KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG EVIGHEDENS HUS DEN JØDISKE BEGRAVELSESPLADS I RANDERS Af Hanne Schaumburg Sørensen

Transkript

1 KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2003 EVIGHEDENS HUS DEN JØDISKE BEGRAVELSESPLADS I RANDERS Af Hanne Schaumburg Sørensen Smukt og tyst er det at komme på den jødiske begravelsesplads i Randers. Begravelsespladsen ligger lidt for sig selv vest for Østre Kirkegård, næsten skjult for den der ikke lige ved det. Gravstenene står tæt på lange rækker kun afbrudt af enkelte mellemrum, hvor stenene er forsvundne hensmuldret og tabt for eftertiden. Evighedens hus Randers begravelsesplads er en af de fire ældste, jødiske begravelsespladser i provinsen, Fredericia, Fåborg, Ålborg og Randers er alle kendetegnet ved en enkelhed og en ensartethed, der har til formål at give den besøgende en følelse af ophøjet ro og højtidelighed. En følelse der harmonerer med den jødiske opfattelse af, at gravpladsen er den afdødes hvilested til evig tid indtil de messianske tider kommer, hvor den afdøde kan genopstå og påbegynde det evige liv. De hebraiske ord bet olam og bet hachajim for begravelsesplads kan da også oversættes til Evighedens hus eller Livets plads. Gravene kan derfor ikke nedlægges. Den jødiske begravelsesplads i Randers er i dag ejet af Det Mosaiske Troessamfund. Indtil slutningen af 1930 erne var det byens egen jødiske menighed, der stod som ejer af begravelsespladsen. Det jødiske menighedsliv blev grundlagt den 11. november 1803, da byens jøder fik kongelig bevilling til at holde synagoge i nogle lejede lokaler i Randers, og menigheden samtidig fik ansat en rabbiner. Begravelsespladsen blev anlagt i perioden lidt uden for bygrænsen mellem Udbyhøjvej og Østervangsvej af købmand og forstanderen for den jødiske menighed, Gerson Heinemann. Den er dermed ældre end sin protestantiske nabo, Østre Kirkegård, der blev etableret i 1811, da man lukkede for begravelser på den overfyldte Sct. Mortens Kirkegård. 1 Inden den jødiske begravelsesplads i Randers blev anlagt, var det nødvendigt at føre de afdøde jøders lig til Fredericia, der på det tidspunkt havde Jyllands eneste jødiske begravelsesplads. Men den jødiske menighed i Randers var i kraftig vækst i disse år, så behovet og ønsket om en egen lokal begravelsesplads må have været stort i menigheden. Ligeledes foreskrev jødisk lov og tradition indtil 1814, at den afdøde inden for et døgn eller senest 48 timer skal være begravet. Et påbud, der kunne være svært at opfylde, når det hurtigste transportmiddel på det tidspunkt var hestevognen. Og det var skæbnens ironi, at det var Gerson Heinemanns egen datter, der blev den første, der blev begravet på Randers nye jødiske begravelsesplads. For den 11. februar 1807 døde den ældste af Gerson og Henriette Heinemanns tre døtre, den syv årige Henny, og et par dage efter blev hun begravet i Randers. I det mindste behøvede familien Heinemann nu ikke længere at drage gennem det halve Jylland for at besøge deres datters grav. Som forstander for menigheden førte Heinemann først på hebraisk og fra 1814 på dansk med stor nøjagtighed protokol over alle begravelserne på begravelsespladsen frem til sin død i Derfor kendes alle grave for denne tidlige periode, selvom gravstenene ikke længere findes. Det var nemlig først i 1814, at det blev pålagt jøderne at føre en egentlig begravelsesprotokol på dansk. Det skete, da Det Mosaiske Troessamfund blev ligestillet med den protestantiske kirke i Danmark. 1

2 I begravelsesprotokollen for Randers er der nævnt en del jøder fra andre byer som Viborg og Hobro. Byer, der ikke selv havde en jødisk begravelsesplads, og hvor jøderne derfor blev begravet på den nærmeste jødiske begravelsesplads, der i dette tilfælde var Randers. Lighed i døden Af de over 360 grave i Randers mangler der gravmonumenter på godt 100 af gravene. Det er hovedsageligt børnegravstenene, der er forsvundet. De mange små marmortavler fra begravelsespladsens første årtier er forvitret væk. Gravene ligger i 11 parallelle enkeltrækker, hvor de ældste grave findes på den nordlige del af begravelsespladsen og de yngste på den sydlige del. Da hovedparten af de randrusianske jøder oprindelig stammede fra Tyskland, er gravstenene efter tysk-jødisk skik stillet lodret. Den lodrette gravsten er et symbol på indgangen til en helligdom. Alle gravene ligger øst - vest, så den afdøde tænkes at se mod øst mod den hellige by Jerusalem. Mange af gravstenene er forholdsvis ens udformet, de har deres forbillede i Toraskabet, Aron Hakodesh, hvor Torarullerne opbevares i synagogen. De enkle, ensartede gravsten er også udtryk for den jødiske opfattelse af, at i døden er alle lige. Rigdom og magt betyder ingenting, og derfor er det ikke nødvendigt at bygge store gravmonumenter. Men den danske påvirkning fornægter sig dog ikke. Som på enhver dansk kirkegård fik den jødiske begravelsesplads i Randers også med tiden sin andel af falske grotter, knækkede søjler og brudte træstammer. Øverst på gravstenene står der med hebraiske bogstaver enten PN eller PT. Oversat fra hebraisk betyder det po nitman eller po temuna her er gemt eller her ligger i han- og hunkønsform. Næsten alle gravskrifterne slutter ligeledes med de fem hebraiske bogstaver TNZBH, et akronym, der betyder Måtte hans (hendes) sjæl være indesluttet i de levendes kreds. Hebraisk læses, modsat dansk, fra højre mod venstre. På mange af de ældre gravsten findes der ligeledes før eller efter den afdødes navn et gravvers. Verset fortæller om den afdødes virke, personlige egenskaber og fortjenester. Ofte ser man, at det første bogstav i hver linie tilsammen danner afdødes navn. Om grundlæggeren af gravpladsen, købmand Gerson Heinemann, der i 1773 blev født i byen Bückeburg i Harzen, står der, oversat til dansk, på gravstenen: Her hviler Forstanderen for vor By, Vor Lærer Herr Gerschon, Søn af sl. Herr Chajim. Han var en god og retskaffen Mand, der til enhver Tid øvede Velgerninger; hans Hu stod til at granske Herrens Lære. Gudsfrygt var hans Skat. Han gik al Kødets gang Lørdag 19. Nisan Og blev begravet den følgende Dag, 20. Nisan 5601 Købmand Gerson Heinemann Død Dødsdatoen den 19. Nisan 5601 er efter den jødiske tidsregning, hvor året beregnes ud efter verdens skabelse. På hebraisk har man ingen særlige tegn for tallene, derimod har hvert af alfabetets 22 bogstaver en talværdi fra 1 til 400. Årstallet findes ved at lægge bogstaverne sammen. En anden af byens jødiske købmænd, Moses Jacoby, der efterlod sig en hustru og hele ti børn, fik følgende ord på sin gravsten, da han døde 50 år gammel: 2

3 Denne Gravhøj bærer Vidne om, at her er Moses begravet, og Støtten er Tegn for, at dette er Slutstenen; thi her gemmes en Mand, som har erhvervet sig et godt Navn for følgende 3 ting Moses Jacoby Han opdragede sine Børn ved Tora-Studier, sine Forretninger drev han i Tilforladelighed, og til enhver Tid øvede han Velgerninger og Kærlighedsgerninger. Hvem græder vel ikke over en Fader til 10 Børn, over ham, hvis Liv blev brudt endnu medens han var ung, men efterlod sig blomstrende Vinstokke. Det er Mosche Noach, Søn af den ærede Herr Jacob. Ak og ve! Tårer er der i hvert et Åsyn. Han var from og retskaffen. Mindet om ham, til Pris og Forherligelse, Vil ej forsvinde bort fra hans Efterkommere og Menighedens Børn. Han døde og blev begravet efterladende sig et godt Navn, 23. Kislev Købmand Moses Jacoby Død Den 3. april 1846 døde den kun 36-årige Frederikke Levy. Hun var født i Randers og var datter af den ovenfor nævnte Moses Jacoby. Frederikke var gift med den seks år ældre, velhavende klædefabrikant Leopold Levy, med hvem hun havde syv børn i alderen 2 til 12 år. Om Frederikke, der også havde det jødiske navn Rechel, står følgende: Stand her, Vandringsmand, og Øjnene rinde af Tårer over det store Tab. Her hviler en agtet og ædel Kvinde, Rechel, Herr Jehude he-levi s Hustru. Hun døde i Midten af sine dage, 36 År gammel, Torsdagen om Aften til Fredag 7. Nisan 5606 og blev begravet Tirsdag 11. Nisan. Hun var beskeden, from og elsket af alle for sine gode Gerninger, klare 3

4 Forstand og fine Smag. Klædefabrikant Leopold Levy s første 2 Hustru Frederikke, f. Jacoby, død Liigsocietet tager affære Som Frederikkes gravvers udtrykker, kan det ikke have været let for familien Levy, at moderen til syv småbørn døde, selvom familien var velhavende og havde råd til både husjomfru og to tjenestepiger. Der var dog trøst for familien at hente i jødedommen. Her betragtes nemlig et menneskes død som en overgang fra den fysiske verden til den åndelige verden. Sjælen eksisterer efter døden, hvor den vender tilbage til sin oprindelse og det evige liv. Efter Frederikke Levys død krævede jødisk lov og tradition, at den afdødes begravelse og bisættelse fandt sted så hurtigt som muligt. Da dødsfaldet fandt sted aftenen før sabbatten, og en begravelse ikke måtte finde sted på sabbatten - eller på helligdage - blev Frederikke begravet om tirsdagen. Ønsket om en hurtig begravelse er en skik fra det varme syden, hvor liget hurtigt gik i forrådnelse, men det er også af respekt for den afdøde, der ikke længere hørte til blandt de levende og derfor skal i jorden. Og da liget kun er et hylster for sjælen, skal det behandles med stor respekt, men det må ikke være genstand for stor sorg. Den døde skal hurtigst muligt vende tilbage til den jord, den er skabt af. Ortodokse jøder begraver derfor heller ikke deres afdøde i mausolæer, og de kremerer heller ikke deres afdøde, da de mener, det forhindrer kroppen i at vende tilbage til den oprindelige tilstand. Efter Frederikke Levys død blev liget gjort i stand til begravelsen. Indtil 1837 var det familie eller venner i Randers, der stod for istandgørelse af den afdøde og planlægning af begravelsen, men i 1837 fik menigheden eget begravelsesselskab, det mosaiske Samfunds Liigsocietet i Randers Kjøbstad, som nu overtog arbejdet. Det første man gjorde efter, at Frederikke var død, var at vaske hendes lig under afsigelse af forskellige bønner. Afvaskningen skulle foretages af en af det samme køn. Derefter skete en rituel renselse af den afdøde, der endnu engang blev overhældt med vand. Dette symboliserede Frederikkes overgang fra liv til død. Alle døde, rig som fattig, blev iklædt den samme enkle hvide dragt af linned. Mændenes dragt bestod af en hue, kjortel, et par benklæder, hals- og fodbeklædning og et bælte. Kvindernes dragt bestod af en chemise, et forklæde, et tørklæde, en kjortel og et slør. Den hvide farve symboliserede sjælens renhed. Der måtte ikke bindes almindelige knuder på ligklæderne, som symbol på at den afdøde ikke længere var bundet til livet. Mænd havde desuden deres bedesjal, hvor en af frynserne var skåret af, draperet over skuldrene. Ingen af klædningsstykkerne havde lommer, hvilket var udtryk for, at den afdøde ikke kunne medbringe materielle værdier ind i døden. Der blev brugt en enkel, umalet og ensartet kiste, der var lavet af fyrretræ uden søm eller udsmykning. Da Frederikke Levy var blevet placeret heri, dryssede man jord fra Zion, det nuværende Israel, over hendes øjne og hjerte, og kisten blev herefter lukket. Liigsocietet sørgede derefter for, at kisten blev hentet i Frederikkes hjem i Torvegade af societetets egen hestetrukne ligvogn og ført gennem de sandbestrøede og granklædte randrusianske gader til lighuset, der lå på Udbyhøj nr. 18. Begravelsen fandt ikke sted fra synagogen, da en afdød ansås for uren og derfor ikke måtte komme ind i synagogen. Ligvogne blev fulgt af et større ligfølge, der i rækkefølge bestod af de mandlige familiemedlemmer, derefter rabbineren i fuld ornat, kantoren, 3 formændene i den jødiske menighed og et følge af begravelsesselskabets medlemmer. Til sidst fulgte de kvindelige medlemmer af familien i karet, og heriblandt må Frederikkes mor, Sara Moses, have været. Alle var iført sort sørgetøj. At mange af begravelsesforeningens medlemmer 4

5 mødte op til byens jødiske begravelser skyldtes tildels, at det blev anset for en velgerning at vise den afdøde sin respekt ved at deltage i vedkommendes ligfølge. En anden grund var, at det fra gammel tid, inden jøderne kom til Randers, havde været nødvendigt i f.eks. København, at der var mange deltagere for at skærme den døde, da de jødiske begravelsesoptog ofte blev mødt med ukvemsord og stenkast. Hvordan tonen var i Randers vides ikke, men at der kan have været problemer, tyder to kendte episoder på. En nat i 1814 var der blevet læsset et læs møg af, der spærrede for indgangen til begravelsespladsen, og i 1821 var der blevet udøvet hærværk på stakittet, der stod rundt om begravelsespladsen. Ved ankomsten til begravelsespladsen blev kisten båret ind i lighuset, der lå skråt over for begravelsespladsen. Her fulgte bøn og en tale, hvor rabbineren mindedes og lovpriste Frederikke. Herefter blev kisten båret til graven under afsyngelse af hebraiske salmer, og Frederikkes mand, Leopold Levy, læste som det ældste mandlige medlem af familien endnu en bøn, Kaddish, ved graven, hvorefter jordpåkastelsen skete. I ældre tid blev der ikke lagt blomster eller kranse på graven, men man lagde i stedet en lille sten. Stenen viste respekt og skulle lede tankerne over på den afdøde. Inden følget forlod begravelsespladsen for at begive sig ind i Randers igen, skulle de alle vaske hænder. Kontakt med en afdød blev anset for at være rituelt urent. Elleve måneder i sorg Så snart dødsfaldet var indtruffet i familien Levy gik den nærmeste familie, (hertil regnede man faderen, moderen, søsteren, broderen, sønnen, datteren og ægtefællen) ind i en officiel sørgeperiode på i alt elleve måneder. Familien skulle i de første syv dage af denne sørgeperiode helt hellige sig deres sorg, der den første dag eller to gik med forberedelser til begravelsen. Familien skulle derfor ikke gå på arbejde eller lave huslige gerninger, og maden blev derfor foræret af besøgende familie og venner. Som et udtryk for denne intense sørgeperiode rev familien Levy en flænge i deres tøjet, den symboliserede et i sorg sønderrevet hjerte og sind. Det sønderrevne tøj skulle bæres i den syv dage lange sørgeperiode. Efter begravelsen måtte familien Levy ikke forlade hjemmet i Torvegade i en lille uge. Familien skulle tilbringe sørgeperioden i bøn eller siddende på lave taburetter fra morgenstund til solnedgang, hvor samtalen kun måtte dreje sig om religiøse emner. De lave taburetter viste, at familien var tynget af sorg, og at man overgav sig til Guds vilje. Andre traditioner, som den sørgende familie skulle overholde i den første sørgeuge, var at undlade at tage bad eller at klippe og barbere sig, da det var et symbol på forfængelighed. Familien måtte heller ikke iklæde sig lædersko eller bælter, da det fra gammel tid var udtryk for velstand og behagelighed, hvilket var upassende, når man var tynget af sorg. På den sidste og syvende sørgedag forlod familien symbolsk huset i Torvegade og gik en tur i gaden for at tilkendegive, at familien vendte tilbage til deres normale liv. Den syv dage lange sørgeperiode efterfulgtes af en sørgeperiode på 23 dage, hvor familien ikke måtte deltage i festligheder, bryllupper eller være steder, hvor der blev spillet musik eller danset. Elleve måneder efter Frederikkes død fandt den traditionelle stenafsløring sted på gravstedet. Ved stenafsløringen mødte familie og venner samtidig op for at mindes Frederikke og bede og dermed slutte den officielle sørgeperiode. Knap 150 år efter Frederikkes begravelse - i 1988 fandt den sidste begravelse sted på den jødiske begravelsesplads i Randers. Den jødiske menighed var for længst forsvundet. Skolen var lukket, Liigsocietet nedlagt og synagogen nedrevet. De randrusianske jøder var enten blevet integreret i lokalbefolkningen eller var flyttet til den større menighed i København. Den jødiske begravelsesplads er derfor et af de sidste vidensbyrd om en nu næsten forsvunden befolkningsgruppe i Randers. 5

6 Litteratur: Dosick, Wayne: Living Judaisme. The Complete Guide to Jewish Belief, Tradition & Practice. New York Edelsten, Esther: Jødedommen på stående fod. København Friedman, S.: Det jødiske begravelsesritual. Chevra Kaddischa. København Hauptman, Judith: Death and Mourning. Celebration & Renewal Johannesen, Inger: Sygepleje, Velgørenhed og Liigbegjængelser Det Mosaiske Troessamfunds Liigsocietet i Randers. Kulturhistorisk Museum Randers Årbog Randers. Margolinsky, Jul.: De jødiske Kirkegårde i danske Provinsbyer. København Margolinsky, Jul.: Ligfølgeselskabet. Jødisk Broderskab af København Margolinsky, Jul.: Jødiske dødsfald i Danmark København Unteman, Alan: Dictionary of Jewish Lore & Legend. London Kilder: Kulturhistorisk Museum, j.nr. A/0527 Randers Lokalhistoriske Arkiv: E: Jøderne i Randers Randers Købstads Folketællinger 1801, 1845 og Sct. Mortens Kirkegård lå på det nuværende Kirke Torv. 2 Nogle år efter Frederikkes død giftede Leopold Levy sig igen med den noget yngre Caroline Phillipson. Indskriften på gravstenen må efter dette giftermål være ændret til første Hustru. 3 En kantor er næsten det samme som en kordegn. 6