F R E D N I N G S V Æ R D I E R

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R SANKT OLAIGADE 49 HELSINGØR KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Jannie Rosenberg Bendsen Journalnummer: / Kommune: Helsingør Kommune Adresse: Sankt Olaigade 49, 3000 Helsingør Betegnelse: Sankt Olaigade 49 Fredningsår: 1919 Omfang: Forhus og sidehus (1784) BYGNINGSBESKRIVELSE Sankt Olaigade 49 ligger på hjørnet af Sankt Olaigade og Kirkestræde. Lejlighederne i forhuset har fra stuerne udsigt til Helsingørs Domkirke, Sankt Olai kirke og fra køkkenerne delvist til Sct. Mariæ Kirke. Huset anvendes til beboelse. Sidehuset hænger via en nyere tilbygning sammen med forhuset. For- og sidehus deler en gårdhave skærmet bag en mur mod Kirkestræde. Forhuset er et ni fag langt hus i to etager over en kælder og med en delvist udnyttet tagetage. Forhuset har grundmuret facade og gavl mod Kirkestræde, og gårdside og gavl mod nabohuset opført i bindingsværk. Hele forhuset er gulmalet med undtagelse af rosaopstolpet træværk på gårdsiden. Forhuset står på en sokkel af granit og bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder en skorstenspibe med sokkel. I tagfladen mod gaden ses tre nyere tagvinduer, mod gården ses fem nyere tagvinduer, en mindre kvist og udluftningshætter. Facaden har en midtrisalit over tre fag, der afsluttes af en gavlkvist. Facaden og gavlkvisten afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. I facadens midterste fag ses en ældre to-fløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue. På gårdsiden ses, ligeledes i det midterste fag, en nyere fyldingsdør med glas i den øverste fylding. Dørene er grønmalede. Vinduerne udgøres af traditionelt udførte korspostvinduer samt to- og firerammede opsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. I forhusets indre ligger der to lejligheder på hver etage, hvor den traditionelle planløsning delvist er bevaret med stuer mod gaden og de sekundære funktioner mod gården. Fra hoveddøren går man ind i en gennemgående gang med adgang til gården, og via en ældre trappe med balustre og håndliste er der adgang til de øvrige etager. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, hel-, brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, skorsten, ildsted, stukkatur og synlige loftsbjælker samt vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Enkelte af vinduerne har forsatsrammer, mens andre har koblede rammer. Overfladerne er en blanding af ældre,

3 3 traditionelt udførte og nyere, herunder bræddevægge og -gulve, linoleum, gipsplader, fliser og tapet. Sidehuset er et syv fag langt enetages hus i bindingsværk, og det bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I tagfladen mod gården ses en kvist og tre nyere tagvinduer, i tagfladen mod naboejendommen ses ligeledes flere nyere tagvinduer. Sidehuset står på en sortmalet sokkel, og facaden fremstår orangemalet med rosaopstolpet træværk. Sidehuset har to nyere døre med glas i den øverste halvdel, begge hvidmalede. Vinduerne er både to- og firerammede med henholdsvis tværsprosser og småtopsprossede. De er alle traditionelt udførte og hvidmalede. BYGNINGSHISTORIE Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende

4 4 udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international. Sankt Olaigade 49 blev opført i 1784 efter den tidligere bebyggelse på grunden var blevet revet ned. Huset blev bygget af Jacob Wilde, hvilket fremgår af en sandstensplade over indgangsdøren på facaden. Sidehuset blev opført af Wildes arvinger i KILDER Helsingørs gader og stræder i mands minde. Sankt Olaigade/Sudergade/Kampergade/Groskenstræde/Kongensgade. Kenno Pedersen, Nordisk forlag for videnskab og teknik, Historiske huse i Helsingør. Fortegnelse over bevaringsværdige ældre bygninger i Helsingør. Nationalmuseet, København, MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi ved Sankt Olaigade 49 knytter sig til forhusets beliggenhed på hjørnet af Sankt Olaigade og Kirkestræde, hvor bygningen er med til at danne to vigtige gadeforløb i den ældste del af Helsingør, og hvor det bidrager til at opretholde gadens traditionelle bebyggelsesstruktur. Hertil kommer, at forhuset sammen med sidehuset og den høje mur mod Kirkestræde skaber et helstøbt bymiljø, der former sig omkring gårdrummet, hvis stenbelægning og den grønne beplantning ophøjer det samlede traditionelle miljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Olaigade 49 knytter sig i det ydre til forhusets enkle og afklarede bygningskrop, hvis facade afspejler tidstypiske træk fra bygningskulturen i Helsingør. Fra omkring 1800 og frem blev klassicismen det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede og malede. I Helsingør gør en særlig

5 5 håndværkerklassicisme sig positivt gældende. Det er ofte mindre byhuse i to etager over en kælder, som i Sankt Olaigade 49. Håndværkerklassicismen kommer ligeledes til udtryk i de glatte pudsede og malede facader, der afsluttes af en enkel udkraget gesims og i vinduerne med større rammer forneden end foroven det såkaldte dannebrogsvindue samt i midtrisaliten. Endvidere er der værdi knyttet til forskellen mellem forhusets for- og bagsider opført i henholdsvis grundmur og bindingsværk, der vidner om, at man kun anvendte tegl mod gaden, den fine side, mens gårdsiden blev opført i det mindre fine bindingsværk. Den kulturhistoriske værdi i sidehuset knytter sig til dets fremtræden i bindingsværk, der klart adskiller sidehuset fra forhusets facade mod gaden. Hvor forhuset mod gaden fremtræder repræsentativt, er sidehuset i det ydre tydeligt en sekundær bygning. I det indre knytter forhusets kulturhistoriske værdi sig til forhusets delvist oprindelige planløsning med stuerne mod gaden og køkkener placeret mod gården. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer, herunder hovedtrappen med udskårne balustre og håndliste, de ældre to- og enfløjede fyldingsdøre med greb og gerichter, stukkatur, indbyggede skabe, væg- og brystningspaneler, lysningsskodder, vægge af bindingsværk samt spor efter åbne ildsteder, der alt sammen er med til at skabe et interiør, som vidner om bygningens alder. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi ved Sankt Olaigade 49 knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop, hvor det røde heltag afslutter bygningsvolumenet, og får forhuset til at fremstå som en helhed på trods af blandingen af grundmur og bindingsværk. Det overordnede udtryk er roligt og afbalanceret med en enkel, samlende farvesætning og få fine bygningsdetaljer, herunder det let fremspringende midterfag med trekantet frontispice, vinduernes svage tilbagetrækning fra facaden og hovedgesimsen. Især vekslen mellem facadedetaljer, der springer frem eller er trukket tilbage giver liv til den ellers enkle facade. Hertil kommer den taktfaste, symmetriske vinduesplacering i såvel gård- og gadesiden. Alt i alt fremstår forhuset roligt og værdigt med en overskuelig silhuet. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til især stuerne, hvor stukkaturen, de mange vægpaneler og fyldingsdøre skaber et helstøbt interiør. Endelig kommer de, i enkelte rum, bevarede ældre, indvendige lysningsskodder, som er et eksempel på en funktionel løsning, der ligeledes ophøjer den arkitektoniske værdi.

6 6 Den arkitektoniske værdi ved sidehuset knytter sig til sammenhængen med forhusets bagside, hvor materialer, konstruktion og farvesætning skaber en sammenhæng mellem de forskellige huse. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier for forhuset knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop i grundmur og bindingsværk med heltag, gavlkvist og skorstenspibe i rygningen samt facadens detaljer, herunder de let fremspringende midterfag og de profilerede gesimser. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte vinduer og døre samt den traditionelle materialeholdning. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den delvist bevarede grundplan med trapperum, den ældre hovedtrappe, stuer mod gaden og de sekundære funktioner mod gården. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduer med anverfere, fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, vægpaneler, lysningsskodder, stukkatur og ildsted. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier for sidehuset knytter sig i det ydre til den aflange bygningskrop i bindingsværk med alle detaljer og til heltaget samt til de traditionelt udførte vinduer og døre. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Det anbefales, at det afsyrede træværk og bindingsværket, der ses i enkelte af lejlighederne males, så det fremstår i overensstemmelse med husets alder og tradition.