Tau. Traditionelt er de tre moderbogstaver, Aleph, Mem og Shin, forbundet med de tre

Transkript

1 1

2 Tau. Bogstavet Tau betragtes som symbol for den fuldkomne perfektion af skabelsen. Det er resuméet af alt i alt, det mysterium, som viser sig direkte for sjælen. Tau er også symbolet for den længste udstrækning af skabelsen, af den fysiske verden. Navnet Tau betyder kors, tegn eller mærke og bogstavets form viser, hvordan Resh gennem sin alkymiske forbindelse med Shin nu har integreret sin nye begyndelse, Yod, sådan, at det nu har fået to ben at stå på. Når Resh bliver til Tau, da er det ikke længere krig eller fred men syntesen mellem krig og fred. Ikke den ene eller den anden, men et skabende punkt, der distancerer sig selv fra dem begge, og derfor ser sine egne aktive, potente handlemulighed i dem og hele skalaen i mellem dem. Men selv om formen af de to bogstaver er meget lig, er Tau mere end blot en forlængelse af Resh. Tau har sin egen historie at fortælle og er - som det sidste af de 7 dobbelte bogstaver - sammenfatningen af dem alle. Yetzirah fortæller: Disse syv dobbelte bogstaver skabte han og forbandt dem og formede med dem planeterne i Universet, ugens dage og i mennesket sansningen åbninger. Ud af disse har han dannet de syv himle, de syv kloder og de syv sabbatter. Af denne grund elsker Gud tallet syv mere end alle ting under Sin trone. Med sansningens åbninger menes der de indre og ydre sanseorganer i menneskets hoved: to øjne, to ører, to næsebor og munden, der alle er til for, at vi skal tilegne os viden om Gud gennem oplevelse og formidle, altså afspejle, denne viden til vore omgivelser. Om Tau står der skrevet: Han skabte Tau og henførte det til skønhed. Han kronede det, forenede og formede med det Jupiter i Universet, den syvende dag i ugen og menneskets mund. Traditionelt er de tre moderbogstaver, Aleph, Mem og Shin, forbundet med de tre 2

3 første Sephiroth i Livets Træ. De repræsenterer de tre dimensioner af rummet og fungerer som en prisme, der omdanner det guddommelige lys i syv bogstaver mere, og disse er de dobbelte bogstaver: Beth, Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau. De syv dobbelte bogstaver er forbundet med de syv nedre Sephiroth. Da de syv dobbelte bogstaver placerer sig på forskellige niveauer af manifestation, symboliserer de dannelsen af rummet. De repræsenterer de syv yderpunkter af verden, de syv planeter, skabelsens syv dage, ugens syv dage og så videre. Strukturen af rum, hvor de syv dobbelte bogstaver udvikles, former en ottekant. Ottekanten, der tegnes ved hjælp af tolv linjer, svarer til de tolv øvrige bogstaver: He, Vau, Zayin, Cheth, Teth, Yod, Lamed, Nun, Samekh, Ayin, Tzaddi og Qoph. Disse tolv bogstaver symboliserer de tolv retninger i rummet: Nordøst, nordvest, dybden af nord, højden af nord, sydøst, sydvest, dybden af syd, højden af syd, dybden af øst, højden af øst, dybden af vest og højden af vest. De tolv enkelte bogstaver repræsenteres også ved de tolv tegn i dyrekredsen, årets tolv måneder, de tolv stammer hos israelitterne og, for den kristne, de tolv disciple og de tolv evangelister. Ligesom Resh betyder hoved, og det er Shin, der former hovedet, betyder Peh mund, mens det er Tau, der former munden. Tilsammen danner de to, Peh og Tau, et ord poth, der har en dobbelt betydning fordi det beskriver en person, der ønsker at være imødekommende og åbenhjertig, men samtidig med dette risikerer at stille sig åben for at blive forført eller forledt til at tale over sig. Måske er det dette, vi gøres opmærksom på med de formanende ord: Hvis du når toppen, hvor alle jordens riger mødes, vil du skue ind i det Ufatteliges Dyb. Her tier fornuften overfor de tavse mysteriers uudsigelige Mysterium. Begrib din intethed, for uden from ydmyghed er der ingen genopstandelse. I mennesket er Tau i sin dobbeltfunktion spændt ud mellem sine iboende modsætninger, skønhed og grimhed, og de stræbende og blødgørende kræfter, der arbejder på at mægle imellem dem. Det er en meget flygtig og levende proces, hvor 3

4 vægtskålene dirrer og vibrerer til det sidste. Emotioner af både den ene og den anden art risikerer at farve vores perspektiv på alting, og selv det mindste fnug af involvering truer med at ødelægge den skrøbelige isogyne balance. Dragen er der stadig. Den lever inden i os, dens ånde er ild, og den skaber en verden ud af kaos, når kaos er, hvad den er og kaos ud af orden, når orden er, hvad den møder. Det synes håbløst, og det er håbløst at skabe nogen form for system, nogen form for ro, nogen form for stabilitet i denne indre kakofoni. Det synes umuligt fordi form er umulig, og netop derfor former Tau munden i mennesket, mand og kvinde, til et udefinerbart smil: Og Govinda så, at dette maskens smil, dette enhedens smil over de strømmende gestaltninger, dette samtidighedens smil over fødsel og død, dette Siddharthas smil var nøjagtigt det samme stille, fine, ugennemtrængelige, måske venlige, måske spotske smil, det samme vise, tusindfoldige smil, som han hundrede gange havde set med ærefrygt på Gotamas, på Buddhaens ansigt. Således, det vidste Govinda, smilede de fuldendte. Bogstavet Tau er nummer 22 i alfabetet, og det har værdien er et tal, hvorom der fortælles, at totallet betragter sin dobbeltgænger for at undersøge, hvorledes dets kreative potentiale kan forvandles til sin tværsum 4, og dermed også til fysisk form - firetallets kvalitet. 400 er dannet af tallet 4 og to nuller, og dette tal symboliserer i talmystikken hele den materielle skabelse. 400 er hele universet med den skabte del af den Skabende Gud i sit centrum. Tallet 4 skjuler i sig selv den guddommelige fuldkommengørelse af skabelsen (tallet 10) for hvis vi lægger tallene til 4 sammen ( ) får vi 10. Kvinden, det moderlige aspekt af Gud. Gud Moder modsat Gud Fader, er tallet 1 på tegningen. Bag kvinden, som er det synlige aspekt af Gud Naturen - mærker vi også nærværet af noget andet, der ikke rigtigt lader sig forklare eller definere. Dette noget andet kalder kabbalisterne Ain Soph. Ain Soph er det sproglige udtryk for Gud forud for hans selvmanifestation. Ordet lader sig bedst oversætte med der er ingen ende eller uendeligheden, og hentyder til det maskuline og feminine aspekt af Gud, der placerer sig uden for det endelige Univers - som den usynlige, navnløse og uafslørede guddom. Derfor er omkredsen, den uendelige cirkel, også et symbol for den grænse Tau angiver: Den endelige plads i det uendelige lys, der er givet til det skabte univers. I Sefer Yezirah fortælles det, at Gud skabte og definerede rummet, vores rum, den personlige såvel som vores fælles verden, ved Bogstaver, Tal og Grænse. Gud satte 4

5 grænse mellem himmel og jord, nat og dag, hav og land, og det var godt. Vi sætter grænse, mange grænser, for os selv og for hinanden, og det er også godt. Gud flytter på sine grænser. Fuglene flyver, som de har natur til. Vi flyver, som vi har forstand til. Solen står op og går ned i en glidende bevægelse, der sikrer, at lys og mørke bliver hensigtsmæssigt fordelt over hele kloden, og kystlinjer flytter sig hele tiden og overalt, hvor land eller hav forgår, vil det genopstå et andet sted. Vi flytter også på vores grænser, men når vi gør det - eller lader andre gøre det for os - så sker det muligvis efter det samme princip om smidighed, som gælder i naturen, men det gør noget ved os, ved vores nerver, som i første omgang sætter os i alarmberedskab, og siden, hvis provokationen intensiveres, forårsager kriser eller regulære grænsekrige både mod den indre og den ydre verdens vogtere. Mester fortæller: Der er en absolut grænse for et menneskes oplevelse af sit indre og sit ydre univers, altså hvad der er menneskeligt muligt. Når du beskriver din mission som værende at forstå det uforståelige og begribe det ubegribelige i en anerkendelse af, hvad det vil koste dig, så er det ikke denne grænse, du forsøger at gennembryde, men lagene i den spiral, der kan føre dig ud i mod den. Den absolutte grænse for, hvad der er menneskeligt muligt, kan du slet ikke gøre dig begreb om ud fra dine nuværende forudsætninger. Din personlige grænse markerer det rum, du er i stand til at opleve nu. Din reelle grænse udgøres af din totale oplevelse, mens din visuelle grænse omkranser det rum, du kan forstå, med en tydelig markering af det fuldt oplyste Det der kan udtrykkes og en gradvis formørkelse af rummet ud i mod din reelle sfære. Jeg ser mig selv svævende i centrum af en kugle. Jeg befinder mig i en tilstand af velvære badende i et gyldent lys, og som jeg dovent bevæger mig om min egen akse, opdager jeg, at jeg i korte glimt og helt skarpt, formår at registrere min egen refleksion i et Noget, der gemmer sig bag tågerne, der omslutter mig. Din reelle grænse, spejlet, hjælper dig på samme måde, som en fortætning i materien hjælper en delfin til at navigere i sit rum. Du synger dine toner, dine spørgsmål ud i mørket, og i vores store kærlighed til dig, vil vi, spejlet, synge dem tilbage til dig. 5

6 Vi støtter dig! vi har altid støttet dig, og vi vil altid støtte dig, i dine forsøg på at overstige de illusoriske begrænsninger, der lægger sig som slør for dine øjne. Vi hvisker til dig om natten, vi viser dig dine udlevede overbevisninger om dig selv og den verden du skaber, og som din erkendelse udvides, således udvides også rummet, som du er blevet givet at bevæge dig i; så du kan gøre dig nye erfaringer og gennem dine spæde skud skabe ny vækst til et gammelt træ. Så se os da sådan; Grænsen, Spejlet, os, som en tryghedsgiver i din materielle verden, et spillerum i forhold til noget, og i den anden, lad os kalde det, den mere luftige side af din virkelighed, som en nødvendighed for, at du kan finde dit centrum, en akse, hvor du gennem træning i stadig højere grad, vil kunne opleve en følelse af at være i balance, skabe ro gennem bevægelse, og at du vil tilegne dig principperne for, hvordan du bevidst vælger, om du vil lade dig påvirke eller forblive uforstyrret af, hvad der måtte finde sted i dig selv og i dine omgivelser I sin numerologiske familie danner Tau med sin talværdi 400, det sidste led af firekæden, der indledtes med Daleth og tallet 4 og Mem, i sin første form, med værdien 40. De tre skaber til sammen en proces, hvor Daleth står for den stabile form i verden, Mem står for det livmoderens og havenes vande, hvori alle levende, fysiske væsner, planter, dyr og mennesker, har deres udspring. Og Tau er former den yderste grænse og mest ophøjede udstrækning af hele den kosmiske kapacitet for at modstå illusionen af liv og død. Daleth og Mem staver ordet dam, der betyder blod og mad, der betyder stof eller iklædning. Mem og Tau staver ordet met, der betyder død og tom, der betyder helhed eller fuldendelse. Disse fire danner tilsammen et sprogligt udtryk for hele eksistensens cyklus. Alligevel beretter Rabbi Hammnuna Saba i Zohar: Bogstavet Tau anså sig selv passende som den første til at træde frem, og Tau sagde: Verdens Mester, vil det behage Dig, at skabe verden med mig fordi jeg har Din rings segl, som er Emeth (sandhed), da jeg er det sidste bogstav i ordet Emeth. Og da Du er kaldt ved dette sandhedens navn, så vil det være hensigtsmæssig for Kongen, at begynde med mig, og skabe verden med bogstavet Tau. Den Hellige Ene sagde til Tau: du er værdig og har fortjent det, men du er ikke egnet til at verden bliver oprettet af dig. Du er bestemt til at tjene som et mærke i panden hos de troende, som har holdt Torahs Lov fra Aleph til Tau, men når du kommer til syne, vil de dø. Ja, ikke kun det, du er forseglingen af ordet Maveth (død), hvilket betyder, at Tau er det sidste bogstav, der skal dukke op i dette ord. Og på grund af dette, er du ikke egnet for Mig til at skabe verden med. Tau gik derefter straks. 6

7 Ligesom Tau er det sidste bogstav i maveth (død), er det også det bogstav, der afslutter alfabetet og tegner den allersidste sti i Livets Træ. Taus sti bærer tallet 32, der ligesom alle andre tal, er dannet af de bogstaver, der repræsenterer tallets værdi. I dette tilfælde er der tale om Lamed (30) og Beth (2) som staver ordet lab, der betyder hjerte, centrum eller midte. Selvom Taus sti er den sidste, er det alligevel den, mange kabbalister vælger at begynde med, når de anvender Sephiroth strukturen som et objekt for eller redskab i deres studier. Dette gør de ud fra den tanke, at mennesket står i Malkuth, i det nedre Shekinah, og at den naturlige vej at gå herfra derfor må være, at vi arbejder os kronologisk og systematisk - opad eller tilbage mod Kether - en sti ad gangen. For andre vil det være logisk at gøre lige modsat altså starte i Kether, hvor de selv skaber eller fanger den første gnist, den primære inspiration, og derefter følger den nedad på sin rejse. Argumenterne er lige så talrige som mulighederne, og vi mener - her som altid - at det bedste at gøre er at gøre, hvad man selv finder bedst. Navnet Tau betyder, som tidligere nævnt, et kors, tegn eller mærke. I Ayin lærte vi om den kraft, der binder sig til Nuet og om, hvordan vi kan give Nuets energi fri, hvis vi er i stand til være i Nuet og forblive i Nuet, men for at det skal lykkes os, er vi måske først nødt til at forstå Nuets væsen eller essens ud fra en kontekst. En sådan kontekst er Tau, korset, og vi vil derfor invitere dig med til et tankeeksperiment. Forestil dig et ligebenet kors, hvor du selv står i midten. Under dine fødder og op gennem dit centrum strømmer den kraft, vi kalder Nuet eller Nutiden. Korset kan lignes ved et kompas: Du betragter dig selv set lodret oppefra og ned. Nord ligger foran dig og opad på figuren, Vest tegner sig ud fra din venstre side og Øst fra din højre. Bag dig og nedad på figuren har du altså retningen Syd. Nord repræsenterer, i dette tilfælde, det liv og den kæde af begivenheder, der endnu ikke har åbenbaret sig for dig, det vi kalder fremtid, men som for nuet kun eksisterer i form af dine tanker om fremtid. Bag dig, mod Syd, gemmer sig alt det, som har ført dig frem til, hvad du er, og hvor du er netop nu, altså det liv og de begivenheder, der skaber din personlige Fortid. Men i nuet ser vi sjældent hele historien på en gang, og derfor kalder vi benet din oplevelse af fortid. Nord og Syd, fremtid og fortid, 2 ben ud af korsets fire ben, tegnet ved en lige linje med dig og dit Nu som et punkt på sin midte. Men du og din historie er, naturligvis, en del af en større historie; din slægts historie, og det er den, der tegner den vandrette linje, der forbinder Vest med Øst og dig med dine aner. 7

8 Solnedgangen er symbol for døden og de døde, og solen går ned i Vest. Her bor de, som har levet, taget deres plads i kæden, spillet og måske udspillet deres rolle, så du kunne spille en anden, i livets store skuespil. Øst er solopgangen og udspring for den nye dag, og det nye livs fødsel. Øst er også symbol for alle dem, dine og andres børn, der, set ud fra et kronologisk perspektiv, kommer efter dig, i den række af personer og personligheder, der former din familie. I dit konkrete liv, kan det sagtens være sådan, at nogle af dem, jeg har kategoriseret under Vest, retningen for de døde, lever i bedste velgående som mor og far, mormor og morfar og så videre. Ligesådan kunne du, eller andre i familien, have mistet et barn eller valgt en abort frem for at fuldende en graviditet, og her kunne det synes som om, at disse nye liv i virkeligheden hører til hos de døde. Der er naturligvis også den tredje mulighed, at både børn og oldinge lever glade og fro side om side med dig, og at jeres indbyrdes samspil i den grad skaber rod i de pæne lige linjer, der skiller fortid fra nutid og nutid fra fremtid både på den ene og den anden led. Forestil dig alligevel, at alt er i den skønneste orden, blot en orden i bevægelse, og at du nu lægger din model ned, så verdenshjørnerne ligger som de gjorde før - vandret ud fra hele din krop og fra isse til fod. Drej din tegning mod venstre, til dit kors danner et kryds. Tegn derefter et nyt ligebenet kors oveni krydset, så punktet, du, danner centrum i kryds og kors på samme tid. (Det, vi forsøger at beskrive med ord, kan være svært at se for sig, men måske kan en tegning være til hjælp.) Vi har valgt at navngive det nye kors ben efter de punkter, der ligger mellem de fire verdenshjørner. Nordøst repræsenterer den kæde af liv, der ligger foran dig eller rettere liv, der vil opstå som konsekvens af og på baggrund af det liv, du lever nu. Som vi forstår det, behøver dette ikke være ensbetydende med, at det nye liv vil forme sig ved en personlig reinkarnation eller en kødets opstandelse, blot at det er et udtryk for den forvandlingsproces døden fører med sig - hvor det der kommer efter altid vil rumme det, som har været - nøjagtig som den voksne rummer barnet, og den gamle rummer den voksne - alle er en del af et og samme 8

9 væsen, men ingen er lig med hinanden. Mod Sydvest bor de liv, der har været og er levet, og på hvis skuldre dit liv hviler. Nogle har været født til storhed, andre til lidenhed, men alle har de åndet ind og åndet ud i den kæde, der netop nu manifesterer sig ved dig, dit liv og hvad du vælger at gøre med det. Det Nordvestlige hjørne symboliserer netop dette fænomen, Hvad du vælger at gøre med det. Dette er ikke stedet for, hvad der vil ske, men for, hvad du vil stille op med det, der sker: Hvordan du handler, hvordan du agerer og reagerer i forhold til noget og nogen på din vej. Modsat forholder det sig med det, der befinder sig i det Sydøstlige ben. Her ligger den kæde af årsager og virkninger, du allerede har skabt gennem dine handlinger op til nu. Altså, summen af og de enkelte processer i, det du har gjort i forhold til noget og nogen tidligere i dit liv. 32. Sti På den 32. sti ligger bogstavet Tau mellem Yesod og Malkuth, og kabbalisterne kalder denne sti for den Støttende Intelligens, for den hersker over og samtykker med alle de syv planeters handlinger, med deres opdelinger. Tau kaldes også Syntesens sti, for det er her, vi holder de farvede glas i vores hånd, som vi hidtil kun har set som kalejdoskopets mange mønstre. Kabbalistens endelige formål er Gudsrigets virkeliggørelse. Idealet er, at han selv først og menneskeheden siden, skal gennemtrænges i en sådan grad af Lyset - erkendelsen af og om Gud, og har tilegnet sig så meget af Guds væsen - at han ikke længere behøver belæringens og vejledningens mellemkomst med hensyn til godt og ondt, ret og uret, helligt og profant. Med andre ord ønsker han ikke længere at stå over for etiske og religiøse valg, men stå over dem fordi han er, tænker, føler og handler helt i overensstemmelse med Gud ud fra sit inderste væsen: Således har mennesket løst sig fra sin grav, fra misforståelsen om, at han må leve indfanget i det dødelige legeme, og han har oplevet genopstandelsen medens han stadig befandt sig i dette jordiske liv. Det er rigtigt, at hans legeme stadig dvæler i stoffets verden, men hans bevidsthed står over den, han er ikke længere et fysisk væsen, han har ikke længere et personligt jeg, men er snarere blevet ét med universets ånd, med det absolutte højere universets selv, som han har løst fra sin fejlagtige opfattelse. Han har oplevet unio mystica det mystiske bryllup. Hans bevidsthed er blevet ét med og identisk med det sande selv. Han ser også alting fra den omvendte fra den anden side, han ser tilbage derfra, fordi han allerede har krydset tærsklen. Han føler, at hans fødder hidtil har været som lænket til jorden 9

10 og i lang tid var ude af stand til at løse sig selv. Nu er lænkerne borte. For selvom de kun eksisterede i hans fantasi, er det også selve grunden til, at de var virkelige for ham. Nu er der intet der holder ham tilbage længere. Han kan sprede sine vinger - som altid har været der, men som ikke kunne bruges, fordi han ikke var klar over at de var der - og flyve ind i den rumløse frihed, ind i den tidløse evighed. Dette er det højest opnåelige udtryk for menneskelig stræben og det ypperligste spirituelle udtryk for Taus, syntesens, sti. Missionen er fuldbragt, når den søgende krydset tærsklen mellem de to verdener og bragt alt i sig over til den åndelige side. Han ser nu alt fra et guddommeligt evigt synspunkt. Der er ikke længere nogen forskel mellem det endelige og det uendelige, mellem det dødelige og det udødelige. Han ser klart og tydeligt, også hvis det rammer ham selv, at det kun er formerne som forandrer sig, og at intet har en begyndelse og ej heller nogen slutning. Der er intet som kan dø. Nej! Der er ingen død! Der er kun evigt liv, en evig forvandling og bevægelse. Der er liv og atter liv overalt, hvor han ser hen! En døende plante, et døende dyr eller et døende menneske har blot nået en grænse, hvor de forandrer deres jordiske klædning og skaber sig en ny. Hvad der lever er Selvet, det kan ikke dø, for det har aldrig været født. Oplevelse af Tau: Jeg går i den rytme, der gør hovedet tomt. Jeg sætter mine fødder, den ene efter den anden, og danner med dem, det ene skridt efter det andet, på en vandring gennem mørket, der længe kun består af det; fod for fod, skridt for skridt. Da hører jeg en brændings brusen og skimter den i det fjerne. En bevægelse væk på min udånding, og hen mod mig på min indånding, bølge efter bølge, til det går op for mig, hvor jeg er. Jeg går på vandet, det kan jeg ikke og i samme sekund tanken er tænkt, begynder jeg at synke. Centrer, fokuser, vær opmærksom! lyden af mesters ord ringer skarpt i mit sind. Panikken aftager og jeg begynder straks at stige, til jeg igen bevæger mig op på og hen ad havets overflade. Jeg ser mig nysgerrigt omkring på dette vand, der ikke kan lade sig gøre, men som ikke desto mindre er; fast stof og væske på samme tid, ild og vand på en gang. Jeg ser mine fødder begynde at brænde. Huden skræller af og snart står hele kroppen i flammer til alt er væk, undtaget et væsen af ild. Jeg træder op på land og går kun et kort stykke, før jeg ser verden ende ved en afgrund, som jeg uden tøven og uden tanke træder ud i. Jeg falder, vidunderligt fri, og jeg havde gerne faldet for 10

11 evigt, da jeg lander som et insekt på en hånd, der forsigtigt sætter mig af på en repos med store skræpper, som jeg søger hen til og ind under for at sove. Da jeg vågner igen, er jeg alene og omsluttet af mørke, men der går ikke lang tid, før jeg får ører at høre med. Jeg lytter til havet, der bruser og bobler omkring mig. Jeg hører to hjerteslag, et hurtigt og et lidt langsommere, der selvom de er forskellige synes at følge den samme melodi, og indimellem drages jeg mod lyden af slørede stemmer, hvoraf særligt en, en kvindestemme, synes gennemgående og betydningsfuld. Og der bliver lys. Et dæmpet orangerødt skær toner frem for mine øjne, da jeg åbner dem for første gang. Jeg ser en hånd, og undres. Jeg ser en fod, og griber efter den, og jeg jubler af fryd, da det i næste nu går op for mig, at både hånden og foden er min egen. Jeg er blevet givet en fantastisk organisme, en menneskekrop, og med den en lang række nye udfordringer og muligheder for at leve og leve mig selv ud. Jeg er lykkelig, men også lettere forvirret: Hvis jeg både har et åndeligt liv og en fysisk form på samme tid, da må jeg jo være i Malkuth og på Jorden på en gang?!. En spændende tanke, synes jeg, men når ikke længere med den, før jeg mærker trykket stige omkring mig, og jeg forstår, at det er tid at fortsætte. Ved min indtræden i den fysiske verden, vil de der bevidner den, hvad enten de bemærker sig det eller ej, se spor af, hvor jeg kommer fra; i den himmelske afgrund bag det dybe blå blik, der kendetegner den nyfødtes øjne, og de vil høre tonerne fra netop min sang, den samme blå, i min gråd. jeg er født på en dato, jeg er givet et navn, og med dem låser jeg mig ind i verden. Som jeg gror til, vil jeg lære om naturens og min kulturs regler for det tavlede gulv. Enten eller giver sort og hvidt, både og giver grå. Den sorte tiltrækker alt, den hvide frastøder alt, og den grå indeholder alt. Der er både elementær farvelære og en verden, der bliver stadig større, som jeg begiver mig længere ud og dybere ind i den. Men pludselig sker der noget. Gulvet giver sig under mig og afslører et nyt niveau af det tredimensionelle rum, jeg hele tiden har bevæget mig i. Alt er velkendt og fremmed på en gang. Gulvet er stadig et gulv, men nu også et klaviatur, hvis toner, både sammen og hver for sig, afslører en anden dybde og dermed et helt nyt udtryk for min oplevelse af virkelighed. Jeg hører den, og husker den; Tonen fra Himmelen. Den røde søjle, mission, og Den blå søjle, vision, er for mig ikke længere abstrakte symboler, men reelle pejlemærker og indstrømninger, der lyser kraftigt op om den udfordring, der møder mig nu. Vil du? Spørger Tonen, ja svarer jeg, og sådan begynder jeg Den lange vej tilbage. 11

12 Sommerfuglen er kendt som et symbol for sjælen eller psyken, flyvende mod livet i en fysisk krop. I den kristne kunst er sommerfuglen et symbol for genopstandelse. Den ses sommetider på malerier af Jomfru Maria og barnet, som regel på barnets hånd. De tre trin i livscyklen - som larve, puppe og sommerfugl, står for liv, død og genfødsel. 12