og faderen viser det et æble, der ligger foran det; drengen prøver at løbe hen til det, men på grund af lemmernes svaghed ville det snart igen være faldet, hvis ikke faderen havde rakt hånden ud, støttet ham og ledet hans skridt. Derfor kommer drengen hen til æblet med faderen som fører, og faderen giver ham det glad i hånden som en slags belønning for hans anstrengelser. Barnet kunne ikke rejse sig op, hvis ikke faderen havde understøttet det, det ville ikke have set æblet, hvis ikke faderen havde vist ham det, det ville ikke have kunnet gå hen imod det, hvis ikke faderen hele tiden havde bistået de vaklende skridt, det havde ikke kunnet fatte om æblet, hvis ikke faderen havde givet ham det i hånden. Hvad har barnet her at prale af? Og dog er det ikke ingenting, det udfører, selv om det dog ikke har noget, det kan rose sig af, eftersom det i alt er afhængigt af faderen. Lad os imidlertid antage, at det forholder sig sådan med Gud. Hvad gør barnet da her? Det støtter sig på enhver måde til den, der rejser det op, og tilpasser sine svage skridt, så godt det kan, til hans ledelse. Faderen kunne drage ham af sted uden at han ville, og det barnlige sind kunne have afvist og foragtet æblet, faderen kunne give ham æblet uden at han var gået derhen, men han ville hellere give det på den måde, fordi det så var bedre for drengen. Jeg indrømmer gerne, at der bør tillægges vores iver en del mindre i retning af at nå det evige liv, end der bør tillægges drengen, der går ved faderens hånd. Hvorfor, vil du sige, tilskrives der da den fri vilje noget? For at der kan være noget, som med rette kan tillægges de ugudelige, som med vilje foragter Guds nåde, så bebrejdelsen mod Gud for grusomhed og uretfærdighed er udelukket, så fortvivlelse er udelukket fra os, så sikkerhed er udelukket, for at vi kan

5 anspores til at forsøge. Af disse grunde fastholdes af næsten alle den frie vilje, men som noget, der ikke er virksomt uden Guds stadige nåde, for at vi ikke skal prale. Så vil een sige: Hvad nytte er den frie vilje til, hvis den intet udvirker? Jeg svarer: Hvad nytte er hele mennesket til, hvis Gud handler således med det, som pottemageren handler med leret, og som han kunne have handlet med en sten? KILDE 8 Luther: Det vil være det sikreste og mest i overensstemmelse med troslæren helt at stryge udtrykket fri vilje af sprogbrugen. Men hvis vi ikke vil det, så lad os lære folk, at de godt kan bruge det, men i god tro dog kun til en vis grænse: for mennesket er viljens frihed ikke gyldig med hensyn til noget, der ligger over ham, men kun gyldig med hensyn til det, der står under ham. Det betyder: han må vide, at han inden for sin egen formåenheds og sine egne besiddelsers rammer har retten til at skalte og valte eller lade det hele ligge, alt efter hvad han selv finder godt (og dog: selv det skøn styres af Guds frie skøn om, hvad der er ret, og hvad der er vrangt! Det er alene Guds vilje, der står bag, hvordan end mennesket finder for godt at handle). Men i enhver anden henseende: for Guds ansigt, eller sagt på anden vis: i spørgsmål, der vedrører forløsning eller fortabelse har mennesket ikke en levende chance for at træffe en afgørelse mellem flere valgmuligheder som en fri mand, nej, for han er en fange, en livegen og en træl, enten af Guds vilje eller også af Satans Nu har du [Erasmus] jo den forestilling, at menneskeviljen er en neutral størrelse til fri rådighed for enhver, en egenskab, der er overladt til sig selv. Derfor har du let ved samtidig at forestille dig, at viljens drift kan gå både til den ene og den anden side; for du bilder dig ind, at såvel Gud som djævelen er langt borte, nærmest kun som iagttagere af omtalte foranderlige og fritstillede vilje; men at det skulle være dem, der er fremdriften og kuskene for den vilje der så ikke er andet end en træl og at de gensidigt nærer de mest krigeriske ønsker om at komme hinanden til livs, det tror du ikke på. Men i og med troen på det ene punkt, står min mening stærkt nok fast, og den frie menneskevilje ligger også derved strakt til jorden som jeg også har gjort rede for det tidligere her i skriftet. For enten vil det vise sig, at Satans herredømme i menneskene er lig med nul og så vil Kristus stå som løgner eller også, hvis hans herredømme er af den art, som Kristus beskriver, så vil den frie menneskevilje ikke have status som andet end et pakæsel, Satans fange, som det er umuligt at befri, om ikke først djævlen bliver smidt på porten af Guds finger. Dernæst er der også en ting, som jeg sætter meget stor pris på hos dig [Erasmus], og som jeg vil fremhæve her, nemlig dette, at du alene, frem for alle de andre, er gået løs på selve det, sagen drejer sig om, det vil sige hovedpunktet i mit anliggende; du har ikke gjort mig led og ked ved alle de der mindre væsentlige sager om pavedømmet, skærsilden og afladshandlen og alt den slags, der ligner pebernødder, snarere end væsentlige sager; det er sådan noget, de så godt som alle sammen til dato har stræbt at fange mig i, uden held. Du har været helt alene om at se, hvad det er, det drejer sig om, det hele. Du er den eneste, der har sat mig kniven for struben, og det takker jeg dig for af hjertet, for det er denne sag, jeg går op i med så meget større lyst, som jeg er så heldig at have tid og ro til det.