Begyndelser Nye tyske bøger på dansk, EMINE SEVGI ÖZDAMAR SÆLSOMME STJERNER STIRRER MOD JORDEN

Transkript

1 EMINE SEVGI ÖZDAMAR SÆLSOMME STJERNER STIRRER MOD JORDEN Forlaget Vandkunsten, 2012 Oversat af Jane Tversted efter Seltsame Sterne starren zur Erde (Kiepenheuer & Witsch Verlag, 2004) Oversættelsen er støttet af Goethe-Instituttet HUNDEN BLEV VED AT GØ OG VILLE IKKE HOLDE OP. Af og til løb den ind i anden og tredje baggård, dens stemme fjernede sig, men så kom den tættere på igen. Jeg kunne ikke længere sove, Else Lasker-Schülers bog lå på den anden hovedpude. Før jeg faldt i søvn, havde jeg lært et par linjer udenad. Sælsomme stjerner stirrer mod jorden, Jernfarvede, med haler af længsel, At lede efter kærligheden med armene i brand Jeg gentog sætningerne, som om Elses ord og min stemme ville kunne berolige hunden, der gøede i gården. Men da hunden gøede endnu højere, begyndte jeg også selv at tale højere og skreg nærmest sætningerne ud. Hvor kom hunden fra? Indtil nu havde der ikke været nogen hund i gården. Jeg stirrede hjælpeløst på bogen, som om den kunne hjælpe mig. Hunden gøede og gøede, jeg tav og hørte mine tænder klapre. I den tidligere fabrik var alle radiatorerne slukkede, som altid på helligdage, om lørdagen og om søndagen. Og i weekenden, når skrædderne og strygepigerne på etagen neden under os gik hjem, begyndte kulden at brede sig overalt i huset, også her på den øverste etage, hvor der boede syv personer. Hvis de andre havde været her nu, ville man kunne se kulden. Peter ville måske tage et bad, og når han steg op af det varme vand, ville det dampe rundt om hans krop. Når mine syv venner på sådanne dage uden varme, kom ud i køkkenet fra det lange store rum, bevægede deres varme ånde sig en halv meter foran dem i kulden, som når en flyvemaskine trækker en lang stribe og bygger en vej over himlen. Når to af os stod over for hinanden og talte sammen i dørene til vores værelser, så jeg to åndedræt tale sammen i korridoren, og hvis en gik tværs igennem dem, beskadigede han for et øjeblik de to talende åndedræt og gik med sit eget pust af 1

2 ånde foran sig ud i køkkenet. Kun åndedrættet kunne kort bryde kulden. Når vi alle sammen sad rundt om det store, runde bord i køkkenet og spiste og talte sammen, så jeg syv vejrtrækningsveje over bordet som syv lyskegler fra syv lommelygter en mørk nat. Før disse syv personer havde der boet andre mennesker her: aa-kollektivet. De var taget til Otto Mühl i Østrig til et selvbevidsthedsseminar og var kommet kronraget tilbage, også kvinderne og et barn. De sagde: Alle forskelle skal afskaffes, ingen privat ejendom, ingen faste forhold. Alle kvinderne gik i seng med alle mændene, og de måtte ikke vide, hvem der var far til deres børn. Også sproget skulle afskaffes, fordi sproget oprettede klasseforskelle. Sproget var et magtinstrument, derfor tilbage til primalskriget. Ligesom hos børn skulle kun det fysisk nødvendige og nøden skriges ud. Også børn skreg jo kun det fysisk nødvendige ud, sagde de. De talte ikke længere, de skreg kun, derfor var de kronragede lejere fra før hele tiden hæse. På de kolde lørdage og søndage i den tidligere fabrik havde deres skrigende åndedræt således været endnu længere end mine syv venners, som jeg boede hos nu. Når aa-kollektivet skreg på den måde, fl øj raketter i alle retninger mod himlen og efterlod deres spor. Jeg havde ikke lært folkene fra aa-kollektivet at kende, fordi de var blevet pryglet ud, før jeg kom. Lampen, som hang i det store rum over bordtennisbordet, havde også fået nogle af slagene. Tre af de fem pærer var blevet slået itu, og lampens stel hang stadig krumt ned fra loftet som et minde fra aa-kollektivets tid. Ingen af os reparerede lampen. Man spillede bordtennis under den, og af og til blev den ramt af boldene og vaklede. Når to spillede bordtennis sammen i kulden, så det ud, som om to åndedræt kastede bolden frem og tilbage. Det var Reiner, der havde smidt aa-kollektivet ud. Han havde lejet den tidligere fabriksetage, havde bygget syv værelser med vægge af tyndt pap, lejet dem ud til de studerende og havde også selv boet der. Da de studerende så en dag kom kronraget tilbage fra Otto Mühls selvbevidsthedssseminar og hele tiden skreg, hentede Reiner sine dørsælgervenner fra Frankfurt 2

3 og foranstaltede et kæmpe slagsmål. De kom i folkevognsrugbrød med køller under deres frakker og gik med det samme løs på folkene fra aa-kollektivet, der skrigende var ved at spise morgenmad, også dørsælgervennerne og børnene skreg. Og også syerskerne og strygepigerne på etagen nedenunder, der hørte skrigene og så de ituslåede ruder falde ned foran deres vinduer, begyndte at skrige, enkelte glemte de tunge strygejern på de bukser, de var ved at stryge, og løb ud på gaden. Bukserne blev brændt på strygebordene, indtil mesteren den eneste mand blandt strygepigerne, en lille mand, døv og med fremstående mave stillede strygejernene lodret. Reiner vandt, aa-kollektivet flyttede og efterlod amerikansk militærundertøj i skabene og mange T-shirts, som kunne købes for én mark stykket i en militærshop, og som jeg på grund af kulden bar flere oven på hinanden af. Der var også grønne militærstøvler i skabene, som vi på kolde dage ofte havde på. Igen gøede hunden. Hvorfor peb den sådan? Var der måske nogen, der havde trådt den over poterne? Jeg må drikke noget vand, det vil hjælpe mig til at sove igen. Jeg gik gennem den lange korridor og det store rum ud i køkkenet. Vejen var så lang, at Inga på de kolde dage tog cyklen for at komme på toilettet, hendes åndedræt cyklede med. Jeg tændte lyset i alle værelserne. På Jens værelse lå en bamse på sengen, en bjørn, hvis glasøjne var duggede. På Susannes værelse stod et askebæger fyldt med frosne skod ved siden af skrivemaskinen, på Ingas værelse stod en åben vandflaske. Vandet var frosset. Inde hos Janosch lå et stykke frosset chokolade, der var taget en bid af, på tastaturet af hans skrivemaskine. Jeg så aftrykket af hans tænder på det og tænkte, at han smilede til mig. Da jeg åbnede døren til Reiners værelse, gik radioen pludselig i gang. Hvor var den talende mands stemme dog varm! Jeg lagde mine hænder på radioen, men kulden fra metallet brændte. På en tallerken lå en halvspist Bockwurst med frossen ketchup og så ud som popkunst. På Barbaras værelse stod en kasse ved siden af skrivemaskinen fyldt med bolsjer og chokolade, der var frosset sammen, det virkede på mig, som om bolsjerne 3

4 lo af kulde. Foran alle værelserne stod støvler, der var fyldt med Barbaras chokolade og bolsjer. I forbifarten tog jeg et stykke chokolade fra Peters støvler. I det store rum ved siden af bordtennisbordet og den ødelagte, halte stol stod et juletræ behængt med farvede elpærer, som lyste, og et klaver. Jeg berørte hver enkelt af de lysende pærer og spillede hurtigt en do re mi fa so la På det runde bord i køkkenet lå resterne af en honningkage, som var pakket ind i plastikfolie, der duggede. Ingas mor havde haft den med. Kun moren måtte besøge hende, med sin far, der havde været nazist, ville Inga ikke have noget at gøre. Den lange fabriksvask med fem vandhaner var fyldt med snavset, isbelagt bestik. Fra køkkenet gik det uden dør videre ud på badeværelset, hvor der stod et trebenet badekar fyldt med gammelt badevand. Jeg stak min finger i det kolde vand og sagde»peter«. Han havde badet som den sidste, før alle var taget af sted til deres familier. På badekarrets rand lå stadig en åben bog: Karl Marx, Kapitalen. Også bogen var hård af frost, ligesom håndklæderne, der hang på knagen. På tagvinduet udenfor så jeg istapper. Man kunne ikke sætte sig på wc-brættet, kulden ville rive huden op. På toiletgulvet lå der mange aviser fra de sidste måneder og uger. Også overskrifterne så ud, som om de var frosset: EFTER FRANCOS DØD BLIVER JUAN CARLOS I. SPANIENS KONGE ANGOLA BEFINDER SIG STADIGVÆK I BORGERKRIG VIETNAM TÆT PÅ GENFORENINGEN INSTRUKTØREN PASOLINI ER DØD EN VOLDELIG DØD KANSLERSPIONEN GUILLAUME FÅR 13 ÅRS FÆNGSEL KISSINGER BESØGER FÜRTH Jeg stoppede avisen med Pasolinis billede på forsiden ind under blusen for at beskytte mod kulden og åbnede døren ud til tagterrassen, stødte hovedet mod istapperne og så månen over Berlin og et par stjerner, 4

5 der lyste roligt i kulden. Mine tænder klaprede. Sælsomme stjerner stirrer mod jorden. Hundens gøen fra gården lød højere herude. Før jeg lukkede døren til tagterrassen, så jeg under månen og stjernerne fjernsynstårnet i Østberlin. Teatret Volksbühne i Østberlin, hvor jeg var i praktik, var lukket i julen. Også inde på mit værelse kunne jeg høre hunden gø. Hvad var der mon i vejen med den? Hvem tilhørte hunden? Måske tilhørte den en gammel dame, der lige var død? Måske var liget allerede frosset? Måske var det derfor, den stakkels hund havde gøet i timevis. Man sagde, at der i Berlin lå en begravelsesforretning i hver gade, fordi der var så mange ensomme gamle mennesker, der døde, især i julen. Jeg tog Elses digte op i hånden og læste teksten på bogens cover. Mine hænder, min stemme og bogen sitrede.»dette er den største kvindelige lyriker, Tyskland nogensinde har haft. Hendes temaer var ofte jødiske, hendes fantasi orientalsk, men hendes sprog var tysk, et yppigt, prunkfuldt og sart tysk «Hunden gøede og forhindrede mig i at læse, jeg skreg et digt: Hvorfor søger du mig i vores nætter, Skyer af had på onde stjerner! Lad mig fægte alene med ånderne. Måske var hunden bare faret vild, men hunden var ikke fra Østberlin. Heller ikke hundene kunne komme over muren. Hunden gøede nu igen, og utrolig højt. Jeg kunne ikke længere holde det ud. I morgen ville jeg alligevel tage til teatret i Østberlin. Klokken er 5:30 om morgenen. Jeg tager af sted med det samme, hunden kan ikke følge efter mig over til Øst. Udenfor er det ikke koldere end herinde, jeg tager til Østberlin og tilbringer de sidste timer af julen der. Hvad skal jeg tage på? I Istanbul havde jeg aldrig haft brug for en frakke. Jeg kiggede efter på alle værelser og i alle skabe, på Reiners værelse fandt jeg en parkacoat på sengen. Reiner var kommet til Vestberlin, fordi han ikke ville aftjene sin værnepligt. Han stammede fra München, hvor han havde skullet aflægge en samvittighedsprøve foran tre dommere. De tre dommere spurgte Reiner:»Prøv at forestille Dem, at 5

6 De går en tur i skoven, over Dem fl yver en militærflyver med en bombe, der vil bombe Bayern og dræbe seks millioner mennesker. I skoven finder De et våben, der kan nedskyde flyvemaskinen. Hvad ville De gøre?«reiner havde svaret:»jeg ville skyde på flyvemaskinen og dræbe piloten for at redde München.«Dermed dumpede han prøven. Det rigtige svar, mente han, ville havde lydt:»jeg er pacifist, jeg kan ikke dræbe et eneste menneske, heller ikke for at redde seks millioner. «Eller:»Jeg er homoseksuel«. Så måtte Reiner op til en ny prøve, spørgsmålet var denne gang:»ville De have deltaget i Stauffenberg-attentatet mod Hitler?Nej, jeg dræber ikke nogen«, sagde Reiner og dumpede en gang til.»de ville altså ikke have foretaget Dem noget imod Hitler!«Til den tredje prøve sagde han:»jeg vil læse teologi, jeg er pacifist, en soldat er ikke nogen morder, og jeg er homoseksuel.«reiner var dumpet igen. Jeg forlod den kolde fabriksetage i Vestberlin og tog til Østberlin. Hunden gøede stadigvæk. Jeg gik forbi bordellet nederst i huset, foran dets indgang hang skiltet»milchladen«. Forhængene var altid trukket for, tyrkiske mænd gik ind og ud. Da jeg løb i retning af S-toget, knitrede den avis, jeg havde stoppet ind under blusen. Gaden var glat af is. Bilejerne ville være nødt til at skrabe bilernes ruder fri. Byen ville vågne til denne lyd. S-toget var tomt, da jeg stod på i Wedding på stationen Gesundbrunnen for at køre til grænseovergangen Friedrichstraße. S-toget bevægede sig som et dyr, der af og til viste sig i landskabet, forsvandt og dukkede op på ny. Det kørte nu igennem de tre spøgelsesbanegårde uden at standse, Humboldthain, Nordbahnhof, Oranienburger Straße, og ankom til grænseovergangen Friedrichstraße. I S-toget var jeg bange. 6