Hvad mon han tænkte, hvad mon Jesus tænkte, den dag han red op ad den støvede vej mod Jerusalem?

Transkript

1 Se, vi går op til Jerusalem 57 - Herre, fordi du 68 - Se, hvilket menneske Hil dig, frelser og forsoner 466 v af Vor Herres Jesu mindefest Det hellige kors Hvad mon han tænkte, hvad mon Jesus tænkte, den dag han red op ad den støvede vej mod Jerusalem? (.) Foran sig havde han Kedrondalen og på den anden side af den, knejsede Jerusalem på bjergtoppen, omkranset af tykke mure. Inde bag murene rejste Herrens mægtige tempel sig, knejsende over alle andre bygninger, og det fik både kongepaladset og romernes hovedkvarter i Antoniaborgen til at synes små og ubetydelige. Til begge sider havde han Oliebjergets kalkhvide skåninger, plettede af grågrønne oliventræer. Det var forår.

2 2 Vinterregnen var faldet frodig og tæt, og i sprækkerne mellem klippestykkerne tittede totter af grønt græs frem, fårene og gederne gnavede lystigt af det. Hvad tænkte han mon på, Jesus, mens æslet sendrægtigt luntede, først ned ad den ene bjergskråning siden op ad den næste? Tænkte han på forårets herlighed? Blev han slået af Jerusalems majestætiske skønhed, der især på afstand var overvældende, med røgen fra brændofrene i templet viftende som en kolossal, gråsort fane mod den dybblå forårshimmel? Vi ved det ikke. Men jeg forestiller mig, at han tænkte på en dag en to-tre år tidligere, en ubehagelig, mørk og meget vanskelig dag. Folkemængdens hosianna-råb og palmegrenene, som de lagde på vejen foran ham, templet og byens storhed, det mindende ham alt sammen muligheder, han havde afvist. Om dengang han var gået ud i ørkenen for at komme til klarhed og efter lang tids faste og bøn, hørte - ikke Guds stemme - men en anden stemme hvisle som ørkenvinden, en stemme der lokkede og drog, og som prøvede at friste ham til at gribe magten og gøre brug af den. Bøje mennesker ind under sin vilje, få dem til at tjene sig og den mægtige

3 3 opgave, han havde taget på sig: Guds riges udbredelse blandt mennesker. Den gang havde han måttet kæmpe af alle kræfter og stritte imod, for ikke at lade sig rive med, som én, der er blevet grebet af flodens hvirvelstrøm. Det havde været voldsomt, men mest af alt forfærdelig skræmmende. I dag var det anderledes, lettere. Nok brusede folkemængdens råb om ham: Hosianna. Velsignet være han som kommer, i Herrens navn! Og nok mærkede han hvor let det ville være, så let som at vifte en flue fra kinden, han havde dem i sin hule hånd. Men denne gang rev stemmen ikke i ham, der var intet lokkede ved det, intet der fristede. For han vidste, hvad han skulle, og det var ét med det hans ville, og i det øjeblik var han villig til at betale prisen, også selv han senere kom i tvivl. Med en nøgtern klarhed, så han for sit indre blik, hvad der ville komme, og det var al lidelse værd: Han skulle tage menneskers forfængelige håb og drømme om storhed, om magt og ære på sig, og han skulle bære dem med sig ind i tilintetgørelsen. Han skulle befri mennesker fra drømmen om magt og længslen efter storhed, han skulle gøre dem frie til at elske

4 4 og leve som hinandens brødre og søstre, alle børn af den samme far. Kan hænde han har set op mod den fede, ildelugtende røg, der hævede sig over bjerget fra ofrene på tempelpladsen, og tænkt: (.)De tror, de tjener Gud med brændende fedt af væddere og tyre, men han ved at brække sig i sin himmel over den ækle røg, som de byder ham i stedet for godheden og barmhjertigheden og oprigtighed, som han beder dem om. Og måske er Jesu tanker gledet videre til templets forgård med alle boderne, til mønterne, som rullede og skiftede ejere. Penge, guld, rigdom. Blændværk. Ikke for mere at regne, end det skidt æslets fødder hvirvlede op eller det møg, der faldt på jorden bag det. For det store og gode, det lyse og herlige er ikke det, som mennesker hæver sig over hinanden ved og skiller sig ud fra hinanden igennem. ( ) Det, der bærer livet, er at løfte hinanden og lader sig løfte, at glæde og lade sig glæde, at elske og lade sig elske. For det er ved at give, at man modtager og ved at dø at vi opstår til evigt liv. -

5 5 Som sagt: vi ved det ikke. Men det er sådanne forestillinger, jeg gør mig, når jeg ser skikkelsen på æslet for mig, klædt i en fattig, snavset kjortel, mager og vejrbidt af endeløse vandringer på Galilæas veje. Manden der kun havde ét håb og én drøm, ét mål: Gudsrigets komme. Men havde det så fjernt som man overhovedet kan tænke sig det fra det, mennesker i al almindelighed hylder som middel til at nå sit mål, nemlig magten. At have Jesus som herre, det er at give afkald på magten og de fordele og muligheder, magten byder. At have Jesus som herre, det er at leve for kærlighed, fællesskab, fred og forsoning blandt mennesker. - Velsignet være han som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste. Amen