DOMSTOLENS DOM 4. oktober 1991 *

Transkript

1 PARLAMENTET MOD RÅDET DOMSTOLENS DOM 4. oktober 1991 * I sag C-70/88, Europa-Parlamentet, først ved Francesco Pasetti Lombardella, juridisk konsulent i Europa-Parlamentet, og derefter ved Jorge Campinos, juridisk konsulent i Europa- Parlamentet, som befuldmægtigede, bistået af Christian Pennera og Johann Schoo, Europa-Parlamentets Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg på Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg, sagsøger, mod Rådet for De Europæiske Fællesskaber, først ved generaldirektør i Rådets Juridiske Tjeneste Raffaello Formasier og juridisk konsulent Bernhard Schloh, som befuldmægtigede, og derefter ved Bernhard Schloh, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktør Xavier Herlin, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer, sagsøgt, støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved J. Gensmantel, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og derefter ved Rosemary Caudwell, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg på Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt, og af * Processprog: fransk. I-4561

2 DOM AF SAG C-70/88 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Michel van Ackere-Pietri og Jürgen Grünwald, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Roberto Hayder, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Centre "Wagner, Kirchberg, intervenienter, angående på sagens nuværende trin realiteten under et søgsmål, der er indbragt i medfør af EØF-Traktatens artikel 173 og Euratom-Traktatens artikel 146 med påstand om annullation af Rådets forordning (Euratom) nr. 3954/87 af 22. december 1987 om fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare (EFT L 371, s. 11), har DOMSTOLEN sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini, T. F. O'Higgins, J. C. Moitinho de Almeida, G. C. Rodríguez Iglesias og M. Diez de Velasco samt dommerne Sir Gordon Slynn, C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, F. Grévisse, M. Zuleeg og P. J. G. Kapteyn, generaladvokat: W. Van Gerven justitssekretær: J.-G. Giraud, på grundlag af retsmøderapporten, efter at parterne har afgivet indlæg i retsmødet den 7. maj 1991, hvor Europa-Parlamentet var repræsenteret af Jorge Campinos, Johann Schoo, Christian Pennera og professor Dieter H. Scheuing, som befuldmægtigede, Rådet af Bernhard Schloh, som befuldmægtiget, Kommissionen af Jürgen Grünwald, som befuldmægtiget, og Det Forenede Kongerige af barrister Gerald Barling, som befuldmægtiget, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. juni 1991, afsagt følgende I

3 PARLAMENTET MOD RÅDET Dom i Ved stævning indgivet til Domstolens Justitskontor den 4. marts 1988 har Europa- Parlamentet i medfør af Euratom-Traktatens artikel 146 og EØF-Traktatens artikel 173 anlagt sag med påstand om annullation af Rådets forordning (Euratom) nr. 3954/87 af 22. december 1987 om fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare (EFT L 371, s. 11). 2 Den nævnte forordning, som er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, fastlægger proceduren for fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontamination af levnedsmidler og foder, som markedsføres efter en nuklear ulykke eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan medføre eller har medført væsentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Levnedsmidler eller foder, som ikke opfylder de maksimalt tilladte niveauer, der er fastsat ved en retsakt udstedt i henhold til bestemmelserne i den anfægtede forordning, må ikke markedsføres. 3 Ved mellemdom af 22. maj 1990 (sag C-70/88, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 2041), forkastede Domstolen Rådets afvisningspåstand og bestemte, at retsforhandlingerne skulle fortsættes med henblik på behandling af realiteten. Domstolen fastslog i præmisserne til denne dom først og fremmest, at Parlamentet ved Domstolen kan anlægge annullationssøgsmål mod en retsakt fra Rådet eller Kommissionen, såfremt søgsmålet alene skal sikre dets beføjelser og kun er baseret på anbringender om, at disse er tilsidesat (præmis 27). 4 Parlamentet har til støtte for sin påstand påberåbt sig tre søgsmålsgrunde, af hvilke den første drejer sig om anvendelsen af en forkert hjemmel for den anfægtede forordning, mens det med den anden og den tredje søgsmålsgrund gøres gældende, henholdsvis at den anfægtede retsakt efter den valgte form er en uforholdsmæssig foranstaltning, og at Rådet i nævnte retsakt retsstridigt har undladt at give Kommissionen bemyndigelse til at udstede gennemførelsesbestemmelser. I

4 DOM AF SAG C-70/88 5 Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. Den første søgsmålsgrund 6 Parlamentet har med den første søgsmålsgrund først og fremmest gjort gældende, at den anfægtede forordning fejlagtigt er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, og at det rette retsgrundlag for forordningen er EØF-Traktatens artikel 100 A, eventuelt i forbindelse med Euratom-Traktatens artikel Indledningsvis bemærkes, jf. Domstolens tidligere nævnte mellemdom (præmis 28-31), at med anbringendet om, at den anfægtede forordning er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, som blot bestemmer, at Parlamentet skal høres, men burde være udstedt med hjemmel i EØF-Traktatens artikel 100 A, hvorefter samarbejdsproceduren med Parlamentet skal iværksættes, er der ifølge Parlamentet sket en tilsidesættelse af Parlamentets beføjelser på grund af valget af hjemmel. For så vidt skal sagen fremmes til realitetsbehandling. 8 Det må herefter undersøges, om den anfægtede forordning gyldigt kunne vedtages med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel Ifølge Domstolens faste praksis kan inden for rammerne af kompetencefordelingen i Fællesskabet en institutions valg af hjemmel for en retsakt ikke foretages alene på grundlag af dens egen opfattelse med hensyn til det formål, der søges tilgodeset, men skal foretages på grundlag af objektive forhold, som Domstolen kan efterprøve. Sådanne forhold omfatter bla. retsakters formål og indhold (jf. senest dom I

5 PARLAMENTET MOD RÅDET af , sag C-300/89, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 2867, præmis 10). io Hvad angår det formål, der søges tilgodeset, fremgår det af første betragtning til nævnte forordning nr. 3954/87, at der ved forordningen skal indføres ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed, jf. Euratom-Traktatens artikel 2, litra b). I femte betragtning til forordningen fremhæves nødvendigheden af»at indføre en ordning, hvorved Fællesskabet får mulighed for i tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan antages at ville medføre, eller som har medført, væsentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, at fastsætte maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering med henblik på at beskytte befolkningen«. ii Hvad den anfægtede forordnings indhold angår, bemærkes, at der i bilaget til denne fastsættes maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Hvis Kommissionen modtager officielle oplysninger om uheld eller om andre tilfælde af strålingsfare, der godtgør, at disse i bilaget fastsatte maksimalt tilladte værdier må antages at blive nået eller er nået, vedtager den øjeblikkelig, hvis forholdene kræver det, en forordning, som bringer de maksimalt tilladte niveauer i anvendelse (artikel 2). Senest tre måneder efter vedtagelsen af denne kommissionsforordning skal dennes bestemmelser enten tilpasses eller stadfæstes ved en rådsforordning (artikel 3). Ved forordning nr. 3954/87 fastlægges desuden en procedure for ændring eller supplering af de maksimalt tilladte niveauer (artikel 5). u De anførte forhold viser, at den anfægtede forordning med det formål og det indhold, der fremgår direkte af ordlyden, tilsigter at beskytte befolkningen mod de risici, som levnedsmidler og foder, der har været genstand for radioaktiv kontaminering, giver anledning til. I

6 DOM AF SAG C-70/88 i3 Parlamentet har imidlertid gjort gældende, at Euratom-Traktatens artikel 30 ff. dels ikke vedrører såkaldt»sekundær stråling«, det vil sige sådanne former for stråling, som stammer fra kontaminerede varer, dels udelukkende vedrører beskyttelsen af personer med direkte tilknytning til nuklearindustrien. H Denne indskrænkende fortolkning kan ikke støttes på de gældende bestemmelser, og må derfor forkastes. Det må fastslås, at formålet med de nævnte artikler er at sikre en konsekvent og effektiv beskyttelse af befolkningens sundhed mod risikoen ved ioniserende stråling, uanset hvilken strålingskilde og hvilke udsatte persongrupper der bliver tale om. is Endvidere må det undersøges, om forordning nr. 3954/87, som Parlamentet subsidiært har gjort gældende, også skulle have været udstedt med hjemmel i EØF- Traktatens artikel 100 A, idet forordningens formål foruden beskyttelse af befolkningen mod ioniserende stråling også omfatter det indre markeds oprettelse og funktion, jf. EØF-Traktatens artikel 8 A. 16 Det er korrekt, at den anfægtede forordning i artikel 6, stk. 1, indeholder et forbud mod markedsføring af levnedsmidler og foder, som ikke opfylder de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering, der er fastsat på fællesskabsplan, og at det i ellevte betragtning til forordningen anføres, at»vedtagelsen af en forordning om maksimalt tilladte niveauer vil også medvirke til bevarelsen af fællesmarkedets enhed og forebygge fordrejning af samhandelen inden for Fællesskabet«. i7 Man kan imidlertid ikke som anført af Parlamentet på grundlag af de nævnte forhold fastslå, at den anfægtede forordning også har karakter af en harmoniseringsforanstaltning, jf. EØF-Traktatens artikel 100 A. For forbuddet mod markedsføring i forordningens artikel 6, stk. 1, er kun en forudsætning for, at de maksimalt tilladte niveauer effektivt kan bringes i anvendelse. Forordningen medfører således I

7 PARLAMENTET MOD RÅDET kun accessorisk en harmonisering af vilkårene for frie varebevægelser i Fællesskabet, idet den via vedtagelsen af ensartede beskyttelsesforanstaltninger hindrer, at samhandelen med levnedsmidler og foder, der har været udsat for radioaktiv kontaminering, søges reguleret gennem ensidige nationale foranstaltninger. is Af det anførte følger, at den anfægtede forordning gyldigt har kunnet vedtages alene med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31. Anbringendet om, at valget af denne bestemmelse som hjemmel er forkert, skal derfor forkastes. Den anden og den tredje søgsmålsgrund i9 Parlamentet har med den anden og den tredje søgsmålsgrund gjort gældende, at Rådet dels har vedtaget en forordning, selv om der i henhold til Euratom-Traktatens artikel 31 kun består en adgang til at vedtage et direktiv, dels har undladt i den anfægtede retsakt at give Kommissionen de fornødne gennemførelsesbeføjelser. 20 I den forbindelse må det fastslås, at Parlamentet ikke i tilslutning til disse søgsmålsgrunde har omtalt forhold, der underbygger rigtigheden af det synspunkt, at dets beføjelser er tilsidesat. De søgsmålsgrunde, der går ud herpå, skal derfor forkastes. 2i Da Europa-Parlamentets søgsmålsgrunde i det hele ikke har kunnet anerkendes, bør sagsøgte frifindes. Sagens omkostninger 22 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Europa-Parlamentet har tabt sagen og bør derfor betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt af de parter, der har interveneret til støtte for Rådets påstande. I

8 På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer 1) Sagsøgte frifindes. DOM AF SAG C-70/88 DOMSTOLEN 2) Europa-Parlamentet betaler sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger. Due Mancini O'Higgins Moitinho de Almeida Rodríguez Iglesias Diez de Velasco Slynn Kakouris Joliét Schockweiler Grévisse Zuleeg Kapteyn Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. oktober J.-G. Giraud Justitssekretær O. Due Præsident I