26. mødedag, torsdag den 27. november, 2008.

Transkript

1 26. mødedag, torsdag den 27. november, Dagsordenens punkt 80 Redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. (Landsstyremedlem for infrastruktur, Miljø og Råstoffer) Mødeleder: Så kommer vi til Dagsordenens punkt 80. Redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. Landsstyremedlem for infrastruktur, Miljø og Råstoffer. Vær så god. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. To emner på energiområdet tiltrækker sig i dag særligt opmærksomhed på globalt plan, nemlig spørgsmålet om forsyningssikkerhed og den globale opvarmning. Interessen for CO2 neutrale energialternativer til olie og kul har derfor aldrig været større. Dette har også betydet en kraftig efterspørgsel efter uran. På den baggrund besluttede min forgænger som Landsstyremedlem, Jørgen Wæwer Johansen, at der skulle udarbejdes en redegørelse til Landstinget vedrørende spørgsmålet om udvinding af uran i Grønland med det sigte at starte en debat og formidle opdateret viden omkring samfundsmæssige aspekter ved en efterforskning og udnyttelse af uranforekomster i Grønland. Resultatet af dette arbejde foreligger nu i form af den redegørelse om samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland, som jeg hermed vil fremlægge til Landstingets behandling med henblik på en principdebat, som kan give et grundlag for Landsstyrets videre arbejde. I forbindelse med udarbejdelse af redegørelsen er det kommet tydeligt frem, at der mangler en opdateret viden om uranpotentialet i Grønland. Dette er en følge af den politiske beslutning, som blev truffet i 1988 om at radioaktive grundstoffer skulle undtages i alle tilladelser til efterforskning og udnyttelse af mineraler. Denne beslutning blev truffet på et tidspunkt, hvor der var en udbredt modstand mod atomkraft, som blandt andet var begrundet i frygt for uheld med radioaktivt udslip 1

2 fra atomreaktorer og bekymring over problemet med at sikre en sikker opbevaring for brugte atombrændselsceller. De problemer med hensyn til miljø og sundhedsrisiko, som er forbundet med efterforskning og brydning af uran er imidlertid af en anden karakter end dem, som er forbundet med driften af et atomkraftværk. De problemer og de løsningsmodeller, som er ved brydning af uran er mere lig de problemer og løsninger, som kendes i forbindelse med anden udvinding af mineraler. Dermed er der ikke sagt, at efterforskning og brydning af uran ikke er uden særlige problemer på grund af de radioaktive stoffer i uranmalmen. Råstofloven foreskriver, at udnyttelse af mineraler skal udføres miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. I tilladelser meddelt efter Råstofloven fastsættes vilkår om blandt andet sikkerhed og miljø og herunder de foranstaltninger, som virksomheden skal foretage i forbindelse med ophør af mineaktiviteten for at sikre, at de berørte områder efterlades i en miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Erfaringer fra uranmineindustri i Canada viser, at der kan opnås et internationalt acceptabelt miljøog sikkerhedsmæssigt niveau ved anvendelse af den nyeste teknologi og efterlevelse af højeste gældende standarder og retningslinier som fastsat af det Internationale Atomenergi Agentur under FN. Det skal i den forbindelse understreges, at Landsstyret under ingen omstændigheder ville acceptere en lempelse af disse krav, såfremt der i fremtiden skulle gives tilladelse til efterforskning og udnyttelse af uran. I redegørelsen er der en beskrivelse af økonomien i den store Mac Arthur uranmine i Saskatchewan, der er den mine i verden med den største produktion og den højeste lødighed i malmen. Sammenholdes ressourcegrundlaget i denne mine med de kendte forekomster i Grønland, som har en betydelig lavere lødighed i malmen, vil et overskud fra en grønlandsk uranproduktion forventes at blive betydeligt lavere og under de nu kendte forudsætninger vil der næppe blive tale om skatteindtægter i en sådan størrelse, at Landskassen frigøres fra at være afhængig af overførselsindtægterne fra Staten. I redegørelsen peges der på at uran ofte indgår i sammenhæng med andre brydningsværdige mineraler og sjældne jordarter, som kan brydes kommercielt og hvor uran vil indgå som et biprodukt. Jeg skal her konkret nævne forekomsten ved Motzfeldt Sø som et eksempel. 2

3 Her findes uran sammen med niob og tantal i mineralet pyroklor, og forekomsten regnes for en af de største tantal-forekomster i verden. Både niob- og uranindholdet er meget lavt, ca. 0,14 % niob og 0,006 % uran. Men da malmtonnagen er meget stor, i niveauet 100 mio. tons, så vil det måske kunne betale sig at bryde uran som et biprodukt i forbindelse med brydning af niob og tantal. Undtagelse af radioaktive grundstoffer har siden 1988 været en absolut undtagelse i alle tilladelser og der har ikke været skelnet til om radioaktive grundstoffer efterforskes som et hoved eller et biprodukt. Man bør derfor tage stilling til, om det skal være muligt at udvinde en forekomst som Motzfeldt Sø, hvor uran forekommer i meget små koncentrationer, eller om dette fortsat skal være forbudt. Med denne principdebat af redegørelsen skal Landstingets ikke tage en endelig stilling til om der skal åbnes op for efterforskning og udnyttelse af uran. Landsstyret ønsker blot at starte en åben debat om det gældende absolutte forbud mod efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer bør fastholdes uændret eller om det bør være muligt at efterforske og udnytte uran som enten et hovedprodukt eller alene som et biprodukt i forbindelse med efterforskning og udnyttelse af andre råstoffer. Efter den gældende råstoflov er råstofområdet fortsat et fælles grønlands/dansk sagsområde, hvorfor der også skal ske en behandling af sagen i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer og i den danske regering. Redegørelsen har allerede været drøftet i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer som har bedt om at redegørelsen bliver sendt til den danske ressortminister samt alle øvrige relevante danske ministerier og myndigheder. Det ligger Landsstyret meget på sinde, at befolkningen inddrages gennem oplysninger og afholdelse af borgermøder inden der træffes nogle beslutninger i denne sag. Til det formål har jeg indtil videre afholdt borgermøder i Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Paamiut, Narsaq og Qaqortoq ligesom kommunalbestyrelsen i Illoqqortoormiut har fået redegørelsen præsenteret af Råstofdirektoratet. Det er mit indtryk fra borgermøderne, at deltagerne har følt sig bedre oplyste, efter at være forelagt fakta om uranudvinding i Grønland og mange har efter møderne givet udtryk for en mindre skeptisk holdning til spørgsmålet om uranudvinding som biprodukt. I forbindelse med borgermøderne og til generel oplysning for borgerne er der udarbejdet pjecer om uranredegørelsen og en særlig folder med oplysninger om Kvanefjeldet ved 3

4 Narsaq. Dette materiale er udsendt til biblioteker, kommuner og posthuse og er desuden tilgængeligt på Råstofdirektoratets hjemmeside, og er vedlagt dette forelæggelsesnotat som bilag. Efter denne debat i Landstingets vil jeg fortsætte rækken af borgermøder. Jeg vil også vende tilbage til Narsaq, hvor jeg under mit borgermøde gav et tilsagn om at afholde et nyt borgermøde på grund af den særlige store lokale interesse for spørgsmålet om uranudvinding i dette område. Med disse bemærkninger skal jeg overlade Landsstyrets redegørelse om samfundsmæssige aspekter af efterforskning og udnyttelse af uran i Grønland til Landstingets velvillige behandling. Nu går vi over til partiernes ordførere. Først Lars Emil Johansen, Siumut. Derefter Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Lars Emil Johansen, Siumuts ordfører. Indledningsvis skal jeg på vegne af Siumut takke landsstyret for den omhyggelige og grundige redegørelse om et varmt emne. Vort land har mange og store rigdomme. Men at udnyttelse af disse rigdomme kan være forbundet med store miljømæssige risici, skal vi hele tiden have for øje. Dette er vigtigt at have for øje, hvad enten vores udnyttelse af naturrigdomme sker i form af olieboringer i havbundene i vore farvande med den forureningsrisiko, der er forbundet hermed. Eller om dette sker i form af udnyttelse af råstoffer, der indeholder bestemte forureningsafgivende stoffer såsom bly og cadmium, der ikke alene påvirker miljøet negativt men har tilmed en negativ indvirkning på den menneskelige sundhed. At miljøhensyn og hensyn til helbredstilstanden prioriteres højt fremgår tydeligt af vores råstoflovgivning, der således foreskriver, at omhyggelig miljøvurdering og mulige helbredspåvirkninger skal være afgørende for, en beslutning om hvorvidt der skal gives efterforsknings og/eller udnyttelseskoncessioner. I vore dage er det ikke alene forureningsrisikoen på jordkloden, der er international fokus på. Fokus rettes derudover på påvirkning af atmosfæren som følge af CO2 udslip, hvor initiativerne koncentrerer sig omkring muligheder for at reducere CO2-udslippet. Som en del af verden skal vi naturligvis deltage i disse bestræbelser og vi skal være klar til at medvirke til en CO2-reduktion, der 4

5 for vores vedkommende bedst vil kunne ske i form af tilvejebringelse af ren energi enten i form af vandkraftenergi eller i form af brintenergi. Vi skal ikke komme yderlige ind på CO2-problematikken ved nærværende lejlighed, men skal koncentrere os omkring det varme emne, som har optaget sindene siden vores spæde ungdom, og som udgør essensen i dagens emne her i landstinget. Fra Siumut er vi helt enige i landsstyrets betragtninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt nultolerance politikken i spørgsmålet om efterforskning og udnyttelse af mineraler, der indeholder selv den mindste smule uran. Vi er enige i, at vi må tage dette forhold op til fornyet overvejelse og vurdering. I Siumut er vi parate til at fremsætte et klart synspunkt desangående. Siumut mener, at tiden hverken er inde til eller, at der er grund til at tillade uranudvinding herhjemme. Uran forekommer i ganske små mængder herhjemme og de risici, der vil være forbundet med en direkte uranudvinding vil være alt for store sammenlignet med de potentielle fordele. Man skal aldrig fremme en udvikling, der indebærer flere risici end potentielle fordele. Vi er klar over, at de teknologiske muligheder, der er til rådighed for mineindustrien i dag er af en sådan karakter, at en uranudvinding kan sikres at skulle finde sted uden nævneværdig miljøbelastning eller påvirkning af den menneskelige sundhedstilstand. Vi er ligeledes helt på det rene med, at en eventuel brydning og eksport af uran skal ske i nøje overensstemmelse med bestemmelser, der er indeholdt i FN s Atomenergi Agentur. På trods heraf vil vi udtrykke det lynende klart fra Siumuts side: At vi ikke ønsker uranudvinding og at vi ikke mener, at tiden er inde til at give tilladelser til uranudvinding. Det centrale spørgsmål ved dagens drøftelse er ifølge vores mening spørgsmålet om tilladelse til at udvinde andre mineraler, hvori uran indgår som biprodukt. Disse kan være niobium, tantanium eller de såkaldte sjældne jordarter, og den fastlåste situation vi befinder os i, netop fordi vi ikke tillader at uranoxid indgår i disse selv i yderst begrænset omfang. De nævnte naturrigdomme findes i forekomster hovedsageligt i Sydgrønland, men de findes også i interessante størrelser i andre dele af Grønland. Niubium og Tantanium anvendes som legering i forbindelse med jern forarbejdning og i forbindelse med forarbejdning af elektroniske dele til såsom mobiltelefoner, og sjældne jordarter anvendes ligeledes i forbindelse med forarbejdning til elektroniske dele. Eksempelvis findes nævnte mineraler i og omkring Motzfeldt Sø, ligesom 5

6 sjældne jordarter findes i områder omkring Narsaq. Disse forekomster har hidtil ikke kunne brydes, fordi de indeholder ganske små mængder uran. Vi skal ikke bryde uran, ja. Men vi skal bryde mineraler i respekt for den smukke natur i vort land og under behørig hensyntagen til den menneskelige sundhed. Derfor er tiden inde nu til at vi træffer en beslutning om en øvre grænse for det højeste tilladte indhold af uran i forbindelse med brydning af andre mineraler og i forbindelse med brydning af sjældne jordarter. Som det hedder på udenlandsk: Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken den er for længst opfundet af andre. Ved at indføre en øvre grænse for tilladt indhold af uran i diverse mineraler, der er forbudt at bryde i dag, vil vi åbne mulighed for en opstart af nye arbejdspladser og nye indtægtskilder, uden at belaste miljøet unødigt og uden at inducere mennesket for sundhedsskadelige stoffer. Vi skal udnytte vort lands rigdomme uden at påføre os skader. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at vi lukker af for nye udviklingsmuligheder, blot fordi vi er bange for at gøre brug af vort lands mangfoldige rigdomme. Der skal laves nødvendige undersøgelser før end der gives tilladelse til udnyttelse af mineraler der kan indeholde selv den mindste form for uran. Med denne begrundelse skal jeg på vegne af Siumut til allersidst fremsætte følgende forslag til principbeslutning, som jeg vil anmode om at Tinget tager stilling til gennem en afstemning: I det at Landstinget fastholder, at tilladelse til kommerciel efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer ikke bør gives, skal Landstinget udtale, at Landstinget er positivt indstillet overfor, at der kan gives tilladelse til at radioaktive grundstoffer, i forbindelse med udnyttelse af andre mineralske råstoffer kan udvindes som biprodukt. Landstingets tilslutning er betinget af, at strålingsrisikoen ikke overstiger anerkendte internationale standarder, og at malmen ikke indeholder mere end 0,1 % uranoxid og udvindingen foregår efter bedste internationale praksis. I forbindelse med udstedelse af udvindingstilladelser bemyndiges landsstyret til i samarbejde med de lokale myndigheder at kunne afsætte en sikkerhedszone mellem udvidningsområdet og bymæssig bebyggelse. 6

7 Vi er overbeviste om, at vi ved at stemme for en sådan principbeslutning, vil bane vejen for flere aktive miner i Sydgrønland i de nærmeste år, og vi vil samtidig have truffet beslutning om, at der indføres en øvre grænse for indhold af uran i forbindelse med anden minevirksomhed. Når vi foreslår at denne grænse fastsættes til 0,1 % skyldes det, at Grønland på den måde kan f å samme øvre grænse for indholdet af uran som det kræves inden for EU, som er en vigtig samarbejds- og samhandels partner for Grønland Nu kommer Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigit. Derefter Godmand Rasmussen, Atassut. Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiits ordfører. Den art af råstoffer, vi i dag skal drøfte har indvirkning på magtbalancen i verden og Grønlands egen placering i det sikkerhedspolitiske verdensbillede og ikke mindst vores anseelse hos vore medborgere rundt om i verden. Vi ønsker derfor fra Inuit Ataqatigiit som udgangspunkt at sige, at vi ikke kan anbefale at man tager en beslutning forinden man har inddraget befolkningen aktivt i en høringsproces samt ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt og vurderet de eventuelle konsekvenser for miljøet. Et upartisk og frit informationsarbejde uden at være bundet til bestemte holdninger og en tilfredsstillende inddragelse af befolkningen i en høringsproces, samt betydningen af at man inddrager både tilhængere og modstandere af anvendelse af atomkraft på en balanceret måde er af grundlæggende betydning. Med hensyn til debatten om projektet og dets mulige konsekvenser må de mennesker, som må betragtes som de centrale aktører, siges at være borgerne i Narsaq og befolkningen omkring Narsaq. Borgerne her har været i tvivl i efterhånden en længere årrække. Og hvis vi skal sige det som det er, er denne tvivl ikke blevet fjernet ved fremlæggelsen af Landsstyrets redegørelse. Vores holdningstilkendegivelser i dag her i Landstinget er kun en begyndelse på debatten hos befolkningen og svaret på deres ønske om at få forelagt alle oplysninger om dette projekt. Det er Inuit Ataqatigiit s overbevisning, at røsten fra de borgere i Narsaq, som ønsker at deres sted endnu skal kunne bebos af de fremtidige generationer skal høres og respekteres fuldt ud, uanset antallet af modstandere. Det blev i den forbindelse gennem nyhederne de seneste dage meddelt, at 7

8 samtlige folkevalgte medlemmer af den kommende Kommuni Kujalleq har erklæret deres modstand mod projektet i Kvanefjeldet. Det hidtidige arbejde med oplysning om projektet kan efter vores opfattelse ikke betegnes som balanceret. Til eksempel har man i det forløbne oplysningsarbejde mange gange henvist til forhold i andre lande, som f.eks. siges at være gældende i Canada og Australien. Denne fremgangsmåde er blevet anvendt uden at man har fortalt borgerne om hvorvidt og hvordan man kan kunne få bekræftet, hvorvidt de fremsatte oplysninger er korrekte eller forkerte. I henhold til FN s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder, som blev vedtaget i 2007 kan oprindelige folk med henblik på at få adgang til de rette informationer have mulighed for på egen hånd at konsultere eksperter - det være sig geologer, læger, jurister eller andre med særlig viden på området. Og netop i dette spørgsmål, som vi har på dagsordenen i dag, ville det være ganske relevant - til eksempel - at invitere repræsentanter for de oprindelige folk i Nordamerika og Australien. Det er som bekendt disse mennesker oprindelige folk, som i deres hjemlande er blevet chikaneret, og som har mærket de helbredsmæssige konsekvenser samt påvirkningen af deres levevis på en meget ulykkelig måde. Den anden såkaldte uafhængige oplysningskampagne - et initiativ som er blevet realiseret af selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd., GMS med hjemsted i Australien og deres repræsentanter her i landet - blevet gennemført meget mangelfuldt, og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er denne såkaldte kampagne at opfatte som om den er blevet kørt for udelukkende at presse en accept af projektet igennem. Det omtalte selskab er en del af et australsk ejet råstofvirksomhed, hvor deres afdeling i Grønland har fået licens til at efterforske sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Ganske vist har man på de afholdte borgermøder erklæret, at man alene er på udkig efter ikkeuranholdige mineraler, men på Internettet kan man finde hjemmesider som Resource Investor og Uraniumletter International og bl.a. læse følgende: Junior Uranium Explorer Turns Focus to Greenland (Uranimik ujarlertut Kalaallit Nunaat qitiutillugu soqutigilerpaat). 8

9 Heraf fremgår det også, at selskabet Greenland Minerals & Energy Ltd. søger efter medinvestorer til projektet med udvinding af mineraler i Kvanefjeldet, og ligeledes siges det gentagne gange, at uranen blandt de mulige mineraler til udvinding er det mest attraktive mineral. I Uraniumletter International er bl.a. en artikel at finde, hvor en forhenværende direktør i Grønlands Hjemmestyres Råstofdirektorat, som sidder som formand for bestyrelsen i GMS i høje toner udtrykker sine forhåbninger om, at det kan lykkes at udvinde uranen med henblik på et verdensomspændende kommercielt formål. Disse oplysninger er interessante, fordi GMS på de åbne borgermøder og på møder med specielt interesserede har bibragt den opfattelse, at uran under denne efterforskningsfase ikke er af interesse. Et andet interessant område er den del af Landsstyrets redegørelse, hvor der gøres opmærksom på, at dersom man påbegynder en udvinding af uran vil det ikke medføre en større indtjening end på andre mineraler, samt at man understreger, at en eventuel udvinding af uran ikke vil medføre flere arbejdspladser end ved udvinding af andre mineraler. Landsstyret påpeger gentagne gange i redegørelsen, at der aldrig tidligere har været udvist så stor interesse for vore råstoffer i Grønland. Det bliver også gentagne gange fremført, at der forventes opbygning af en råstofvirksomhed her i landet, som vil kræve flere tusinde aktive medarbejdere. Herudover har vi også aluminiumsprojektet, som stadig er under planlægning. Alene disse projekter vil kræve udenlandsk arbejdskraft i et antal på adskillige hundrede mennesker. Dette giver os anledning til at stille følgende spørgsmål: hvorfor og med hvilken interesse gør man forsøg på at haste en beslutning igennem med hensyn til dette projekt? Ligeledes indrømmer Landsstyret i redegørelsen, at det ved en eventuel kommerciel udnyttelse af uranen vil de mulige indtægter til det grønlandske samfund fra selskabsbeskatning, forventes at blive af beskeden størrelse, uanset beskatningsprocenten, og kan under denne forudsætning ikke forventes at forbedre Landskassens økonomi mærkbart. Situationen er også den, at FN i indtil flere deklarationer og på samme måde Verdensbanken - såfremt de måtte beslutte sig for at være medfinansierende - har præciseret en anbefaling om, at man før der træffes en beslutning på grundlag af konkrete informationer blandt oprindelige folk overalt i verden gennemfører en åben og tidlig inddragelse af lokalbefolkningen i hele beslutningsprocessen. 9

10 Naturligvis tager vi i Inuit Ataqatigiit udgangspunkt i Kvanefjeld-spørgsmålet. Dette område er netop også omdrejningspunktet i Landsstyrets redegørelse. I Narsaq-området og områder omkring søen Taseq Kassillik, af én eller anden grund i daglig tale kaldet Motzfeldt-søen, er vitale i den grønlandske fødevareforsyning. Gennem forsyning af lammeog rensdyrkød og i de senere år i større og større omfang forsyning af forskellige grøntsager. Vi er i Inuit Ataqatigiit af den overbevisning og er bange for, at en eventuel udvinding af uran vil medføre, at den voksende selvforsyning i Grønland samt den stigende efterspørgsel fra udlandet af vore produkter vil forsvinde. De mineralske råstoffer har til forskel fra de levende ressourcer den ulempe, at de ikke er reproducerende, men kun kan blive udtømt. Ligeledes er det specielt foruroligende, at den radioaktive og farlige forurening, som er en konsekvens af uranudvinding ikke alene vil være til stede under selve udvindingsfasen. Vi har al mulig grund til at mene, at situationen med at placere efterforskerne af uran i spidsen i en tidsbegrænset udvindingsperiode vil true fremtiden for alle dem, som baserer deres tilværelse på de levende ressourcer på inden for dyr og planter, som gennem generationer har udgjort livsgrundlaget for mange mennesker. Vi skal ikke bøje os for den ubændige og vedvarende efterspørgsel blandt verdens magtfulde nationer på energiproducerende ressourcer. Disse lande har et utal af muligheder for at begrænse deres energiforbrug. Hvis vi gennem vore beslutninger baner vejen for nye kraftværker baseret på atomenergi vil vi være med til at sinke udviklingen af andre mere miljøvenlige energi-tiltag. Hvis vi vil overdrage vores bestræbelser på at udvikle os på en bæredygtig og miljøforsvarlig måde til internationale selskaber med hurtig profit for øje vil en sådan beslutning efter vores mening kun kunne betegnes som en uansvarlig handling. Hvis vi flygter fra vores ansvar som et arktisk folk med vores forpligtelse til miljøbevidsthed vil vi miste tiltroen til os fra andre dele af verden. Ligeledes er det betænkeligt, at områder som råstofferne og miljøovervågningen gennem den ressortfordeling, der eksisterer i Landsstyret er lagt i et og samme landsstyreområde, eftersom det lader til, at de råstofmæssige potentialer gives højere prioritet i en sag som denne. 10

11 Indtil i dag har spørgsmålet om efterforskning og udvinding af uranholdige råstoffer i begge nationale folkevalgte forsamlinger i Folketinget og i Landstinget været sat i bero. Dette er blevet besluttet i begge organer. På trods heraf fremgår det af redegørelsen, at en sådan beslutning først skal forelægges Fællesrådet for Mineralske Råstoffer, hvorefter spørgsmålet kan afgøres af henholdsvis den danske regering og det grønlandske landsstyre. Dette er en manglende respekt mod Landstingets egen tidligere beslutning. Alene Landstinget eller Folketinget kan ændre på de beslutninger i disse forsamlinger. Og efter vores opfattelse i Inuit Ataqatigiit er der ikke noget grundlag for at træffe en sådan beslutning. De miljømæssige konsekvenser I redegørelsen siges det klart, at der ved udvinding af uran findes forekomster af de miljøfarlige grundstoffer radium og radon. Radium er et grundstof, som kan opløses i vand og dermed kan det farlige stof forurene søer, elve og det omkringliggende hav. Radon er en gasart, som udspreder radioaktiv stråling og dermed er under mistanke for at være kræftfremkaldende gennem indånding af radonholdig luft. Det siges ganske vist i redegørelsen, at man påtænker forskellige foranstaltninger for at forhindre udsivningen af radium og radon i den omliggende natur. Men hvordan? Vi kan jo - trods alt - ikke overbevise nogen om, at vi også kan styre vejrets luner i form af vind, regn eller sne. De uranholdige og miljøfarlige råstoffer, som udvindes ved en gennemførelse af et sådant projekt findes ikke alene i selve råstofferne. Vi kan forstå, at interessenterne i udvinding af uran i Kvanefjeldet også for at minimere risikoen ved transport udenlands af råstofferne agter at raffinere de udvundne råstoffer på stedet. Imidlertid er de stoffer, der skal anvendes til raffinering af de udvundne råstoffer og de restprodukter hvor få de end måtte være - der måtte blive til overs ikke på nogen måde accepteres under hensyntagen til et miljø, hvor der bliver drevet husdyrhold og produktion af landsbrugsvarer: 11

12 - Svovlsyre - Svært opløselige råstoffer, som opløses ved brug af svovlsyre - Arsen, som er uhyre giftig - Støv fra udvindingen og knusningen af mineralerne - Og endelig andre tilsætningsstoffer, som anvendes ved udvinding af uran. Derfor vil der trods alle anstrengelser for at minimere forureningen under udvinding af sjældne mineraler under arbejdet for at udskille uranen fra disse uden tvivl forekomme konsekvenser i form af forurening. Her er det vigtigt at bemærke sig, at der er tale om en ikke helt almindelig form for forurening. Det fremgår af redegørelsen, at anvendelsen af uran til energifremstilling i stedet for olie og kul mærkbart vil bremse klimaets opvarmning. Det er rigtigt at en anvendelse af atomkraft i sig selv ikke medfører udsivning af CO2. Til gengæld vil en udvinding af uran til brug som brændsel til atomkraftværker i processen primært kræve anvendelse af olieforbrugende materiale, hvilket alene vil foranledige udledning af CO2. Ligeledes skal argumentet om standsning af CO2-udledning ved anvendelse af atomkraft ikke forlede os til at tro, at vi skal vurdere risikoen over for de levende ressourcer og mennesker som mindre end ved udledning af CO2. Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at separation af restprodukter fra uranen i forbindelse med anvendelsen af uran som energikilde ikke vil være et problem, som vi i Grønland behøver at bekymre os om. Hertil må vi sige, at vi - som medborgere i verdenssamfundet - på det grundlag finder, at en sådan tankegang kun kan betragtes som egoistisk og langt fra fornuftig. I Inuit Ataqatigiit har vi ikke ændret vores holdning med hensyn til efterforskning og udnyttelse af uran her i Grønland, således som det blev vedtaget i Landstinget i 1988, og vi ønsker i dag at præcisere denne stillingtagen. Det må være åbenlyst, at de informationer der gives til befolkningen som jeg også tidligere har givet udtryk for ikke har grundlag i en forlods stillingtagen, men at befolkningen gives informationer med grundlag i alle aspekter af den givne problematik. Naturligvis må det være sådan, at flertallet her i Landstinget med mandat fra vælgerne selv må beslutte at omgøre beslutningen om forbud mod uranefterforskning og -udvinding fra

13 Nu kommer Godmand Rasmussen, Atassut. Derefter Jørgen Ole N Nielsen, Demokraterne. Godmand Rasmussen, Atassuts ordfører. Vi skal fra ATASSUT fremkomme med følgende kommentarer til nærværende redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland: Vi kan som verdensborgere ikke længere ignorere og fornægte at vi må gøre noget ved den globale alarm, der henleder til solens farlige stråler der når frem til jorden og som er destruktiv for mennesker, dyrelivet og naturen. Såfremt bestræbelserne for at minimere solens farlige stråler er det en forudsætning at man minimerer behovet for kul og olie som energikilder, det er nemlig dem der er med til at udlede den meste CO2-forurening. Derfor må vi alle bestræbe os på at tænke på alternative energikilder, således at afhængigheden af kul og olie kan blive minimeret. Der er på verdensplan og dermed i adskillige stater energiforsyning baseret på uran, og de seneste oplysninger viser at interessen for at benytte atomkraftværker igen er blusset op og befolkninger i de forskellige lande er igen begyndt at vurdere om hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at benytte uran som energikilde. Denne del af jordens grundstoffer, nemlig uran, der ikke forurener atmosfæren i samme grad som kul og olie og som kan bruges mange år som energikilde, ja, der kan være fordele ved at se på denne som mulighed, og forudsat at dette grundstof var uskadeligheden selv og ikke mindst såfremt denne grundstof ikke blev brugt til masseødelæggelsesvåben, så kunne man fristes til at tage del i denne iagttagelse og dermed give grønt lys for at udvinde uran. Men sådan er det ikke, det er en meget farlig grundstof vi har med at gøre og den bruges til at skabe masseødelæggelsesvåben der er i stand til at tilintetgøre meget store områder, og der er desværre stater i denne klode der er meget uberegnelige og som er i stand til at kæmpe for magt med krig som våben og dermed er interesseret i at skaffe uran til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Det at benytte uran som energikilde er meget farligt, og der er klare beviser for hvor farligt det er. I Ukraine, der var en del af det tidligere Sovjetunion er der sket en atomkraftværkkatastrofe i april 1986 og som konsekvens af dette er der sket enorme ødelæggelser af naturen og dyrelivet der og 13

14 ikke mindst har det kostet menneskeliv, og i dag, nemlig i 2008 er et meget stort landområde med Tjernobyl som centrum stadig utilgængelig på grund af de farlige strålinger denne har udledt. Der er beviser på hvor farligt det er at benytte uran som grundstof i våbenøjemed, under sidste verdenskrig har man valgt at bombardere Japan i bestræbelserne for at få landet til at opgive sig og det skete i august 1945, hvor man med blot to bomber dræbte mange hundrede tusinder mennesker i løbet af splitsekunder i henholdsvis i Hiroshima og Nagasaki, der er senere påvist at de to bombninger har kostet endnu flere menneskeliv på grund af kræftsygdomme som konsekvens af de farlige strålinger der er spredt på området. Og ikke mindst har vi i Grønland desværre stiftet bekendtskab med hvor farlig atomvåben er, dette i form af at en bombefly med atomvåben ombord er faldet ned ved Thule Air Base i januar 1968, og siden dengang er der påvist at folk, der arbejdede direkte med oprydningen, er døde som følger af sygdomme der kan relateres til oprydningen. Det er nogle eksempler på hvor alvorlig denne sag vi står overfor i dag er, og såfremt der skal ske ændringer på den førte uranpolitik i Grønland. Landsstyret efterlyser igennem redegørelsen, om de enkelte partier har ændret politikken på området og dermed ændret holdning til hvorvidt der fremover skal kunne tillades uranudvinding. Der er flere lokaliteter hvor der er uranmalm, men et lokalitet der har været genstand for opmærksomhed og undersøgelser igennem over 50 år er Kvanefjeldet ved Narsaq. Der er ikke blot uran der, men området er også rigt på mineralske råstoffer, blandt andet niob, tantal og zirkonium og ikke mindst er forekomsten af sjældne jordarter fundet på området, det sidstnævnte menes at være et stort potentiale som alternativ energikilde til kul og olie og der er derfor meget stor interesse for forundersøgelser med henblik på udvinding på området. Men der er i nærheden af de rige forekomster en by, nemlig Narsaq og det pågældende område benyttes som fåreholdersted, og vi kan fra ATASSUT godt forstå at borgerne i Narsaq er i oprør og kræver at der bliver lyttet til deres bekymringer, og vi skal hermed fra ATASSUT kræve overfor Landsstyret at man, efter nærværende debat, og i det efterfølgende arbejde, tager befolkningen, især den del af befolkningen der lever side om side med forekomsterne, her især uranforekomsterne, med på råd. 14

15 Der bliver ligeledes i redegørelsen påvist at der er andre steder hvor der er sandsynlighed for større forekomst af uran, end det man kender til ved Narsaq, og der er ingen tvivl om at interessen for Grønlands forekomster af uran, vil skabe større opmærksomhed, såfremt der bliver udbygget atomkraftreaktorer på verdensplan, og en meget stort spørgsmål vil så være om hvorvidt vi i Grønland vil være med til at forsyne atomkraftlande med uran. Vi skal fra ATASSUT klart tilkendegive at vi i dag ikke vil være med til at der åbnes op for uranudvinding i Grønland. Men det kan ikke undgås at man kan komme til at udvinde uran i forbindelse med udvinding af andre mineralske råstoffer, idet uran findes der hvor der også er andre forekomster af mineralske råstoffer, derfor kan vi godt deltage i sonderinger om hvorvidt der kan gives tilladelse til at benytte sig kommercielt af den uran der bliver taget op som bi-produkt, men vi kræver samtidigt at spørgsmålet behandles grundigt og velovervejet og ikke mindst kræver vi at befolkningen tager del i drøftelserne og dermed får indflydelse på beslutningsprocessen. Vi kræver ligeledes at man i det videre arbejde med sagen, i alle henseender og meget målbevidst arbejder for at de sikkerhedsmæssige foranstaltninger og krav bliver meget store og ufravigelige og at man, såfremt man tilslutter sig og fastlægger grænsen for uranudvinding som bi-produktion på kommercielt plan, det må ligeledes sikres at den udvundne uran på ingen måde må bruges til våbenproduktion og ikke mindst skal det sikres at beredskabet og sikkerheden er meget høj således at mennesker, dyrelivet og naturen bliver sikret imod forurening. Slutteligt skal vi fra ATASSUT kræve at Landsstyret i forbindelse med det videre arbejde inddrager befolkningen således at befolkningen har medindflydelse på sonderingerne om hvorvidt der skal gives tilladelse, for vi mener i ATASSUT at der hidtil har været alt for få direkte dialog med borgerne i Grønland, derfor skal vi inden vi afslutter vores kommentarer citere Landsstyret for hvad der siges om dialog med befolkningen, nemlig: Det er Landsstyrets ønske, at der forud for den politiske drøftelse gennemføres en bred offentlig debat, hvor alle aspekter af uran aktiviteter drøftes, herunder politiske, sikkerheds-, sundheds-, miljø- og samfundsmæssige konsekvenser, reguleringsmæssige forhold m.m. Der skal udarbejdes informationsmateriale til offentligheden, som i korte træk forklarer, hvilke konsekvenser det vil have for Grønland, hvis man vælger at åbne op for uranefterforskning og -udnyttelse. Det er vigtigt at sikre, at der i givet fald er en folkelig opbakning til beslutningen. Dette kan kun ske ved at tage befolkningen med på råd. Vi regner med fra ATASSUT, at Landsstyret vil bestræbe sig på at opfylde dette ønske. 15

16 Det var hvad vi fra ATASSUT havde af kommentarer til nærværende redegørelse om de samfundsmæssige aspekter af efterforskning og brydning af uran i Grønland. Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraterne. Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraternes ordfører. Under Demokraternes generalforsamling i sommer, blev emnet uran debatteret og Demokraternes holdning til efterforskning og brydning af uran er ganske klar. Demokraterne er åbne overfor for efterforskning af alle grundstoffer og mineraler, dermed også overfor uran. Når det gælder radioaktive grundstoffer, i dette tilfælde uran, så stiller Demokraterne dog særlige krav vedrørende påvirkning af nærmiljøet og monitorering af sundheden i den lokalbefolkning, som bor i umiddelbar nærhed af en given mine. Demokraterne går ikke på kompromis med miljøet og derfor er Demokraterne glade for de strenge regler, som allerede er gældende på området. At det kræver en decideret lovændring for at få opfyldt de ønsker der ligger bag redegørelsen er Demokraterne naturligvis bekendte med og skal der en lovændring til på dette område, så er Demokraterne også åbne overfor dette. I Grønland er der mange der i deres hverdag er påvirkede af den globale opvarmning og mange har udtalt, at vi fra Grønland skal gøre omverdenen opmærksom på, at udledning af CO2 til atmosfæren, har stor negativ indvirkning (for nogle) og at man derfor skal bestræbe sig på at udlede mindre CO2. Mindre udledning af CO2 kan ske på to måder. Man kan enten sætte væksten i verdenssamfundet ned, men den løsning er urealistisk. Derfor er man nødt til at få energi fra vedvarende energi, som bekendt ikke udleder CO2 til atmosfæren. Flere og flere industrilande har fokus på dette CO2- problem og i Danmark har man fx nu fået den politik, at Danmark skal gøre sig fri for brugen af kul, gas og olie til fremstilling af el og varme. Dette ønske kræver, at der investeres massivt i vedvarende energi. I Danmark er fokus især rettet mod vindmølleparker, men disse vil ikke alene kunne forsyne Danmark med nok energi. Dette betyder, at Danmark enten skal importere mere strøm fra Sverige, hvor man både får strøm fra vandkraft, men så sandelig også fra atomkraft. Det er her Grønland kommer ind i billedet. 16

17 Den grønlandske uran vil kunne brydes miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt og man ville kunne kontrollere handlen med grønlandsk uran gennem de regler der er fra Det Internationale Atomenergiagentur. Heri beskrives også de internationalt gældende regler for sikkerhed, sundhed, miljømæssig forsvarlighed, eksport og udvidet myndighedstilsyn i alle faser. Hvis vi bliver lidt ved de internationale organisationer, så er det i denne debat også vigtigt at få frem, at FN s klimapanel anbefaler, at der på verdensplan produceres mere energi fra atomkraft, end der produceres i dag. Sådanne anbefalinger mener Demokraterne, at vi i Grønland skal være lydhøre overfor og at disse anbefalinger bør veje tungt i det videre arbejde mht. til efterforskning og udvinding af uran. Udover den gavnlige effekt på verdensmiljøet, så skal vi også være opmærksomme på de økonomiske gavnlige konsekvenser for Grønland. Driftsomkostningerne af Grønland stiger og stiger, men vores indtægter kan ikke dække disse øgede omkostninger. Derfor skal vi i Grønland øge vores indtjening og her er mineindustrien en god mulighed. Både lokalt og nationalt vil det være en økonomisk god ide at få oprettet en mine ved Kvanefjeldet og dette må også veje tungt i de fremtidige overvejelser vedr. uran. Demokraterne har noteret sig, at emnet uran har skabt megen røre i Narsaq, som ligger meget på en evt. kommende mine, hvis dette bliver resultatet i fremtiden. Der har været protester imod minen og der har været en udtalt bekymring for påvirkningerne af miljøet og sundheden, hvis en mine skal etableres. Lad det være helt klart. Demokraterne HAR hørt disse protester og bekymringer og HAR forstået indholdet af disse bekymringer og protester, som også har været vendt og debatteret på Demokraternes generalforsamling i sommer. Derfor skal det slås helt fast, at Demokraternes åbenhed overfor minedrift i almindelighed og uranbrydning i særdeleshed er uløseligt forbundet med strenge krav til, at lokalbefolkningen ikke påvirkes negativt, hverken miljømæssigt eller sundhedsmæssigt. Derfor er det vigtigt, at der anvendes den bedste teknologi der er tilstede og at man konstant overvåger påvirkningen af den omkringliggende miljø og befolkningens sundhed. Demokraterne er af den opfattelse, at det vil kunne lade sig gøre at etablere en mine ved Kvanefjeldet. Det er dog vigtigt for Demokraterne, at lokalbefolkningen høres i denne proces og at der informeres massivt vedrørende eventuelle projekter, således at lokalbefolkningen er tryg ved projekterne og at lokalbefolkningen føler sig medinddraget i beslutningsprocessen. 17

18 Sidst der blev taget en beslutning indenfor dette emne, er for over 20 år siden. Verden har ændret sig siden dengang og det samme har teknologien til og brugen af uran. Derfor er tiden inde til, at vi i Grønland snart for taget en tidssvarende beslutning vedrørende efterforskning og brydning af uran og at denne beslutning bliver taget på et åbent og oplyst grundlag. Med disse indledende bemærkninger tager Demokraterne denne ganske udmærkede redegørelse til efterretning og vi ser frem til en fremadrettet debat. Nu er det Anthon Frederiksens, Kattusseqatigiit Partiiat, tur. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Vi vil fra Kattusseqatigiit Parti kommentere således: Indledningsvis vil vi sige, at vi fra Kattusseqatigiit Parti finder ganske vanskeligt at forstå, hvorfor Landsstyret har påbegyndt forskellige tiltag og undersøgelser vedrørende uran, uden at have fået godkendelse om sagens behandling fra Landstinget? Idet enhver sag med omkostninger ikke kan påbegyndes uden godkendelse fra Landstinget, ifølge budgetloven. Ligeledes kan det skues i redegørelsen, at Folketinget har vedtaget, at der ikke må bygges atomkraftværker ifm. drøftelse af atomkraftværker i Danmark Herefter har Landstinget i Grønland grundlæggende vedtaget i 1988, at der ikke må udstedes licenser til efterforskning og brydning af uran. Ligeledes er det svært at forstå, idet Landsstyret dels sagde ved fremlæggelse af sagen, om det vil være muligt at udvinde råstoffer, såfremt der er selv den mindste forekomst af uran eller om man fortsat vil være fastbesluttet på forbudet? Ligeledes udtalte de bagefter: 18

19 Med denne principdebat af redegørelsen skal Landstingets ikke tage en endelig stilling til om der skal åbnes op for efterforskning og udnyttelse af uran. Hvad man straks må bemærke er, at udlandets interesse for landet og dets ressourcer er voksende, som det fremgår af redegørelsen, hvilket også er udmærket. Hvad vi bl.a. forstår udfra redegørelsen er, at udlandets interesse for uran er vokset dels pga. den gode pris for stoffet samt et ønske om at vide, om landstingets vedtagelse i 1988 kan ændres. Kattusseqatigiit Parti mener, at sådanne spørgsmål vedrører landstingets tidligere vedtagelser, hvor Landsstyret absolut må, som det første, fremlægge sådanne spørgsmål til landstinget, deres arbejdsgivere, inden de påbegynder sager, oplysningskampagner eller redegørelse. Sager der er kørt indtil nu har selvfølge omkostninger, hvor behandlingen af redegørelsen, for det første, har krævet stort tidsforbrug og som det andet må der have været omkostninger ved rejser og oplysningskampagner. Disse og enhver sag, såfremt Landstinget ikke har givet særskilt bevilling og godkendelse, må ikke drives ifølge budgetloven. Kattusseqatigiit Parti ønsker derfor at vide, på hvilke grundlag af love eller landstings forretningsorden Landsstyret har opstartet denne sag, idet det er som sagt landstinget der skal foretage ændringer, såfremt vedtagelsen fra 1988 skal ændres. Vi vil derfor ikke komme med yderlige bemærkninger til redegørelsen, idet vi også mener det ikke er naturligt, at høringer foretages blot af nogle borgere ved høringer af befolkningen. Nu kommer landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer med et svar. Kim Kielsen, landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. Tak. Her vil jeg sige takt il partiernes ordførere. Man kan mærke at de har studeret opgaven nøje og har vendt mange spørgsmål, som de har sammenlignet politikerne om sagen før og nu op mod hinanden. Hvem har sagt og hvordan har man taget stilling til den dengang, såsom at der aldrig må være uranbrydning i Grønland. Man har også vendt den stillingtagen i tankerne. 19

20 Derfor interesserer mig meget at høre de forskellige budskaber. Selvfølgelig berører sagen os følelsesmæssigt. Nogen af dem har vi sel bragt frem. Det kan man heller ikke komme udenom. Udfra de forskellige budskaber vil jeg understrege følgende. Indtil dato har landsstyret ingen fast mening med hensyn til uran eller ikke uran. Landstingets budskab i 1988 er klar: der skal ikke brydes uran i Grønland. Før den er ændret, så vil vi ikke gøre noget, dvs. Vi vil ikke påbegynde brydning af uran, kann man lige så godt sige. Vi vil ikke engang påbegynde arbejdet med uranefterforskningsrelaterede sager, vi må ikke. Uanset hvilken miljø berørende efterforskning det drejer sig om, så er det vigtigste for os at sikre sikkerhedsforholdene og miljø aspekterne det vigtigste. Alt skal op og vendes omkring de nævnte krav, jeg nævnte. Først når det er klaret, så kan man tage det næste skridt med hensyn til råstofaktiviteter. Budskabet af partiordførerne er meget klart: vi er endnu ikke klar til urandbrydning i Grønland. Vi siger nej til uran. Hvis der altså brydes kun med den ene formål, Uran. Men jeg vil ikke undlade at sige, at Siumutterne, Atassuterne og Demokraterne søger med lys og lygte, hvorlangt man må gå. Den begrænsning i EU, Canada, USA og Amerika. USA, Canada og Amerika er grænsen 0,5 %. Men i staterne i USA er grænserne 0,05 og 0,1. Inuit Ataqatigiit og Kattusseqatigiit Partiiat er ikke enige med de andre. Derfor må vi vurdere forskellige ting, hvordan afgrænsningen kan ordnes. Jeg vil gentage, at der vil foregå informationskapagnier langs kysten. Jeg kan heller ikke beklage demonstrationerne imod Narsaq kommune for kommunens afslag til at stille mødehus til demonstranterne mod uran. Jeg er nemlig imod Narsaq kommunes beslutning, uanset man er for eller imod, så er budskaberne med hensyn til uran så vigtige, bør man have stillet et sted, hvor de kan holde deres møde.. Anthon Frederiksen fra Kattusseqatigiit Partiiat har flere spørgsmål. 20

21 Jeg vil hertil sige, at der er muligheder, der er sat penge du til arbejdets igangsættelse. Det er konto , så vidt jeg husker. Den kan bruges. Med hensyn til de forskellige politikker, er det muligt at vi kan komme med redegørelser. Uddannelsesforhold, erhvervsforhold og råstof forhold har vi allerede mulighed for at gøre på den måde. Rapport om uransagen er bare en rapport som alle andre rapporter. Men partiernes budskab herom er meget klar: der skal ikke være uranbrydning her i Grønland. Alligevel er der partier, som jeg tidligere har nævnt, Atassut, Siumut og Demokraterne, som kommer ind på begrænsningstallene. Derfor synes jeg at det er vigtigt at man sætter en undersøgelse igang og vi skal nok holde borgermøder igen ude i kysten også i Sydgrønland. Vi skal tilbage igen, da vi har lovet at vi kommer tilbage derned i Sydgrønland. Meddisse ord siger jeg tak. Nu til partiordførerne, Lars-Emil Johansen, Siumut. Derefter Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Lars-Emil Johansen, Siumuts ordfører. Ja, Siumut siger også tak for de klare budskaber fra partierne. Jeg mener at man i dag i 2008, kann sige at Grønlands landsting mener, at der ikke er grund til at sige ja til uransefterforskning eller brydning, tiden er ikke moden til det endnu. Men andre partier som Siumut, Atassut og Demokraterne, der siger ja til uran i forbindelse med andre råstoffer, hvis det kan begrænses til denne brydning. Sagt meget kort, sådan forstod jeg debatten idag. Grunden til at jeg tager ordet igen er at hvergang, der er ikke ret mange gange, der er debat om uran, så kommer der en masse andet frem. Idag for eksempel nåede man helt til Hiroshima, masser farlige ting blev nævnt. Uranmalmen ved Ilimmaasaq ved Kuannersuit blev undersøgt ikke bare de sidste 20 år, men i 50 år har man analyseret den. 21

22 Her var de danske forskere, der foretog undersøgelserne. Jeg kan huske der har været delegation til Narsaq med professor Niels Bohr i spidsen, jeg mener det var i Det blev omtalt i tidskriftet Grønland i begyndelsen af november iår af professor Henning Sørensen. Efter Niels Bohrs Narsaq besøg har en anden berømt dansker, Henrik Kaufmann, som under krigen var ambassadør i USA og så godt som enevældigt styrede Grønland, måske med Eske Bruun som mappeholder, været der også. Deres besøg blev også omtalt. Man taler altså allerede dengang har man snakket om uran i Grønland. Førsøgstationen Risø, atomstationen Risø har derfor en masse sagkundskab. Endda har den brudt massevis af tons uranmalm lige før hjemmestyrets indførelse. Resterne af den brudte uranmalm ligger vare på jordoverfladen. Der er ikke foretaget nogen oprydning eller deponering. Man har afskibet tons uranmalm til Danmark og blev undersøgt i Danmark og uranet adskilt fra malmen og Risø har den uran stadigvæk hos sig. På baggrund af det jeg sagde om det er det meget vigtig viden Risø har og den viden bør spredes til kysten. Måske især til Narsaq og Narsarmiut. Der er jo ingen, der har til formål at råstofudvinding skal være til fare for nogen. Det er slet ikke meningen at Narsaq boerne skal have problemer af det. Formålet er, altså hvis der kan skabes en ordning for forsigtig og forsvarlig udnytelse. Det er vores essensen for vores udtalelse. Jeg vil sige til Josef Motzfeldt, på vegne af Inuit Ataqatigiit, sagde i sin tale stillede spørgsmål, så synes jeg Risø måske bør komme med forklaring for at afklare disse spørgsmål. Jeg synes det vil være mere passende end vores meget vage kendskab til sagen, der skaber store og gentagne debatter. De har trods alt undersøgt sagen videnskabeligt i løbet af 50 år. Jeg er også enig med Josef Motzfeldt, da han sagde hvor villige andre landes selskaber er for at bryde uran, er det ikke dem, der skal bestemme om der skal brydes uran i Grønland. Uanset hvilket selskab, må kun arbejde, hvis det har fået tilladelse til det, de kan kun gøre det med tilladelse. Selvfølgelig. Uanset, hvor ivrige de er, så må de vente til at alle krav i tilladelsen er opfyldt. Hvis de ikke gør det, så bliver tilladelsen trukket tilbage. 22

23 Derfor mener jeg, at landstinget ikke kan tage beslutning efter, hvad der står i selskabernes hjemmesider. Det vi skal beslutte om i landstinget er, hvilke krav vi vil stille. Hvordan kan vi sikren at der ikke sker forurening i Grønland. Hvordan kan vi sikre befolkningens sundhed uden hensyn til hvad selskaberne reklamerer i deres hjemmesider. Med disse ord vil jeg foreslå igen til landsstyret, til vores råstofdirektorat, da Risø har en masse viden efter 50 års forskning, hvormeget uran der er i forekomsten i Ilimmaasaq eller i Kuannersuit. At vi arbejder tæt sammen med dem og med DMU ved informationsarbejdet. Til slut vil jeg sige, at vi ikke må blokere for mulige indtægtsmuligheder, når udnyttelsen kan gøres forsvarligt og forsigtigt. Som sagt, det vi skal beslutte om er, hvordan og med hvilke krav skal udnyttelsen af ressourcer i Grønland skal foregå. I vores udtalelse sagde vi, at hvis uranindholdet kann begrænses til 0,1% så kan vi acceptere det, da vore handelsforbindelser, bl.a. EU har den grænse. I de senere år hører man danske politikere tale om Kuannersuit med bekymring, vi må sige til dem: i er i EU, EU s grænse er 0,1 %, hvorfor skal vores grænse værre end det. Når det kan bruges af EU, i Danmark, hvorfor også ikke i Grønland? Selvfølgelig, når EU tillader det, så gælder det også for Danmark, men vi skal ikke skændes om den højere grænse skal være 0,1 %. Med hensyn til Atassut og Demokraterne ikke nævnte nogle procenttal, så må man finde grænsen indenfor acceptabelt niveau. EU har 0,1 % som grænse. USA og Canada 0,05 %. Den grønse betyder, at når den grænse bliver overskridet, så er der for anses det som uran. Når det er under 0,1 eller 0,05 %, så er det ikke uran. Så er radioaktiviteten ikke farlig. Sådan kan man også sige det. Det er ikke så vigtigt om vi tager den Europæiske eller den Nordamerikanske grænse. Efter min mening er det vigtigste at vi siger, at når der skal brydes uranholdigt malm, så må vi bestemme, 23

24 hvor højt indholdet af uran skal være. Idag har vi ikke besluttet om nogen grænse og derfor er det ikke betryggende. Vi må tage en beslutning om den grænse så kan arbejdet gå videre med den som udgangspunkt. Til slut vil jeg gentage at jeg er glad for at det lyder so mom flertallet af partierne hæler til den anskuelse. Så kommer Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Derefter Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Ja, tak. Landsstyremedlemmet besvarede en af vores spørgsmål i sin besvarelse, at landsstyret har lavet redegørelse om alt muligt. Efter konto Man kan naturligvis snakke videre om redegørelsen og rapporten. Man kan vurdere retten og pligten til at udsende rapporter. Men vi vi henvise til beslutningen i 1988 med hensyn til uran. Da der også i rapporten står tydeligt, havd man har besluttet i 1988, om det er en lov eller noget andet ved jeg ikke. Da vi undersøgte den side af sagen fandt vi ikke noget afgørende og vi fik heller ikke noget klart svar om det. Så meget forstod vi, at det var en landstingsbeslutning. Hvis det er det, så må den kun ændres ved beslutning her inde i salen, kan jeg forestille mig. Det er også derfor vi henviser til budgetlovgivningen, da der står klart at alle opgaver, som landstinget ikke har bevilling til ikke må igangsættes. Uden landstingets accept. Men vi får at vide af landsstyrets besvarelse, at det må man godt. Vi ved også godt at der er stor interesse i Grønland udefra af lande og selskaber med hensyn til ikke levende ressourcer. Vi ved også efter de givne oplysninger, at der er givet 68, måske flere, efterforskningstilladelser. Det vil altså sige, interessen for mineralske råstoffer med berøring af uran, er stor, og vi mener at disse med uran ikke behører at være af første prioritet. Nu er vi igen presset udefra. Af pengestærke selskaber med uranefterforskningsinteresser. De presser os på den måde ved at sige, bare I ændrer lidt på jeres grænseværdier, det vil måske ikke betyde så meget for befolkningen som først antaget. 24

25 Vi er meget interessrede at vide 100 % hvilken virkening sådan aktivitet vil have for befolkningen. Landsstyret omtalte i deres besvarelse om folk med special viden og forskningsresultater 76, ikke paragraf, undskyld. Konto kan bruges til oplysningskampagne, det er vi åben overfor. Hvis oplysningskampagnen den vej kan sprede mere fyldestgørende viden, måske gennem radio og TV. Alligevel synes at nok også har andre mineraler eller råstoffer uden uran. Hvis man starter med dem kan måske opnå større nytte for Grønland. Da Siumuts ordfører hold sin tale var jeg lige ved at tro, at Siumut og Atassut kommer med fælles udtalelse. Det lyder jo også sådan. Landsstyrekoalitionen har åbenbart blevet enige om det. Men da Atassut kom op, lagde jeg mærke til, at de er meget mere forsigtige og har strengere krav. For mine øjne er koalitionspartiernes udtalelser ret så fjerne fra hinanden. Trods Atassut siger, at de har den mulighed åben, men ganske fornuftigt opfordrer til besindighed. Man er mere rolig efter Atassut opfordrer til besindighed og forsigtighed. Det undrer mig overhovedet ikke at Demokraterne fokuserer kun på pengene i deres udtalelse. De har ingen betænkeligheder uanset mulighedernes art, bare der er penge i det. Det er ligegyldigt for dem, hvor meget uran der er i meneralerne, sådan opfatter jeg det ihvert fald. Demokraternes måde at tænke på den måde er der ingen overraskende i, deres største interesse er altid på det, der er penge i. Hvis der skal mere information til befolkningen, vil vi kræve at den bliver kørt af videnskabeligt skolede personer med særligt kendskab til emnet. Videnskabelige fakta er mere troværdige, end enkelt personers oplysninger. Tak. Nu kommer Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Derefter Augusta Salling, Atassut. Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiits ordfører. Tak. Disse råstoffer. 25

26 En af de ting, vi opfordrer at vise forsigtighed er brydning af såkaldte specielle mineraler. Sjældne eftertragtelsesværdige mineraler, med tilladelse til 0,1 % begrænsning er for os spørgsmål om hvor megen energi sådan 0,1 % kan skabe? Rapporten omtaler at det er sikkert nok at sænke affaldet i søerne. Er det virkelig sådan man forestiller sig at løse problemet på? Uanset brydningen indeholder uran eller thorium, så har de begge farlig radioaktiv stråling. Problemet er netop det, disse mærkelige, værdifulde mineraler man også vil udnytte ved brydningen da de er med i stoffet allerede. Det er netop problemet. Uanset hvor man sætter grænsen, så vil man få problemer med affaldet. Vi sagde også, at uran som sådan ikke anses som farlig, men brydningen ineholder radon eller radium, som er farlige radioaktive stoffer. Især dem, der er jo også andre, Under rensningen, hvis der skal renses vil blive brugt meget farlige stoffer ved rensningsprocessen. Man prøver at bagatellisere faren ved radioaktiviteten ved radon eller radium ved at sige at den kan begrænse udvaskningen eller udstrålingen på den made. Som vi sagde, vi kan ikke styre vind, regn og sne. Jeg vil underdrege noget på baggrund af uran rapporten. Landsstyret sagde udtrykkeligt at uranbrydningen, uranudnyttelsen ikke vil give nye arbejdspladser, det vil ikke komme til få betydning i indtjeningen. På nuværende tidspukt har man forhåninger om 4-5 brydninger af andre mineraler end uran, bl.a. diamantbrydning. Hvis vi skal have nytte af diamantbrydningen skaber det 500 nye arbejdspladser. Det er derfor vi kommer med spørgsmål. Hvorfor skal det hele foregå så hurtigt, når det ser ud til at det loser arbejdsløshedsproblemet når man starter aluminumssmelteri? Hvorfor skal vi sloges om det, når der påstås at det ikke vil betyde noget videre økonomisk? Jeg vil gentage noget som er meget vigtigt, og det er de interessante område i den forbindelse med er det område, som har stor betydning for Grønlands forsyning af fødevarer. Ikke veldt levende dyr, men husdyravl, som kan udvikles som modvægt til stadig kraftigere begrænsning af udnyttelsen af de vildtlevende fangstdyr. Husdyraveln har ingen begrænsning af den art og 26

27 planteavlen har man store forhåbninger til for fremtidens grøntsagsforsyning. Vi anser disse som vigtige og beskyttelsesværdige som vi også har udtrykt det i vores udmeldning. Vi anser de store nationers mineraljagt som vildedyrs jagt uden respect for andre landes grænser i energibehovets hellige navn, uden respekt for begrænsningens svære kunst kun interesse i profit og masseproduktion, uden interesse i værtslandenes miljøansvarlighed. Der er utallige eksempler på det. Det er derfor vi siger at vi endelig ikke skal overlade vores beskyttelse af miljøet til multinationale selskabers nåde. Der blev også antydet, at Inuit Ataqatigiit ikke er særlig varme på at den aktuelle opgave fortsætter. Dertil vil jeg sige at Inuit Ataqatigiit altid kræver at den viden man har, hvis den er i landstinget eller hos befolkningen, så kræver vi at viden hele tiden skal udvikles. Vi sagde at vi kræver at informationen skal være til begge sider og foretages af folk med virkelig vide nom stoffet. Til slut siger vi at når befolkningen har fået den information, der behoves, så vil de beslutte gennem et valg hvem de vil give den opgave som ved flertal kan afgøre, hvordan mineraludnyttelsen, som af uran, skal gores. Vi vil ikke gøre os til eneherrer, da vi ved vores kunnen har sin begrænsning. På denne stade af sagen siger vi bare; vi ved ikke nok til at beslutte om grænsen skal være 0,1 % eller 0,05 %. Uanset om vi har nogen viden, så er det vigtigste at befolkningen afgører sage om hvordan, især de omtalte mineraler, skal håndteres. Vi må lytte til deres hjerteslag og lytte til deres svage stemmer. Her blev der sagt, af bl.a. Lars-Emil Johansen, at der ikke er noget ondt formål med at bryde uran. Der er ingen tvivl om at man siger det samme allevegne, i Canada eller i Australien. Vi vil bryde uran med bedste hensigter, man vil ikke overse eventuelle kritisable effekter. Vi kan tage B 52, som faldt ned foran Narsaarsuk udfor Pituffik, vi har stadig store problemer med den. Vi siger gerne, det hørte jeg fornylig Lars-Emil Johansen, Siumuts ordfører, sige at hvis der faldt sådan bombe i Øresund lige udenfor København, så vil man sætte alt ind for at fiske den op. Det lyder som om det er mindre vigtigt, når bomben ligge ud for Avanersuaq 27

28 Det same gælder, når talen drejer sig om uran. Når narssaqboerne er bekymrede må man sikre sig at de ikke behøver at bekymrer sig om det, uden nødvendigvis at sætte faste grænser. Det vil lyde, so mom vi sætter os over. Jeg vil også berøre noget som kan være interessant, idet den i rapporten omtalte pensionerede professor Henning Sørensens rapport, der har sagt at der er en helt andet mineral i Kuannesuit med navnet thorium. Under brydningen var der mange gange større thorium end uran. Spøgsmålet er også, hvordan de selskaber, der banker på vores dør, vil løse affaldsproblemet? Det man ved nu er nemlig at disse eksotiske mineraler i Kuannesuit er dannet ved den tid, hvor det hele koger her på jorden. Ja, den thorium, som atomfysikerne siger idag, kan give mange gange mere energi end alle de kendte oliereserver kan give tilsammen idag. Vi er fuldstændig enige i at der skal information til, da vi ikke ønsker at selskaber, der ønsker uranefterforskning ikke skal kommandere med os. At folk får mere at vide må være det centrale det politiske arbejde, lad fremtidens politiske beslutningstagere tage stilling til det. Vi er måske ikke så langt fra det hinanden i kernen af spørgsmålet alligevel. Augusta Salling, Atassut, derefter Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraterne. Augusta Salling, udenfor partiets ordfører, Atassut. Tak. Jeg kommer med tydeliggørelse til vores udtalelser. Der blev sagt at Atassut har sagt ja til at det, der kom op sammen med brydningen skal være tilladt. At vi siger ja til det. Men det vi siger er, at vi vil da gerne tale med om det. Fordi vi synes at information er vigtig. Først må der yderligere videnindsamling og større dialog med befolkningen til. Derefter er vi villige til at snakke om det forskellige steder, hvor der er mineraler med mere eller mindre uranindhold, måske langt fra beboede områder. Disse vil vi gerne snakke med om. 28

29 Landsstyremedlemmet siger jo i sin forklaring, at alle mineraler indeholder større eller mindre mængder uran. Nogle måske meget lidt. Det er netop den del, vi gerne vil snakke med om. Jeg kan gentage vores udtalelse om det punkt, det lyder sådan: Den del af brydningen, hvor brydningen har bragt andet med op, vil vi snakke med om med hensyn til indtjeningsmuligheden ved disse stoffer. Landsstyret sagde jo i deres udtalelse at landsstyret ønsker forudgående politisk debat om det og informationsarbejdet fortsætter. Vi stoler blindt på det og sagde at landsstyret må gerne fortsætte med det. Vi regner jo stærkt med, at sagen kommer tilbage til landstinget derefter. Til den tid kan man tage opvejning af sagen. Den debat i befolkningen, som landsstyret selv efterlyser, er endnu ikke færdig. Derfor ser vi frem til at deltage i debatten ved sagens videre gang. For os er det meget vigtigt at den del af befolkningen, der bor tæt på mineraludvindingsteder og er bekymrede kan leve videre på normal vis. Debatten må endelig fortsætte, det er vigtigt. Tak. Nu kommer Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraterne. Jørgen Ole Nyborg Nielsen, Demokraternes ordfører. Mange tak. Jeg vil bare lige understrege at Demokraterne ikke ønsker at miljøet bliver ødelagt. For os er sikkerhed det vigtigste. Vi ønsker heller ikke, at man stopper ved det man kommer til, vi er nemlig altid interessrede i det økonomiske aspekt. Sådan er vi nemlig i Demokraterne. Vi må jo ikke glemme, at vi må tjene, der hvor vi har mulighed for det. Mange tak. Nu har landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, ordet. Vær så god. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. 29

30 Tak. Debatten er meget underholdende. Sådan skal det også være, da synspunkterne bliver uddybet samtidig. Jeg er fuldstændig enig med Siumut ordføreren, Lars-Emil Johansen bemærkning om Risø. Også han bemærkninger om sikkerhed, sundhed og miljø er jeg helt med på. Ikke bare Lars-Emil, men også andre partiers budskaber i forbindelse med miljøet Tuusi Motzfeldts fra Inuit Ataqatigiit budskab om forskellige ting omkring undergrundens bestanddele. Sådan er det. Med hensyn til placeringen af affaldet fra mineralsk brydning. Her er budskabet i rapporten at affaldet kan placeres i søerne. Men en anden mulighed er at placere affaldet i tilbage i den udgravede grotte. Andre partiers udtalelser om udefrakommende selskaber er jeg enig i. Det skal ikke være dem, der skal regere her i landet. De skal komme og ikke sige, begynd på det eller det. Det er befolkningen, der bor her, og det er de folkevalgte, der skal styre landet. Men hensyn til Narsaq lige nu. Narsaq området er ikke det eneste, der har uran. Uran træffes også andre efterforskningsområder rundt om i landet, alt efter jordens beskaffenhed. I Østgrønland, mundingen af Søndrestrøfjord, i Sydgrønland og flere andre steder. Men hvergang talen falder på uran, så tænker vi automatisk på Narsaq som det eneste sted med uran. Oplysningerne om Narsaq forekomsten er fra Disse forsellige informationer viser at Narsaq uranindholdet er på ca. 0,03-4 %. Og ved Taseq Kassulik 0,06 eller endnu mindre. Der er også andre med meget små mængder uran i. På grund af de, så kan andre mineraler ikke brydes. Skal vi være så restrictive? Eller skal vi beslutte om højeste grænse, her tænker jeg på grænserne i EU og USA. Partierne kommer med disse spørgsmål med henvisning om man kan lave et ydre grænse. Derved kan man åbne for brydning af andre mineraler, såsom niobium, tantalium og andre. Man kan give muligheder til sådan budskab. 30

31 Med hensyn til uran i andre mineraler vil indtægten fra disse bifangster aldrig blive større end andre indtægter. Derfor kann man foretage vurderinger. Ja, der kan virkelig foregå brydning. Spørgsmålet er bare ja eller nej, skal vi virkelig gå videre seom i gamle dage? Med hensyn til andre brydbare mineraler, skal vi virkelig sætte os imod eller begrænse deres brydning? Der er iøjeblikket selskaber, der ønsker at efterforske i Grønland. De vil også træffe uranforekomster under deres efterforskning, mens de kigger efter andre mineraler. Hvis de træffer uranforekomst under deres efterforskning efter noget andet, vil de blive nød til at stoppe deres efterforskning. Hvordan kan vi så evaluere stade af mineralske målsætninger fra 2000 og fra idag i forhold til andre mineraler? Vi må nødvendigvis også se på disse muligheder. Men allerede dengang vil man kunne skabe disse målsætninger, altså før man fokuserer så meget på uran. Med hensyn til Anthon Frederiksens, Kattusseqatigiit Partiiat, spørgsmål: Er det en lov? Med hensyn til uran er der ingen hindringer om at bryde uran efter råstofloven. Der står bare i tilladelsen, at man ikke må. Og til Aggusta Salling, Atassut, Tuusilu Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Deres budskaber omkring folkeoplysning forventer optrapning af informationen. Det vil vi også gøre. Det har jeg også sagt at vi kommer til steder hvor der er forskellige større forekomster. Det er målet og jeg vil meget gerne snakke med dem mere uddybende. Men hvis vi kommer lidt væk fra disse skrækkampagner fra 80-erne, måske fra slutningen af 70- erne og kigge på de faktiske forhold kann vi spørge hvilken teknik vi har udviklet siden dengang? Nu har vi en he landen teknologi i forhold til dengang. Når vi tænker på Canada i forbindelse med uranbrydning, der bruger man ubemandede fjernstyrede elektronisk udstyr. Men da vi ikke har ydre begrænsning her i landet, så er det umuligt at bryde noget somhelst. 31

32 Med disse ord siger jeg tak. Nu kommer Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit. Derefter Agathe Fontain, også fra Inuit Ataqatigiit. Johan Lund Olsen, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. Ja, tak. Jeg kommer herop for at spørge. Man lytter til den interessante debat, ikke mindst til Atassuts Augusta Sallings ord; vil vil gerne snakke med. Det er tegn på at at Atassut ikke har stærkt begrænset stillingtagen til spørgsmålet omkring uran. Jeg tyder det derhen, ihvertfald. Vi siger bare at vi vil tale med. Derfor vil jeg ikke undlade at spørge Siumuts Lars-Emil Johansen, da han i sit indlæg sagde, jeg citerer lige fra slutningen af side 2, hvor der står: Med sådan begrundelse vil vi fra landsstyrekoalitionens side komme med følgende udtalelse. Vi har besluttet i forbindelse med udnyttelse og efterforskning af radioaktive mineraler med kommerciel udnyttelse for øje vil der ikke uddeles tilladelser, men med hensyn til det vil Siumut og Atassut meddele at vi har positiv indstilling til mulig udnyttelse af andre radioaktive mineraler, jeg gentager, radioaktive mineraler. Citat slut. Det er ønskeligt at høre nærmere om Atassut er lige så klar deltager i sådan udtalelse. Fordi for lidt siden sagde taleren udenfor Atassuts ordfører, Augusta Salling, hvad der vil ske og hvad der skal ske. Fordi de ønsker at vil tale med om den sag, og ikke andet. Men som sagt udtrykte Siutmuts Lars-Emil Johansen meget firekantet, og lyder meget beslutsomt, og måske også derfor ønskeligt at få at vide, om Atassut er med, eller vil være med i det. Hvis det ikke er det, så må kun et mindretal komme med en udtalelse. Så vidt vi kan regne, så er det kun Siumut og Demokraterne der støtter den. Derfor vil der ikke væree flertal. Derfor kan vi tage en beslutning til sådan fremlæggelse, hvis Atassut ikke er med i det. Tak. 32

33 Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit. Derefter Lars-Emil Johansen, Siumut. Agathe Fontain, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. Jeg vil bare sige, at når der skal være informationsaktivitet, så må det være bedre end den der foregår nu, så hele befolkningen kan få noget ud af det. Jeg siger sådan efter jeg har været til sådan møde arrangeret af landsstyret i Sisimiut, er informationsmøde af embedsmænd med kun absolut ensidigt indhold.. Til befolkningen blev der serveret at andre lande har så og så høje grænser. Meget højere end vores. Sådan informationsaaktivitet er ikke fuldt dækkende. Derfor kom Inuit Ataqatigiits ordfører ind på at befolkningen kræver alsidig og videnba<seret indformation for at kunne høre forskellige videnskabelige synspunkter og jeg mener at der skal en hel anden taktik til, når og hvis informationen fortsættes. Rapporten er udarbejdet fordi, som det står i rapporten, udlandet er interesseret i uran. Tak. Nu kommer Lars-Emil Johansen, Siumut. Derefter Augusta Salling, Atassut. Lars-Emil Johansen, Siumuts ordfører. Da vi ikke skal stemme om sagen, så behøver Johan Lund Olsen ikke at tælle stemmer på forhånd. Det var ellers meningen at vi vil fremlægge noge, der skal stemmes om, da der ikke er noget i forvejen, derfor kommer vi med en meningstilkendegivelse. Og vi udtalte os sådan efter vi har talt sammen mellem landsstyrepartierne. Men da vi er to partier, mener jeg ikke at det er et problem at vore meninger ikke er så strengt firekantede, som Johan Lund Olsen udtrykker det. Vore meninger er klare og retningen er ikke til at misforstå. At være med i debatten er ikke det samme som at sige nej til noget. Efter min opfattelse er deltagelse i debatten er tegn på positiv og produktiv instilling. Dernæst vil jeg sige, at Narsarmiit også kalder sig selv som Narsarmijit. Efter vore oplysniger har Narsaq kommune sende en delegation til Risø, og disse byens repræsentanters budskab, efter mine oplysninger, har meget større forståelse efter de har været i Risø, de sagde nej til uranbrydning, men ikke til andre uranholdige mineraler, f.eks. Kuannersuit, Nunarsuit sjældne mineraler, såkaldte NAQ-er. Der er selvfølgelig interesse i disse mineraler, som faktisk kun findes i Narsaq området. 33

34 Man kann bryde mineraler hvor som helst. Ja, men at lukke af for al mineralsk aktivitet i Sydgrønland af gammel vane er altfor konservativ indstilling. Når man har sat grænse for det farlige, så må vi passe på ikke at lukke for al anden mineralsk aktivitet. Augusta Salling, Atassut. Derefter Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Augusta Salling, udenfor partiets ordfører, Atassut. Selvom jeg ikke er nogen sproggeni har jeg forstået det grundliggende, og det er på det grundlag, vi vil deltage i debatten. Udfra Landsstyrets udmelding om mere debat og oplysning er det Landsstyrets formål, at oplysningen og debatten stadig skal køre, så vi vil gerne også have disse oplysninger, før vi beslutter os endeligt. Derfor udelukker vi det ikke helt. Der må da også være andre muligheder på alfarvej langt væk fra bostederne med lidt indhold af uran, hvor der skal brydes malm. Derfor bruger vi dette udtryk. Lars-Emil var inde på det rigtige i, at vi har været med til samtalerne, men vi misforstået lidt, da vi modtog Siumut s besked, og vi vil heller ikke blande os direkte. Derfor er vi ikke kommet ind på fastsættelserne af procentgrænserne. Vi er stadig besluttet på, at Landsstyret skal komme på banen igen, så der kann blive mere debat om emnet. Det er jo en alvorlig sag, som også har følelsesmæssige aspekter i befolkningen. Derfor er det vigtigt at vide, om det er noget farligt eller omvendt. Disse skal yderligere til debat. Vi finder det meget vigtigt i Atassut, at befolkningen skal føle sig trygge i deres bosteder. For nogle dage siden hørte vi, at hele det samlede Overgangsudvalg i Sydgrønland ikke ønskede brydning af uran i Narsaq som et biprodukt i brydningen af andre mineraler. Derfor regner vi bestemt med, at debatten stadig vil pågå, og det er heller ikke sådan, at vi ønsker brydningen af mineraler stoppet i Grønland. Men det er vor opfattelse, at spørgsmål vedrørende grænsen til beskyttelse af befolkningen og husdyrhold skal debatteres yderligere. Og nu Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Josef Motzfeldt, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. 34

35 Tak til den sidste taler. Heldigvis erfarer vi, at Atassut endnu ikke har tilsluttet sig grænsen på 0,1% indhold af uranoxid. Hermed er vor viden blevet større. Også til Jørgen Ole Nyborg Nielsen og Lars-Emil Johansen, de udtrykker begge, at vi ikke skal være låst af gamle spådomme. De mener begge, at det her drejer sig om gamle teorier. Kan det virkelig passe, at nytænkning og behovet for mere viden kann kaldes for gammeldags tænkning? Det mener vi ikke. Disse skræmmende udtryk skal ikke anvendes her, om vi er for eller imod, vi taler blot om, hvordan vi skal komme videre med sagen. Flertallet går også ind for, at oplysningskampagnen skal fortsætte uden nogen form for grænsefastsættelse for indholdet af uran som et biprodukt ved brydning af malm. Det er måske det, de kalder for gamle teorier, hvor flertallet bliver kaldt for at være uvorne. Jeg vil gerne foreslå, da det er et meget vigtigt spørgsmål, som vi diskuterer, om vi er landsstyremedlem for Miljø eller landstingsmedlemmer, vil vi alle blive påvirket forskelligt af debatten. Så jeg vil gerne foreslå, at denne debat bliver ført af sagkyndige, ligesom Anthon Frederiksen vistnok også var inde på. Vi har også tidligere givet udtryk for, at oplysningskampagnen skal føres uden at binde sig fast til bestemte emner, og vi vil gerne anbefale Landsstyret at afslutte debatten med en høring. Høringen kan foregå i Narsaq eller her, men skal sendes til hele landet direkte, og panelet skal bestå af sagkyndige folk med erfaringer i uranbrydning. Ved høringen kan eksempelvis de valgte politikere være dem, der stiller spørgsmålene, men de ansvarlige myndigheder i Narsaq skal også deltage i høringen. Her. Tak og i lige måde. Tak. Du overskred betragteligt din tidsgrænse. Og nu Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Og derefter Aleqa Hammond, Siumut. Olga P. Berthelsen, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. 35

36 Tak. Jeg siger nej til uran, fordi jeg er tilhænger af fred i verden, og derfor siger jeg nej til uran. Det er vor holdning i Inuit Ataqatigiit, og den holdning vil vi nok have til evighed. Jeg finder Lars-Emil Johansen s udmelding om Josef Motzfeld s oplysninger, som han har erhvervet gennem internettet som bagateller for urimelige. Vi er efterhånden mange brugere af internettet, som indeholder mange sandfærdige oplysninger. Jeg finder Lars-Emil Johansen s negligering af oplysningerne fra Josef Motzfeldt som urimelige, da han selv sætter pris på at få vigtige oplysninger ud. Her drejer det sig om GME, dette selskab er ejet af australiere, men har også medejere her i Grønland. Jeg mener, at det bør betragtes som mærkeligt, at dette selskab annoncerer gennem internettet, at de forhandler primært beriget uran. Skal vi ikke sætte spørgsmåstegn ved dette? Et selskab som dette vil ikke for sjov sætte sådan en annonce i internettet. De vil ikke sådan uden videre sætte sådan en annonce i internetter. Derfor vil vi gerne spørge Landsstyret, om de selv kender noget til sådan en sag. Tak. Og nu Aleqa Hammond, Siumut. Derefter Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Værsgo. Aleqa Hammond, udenfor partiets ordfører, Siumut. Ja, jeg siger tak. Jeg mener, at vi er meget enige i Landstinget om, at vi ikke drøfter uran særskilt. Det er ikke udelukkende uran, som vi drøfter særskilt. Det er også meget vigtigt at høre på borgerne, da det er et meget ømfindtligt emne, som vi drøfter. Vi accepterer ikke dens farlighed. Vi må sætte grænser for malmets uranindhold med loven som grundlag. Disse kan ikke fastsættes af GEM eller andre det er os, der skal beslutte dette. Dette kan ingen sætte spørgsmålstegn ved. Det vigtige i denne sag er, at forskere og geologer bedømmer Kvanefjeldets mineralarter som World Class, som betyder, at malmen i bjerget er af bedste kvalitet i verden, som kan anvendes til at reducere forureningen i verden. Disse er meget vigtige, da vi som verdensborgere og kan være med til at reducere forureningen i verden. Malmen i Kvanefjeldet indeholder mineraler, som kan anvendes i bilproduktionen og i motorer. Malmen i Kvanefjeldet indeholder mange sjældne mineraler, meget vigtige mineraler med et meget højt procentindhold. Denne malm indeholder lidt uran, så vi er i Grønland nødt til at sætte grænser for indholdet af uranoxid og tænke nyt, hvor vi siger, at hvis vi skal gøre god brug af vort lands 36

37 rigdomme, må vi sætte grænseværdier for indholdet af uranoxid, så befolkningen på stedet ikke udsættes for fare. Det er det, som vi drøfter her i tinget, da det kun er os selv, der kan sætte grænseværdierne. Jeg mener, at vi endnu skal føre en større oplysningskampagne, og vi skal debattere disse. Brydningen af malmen begynder jo ikke i morgen. Landsstyret har allerede meldt ud, at en større oplysningskampagne endnu skal føres ud i livet. Vi har pligt til at informere borgerne endnu mere vi er jo ikke begyndt på brydningen endnu. Men det primære er, at der i naturen i Grønland findes meget sjældne mineraler, og derfor må vi tage stilling til, om vi vil gøre god brug af disse. Vi har i Grønland et meget sjædent mineral, der er af bedste kvalitet, og det må vi tage stilling til. Derfor skal ingen komme her og sige, at Siumut vil tillade en brydning af uran. Hvad man end prøver at påstå, er det os, der skal beslutte noget i den forbindelse, og vi har pligt til at høre på alle meningstilkendegivelser, hvor forskellige de end er og drøfte deres gavnlighed for landet. Jeg mener også, at det er vigtigt at melde ud, at man i kan finde ud af, om disse er farlige eller ikke. Vi er forpligtet til at indhente alle mulige oplysninger vedrørende emnet, også i samarbejde med geologerne samt andre sagkyndige, indtil vi er rede til at tage stilling i Landstinget for at finde den bedste løsning for samfundet. Tak. Og nu Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Derefter Godmand Rasmussen, Atassut. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Ja, vi arbejder selvfølgelig i Landstinget for landets bedste. Jeg vil ikke finde det mærkeligt, hvis borgerne i Upernavik eller Uummannaq er rådvilde i denne debat. Det, som vi drøfter i dag, er ting, der vedrører os alle her i dette samfund. Det er derfor vi i Kattusseqatigiit Partiiat siger, at oplysningerne og informationen skal gælde hele Grønland. Dette gjaldt også, da vi drøftede aluminiumsværket. Disse vil have indflydelse på hele Grønland, og derfor skal oplysningskampagnen gælde for hele Grønland. 37

38 Fornylig blev vi gjort bekendt med gennem pressen, at Overgangsudvalget i Sydgrønland ikke accepterer en brydning af uran. Så der må være noget galt med oplysningskampagnen den har været mangelfuld. Vi sagde også, at oplysningskampagnen burde være mere omfattende, og at den må føres af sagkyndige folk. Oplysningskampagnen skal ikke kun gælde regionen, men hele Grønland. Oplysningskampagnen, som skal være klar og utvetydig, skal føres i hele landet. Vi i Kattusseqatigiit Partiiat respekterer folk, der følger med i tingene, og som er bekymrede for at blive påvirket, og idag erfarer vi, at deres repræsentanter i Sydgrønland har sagt nej til uranbrydning. Så hvis en større oplysningskampagne skal føres, mener jeg, at man også skal lave en høring blandt disse valgte i Sydgrønland, at de bliver informeret og lade dem forstå, selvom beslutningen skal tages her i Nuuk. Tak. Godmand Rasmussen, Atassut. Derefter Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer. Godmand Rasmussen, Atassut ordfører. Vi kan alle uden tvivl her i denne sal erkende, at vi ikke er eksperter hvad angår uran. Denne debat er først startet her i denne sal, og det drejer sig en redegørelse. Så de ord, der nu bliver gentaget igen og igen, er for mig tankevækkende, der blev endog sagt, at da Atassut har en anden opfattelse, er Siumut kommet i mindretal. Dise udmeldinger kan vi ikke bruge til noget. Sandheden er, at ved denne sags afslutning mødtes jeg med ordføreren for Siumut. Og jeg har taget de såkaldte 0,1% til efterretning, så hvis jeg har gjort noget forkert, har det været enten min fejl eller Lars Emil Johansens. Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg har tilsluttet mig disse 0,1%. Vi vil også godt deltage i debatten, som alene drejer sig om at sige ja eller nej. Når tiden kommer, er man altid villig til at være med i diskussionen, uagtet om man kender noget til emnet. Så vi vil gerne deltage i debatten, når den tid kommer. Her drejer det sig hverken om ja eller nej, det drejer sig alene om en debat. Debatten skal udleves, når tiden indtræffer. Og så til Inuit Ataqatigiit s udmelding for lidt siden. Jeg har tidligere sagt, at vi alle har et begrænset kendskab til uran. Blandt andet blev der sagt, at alle råstoffer indeholder mer eller mindre uran, og hvis vi i Grønland siger nej til alle former for råstofudvinding, vil vi begå fejl. 38

39 Alting er under udvikling, og vi ved, at verdenssamfundet har deres øjne rettet mod Grønland, og hvis risikoen er så lille, og minen kommer til at ligge på alfarvej langst væk fra bostederne, og vi siger nej til råstofudvinding, hvad skal vi så? Hvis andre i verden kan gøre sådan, og vi har råstoffer med en minimal risiko for indhold af uran, så må vi åbne for muligheden for at udnytte forekomsten. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg siger til udnyttelsen af uran, dette skal ikke fordrejes. Det kan blive et gode at udnytte forekomsten til gavn for verdenssamfundet. Vi kan ikke blive ved at sige nej, da der også foregår en teknisk udvikling til stadighed. Med hensyn til den procentssats i radioaktiv stråling, mener jeg, at den nævnte procentsats er lav, hvordan mon det vil se id om fem til ti år, da der jo til satdighed foregår en teknisk udvikling ude i verden. Vi kan komme med et eksempel,som måske ikke har noget med denne sag at gøre, men jeg mener, at epidemien med TB er et godt eksempel, hvor mange er bukket under for sygdommen, hvor der er foregået en meget hurtig udvikling selvom I er grinefærdige, mener jeg at have ret. Men jeg mener også, at denne opførsel med at latterliggøre en taler, men vedkommende er på talerstolen må stoppe. Eksempelvis bliver alting fornyet i dag i udviklingens navn. De risikobetonede før er i dag risikofrit under den teknologiske udvikling. Derfor anser jeg det ikke som mirakler, og vi har allerede i Atassut sagt, at kommer til at begå en stor dumhed, hvis vi ikke udnytter de forekomster, som ligger på alfarvej, og som har et minimalt indhold af uran. Under Grønlands vej til mere økonomisk selvstændighed råber vi alle politikere til stadighed om Grønlands rigdomme. Vi råber op om Grønlands umådelige rigdomme, men vil ikke tillade udnyttelsen af disse. Så hvorfor skal vi råbe op om dem, hvis vi ikke kan udnytte dem i fremtiden? Alting kan ikke være farligt. I Grønland må vi have råstoffer, som vi kan udnytte økonomisk, og som ikke sætter folks liv i fare. Tak. Og nu Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, værsgo. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. 39

40 Tak. Jeg er fuldstændig enig med dig, Godmand Rasmussen, at vi må udnytte de ikke-levende ressourcer, og vi må begynde i dag. Men jeg er også enig i de andre partiers ordførere. Vi skal endnu føre oplysningskampagner, og det har vi fremført gang på gang. Men vi må også have en pejling om, hvad vi vil. Skal vi have restriktioner? Eller skal vi beholde status i dag? Disse tre spørgsmål indgår i rapporten. Eller skal skal vi arrangere det som et biprodukt? Eller skal vi udnytte uranforekomste? Disse tre spørgsmål hat vi stillet i rapporten. Jeg vil gerne sige til Lars-Emil Johansen, Siumut og Josef Tuusi Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, at vi ikke drøfter, hvad der står i internettet. Her drøfter vi landets naturlige ressourcer i form af råstoffer i undergrunden. Siden 1956 uanset hvor meget Olga Poulsen Berthelsen fra Inuit Ataqatigiit, ryster på hovedet, siden 1956 har blandt andet Niels Bohr fra Risøinstituttet lavet forarbejdet. Ruth Heilmann, Landstingsmedlem, Siumut. Jeg beklager, du skal nok fortsætte. Men jeg ønsker ikke skærmydsler fra denne talerstol. Jeg ønsker, at mødet skal foregå i god ro og orden. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. Fortsætter tak. Niels Bohr har i 1956 påbegyndt arbejdet, og i 1958 er der foretaget 36 boringer til meters dybde. I 1962 har der været udsprængninger, og der er udvundet 200 tons malm til prøver. Fra 1964 og til 1968 er der foretaget registreringer af forskellige bjergarter. I 1969 er der yderligere foretaget 7 boringer til dybde, hvor man har kummet udvinde sirkonium, byrellium samt niobium. Derefter er der foretaget boringer og udvindinger, som så er blevet sendt til Risø. I 1983 er projektet blevet stoppet på grund af den store modstand mod atomkraft, og i 1988 er det blevet besluttet, at der i Grønland ikke må efterforskes eller udvindes uran, som er gældende indtil i dag. I dag er det heller ikke formålet at udvinde uran. Her er der tale om andre råstoffer, som indeholder uran som et biprodukt, selvom overskriften kunne forlede én til at tro noget andet, det må jeg indrømme. Men da det også omhandler uran, skal det præciseres, at det er andre mineraler, som bliver nævnt i rapporten. Hvordan skal vi lave restriktioner på dem? Skal vi ikke udnytte dem? Eller hvad skal vi med dem? 40

41 Vi må i dag tage stilling til, hvad vi skal gøre af disse muligheder, hvad er det, vi vilmed dem, hvis vi gerne vil udnytte dem? Som sagt er der foretaget oplysningskampagner i Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq, Narsaq og Ittoqqortoormiit fra Departementet s side. Der er blevet uddelt oplysningsmaterialer i Ittoqqortoormiit til kommunalbestyrelsen, hvor vi selv har deltaget i de resterende byer. Der har været forskellige meningstilkendegivelser, og efter hvad vi kan bedømme, er der overvejende stemning for, at det kan lade sig gøre at lave en udvinding med uran som et biprodukt. Dog har vi meldt ud, at vi gerne vil til Narsaq igen, da der forefindes uran i Kvanefjeldet, så vi kan tale med folk der ansigt til ansigt, og som skal danne grundlag for en videre debat vedr. emnet. Lars Emil Johansen s udmelding er rigti nok. Kommunalbestyrelsen i Narsaq har besøgt forsøgsstationen Risø, hvor Danmarks Milgøundersøgelser (DMU) holder til, og de har også besøgt DTU for at indhente oplysninger. Kommunalbestyrelsen i Narsaq har udtalt efter besøget, at de nu er mere afslappede og føler sig mere trygge, da de har modtaget disse budskaber. Dog vil jeg gerne oplyse, at den omdelte rapport vedrørende uran er udarbejdet i tæt samarbejde med sagkyndige, da vi er tilbøjelige til at lade vore følelser spille en alt for stor rolle i debatten. Men her vil jeg gerne tilføje, at da alle råstoffer mere eller mindre indeholder uran, skal vi så sætte en grænseværdi, og skal grænseværdien være, som den er i dag? Skal vi helt afholde os fra råstofudvinding, eller kan vi tillade uran som et biprodukt, eller skal vi udvinde uran decideret? Disse spørgsmål har vi stillet, og der er fremkommet besvarelser. Og der har været budskaber fremme om grænseværdier, og jeg takker med disse ord. Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Olga P. Berthelsen, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. Tak. For det første viljeg nævne, at der i rapporten ikke er nævnt, hvilke konsekvenser, der vil blive for miljøet med et biprodukt af uran i så mange procenter. Vi mener, at denne oplysning i høj grad mangler i rapporten, og ikke mindst vil de have os til at beslutte denne procentdel som biprodukt i deres udvinding af såkaldte sjældne stenarter til til trods 41

42 for, at vi ikke får ret meget fortalt i rapporten. Jeg mener, at denne oplysning manler i rapporten, hvor der ikke er oplysninger om, hvilke konsekvenser, det vil få for miljøet. Vi i Inuit Ataqatigiit siger nej til uran, og vi efterlyser oplysninger om, at i tilfælde af uranudvinding eller som biprodukt i en vis procentdel, hvilke konsekvenser, det vil få for miljøet. Den oplysning mangler vi i høj grad i rapporten. Ja, vi har været med til at godkende forskellige råstofefterforskninger. Vi aner intet om, hvor meget uranindhold disse har, da vi aldrig er blevet gjort bekendt med det. Jeg mener, at det i sig selv har sin aktualitet. Som Godmand Rasmussen var inde på, indeholder alle råstoffer mere eller mindre uran. Derfor mener vi, at det i sig selv har sin aktualitet, og at vi i fremtidige tilladelser skal efterlyse under efterforskningerne, hvor meget den pågældende malm har indhold af uran. Tak. Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, da det er 4. gang, du er på talerstolen, kort. Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiits ordfører. Tak. Jeg vil blot nævne dette, at Landsstyremedlemmet fortsætter med at overraske os. Beklageligvis melder han ud, at når vi taler om forholdene i Grønland og om udnyttelse af landets naturlige ressourcer, så har vi ikke tid til at indhente oplysninger fra andre lande. Samtidig med at han nævner oplysningerne fra Risø og EU samt grænseværdierne. Vi mener, at sagen er så vigtig for Grønland og indeholder så megen magt i sig, at det er en af Landsstyrets pligt at indsamle så megen viden om emnet. I har jo masser af folk til det arbejde. Aleqa Hammond, Siumut. Derefter Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer. Aleqa Hammond, udenfor partiets ordfører, Siumut. Qujavunga. Det er af stor vigtighed at undersøge og analysere alle mulige muligheder, hvis vi ønsker at skabe et økonomisk selvstændigt samfund. Nogle gange må vi også kræve mere af os selv, da der intet er til hinder for, at vi er nødt til at tage ny stilling til sager, som vi har vedtaget for mange år siden. Det drejer sig om at finde nye muligheder, det er at komme i dialog med hinanden. I takt med at forholdene ændres i resten, må vi også tilpasse os de nye forhold i verden og tage nye beslutninger. 42

43 Her i denne store sal er der ikke én, der siger ja til udvinding af uran, og der er heller ingen i denne sal, som spiller med musklerne på grundlag af uran. Det er ikke et beslutningsforslag, som vi behandler, vi behandler en redegørelse, og vi skal respektere alle meningstilkendegivelser, uanset hvor forskellige, de er. Som lovgivere er det vores pligt at endevende alle meningstilkendegivelser. Vi er nødt til at vurdere alle forhold, og vi skal kæmpe for det, som vi finder rigtigst. Og uanset om de drejer om folk fra Risø eller folk fra andre lande, om de drejer sig om geologer, jurister, miljøfolk, økonomer eller råstofefterforskere, skal de alle tage stilling til dette. Det drejer sig ikke blot denne sal, de skal allesammen deltage. Naturligvis skal de alle deltage i emner, som også ryster samfundet. Vi, der kalder os for civiliserede folk, har pligt til at indsamle al mulig viden. Vi skal ikke blot fokusere på forhindringerne, men finde nye muligheder. Hvor mange er mulighederne, hvor ligger forhindringerne, og hvis der er risikoer ved forhindringerne for samfundet, skal vi sige nej. Men hvis forhindringen er af en sådan art, at der ikke er risiko for samfundet, hvorfor skal vi så ikke udnytte denne mulighed? Jeg mener, at dialog er sundt, også når det kan være til større gavn for samfundsøkonomien. Vi er også vidende om, at disse naturlige ressourcer i Kvanefjeldet er af sådan en kvalitet, så vi skal undersøge alting til bunds og derefter tage stilling om en eventuel udnyttelse af ressourcerne. Her er der tale om et sjældent råstof, der kan være til hjælp til at formindske forureningen i verden, og som bliver anvendt i fremstillingen af motorer. Så Grønland har den bedste kvalitetsmæssige råstof, forpligter den i sig selv, at vi påny laver en ny vurdering, hvor stor er gavnligheden for os, hvor store er forhindringerne, og hvis forhindringen er risikobetonet, skal den vurderes særskilt. Jeg mener, at vi som lovgivere er forpligtet til dette. Hvis vi udelukkende fokuserer på forhindringerne under redegørelsen, vil dette bunde i uvidenhed. Det er vigtigt, og vi er forpligtet at undersøge vort lands muligheder indenfor råstofområdet. Lad os benytte tiden til en fælles debat om at finde det bedste for Grønland. Derfor glæder vi os i Siumut til at videreføre dette arbejde indtil vi vi kan beslutte noget uden at være i tvivl og ikke frygte noget. 43

44 Vi som lovgivere sætter også meget pris på, at vi kan modtage en omfattende oplysning vedr. emnet, og disse rapporter som vi har modtaget kan også være til gavn for os. Vi skal heller ikke være i tvivl om, at vi som et særligt folk også vil blive informeret. Derfor håber vi på, at vi i Landstinget vi være mere fælles om at videreføre dette arbejde og finde muligheder og veje til fælles bedste. Tak. Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit. Agathe Fontain, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. Ja, først til Atassut s ordfører Godmand Rasmussen, der selv nævnte ting, som vi alle selv allerede har kendskab til. Hvad der er hændt i Tjernobyl og Hiroshima. Det fremlagde Atassut selv, da vi også er meget tilbøjelige til at huske disse hændelser, som er sket ude i verden. Dette alene viser, at vi skal være meget forsigtige. Så hvis vi skal gøre god brug af rapporten, og hvis vi vil bruge den til at beslutte noget bedre, er det meget mærkeligt, at man allerede nu binder sig til de 0,1% og godtager dette. Først sagde Siumut s ordfører, Lars Emil Johansen, at Siumut og Atassut står bag udtalelsen, men erfarer vi, at det kun var Siumut. Der meldte de ud, at de er enige den internationale grænseværdi på 0,1% for uranoxidindhold ved brydning af anden malm. Så de godkender allerede, at Landsstyret får mandat til sammen med regionerne at beslutte, om der kan anlægges en mine i nærhed af bostederne, ikke. Når man allerede binder sig i redegørelsesfasen for en grænseværdi på 01,% ligesom i Europa, da jeg ikke anser Europa for at være et arktisk land, kan landsstyremanden så bekræfte, at der ikke er noget til hinder for at beslutte noget for et arktisk land. Efter rapportens fremlæggelse er der en masse forskellige spørgsmål, der dukker op, og det er klart, at det grønlandske folk har krav på flere oplysninger, end rapporten kan give. Derfor skal den oplysningskampagne, der skal føres i dag være anderledes end den, der føres nu efter hvad vi erfaret undtil nu. En oplysningskampagne skal ikke være énsidig. Det bør være en meget større oplysningskampagne med alle fordele og og ulemper. 44

45 Vi er naturligvis ikke imod fordelene for Grønland, men det er også meget vigtigt at få ulemperne belyst. Derfor skal vi ikke beskyldes for at modarbejde Grønlands interesser det er ikke tilfældet. Det, vi efterlyser, er, at vi skal have et godt beslutningsgrundlag. Tak. Og nu Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, værsgo. Derefter Lars-Emil Johansen, Siumut. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. Ja, først vil jeg gerne kommentere Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiit s udmelding vedrørende miljøet. Når man planlægger at åbne en mine, foretages der først omfattende analyser af påvirkningerne på miljøet, som foregår i flere år. Dette er helt almindeligt, og dette arbejde udføres af udefrakommende sagkyndige. Nogle af analyserne udføres af Danmarks Miljø Undersøgelse, d.v.s. at vi vurderer, hvordan miljøet er i dag, og hvordan vil det blive, hvis minen anlægges. Dette erbejde foretages løbende. Hvis der forekommer uregelmæssigheder, bliver koncessionshaverne underrettet. Naturligvis bliver også minerne besøgt af folk fra Råstofdepartementet, og det undersøges, om minen bliver drevet efter forskrifterne. Også påvirkninger af miljøet bliver undersøgt. Vi rapporterer løbende påvirkninger, der vedrører sundhed, sikkerhed samt miljø i forbindelse med en åbning af en mine. Hvis der foregår den mindste uregelmæssighed, bliver dette rapporteret til Rådet for råstoffer, og det er netop dem, altså landstingsmedlemmerne, der med interesse vil efterlyse disse. Derefter bliver sagen videregivet til Landsstyret. Hvis en opgave med mangler bliver afleveret til rådet, vil den omgående blive returneret til Departementet for Råstoffer, og der vil sikkert blive peget med pegefingeren på mig, men dette har ikke været tilfældet. Derfor har departementerne udført deres arbejde efter forskrifterne for miljøet. 45

46 Med hensyn til udtalelsen vedrørende Arktis, anser jeg Canada for at være et arktisk, da der forekommer temperaturer ned til -40 grader C, og der har de også sat grænseværdier for indholdet af uranoxid, og det har jeg tidligere været inde på. Med hensyn til USA hører Alaska ind under USA, hvor der også er rigtig koldt. Der falder megen sne der, og nogle af de oprindelige bor og lever der. Der er der også åbnet en uranmine i Nunavut, hvor befolkningen i Nunavut også har godkendt projektet. Derfor skal vi efter at have analyseret rapporten holde forskellige offentlige møder med borgerne, det vil jeg gerne bekræfte. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse offentlige møder til trods for, at Agathe Fontain åbenbart har deltaget i disse møder, da hun påstår, at oplysningskampagnen er ensidig. Vi har fremlagt efter de oplysninger, som vi har fået udleveret af Risø og DMU. Tak. Lars-Emil Johansen, Siumut, da det er 4. gang, kort. Lars-Emil Johansen, Siumuts ordfører. Tak. Grunden til at jeg står frem igen er, at der bliver rejst stærk kritik af min person. Først til Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigit, naturligvis har vi intet imod, hvor man indhenter sine oplysninger. Det, som jeg var inde på er, at de udefrakommende ikke skal bestmme, hvordan vilkårene for råstofudvinding i Grønlandin, skal være, det er os, der skal bestemme det. Hvem som helst kan indsamle og sprede oplysninger. Også til Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, vil jeg gerne sige, at vi allerede har stillet os kritisk an da vi har taget dette standpunkt. Dette skal vi selv bestemme. Agathe Fontain og for den sags skyld andre skal ikke bestemme, hvornår vi skal tage stilling eller hvordan vi skal argumenter. De andre verdensborgere har gennemgået disse spørgsmål, Mac Arthur River ligger i det nordlige Canada, og vi skal heller ikke tro, at vi er de første, der skal til at udvinde råstoffer, der indeholder uran. Man kan sagtens tage stilling til oplysninger, som stammer fra internettet, og jeg skal igen sige, at jeg finder det usmageligt, at man selvfølgelig ikke kan komme udenom uenighederne, men at stille sig kritisk an for anders meningstilkendegivelser er ikke på sin plads. Aleqa Hammond, Siumut, da det også er 3. gang, kort. 46

47 Aleqa Hammond, udenfor partiets ordfører, Siumut. Vores ordfører i Siumut har i sin tale nævnt, at vi går ind for en grænseværdi på 0,1%, og grunden til det er, at grænseværdien i EU er den samme, og Grønland har samhandel og samarbejde med EU. I vores meningsdannelse har vi kørt efter de internationale grænseværdier, men vi kan også fastsætte en lavere grænseværdi og sætte en mindsteværdi i verden. Så vi kan godt sætte en mest restriktiv grænseværdi i verden her i denne sal. Det, som vi gerne vil arbejde udfra er, at tallet er gældende i EU, og vi har heller ikke bundet os til noget. Det, at fremlægge noget beslutsomt, svarer ikke til at binde sig til noget. Vi har talt om det og haft en debat om det i vores gruppe, og vi har undersøgt, hvor de forskellige landes grænseværdier ligger. På den måde har vi forberedt vort budskab, så vi kan begynde på vore meningsdannelser. At undersøge noget svarer ikke til at binde sig til noget. Tak. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Da det også er 4. gang, kort. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Ja, Jeg vil gerne foreslå, at da vi i denne redegørelse ikke skal beslutte noget, og at efter der er foretaget oplysningskampagner, og efter at man har drøftet fordele og ulemper for miljøet, naturen og befolkningen, skal Landsstyret tage emnet op igen til beslutning i Landstinget. Tak. Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Da det er tredje gang, du står frem, kort. Olga P. Berthelsen, udenfor partiets ordfører, Inuit Ataqatigiit. Det bliver meget kort. Jeg har her rettet en forespørgsel, om dette selskab, der er ejet af australiere, og som et grønlandsk selskab er medejer af, har haft grund til at grunde til at annoncere på den måde i internettet. For det lyder unægteligt som om, at de har planer om at udvinde uran. Og nu Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer. Kim Kielsen, Landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer, Siumut. 47

48 Til Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiit s spørgsmål, de har slet ingen grund til at annoncere på den måde. Du ved selv, hvordan lovgivningen er på området. Der må ikke efterforskes eller udvindes uran i Grønland, og dette har været gældende siden Det selskab, du nævnte, har været omtalt i australske aviser, og de er blevet pålagt om at rette på deres udmelding omgående af Departementet for Råstoffer. Selskabet er også blevet pålagt om at trække deres annonce tilbage, og de er blevet gjort opmærksom på, at loven, som er vedtaget af Landstinget i 1988 stadig er gældende i Grønland, d.v.s., at der ikke må efterforskes og udvindes uran. Så længe loven gælder, kan der overhovedet ikke laves noget vedrørende uran. Tak. Da der ikke er flere talere er hermed punkt 80, redegørelse om samfundsmæssige forhold vedrørende uran, færdigbehandlet. Og nu til spørgsmålene. 48