Odense Syd til Centrum

Transkript

1 Odense Syd til Centrum Rute 1: Fruens Bøge/Hunderup Skov - Dalumvej - Faaborgvej Sdr. Boulevard - Gustav Johannsens Vej Fruens Bøge/Hunderup Skov Denne rute starter blandt fynske bøgetræer, nærmere bestemt i Fruens Bøge. Omkring år 1900 var dette område det foretrukne udflugtssted for de dengang knap odenseanere. Her mødtes de til fest, dans, sang, koncert, spisning, kaffebord, spil og hygge, og til deres disposition havde de ikke mindre end syv restauranter. Men først måtte byboerne bevæge sig ud til dette forlystelsescenter, og her var der flere muligheder: Nogle gik derud, gerne ad Sdr. Boulevard. Andre cyklede den samme strækning. Da øverste billede blev taget, var der dog andet end bøgeskoven, der trak. Det årlige Sct. Knuds Marked blev nemlig afholdt på området ved Ansgars Kirke. Foto: 1908, H. Lønborg, Odense Bys Museer. Sdr. Boulevard var også populær blandt cyklisterne, især efter 1898, da Danmarks måske første cykelsti blev anlagt på netop denne strækning. Frem til 1904 hed Sdr. Boulevard for øvrigt Heden. Foto: 1908, postkort. 9

2 I byen i Odense De mere magelige benyttede hestevogn Omkring år 1900 havde Odense 20 hestedroscher, og turen til Fruens Bøge kostede 1 kr. De to herrer på billedet klarer dog turen i egen hestevogn. Her har de netop passeret Tvangsarbejdsanstalten i Klaregade. Foto: Odense Bys Museer... eller automobil. Her er det Danmarks første bus, der gør holdt foran Restaurant Esplanaden. Anledningen var en prøvekørsel med henblik på etablering af et landsdækkende rutenet med passagerer og post. Foto: 1915, H. Lønborg, Odense Bys Museer. Nogle tog en sporvogn, enten ad Sdr. Boulevard I baggrunden ses lidt af fabrikken M.P. Allerups Eftf. A/S. Foto: 1920, Odense Bys Museer. 10

3 ... eller ad Læssøegade. Den første elektriske sporvognslinje i Odense blev indviet i Den gik ad Sdr. Boulevard fra Fruens Bøge til Kongensgade, Banegården, Nørregade, Flakhaven og Hunderupvej frem til Bülowsvej. I 1923 blev linjen forlænget ad Læssøegade til Hunderup Skov. Den sidste tur blev kørt den 1. juli 1952, men stoppestedet ved Hunderup Skov findes dog stadig. Nu stoppes der blot for vaffelis og slik. Foto: 1927, H. Lønborg, Odense Bys Museer. Der var også mange, der valgte Odense Å som transportvej. Nogle roede selv Foto: 1906, Odense Bys Museer... andre sejlede med dampbåd eller i slæbebåd... Udflugtsbådene fra Munke Mose startede i Den første båd blev navngivet Kvik, og de følgende fire år fik den følgeskab af bådene Pilen, Odin og St. Alban - foruden flere slæbebåde. På en god sommersøndag kunne man befordre indtil 400 personer i timen i hver retning, og prisen for en returbillet var 25 øre. I baggrunden til venstre ses kirketårnet til Ansgars Kirke. Foto: 1902, Odense Papirforretning, Odense Bys Museer. 11

4 I byen i Odense og helst på en returbillet. Så sparede man 5 øre. Afgang fra anløbsbroen i Fruens Bøge. På grund af ikke mindst de populære sporvogne blev sejladsen indstillet i 1919, men fra 1932 kunne odenseanerne og byens gæster genoptage sejladsen på Odense Å. Foto: 1911, Odense Bys Museer. Eller man kunne tage toget. Den sidste transportmulighed var Odense- Svendborg banen. Den åbnede i 1876, og første stop mod Svendborg var stationen i Fruens Bøge. Undertiden var der tilmed særlige skovtog til denne station. Fruens Bøge Station i Restauranterne De syv restauranter, som eksisterede ved århundredeskiftet, var Esplanaden, Sorgenfri, Skovpavillonen, Carlslund, Røde Hus, Skovlyst og Bøgeskovhus. Knap 20 år senere var der også restauranter ved siden af og over for Esplanaden. Det var Bondestuen og Restaurant Zoo, men på samme tid var tilstrømningen til området stærkt på retur, blandt andet på grund af bilismens indtog. Med dén blev det overkommeligt at vælge fjernere destinationer som for eksempel de fynske strande. Endvidere var der konkurrence fra nære alternativer som Næsbyhoved Skov og Stige Ø. 12

5 Kommunen som restauratør Den dalende popularitet behagede ikke byrådet i Odense. I 1876 havde Odense Kjøbstads Kommune nemlig - for den nette sum af kroner - købt området og de mange restauranter af arvingerne efter den oprindelige jordejer, kammerherre Chr. Benzon. I 1917 udskrev byrådet derfor en konkurrence om at gøre Fruens Bøge mere tiltrækkende - gerne i form af en folkepark omfattende såvel Fruens Bøge som Hunderup Skov og Sejrskov. Resultatet af konkurrencen blev kun den nuværende skovsø, som først blev udgravet 10 år senere. Udgravningen skete for øvrigt ved håndkraft, og hænderne tilhørte datidens arbejdsledige. I 1946 blev skovområdet til gengæld beriget med en helt anden attraktion, nemlig Den Fynske Landsby - og med den også Sortebro Kro. Kort over Odense: 1935, Hagen og Sørensen. 13

6 I byen i Odense Esplanaden - Café Den nyeste af de syv restauranter var Esplanaden. Ifølge Bygnings- og Boligregistret er huset opført i 1900, men arkitekt Harald Krogsgaard, som forestod en senere ombygning af huset, mener dog, at huset er noget ældre tallet passer imidlertid godt med restaurantens historie. Den første vært begyndte nemlig i Det var bornholmeren Thorvald Einar Foverskov, og til hjælp i det daværende gæstgiveri havde han sin hustru Caroline Sofie, deres fire børn og to ansatte. Caféen lå i stueetagen ud mod Sdr. Boulevard - eller rettere ud mod Heden. Serveringslokalet var 3,5 gange 12 meter stort, og derfra var der adgang til et anretterrum og et mindre værelse, som senere blev inddraget i restauranten. Bag ved huset var der også serveringsmuligheder. Her var en omtrent 1000 kvadratmeter stor have beplantet med store buske, og mellem buskene var der flere små, fantasirige lysthuse samt en keglebane. Esplanaden lå helt op til grænsen til Odense Købstads Markjorder. I 1934 blev Gustav Johannsens Vej anlagt omtrent midt på denne grænsedragning. Foto: ca. 1900, Nørmark, Odense Bys Museer. På Esplanaden kunne gæsterne frit læse dagens aviser - eller nyde tonerne fra en stilfuld grammofon. Bemærk vægmaleriet i baggrunden. Det kunne godt ligne den netop udgravede skovsø. Foto: ca. 1930, postkort. 14

7 Midt i 1920 erne blev haven bag Esplanaden ryddet, og fem år senere var de hyggelige lysthuse erstattet af 10 sammenbyggede garager. De blev i første omgang benyttet af mekaniker Mads Peter Ullerlund, og senere blev dette lejemål overtaget af Lillebil-Ringen 519. I 1992 blev der tillige skabt et nyt gæstgiveri bagerst i haven. Det var blot 38 kvadratmeter stort, og fælles for gæsterne var, at de alle gik på fire poter. Inges Kattehjem hed det dyrevenlige gæstgiveri, og Inge Sørensen hed kvinden, der åbnede det. Foto: 1903, H. Hansen, Odense Bys Museer. 15

8 I byen i Odense Nævnte prydhave var dog ikke nok til at holde på Foverskov. Han rejste efter blot et år, og derpå fulgte Esben Hansen i 1903 og Lars Nielsen i Omkring 1910 overtog restauratør J. Bagger huset og ansatte Rasmus Thomas Hansen som bestyrer. Efter Hansen kom restauratør Henrik Jensen, og i 1916 fulgte først fem år med Otto Emil Hansen og derpå et par år med J. Jessen. I 1924 købte købmand Junker Drejøe m.fl. huset og genindsatte Rasmus Thomas Hansen nu som restauratør. Herpå fulgte med korte mellemrum Gunnar Jensen, C. Hansen, Peder Hansen og Niels Sinius Jensen. Sidstnævnte blev i 1931 efterfulgt af sin hustru Amine, og hun blev på posten i 20 år. Den sidste vært på Esplanaden var Karl Lund Hansen, bedre kendt som Karl Faaborg. Han lukkede for sidste gang i 1954/55. Efter Esplanadens lukning blev huset indrettet til filial for Fyens Stifts Sparekasse. I dag er Sdr. Boulevard 83 - tidligere Heden overtaget af advokatfirmaet Skødekontoret. Foto: 2013, Torben Madsen. 16

9 De næste to restauranter lukkede før denne bogs tidsramme. Men pyt. Lad os blot aflægge dem en kort visit. Sorgenfri Restauranten Sorgenfri lå på Lærkehøjen, små 100 meter fra anløbspladsen for udflugtsbådene. Sorgenfri var i mange år samlingssted for arbejdere, blandt andet til 1. maj-demonstrationer. Her kunne de både spise og drikke, og hvis benene skulle røres, var der såvel en dansepavillon som en keglebane til rådighed. I en periode fra 1923 var der tillige udendørs forevisning af stumfilm. Sorgenfri blev bygget i 1851, og året efter stod værten Jens Christian Madsen for modtagelsen af de første gæster, og 40 år senere stod han der stadig - nu i en alder af 79 år. Derpå overtog hans 16 år yngre hustru, Sidsel Kirstine Madsen, posten i to år. Hun blev dermed den sidste vært/værtinde i dén bygning. I 1895 byggede kommunen nemlig en ny restaurationsbygning til Sorgenfri, og blot 20 år senere blev denne bygning væsentligt ombygget. Sorgenfri tørlagt Den første vært i den ombyggede restaurant var Rudolf Jørgensen, som tidligere drev beværtning i Folkets Hus. Derpå fulgte i 1915 beværter H. Christensen, i 1917 kroejer D.R. Knudsen - og i 1919 blev Sorgenfri tørlagt. Det sidste sørgede værten N.P. Hansen for. Han ændrede den således til afholdsrestaurant, dog uden synderlig succes. Året efter flød øllet igen, men åbenbart ikke i stride strømme, for i 1926 sagde den sidste vært, Valdemar Emilius Larsen, farvel og tak til den sidste gæst. Herefter blev bygningen benyttet til beboelse, og 40 år senere blev den nedrevet. Fra Erik Bøghs Sti var der ikke mange meter til Sorgenfri. Den oprindelige Sorgenfri fra 1851 ses nederst til venstre på planen. Langs med denne bygning lå keglebanen, og for enden af den ses dansepavillonen. Sidstnævnte blev opført i Øverst på planen ses den nye Sorgenfri, som blev opført i 1895 og nedrevet i Plantegning fra efter

10 I byen i Odense Denne bygning blev opført i 1895 og ombygget i Efter ombygningen anmodede lejeren byrådet om lov til at ændre navnet Sorgenfri til Skovbakken, men det blev ikke godkendt. Postkort, Sorgenfri efter ombygningen i Til venstre i billedet skimtes dansepavillonen. Postkort, efter

11 Lærkehøjen findes stadig, men i stedet for restauranten Sorgenfri står der nu en mindesten af Albani Bryggeriets første direktør, Ludvig Theodor Schiøtz. Han var medlem af Foreningen til Byens Forskjønnelse, som (efter 1873) virkede for forskønnelse af Fruens Bøge. Endvidere bekostede han mange af de nye træer, der gennem det forrige århundrede blev plantet sammesteds. Broen til venstre i billedet blev bygget i Først i træ og 40 år senere i jernbeton. Foto: 2012, Torben Madsen. 19

12 I byen i Odense Pavillonen Humlepletten Knap 500 meter fra Sorgenfri var der en kraftig duft af humle. Duften stammede fra den lysning, der i dag er dekoreret med et stort bøgeblad af stål. Her arbejdede man med netop denne plante, og området var derfor kendt som Humlepletten. Bearbejdningen såvel som opbevaringen af humlen var knyttet til et lille stråtækt skovhus. Det samme var nydelsen af det færdige produkt, øllet, og ikke mindst når den nærliggende gård, Christiansdal, afholdt den årlige høstfest i de samme omgivelser. Desværre for os stoppede de utvivlsomt muntre høstfester på Humlepletten omkring Til gengæld blev den hidtil lukkede Fruens Bøge nu åbnet for offentligheden - takket være kammerherre Christian Frederik Otto Benzon, som netop havde arvet skoven efter sin far. Samme Benzon var dog ikke bedre, end at han selv sørgede for at erhverve Bevilling paa Beværtning for Smaahusene dersteds. Endvidere accepterede han, at netop Humlepletten blev reserveret en forening for det finere Borgerskab. Skovforeningen Foreningen, der således fik førsteret til Humlepletten, blev stiftet i 1839, og dens formål var at skabe Forlystelser i Fruens Bøge for Sommeren. Nogle år senere blev det præciseret som Sammenkomster med Koncert hver Søndag fra Kl. 6-7½ og Bal fra Kl i Sommermaanederne. I begyndelsen kaldte foreningen sig Sommerselskabet. Senere antog den navnet Foreningen i Fruens Bøge eller blot Skovforeningen. Medlemmerne var Borgere og Embedsmænd med deres Familier. Det udelukkede adgang for blandt andre Militære af Underklasserne og Haandværkssvende. Senere fik såvel underofficerer som håndværkssvende dog adgang, men Folk i tjenende Stilling var fortsat uønskede (i 1890). Til den kategori hørte blandt andre Opvartere, Kuske, Sypiger, Fabrikspiger og Glasværksarbejdere. Først i 1905 blev foreningen delvis åbnet for medlemmer af andre samfundsklasser. Pavillonen i Fruens Bøge Den første sammenkomst fandt sted den 22. maj 1840, den sidste i I de mellemliggende år havde foreningen vedvarende adgang til en pavillon på Humlepletten. Den første pavillon var det stråtækkede skovhus - med humlen. Det blev dog først taget i brug, efter at Benzon for egen regning havde foretaget en udbygning af huset, og foreningen selv havde anlagt et dansegulv foran huset. Skovforeningens første pavillon var et stråtækt skovhus, som tidligere tjente til blandt andet bearbejdning og opbevaring af humle. Stregtegning: Årstal og kilde ukendt. 20

13 I 1883 blev den gamle pavillon erstattet af en langt større og bedre udstyret pavillon, tegnet af arkitekt P.C. Monberg. Denne pavillon bestod af to parallelt liggende fløjbygninger og mellem dem en tårnbygning. Hver fløjbygning var på 310 kvadratmeter, og den kvadratiske tårnbygning var ca. 150 kvadratmeter. Selve tårnet var 25 kvadratmeter stort og 14 meter højt. Denne nye pavillon rummede alt, hvad foreningen kunne begære: en festsal på 240 kvadratmeter, aftrædelsesværelser for damer og herrer, orkesterrum, restaurations- eller konditorilokale, buffetrum, spiserum, anretningsrum, fadebur, spisekammer, køkken og adskillige værelser. Endvidere var der øl- og vinkælder samt viktualiekælder og vaskerum. Med et 14 meter højt tårn var Pavillonen meget synlig i den skov, der oprindeligt var kendt som Skoven ved Christiansdal eller blot Christiansdals Skov. Stregtegning: Årstal og kilde ukendt. 21

14 I byen i Odense Ejerskabet til den nye pavillon blev efter aftale overladt til Odense Kommune, som få år forinden havde købt såvel skoven som den gamle pavillon. I denne aftale indgik også, at Skovforeningen fortsat skulle have rådighed over pavillonen en dag om ugen. Endvidere skulle foreningen ved disse sammenkomster have ret til at lade området omkring pavillonen og dansegulvet afspærre ved betjente. Danmarks måske største danseestrade Foran såvel den gamle som den nye pavillon var der en danseestrade. I 1890 var den vokset til 815 kvadratmeter og dermed blandt landets største - hvis ikke den største. På samme tid havde Skovforeningen 1041 familier og 589 enkeltpersoner som medlemmer. Når vejrguderne viste sig fra deres bedste side, var det derfor almindeligt med et fremmøde på mennesker - svarende til godt 10 % af byens befolkning. Var vejrguderne derimod i dårligt humør, kunne de fremmødte samles i festsalen på blot 240 kvadratmeter. I dårligt Foran Pavillonen var der fæstnet en promenade-terrasse i træ, og mellem denne og danseestraden (bagerst i billedet) var der borde og stole. Efter en udvidelse i 1890 var danseestraden med sine nu 815 kvadratmeter blandt landets største. Postkort: Årstal og kilde ukendt. 22

15 vejr kunne det også ske, at sammenkomsten blev aflyst. I så fald blev det annonceret på Hempels Taarn ved Gråbrødre Plads. I dette tårn blev der ved hver sammenkomst hejst et flag klokken 2 om eftermiddagen, og hvis det blev halet ned inden klokken 5, betød det, at arrangementet var aflyst. Den form for kommunikation blev senere afløst af sms er. Med hensyn til selve dansen blev den ledet og overvåget af danseinspektører. De første inspektører var foreningens bestyrelsesmedlemmer, også kaldet directeurer, og deres repertoire bestod af runddanse som vals, Wienervals, Holstenvals (Galop), Tyrolervals, Hamborgervals (polka), Galopade og Mazurka. I 1853 blev directeurerne erstattet af en danseinspektion bestående af dannede unge Mennesker, som tillige vare flinke Dansere. Herefter kom der flere mindre kendte danse til såsom Galopin, Varsovienne, Lotte ist todt, Rheinländer etc. I 1890 var der 12 af den slags danseinspektører, og til deres held var det ikke alle fremmødte, der deltog i dansen. Mange kom blot for at høre den indledende koncert - eller iagttage de dansende. De musikere, der spillede for pavillonens gæster, havde både en musiktribune og en musikpavillon til deres rådighed. Her ses musikpavillonen og i baggrunden skovfogedboligen. Sidstnævnte blev opført i 1857 og tjente først som restaurationsbygning og senere, formentlig fra 1876, som skovfogedbolig og opbevaring af skovforeningens inventar. Foto: Odense Bys Museer. 23

16 I byen i Odense Værtsfolkene Pavillonen bød også på mad og drikke. I 1910 erne annoncerede man således med både 1ste Kl.s Café og Restaurant og 1ste Klasses Sommeretablissement med Selskabslokaler til 400 Kuverter. Den første ansvarlige for Pavillonens restaurant var Madam Larsen. Herpå fulgte i 1846 restauratør Gamst, i 1858 jomfru Thomsen, i 1860 gæstgiver Bille, i 1862 gæstgiver F. Larsen, i 1865 bager W. Christensen, i 1867 konditor Rasmussen, i 1883 Carl Sievecke, i 1913 Carl Christian Hansen, i 1920 Hans Peter Christian Andkjær, i 1923 Lorenz Lorenzen, i 1924 P. Schmidt, i 1925 Charles Hansen, i 1929 Th. Sørensen, i 1930 Henry Bang, i 1932 Carlo Jensen og i 1935, som den sidste vært, Jørgen Christian Hansen, der tillige drev traktørstedet Carlslund. Når Skovforeningen holdt sin ugentlige sammenkomst, var det fuldt optrukne område afspærret med vagter langs kanten. Inden for den optrukne linje ses Pavillonen (A), Tilskuertribune (B), Musikpavillon (C) og Skovfogedboligen (D). Sidstnævnte tjente oprindeligt som restaurationsbygning. Uden for linjen ses Hestestalden (H) og den stadig bevarede Frihedsstøtte (I). Endvidere var der et Skydehus (G) og et Maskinhus (F). Tegningen stammer fra et jubilæumsskrift fra 1890, og her er der endvidere omtalt et hus, som lå ved dansepladsen - formentlig 8-10 meter til venstre for tilskuerpavillonen og parallelt med denne. I dette hus boede i 1876 en fæster ved navn Christian Hansen, og han var forpligtiget til at passe skoven. Til gengæld indeholdt hans fæstebrev også denne bestemmelse: Fæsteren har Lov til at beværte Borgere og Embedsmænd fra Odense og Omegn med The og andre Forfriskninger, men Udskjænk til Haandværkssvende og Drenge samt Tjenestefolk skal være aldeles forbudt. 24 Stregtegning, 1883.

17 Pavillonen lå omtrent der, hvor der i 2010 blev installeret et 45 meter langt bøgeblad i stål. Idémanden til dette blad er Jørgen Edgar Hansen og kunstneren Floyd Stein, og projektet blev realiseret i samarbejde med Aasum Smedie. I dag bliver det tidligere danseområde benyttet til picnic og legeplads. Foto: 2013, Torben Madsen. Nye tider Efter 1. verdenskrig gik det tilbage for Skovforeningen, og i 1932 opløste den sig selv. Pavillonen fortsatte dog som restaurant indtil Herefter blev den i en periode brugt til andre formål, blandt andet skole for unge arbejdsløse og senere værnepligtige. I 1946 valgte byrådet at rive Pavillonen ned og langt senere at erstatte den med et kæmpe træedderkoppespind og en ditto træedderkop. Edderkoppen og dens spind kom op i 1997, og 13 år senere fik også den nådestødet. I dag er Humlepletten dekoreret med et gigantisk bøgeblad i stål samt bænke og borde for odenseanere på picnic. 25

18 I byen i Odense Carlslund Fra Pavillonen var der ikke mange skridt til et traktørsted, der åbnede døren for alle - ikke blot de fine. Det var Carlslund, men hvem denne Carl var, vides ikke med sikkerhed. Det er dog tvivlsomt, om andre end ejeren, Christian Frederik Otto Benzon, har vovet at navngive en del af skoven (lund: lille skov) efter sig selv eller sine. Jeg gætter derfor på, at kilden til navnet er Benzons søn, Carl Ludvig Adolph von Benzon. Hvornår navnet blev introduceret eller huset opført, er ligeledes usikkert. I bogen Danske Byer og Sogne fra 1935 hævdes det, at dette traktørsted er over 100 år gammelt - altså fra før En anden kilde anslår, at huset blev bygget i 1860, og en tredje hævder, at det rigtige årstal er Sidstnævnte kilde er et meget detaljeret jubilæumsskrift, udgivet i anledning af Skovforeningens 50-års jubilæum. Det udkom i 1890, og skribenten, J. Lauritsen, har derfor - efter al sandsynlighed - selv overværet opførelsen. Mit bud er derfor, at 1871 er det rigtige årstal. Pladsen foran Carlslund var - og er - et populært sted om sommeren. Dette par kunne dog godt ligne et, der var til stede mere for fotografens end for egen skyld. Bemærk, at det synlige bindingsværk mangler på dette billede, formentlig som et resultat af, at bindingsværk engang blev anset for mindre fint. Derfor lagde nogle husejere et lag puds udenpå bjælkerne. Bemærk også gavlen. Her var der oprindeligt en dør midtfor. Den blev senere erstattet af et vindue. Postkort: Årstal ukendt. 26