21. søndag efter trinitatis II

Transkript

1 21. søndag efter trinitatis II»Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.«sådan hørte vi før ordsproget fra Ezekiels bog. Et ordsprog der heldigvis, vil ligge fjernt fra de fleste menneskers forståelse af sammenhængen mellem skyld og straf. At et barn skulle straffes for faderens forbrydelse giver ikke mening, barnet har ikke noget ansvar for det der er sket og derfor ikke nogen skyld. Derfor kan vi kun nikke samtykkende når det i teksten hedder: Gud Herren siger, det ordsprog må I ikke bruge mere. Men et er et ordsprog, noget andet er den følelse og den oplevelse et menneske kan have, af at blive straffet for en forbrydelse en forfader har begået. Mange tyskere føler stadig at de bærer en skyld, eller måske snarere en skam over de grusomheder der fandt sted i deres land under anden verdenskrig. Det er en straf de er blevet pålagt ikke udefra, men snarere indefra, et selvbillede, som de har fået overdraget gennem deres forfædres handlinger. De føler det, også selvom der nu er gået så mange år og man skulle synes at de kunne lægge fortiden bag sig. Og forhåbentlig er det hvad der kommer til at ske med tiden. Så selvom ordsproget om de sure druer og stumpe tænder ikke er et vi ville bruge i dag, så er det alligevel spørgsmålet, om vi helt har sluppet det forhold, at noget skyld synes at nedarves. 1

2 I mindre synlig målestok, har vi et begreb som social arv, en arv der kan være svær at bryde, fordi vi ikke alle bliver givet de samme muligheder for at komme frem i vores tilværelse. Nogen får givet meget andre lidt, nogen bliver mødt med overskud, andre underskud. Forældre kan bære en negativ arv videre fra deres egen opvækst, som de nu mere eller mindre vidende overdrager til deres børn. Man hører ofte, hvordan forældre må stoppe sig selv, og måske med et smil eller en svag dårlig samvittighed erkende, at der lød jeg vist ligesom min mor eller far. Vi kan på den måde komme til at fastholde hinanden i en negativ relation, hvor fortidens slid påvirker det menneske vi har fået givet i vores hånd. I det gamle testamente lyder Guds ord til profeten Ezekiel: Alle menneskeliv tilhører mig! Og sådan må vi aldrig glemme at vi skal se på hinanden. Ikke som skabninger der skal formes og støbes med den støbeske som er min, men som skabninger der allerede er støbt og som derfor ikke skal bære det dårlige videre som vi vil påføre dem. Alligevel bliver vi jo hele tiden filteret ind i hinandens liv, og det er jo smukt og godt, og ind imellem svært og besværligt. Vi kommer til at støde og såre, også selvom vi ser på hinanden med kærlighedens øje. For vi er bare mennesker, og må erkende at det giver os visse begrænsninger. Men mennesket tilhører altså Gud! Den sætning tror jeg godt kan provokere en del af os, for ofte vil vi helst være selvstændige og uafhængige individer. Det gælder bare ikke i forhold til Gud, for i dåben 2

3 hedder det, ved korsets tegn, som vi hørte det lige før da Arthur blev døbt, til et vidnesbyrd om at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Måske er det ikke kun provokerende, for hvis vi tør dvæle lidt ved ordene, så er de i høj grad også frisættende og tryghedsskabende. For den Gud vi kommer til at tilhøre i dåben, lader os ikke bære nogen skyld eller nogen straf videre. Pointen i dåben er netop, at vi er mennesker der livet igennem ganske sikkert vil komme til at gøre ting vi ikke burde gøre det kan ingen af os sige os fri for, men vi skal ikke straffes for det. Vi får skylden taget fra os, og kan derfor stå som ligeværdige mennesker når det kommer til vores gudsforhold. Guds forhold til mennesket er ikke bestemt at hvad vi har gjort eller sagt, eller hvad vi ikke fik gjort. Vi skal derfor ikke opfatte det svære der rammer os i livet som en traf for vores egen eller fortidens synder sådan er Gud ikke. Og det ved vi, fordi Jesus siger det klart og tydeligt i teksten fra Lukasevangeliet: Jesus vil at der skal ruskes op i folk. Han gør det med ord, der både støder og forskrækker i samtiden og sender dønninger ind i vores nutid. Omvend jer, eller jeres skæbne bliver som galilæernes eller de, der døde, da tårnet i Siloa styrtede sammen. Skræmmende ord, men i konteksten en trøst, for det Jesus siger til sine tilhørere er, at de ikke skal bilde sig ind, at de mennesker, der fik så grusom en skæbne, var større syndere eller mere skyldige end de selv. 3

4 Ingen er fejlfri. Ingen er skyldfri, sådan sætter Jesus syndens realitet på plads og dermed stiller han os lige. Og så fortæller han en lignelse om sig selv og os. Den handler om et vintræ der ikke vil give frugt og om bonden der vil fælde det, fordi det optager plads. Men gartneren bliver træets redning, han vil gøre dets forhold bedre og det får lov til at blive stående. Vi må se Gud som bonden i den lignelse, os selv som figentræet og Jesus som gartneren. Uden Jesu liv og død, der ville vi være i risiko for at blive fældede, hvis vi ikke bar den gode frugt. Men det behøver vi ikke frygte, fordi gartneren er på vores side og sørger for os, også når vi ikke bærer god frugt. Synd og skyld kan i tekstens sammenhæng ikke gradbøjes og det gør sig også gældende, når vi står overfor Gud, som de mennesker vi er. Vi kan ikke hæve os op over livet ved at leve på dydens smalle sti og ved det undslippe døden (det viser al erfaring); det kan vi kun ved at overgive os til Gud, for kun gennem ham kan livet vise sig stærkere end døden. Det er ikke kollektivet, familien eller andre relationer, der afgør skæbnen og livets udfald; men Gud, det er ham, der gør mennesket til et sandt menneske og et frit menneske, gennem troen. Kierkegaard skriver i sit værk; Sygdommen til døden (i en lidt omskrevet form), at modsætningen til synd er ikke er dyd, men derimod tro. Dyden er nok en kærlig tilgang vi kan have til hinanden, men det kan aldrig blive en vej til evigt liv og frelse, for så ville Gud i virkeligheden 4

5 være sat helt ud af spillet, og vi ville selv være guder. Troen er altså syndens modsætning og derfor et vigtigt grundvilkår i vores liv. Og når vi lægger vores tro og vores håb i Guds kærlige hænder, så kan vi vide at vi bliver taget imod, for Gud er ikke en nærig Gud. I lignelsen er figentræet også et symbol på Guds tålmodighed med menneske. Træet der i tre år ikke har båret frugt, burde være hugget om, stammen brugt som brænde og et andet træ plantet, men sådan handler Gud åbenbart ikke med os, han lader ikke sin straf falde over os, derimod lader han sin kærlighed til os flyde frit, så vi kan bruge den som næring i vores liv. Efter prædikenen, når koret har sunget en motet, skal vi synge en ny salme. Det er en af de salmer som er kommet i et nye salmebogstillæg, der blev introduceret for os forleden aften. I tillægget bliver vi givet 100 nye salmer, der med nye ord og på nye måder giver os sprog for troen. Og i en af de salmer, sammenfattes i et enkelt vers, det jeg indtil nu har forsøgt at sige, om synden og skylden og om hvordan Gud forholder sig til sit menneske. Salmen hedder, med en populær vending; du tar mig som jeg er: og andet vers lyder: Du tar mig Herre Gud, når jeg er svag og ingenting er værd, og jeg så tit har nægtet dig min tanke. For jeg er barnet som du førte ud af dåbens storm og skum, om skarpe skær, mit kors er dit, det er min redningsplanke. 5

6 Gud tager os som vi er, med alt det smukke og alt det dystre, al kærligheden og al synden. Og ikke nok med det, han giver os en redningsplanke, i korset. Vi kan træde på den med sikre skridt og vide at intet han vælte os ned af den, end ikke døden. Amen 6