Himlen! Hvad sker der, når du dør? Carsten Riis Jensen, Stubbekøbing, maj 2012

Transkript

1 Himlen! Hvad sker der, når du dør? Carsten Riis Jensen, Stubbekøbing, maj 2012 For en troende, genfødt kristen er det at være sikker på, hvad der sker, når du dør, uundværligt for dit daglige mod og for at du ikke mister det når du oplever smerten og at dit helbred svigter. Prioritering: Dø eller tjene Gud fortsat her på jorden Som kristne er det naturligt, hvis vi ser døden som en vinding, men hvordan prioriterer vi vores liv, mens vi venter på at skulle være sammen med Jesus i evigheden? Paulus siger rigtig meget om prioritering, i 2 Kor kapitel 5. Han ser tre muligheder for sig, og han prioriterer dem i faldende rækkefølge: 1: Være i live, når Jesus kommer igen. Hans første ønske er slet ikke at dø, men at være i live, når Jesus kommer igen. Så slipper han for at opleve adskillelsen af sjæl og legeme, og i stedet opleve, at hans døde legeme forvandles til et udødelig, som kan leve for evigt med Jesus. Det er det, han siger i vers 2 Kor 5,4: For mens vi bor i teltet [det midlertidige, dødelige legeme], sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af [dvs. blive legemsløse], men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Han ønsker ikke at blive afklædt, dvs. han ønsker ikke at få frataget sit legeme. Han vil hellere, at hans legeme simpelthen opsluges af det nye, åndelige og udødelige legeme, når Jesus kommer igen. 2: Dø og være sammen med Jesus. Men Paulus ved godt, at han ikke kan styre, hvornår Jesus kommer igen. Derfor kommer hans næste ønske, hans anden prioritet: At dø og være sammen med Jesus. Det er det, han siger i 2 Kor 5,8: Vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. I stedet for at bære kampene og sygdommene og syndet i dette liv, vil han hellere dø og være sammen med Herren. I Fil 1,23 siger han: Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste. Det er hans anden prioritering: Hvis Jesu genkomst forsinkes, så vil Paulus hellere forlade verden og være sammen med Jesus, selv hvis det betyder, at han skal afklædes sit legeme. 3: Fortsætte vandringen i tro Hans sidste prioritering er, at hvis Gud vil det og det er det bedste for Guds folk så er Paulus villig til at blive på jorden og vandre i tro. Han er villig til at udskyde det direkte samvær med Jesus, hvis det er Guds vilje. Det er det, han siger i 2 Kor 5,6-7: Så er vi da ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Så hans tredje prioritet er at fortsætte med tjenesten og bruge sin tid på jorden, til at fremme troen og glæden hos andre. Så vi bliver nødt til at stille os selv et spørgsmål: Er vi ude af trit med de prioriteringer? Tænker vi på det, der er i Himlen (Kol 3,2)? Lever vi ud fra, at vores borgerskab er i Himlen, hvorfra vi venter Jesus som frelser (Fil 3,20)? Føler vi, at døden vil være mere vinding end tab (Fil 1,21)? Er vi så opslugt af denne verden, at vi ikke kan bære tanken om at skulle forlade den? Når vi beder til Gud om vækkelse, bør vi overveje at formulere vores bøn sådan: Gud, udgyd din Ånd over os, på en sådan måde, at dit folk begærer Jesus mere end vi begærer ting og andre mennesker. Vækkelse er ikke først og fremmest mirakler som helbredelse eller profetiske åbenbaringer eller tungetale hvor skønne disse ting end er. Det er muligt at have helbredelsens gave og alligevel elske helbredet mere end vi elsker, at vi engang skal være sammen med Jesus. Det er muligt at have profetiens gave og alligevel elske penge mere, end vi elsker Jesu genkomst.

2 Det er muligt at tale i tunger og elske dine guldringe og din bil mere end du tror på, at døden er en vinding. Derfor bør vi overveje, om bøn om vækkelse bør indledes med bøn for de mest radikale ting: Vore hjerters totale hengivenhed og troskab mod Jesus; at vi må elske ham så højt og længes så dybt efter ham, at hans genkomst er vores håb, og døden en vinding. Lidelse og smerte siden syndefaldet Engang var der ingen lidelse eller smerte eller død. Men nu dør mennesker, alle mennesker lider, dyr lider, floder oversvømmer og smadrer landsbyer, vulkaner ødelægger hele byer, tsunamier dræber tusinder på et øjeblik, AIDS og malaria og kræft og hjertesygdomme dræber millioner af både unge og gamle, tørke leder millioner ud i sultedød, børn fødes uden ansigt, andre mister lemmer på grund af uheld. Hvis vi kunne se bare en tusindedel af lidelserne i verden, på et vilkårligt tidspunkt, så ville vi bryde sammen på grund af rædslerne. Kun Gud kan holde synet ud og fortsætte. Men der er et håb. Paulus udtrykker håbet på denne måde, i Rom 8,20-21: Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjord det, og med det håb, at skabningen selv ville blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Gud valgte at underlægge hele skaberværket under tomhed, fordi mennesket synder. Den naturlige verden er gennemsyret med rædsler, som vækker os fra den drømmeverden hvor vi tror, at det at nedgøre Gud ikke er noget særligt. Det er tværtimod noget frygteligt særligt. Gud har derfor underlagt skaberværk tomhed og forgængelighed. Hvad skal der da blive af os, og af den skabning, som Gud har underlagt tomhed? Hvad siger du til forældrene, hvis barn aldrig i dette liv aldrig får større mentale kræfter en seks måneders baby? Du læser for dem, med tårer og med håb, hele resten af afsnittet fra Romerne 8,18-25: Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Dette afsnit i Bibelen er afgørende, også sjælesørgerisk og i forståelsen af Guds skaberværk. Afsnittet tager os med til de nye himle og den nye jord, med forløste legemer. Gud lover, at skaberværket vil blive forløst, vil blive befriet fra dets tomhed og dets trældom under forgængeligheden. Vers 21: Skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden. Den materielle, fysiske verden befries fra forbandelsen, trældommen under tomheden og forgængeligheden. Så en af de ting, du siger til moren med det handicappede barn, er: Kære ven, Bibelen fortæller os, at selv om dit barn er blevet nægtet muligheden for at springe og hoppe rundt på denne jord til ære for Gud, så kommer der en ny jord, befriet fra enhver sygdom og ethvert handicap, og han vil have ikke bare et liv, men en evighed, hvor han kan løbe og springe til Guds ære. Lige når Jesus kommer igen Bibelen har skarpe beskrivelser af, hvad der vil ske med vore legemer, når Jesus kommer igen. Paulus sammenligner vore opstandelseslegemer

3 med Jesu opstandelseslegeme. Der er bl.a. 2 tekster, fra 1 Thessalonikerbrev og 1 Korinther 15: Når Paulus skulle trøste de kristne i Thessaloniki, fordi de så deres kristne brødre og søstre dø, så var trøsten fra Paulus ikke først og fremmest, at de nu er hos Jesus hvor sandt og vidunderligt det end er 1 men at de engang vil opstå legemligt fra døden, i rette tid til at tage del i Jesu fysiske genkomst. Det er en vanskelig tekst, som handler om at de døde kristne og de endnu ikke døde kristne skal møde Jesus i luften og ledsage ham ned til jorden. Så vi vil læse teksten og bare bemærke de sidste sætninger: Fra vers 15: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra Himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. De, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så [og altså først da] skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem [altså: ikke før dem] for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Det egentlige og endelige formål beskrives med sætningen: Og så skal vi altid være sammen med Herren. Når Paulus siger sammen med Herren, så mener han sammen med Ham, som på grund af opstandelsen vi kan se og høre og mærke med vore legemer, med øjne og ører og hænder i stil med det, vi har nu. Dét er vores håb, at være sammen med den opstandne Jesus, med et legeme som hans herliggjorte legeme. Vores endelige skæbne og vores evige tilstand er ikke som kropsløse ånder i en fjern Himmel. Nej, det er at regere med Jesus på den fornyede jord. I 1 Kor 15, vers 37-38, sammenligner Paulus opstandelsen med det der sker med et korn, når det kommer i jorden: 1 Se Luk 23,43 og ApG 7,59 hvorimod de ikke-troende er i Dødsriget, som jo er bestemt for dem, ikke for troende. Det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. Pointen er, at der er forbindelse og kontinuitet mellem det simple korn og den smukke plante. Når du planter et hvedekorn, får du ikke en bygplante. Men på den anden side er der også en forskel. En plante er smukkere end et korn. Vers overfører billedet på opstandelseslegemet: Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Altså: Når trompeten lyder og de døde genforenes med deres døde legemer, for at ledsage og være sammen med Jesus, så vil det legeme, vi genforenes med, være præget af både kontinuitet og diskontinuitet. Kontinuitet Når nogle bibeltekster bruger udtrykket ny himmel og ny jord, så er det ikke det græske ord neos, som betyder nyt (som i har aldrig eksisteret før ), nej, det er ordet kainos, som betyder ny kvalitet eller ny natur. Det er noget der er gået igennem en forvandling. At kainos ikke skal tages som noget fuldstændigt nyt, kan ses, når Paulus siger: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning [kainos]. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til (2 Kor 5,17). Der er kontinuitet, mellem den gamle og den nye person, i en sådan grad at det er den samme person, men fornyet, med ny kvalitet. Om Jesus siger Paulus også: Jesus skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt skal genoprettes (ApG 3,21). Når Åb 21,1 og 2 Pet 3,10 siger, at den nuværende jord og himlene vil forsvinde, så behøver det ikke betyde, at de ophører med at eksistere, men at der vil ske en så radikal forandring med dem, at deres nuværende tilstand forsvinder.

4 Vi siger fx Larven forsvinder og sommerfuglen opstår. Der ér noget, der forsvinder og der ér ægte kontinuitet, en forbindelse. Når 2 Pet 3 siger, at himlen og jorden forgår, behøver det ikke betyde fuldstændigt ophøre med at eksistere. Vi kan fx sige om en stormflod, at den ødelagde mange gårde, men det betyder ikke, at gårdene ophørte med at eksistere. Hvad Peter kan mene, med det han skriver, er at ved tidens ende vil der ske katastrofale ting, som fører til afslutningen af denne tidsalder og denne verden som vi kender den. Ikke at den dermed ikke eksisterer mere, men at alt det onde fjernes, og at alt renses med ild og klargøres til en ny tidsalder med glæde og retfærdighed og fred i al evighed. Kontinuitet: Skabningens længsel og fødselsveer I Rom 8,19-20 siger Paulus: Skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden. I vers 19 forestiller Paulus sig, at skaberværket har længsler og forventninger. Der er noget på vej, som får skaberværket til at stå på tæer over at noget så godt vil ske med det. Dernæst giver vers 20 en del af grunden til, at skaberværket er så fyldt af længsel og forventning, nemlig at skaberværkets tomhed forrådnelsen og katastroferne og sygdommen og smerten er en midlertidig forbandelse, Gud har pålagt skaberværket, men der er et stort håb på vej. Skabningen blev underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet. Gud forbandede ikke skaberværket med tomhed som sit sidste ord. Han gjorde det med håb. Den anden grund Paulus giver, finder vi i vers 21, som jo beskriver indholdet af håbet: med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden. Skaberværket er bestemt til befrielse. Det vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden den tomhed, Gud underlagde det med det håb for øje. Himlene og jorden befries fra forgængeligheden. Tomheden ophører. Trældommen under forgængeligheden fortæres i Guds doms rensende og befriende ild. Men jorden forbliver. Og der vil ikke længere være forgængelighed. Ingen tomhed. Ingen tårer eller død eller smerte. I vers 22 taler Paulus om fødselsveer. Dét ord er forsvundet i den danske oversættelse fra 1992, men hele verset lyder, i en korrekt oversættelse: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen [som i veer]. Det græske synodivei har man ikke taget med i DO92- oversættelsen. Han siger her, at omvæltningerne i skaberværket er ligesom veer i sidste stadie af graviditeten. Med andre ord: Noget er ved at blive frembragt af skaberværket, ikke i stedet for skaberværket. Skabningen, skaberværket, bliver ikke tilintetgjort og genskabt uden kontinuitet. Jorden vil, som en mor der føder, frembringe en ny jord og fødselsveerne vil, ifølge Bibelen, bestå af ild og jordskælv og pest og hungersnød. Vore legemer er en del af det nuværende skaberværk. Hvad der sker med vores legemer, og hvad der sker med skaberværket, hænger sammen. Og hvad der sker med vore legemer er ikke tilintetgørelse, men forløsning: Vi forventer vort legemes forløsning. Vore legemer forløses, heles, fornyes. Og sådan er det også med himlene og jorden. Vores sidste hjem vil være på den nye jord, som vil være denne jord fornyet og helet. Diskontinuitet Så der er kontinuitet. Men der er også diskontinuitet. Som Johannes siger: Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive (1 Joh 3,2).

5 Jesus sagde: I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen (Matt 22,30). Tingene bliver anderledes. For eksempel ser Peter, i sit andet brev, ikke en simpel genoprettelse eller forbedring af den nuværende verden. I 2 Pet 3,7 siger han: De nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt. Apostlen Johannes siger om jorden at: havet findes ikke mere (Åb 21,1). Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys (v.23). Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder (22,5). Ingen nat, ingen sol, ingen måne, intet hav, ingen ægteskaber, åndelige legemer i en verden frembragt gennem ild. Og dog også virkelig kontinuitet Fil 3,21: Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Og hvad var det for en slags opstandelseslegeme, Jesus havde, og som vores også skal være som? Det var et legeme der kunne komme og gå sådan uden videre men samtidig var det også særdeles fysisk og genkendeligt. Læg mærke til de vigtige ord fra Luk 24,39-43: Se på mine hænder og fødder det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.«da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem:»har I noget at spise her?«de gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. Han spiste fisk! I de nye himle og den nye jord vil der være kontinuitet med denne verden og diskontinuitet på en måde, som for os endnu er et mysterium, en hemmelighed. Vi ved, at vi skal være som Ham. Så når forældrene til det handicappede barn spørger: Vil vores søn vokse op? Vil han spise selv? Vil han kunne sidde og lave noget kreativt af det skabte? så vil vi svare: Gud skabte ikke verden og bevarede verden for at lade den gå til spilde. Din søn vil spise sammen med Jesus. Gud vil give ham et nyt niveau af udvikling, som vil være til hans største glæde og Guds største ære og herlighed. Men der er hemmeligheder, vi ikke kender. Endnu ser vi et spejl, en gåde. Når du som troende kristen kommer på den nyskabte jord, så vil du se Jesus, du vil se mennesker du kender og genkender. Der står nemlig i Bibelen, at vi skal sidde til bord med [genkendte personer] Abraham, Isak og Jakob (Matt 8,11). Vi skal genkende dem, og vi skal genkende hinanden. Vores største håb Evangeliet er en klippeklar forsikring om, at der vil være nye himle og en ny jord, og at vi vil blive oprejst med herliggjorte legemer for at leve der i al evighed. Evangeliet om Jesus, som blev korsfæstet i vores sted, og som tilvejebragte os tilgivelse og retfærdighed, og forsvarede denne gerning ved at opstå fra de døde med magt over alle ting dét er, hvad vi vil fortælle det handicappede barns forældre, når de leder efter fast klippegrund at stå på midt i frygten og skylden. Men evangeliets ultimative gave er ikke nye himle og en ny jord. Evangeliets ultimative gode er ikke et forherliget legeme. Evangeliets ultimative gode er ikke tilgivelse, eller frelse eller forsoning eller retfærdiggørelse. Evangeliets ultimative gode, som gør evangeliet til godt nyt, og uden hvilket ingen af disse gaver ville være gode nyheder, er Gud selv set i lyset og herligheden fra hans korsfæstede og opstandne Søn, skattet og ophøjet for sin ufattelige skønhed, uendelig værdifuld, og reflekteret i os, fordi vi er blevet formet efter hans Søns billede.

6 Hele det materielle univers blev i sin tid skabt, og vil modtage sin nye form, sådan at Guds Søn kunne blive født som menneske, lide i kødet, blive korsfæstet, opstå fra døden og regere som Menneskesønnen og blive omgivet af en skare, der ikke kan tælles, af frelste mennesker, som i deres åndelige legemer synger og taler og arbejder og leger og elsker på måder, som synligt reflekterer Hans herlighed bedst, netop fordi vi har legemer i en verden som åndeligt og fysisk stråler med Guds herlighed. Hvad skal vi sige til hinanden? Jeg har i aften spurgt et par gange, hvad vi skal sige til forældrene til det handicappede barn om Himlen. Og lad mig slutte med at spørge, hvad vi skal sige til hinanden om dette: Vi skal sige til hinanden, at vi skal have øjne, som både kigger opad, mod Himlen, fordi vores borgerskab ér i Himlen og vi længes efter Jesus, og vi skal have øjne, som kigger fremad og rundt omkring os, fordi Gud har skabt den jord, vi bor på, og han har kaldet os til et alvorligt ansvar om at være forvaltere. For et par måneder siden talte jeg her om at være kongens efterfølger. Vi er kaldet til at gøre, som Jesus gjorde, og være opmærksomme på, at de gode gerninger vi gør mod andre, er det vindue, igennem hvilket andre mennesker kan se og prise Guds herlighed. Hvilke gerninger har jeg planlagt i mit liv, som vil gøre det sandsynligt, at en eller anden ser på mig og siger: Der må findes en Gud! Og han er stor og skal have al min ære og pris!? Og for et par år siden talte jeg også her om, at Gud er grøn. Gud har skabt jorden, planterne, dyrene, og Gud kalder os til at tage vare på de ting og finde de bedste måder at forvalte miljø, økonomi, osv. Øjne, som kigger opad og ligesom Paulus længes efter at være sammen med Jesus, og øjne, som kigger fremad og rundt omkring os, fordi Jesus kalder os til at være som ham, her og nu. Far, vi beder om, at ikke en af os her må gå fortabt, og det samme beder vi om for de mennesker, vi omgås: Forny kaldet til dem, forny kaldet til os om at forkynde evangeliet for dem. Og far, så ser vi med begejstring og glæde frem mod det, som du har lovet os vedrørende evigheden sammen med dig. Tak fordi vi må se opad og længes efter at være med dig. Og tak fordi du samtidig kalder os her og nu til også at se fremad og leve i efterfølgelse og lydighed overfor din søn og det kald til at være forvaltere, som du har givet hver af os. Amen. Bøn: Far, vi bøjer os i ærefrygt for det, som du fortæller os om fremtiden. For vi ser i dit ord, at enten kan vi se frem til en evighed sammen med dig eller en evighed i fortabelsens mørke.