PROLOG. Stemme: Søndag morgen klokken 7.28 forlod Djævelen

Transkript

1 5 PROLOG Stemme: Søndag morgen klokken 7.28 forlod Djævelen sit pensionatsværelse og gik ned til torvet. Her stillede han sig op og så på menneskene. Han så straks at det er kærligheden der er vidunderet. Hvor forfærdeligt, tænkte han. Det eneste menneskene vil ha, er det de ikke kan få. Alle går de rundt og drømmer og drømmer og intet kan trøste dem. Ingen rigdom, ingen glans, ingen beruselse kan trøste dem når det gælder kærligheden. Hvis ikke de havde den tro, der suger livet ud af dem, hvilke underværker kunne de ikke skabe? Djævelen købte de fornødne materialer og gik tilbage til sit logi, låste døren indefra, slukkede lyset og blev indendøre i nogle uger. Da han atter gik ud i byen, havde han skabt et spejl der viste menneskene hvad han så. Djævelen løftede spejlet op mod alle forbipasserende og der udbrød en tumult og en rungen af latter på den fyldte bro. For endelig så menneskene hvordan drømmene hang på dem i form af hatte, ringe, tøj og våde hundeblikke efter hinanden. Alle lo og lo og pegede fingre af hinanden. Og Djævelen lo højest af alle. Nu fløj han op over gaderne, mellem husene og vendte spejlet ind mod alle vinduerne. En frusteret

2 6 maler der fik blikket i spejlet kastede sig over sin nøgenmodel og malede hendes næse i panden og hendes øjne i maven. Djævelen fløj højere og højere op. Men ak, jo nærmere han kom himlen, jo mere sitrede spejlet, indtil det knustes i hundrede billioner af stykker der alle spredte sig i de syv vinde der herskede deroppe. Nu føg Djævelens spejl ud over hele verden. Når folk fik en splint i øjet, så de alt omvendt og hæsligt, og de var nødt til at opfinde nye tanker og nye samfund for at forstå den nye verden. Når folk fik en splint i hjertet, drog de ud på ensomme rejser med kun nordenstjernen til at lede dem. Og Djævelen vidste han havde gjort det rette. Han havde reddet menneskene fra det eneste der i grunden kunne gøre dem ondt. Deres drømme om kærlighed. Uden kærligheden var de usårlige. Og Djævelen satte sig på sit pensionatsværelse søndag aften klokken og græd og græd, og han vidste ikke hvorfor.

3 7 1. SCENE KAJ, GERDA OG BEDSTEMODEREN I en lille lejlighed i Hindegade. Kaj: Brrr, det ser hundekoldt ud derude. Gerda: Ja, det gør det. Men her er der dejligt lunt og godt. Kaj: Det er rart man ikke går rundt derude og fryser. Brrr. Gerda: Men det er der jo ikke nogen der gør, Kaj. Alle sidder inde nu og luner og hygger sig. Kaj: Ved du hvad hunde siger, når de skal sige det er koldt? Gerda: Nej, hvad siger de, Kaj? Kaj: De siger, grrr, det er... det er... det er sørme koldt. (Dyb tavshed) Nej, vent lidt, vent lidt. De siger ikke noget, for de kan ikke snakke. Gerda: Ha, ha, ha, ha, ha. Åhh Kaj, du er vidunderlig. Du kan altså virkelig noget med ord. Bedstemoder: Ved vor husflid mangt et aftensæde sent vi sad, det blev os aldrig trist; thi vi gik dertil med arbejdsglæde: Lysten driver værket, det er vist! Vi har hugget, snittet, høvlet og savet, bundet kurvestole, bøger i bind, vi har kønne blomsterborde lavet! - kom og se på alt med venlig sind!

4 8 Kaj: Åhh, Gerda, du er så bedårende. Jeg bliver stærk som en løve når jeg ser dig. Gerda: Jeg har det lige omvendt. Jeg bliver svag som en killing når jeg kigger på dig. Kaj: Kan du høre stormen, Gerda? Gerda: Nej. Jeg hører kun mit lille hjertes lykkelige banken. Hør! Læg øret ind til mit bryst. Kan du høre? Ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-gung. Som hesteklove ned ad Store Kongensgade. Kaj: Når jeg er sammen med dig, er der kun mig. Og dig. I hele universet er der kun os. Jeg vil bare elskes... alene. Gerda: Hvem er Lene? Du har aldrig fortalt mig om Lene? Kaj: Nej, nej, Gerda. Jeg mente, elskes af dig alene. Gerda: Nåhh, så forstår jeg. Undskyld, Kaj. Du er nogle gange bare så hurtig med sproget, at jeg slet ikke kan følge med. Det går jo over stok og sten. Bedstemoder: Men vort værk du ej i Penge regne, det i kroner tæller vel ej stort; dog om hjemmets lykke kan det hegne, i den tanke er vort arbejd gjort! Kendte du den glæde vi har fundet i vor husflidssyssel, så du forstod at vi mer end kroner havde vundet, vi ved den vandt liv og lyst og mod! Gerda: Din bedstemoder er noget helt for sig selv. Du er heldig at ha en bedstemoder som hende.

5 9 Kaj: Bedste er bare den bedste i verden. Gerda: Ha, ha, ha, ha, ha. Du sagde det samme ord to gange og så alligevel havde det forskellig betydning. Åhh, du er den sødeste og morsommeste gut i hele denne verden. (Kaj åbner vinduet og kigger ud. Kaj får en af Djævelens glassplinter i øjet. En sær forandring finder sted) Kaj: Brrr, det ser dejligt koldt ud derude. Gerda: Ja, det gør det. Men her er der lunt og godt. Kaj: Jeg ville nu hellere være derude. Man tænker så godt i kulden. Gerda: Alle sidder inde nu og luner og hygger sig. Kaj: Gerda, du er så dum, at det gør ondt. Gerda: Ha, ha, ha, ha, ha. Åhh, Kaj, du er vidunderlig. Du kan altså virkelig noget med ord. Bedstemoder: Ved vor husflid mangt et aftensæde sent vi sad, det blev os aldrig trist; thi vi gik dertil med arbejdsglæde: Lysten driver værket, det er vist! Vi har hugget, snittet... Kaj: (aber efter hende)... høvlet og savet, bundet kurvestole, bøger i bind, vi har kønne blomsterborde lavet! - og kæft hvor vi kedede os og følte os dumme som en dør. Gerda: Kaj, dog. Gør du grin med Bedstemoder?

6 10 Kaj: Åhh Gerda, du er så bedårende. Jeg bliver stærk som en løve når jeg ser dig. Gerda: Jeg har det lige omvendt. Jeg bliver svag som en killing når jeg kigger på dig. Kaj: Kan du høre stormen, Gerda? Gerda: Nej. Jeg hører kun mit lille hjertes lykkelige banken. Hør! Læg øret ind til mit bryst. Kan du høre? Ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-gung. Som hesteklove ned ad Store Kongensgade. Kaj: Når jeg er sammen med dig, har jeg bare sådan lyst til at springe ud af vinduet. Gerda: Kaj! Kaj: Der var det igen. Udenfor vinduet. Snefnuggene er så smukke. De er frie, de er vilde. Og nogle gange er det som om de samler sig til en skikkelse så smuk, en skikkelse der farer afsted for altid fri. Bedstemoder: Men vort værk du ej i Penge regne, det i kroner tæller vel ej stort; dog om hjemmets lykke kan det hegne, i den tanke er vort arbejd gjort! Kaj: Jeg er færdig med husflid, din nar! Jeg er færdig med sløjd. Jeg gider ikke mere. Du kan ta din forpulede høvl, dine riskoste, din rebbinding og dine hæslige halmsko og stikke dem op i røven på Gerda, for der er plads nok. Bedstemoder: Jeg tror monstro du har feber. Kaj: Jeg har lyst til at skøjte med pikken ude af bukserne.

7 11 Bedstemoder: Ha en god tur. Gerda: Nu har du været sådan i dagevis, Kaj. Det er som om en anden har taget dit sted. Du gør grin med mig selvom jeg elsker dig. Du tænder ild i bedstemoders overskæg selvom hun er så glad for det. Kaj: Jeg får kvalme af at være her. Dumheden, småligheden, lugten af sved og rådne tænder. Kan du ikke mærke det, Gerda? Jeg brækker mig hvis jeg bliver her et sekund til. Jeg må ud i sneen! Bedstemoder: Kendte du den glæde vi har fundet i vor husflidssyssel, så du forstod at vi mer end kroner havde vundet, vi ved den vandt liv og lyst og mod! Gerda: Bedstemoder? Kaj har ændret sig. Bedstemoder: Kaj er gået ned til voldgravene for at skøjte. Ude omkring de mørke våger, omme bag bommen væk fra de andre børn alene langs voldgravene rundt omkring Kastellet, hen til den fjerne ende ud mod havnen, dér hvor isen brager og knager og kun de ensomme drager hen for at tegne deres cirkler og halve bristede hjerter, dér er Kaj skøjtet hen med sit knækkede sind. Ud mod de mørke våger i isen, hvor grenene hælder og droscherne og menneskene og hestene og kammeraterne aldrig kommer. Der står Snedronningen og venter. Venter på Kaj. Kaj i drømme. Kaj i fremmede hænder. Kaj henover ishimlen. Farvel. Farvel. Kaj: Snedronningen!

8 12 (Kaj går) Gerda: Så vil jeg gå ud og lede efter ham. Ser du, Bedstemoder, jeg trækker vejret for Kaj og han trækker vejret for mig. Uden hinanden vil vi dø. Der er ingen forude for hverken Kaj eller mig. Vi har kun hinanden i hele dette liv. Bedstemoder: Så skrid med dig. (Gerda tager sine røde sko på og går ud for at lede efter Kaj)