Sammen. Børn og unge - og diakoni. Nyheder om menighedspleje - på landsplan og lokalt OM MENIGHEDSPLEJE TEMA:

Transkript

1 Sammen OM MENIGHEDSPLEJE TEMA: Børn og unge - og diakoni Nyheder om menighedspleje - på landsplan og lokalt 3SEPTEMBER 2000

2 Valby Tingsted 7, 2500 Valby Fælles telefonnummer: Telefax: Formand for Fællesudvalget Arkitekt m.a.a. Jørgen Kreiner-Møller Direkte tlf.: Konstitueret generalsekretær Administrationschefen Administrationschef Gorm Skat Petersen Sekretariatsleder Anne Olesen Reception/Sekretariat Merethe Jægergaard Ældreservicekonsulent Hans Lyndrup Aflastningstjeneste Ellen Dalgaard Jensen Besøgstjeneste/Omsorgsgruppe Irma Tonnesen Birthe Johnsen Käthe Steffensen Birthe Thordsen Træffetid : Tirsdag kl Udviklingskonsulenter Nord- og Midtjylland Lise-Lotte Nielsen København og Nordsjælland Anne Mette Johannsen Diakonisekretær Elinor Rasmussen Administration/Regnskab Rita Bjerregaard Eva Godtfredsen Anne Marie Jensen Søren Knudsen Ole Sørensen Information/Forskning Palle Højland Liselotte Malmgart Fælleskontorets åbningstid Mandag-torsdag kl. 9-16; fredag kl Fonden De Stille Stuer Fælleskontorets åbningstid Forsidebilledet: Kasper og Andreas foran Søborgmagle kirke. Dette og fotos side 3, 4, 5, 9, 19 og 22: Rune Hansen 2 Børn og unge og diakoni Er vi lidt bange for børn og unge i forbindelse med kirke og diakoni? Dette nummer af Sammen sigter på at give både idéer og forslag - og hjælp til at forstå børns og unges univers. Den tankegang, som Menighedsplejerne står for, må ikke blive fremmed for den næste generation. At tage hensyn til de svage må ikke blive en glemt dimension i vort folk. Derfor har dette blad det gennemgående tema BØRN - UNGE og DIAKONI. Det bør læses også af andre end ungdomsledere. Indhold Afsked med - tak til generalsekretær Alf Mulnæs side 3 Børn, unge og menighedspleje side 4 Midifumbu - en artikel om børn og diakoni side 6 Møde på gaden - om Projekt gadepræst side 9 Gudstjeneste midt på Strøget i København side 10 Bliver det sådan i Danmark? - En studierejse til Holland side 12 Stilhedens katedral, Teltkirke på Roskilde Festival side 14 Børn og unge arbejdet side 16 Børn og paradis - børns religiøse udvikling side 18 Fredagsbørn - et værested i Jersie sogn side 21 Bunkerkirken i Næstved, en kontakt til byens unge side 24 Om Folkekirkens AIDS-tjeneste side 26 Noter og nyt om menighedsplejerne side 27

3 Afsked med - og tak til Alf Mulnæs En orientering fra Fællesudvalgets formand Alf Mulnæs Midt i juni måned måtte vi udsende følgende pressemeddelelse: Samvirkende Menighedsplejers generalsekretær gennem de sidste to år forlader nu Menighedsplejerne. I næste måned fylder Alf Mulnæs 60 år, og han ønsker at gå på pension efter et stort arbejde med at reorganisere Menighedsplejernes fælleskontor. Alf Mulnæs arbejde har været af stor værdi for Samvirkende Menighedsplejer, og det er et velorganiseret fælleskontor med engagerede, loyale medarbejdere, som han siger farvel til. Samvirkende Menighedsplejers generalsekretær forlader en organisation, der er midt i en krævende omstilling, hvor det frivillige sociale arbejde har fået en vigtig samfundsmæssig placering, og hvor en aktiv kritisk medspiller omkring fastholdelse af samfundets kollektive omsorg for det enkelte menneske er nødvendig der er sprækker i velfærden, og det udfordrer det lokale, folkekirkelige sociale arbejde. Samvirkende Menighedsplejer er i disse år i fuld gang med et stort udviklingsprojekt, der har til formål at udvikle det organiserede sognebaserede menighedsplejearbejde på landsplan. Dette er organisationens kvalificerede reaktion i en samfundsmæssig situation, hvor rationaliteten og den økonomiske kalkule sættes i stedet for menneskelighed og omsorg for medmennesket. 3 Organisationens administrative opgaver vil fortsat blive varetaget professionelt og kompetent af fælleskontoret på Valby Tingsted, og de mange lokale aktive frivillige, sognemedhjælpere og præster kan nu som før hente råd og støtte til deres vigtige arbejde hos fælleskontorets konsulenter. Administrationschef Gorm Skat Pedersen er konstitueret generalsekretær frem til ansættelse af en ny generalsekretær. --- To år er kun en lille periode af Samvirkende Menighedsplejers 98 år lange historie. Men de sidste to år har været af stor betydning med en omfattende og krævende reorganisering af arbejdet på fælleskontoret, for fællesudvalget, ledelsen og fælleskontoret. Dette arbejde er nu godt gennemført, og vi må se frem og forholde os til de store opgaver, vi som diakonal organisation har i et samfund under forandring. Jeg vil her benytte lejligheden til at takke Alf Mulnæs for en stor og engageret indsats og ønske ham og hans familie fred og alt godt! Jørgen Kreiner-Møller formand for fællesudvalget

4 Børn, unge og menighedspleje Af Bente Viuf, sognepræst, formand for Samvirkende Menighedsplejers Børn og Unge-udvalg Når ordet menighedspleje eller diakoni kommer på tale, tænker de fleste umiddelbart på ældre, på besøgstjeneste og gamle, syge og ensomme. Sjældent tænkes børn og diakoni sammen. Det sker, at nogle af de kirkelige børneklubber også ind imellem har et diakonalt indhold, men de fleste er bygget op omkring undervisning. Der udgives tonsvis af materiale om kirkelig undervisning af børn, men det er undtagelsen, at nogen tager fat på, at vi i høj grad har brug for en diakonal indsats i børne- og ungdomsarbejdet. Det, som børn og unge har brug for, er nemlig nogle voksne, der for alvor orker dem, gider være sammen med dem og lave noget eller ingenting, hvis det skal være, og som tager dem alvorligt lige på det sted og det udviklingsstadium, de er i. Forældre og samfund har faktisk ladet dem i stikken, børn og unge er rodløse og ved mere om Islam og reinkarnation, end de gør om den dåb, de er døbt med, og 4 den religion, de selv hører til. Denne tilstand udryddes ikke bare ved undervisning, men ved at kirken tilbyder et fællesskab, et ægte fællesskab, der bærer noget dybere i sig. Børn og unge skal have noget med sig gennem tilværelsen, som er af varig karakter. Noget, som giver dem en særlig identitet. De får det ikke kun af undervisning, af at høre om noget, men de kan få det ved at møde en kirke, der ved, at fremtiden er deres, og som holder nok af dem til at bringe håbet videre. En kirke, som for alvor byder dem velkommen.

5 At være barn - er også at skulle finde sig selv i en forvirrende - og forvirret verden. Kirken må tilbyde et fællesskab, et ægte fællesskab, der bærer noget dybere i sig. Børn og unge skal have noget med sig gennem tilværelsen, som er af varig karakter. Noget, som giver dem en særlig identitet... 5

6 Midifumbu - en artikel om Børn og diakoni Merete Nørgaard Hvem har sagt, at børn ikke kan lære at vise omsorg og at tage hensyn? Hvem har sagt, at børn ikke kan lære om diakoni? Sognemedhjælper Merete Nørgaard fortæller om, hvordan man i Skagen griber sagen an. Diakoni og børn er en spændende og nødvendig cocktail! Også i kirkens almindelige børne- og juniorklubber. Her favnes et bredt udsnit af børn med mange forskellige baggrunde og erfaringer. Både børn, som trænger til langt mere hjælp og opmærksomhed, end vi som ledere umiddelbart er i stand til at give, og for børn, som kommer med et sundt menneskeligt overskud. I Skagen har vi en klub, som hedder Midifumbu, og som bevidst arbejder med bl.a. diakoni. I denne artikel vil jeg give nogle konkrete forslag og eksempler på klubmøder, - og så i øvrigt ikke gå nærmere ind i, hvorfor diakonien blandt børn er så vigtig. Det primære formål med at inddrage diakoni i klubben er at give børnene mulighed for at lære sig selv bedre at kende og derved opleve øget selvværd, samt blive mere opmærksomme medmennesker. Et Børn er vigtige mennesker i vores menighed, - både den nuværende og den kommende, - og diakonien har en stor, uudtømmelig opgave her, med uanede muligheder. Det handler bare om at se dem! 6 bærende fundament gennem alt er, at jeg er klar til at lytte til børnene, hvis de har brug for snak og hjælp, og at jeg tager dem alvorligt. Alle møder foregår efter princippet om totaloplevelser, og om velforberedte ledere, - fordi det simpelthen er det eneste, der virkelig virker! Opmærksomhedsmøder Handicappede: Få besøg af en, - eller tag selv på besøg. Prøv en kørestol. Få fat i en ben- eller armprotese, og lad børnene mærke på den, - med bind for øjnene først. Leg hjælpeløs og hjælper. Øv nogle simple ord med tegnsprog. Gør meget ud af at være skabt i Guds billede, - og alle med forskellig evne. Børnehjem: Bibelen taler om den særlige omsorg for (enker og) faderløse. Vis billeder. Leg lege der ikke kræver ting for at lege. Oplev det pågældende land, skriv

7 så de ældre faktisk kan nyde gaverne, - og for at børnene kan føle sig stolte over at aflevere dem. - Og vær klar til som leder at være der under besøget! - Mange børn har ikke før været helt tæt på en gammel!! Ind i mellem er det også godt at gøre noget ud af at lade de større sammenhænge blive håndgribelige. Giv børnene indblik i diakoniens historie, - de første diakonisser og deres arbejde, kirkens traditioner, forskellige diakonale institutioner (besøg dem). Lad dem selv finde ud af ting, - for eksempel ved at give dem et telefonnummer (til en diakonskole) og en række spørgsmål uden yderligere kommentarer. - Eller en lap med en internetadresse? Børn elsker det lidt hemmelige og mystiske, der alligevel er udformet trygt! Grib, hvad der er af muligheder for at sætte synlige spor også i det større diakonale landskab. - Midifumbu skrev en artikel til Diakonbladet på et tidspunkt, - og, oh, at se den på tryk!! Her er Midifumbu. Han har fået navn efter MIssion DIakoni For børn og Unge Mennesker og endelsen BU for klangens skyld! et brev til børnene på børnehjemmet; og hvad med emnet om børns rettigheder? Flygtninge: Få besøg af en voksen med barn fra et andet land. Lav mad sammen. Skriv og sig nogle ord på deres sprog. Hør om krig og forfølgelser, hverdag og børns vilkår i landet. Fortæl lidt om deres religion. Ældre: Besøg et plejehjem, - og forbered besøget ordentlig! Leg gammel, med alt hvad det indebærer - gangbesvær, syns- og hørehæmmet, hukommelsesøvelser mv. Lav nogle gaver, der er noget ved, - både 7 Det mere personlige møde Leg flaskehalsen peger på og lad så alle børn sige noget pænt om den person der peges på, - som til gengæld ikke selv må sige noget så længe. En utrolig effektfuld leg! - Både øvelsen at finde noget godt at sige, og at tage imod så mange af den slags roser! Følelser, - hvad er de for nogle? Hvor sidder de? Kan de tegnes? Forklares? Lav samme sketch udført med forskellige stemninger. Fortæl om en følelse forbundet med en given oplevelse. - Også Jesus havde masser af følelser! Vis en følelse, og lad de andre gætte hvilken... - Hvem har oplevet den rigtigt? Hvornår? Hvad er pinligt, hvad er svært, hvad er nemt...?? Snak om Børnetelefonen, og gennemgå deres (stærke) plakat, - som giver stof til en masse snak og tanker. Lad børnene fungere som brevkasseredaktører, - med

8 blive snydt, - og ved at dele med andre, hvad man har. Hvem skinner solen mest på? Nogle af medlemmerne i børneklubben i Skagen fiktive breve fra børn i vanskeligheder, ulykkelig kærlighed, mistet en hund, bliver mobbet, skilsmisse. I alle disse øvelser og lege, der går lidt dybt, er det vigtigt at kende sin egen begrænsning som leder. Gå ikke længere, end til det, du med 100 % sikkerhed magter at følge op på! Bibel-aerobic Til erstatning for traditionelle bibeltimer, har vi indført det, vi kalder bibelaerobic. Kristendommen giver et værdigrundlag for liv og menneskesyn, og et sted at høre hjemme. Derfor får børnene masser af bibelstof i klubben, - serveret så det er til fornøjelse og forståelse for alle! Bibel-aerobic er en skøn blanding af bibelhistorier eller temaer og masser af bevægelse og indlevelse. Martha og Maria Øve at lytte og lægge mærke til andre. - Lege til te hos kejseren med hvad der skete, da Jesus kom på besøg. Spejlleg og samarbejde. Mime køkkenarbejde og lege stilleleg. Start med en oplevelse fra hver Jesus som forbillede for måden at møde andre. Hvad er forudsætningerne for tillid og gode samtaler? Find frem til, hvad hver især er gode til. Måder at formidle på, - og modtage på... Følg John, fælles puslespil uden at snakke sammen, flaskehalsen med mulighed for at dele en vigtig oplevelse med alle, find ud af givne hemmeligheder, spørg professoren... I alt, hvad vi foretager os, er det vigtigste at give børnene mulighed for at være dem, de er! Give dem tid til det, de har behov for, samtidig med at de skal lære at tage hensyn til hinanden og deres forskelligheder. Det lykkes ikke altid, men er dog stadig konstant intentionen! Alle klubmøder starter vi på en måde, som jeg her til sidst vil anbefale: Vi sidder i en rundkreds, og derefter fortæller hvert barn en god eller dårlig oplevelse, de har haft siden sidst. - Og kun en! Det er en rigtig god måde at komme i gang på. - Alle børnene får sagt noget og givet total opmærksomhed et øjeblik, alle lærer at lytte, og som leder får jeg mulighed for at lægge ordentlig mærke til alle hver gang. Børn er vigtige mennesker i vores menighed, - både den nuværende og kommende, - og diakonien har en stor, uudtømmelig opgave her, med uanede muligheder. Det handler bare om at se dem! Merete Nørgaard sognemedhjælper Guds retfærdighed Masser af uretfærdige lege med gode præmier og sindene i kog! Overflod og underskud. Følelserne, der dukker op ved at 8

9 Møde på gaden Projekt gadepræst i København er et fællesskab mellem Trinitatis sogn og flere kirkelige organisatoner. Samvirkende Menighedsplejer er med. De unge møder vi mange steder. De tilbringer stor tid på skoler, nogen tid hjemme, og så er der dét, som tæller for alvor: Samværet med kammerater. Dette samvær har mange former - alt efter interesser. Undertiden laves der undersøgelser, som giver os indblik i, hvad ungdommen laver og tænker. Men der er en gruppe, som glemmes, men som har sit særlige tilholdsted - et sted, som aldrig rigtig kan blive et tilholdssted: Nemlig gaden. Det er ikke gadebørn i den forstand, som vi kender det f.eks. i Sydamerika, men de er nogle timer hjemme, så på en bænk, så blandt spilleautomater eller bag et plankeværk, hvor der er læ. De færdes mest i smågrupper - eller alene - og de drives af en indre uro og en fornemmelse af at være udenfor. Blandt disse ganske unge færdes gadepræst Ellen Gylling. Hun er præst for denne gruppe unge, hvoraf nogle er kristne og andre spørger efter, hvad det bibelske budskab bringer. Samtalen foregår på gader og pladser, på bænke eller ved et cafébord. Det er et hjælpearbejde, fordi disse ganske unge længes efter voksen-kontakt - ikke behandler-kontakt - og det er et forkyndende arbejde, fordi der spørges efter andre værdier end dem, der er de fremherskende. Projekt gadepræst i København er en 9 gruppe mennesker, som står bag Ellen Gyllings arbejde og samordner den økonomiske støtte. Ellen Gylling er knyttet til Trinitatis kirke og har her en halvtidsstilling, frigjort fra almindeligt sognearbejde. Der søges efter yderligere økonomisk støtte, så der kan blive tale om en hel stilling. Her har Christian P. Hansens Fond ydet et stort beløb, ligesom KFUKs sociale arbejde har lovet støtte. Der er også andre kirkelige og ikke-kirkelige sammenslutninger, der bidrager med penge. Og så får vi hilsner fra enkeltpersoner med en velkommen check (til Trinitatis kirkekontor). Endelig har Samvirkende Menighedsplejer lovet over en treårig periode at hjælpe. Det er en opmuntring, at mange kræfter vil stå sammen, så en præst kan færdes blandt dem, der ikke syner meget i den store offentlighed, heller ikke i den kirkelige. Palle Dinesen, formand for bestyrelsen i Projekt gadepræst i København.

10 Gudstjeneste på Strøget midt i København Ordet Gadepræst skal tages både i den forstand, at man kan møde og tale med præsten på gaden - men også i den forstand, at der holdes gudstjeneste på torv eller gade. Her fortæller Gadepræsten: Påskelørdag den 22. april i år afholdt vi en gudstjeneste midt på Strøget i København, nærmere bestemt på Gammel Torv ved Caritas Springvandet. Et transportabelt alter blev placeret på gaden. Alteret var pyntet med en dug, hvorpå der foruden to tændte lys også stod en keramikfigur, der forestillede den barmhjertige samaritaner. Bibel, brød og vin blev sat på alteret. Organistens medbragte keyboard blev slået op. Der blev trukket el-ledning fra et stik i nærheden til de forskellige remedier: Mikrofoner, højtalere m.v. Vi tre medvirkende præster tog præstekjolerne på. Gospel-koret Joy Sound stillede sig op lige foran Caritas-Springvandet. De tre lægfolk, der skulle læse beretningen om Jesu lidelse og opstandelse op, gjorde sig parate. To andre begyndte at dele salmeark ud blandt folk. Igennem de sidste syv år er det efterhånden blevet en tradition, at gadepræsten arrangerer nogle gudstjenester på gadeplan i løbet af året. Formålet med at bringe gudstjenesten ud på gaden er ganske enkelt den at invitere folk, der færdes her og nu på gaden til gudstjeneste. At pege på, at evangeliets budskab gælder til alle tider og alle steder i vort liv. 10 Hvor var menigheden da? Jo, vejret var solrigt og varmt den dag. En dansk forårsdag, når den er allerbedst. Det havde trukket gøglerne ud på gaden, så derfor var der gøgl og optræden på Gammel Torv i tiden forud for vores gudstjeneste. Så der var allerede forsamlet en masse mennesker på Gammel Torv. Derudover kom der hele tiden mennesker til, da Gammel Torv er et centralt sted i byen. Gudstjenesten indledtes med præludium, hvilket sognepræst Bente Viuf forestod

11 med sin sækkepibe. Derpå tog gudstjenesten form med gospelsang, tekstlæsninger, salmesang, nadver, bøn og velsignelse. Der var et gevaldigt leben i byen den dag. Bænkene på torvet var fyldt med mennesker, der sad og nød de varmende solstråler. Længere tilbage på Gammel Torv var der gang i salgsboderne med spraglede tørklæder og Christiania-smykker. Ved busstoppestedet gjorde bybusserne holdt. Strøget var fyldt med tusinder af mennesker, der var inde for at shoppe. 11 Også Hare Krishna-disciple var ude denne påskelørdag. En lille flok orangeklædte Hare Krishna disciple kom dansende op og ned ad Strøget, syngende deres mantra, medens vi stod og sang Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, frelser af din nåde. Det var en dejlig oplevelse at holde gudstjeneste midt på byens centrale torv under åben himmel. Gudstjenesten skabte et helligt rum midt i al byens virvar og travlhed. Ellen Margrethe Gylling

12 Bliver det sådan i Danmark? af Ellen Margrethe Gylling, gadepræst En studierejse til Amsterdam gav stof til eftertanke: Meget kan tyde på, at som det er i Holland, sådan bliver det i Danmark. Hvad sker der, når kristendommen forsvinder ud af menneskers bevidsthed? Sidste år i september var Vibeke Tuxen og undertegnede på en studietur til Amsterdam og Rotterdam for at få en pejling på hvilke problemstillinger, der rører sig blandt børn og unge i drift (gadebørn) i en multietnisk, europæisk storby. Vi besøgte en række forskellige hjælpeinstanser, der arbejder med denne problematik. Vi havde mulighed for at få information og undersøge, hvorvidt kirken spillede en rolle som holdningsskabende i et evt. samarbejde med hjælpeinstanserne. 12 Amsterdam har fælles træk med København Amsterdam er Hollands hovedstad med indbyggere, hvoraf er udlændinge (ca. 1/3 af indbyggerne). Det var ikke tilfældigt, at Amsterdam blev målet for vor studietur. For det er en by, der med sin religiøse og kulturelle udvikling og handels- og samfærdselstradition på mange måder bærer fælles træk med København. Byen bærer således præg af århundreders udvikling, hvor handel, industri og international samfærdsel har udgjort det økonomiske og kulturelle fundament. Allerede i 1600-tallet begyndte Amsterdam at få ry som en frisindet by i Europa. Byen har igennem århundreder været tilflugtsted for forfulgte befolkningsgrupper. Det har derfor længe været en multietnisk by. Den rummer i dag mere end 150 nationaliteter. Byen har på et meget tidligt tidspunkt givet plads for forskellige trosretninger og minoriteter. Derfor har Amsterdam meget længe haft ry for at være en by, der er præget af tolerance og frisind. Hvor det forbudte ikke er ulovligt Tolerancen og frisindet gælder også i dag på det praktiske plan, hvor byen ikke er bange for at vende det blinde øje til loven i visse situationer. Man er også parat til at gå nye og utraditionelle veje. Dette ses bl.a. i forbindelse med problemerne omkring narkotika og den efterfølgende kriminalitet. Man tolererer et vist salg af hash og andre bløde stoffer i de

13 såkaldte koffieshops. Men hvis en hjemløs narkoman bliver anholdt fire gange i løbet af et år, får hun eller han valget mellem at udstå hele straffen eller at gennemgå et afvænningsprogram. Ligeledes ser man gennem fingre med prostitution, der foregår åbenlyst ( vindues-bordeller ) i det såkaldte Red Light District i Amsterdams ældste bydel. Den hollandske lov tillader ikke prostitution; men alligevel toleres prostitution. Således skal der betales skat, ligesom der er et sæt hygiejne- og sikkerhedsregler for bordellerne. I denne forbindelse skal også nævnes aktiv dødshjælp. Det er eksempler, der afspejler viljen til selvstændigt at gå andre veje. Den vellykkede borger i centrum Vore besøg rundt om hos de forskellige hjælpe-instanser gav os et indtryk af de mange problemer, som findes på bagsiden af det moderne, tolerante, frisindede samfund. Et samfund, hvor den vellykkede borger er i centrum. Vores målgruppe var gadens børn og unge. Hvordan var de havnet på gaden? - og hvad blev der gjort for at hjælpe dem? børn og unge lever på gaden i Holland. Der er forskellige årsager. Men et par stikord er: teenageproblemer, kedsomhed, dårlige familierelationer, misbrug af forskellig art, narko, kriminalitet og omsorgssvigt fra forældrene. 13 Ingen venter noget af kirken I vore besøg og i interviews rundt om i de forskellige væresteder og instanser forsøgte vi tillige at spore os ind på kirkens betydning og/eller deltagelse i forbindelse med tiltag overfor børn og unge på gadeplan eller uden fast adresse. Det fremgik af de svar, vi fik, at ingen Vore besøg rundt om hos de forskellige hjælpe-instanser gav os et indtryk af de mange problemer, som findes på bagsiden af det moderne, tolerante, frisindede samfund. Et samfund, hvor den vellykkede borger er i centrum. forventede noget som helst af kirken. I det hele taget var der en udbredt mangel på kendskab til kirke og kristendom. (NB. I dag er der 40% af befolkningen, der ikke er tilknyttet nogen kirke i Holland.) Selvom kirkens struktur er anderledes i Holland (ingen statskirke og et mere søjleopdelt samfund) end i Danmark, hvor flertallet stadigvæk er medlemmer af Folkekirken, så var det alligevel tankevækkende at se, hvorledes det religiøse (kirken / moskeen m.fl.) var skubbet ud af bevidstheden i det offentlige, sociale samfundsliv. Det gav os stof til nogle overvejelser. For hvad sker der, når kristendommen forsvinder ud af menneskers bevidsthed? Flere af de verdslige hjælpe-instanser var blevet grundlagt af kirken; men i dag var der næsten ikke noget af det kristne tilbage. Det kristne menneskesyn er blevet trængt til side af en liberalistisk holdning til livet, hvilket i yderste konsekvens kan føre til kynisme. Ellen Margrethe Gylling gadepræst for unge

14 Stilhedens katedral Af Bente Viuf, sognepræst En teltkirke på Roskilde Festival år 2000 Vi skal være kirke på Roskilde Festivalen med Stilhedens Katedral. Kan noget være stille på Roskilde Festivalen, var nogle af kommentarerne. Det er vist umuligt. Men det var det ikke. Der var nogenlunde stille, bortset fra motorvejssus, i det hjørne af dyrskuepladsen, hvor vi havde fået rejst Henning Larsens meget smukke 8 gange 15 m store kirketelt, som tilhører Kirkefondet. 14 Chill out Tanken var, at Stilhedens Katedral skulle være et chill out sted - det er unges udtryk for et sted, man bare kan være og hvile hoved og krop. Teltet blev indrettet med symboler, og en kort forklaring til disse symboler. Der var sækkestole, man kunne hvile sig i, og et kors at hænge bønner på. Dette sidste blev flittigt brugt efter ulykken på orange scene. Blandt symbolerne var en grav, tro, håb og kærlighed, livets træ, nadver, stilhed, højtider, kors og mange flere. Der var et lille springvand og en lysglobe. En 15 kg tung og smuk buste af Kristus. Eksemplarer af Det nye Testamente lå rundt omkring. Mange lå og læste. Det eneste, man gerne må stjæle, er Bibelen, var vi enige om; det var der nu ikke så mange, der gjorde, men en del bad om at måtte beholde et eksemplar, når de gik ud af teltet.

15 Fodvaskning Fra vi åbnede teltet torsdag kl. 16 og til vi lukkede søndag aften var der konstant besøgende i kirketeltet. Velkommen til Stilhedens Katedral, og før I går ind, vil vi gerne vaske jeres fødder. De allerfleste studsede, men det var kun meget få, der ikke ville ind. De forstod godt meningen med fodvaskningen og hele rummet og de symboler, der var. Og bemærkningen fra mange var også enten tak eller fedt, når de gik ud. Vi havde åbent hele døgnet, og aldrig har så få vasket så mange fødder på så kort tid! Teltsnore og omkringstående træer var spækket med håndklæder, der hang til tørre! Karneval og kirke Ideen til det hele var kommet fra Kristian Gylling, som er teolog og formand for Karneval i København, og en arbejdsgruppe bestående af præster og sognemedhjælpere sørgede for at ideen blev til virkelighed sammen med ca. 25 frivillige. Karnevalsgruppen havde et spisetelt på festivalen og arbejdede sammen med Kirketeltet til gensidig inspiration og glæde. At være kirke på festivalen var en fantastisk oplevelse - det var sejt at se de unge, som måske ikke har det religiøse sprog med sig, men som sandelig har forstand på symboler. Det var også vigtigt for os at signalere, at det var et folkekirkeligt projekt; og at den kirke, som unge vel for en stor dels vedkommende forkaster i den sædvanlige form, sagtens kan nå ind til dem, når den tør træde ud af de vante rammer. Er det virkelig folkekirken det her? lød det vantro fra de unge festivaldeltagere - og de var positivt overraskede! Underligt nok var det repræsentanter for kirken selv, der var mest forskrækkede, når vi tilbød at vaske fødder: Det er da ikke skærtorsdag aften sagde en præst. Men fodvasking er jo et forbillede givet os af 15 Et kig ind i teltkirken under festivalen Kristus selv, og han siger, så vidt jeg ved, heller ikke, at vi kun skal være kristne om søndagen. Nogle gange ser det nu bare sådan ud. Stilhedens Katedral var en succes, og vi håber at være med igen næste år på festivalen. Det var for øvrigt første gang i 15 år, at noget religiøst eller spirituelt fik lov at være med, men tror jeg, ikke sidste.

16 Børn og unge arbejdet Af udviklingskonsulent for Nordjylland Lise-Lotte Nielsen, Viborg Menighedspleje-arbejdet omfatter alle aldersgrupper, men arbejdet med de unge er måske et af de områder, vi føler os mest usikre overfor. Aldersgruppen, som er rigest repræsenteret i menighedsråd og menighedsplejer, føler måske, at de unge er så anderledes, end de selv var, at de ikke har mod på at kontakte dem. Jeg synes dog, at der ligger en stor udfordring i netop de unge. Kristendommens budskab er i høj grad også for dem, selvom de måske ikke selv ved det. Mange af vore børn og unge har det fantastisk godt, både materielt og på anden måde. Ja, faktisk har de fleste det endda bedre end ved Socialforskningsinstituttets sidste undersøgelse. Det viser sig så omvendt, at den lille gruppe, der ikke trives, trives endog dårligere. Den moderne tilværelse med al dens individualisme og forbrugerisme skaber en masse succesfulde stræbere blandt de unge, men for de få, der ikke kan leve op til kravene, bliver tilværelsen endnu tungere. Problemerne med at leve op til den moderne tilværelses krav kan betyde, at en del af de unge både af dansk og anden etnisk oprindelse flakker rundt i byen uden at have nogen fast tilknytning til familie, uddannelse eller arbejde. 16 Er de rodløse unge ikke en opgave for kirken? Man taler om unge i drift, som bruger storbyens rum/gågaden som deres tilholdssted. Ofte er det unge, som ikke er organiserede i klubber af nogen art, og de går heller ikke til sport eller anden organiseret aktivitet. Måske har de mistet tilliden til andre, og det betyder, at de er overladt til gadens fællesskab på godt og ondt. Narko, alkohol, vold og prostitution kan blive en del af hverdagen. Kan man sige, at det er at City-sognenes problem alene, at de unge siver ind fra ydersognene. Er det kommunens problem, eller er det en opgave for menighedsplejen at gå ind i et opsøgende arbejde f. eks i samarbejde med kommunen. Vil en gadepræst og nogle frivillige kunne opfange nogle af de unge og sluse dem hen i et meningsfuldt fællesskab i et værested eller en ungdomscafe, hvor der er rigeligt med voksne til at lytte til dem og tage dem alvorligt. Til et sted, hvor der er plads til de skæve eksistenser og deres musik og aktiviteter. Kan man forestille sig en gadepræst i Viborg, Herning eller Aalborg, som vi har det på Strøget i København? En præst, som blev kendt af hele byen og dens unge via arbejdet på gaden og rundt på skolerne. En præst, som var på gaden et par eftermiddage og aftener om ugen (om aftenen sammen med en frivillig). En person, som ville tage de unge alvorligt, og som havde et sted at sende de unge hen, så de ikke behøvede at være på gaden? En kom-ind-kirke eller en gå-ud-kirke? Jeg synes, det er tankevækkende, at de fleste kirker i Danmark er kom til os kirker i en tid, hvor vi må erkende, at vældig mange ikke kommer over dørtærsklen. Vi må overveje, om vi ikke i stedet skulle blive en gå-ud-kirke. Jesus selv sad jo ikke kun i helligdommmen og lærte. Han

17 var ikke bange for at gå ud, hvor folk færdedes, det vidner mange af beretningerne om. Hvorfor skulle vi så ikke komme ud fra de beskyttende mure? Ansvarlighed, næstekærlighed og prioritering Arbejdet blandt den yngre del kan f.eks. omfatte netværksarbejde som værested, lektiehjælp og reserve-bedsteforældre. Arbejdet blandt de ældre unge kan f.eks. omfatte opsøgende arbejde, gadepræst, ungdomscafe og værested. Ingen menighedspleje kan påtage sig alle de nævnte opgaver. Men vi må seriøst se på opgaverne og finde ud af, hvad vi kan og vil. Det er ansvarlighed og næstekærlighed at bruge vort engagement og kreativitet til at finde og prioritere de opgaver, vi vil påtage os for at få livet til at gro for - og sammen med - vore børn og unge. Hent inspiration til sådanne overvejelser på Børn og unge dagen i Århus den 11. november Mød ungdomspsykolog og forfatter Ida Koch, sognepræst Bente Viuf, sognemedhjælper Inger Margrethe Jørgensen og Børn- og unge-medarbejder Eli Bonde og bliv inspireret til at gå i gang. Se annoncen side 20. Tilbud til menighedsråd Hvad med den diakonale opgave i kirken? I dette efterår skal vi have menighedsrådsvalg i hele landet. Forberedelserne er i fuld gang, men hvad er det, vi lægger vægt på, når vi vælger repræsentanter til vore menighedsråd? Opgaverne er mangfoldige og ofte tager arbejdet i forbindelse med budgetter, sten og grus og maling en stor del af ressourcerne. Men hvad med det diakonale engagement, hvordan sikrer vi, at vi også får valgt nogle ind, der brænder for den side af sagen? Samvirkende Menighedsplejer tilbyder menighedsrådene en temadag eller aften, hvor vi sætter fokus på Lise-Lotte Nielsen, udviklingskonsulent Samvirkende Menighedsplejer Sct. Leonis Stræde 1.b Viborg Tlf.: menigheden, og hvad det vil sige at være kirke. Programmet sammensættes i samarbejde med arrangørerne; men kunne f.eks. indeholde følgende punkter: Sogneprofil: Hvem er vi? Hvad er en menighed? At have en kirke eller at være kirke Det frivillige arbejde. Oplæg til nye diakonale tiltag i sognet - Debat Handlingsplan - Kunne en årlig Sognets diakonidag være en mulighed? Ring og hør nærmere om mulighederne, pris m.v. Anne Mette Johannsen, udviklingskonsulent Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted Valby Tlf.:

18 BØRN OG PARADIS Vibeke Tuxen Om børns religiøse udvikling v. Vibeke Tuxen, sognepræst ved Johannes Døbers kirke, Valby. Mange forældre har i tidens løb haft den opfattelse, at religiøst tilhørsforhold var noget, barnet selv måtte vælge og tage stilling til, når det havde opnået tilstrækkelig alder og modenhed. Mit mål for denne artikel er at pege på betydningen af barnets religiøse opvækstmiljø og herunder dets mulighed for religiøs tilknytning. Ligeledes vil jeg gennem et par eksempler komme ind på nogle af de religiøse udviklingstrin, som børn gennemgår i takt med deres øvrige psykologiske udvikling og modenhed. Bøm udvikler deres religiøse viden, sprog og erfaring i en vekselvirken med det nære miljø. For barnet er det af stor betydning, at dets religiøse udvikling og viden får lov til at udmønte sig i en religiøs praksis, da barnet er konkret i sin tænkning. Bemærkelsesværdig er den parathed, børn har til at tænke i religiøse baner. Det viser sig igennem deres spørgsmål og undren over himmelrummet, og hvad der er bagved. Børn kan helt ned i 3-4 årsalderen give spontant udtryk for den paradisiske tilstand eksempelvis i forbindelse med en forældres alvorlige sygdom og død. Dette tiltrods for at forældrene ikke har nogen religiøs tradition eller tænkning. 18 To grundtræk er karakteristiske for disse børns tanker om paradis, når de bliver bedt om at forestille sig, hvad der sker, når man er død. Det første karakteristika er, at der findes intet ondt. Ingen djævel og ingen spøgelser. Det andet karakteristika er, at det er genkendelige situationer, der foregår i paradis: Man spiser, leger, og mor laver mad i køkkenet. Man kan da godt undre sig over, hvor disse intuitive forestillinger stammer fra og som går igen i børns naive tegninger. Er det muligvis forældre eller andre, der uanset et religiøst tilhørsforhold anvender bibelske billeder og forestilinger i en kritisk situation? Børns tanker om Gud Men hvis vi vil have noget at vide om børns tanker om Gud og Guds verden, må vi lytte til børnene. Jeg spurgte Anders på 7 år om, hvordan Gud så ud? Det ved jeg da ikke, jeg har jo aldrig set ham. Har du? svarede Anders. Nej, det havde jeg jo så ikke, men Anders forklarede videre: Jeg ved ikke, hvordan Gud ser ud, men måske ligner han sin far. Jeg ved heller ikke om han er der, for jeg har aldrig fået nogen beviser. Men jeg tror helt sikkert, han er der alligevel.

19 19 På mit spørgsmål om, hvor Gud var henne, fik jeg det svar, at han er oppe i himlen. Anders svar er typiske og genkendelige for hans aldersgruppe. Typisk er det gudsbillede, hvor børnene forestiller sig, at Gud måske ligner et menneske. Deres tankegang er konkret, og de knytter netop ved symboldannelsen til ved noget i forvejen kendt. De har lært at skelne mellem indre og ydre virkelighed i denne aldersgruppe, men elsker at udfordre deres fantasi. Anders udtrykker en påfaldende tillid til, at Gud findes til trods for de manglende beviser. Men hvad opfatter børnene, når de eksempelvis lytter til fortællingen om Jesus som den gode hyrde, der vogter sine får? Som én fortalte fra sin barndomserindring: Da jeg var barn, troede jeg, at Jesus var en, der altid passede får. Denne barndomserindring minder os om, at det er vigtigt at huske, at børn tænker og opfatter konkret, men endnu ikke er i stand til at abstrahere eller drage slutninger, der går ud over fortællingens ramme. Hvori består forældrenes opgave? De skal tale med deres børn om børnenes religiøse liv. For religiøsiteten er der og børn gør sig mange og store tanker om eksistentielle og religiøse spørgsmål. Forældre kan stille spørgsmål til deres barn, f. eks.: Hvad betyder det, når du hører, at Gud kender det hele? Hvad tænker du så på? Hvad betyder det onde? Hvad vil det sige, at noget er ondt eller godt? m.m. Børn vil godt gøre deres egne tanker og fortælle frit om dem til en lyttende og engageret tilhører. Pia fortæller: Da jeg var 5 år, hørte jeg i søndagskolen, at vores navn blev skrevet ind i livets bog. Engang skulle Gud åbne denne bog og læse navnene. Dem, hvis navn stod i bogen, kom i himlen. Jeg blev

20 meget utryg ved det, jeg hørte. For hvad nu, hvis mit navn ikke stod i bogen af en eller anden grund? Eller Gud ikke kunne finde det? Ja, man skal ikke være for hurtig til at gå ind og videregive bibelsk materiale, som børnene ikke kan drage nytte af. Men forældre og kirke skal om muligt stimulere og bekræfte børnenes spontane religiøsitet og lade dem selv udforske deres umiddelbare religiøse forestillinger. Barnets umiddelbare religiøsitet ligner eventyrets verden, uden at der derfor behøver ske en forveksling. Men det er vigtigt at finde barnet der, hvor det er, midt i dets eventyrlige verden af hekse og feer, banditter og politi og så derudfra bibringe barnet den kristne virkelighed, som den indeholdes i de bibelske beretninger. Som kirke skal vi selvfølgelig præsentere børn for kirkens tro og tradition, bl.a. igennem bibelens fortællinger og vor kirkes salmerigdom. Og vi skal huske på, at børn er meget åbne, lyttende og logisk tænkende. De drager deres egen form for slutninger og opfatter tingene helt på deres egen måde. Det er tankevækkende, at nye undersøgelser har vist, at rigtig mange børn praktiserer bøn. Børn kan finde stor hjælp og tryghed i bønnen og ved fælles bøn kan de bede de mest umiddelbare bønner. Guds rige hører barnet til. Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmeriget. Nogle kendte vers fra bibelen. Så Gud forlanger ikke færdigheder af børnene, som de ikke magter, eller som de misforstår. Han tager imod dem, som de er. Det samme må være vores opgave. Børn og Unge Inspirationsdag i Århus lørdag 11. november fra kl I samarbejde med Gellerup Sogns Menighedspleje arrangeres en temadag om Børn og unge, problemer og muligheder Eftermiddagen starter med debatoplæg med Ungdomspsykolog og forfatter Ida Koch Ida Koch, der har skrevet flere bøger og artikler om unge, vil tale om aktuelle livsvilkår for store børn og unge, og hvorledes de håndterer nye krav og muligheder. Efter kaffen tilbydes tre gedigne workshops: Ungdomscafé - med sognepræst Bente Viuf, Jersie Værested for børn - med sognemedhjælper Inger Margrethe Jørgensen, Billund Bibliodrama - med Børn og unge-medarbejder Eli Bonde, Brabrand Skriv datoen op nu indbydelser sendes ud lokalt. Få evt. nærmere oplysninger hos udviklingskonsulent Lise-Lotte Nielsen, Sct. Leonis Stræde 1.b, 8800 Viborg. Tlf

21 Fredagsbørn Hvem siger, at børn ikke må kede sig? - og at de ikke har godt af det? I Jersie kirke nær Køge har man et værested for børn - med rum for samtale og plads til at kede sig! Beretning ved sognemedhjælper Helle Viuf I Jersie Kirke har vi et værested for børn. Hver fredag eftermiddag, fra kl , samles børn i 10-års alderen i Jersie Kirkes Menighedshus. Her er det mig, sognemedhjælperen, der tager imod dem og er sammen med dem den eftermiddag. Meningen med stedet er, at det skal fungere som et hellested for børnene. D.v.s. her er fred for voksne, der siger: Nu skal vi. Det eneste krav, der stilles er, at man skal opføre sig ordentligt. Børnene ved udmærket, hvad det vil sige: Den gyldne regel, Matt. 7,12. (Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.) Jo, banen skal selvfølgelig kridtes op engang imellem, og det gør vi så. Stemningsbillede fra Fredagsværestedet: I det ene rum HØJ musik, nedrullede gardiner, alle borde skubbet ud til væggene, stolene sat hulter til bulter ovenpå, en større bunke af sko i hjørnet bag døren og så dansende børn. I et andet rum måske børn, der tegner, klipper et garnnøgle i småbidder, limer dimser på papir eller uset har hevet en bambuspind op af en potteplante og er ved at transformere den til et kors, bundet sammen med den tråd, der for lidt siden holdt den øverste knap i blusen; i køkkenet ved et lille bord sidder 21 Helle Viuf foran Jersie kirke måske et par børn i alvorlig samtale, og et tredje barn er ved at studere indholdet af kordegnens madpakke i køleskabet. Udenfor på græsplænen ligger måske et barn med arme og ben ud til alle sider og glor lige op i Himlen. Jo, indholdet af eftermiddagen er i høj grad bestemt af de børn, der kommer. Jeg keeeder mig! Jeg har kun sjældent planlagt noget. Meningen er faktisk, at de godt må kede sig. Jeg keeeder mig!, siger et barn til mig. Fint!, siger jeg så. For så har jeg egentlig opnået, hvad jeg ville med fredags-værestedet. Problemet med moderne børn er, hvis man spørger mig, at de har glemt den gamle kunst at kede sig. De får vist heller ikke lov til det ret mange steder; de bliver hele dagen undervist eller underholdt, eller en blanding heraf: Edutainment. Jeg ser med egne øjne, at kedsomhed driver børn ( og voksne) til refleksion. Ud af denne refleksion springer forandring og

22 Hvem siger, at børn ikke har lov at kede sig? justering af egen livssituation.det kræver langsomhed. Men hvor i verden er der rum for det? Kirken gør som alle de andre Det kunne passende være en af kirkens opgaver. Men desværre sker der ofte det, at når kirken tilbyder klubber og lignende for børn, skæres de over samme læst: bibelfortælling og aktivitet. Sognemedhjælperen (er det oftest) falder i samme grøft som forældre, lærere og pædagoger (dagen skal være pakket med planlagt aktivitet) og farer afsted for at købe materialer, så dagens bibelfortælling senere kan produceres i papmaché, ceranit eller krympeplast. Forløbet er planlagt i mindste detalje. Der er ikke så stor forskel på at være i børneklub i kirken og være i skole eller på SFO. De voksne sætter dagsordenen og tempoet. Rum for refleksionen I Jersie Kirkes Fredagsværested forsøger vi at skabe rum for netop kedsomheden (læs: refleksionen). Børnene skal have lov til og plads til at tænke og reflektere. Når man tænker, er det rart at have nogen at vende sine tanker med. Mit kontor fungerer som samtalerum. Her sidder jeg tit med et af børnene, som vil snakke med mig, uden at de andre lytter med. Mange 22 andre steder giver også rum for samtalerne, men sjælesorgssamtaler foregår bedst, når man kan vide sig sikker på, at ingen andre lytter med. En af vores regler i Fredagsværestedet er, at man ikke begynder at udspørge sin kammerat om, hvad han har snakket med mig om. Børnene har stor respekt for, at der skal kunne snakkes privat (deres eget udtryk for sjælesorgssamtalerne) og udenfor referat. Det er store problemer, de nogle gange tumler med; kærester, jalousi og sex er hyppigst. Børnene ved, at jeg kan holde på hemmeligheder og måske derfor hører jeg mange af deres inderste tanker og bekymringer. Jeg vil gerne lige snakke med dig! Børnene opsøger også samtalen på andre tider end netop disse fredag eftermiddage. De kan sagtens finde på at kikke forbi Menighedshuset i ugens løb, for at se, om jeg er der, eller banke på døren hjemme, hvor jeg bor: Jeg ville bare lige snakke med dig. Så hører jeg, hvad der er på færde. Det anderledes ved sjælesorg for børn er, at det gode gamle sjælesorgsværktøj ikke altid duer. (Det er vel også kun tænkt til brug ved sjælesorg for voksne?) Eksempelvis oplever børnene tit deres problemer som akutte og derfor duer har-sjælesørgeren-dårlig-tid,-lav-da-en-ny-aftale-medkonfidenten-rådet ikke. Børnene behøver sjældent så lang tids samtale, ofte er 20 minutter rigeligt, hvilket gør det lidt lettere at putte et uanmeldt besøg ind. Hva mæ det kristne? Sådan bliver jeg af og til spurgt. Ja men det kristne er ikke et 20 minutters indslag i form af en oplæst bibelsk fortælling. Det kristne er grundklangen i al arbejdet og ikke et punktuelt underholdningsindslag. Det er at møde børnene i øjenhøjde, dvs der, hvor de er. Det er at være

23 øjne, der læser underteksterne, ser den nye trøje og det tykke barn. Ører, der hører om sorger og glæder ved veninder, menstruationssmerter, sex-spørgsmål og TecnoLego. (Ja, det er faktisk emner for 9-12 årige børn i Køge Bugt-området!) Det er at være hænder, der rækker ud, klapper på kinden og syer et hul i de nye bukser. Det er at være fødder, der går med et stykke vej og måske tramper en sti Alt, hvad I gør mod en af mine disse små Ska vi ik li e gå over i kirken, hva? Til dem, der synes, at det stadig ikke er kristent nok, kan jeg fortælle, at der stort set ikke går en eneste fredag, uden at vi har været indenom kirken. Efter børnenes eget ønske. Ikke nødvendigvis med alle børnene. Så holder vi andagt. De læser på skift fra en af de mange børnebibler. Vi synger Velsignelsessangen og beder Fadervor. Jeg benytter også enhver lejlighed til at fortælle, hvad Jesus gjorde i en parallelsituation; om bekymring, om at være størst, om uretfærdighed og uærlighed, om at have to skjorter, om at dømme andre og meget mere. Men kun med spontant afsæt i børnenes egne oplevelser. Kirken, det gamle hus Tårnene falder ikke. Det skal menighedsrådene nok sørge for. Men hvad med den menighed, der skal fylde kirken? Den menighed, der gerne skulle tælle både unge og gamle. Hvem tager sig af den? Kan menigheden ikke lignes med planterne i et væksthus? De store kraftige planter i væksthuset klarer sig med lidt, men de svage planter og små spæde stiklinge skal passes, plejes og nurses opmærksomt. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små! Danske kirkedage 2001 Den august 2001 afholdes Danske kirkedage i Århus under temaet: Sandhed gør fri. Bag kirkedagene står 52 kirker og kirkelige organisationer, altså et bredt kirkeligt forum, hvor også Samvirkende Menighedsplejer er med. I kirkedagskomitéen mener vi, at det er vigtigt at have udblik til andre kirker i denne verden for at få inspiration til at være kirke i Danmark. Indsigt gennem udblik. Vi har inviteret kirkefolk og musikere fra Asien, Afrika og Sydamerika, så det internationale vil sætte sit præg på kirkedagene. Hver formiddag samles alle kirkedagsdeltagerne i det store kirkedagstelt, hvor de internationale gæster indtager scenen. Disse formiddage tænkes opbygget som en festlig, farverig og indholdsrig mosaik af taler, optræden, musik, gudstjeneste m.v. Om eftermiddagen og aftenen kan deltagerne vælge sig ind på forskellige workshops. Kirkedagene har sin egen ungdomslejr, som henvender sig til unge i alderen år. Omkring 1. september udkommer den første af to kirkedagsaviser, der vil tage fat på Kirkedagenes tema og på den måde være en appetitvækker til kirkedagene. I februar udkommer endnu en avis, som vil indeholde praktiske oplysninger og tilmeldingskupon. Kirkedagsavisen er gratis og kan bestilles på Sekretariatet for Danske Kirkedage tlf.: Evt. nærmere oplysninger hos udviklingskonsulent Lise-Lotte Nielsen, tlf

24 Bunkerkirken i Næstved af stud.theol. Ingrid Marten Monsen Bunkerkirken i Næstved er ment som et mødested og samtalested især for børn og unge. Det er et privat projekt, som initiativtageren her fortæller om. Bunkerkirken ligger lige ved Næstved Rådhus. Man kan gå lige derned fra gaden. Hensigten er at bringe Folkekirken i nærkontakt med sine medlemmer. Jeg synes, at folkekirkens medlemmer tilbydes for sparsom kontakt med kirken, og jeg ønsker at ændre på det. Og jeg forestillede mig et folkekirkeligt sted, omtrent som advokaternes tilbud om gratis og anonym retshjælp. Med præster i stedet for advokater. Udgifterne måtte være begrænsede, da jeg forudså, at jeg selv skulle kunne afholde dem. Det lykkedes at leje en bunker i Næstveds bymidte. Bunkeren er ideel, kuppelformet og på ca. 40 kvadratmeter. Form og størrelse gør, at den fremstår som et intimt kirkeligt rum. Jeg har netop fået installeret en lille brændeovn, som hæver temperaturen fra de ellers konstante otte grader. Den knitrende ild skaber hygge og får talen til at flyde. Desværre flyder den kun imellem mig og dem, der kigger derned. Jeg står mutters alene med Bunkerkirken. Et lille Guds ord med på vejen Da jeg åbnede Bunkerkirken i 1999, var det for alle folkekirkemedlemmer. Det var tre hovedgrupper, der kom: Mange børn og unge og mange kvinder i alderen Der kom også mange ældre mænd. Og så må jeg ikke glemme den fjerde gruppe: bunkerturisterne. Altså folk, som lige måtte se, hvordan der så ud dernede, nu hvor der var åbent. Besøgende slap oftest 24 ikke op i den friske luft igen, før de havde fået et lille Guds ord med på vejen, og ikke sjældent forvandledes bunkerturisten til et menneske med behov for sjælesorg. Efter en voldsom episode besluttede jeg mig for at indsnævre målgruppen til børn og unge. De opmærksomme børn og unge Børn og unge kommer ofte, fordi de trænger til at tale fortroligt med et voksent menneske, eller fordi de i det hele taget savner voksenkontakt. De er meget tænksomme, og der er ikke den ting, de ikke registrerer i deres hverdag og i deres følelsesliv. Selv de mest urolige tænker over tingene, og de vil gerne tale om dem. Børn og unge er vokset op med «Strengt Fortroligt» og «Millenium», der begge er tv-programmer om overnaturlige fænomener, og de ser måske science fiction film som «Star Wars», så at bunkerkirken er et sted, hvor man tilbeder et overnaturligt fænomen, afskrækker dem ikke. De tror i hvert tilfælde, at der er mere imellem himmel og jord, og de kalder gerne det overnaturlige for Gud, så man kan tale lige ud af posen til dem om tro, uden at de bliver forlegne. Undulater på samvittigheden De unge har et stort behov for at få gennemdrøftet kristendommens store spørgsmål. Det optager dem meget, hvorfor Jesus ville ofre sig for vores skyld, det er som om den tanke ligger dem meget fjernt at ofre sig for noget eller nogen, tilsynela-

25 dende uden at få noget igen. Som regel har de dog selv den samme mentalitet, når man går dem på klingen. Enten det så er en god ven eller en lillebror eller en hund, som de ville gå igennem ild og vand for. Men nogle har ikke noget, som de ville ofre noget eller alt for. Det er det mest skræmmende at møde et ungt menneske, der enten ingen tætte relationer har, eller som er følelsesmæssigt afstumpet. Dog er alt håb ikke ude med det. Man kan godt lære at være i et forpligtende forhold til andre, et forhold, hvor det også kan gøre ondt og koste noget, uden at det bliver for følelsesmæssigt svært. Det kan imidlertid være svært at starte med at være noget for mennesker, men så kan man være noget for dyr. Jeg tror, at jeg har flere undulaters indtog i de små hjem på samvittigheden rundt omkring i Næstved. Det er godt at lære at tage et ansvar for en svagere part, her for en lille flyver. Den svære kærlighed Men undulater leder til andet og mere. For det er unægtelig svært at slippe for at tale med de unge mennesker om kærligheden. Den fylder uendelig meget i de fleste pigers og drenges indre. Selvfølgelig 25 er der den kødelige side af sagen, og den taler vi om, men den følelsesmæssige side af sagen fylder mest. At blive konfirmeret af Gud eller at konfirmere Gud Alle har vi behov for at kunne være helt trygge. Børn og unge mennesker er ofte små og forvirrede. De kender behovet for tryghed. Og her er det så, at man kan liste Gud ind i billedet, hvis Gud ikke allerede er der. Heldigvis skal de fleste konfirmeres, og det får dem til at ånde lettet op, når de hører, at dén, der bliver konfirmeret, bliver bekræftet i troen på Gud. Gud siger til dem på det tidspunkt, da de kan forstå det, fordi de endnu modtager Gud som små børn og samtidig nu voksent har slået hjernen til, at de er Guds børn, og at Gud husker dem fra deres dåb. Og så vil de så inderligt gerne tro på Gud, hvis de altså også betyder noget for Gud og ikke kun det omvendte er tilfældet. Ingrid Marten Monsen