Kroatien BigGame fra småbåd.

Transkript

1 BigGame fra småbåd. af Jens Sahl. Lørdag den 24. august startede årets tur til Kroatien i jagten på vores drømme fisk - Den Blåfinnede Tun. Det var fjerde gang vi skulle forsøge os, og det var endnu ikke lykkedes os at overliste en endnu. Fiskeriet op til havde været rigtig godt, så det var nogen meget spændte og forventningsfulde fiskere der kørte de 1800 km syd på til den lille kroatiske by Jezera på øen Murter. Kroatien er et af de få steder det er muligt at forsøge sig med egentlig BigGame fiskeri fra småbåd. Det kræver dog en del ekstra udstyr i forhold til en almindelig trolling båd i form af kraftigere stænger, hjul og line. Fiskeriet forgår sømil fra land og med vores både kræver det at vejrguderne er med en. Vi studere nøje vejrudsigten og lytter til de lokale vejr-profeter inden vi tager på havet. Der er da også flere eksempler på både der har måtte søge nødhavn på en af øerne ud omkring fiskepladserne 10 sømil fra land fordi vejret pludselig skifter. Omvendt var der denne sommer også perioder stort set uden vind hvor man kunne fiske hele tiden. Den metode vi og stort set alle andre bruger der nede kaldes for chumming. Tunene kan også trolles men det anvendes ikke så ofte. Chumming er en meget enkel fiskeform der minder meget om den måde man fisker makreller på her hjemme fra drivende båd med flåd. Mens man driver smides en jævn strøm af små fiskestykker i vandet for at trække tun hen til båden. Det er oftest sardiner eller sardeller der bruges som agn og til chumsporet, som det oftest kaldes. Sardiner er alpha omega i denne form for fiskeri. Normalt kommer fiskemanden ned på havnen i sin kølebil fyldt med frosne sardiner, og så er det bare at købe et par kasser eller 3. I år skulle det vise sig at det blev meget svært at få fat i gode sardiner. De første 3 dage kom han 1 ikke og han havde faktisk ikke været der længe. Det lykkedes dog os at skaffe 4 kasser i nabobyen Murter som ud fra teksten på papkasserne stammede fra Polen? Sardinerne var dog for små til agn så vi måtte nøjes med at bruge de medbragte sild og makreller hjemmefra som agn på krogene. Resultatet blev da også at vi startede med 3 nul dage, selvom mange andre fik fisk på land.

2 Fiskelykken vendte torsdag den 28 august men startede måske aftenen før. Vores kroatiske udlejer kørte os til et nyt sted i jagten på sardiner. Her lykkedes det os at købe 3 kasser helt friske sardiner der aldrig havde været frosset men kun lige var is et. Næste dag forsøger vi først at fange makreller til agn inde mellem skærene men det lykkedes heller ikke. Vi starter det første drev ved 11 tiden og kl. 11:30 sker det vi har ventet på i 4 år. VI FÅR ET HUG! Vi havde snakket igennem hvad vi skulle gøre når det skete, men det hele blev noget kaotisk da det endelig sker. Fisken tog agnen meget forsigtigt uden noget egentlig udløb. Fisken huggede på Fars stang der fisker i 60 meters dybde, og han er hurtigt over stangen. Jeg får givet ham harness på det seletøj man bruger når man fighter fisken Stand-Up som det hedder. Der ud over når jeg kun at få taget de 2 stænger ind der fisker nærmest båden, inden far meddeler at nu er der kun forfanget tilbage... Jeg får hurtigt gjort harpunen klar og imens trækker tunen så rundt med båden! Faktisk drejer båden rundt 2 gange så linerne fra de sidste 2 stænger, jeg ikke har fået ind endnu, nu er viklet rundt omkring styrehuset på båden. Jeg opgiver at gøre noget ved det og stiller mig bare parat med harpunen. Det næste der sker er tunen svømmer ind under båden for nu at sætte af sted i et udløb ud til siden. Vi står begge med hovedet ud over siden da det sker, og bliver oversprøjtet med vand da den ligger i overfladen og starter udløbet. Fisken er så tæt på at den godt kunne nås med harpunen, men det hele går alt for stærkt til at jeg når at reagere. 10 meter senere i udløbet er det hele slut. Forfanget knækker helt umotiveret 10 meter fra krogen. En kæmpe nedtur 4 års ventetid og så mister vi fisken, efter at den har været så tæt på båden at vi kun ha rørt den. Vi gætter på at fisken ville ha vejet ca. 50 kg. I kan nok regne ud at det ikke lige var de pæneste ord der kom ud af munden på os. Jeg trøster far med at vi får en mere om lidt... Det har jeg selvfølgelig sagt hundredvis af gange under trolling, men denne gang kom det til at holde stik. Vi fik bakket båden ud af linekludret, fundet ekstra forfang frem og sat stængerne igen. Vi fik diskuteret fight taktikken igennem og løsnede bremserne lidt så en mindre fisk ville ha nemmere ved at lave et udløb. Kl. 14:30 kommer næste hug. Fisken hugger på stagen der fisker i 20 meters dybde. Den nye taktik ser ud til at virke da fisken starter med at ta et meter udløb ud til siden. Jeg får hurtigt harness et på og der bliver tid til far til at få stænger og drivanker bjerget med tunen på god afstand af båden. Jeg sørger bare for at holde linen 2 stram indtil alt grejet er bjerget. Tunen er ikke den største men der er stadig dramatik på drengen da den kommer ind mod båden. Jeg vil tro den er inde ved båden 10 gange inden den kommer tæt nok på til at far kan harpunere dyret. I Kroatien er det sådan at man må fange en tun om dagen pr. fiskelicens, så efter at ha bjerget fisken sejlede vi i havn. Vi fik vejet fisken på havnen til 32 kg. Ikke nogen kæmpe men vi var meget tilfredse. Efter 4 år uden hug vil jeg indrømme at jeg var begyndt at tvivle lidt på vores evner, men med 2 hug på én dag var den tvivl gjort til skamme. Fisken blev nydt

3 på altanen efter at ha været en tur på grillen og det blev også til en tur på Tony s - Big-Game fiskernes tilholdssted som er en bar der ligger i direkte forlængelse af Big-Game broen hvor bådene ligger. Her blev det til den obligatoriske omgang Veliko Pivo, også kendt som store øl. Efter en enkelt nuldag hvor vi kun kunne skaffe nogle silde lignende agnfisk hos sardin-bilen, og et par dage med blæst var det efterhånden blevet mandag den 1. september. Vi havde min bror Peter med ude, og da han og kæresten skulle med flyveren hjem næste dag aftalt vi at Peter fiskede med mine stænger, mens far fiskede med sin egen stang. Normalt vil jeg mene man ikke kommer sovende til tingene, men det gælder ikke Peter. Han lå nemlig og sov på fordækket da hugget kom ud på eftermiddagen. Han blev dog hurtig vækket da knarren på Tiagra hjulet startede og kom springende ned på agterdækket. Fisken tog over 300 meter line i et ryk ud til siden. Jeg fik hurtigt givet Peter harness på hvor efter figthten mellem Peter og fisken kunne begynde. Det lange udløb gav god tid til at far og jeg kunne få bjerget de andre stænger, hevet drivanker op, og startet motoren da der ikke var alt for meget line tilbage på hjulet. Nu startede den vildeste fight jeg nogen sinde har været med til. Den første time var det fisken der styrede det meste og Peter lagde alt det pres på den han kunne men det så nu ikke ud til at genere den så meget. Vi valgte derfor gradvist at skrue højere og højere op for bremsen. Efter en times tid havde vi stadig ikke set fisken. Jeg tror både Peter og fisken var ved at være mærket på dette tidspunkt. Jeg måtte i hvert fald ha et håndklæde frem så jeg kunne tørre atleten på panden, så han ikke fik sved i øjnene. Fisken gik ikke barre i dybet som teoribøgerne ellers siger, men svømmede rundt i overfladen med hale- og rygfinne 3 ude af vandet. Da vi ikke har set det før blev der gættet vildt på sværdfisk og haj indtil vi så en sølvblank tunprofil i overfladen 50 meter fra båd siden. Nu da vi havde set at det var tun vendte den til bage til teoribogen og satte i et udløb ned til bunden. I Adriaterhavet hvor vi fisker er det 230 meter nede. Når man stand-up fisker er udløbet faktisk det eneste tidspunkt man kan slappe af og bare læne sig tilbage som modvægt. Det er selvfølgelig meget rart, men også lidt som at pisse i bukserne for at få varmen. Hver meter den tager skal den kæmpes tilbage igen, meter for meter. Vi var dog ved at ha fat i den lange ende og efter 1,5 times fight kommer fisken så tæt på båden at det lykkedes far at harpunere fisken. Vild jubel er vel det nærmeste der kan beskrive stemningen ombord på det tidspunkt. Fisken blev hurtig sikret med en ekstra harpun og en gafkrog. Herefter blev den skåret omkring finerne så blodet kan løbe ud. Det næste projekt bestod i at prøve at løfte fisken ind i båden. Der skulle en del forsøg til før det faktisk lykkedes og det resultatet blev at

4 selv i blæsevejr da man sejler inde ved land mellem øerne. Resten af dagene blev brugt på afslapning, læsning og badeture til stranden. Helt fint da turen også tæller som familiens sommerferie. Min mor og Wolfgangs kone Mette valgte at introducere stavgang for kroaterne, og de kiggede noget når de to damer kom marcherende med deres stave op og ned gennem de kroatiske bjerge. Det blev søndag den 7. september før vi kom ud og fiske igen. Sardinerne fra sadin-bilen var for små til krogene og var heller ikke den bedste kvalitet. Vi lånte hestemakreller af Wolfgang som blev brugt på den ene halvdel af fisken landede oven på mig og far da vi røg bagover og landede på dørken. Faktisk var far så uheldig at tunens mund røg lige ned i låret på ham med et par grimme sår til følge. Båden måtte også ta imod et par skrammer i form af ridser fra tunene og et hak i gelcoaten fra den ene gafkrog. Fisken blev også målt og var 185 cm lang og 123 cm i omkreds. Efter en hurtig oprydning sejlede vi mod havn. Halvvejs ventede Wolfgang med Valkyrien. Han mente ikke vi kunne sejle i havn uden at hejse tunflaget, og det måtte vi egentlig gi ham ret i. Jeg har efterfølgende konfiskeret dette flag nu tilhøre det os :-) På havnen fik vi lånt en vægt og hejst det hele op i galgen. Fisken vejede hele 107 kg. Vi fik startet med at partere dyret efter en øl på Tony s. Det gik ikke så hurtigt da vi endnu ikke har rutinen. Det endte også med at en af de lokale kom slæbende på en tun og godt ville til ved rense bordet. Hans tun vejede 120 kg og ved siden af lå en mellem 90 og 100 kg som en anden havde fanget. Jo, 100 kg tun var ingen sensation i den periode i Jezera. Den vildeste historie jeg hørte om dernede var en båd der fik dobbelthug med tun på 130 og 150 kg og det lykkedes at lande dem begge. Den næste uges tid kom vi faktisk ikke ud og fiske. Enten var det blæsevejr eller også kunne vi ikke skaffe agnfisk. Vi var på en enkel hyggetur med Wolfgang og Mette i Valkyrien op gennem fjorden ved Sibenik og videre op af floden. En rigtig flot tur som kan gennemføres 4 stængerne mens der blev brugt Øresunds sild på de andre. Resultatet blev en nul dag. Onsdag den 9. september var vores sidste fiskedag. Far var tidligt oppe og det lykkedes at få sadiner til krogene på det lokale fiskemarked. Den eneste gang i de 3 uger vi var der. Sadin-bilen supplerede med fisk til chum-sporet. Vi fik lokket mor med ud på vandet ved at love svage vinde det kom ikke til at holde helt :-( Med fine sardiner på krogene var optimismen tilbage i båden. Der er måske også noget om snakken for

5 ud på eftermiddagen får vi igen hug. Vi har på forhånd aftalt at det er fars tur. Rutinen ser ud til at være ved at være på plads for vi får bjerget grejet og fightet fisken efter bogen. Jeg kan efter 20 minutter harpunere fisken og hejse tun flaget inden vi sejler i havn. Her vejer vi fisken til 42 kg. Vi fik parteret fisken og hevet båden op af vandet. Torsdag morgen startede så køreturen de 1800 km tilbage nordover til Danmark. Undervejs får vi en glad SMS fra Wolfgang som også er kommet på tavlen med en tun på ca.45 kg. Vi var hjemme igen fredag formiddag. Årets tur er efter vores målestok en stor succes. Vi fik alle 3 fanget en tun mere havde vi ikke ture håbe 5 på inden vi kørte hjemmefra. At vi så oven i købet fik en over 100 kg var en kæmpe drøm der gik i opfyldelse. Der er ingen tvivl om at 2008 har været det bedste år for tun fiskeriet i Jezera. Aldrig er der blevet fanget så mange blåfinnet tun. Om fiskeriet fortsætter li så godt næste år er svært at sige. Der skal dog gå meget galt hvis ikke vi vender tilbage til Jezera næste år i overgangen august/september. Tilslut skal der lyde en stor tak til Wolfgang og Mette fra Valkyrien. De var en kæmpe hjælp under parteringen af fiskene. Det er også en kæmpe fordel at Pigerne kan hygge sig sammen mens mændene er på havet. Det er vist det der på moderne dansk hedder en WIN WIN SITUATION.