Søndagslæsning. Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger. Johs. 4, Udgivet af Grundtvigsk Forum. Nr Årgang

Transkript

1 Søndagslæsning Udgivet af Grundtvigsk Forum Nr Årgang Januar 2010 ISSN Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger Johs. 4, 5-29 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Sådan sammenfatter Jesus omtrent sine ord til den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd, uden at hun rigtig forstår, hvad han taler om. Det skal nu ikke lægges hende til last. Jesu ord er så komprimerede, at vi også kun langsomt kan følge med. Sagt på en anden måde: Hele optrinnet er tungt af historie, selvom samtalen mellem Jesus og kvinden er mild og let i tonen. Det milde og lette er på baggrund af den dybeste alvor, som igen går tilbage til patriarken Jakobs ganske særlige historie. Det er denne gamle begyndelse, som Jesus finder anledning til at forny, idet han giver fornyelsen til kvinden ved Jakobs brønd. Han tilfører hendes liv alvor uden at tage letheden fra hende. Hvoraf kommer nemlig den ånd, som Gud er? Hvordan kan vi begribe Guds ånd, endsige da tage den til os? Eller hvad er det, som skaber ånd i et menneske? Ånd er stemning og atmosfære og altså noget, som altid og umiddelbart er tilstede i et menneske og blandt mennesker. Hvor der er mennesker, er der altid ånd. Men der er mere at sige, for hvad er det f.eks., der gør at barnets og den voksnes ånd aldrig er den samme, selvom det er samme menneske? Hvoraf kommer forandringen fra barn til voksen, fra midaldrende til olding? Den kommer af skylden. Og et menneskes skyld kræver at komme til bevidsthed og at blive omsat til sprog. Det er skylden, som tvinger ånden frem og gør mennesket bevidst både om skyld og ånd. Skyld skaber ånd, for ingen - eller kun ganske få - kan leve et ganske almindeligt liv uden at forholde sig til sin egen skyld. Helt banale forhold viser det: Hvem har ikke allerede som barn og uden at have gjort det mindste følt sig skyldig ved synet af en politibil? Hvem har ikke følt sig bare lidt skyldig, når læreren spurgte udover klassen: Hvem har gjort det? Svaret på den slags spørgsmål er oftest: Det er ikke mig!, 1

2 skønt der ikke spurgtes om, hvem det ikke var. Lidt skyldig føler man sig altid. Eller vi har en grundlæggende skyld, der påkalder sig opmærksomhed ved den mindste anledning. Og så er ånden straks på færde, for ånden er det, hvormed man forholder sig til skylden. Åndens bolig er sproget. Ånd i højere forstand - dvs. højere end stemning og atmosfære - er sprog. Det bliver derfor bogstaveligt altafgørende i hvilket sprog, dvs. med hvilken ånd, et menneske er i stand til at forholde sig til sin egen skyld, om den så er stor eller lille. Kan skylden kun behandles eller omtales i f.eks. lovens sprog eller med fordømmelser, så vil dens alvorstyngde få enhver til at forsøge at lægge skyld fra sig eller bagatellisere al skyldighed. Det var ikke mig, jeg mente det ikke alvorligt, omstændighederne krævede osv. Bagatelliseres omvendt skylden på den måde, at man altid forsøger at se igennem fingre med den, måske fordi den synes for tung at bære, eller man har hørt for meget om den i sin barndom eller set for mange politibiler, gøres den for let, så vil den komme syvfold tilbage, som vi hører andetsteds i Det nye Testamente. Skylden og den dårlige samvittighed vil da ligge i hjertets dyb og stige op og give sig til kende af og til. Den vil sidde som en mørk tavshed i dette menneskes sprog og ånd, noget hvorom der ikke kan tales, måske end ikke med Gud, skønt dét netop er meningsløst, for Gud kender alt til et menneskes skyld. Det afslører jo netop Jesu ord til den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd du har haft fem mænd, og den, som du har nu, er ikke din mand;, siger han, for det taler hun ikke højt om. Altså: Skyld og ånd hører sammen, endda også således, at man kun i kraft af ånd 2 opdager sin skyld. Det er et bestemt, foreliggende sprog, kristendommens, som peger på menneskets skyld endnu før, man har gjort tilstrækkelig erfaring med fænomenet. Skylden er drivkraften i alt åndsliv, hvad patriarken Jakob vidste bedre end nogen. Hans historie, som skulle blive forudsætningen for et helt folks, siden en hel verdens forhold til skyld, tager form af hans erfaringer med skylden. Den sønderriver hans tilværelse. Hver gang det sker, bliver han klogere. Eller skylden driver ham til at forstå og fortælle sin historie anderledes end før i takt med, at han udforsker begrebet. Da han mistede Rakel, som han havde foretrukket og favoriseret, gjorde han sig skyldig og gik i rette med Gud. Da han inden gensynet med Esau kæmpede med Gud ved Jabbok og forlangte at få velsignelsen bekræftet, gik han også i rette med Gud. Skyld på skyld. Da han mistede Josef holdt han op med at gå i rette med Gud. Han havde foretrukket Josef frem for de øvrige brødre og var blevet straffet. Denne skyld tvang hver gang Jakob til at forstå Guds vilje forfra. Den fremtvang den ånd i ham, da den første desperation var forvundet, at han blev nødt til at kunne lægge sit liv i Guds hånd. Skylden, tabet af Josef, blev til ånd og værdighed hos den gamle patriark (netop derfor blev han patriark) og som sådan en verdenshistorisk begivenhed. Vi kender det stadig: Den, som har lidt meget, den som har gjort hårde erfaringer med skylden, nyder ofte respekt. Derfor kæmper vi endda af og til om at have haft det værst. Da Jesus sætter sig ved Jakobs brønd spiller skylden med. Ikke som bevidsthed, men som forudsætning, der dog i løbet af kort tid, bringes til bevidsthed. Først for Jesus, siden for kvinden. Når Jesus lader

3 samtalen udvikle sig let og muntert, dvs. uden straks at gøre opmærksom på, hvem han selv er og uden at foreholde kvinden den dybe alvor i hans livs anliggende, ja så skyldes det simpelthen karakteren af Guds vilje. Guds vilje i forhold til den skyld, som Jakobs brønd frem for noget kunne være et passende symbol på. Det er højst tænkeligt, at denne kvinde har været som folk er flest, at hun ikke har bekymret sig om skyld, med mindre hun har haft konkret anledning til det. Hendes første undren og siden munterhed er foranlediget af, at den fremmede mand, tilmed en jøde, taler til hende. Det er i sig selv en begivenhed, der nok kunne skabe en vis frygt. Men ikke hos denne kvinde, hvis munterhed dog bliver mere respektfuld i løbet af samtalen, - en munterhed som Jesus ikke vil forstyrre, men tværtimod forstærke. På det rigtige grundlag. Jesus vender samtalen i retning af, at hun har brug for noget, skønt det er ham, der har bedt hende om vand. Hun har ikke vandet fra brøndens kildespring, men levende vand, som kan gøre hendes munterhed til varig glæde, som kan kende hendes skyld og dog gøre hende glad samtidig. For at nå ind til kvinden og gøre hende begribeligt, hvad han har at give, må Jesus ramme hende. Han bliver nødt til at minde hende om den skyld, som ethvert menneskes liv er forviklet med. Det må gøres nænsomt og indirekte, for ikke at få karakter af et overgreb. Jesus må få kvinden til selv at sige noget, der blotter det ømme punkt, det som er hendes mangel eller forfejlethed i livet. Det sker, da han beder hende om at hente sin mand. Kvinden svarer: Jeg har ingen mand. Det er både sandt og ikke sandt. For vel har hun en mand, men uden at være gift med ham. Forud for ham har hun haft fem ægteskaber. Fem ægteskaber og et papirløst forhold er meget, kan vi godt sige, uden at kunne beskyldes for snerperi, så der gemmer sig sandsynligvis skyld af forskellig art i disse forhold. Det afgørende er imidlertid kvindes eget, tvetydige svar. Jeg har ingen mand, idet denne tvetydighed dækker over noget. Hun siger altså selv, at hun er skyldig, uden at hun rigtig siger det! Hun antyder uldent. At hun var skyldig i forhold til den jødiske lov, og at hun som samaritaner yderligere var genstand for foragt fra jødernes side, er hævet over enhver tvivl. Det behøver dog ikke at betyde, at hun også enten følte eller anså sig selv for skyldig eller måske begge dele, at hun kort sagt var skyldbetynget. Mændene kunne være døde af naturlige årsager og med samleveren kunne brylluppet være nært forestående. Vi ved det ikke, og det betyder ikke noget. Men kvinden forsøgte at lægge sig i læ af et tvetydigt udsagn og afslørede dermed sig selv. Det giver anledning til, at Jesus dernæst afslører sig selv og sit ærinde: Han skal lære både jøder og hedninger, at Gud er en bestemt ånd, tilgivelsens ånd, som uundgåeligt lærer mennesket dets skyld at kende. Her kommer netop det nye frem. Kvinden bliver glad og ikke fortrykt, Kom og se en mand, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort, bekendtgør hun bagefter i landsbyen med uhørt frimodighed, og hendes glæde bliver både dybere og mere varig, ja evig. Hvilken befrielse at være løftet ud af denne tvetydighed, at være berøvet dette åndelige figenblad, som det er at skulle skjule sin skyld. Det er ikke længere nødvendigt. Jesus har set og sagt alt, og i stedet for at være trykket af den sædvanlige fordømmelse, har hun fået mod til sige, om han mon ikke skulle være 3

4 Kristus. Hendes skyldbevidsthed fører til en kristusbekendelse, og forholdet til omverdenen er fuldstændig ændret. På denne måde kalder Jesus skyldsbevidstheden frem, idet han samtidig sætter sig udover den. Han fuldbyrder patriarken Jakobs erfaringer med skylden, som hele Israels folk skulle gøre det ved at blive berøvet alt og se det som Guds straf for folkets troløshed, idet han siger: Et menneske, Jakob, og et folk, Israels, kan ikke trække mere ånd og sandhed ud af skylden og slet ikke mere levende vand. Nu skal det siges til alle folkeslag, at svaret på skylden er Jesu ånd, som tilgiver, og som sætter os i stand til at tilbede Gud i ånd og sandhed. At tilbede Gud i ånd og sandhed er at gøre som denne kvinde, at kende sin skyld og derved være løftet ud af al tvetydighed. Det giver plads til den frimodighed, der kan få os til at tale og sige: mon han ikke skulle være Kristus?. Morten Kvist Valgmenighedspræst, Herning Prædiken til Sidste Søndag efter Helligtrekonger Johs. 12, Salmer: , Det er svært at spå, især om fremtiden, siger StormP. Men i dag er vi så sat til at tale om fremtiden. Det er en spådom, vi beskæftiger os med i teksten, jeg lige læste. Det er Jesus, der er sammen med sine disciple for sidste gang alene, før han skal henrettes og dø, og han forsøger at forklare dem, hvad det er, de skal vente, og især måske, hvad de skal stille op med det. Og det sidste er så det, vi skal forsøge at nå frem til. Hvad stiller vi op med det? Hvordan kan vi forholde os til en historie, som vi på en eller anden måde jo ikke helt opfatter som vores egen, fordi de personer, der oplevede det her, levede for mange år siden i et andet land under andre livsbetingelser, og som vi så alligevel gør til vores historie, bl.a. ved at døbe små børn som de tre, vi har døbt i dag. Som så ofte før bruger Jesus et billede for at få disciplene til at forstå. Han taler om et hvedekorn, og for dem, der hørte det dengang, var det ikke så mærkeligt et billede, for de levede i et agerbrugsland. 4 De vidste, hvad det ville sige at så og høste. De kendte til naturens kredsløb og vidste, at der var skiftende årstider, at der var en sammenhæng imellem vinter og død og det spirende forår, der snart skulle folde sig ud var livet på ny. Opstandelsen som i morgensolens glans. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, spirer det og vokser op, og det bærer mange fold. Så langt er billedet klart.. Disciplene ved, hvad det handler om. For nogle år siden havde vi en fast aftale med skolerne her i Ølstykke om at fortælle børnene om Høst i et projekt, der både foregik i skolen og i kirken og på markerne og i præstegården. Et projekt om livets cyklus kunne man sige. Jeg besøgte alle femteklasserne her i byen, og jeg havde en stor solsikke med! Jeg fortalte dem om, hvordan den solsikke ved et tilfælde var kommet til at vokse bag præstegården imellem frugtbuskene Og de fik lov at skære i den, finde kerner-

5 ne og beregne, hvor mange kerner, der kunne blive ud af sådan en enkelt lille selvsået solsikkekerne kerner, regnede de ud. Og pointen var naturligvis, at den lille spire, som kom op af jorden engang i foråret kunne blive til noget virkeligt stort. Og det var ikke så svært at føre tankegangen videre: Hvis nu alle de godt 3200 kerner også fik lov til at lande et eller andet sted i noget god jord, døde og spirede og blev til lige så stor en solsikke... Hvilken enorm høst! Børnene fik alle kerner med hjem med den opgave at forsøge at få dem til at spire og gro. Og historien slutter ikke her! Moderne mennesker behøver man ikke fortælle så meget i billeder for. Mange ville straks kunne komme med endnu bedre eksempler på eksplosiv og ødsel formeringsevne, hos fisk for eksempel eller rotter og mus. Myg.. ja hvad ved jeg... Men Jesus bruger det enkle og klare billede med hvedekornet, der dør, fordi det er en alvorlig begivenhed han vil have dem til at forstå noget om. Og derfor bliver det videre forløb i hans tale ikke så helt let for dem at forholde sig til, for det er her han sprænger grænsen for deres fornuft og videnskabelige indsigt. Den, der elsker sit liv, mister det, men den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv! Nu er det ikke så enkelt mere! Hvordan kan Jesus, der elsker sine disciple og elsker livet, hvordan kan han tale om, at man skal hade sit liv i denne verden, for at vinde det i en anden verden. Jeg er nødt til at gå lidt håndfast til værks i min udlægning. Om ikke for andet, så for de konfirmanders skyld, som også sidder i kirken i dag! Og jeg vil vende tilbage til det, der skete ved dåben før, da vi døbte Malthe, Oliver og Mathilde. De tre små forstod ikke noget af det, der skete, og vi voksne måske heller ikke i virkeligheden, men i ritualet ved dåben læste vi to tekster, som forklaring! De er hentet fra beskrivelserne af Jesu liv før og efter påske. Den ene tekst, den sidste af dem, er fortællingen om kvinderne, der forsøger at mase sig ind til Jesus i en stor folkemængde, som egentlig er kommet for at høre ham og for at blive helbredt af ham. Kvinderne vil have Jesus til at røre ved deres små børn. Disciplene forsøger at holde dem væk. Der står ikke noget om, hvorfor, men vi kan jo gætte på, at de har været praktiske mennesker i socialsystemet. De var jo, hvis vi skulle forklare deres job i forhold til moderne arbejdsbeskrivelser en slags social- og sundhedsassistenter, der havde svært ved at få tid til dem, der virkelig trængte til hjælp, så derfor måtte de her raske og sunde børn bag i køen. Under alle omstændigheder fortælles det så, at Jesus bliver vred på dem, og beordrer børnene hen til sig. I første omgang ikke fordi, han vil røre ved dem, men for at han kan forklare os noget om Gud og hans rige: Hvad er det, der er mellem mødre og deres små børn? Hvorfor var det, de gerne ville have børnene hen til Jesus? Hvad kunne de opnå ved det, disse mødre? Ikke noget for sig selv i hvert fald. Tværtimod, de blev puffet og maset, og det var besværligt, og disciplene skældte vel oven i købet ud..! Men de mente, de kunne opnå noget for børnene..! De troede på, at der var noget ved Jesus, som de kunne have gavn af, de små! Det Jesus finder hos disse kvinde i forholdet til deres børn, er det samme, som vi finder hos Camilla, Caroline og Mette, 5

6 Mathilde, Malthe og Olivers mødre. Det er kærligheden, som gør, at disse mødre sætter sig ud over enhver besværlighed, for at gøre det godt for deres børn, nøjagtigt som I tre mødre jo også vil gøre, hvad som helst, for at det skal gå jeres barn godt! Og Jesus siger det så, det som vi har så let ved at overhøre: Guds rige er deres! De tre små heroppe, ejer paradiset. De er i himmeriget, de er i en verden, vi ikke kan måle og veje eller beskrive, men som vi kun kan opleve. Kærlighedens verden!!! Og det rige, Guds rige, der hvor kærligheden findes, det er et rige af en anden verden. Men ikke af en anden fjern verden, vi ikke kan opleve. Nej! Vi har den lykke at kunne opleve det allerede her, nemlig når vi elskes, når vi får lov til at mærke, hvordan vi selv elsker andre, som en utrolig varm og mærkelig følelse af dyb fryd! Gudsriget er altså, hvor kærligheden er som en moders til sit barn, uden forbehold uden spørgsmål om fortjeneste eller tilbagebetaling. Som en gave... En af de historier, vi mangler i årets tekstrækker, fordi påsken kommer så tidligt i år, er teksten om brylluppet i Kana, den historie, hvor Jesus laver 280 liter vand fra vaskebaljerne til sprudlende årgangsvin.. Miraklet i den historie er jo ikke, at vand kan blive til vin, dér handler det også om billedet på kærligheden, at selvom de havde drukket rigeligt, som der står i fortællingen, og selvom én eller anden havde forsømt at købe ordentligt ind. Ja selvom ingen af dem fortjente at få mere, så kommer kærligheden altså tilbage med fornyet styrke, når vi vil høre efter hvem, det er, 6 vi skylder æren for, at kærlighed findes. Jesus reserverer altså ikke paradiset til et sted bag døden. Men han fortæller os, at vi ikke behøver at frygte døden, hvis vi har kærligheden med i vores liv. Så tilbage til det vanskelige spørgsmål: Hvorfor forlanger han så, at vi skal hade dette liv, for at opnå det andet - kærlighedens liv? Jesus har set, hvad der optager os alle. Når han taler om dette liv eller om denne verden så er det, fordi det, der optager os, vores egen lykke, vores egen indtjening, penge på kontoen, friværdi, luksusrejser, skitur eller ned i varmen, når han ser på dette liv som udtryk for menneskets ønske om at bjerge sig selv, så ser han også risikoen for, at kærligheden forsvinder, at medmennesket forsvinder. Han skærer det ud i pap. Eller rettere han spidder det fast i deres erindring på et kors. For hvad er kærlighed? Hvad er det for en kærlighed, der ser stort på, hvordan det går mig selv, for at andre kan blive reddet. Det er den kærlighed, hvor jeg er villig til at gå i døden, for at andre kan leve. Hvis børn skal forstå det, er billedet af den treårige, der står ved kanten af Frederikssundsvej sammen med sin mor og pludselig slipper hånden og begynder at løbe ud på vejen et godt eksempel. Moderen siger jo ikke: Ja løb du bare, du er selv ude om det, hvis du bliver kørt ned! Hun springer, uden tanke for sig selv efter den lille for at redde hende! Og hvorfor?

7 Ikke for at få tak eller for ikke at blive anklaget for at være en dårlig mor.. Nej ikke af nogen som helst anden grund, end at sådan elsker hun sit barn! Og det er barnets redning. Ethvert lille barn lever af sin mors kærlighed på den måde. Dagens evangelium er en tale til disciplene, som skal fortælle dem, at den død, Jesus skal igennem er den død, der gør det muligt at tro på en kærlighed, der ikke er vores egen præstation, men som griber os, så vi overvinder vores egen egoisme. Den kærlighed er det disciplene skal forstå og give videre. Og det kan de ikke gøre som et luftigt tankespind imellem sig selv og en drømmegud i en fjern himmel. For Gud er ikke luftig. Gud er tilstede i et levende forhold imellem os mennesker, når det lykkes os at gribe kærligheden. Det er derfor Jesu kan tale om mødrenes kærlighed til deres børn, som guddommelig, som Guds rige! Det, der altså er den anden begrundelse for at døbe små børn, som vi læste i ritualet, beskeden til disciplene om at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til sosuassistenter i Guds rige, det er beskeden om, at i denne verden i dette liv, her, hvor vi møder medmennesker, der har brug for kærlighed, der skal vi være parat til at række dem den. Og skolebørnene... dem, der fik solsikkekerner som de kunne forsøge at formere, ved at lade dem dø i Jorden, de fik naturligvis også den forklaring. De fik at vide, at hver lille spire af kærlighed, de kunne være med til at passe på og få til at vokse, det er spirer i Guds have, den have, hvor der kun vokser gode ting. En sidste lille sløjfe på denne prædiken er salmen, I var med til at synge før. Sov du lille sov nu godt... Altså ikke et ønske om at barnet skal sove ind i døden, men et ønske om, at barnet stille og roligt må få lov til at hvile og leve i sikker forvisning om, at det er et elsket barn. Ingen af de tre må, som jeg sagde det i min tale til fadderne komme i tvivl om at det er elsket, for kærligheden er vi skabt til, og åbenhed og ærlighed hører med i kærlighedens kategori. Og så dukker høstmotivet op også i den salme. I det sidste vers udtrykker vi håbet om, at barnet må vokse og blomstre smukt, bære evig dejlig frugt. Hvad er det? Ja det er heller ikke et spørgsmål om, hvad der kommer på bankkontoen, eller hvor fin en eksamen jeres børn skal få. Nej den frugt, vi beder om, må være deres, det er frugten af den kærlighed, I skænker det. Dvs. vi beder om, at det, som I forældre gør, for jeres børn, uden, at barnet fortjener det, og i øvrigt også uden, at I selv er skyld i, at I kan gøre det. Alt det må blive til, at vi kan takke den Gud, som er kærlighed, for et liv, der ikke er befriet for døden, men kan leves i en sikker forvisning om, at fordi døden kom ind i verden ved et menneske, så måtte de dødes opstandelse også bringes ind i verden ved et menneske, for at ligesom vi alle dør, ligesom Adam, så skal vi også opleve et helt nyt liv i Kristus... Dette sidste var et citat fra Paulus.. det må vi uddybe en anden gang. Men det er jo også derfor, vi søndag efter søndag er forpligtet på at videregive de fortællinger, der stiller krav til vores liv og fylder os med kærlighed og glæde Jørgen Anker Jørgensen Sognepræst, Ølstykke 7

8 Fra et interview... På langbordet foran hende ligger resultatet af præstesamtalerne, en lille blå bog, der skal give svar på spørgsmålet om, hvordan man tackler sin egen og andres sorg. - Hvis jeg havde spurgt en terapeut om det samme, ville jeg kun være kommet til mine egne grænser. Ved at gå til præster kom jeg længere. Vandet er dybere i selskab med en præst, fordi evighedsperspektivet findes. Selvfølgelig er det mildest talt irriterende at opleve, at der bliver lagt et evighedsperspektiv ud over det at miste én, man har elsket. At der er nogen, der tror, at min mor er et andet sted, gør jo ikke sorgen lettere at bære. Men det, at der er nogen, som er overbevist om, at der findes en større mening med tingene, gør sorgen lettere at forstå. Så handler det ikke kun om mig, men om livet. Tag ikke fejl, jeg er selv stor fan af terapeuter, men jeg tror, at den terapeutisering, som finder sted i vores tid, hvor vi leder efter alle svar i os selv, gør det svært at komme ud over den selvkrise, som en sorg er. Præsterne lærte mig, at man skal kigge op og række ud til andre, så man kan mærke, at man er en del af noget mere. Et menneske, der ikke forstår, at der er noget, der er større end det selv, er meget fortabt og isoleret i sorgen... Sorgen er en langsommelig, ineffektiv proces, som passer dårligt ind i et samfund, hvor vi hele tiden forlanger effektivitet af os selv og hinanden. Den giver os ikke mulighed for at præstere mere. Vi har alt for travlt til at turde tage livets skyggesider ind, men jeg mener, at man skal turde vise sårbarhed over for denne grimme, mørke og angstfyldte følelse. Vi moderne mennesker jagter kun de smukke følelser og gør meget ud af bryllupper og barnedåb, men sorgen gemmer vi væk. Tænk, hvis vi tacklede andre af livets store følelser, som vi tacklede sorg. Så var der ikke nogen, der ville give sig selv lov til at blive forelskede og falde på knæ og fri til den, de elskede. Forfatteren Julia Lahme i Kristeligt Dagblad den 25. september 2009 Få Søndagslæsning hver måned som elektronisk post: Send din -adresse til redaktøren 8 Redaktør Erik Jakob Petersen Toftevej 3, 5591 Gelsted, tlf , ejp@gelsted.dk Bestilling af print: Grundtvigsk Forum tlf , kg@vartov.dk Træsnit af Sven Havsteen-Mikkelsen, efter Kristus-billedet fra Store Jellingesten.